Hjerteenergi

Vores energi er også vores modstandskraft.

Det sande i os, som hjælper os, både fysisk og psykisk.

Kontakten med vores sjæl.

Den sande styrke.

Det indre rum er hjertet.

Det er her, jeg kan mærke, hvad der er sandt.

Det er her, jeg kan føre en samtale, også med en anden, hvor vi ikke er i tvivl om, hvad der er sandt.

Det er her, vi sænker paraderne, og mødes som dem, vi er.

Det er her, vi møder børn, og hvor vi har det rart sammen.

Det er her, vi møder mennesker, som vi har tillid til.

Hjerteenergi er at være i sjælen.

Hjerteenergi er at være tæt på Gud.

Hjerteenergi er at have umiddelbar adgang til kærlighed og sandhed.

Når Adam og Eva bliver smidt af Paradiset, skyldes det, at de misbrugte det.

Hvorfor er det lige, seksualiteten går i stå i voksenlivet, kunne det i denne sammenhæng være relevant at spørge om.

Når Jesus bliver hånet og korsfæstet, fordi han siger, vi skal være gode ved hinanden, er det også fuldstændigt forkvaklet.

Når man misbruger kærligheden fra et andet menneske, er det det samme, der er på færde.

Når man bare bruger løs af noget, som man i stedet burde møde i dyb respekt, er vi i samme boldgade.

Når man om sig selv tror, at man er universets centrum, så er vi også i nærheden af en misforståelse.

Når man bare tror, at kagedåsen skal tømmes, for at der så ikke er noget til nogen af de andre, har vi også forstået lidt af pointen.

Eller det har man netop ikke.

Det er noget sjovt noget med guddommeligt lys, når det kommer i hænderne på nogle abekatte.

For det er jo det, det handler om.

Man kan ikke få nok. Og man vil ikke dele det med noget.

Man slår gerne ihjel for at få lov til at stå forrest i køen.

Det er fandme uhygligt!

Det er lige præcis derfor, jeg skriver så meget om at få lyset ind i selv selv.

At lyse sin indre abekat op. At lære hvad glæde og taknemmelighed er for noget.

Hvad sand ydmyghed og ærbødighed er for noget.

Hvor vigtigt det er, ikke at se ud som om, men at gøre sig umage med selv at være det, man giver sig ud for.

At få noget jordforbindelse ved at få viden grundfæstet.

På den måde vil jeg selv kunne komme til at lyse. Og det er noget helt andet end bare at lade lyset falde ned over mig, uden at jeg skal gøre noget af mig selv.

Et menneske skal lære at finde sin egen balance og sit eget lys. Det er den eneste sande vej frem.

Vi skal hver især gøre vore egne fejltagelser. Og vi skal i den forbindelse holde op med at tro, at andre hele tiden kommer og samler os op.

Vi skal lære at stå på egne ben. Selv at tage nogle skridt. Gentage barndommens øvelser, men nu som voksen.

Det er på den måde, vi får sjælen og lyset ind i os selv, ikke ved at klamre os til andre, og ved at ødelægge hinanden, og tro, at fordi man slap godt om ved det som barn, så er det stadig vejen frem. Det er det ikke.

Man lærer ikke at stå på egne ben ved at ødelægge andre!

Man bliver aldrig voksen, hvis man bliver ved med at trave rundt i gamle mønstre, uden reel vilje til at gøre noget andet.

Når jeg ser og mærker et mønster i mig selv, så skal jeg anerkende det, og møde det, og derefter give slip på det.

Det er ikke et ritual. Det er en handling, som aldrig er den samme.