Hengivelse

Det er vigtigt, at vi sandt lærer at hengive os til hinanden i intime relationer, så alt bliver åbenbart. Når vi lærer det, og gør det helt og fuldt, hvor alt bliver lyst op indefra, gennem fysisk og verbalt samvær, kan vi uden problemer blive sammen hele livet, du og jeg.

Vi kan alt, hvis vi oprigtigt ønsker det. Men der må ikke være mørke pletter, som vi ikke tør elle vil kigge på. Til gengæld skal vil lære tålmodighed, overbærenhed, tilgivelse, kærlighed.

Vi skal give alt tid. Men selvfølgelig skal vi i alt kunne stole på hinanden. På den måde må der ikke være slinger i valsen.

Men der må gerne være vals. Og masser af fantasi og glæde, også i forhold til vores møde med andre. Børn og børnebørn, og hvem der i øvrigt er i vore omgivelser.

Intet er så smukt og dejligt, som at kunne give sig hen, og at have en at gøre det sammen med.

Jo mere jeg evner at give mig hen, jo mere sand bliver jeg.

Jo tættere man kommer på livet, jo mere enkelt bliver det.

Jo mere sand man bliver i sit væsen, jo mere får man kontakt med lyset. Og jo mere blid og mild bliver man.

Jo mere usand man bliver, jo mere moralsk og mørk bliver man i sig selv. Skygger kastes ud i alle mulige retninger, og det hele ender med en sladderkælling.

Det er altid de andres skyld, og kan jeg, sammen med andre, finde en skygge, som vi kan blive enige om, så det hele op i en højere enhed. Vel at mære en mørk enhed.

Hvis jeg nu var H.C. Andersen, ville jeg måske slutte med ordene; Se, det var da en værre historie! Men det er jeg ikke. Så historien får lov til at fortsætte.

Når vi formår at give slip i forhold til et højere formål end os selv, kan vi hengive os. Ellers handler alt bare om at skulle have noget igen.

Forskellen på instinkt og sjæl er her kæmpestor.

Det svarer helt til den hurtige reaktion i forhold til den langsomhed, som kærlighedsenergien indeholder. At noget får lov til at opstå og at udvikle sig af sig selv.

Instinktet gør kun noget for at få noget igen. Det er hjerteløst kynisk.

Sjælen er meget, meget dybere.

Instinktet er sin egen, dybe, egoistiske begrundelse.

Sjælen er livet i sig selv.

Når mennesker spilder deres energi, så bliver de tomme.

Et instinkt kan ikke give. Det kan kun tage.

Sjælen vil, at livet går videre.

Instinktet er et hurtigt fiks.

Sjælen er en langsom interesse.

Instinkt i sin hurtige form er en angstreaktion, hvor det hele lukker sig, og der dannes skygger.

Man kan ikke kigge hinanden i øjnene, når der ikke er noget at kigge ind i.

Sjælen er nærvær og at møde hinanden.

Ved den stille og ærlige interesse åbner noget sig. På den måde kan vi få lys ind, både i vores eget liv og i andres.

Ved at være der, være til stede. Og ikke bare at ville have noget.

Når vi formår positivt at være i vores egen bevidsthed, bliver vi glade. Vi kan være sammen i kærlighed.

Når forestilling ikke overtager virkeligheden, men virkeligheden sandt får lov at udfolde sig, så bliver vi glade.

Men vi må ikke blande os i noget, som vi ikke skal blande os i. Så bliver det hele mørkt og grumset.

Livet er positivt af væsen. Det skal vi anerkende og glæde os over.

Det, som vi sammen udfolder i kærlighed og bevidsthed, gør os glade.

Det, som vi positivt finder i os selv, kan vi også bruge ude i verden.

Bevidstheden er et rum, der favner os, når vi lader det ske. Når vi er i det, der er.

Når bevidstheden virker i sandhed, kan den rumme alt.

Lav bevidsthed er, når der kommer noget grumset i spil, forårsaget af et menneske i lav moral. Så bliver alt til noget helt andet, end det oprindeligt var.

At blive menneske er at mærke kærligheden, den ubetingede. Her har jeg lov til at være præcis den, jeg er.

På den måde kan vi mærke os selv og hinanden, når vi elsker, når vi er der for hinanden.

Når vi hengiver os til vores sjæl, så kan vi give slip i alt.

Gør vi det, får vi alle de svar, som vi har brug for.

Det er en åben gavebod, hvis vi ønsker det.

Vi skal bare vide i dyb taknemmelighed at tage imod, og at følge det naturlige flow i livet.

At hengive sig er at give slip.

Når vi giver slip, giver vi plads til sjælens dynamik, og dermed masser af fantasi og glæde og spontanitet. Det hele kommer, uden at vi behøver andet end at være der, og at tage imod.

At give sig hen og at give slip er at anerkende forvirring.

Men det er også at mærke, når vi gør det, at der opstår noget sandt, en dynamik i kroppen, som ikke er styret af instinkt, altså hvad vi ikke må, og hvad vi skal.

Det handler ikke om uhæmmet at slå sig løs, eller på nogen måde at gøre overgreb. Det er at give plads til lyst, plads til nydelse, men også plads til hvad der måtte dukke op.

Når vi gør det, så mærker vi os selv. Vi mærker, hvad der er rigtigt. Vi er i stand til at blive i smerte, men ved at blive i sandhed. Vi kan mærke, at vi rammer en form, og også en ro, inde i os selv, nede i os selv.

Vi bliver fyldt om, men vi bliver også mere rummelige. Vi skal lære at gå dybt, og at være i det, at lade det opstå og udfoldes sig af sig selv, uden at ville styre noget.

På den måde opstår vores sande væsen, og vi vil kunne være i vores egen energi, hvor ingen andre definerer, hvad vi skal, og hvorfor. Vi finder selv svarene.

Vi skal lære at give slip ind i vores egen proces, hvor vi ikke kender svarene, men hvor vi samtidig tydeligt kan mærke, hvad der er rigtigt, og hvad der ikke er rigtigt.

Denne selvoplevelse er guld værd, hvis vi formår at hengive os til den, og at lade svarene opstå af sig selv. At få lyset ind, og at mærke, hvad der er rigtigt.

Når vi tillader os selv at være i forvirring, kan det blive meget kaotisk. Men det vil altid finde en form, hvor det falder til ro i noget, vi kender.

Hvis vi håndterer det på en forkert måde undervejs, som vi alle godt ved, hvad er, vil vi ikke kunne komme igennem til en forløsning og en befrielse og en positiv selvoplevelse.

Det sidste er ganske vigtigt at gøre opmærksom på.

Det, man falder til ro i, er sin egen ordentlighed. Det er der, hvor man har været god, ikke bare udadtil, men i sit dybe og oprigtige væsen.

At give sig hen er at anerkende, at der er noget, der er større end mig. Det kan være et andet menneske, og det kan være en idé, som jeg hengiver mig til.

Men det er også at mærke mig selv, sådan som jeg er, og at jeg har lov til det. Men ved at give slip. Ikke ved at styre og at manipulere.

Den dybeste hengivelse er til min egen form, min egen guddommelighed, at jeg er skabt af Gud, som ikke er mig, er det nødvendigt at tilføje.

Vi skal lære, at det er en proces at få lyset ind, og at lade det virke. At lade energi udfolde sig, at komme til orde og forståelse. Vi skal ikke sætte ord på, før det giver sig selv.

At blive fyldt op i og med vores egen energi. Vi kan mærke det i os selv, også når bægeret er ved at være fuldt. Vi skal anerkende, at det har sin egen proces.

Vi kan godt opleve den sammen med en anden, og sammen med andre. Det er at lukke glæden ind, og at lade den udfolde sig af sig selv.

Det er, ikke at være bange for sig selv, ikke at være bange for det, der sker. Være åben over for det, og bare være med det.

Det er på den måde, jeg lærer, hvad sand nydelse er.

Det er på den måde, jeg lærer, hvad oprigtighed er.

Det er sådan, jeg i det hele taget lærer at give slip.

At lade et andet menneske komme ind i mit liv.

At vi sammen skaber noget.

At vi tiltrækker andres glæde og opmærksomhed, men uden at vi gør noget for at promovere os selv.

At vi hengiver os til et højere sandhed og et højere formål.