Helheden i vores væsen

Det stædige instinkt vil gerne have det sidste ord.

Det sande instinkt får det sidste ord.

Når vi ligger der til sidst, så bliver alt afsløret.

Det kan godt være, vi ikke ville være ved det i levende live.

Det er da bedre og sjovere positivt at blive rummet i og af sit instinkt, end konstant at stemme imod, og at udstråle det modsatte, også til sidst.

Ethvert menneske har dybt nede en identitet i sig selv, længe før vi begynder at spille roller, og vel også, før vi for alvor begynder at kigge på os selv. Vi er bare det, vi er. Det gælder også, før vi bliver kønsspecifikke.

Denne grundlæggende identitet har i allerhøjeste grad noget at gøre med vores sjæl. Det er, før vi eller den får farve. Men der er en integritet, som vi støtter os på, i forbindelse med at stå i os selv, at have kontakt med sandhed, ærlighed og kærlighed i deres rene former.

Hvis vi evner at være og blive i denne tilstand, vil vi være godt rustet i livet. Vi vil ikke være bundet til instinktet og dets rollespil. Vi vil ikke have behov for at søge andres anerkendelse, fordi vi har en ro i os selv.

Denne beskrivelse er af en tilstand, inden vi bliver låst fast i instinktets hårdhed og kynisme, som er udgangspunktet for mange mennesker.

Jo mere man evner at give slip, jo mere direkte vil man være i sin sjæl.

Under alle omstændigheder virker sjælen som én, og den virker, uanset om vi vil vide af det eller ej, bag ved eller inde i os selv.

Jo mere vi er bundet til instinktet, jo mere vil sjælen, og hvad den bringer med sig, blive fortrængt.

At have kontakt med vores sjæl er at have fat i vores sunde og unikke kontinuitet og identitet, kort sagt vores forbindelse ind i evigheden.

Instinktet fornægter denne mulighed, her forstået som at være bundet til sit instinkt. Altså når bevidsthed og ego udgår fra instinktet.

Jo mere direkte kontakt til sjælen, jo mere kontakt til glædens kilde, og altid at vide og mærke, hvad der er sandt og rigtigt.

Helheden i vores væsen er det samme som vores personlighed. Den kan være spaltet, undertrykt, og udtrykke sig i mange andre negative og forvrængede former.

Alt i os selv skal endevendes, hvis vi ønsker, at sandheden skal være den gyldige og ene væsentlige faktor i vores liv.

Alt det, vi ikke vil kigge på, vil ligge der som en skygge, og vil forhindre, at vores væsen bliver tydeligt, for os selv og for andre.

Mennesket selv er forhindringen for, at vi ikke bare altid tager hensyn til os selv og hinanden, vel at mærke på en måde, så vi bagefter altid kan kigge os selv i øjnene.

At blive hel som menneske er at have fat i sin egen sandhed.

Det kan vi godt mærke, hvad er for noget.

Det kan kun foregå i dyb ydmyghed, dyb ærbødighed, dybt tilstedevær, dybt nærvær.

Et menneske er i sit væsen positiv energi.

Det svarer til, at vi alle fødes med en pose penge eller med en given mængde energi.

Der er energi eller penge nok til, at vi uden problemer kan udfylde vores mening med at være i livet.

I begyndelsen er vi hver især én, der indeholder denne energi. Opgaven er at administrere den.

Alle er udstyret med en bevidsthed og et jeg, hvor det handler om at skabe en tilværelse, hvor vi udfylder meningen med at være her.

Vi har hver især talenter, der betyder, at nogle er bedre til specielle opgaver end andre. Det skal vi lære at håndtere på en måde, så vi i fællesskab gør, hvad vi kan, og hvad vi skal, så alle får noget ud at samvær og interaktion.

Vi kan altid vende alt i menneskelivet på en måde, så vi forstår det til fællesskabets bedste.

Det er en anden måde at give sjælen forrang for det instinktstyrede menneskesamfund, som vi kender alt for godt.

Det handler ikke nødvendigvis om det indtryk, som vi umiddelbart efterlader i verden.

Måske ved vi med os selv, at vi inderst inde er noget, som endnu ikke er kommet til udtryk.

Som endnu ikke har fået sin egen form.

Men at denne helhed på et tidspunkt vil bryde igennem.

At vi bare skal være tålmodige, og undlade at reagere ud af os selv.

Sandheden er den, jeg i virkeligheden er.

Den struktur, der dukker op, når kaos forsvinder, og noget dukker op bagved.

Noget, der holder.

Noget, som de implicerede udmærket kender.

Noget af det har de oplevet før.

Sandheden om os selv er det virkelige i vores væsen.

Det, som vi godt kan forsøge at ignorere, holde væk i vrede og i andre former.

Men inderst inde ved vi godt, hvem vi hver især er.

Og på et tidspunkt vil sandheden blive tydelig.

At være præcis den, jeg er.

Når vi gør noget, der er sandt, kan vi mærke os selv.

Vi skal bare være. Så kommer handlingen af sig selv.

Når vi er det, vi er, så giver alt andet sig selv.

Livet handler ikke om, hvad vi gør, men hvad vi er.

Det betyder ikke, at handling er ligegyldigt, slet ikke.

Men væren kommer før handling.

Intention kommer før udtryk.

Så det er på de indre baner, det afgørende slag skal slås, og at sjælen skal have plads.

Sjælen som noget helt grundlæggende i mit væsen og min væren.

At være og blive hel er det, som alt drejer sig om.

Altid at kunne mærke sig selv. Altid at være sig selv.

På den måde har man alle de svar, som man har brug for.

Og den nødvendige ro i sig selv.

Når man kan være i sig selv, kan man også rumme andre, der ønsker at blive rummet.

Min måde at møde verden er som et helt, ansvarligt menneske.

Uanset at man ikke måtte have fuldstændigt styr på sig selv, har man altid mulighed for at vælge en position, hvor man er helt i sig selv.

Hvis vi begynder med at kigge på os selv som ofre eller en anden ufuldkommen tilstand, kaster vi samtidig skygger, for så er der nogle, der er bødler.

Der findes mennesker, der ikke opfører sig ordentligt. Ingen tvivl om det. Og det skal vi ikke ignorere. Men vi har brug for at finde det gode i os selv, og at fylde os selv op med lys og sandhed. Det er vores bedste våben, at være og blive i os selv.

Uanset at vi kan forklare verden, og jo bestemt med en vis ret, som et anliggende mellem ofre og bødler, kan vi ikke bruge det til noget, hvis vi oprigtigt ønsker at gøre en forskel.

Så skal vi begynder med at være ansvarligt i os selv.

Positivt at være i livet er her og nu at være på plads med alt i mig selv.

På den måde er det mig, der tager mig af øjeblikket, og ingen andre.

Hvad er positivt muligt, når vi helt er i os selv?

Når vi ikke er bundet til en kontekst.

Når vi har sluppet vores dyriske opførsel.

Når energien dermed ikke er bundet i normer og fordomme.

Det udtryk, som vi giver i verden, er summen af de bevægelser, der er i gang i os.

Vi er altid et sted i os selv, men hvor?

Hvis vi tager ansvaret på os, betyder det, at alt, hvad der rører sig i mig, er noget, jeg skal tage hånd omkring.

Jo mere jeg evner, derved at være i mig selv, jo bedre vil jeg være i stand til helt at være i verden.

Det, som jeg er bundet til, kan jeg ikke have i mig selv, da bindingen betyder, at jeg ikke afgørende kan være i mig selv.

Jeg er jo bundet ud i verden, afhængig af min binding, som jeg ikke vil eller kan slippe. Som derfor i et vist omfang styrer mig.

At være fri er at kunne tage ansvar for alt, hvad der rører sig i mig. At være helt til stede i mig selv.