Gudernes dilemma

For 2000 år siden gik man ind i døden i troen på Gud.

I dag er opgaven hel og ubetinget at gå ind i livet.

Man forstår ikke guddommelighed, hvis man er bundet i et følelseskompleks.

Det er de fleste mennesker, også så de ikke umiddelbart selv kan komme ud af det.

Specifikt af den årsag, at de så at sige har lukket sig selv ind i huse, hvor de efterfølgende har lavet deres egne regler, som skal sikre, at de bliver der i tryghed og sikkerhed.

Det er ikke godt for forståelse af livets sande logik. Derfor har der også i historien været mennesker, der er gået afsides, for hver på sin måde at forstå denne logik. De har alle sammen været oppe imod voldsom modstand, fordi det etablerede har set dem som en trussel.

Trussel har det været i forhold til det etablerede, men jo ikke for det sande menneske, der befinder sig bag hvert enkelt af disse individer. Hvis altså bare de ville slippe deres voldsomme bundethed. Det er et projekt af de helt store, som igen forsøges løst i disse år.

Guderne har brug for, at der er nogle mennesker, der vil træde i karakter og udfylde den guddommelige plan at være menneske, og dermed tage ansvar, et reelt ansvar.

Det fordrer et meget stort bevidsthedsarbejde, en sublim vilje, også til at gå hele vejen. Og vejen er mulig. Den er blevet betrådt.

Det har altid, siden mennesket blev udstyret med en sjæl, og dermed som dyr fik en kontakt ud i universet, været et dilemma for guderne, hvordan det skulle lykkes at formidle et sandt budskab.

Dilemmaet består i, at mennesket er dyrisk og kalkuleret i sit væsen, og at det er de mest snu, der leder flokken, ikke de viseste. Det er, langt op i vor tid, og det gælder stadigvæk, folkeforføreren, der har mest magt.

Sandheden er kun mulig, hvis den passer ind i magtens spil og krav. Det er ualmindelig hårde odds for guderne, men sandelig også for oprigtige mennesker.

Selv i dag er der mennesker, der driver plat på sandheden, og udnytter, at de ved et mulehår mere end de andre. Derved kan de holde andre fanget i en økonomisk eller karismatisk klemme.

Forskellen på religion og spiritualitet er, at den sidste indeholder bevidsthed i et udviklingsforløb, hvor den første omgiver sig med dogmer, som man skal leve efter.

Men spiritualitet kan, ligesom religion, blive til klicheer, en fiks idé, et indtægtsgrundlag, hvor det ikke længere er hjertet, som er drivkraften.

Jeg har selv oplevet denne udvikling, både i religiøse og i spirituelle miljøer.

Helgener og guruer er former fra instinktet ind mod sjælen og det guddommelige univers. Der har hver især haft deres berettigelse, men mister den, når de bliver kommercialiseret.

Sandheden bliver i et sådant regi meget nemt fordrejet og tilpasset eller underordnet magt og forfængelighed. Også i dag.

Det betyder, at det kan være vanskeligt at formidle sandheden og dermed også kærligheden, uden at den er pakket ind i og tilpasset dem, der har magten.

Det er jo i sig selv et besynderligt paradoks, at det for 2000 år siden var nødvendigt at korsfæste den inkarnerede gud, alias Jesuspersonen, der var i besiddelse af den højeste bevidsthed, og dermed kunne sige: Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør!

I dag ved de godt, hvad de gør!

Det er stadig en stor udfordring at formidle sandheden, uden at der undervejs kommer nogle gevaldige egoer i spil, der vil gøre alt for, at sandheden går deres vej. Men det er lige præcis ikke meningen.

Hvis man sammenblander guddommelighed med personlig tilfredsstillelse, så overskrider man en grænse, der ikke må overskrides.

Vejen frem er, at der er nogle, der med hele deres væsen, ligesom det skete for 2000 år siden, men uden at det i dag behøver at være blodigt, er et sandt eksempel for verden, og fortæller og viser, hvad sandhed og hvad kærlighed er og kan.

Hvis man ikke har sig selv på plads, er det ligegyldigt, hvilke teknikker man bruger, og hvilke ord man bruger. Så er det ikke troværdigt.