Gør jeg noget af mig selv?

Der er så kvalitativ stor forskel på, sandt at gøre noget i sjælen, og halvhjertet at gøre noget fra et instinktsynspunkt, at man simpelt hen skulle tro, at det var løgn.

Forskellen har jeg tydeligt mærket mange gange, efter at jeg i 1979 oplevede det sublime første gang.

Også når jeg skriver bøger, skriver jeg først ud fra mit eget sjælsperspektiv.

Og flere gange har jeg efterfølgende måttet forholde mig til det mørke, og den forvrængning, som instinktmennesker, i forskellige versioner, udtrykker som deres meget massive og bastante måde at møde det samme fænomen på.

Det unikke eller det smukke har noget at gøre med at værdsætte noget eller nogen for det, det er, at livet har en kvalitet i sig selv, at et menneske har en kvalitet i sig selv, og at denne fine kvalitet simpelt hen ikke er synlig for de fleste mennesker, fordi de er så optaget af en masse andet, uden dybde.

Og mange er så optaget af noget i deres eget liv, at de overhovedet ikke har sans for eller fornemmelse for det, der kommer et andet sted fra.

Man kan skrive 100 bøger, uden at det hjælper noget.

Man kan læse 100 bøger, uden at det hjælper noget.

Man kan lære det hele udenad, og lige meget, lige lidt hjælper det.

Man kan følge love og regler og praksisser, uden at det afgørende gør en forskel.

Det eneste, der hjælper, er, at man forstå noget, fordi man dybt inde fra sig selv ønsker at forstå det.

At jeg ønsker at blive klogere, og ikke bare at skumme fløden, og efterlade resten i rendestenen.

Et menneske ændrer sig ikke, hvis ikke det selv ønsker at ændre sig.

Instinktet er så bastant en størrelse, med træk imod tryghed og sikkerhed, at der skal noget helt ekstraordinært til for afgørende at få sjælen i spil.

En svag sjæl vil ikke have en chance over for instinktets massive påvirkning, der kan antage alle mulige former.

Magt og utilregnelighed. Aftalebrud. Kynisme. Hårdhed.

Det kan også være overgreb i mange former. Og at lege med følelser.

Et barn i al sin skrøbelighed og sårbarhed har ikke andre muligheder for at beskytte sig end at lukke ned.

I puberteten er det samme individ oppe imod et voldsomt pres fra jævnaldrende, hvor instinktet støjer meget mere end sjælen.

Sjælen støjer i øvrigt aldrig, og kommer aldrig til at støje.

Og i voksenverdenen er der meget stramme regler og normer, der styrer energien, uanset hvilken form den har.

Så sjælen har det bestemt ikke nemt over for disse vilkår.

Man skal være et meget stærkt individ for sandt at skille sig ud fra mængden.

Man skal gøre noget helt af sig selv. Ellers er det ikke sandt. Og ellers har man ikke alt i sig selv med.

Livet leves ved at tage det alvorligt, ved at tage det på sig. Og det er på den måde, vi lærer, hvad det hele handler om. Det er rygraden i vores forståelse af verden.

Det er vigtigt, at vi anerkender menneskets frie vilje.

Den skal vise, at det gør og vil noget af sig selv.

Og ikke bare for at få noget igen.

Hvis jeg kun er til på betingelser, som en anden stiller, så er det jo ikke sandt.

Hvordan bliver jeg sand?

Ved at blive i mig selv.

Ved at gøre noget af mig selv.

Ved at give slip i det uvirkelige, ved at vælge det virkelige.

Livet er kun muligt gennem ordentlighed.

Uanset hvad man har lavet, er der kun én vej frem: at gøre det, man godt ved, man skal.

Der er mange, der falder i disse år.

Som vælger egoets falske position i stedet for den dybe dedikation i forhold til et højere formål.

Det er vigtigt selv at kunne træde ud af sine barnesko, og selv at vælge sin platform i livet.

Ingen andre skal og kan vælge og handle for mig.

Ingen andre ved noget som helst bedre end jeg om mig.

Jeg er den eneste, der sandt formår at blive i mig selv, og handle ud fra mig selv.

Og ligesom et barn har brug for at øve sig, måske at træde lidt ved siden af, har jeg også brug for at lære, at lære på mig egen måde.

Det er denne læring, der kan gøre mig til et sandt og troværdigt menneske.

Jeg skal i den forbindelse ikke gøre noget på andres betingelser.

Men jeg skal altid kunne stå inde for mig selv, og kunne være i min egen energi, min egen person, mit eget væsen.

Og måden at tilegne mig viden er på samme måde noget, som ingen andre kan gøre for mig.

At være i min egen energi, og at handle ud fra mig selv, er det, der skaber mennesket i Ny Tid.

Hvor vi henter motivationen ud fra det sande i os selv, forankret i sjælen.

Kærlighed og sandhed vil på den måde være det udtryk, jeg er i verden med.

Jeg er her ikke for at tjene penge, men for at fortælle, hvad der er menneskeligt muligt, når vi ikke er bundet til andet end vores egen samvittighed. At handle ud fra sit hjerte, fra det sande i sig selv.

Det gør altid indtryk, når et menneske taler ud fra sig selv, uden overhovedet at bruge floskler eller klicheer.

Det, jeg gør helt af mig selv, er mit unikke input i verden.

Det, jeg gør, fordi jeg skal, har slet ikke den samme dybde og kvalitet.

Heller ikke det, som jeg gør, fordi andre siger, at jeg skal.

At gøre noget af lyst er den største individuelle dynamo, ovenikøbet hvis jeg gør det fra det dybe af mig selv.

Altså det, jeg allerhelst vil og kunne tænke mig.

Hvis man kun gør noget for pengenes skyld, så gør man det ikke sandt.

Hvis man kun gør noget for at få noget igen, så er man ikke sand.

Hvis man kun siger ja på betingelse, så er man utilregnelig.

Hvis tillid kun er noget, man forlanger af andre, er man måske ikke værd at ofre opmærksomhed.

Hvad har førsteprioritet i mit liv?

Hvad er det, der styrer mig, når jeg vågner?

Hvad er det, jeg navigerer efter?

Er jeg et sandt udtryk for mig selv?

Det er den største dynamo i Ny Tid og den største dynamo for udvikling af enhver art, at jeg gør noget af mig selv.

Det har så stor en virkning, at jeg gør noget, fordi jeg inderst inde ved med mig selv, at det har jeg lyst til. Det vil jeg gerne.

Den dybe intention er ikke styret af instinkt, ikke styret af egoisme, ikke styret af forfængelighed, og ikke af økonomisk gevinst.

Det handler om, at jeg fra et dybt sted  ønsker at gøre noget. Det kan være for mig selv, hvad det jo dybest set er. Men det kan også være for et andet menneske.

Når jeg dybt nede gør det for et andet menneske, gør jeg det også for mig selv.

Det er her, mønsterbrydere opstår.

Det handler om, at der er noget, der er vigtigere end tilfældige, mere overfladiske hensyn.

Det handler også om, at noget stikker dybere end dyb egoisme, der virker bag rigtigt meget her på planeten.

Forskellen er så stor, at man måske forstår betydningen af, at sandheden er en diamant.

Forfængelig sandhed har intet at gøre i forhold til noget, der henter sit materiale nede fra et dybt sted.

Helt af mig selv at gøre noget, fordi jeg har lyst til det, er det, der afgørende gør en forskel i verden, og som betyder, at jeg træder frem på scenen som den, jeg er, og ikke længere er et tilfældigt siv, der blæser i vinden, og som lader mig påvirke at tilfældigt forbipasserende vindpust.

Det er noget fuldstændigt andet end at ligge afventende på lur og vente på, at en anden træder ved siden af, så jeg kan hovere på dennes fejltrin.