Fra sjælen tilbage til menneskevæsenet

Sjælen og viljen skal følges af, hvis resultatet skal være gedigent og blivende. Ellers ryger man tilbage i gamle mønstre, så længe de huserer. Og det gør de, så længe der ikke er blevet ryddet op.

At rydde op vil sige at gøre sig selv gennemsigtig for sjælen.

Når vi lader sjælen komme i spil, bliver det hele rigere og større.

I sjælens univers gælder sådan noget som ubetinget ærlighed og ubetinget kærlighed. De følges pænt ad og kan ikke skilles ad.

Når vi lader menneskevæsenet transformere af sjælen, bliver vores liv rigere og smukkere.

Når vi fravælger sjælens perspektiv, vil vi opleve, at vores liv bliver fattigere og mere indskrænket.

Det er en uomgængelig lovmæssighed. Så er der vel egentlig ikke så meget at betænke sig på.

Til gengæld vil der ofte være dyre lærepenge i spil, indtil man forstår det.

Man kan ikke lyve sig til sandheden. Den fungerer ligesom i en slægtstavle, hvor anerne er forbundet i en historisk rækkefølge. Man kan ikke lave om på den historiske rækkefølge. Kronologien er en fast bestanddel af fortiden.

Kronologien findes ved at udvide, at udfolde øjeblikket, og betragte de enkelte dele, uden at dømme. Det er ikke normalt at se historien på den måde. Normalt ser man kun det, man vil se, ud fra de behov, som man har. Men det er sjældent sandheden.

Man kan ikke lave om på, hvad man har gjort, og hvordan man har gjort det.

Sjælen tilbyder os at kigge på det og at få et andet syn på det, og at lægge en anden intention ind i forhold til, hvordan vi fremadrettet vil tolke det, leve det.

Det vil måske kunne fjerne smerten og give os nye handlemuligheder herfra.

Fra sjælens perspektiv tilbage til menneskevæsenet er der altid en udfordring, der skal takles.

Sjælens perspektiv svarer til at være i ashram eller i et miljø eller en tilstand, der nærmer sig ubetinget kærlighed.

En anden mulighed er at være i kloster, hvor man forsager jordelivets normale måde at være i livet på.

Et sjælemøde kan også være en forelskelse, hvor alt er åbent, og hvor vi kun ser det gode i os selv og i hinanden.

Endelig bør man også nævne den eufori, der opstår, når et regime falder, eller en krig slutter, hvor sandheden ofte viser, at glæden er kort, og mønstrene fortsætter næsten som før bagefter.

Menneskevæsenet er styret af os selv, af evnen til at være kærligt i livet. Hvor meget har man løsnet båndet til sit instinkt? Hvor meget er man dermed i stand til at elske, både sig selv og andre, på deres præmisser.

Alt i livet handler om at have det godt med sig selv, men også om at kunne rumme andre uden at kaste skygger.

En skygge er et udtryk for, at jeg har efterladt en del af mig selv ovre på den anden. Den vil virke i mit eget system, lige så længe jeg ikke har lært at integrere den i mig selv, alternativt gennem dialog eller på anden måde har frigjort den anden, altså transformeret skyggen.

Vi kan hente inspiration fra sjælen, men vi skal selv gøre arbejdet. Vi skal selv kunne eller lære at kunne stå inde for os selv.

Det er mennesket, der mærker, fornemmer, er åbent eller lukket, siger ja eller nej. Dette er suverænt mennesket, der har en fri vilje. Det er mennesket, der har mulighed for at integrere, men også kan lade være. Sådan er det hele skruet sammen. Det er også mennesket, der suverænt skal tage ansvaret for sine egne handlinger.

Det er mennesket, der kan være oprigtigt og autentisk. Og det er mennesket, der skal finde sin identitet i livet. Det er mennesket, hver især, der siger jeg og siger ja, og dermed har muligheden for at stå inde for sig selv.

Den gode inspiration kommer fra sjælen. Den er vores mulighed for at finde os selv, og vores eget sande ståsted.

At gå ind i sjælen svarer egentlig til at have en rigtig god ven, som man kan betro alt, lægge alt på bordet, og på den måde få tingene skilt ad. Der er en, der lytter. Der er en, der tager mig alvorligt.

Menneskevæsenet er da, når jeg kommer tilbage til mig selv, om jeg tager det alvorligt, om jeg indretter mit liv efter det, om jeg lytter til andre end mig selv.

Og om jeg tager min ven mere alvorligt end mig selv, for nu at blive i metaforen.