Fra sjælen tilbage til menneskevæsenet

Sjælen er den, vi i virkeligheden er. Men siger man det til et menneske, der lever igennem sit instinkt, sker der det samme som de missionærer, der for første gang bevægede sig ud i junglen for at prædike for kannibaler. Man så dem ikke mere.

Så længe et menneske er bundet til sit instinkt, kan og vil det ikke se, at noget kan være anderledes.

Det er en selvforstærkende proces, som virker, lige så længe mennesker identificerer sig med mursten.

At gå ind i sjælens verden, og opleve verden åbne sig, og så tage det hele med sig tilbage og lade det virke i sit menneskevæsen. Det er der ikke ret mange, der kan. Det vil revolutionere verdenssamfundet, hvis der var.

Et møde mellem to sjæle er smukt. Men det vil altid være afgørende, hvor meget der er tilbage af det smukke, når virkeligheden vender tilbage.

En anden måde at udtrykke det samme på, er hvor meget sandt og kærligt vi hver især har integreret af sjælens visdom i os selv.

Hvis det kun er meget perifert, kan vi måske slet ikke kende hinanden, når vi mødes i andre omgivelser.

Hvis vi derimod har integreret en stor del af vores sjæl hver især, vil det ikke betyde så meget, hvor vi mødes næste gang.

En anden mulighed er, at instinktet helt tager over, og at den ene eller begge benægter, at det smukke overhovedet har fundet sted. Det forekommer også, undertiden med stor smerte.

Historien fortæller, hvad det handler om, når vi snakker om at få sjælen på plads i os selv. Hvis vi gør det, vil vi opleve livet blive smukt og meget fint. Men det er kun muligt, hvis vi samtidig evner at slippe alt det, vi normalt identificerer os med. Der er ikke plads til begge dele.

Når sjælen får lov at virke, kan livet i en relation blive umådeligt smukt, og det breder sig som ringe i vandet, når vi er sammen med andre. Og vi søger gerne hinanden. Man skal dog huske at blive i sandheden sammen og at bruge tid på jordforbindelse, så relationen på den måde forankres i noget, som begge kan stole på og være i.

At være forankret i sin sjæl er en mulighed for den, der siger ubetinget ja til sig selv, ja til at være på Jorden, og ja til sin skæbne.

En anden måde at udtrykke det på er at stå i sig selv, som betyder, at jeg er fortrolig med hjørnerne og kanterne i mig selv, og har lyst til altid at udfordre mig selv.

Det er en mulighed, som alle har. Men for mange fordrer det, at vi går afsides, og gerne til et sted, hvor der tidligere er foregået sublimt sjælearbejde. Jeg oplevede det på Lesbos i 2015, hvor Maria Magdalena var kanalen, men har også en meget speciel oplevelse ved at besøge Assisi, som jeg i påsken 2019 besøger for tredje gang. Hun var her også den 17, januar 2019, i forbindelse med mit andet besøg i byen.

Vi får ikke adgang til mere i sjælen, end vi giver plads til kærlighed og sandhed i os selv. Det gælder, uanset hvilke sjælskvaliteter vi har i bagagen, som jo ikke er vores, men som vi vil kunne få adgang til.

Sjælen kan vi også få adgang til ved sammen med et andet elskeligt menneske at være fuldstændigt oprigtige, ærlige, at kigge hinanden dybt i øjnene og der møde os selv og hinanden. Det er at kigge direkte ind i sjælen. Jeg har prøvet det i forhold til et barnebarn. Dybt magisk.

Projektet i disse år er at få sjælen ind i menneskelivet.

Det er en hård nød at knække. For mennesket er styret af sit instinkt.

At lade sjælen komme i spil er at slippe instinktet, og det er der godt nok ikke mange, der har lyst til.

At udfylde instinktet positivt er et mere rigtigt svar, men det svarer også til at slippe enhver form for bundethed, og lade sjælen komme til i stedet for.

For at det skal være blivende, skal vi med os selv sige entydigt ja, og ikke forfalde til de gamle vaner igen. Men de sidder så fast i mønstre og i kroppen, at der er lang vej igen, til vi bare giver slip, og lader glæden få lov til at virke i alt.

At slippe handler også om alt det, som det voksne menneske normalt identificerer sig med. Det er ikke bare en fysisk eller en mental akt. Det er at give slip i alt, at hengive sig. Og at være villig til at lade sjælen komme i første række hver gang. Det svarer til altid at rådføre sig med et uspoleret barn.

Der sker en kovending, når et barn bliver voksen. Så giver det afkald på sin oprindelighed og sin barnlighed, som nu bliver underordnet en hård og ofte kynisk logik.

Denne logik er styret af mursten. Og selv børn skal indordne eller underordne sig.

Voksenlivet er kalkuleret og objektiviseret, legaliseret hårdhed, undertiden også kynisme.

Hvis man i stedet var blevet voksen under vilkår, hvor man bevarede sin barnlighed, i stedet for at få den underkendt, og bevarede sit lyse sind, så ville voksenlivet foregå på nogle helt andre præmisser.

Nu foregår de i stedet på en måde, så de ekskluderer den naturlige udvikling, som også er den naturlige adgang til sjælen. Det kan kun gøres, hvis man giver afkald på sin direkte kontakt til sig selv. Og sådan er vores verden bygget op, med kunstig disciplin, tidsfordriv og mange andre unaturlige måder at være i livet på.

Og voksenlivet bliver formuleret, som om der er i orden at leve i dette fængsel. Der er præster og spirituelle til, mod betaling, at vise vejen tilbage til barndommens land.

Og så bliver man selvfølgelig syg af at være tvunget ind i disse kunstige miljøer.

At blive voksen på ovenstående præmisser er at give slip på, give afkald på sig selv og sin kontakt til det dybe og sande i livet. Og nogle forsvarer denne tilstand med næb og kløer.

Vejen til og fra sjælen er umiskendelig.

Man kan godt tro noget, bilde sig selv noget ind, f.eks. ved at kigge sig i spejlet og sminke sig. Men virkeligheden lyver ikke. Man kan ikke snyde sig adgang til det smukke i livet, og få lov til at blive der. Virkeligheden vender altid tilbage. Man får ikke fat i sig selv inde i spejlet.

Man kan godt snyde sig til rigdom, til skønhed, men ikke permanent. Hvis ikke det foregår i sandhed og i kærlighed, er der før eller siden afregning ved kasse A.

Når det er sandt, og når det er kærligt, vil det aldrig kunne gå ud over andre. Det vil aldrig kunne forvolde andre skade. Så enkelt og så logisk er det fra et højere perspektiv.

Når det går ud over andre, og når det forvolder andre skade eller smerte, er det ikke sandt, og selvfølgelig heller ikke kærligt.

Det er indlagt i skabelsen. Også at man ikke må og kan sammenblande instinkt og sjælskvaliteter.

At lade sjælen komme indenfor er at lade det uventede ske.

At lade lyset komme indenfor.

Instinktet kan man ikke løbe om hjørner med. Man er bundet af sine handlinger.

I praksis virker instinktet som en elastik, som altid søger tilbage til en tilstand, hvor det ikke spænder.

I mellemtiden er det jo ikke ligegyldigt, hvad man har kastet sig ud i. Man har naturligvis ansvar for sine handlinger. Uanset hvor meget man gør i det skjulte, og uanset hvor meget man bagefter forsøger at skjule og bagatellisere det.

Virkeligheden vender altid tilbage.

Menneskets evne til at manipulere sig selv og andre er fænomenal. Intet væsen kan som mennesket, især hvis det ikke er særligt fint i kanten, manipulere i den grad og i årevis. Det skyldes, at vi har en sjæl. Det er den negative version af den frie vilje udfoldet i ekstrem grad. Og den bruges.

Men virkeligheden vender altid tilbage. Og sjælens virkelige intention er at understøtte det sande jeg.

Vi kan få en meget stor og en meget gedigen kontakt med vores sjæl, men det fordrer et meget åbent og et meget ærligt menneske. Dem findes der ikke ret mange af. Det glædelige er, at sjælen altid får det sidste ord, og at sjælen ligger inde med sandheden.

Mange menneskers adgang til sjælen er mindre end et knappenåls hoved.

Denne metafor er et andet udtryk for det rene hjerte. Vi får ikke direkte adgang til sjælen, hvis ikke vi har et rent hjerte.

Vejen til sjælen er gennemført ærlighed i alt. Uden undtagelse af nogen art.

Uanset hvad vi oplever af smukke ting fra sjælen, vil det altid være mennesket selv, der tager teten i livet, og som selvfølgelig også derfor skal tage ansvar for det.

Vi ryger altid tilbage til menneskevæsenet og skal stå til regnskab for, hvad vi har lavet. Så vi kan lige så godt opføre os ordentligt. Det betaler sig.

Vi skal som mennesker lære at bære os selv.

Sjælen og viljen skal følges af, hvis resultatet skal være gedigent og blivende. Ellers ryger man tilbage i gamle mønstre, så længe de huserer. Og det gør de, så længe der ikke er blevet ryddet op.

At rydde op vil sige at gøre sig selv gennemsigtig for sjælen.

Når vi lader sjælen komme i spil, bliver det hele rigere og større.

I sjælens univers gælder sådan noget som ubetinget ærlighed og ubetinget kærlighed. De følges pænt ad og kan ikke skilles ad.

Når vi lader menneskevæsenet transformere af sjælen, bliver vores liv rigere og smukkere.

Når vi fravælger sjælens perspektiv, vil vi opleve, at vores liv bliver fattigere og mere indskrænket.

Det er en uomgængelig lovmæssighed. Så er der vel egentlig ikke så meget at betænke sig på.

Til gengæld vil der ofte være dyre lærepenge i spil, indtil man forstår det.

Man kan ikke lyve sig til sandheden. Den fungerer ligesom i en slægtstavle, hvor anerne er forbundet i en historisk rækkefølge. Man kan ikke lave om på den historiske rækkefølge. Kronologien er en fast bestanddel af fortiden.

Kronologien findes ved at udvide, at udfolde øjeblikket, og betragte de enkelte dele, uden at dømme. Det er ikke normalt at se historien på den måde. Normalt ser man kun det, man vil se, ud fra de behov, som man har. Men det er sjældent sandheden.

Man kan ikke lave om på, hvad man har gjort, og hvordan man har gjort det.

Sjælen tilbyder os at kigge på det og at få et andet syn på det, og at lægge en anden intention ind i forhold til, hvordan vi fremadrettet vil tolke det, leve det.

Det vil måske kunne fjerne smerten og give os nye handlemuligheder herfra.

Fra sjælens perspektiv tilbage til menneskevæsenet er der altid en udfordring, der skal takles.

Sjælens perspektiv svarer til at være i ashram eller i et miljø eller en tilstand, der nærmer sig ubetinget kærlighed.

En anden mulighed er at være i kloster, hvor man forsager jordelivets normale måde at være i livet på.

Et sjælemøde kan også være en forelskelse, hvor alt er åbent, og hvor vi kun ser det gode i os selv og i hinanden.

Endelig bør man også nævne den eufori, der opstår, når et regime falder, eller en krig slutter, hvor sandheden ofte viser, at glæden er kort, og mønstrene fortsætter næsten som før bagefter.

Alle kommer tilbage til livet, til vores eget udgangspunkt. Det er dette punkt, som vi agerer efter, og som fortæller, hvor langt vi er kommet med os selv, om vi har frigjort os fra vore mønstre, eller om vi stadig agerer og reagerer igennem dem.

Menneskevæsenet er styret af os selv, af evnen til at være kærligt i livet. Hvor meget har man løsnet båndet til sit instinkt? Hvor meget er man dermed i stand til at elske, både sig selv og andre, på deres præmisser.

Alt i livet handler om at have det godt med sig selv, men også om at kunne rumme andre uden at kaste skygger.

En skygge er et udtryk for, at jeg har efterladt en del af mig selv ovre på den anden. Den vil virke i mit eget system, lige så længe jeg ikke har lært at integrere den i mig selv, alternativt gennem dialog eller på anden måde har frigjort den anden, altså transformeret skyggen.

Forsætlig vrede virker ligesom en fysisk handling, hvor vi går ind i den andens område, uden hensyn til den anden, så at sige sætter sig selv igennem på den anden. Sådan noget har en meget massiv virkning på et andet menneske og kan ikke bare ignoreres, som om det ikke var sket.

På samme måde kan man tale ondt om andre, og man kan danne eller skabe en kollektiv skygge, så vi ikke individuelt er i stand til at mærke, at vi sender jøderne ind i store gasovne, eller ikke vil have med flygtninge at gøre. Vi har virkelig ondskabens potentiale i vores frie vilje.

Men sjælen vil noget andet. Men det kræver, at vi lytter til den.

Vi kan hente inspiration fra sjælen, men vi skal selv gøre arbejdet. Vi skal selv kunne eller lære at kunne stå inde for os selv.

Det er mennesket, der mærker, fornemmer, er åbent eller lukket, siger ja eller nej. Dette er suverænt mennesket, der har en fri vilje. Det er mennesket, der har mulighed for at integrere, men også kan lade være. Sådan er det hele skruet sammen. Det er også mennesket, der suverænt skal tage ansvaret for sine egne handlinger.

Det er mennesket, der kan være oprigtigt og autentisk. Og det er mennesket, der skal finde sin identitet i livet. Det er mennesket, hver især, der siger jeg og siger ja, og dermed har muligheden for at stå inde for sig selv.

Den gode inspiration kommer fra sjælen. Den er vores mulighed for at finde os selv, og vores eget sande ståsted.

At gå ind i sjælen svarer egentlig til at have en rigtig god ven, som man kan betro alt, lægge alt på bordet, og på den måde få tingene skilt ad. Der er en, der lytter. Der er en, der tager mig alvorligt.

Menneskevæsenet er da, når jeg kommer tilbage til mig selv, om jeg tager det alvorligt, om jeg indretter mit liv efter det, om jeg lytter til andre end mig selv.

Og om jeg tager min ven mere alvorligt end mig selv, for nu at blive i metaforen.