Forfatter

Arne Frost

Om forfatteren

Hele grundlaget for alt, hvad jeg skriver, er, at livet i sin umiddelbare form er muligt.

Jeg fik at vide af Frans af Assisi, ved hans krypt, pinselørdag 2019, at jeg er gået en vej, som ingen gjorde før mig.

Jeg blev meget rørt af denne besked.

Det handler om, har jeg efterfølgende fundet ud af, at jeg evner at være og blive i mig selv, i min egen energi.

Det er det samme som at kunne være et barn, at blive som barn på ny, at mærke, hvem jeg i virkeligheden er.

Det er det samme som altid at kunne være i min egen seksualitet.

Det er det samme som altid at kunne kigge mig selv i øjnene. Også i forhold til at møde mit dybere formål, min mening med at leve og at være her.

For at kunne det skal jeg, også i min fortid, have rent mel i posen, eller ingen lig i lasten. Jeg skal i enhver henseende være villig til at kigge på og at møde, hvad jeg selv har gjort, og rodet mig ud i.

Jeg har altid været positiv af væsen.

Jeg har altid haft stor lyst og appetit på livet.

Jeg har altid være ubetinget af væsen.

Jeg evner at stå i mig selv.

Jeg ved, at der er en guddommelig logik.

Første gang, jeg for alvor forstod betydningen var da, jeg fik en spirituel oplevelse i 1979, hvor jeg kom i kontakt for at stort potentiale, som jeg helt sikkert har haft med fra et tidligere liv.

Sammen med min åbning fik jeg også en erkendelse af, at der ikke er noget at være bange for, når vi går helt ind i os selv.

Når de fleste bliver bange, er det selvfølgelig, fordi de ikke ved, hvad der kommer til dem. Men også, fordi de måske har noget i lasten, som de ikke er glade for at kigge på. Det kan være påført af andre, men det kan også være selvforskyldt.

Men bag ved det hele skjuler der sig et suverænt menneskevæsen, og også et guddommeligt univers.

Begge dele vil jeg gerne fortælle om, også selv om nogle mennesker ikke ønsker, at denne viden skal blive kendt. Jeg får hjælp til alt, hvad jeg skriver, og jeg skriver meget gerne om det, som jeg oplever.

For dybt nede i os selv er der kun smukt og fint og dejligt. Det er min historie. Vi skal ikke være bange for mennesket som sådant. Og vi skal ikke være bange for det guddommelige univers. De vil os det kun godt.

Dermed ikke sagt, at man ikke skal vogte sig for falske profeter. Det skal man bestemt. Men det er først og fremmest mennesker, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Og dem er der mange af. Men det er ikke universets skyld.

Jeg er i øvrigt ikke bekendt med, at der er andre end mig, der i dag specifikt gør det, som jeg gør, uden at have et kommercielt sigte.

Andre har gjort det tidligere, også uden at have egen vinding som et primært motiv.

Der findes bestemt ordentlige og hæderlige mennesker. Lad der ikke være tvivl om det.  Men ind imellem er der også nogle, der ikke er nogle af delene.

At et menneske kan have en kvalitet i sig selv.

At vi altid skal være der over for en anden, der oprigtigt rækker ud efter os.

At et menneskes værdi ikke skal findes i instinktets verden.

At livet opstår af livet selv.

Det er noget af det, som jeg skal formidle, som ingen så specifikt har formuleret før.

At vise og fortælle, at der er et alternativ. Som holder vand. Men som kun lader realisere ved selv at gå vejen.

Jeg skriver ikke for at sælge bøger. Jeg skriver for at formidle viden.

Sandhed har altid været helt grundlæggende for mig. At være i mig selv. At stå i mig selv. At være i og med min egen energi. Det kan også beskrives som at være med sin sjæl. At få lyset ind i livet. Det er meningen med mit liv.

Min position er den samme som det uspolerede barn. Det er både menneskeligt og teoretisk, at jeg udfolder denne mulighed. Det er første gang her på planeten, at den så specifikt bliver udfoldet.

Den forudsætter, at man som menneske altid står i og ved sig selv.

Der er ikke ret mange voksne, der har dette perspektiv, eller noget der ligner. De fleste, og vi taler en meget stor procentdel, lever ud gennem instinktet og dermed en låst voksenattitude, hvor hjertet næsten ikke har plads, eller kun til de allernærmeste. Og til dem, der bidrager med overlevelsen, med penge i kassen.

Jeg har lært at passe på mig selv, men jeg er i stand til at se verden åben.

Jeg har den indbyggede egenskab, at jeg altid tager mig selv og andre dybt alvorligt, at jeg aldrig leger med hverken mine egne eller med andres følelser.

Det er i virkeligheden logisk og naturligt at se verden på den måde, som jeg ser den på. Men det strider med voksenattituden, som til stadighed vedligeholdes af nogle kulturelle normer og ritualer, som ingen stiller spørgsmål ved, fordi den passer ind i måden at være voksen på, hvor kærlighed og mursten, selv om det er ulogisk, er blevet et indiskutabelt makkerpar.

Det er også derfor, ord i deres umiddelbare betydning har mistet deres betydning. Ord forstås altid i deres kontekst, om vi kan lide den eller ej. Da de ikke kommer direkte fra hjertet, har de altid noget floskelagtigt over sig, tilpasset den måde, som man nu taler for at få likes på Facebook.

Og når mennesker giver slip, gør de det først ved dødslejet, hvor mursten ikke længere har nogen betydning. Og indtil da er kærligheden underlagt murstenslogikken.

Murstenslogik betyder, at jeg taler i floskler, som altid er uden for eller på afstand af mig selv, og at ordene kan miste deres betydning, hvis murstene forsvinder, f.eks. ved en skilsmisse. Det gælder, uanset hvad jeg skriver eller taler om. Fordi jeg ikke har direkte kontakt til det sande i mig selv, men en betinget kontakt.

Murstenslogik betyder også, at der af og til ses igennem fingre med utroskab, så længe man bare ikke snakker om det, selv om sjælen jo altid lider under det.

Det er en sjov og mærkelig logik, at blive underkendt af dem, der sanktionerer en delt virkelighed, selv om min er mere sand og har direkte kontakt til sjælen. Det er helt sikkert derfor, jeg får direkte hjælp udefra. Jeg kan sagtens se og mærke sandheden, men oplever på samme tid at blive fuldstændigt ignoreret af andre, der hænger fast i det, som jeg kalder murstenslogik.

Det er helt sikkert også derfor, jeg har en forkærlighed for personer som Jesus og Frans af Assisi, der begge er gået den samme vej som mig.

Når man splitter sig op, noget som kun mennesket kan, gør man skade på sig selv, i hvert fald hvis ikke man aktivt gøre noget for igen at få samling på sig selv, så jeg altid handler ud i verden som én ansvarlig person.

Når man deler sig selv, som man gør, når mursten er med til at skabe identitet, vil man gradvist formørke sig selv indefra. Fordi det er unaturligt at læne sig op ad mursten for at skabe tryghed og sikkerhed i livet. Dermed giver man slip på livets umiddelbare dynamik, som jo også rækker ud i universet.

Det kan ende med, at man bliver lige så firkantet og kold og kynisk som mursten, som egentlig var verdens udgangspunkt, inden energien for omkring 55 år siden, gik i gang ude fra universet. Læs herom i min bog Kærligheden er Ledetråden.

Det var ikke for ingenting, de kaldte det Den Kolde Krig.

Selv om det af gode grunde ikke blev udtrykt sådan på det tidspunkt, viste energien, at mennesket er meget mere end de begrænsninger, som livet bag ved mursten skaber.

Disse begrænsninger findes stadig, men der er mennesker, der har trodset dem, og som derved har oplevet, at livet kan noget mere, på alle måder.

De største skyggeformer, jeg har været oppe imod, har ikke bare været meget voldsomme, de har været helt ekstreme, har alle deres oprindelse i, at nogle har villet uskadeliggøre mig eller tilintetgøre mig, hvor positionen i alle tilfælde har været bag ved mursten.

Man kan sagtens forsvare at kalde det dybt irrationelt. Men det er voksenattituden. Jeg har en forventning om, ved at sætte fokus på problemet, at mennesker herefter vil være villige til at kigge lidt mere selvkritisk på sig selv, og hvad de bibringer verden at dårlig opførsel.

Den dårlige opførsel findes i alle miljøer, ingen overhovedet undtaget.

Jeg er selv ufrivilligt gået smertevejen. Når jeg selv bestemmer, foretrækker jeg altid den positive tilgang, der består i så vidt muligt altid at gøre det, som jeg har lyst til, det som jeg brænder mest for.

Smertevejen har for mig altid haft noget at gøre med en hjerteforbindelse, der blev brudt på en barsk måde. Det er altid meget ubehageligt, fordi det rammer den direkte adgang til livsglæde og livslyst, som man jo i en hjerteforbindelse har sammen med et andet elskeligt menneske.

Og når det rammer hjertet, rammer det alle organer.

Den positive tilgang, i diametral modsætning hertil,  vil altid være at foretrække. Den forudsætter, at mennesket er parat, har styr på sig selv, er et ordentligt menneske, altid opfører sig ordentligt, har hjertet på det helt rette sted.

Fordi jeg har haft evnen og viljen til at gå ind i enhver problematik, har det givet mig en forståelse af livet som noget, der altid er muligt, hvis vi giver det den fornødne opmærksomhed.

Jeg har altid haft den indre trang til at forstå dybden i alting. Jeg har aldrig stillet mig tilfreds med det overfladiske eller det ligegyldige.

Det siger jeg, fordi jeg også har oplevet den reelle og smukke sammenhæng i livet. Den vil alle kunne erkende, men det forudsætter vilje. Det forudsætter lyst. Det forudsætter mod.

Og så forudsætter det, at man som menneske holder op med at tro og være noget, som man ikke er. Og lader være med at spille på andre, men i stedet er der for andre, lytter til andre.

Det er vigtigt altid at passe godt på sig selv. Men det er ikke det samme som at være selvhøjtidelig. Det er først og fremmest altid at være sig selv bekendt.

I øvrigt får man som menneske ufatteligt meget forærende ved at være positivt til stede i livet, og leve i flow, end hvis man bevæger sig i modstand. Synergieffekten ved at være to eller flere vil forstærke det hele yderligere, både til den ene og til den anden side. Derfor kan det undre mig, at nogle kan finde på ligefrem at vælge modstanden at bevæge sig i.

Jeg har været i gang i al den tid, jeg kan huske, har altid været interesseret i, hvordan det smukke liv hænger sammen, også selv om jeg mange gange har været helt alene om mit forehavende.

Jeg fik min første guddommelige kontakt i 1979. Det gør mig ikke i sig selv til et bedre menneske. Men det giver mig hjælp til at forstå altings sammenhæng, idet det jo stadig er mig selv, der skal gøre alt arbejdet.

Den kontakt, som jeg fik i 1979, gav mig en viden, som jeg siden har kunnet trække på. Viden er for mig også vished, der ikke mindst tager udgangspunkt i, at der findes noget helt konkret derude, noget som er forskelligt fra mennesker. Det betyder også, at mennesker har en egen identitet, et jeg og en bevidsthed, som kan bruges til at forstå sig selv, men jo også omgivelserne og de højere perspektiver.