Forfatter

Arne Frost

Om forfatteren

Min position er den samme som det uspolerede barn. Der er ikke ret mange voksne, der har dette perspektiv. De fleste, og vi taler en meget stor procentdel, lever ud gennem instinktet og dermed en låst voksenattitude, hvor hjertet næsten ikke har plads, eller kun til de allernærmeste. Og til dem, der bidrager med overlevelsen, med penge i kassen.

Jeg har lært at passe på mig selv, men jeg er i stand til at se verden åben.

Jeg har den indbyggede egenskab, at jeg altid tager mig selv og andre dybt alvorligt, at jeg aldrig leger med hverken mine egne eller med andre følelser.

Det kan være ret smertefuldt på den måde at have adgang til sjælen, samtidig med at langt de fleste andre lader instinktet råde, inden de giver plads til de dybere, finere og mere kvalitative lag. Der er, skal jeg hilse at sige, meget stor forskel på, fra hvilken side vi møder livet og hinanden.

De fleste har en social passage, hvor de gennem venner og familie bevarer adgangen til det bløde og fine. Kun særlige venner kan man møde i sårbarhed og skrøbelighed.

Instinktet kan være bundet til noget materielt, noget økonomisk, til prestige, til job, anseelse. Egoet er den hårdeste variant af dem alle sammen, fordi den samtidig er vejen eller den manglende vej til sjælen. Egoet kan også være det sårede barn, men det kan også være den dybt selvhøjtidelige, der kun ser sig selv i alt.

Jeg er selv ufrivilligt gået smertevejen. Når jeg selv bestemmer, foretrækker jeg altid den positive tilgang, der består i så vidt muligt altid at gøre det, som jeg har lyst til, det som jeg brænder mest for.

Smertevejen har for mig altid haft noget at gøre med en hjerteforbindelse, der blev brudt på en barsk måde. Det er altid meget ubehageligt, fordi det rammer den direkte adgang til livsglæde og livslyst, som man jo i en hjerteforbindelse har sammen med et andet elskeligt menneske.

Og når det rammer hjertet, rammer det alle organer.

Den positive tilgang, i diametral modsætning hertil,  vil altid være at foretrække. Den forudsætter, at mennesket er parat, har styr på sig selv, er et ordentligt menneske, altid opfører sig ordentligt, har hjertet på det helt rette sted.

Fordi jeg har haft evnen og viljen til at gå ind i enhver problematik, har det givet mig en forståelse af livet som noget, der altid er muligt, hvis vi giver det den fornødne opmærksomhed.

Jeg har altid haft den indre trang til at forstå dybden i alting. Jeg har aldrig stillet mig tilfreds med det overfladiske eller det ligegyldige.

Det siger jeg, fordi jeg også har oplevet den reelle og smukke sammenhæng i livet. Den vil alle kunne erkende, men det forudsætter vilje. Det forudsætter lyst. Det forudsætter mod.

Det er vigtigt altid at passe godt på sig selv.

I øvrigt får man som menneske ufatteligt meget forærende ved at være positivt til stede i livet, og leve i flow, end hvis man bevæger sig i modstand. Synergieffekten ved at være to eller flere vil forstærke det hele yderligere, både til den ene og til den anden side. Derfor kan det undre mig, at nogle kan finde på ligefrem at vælge modstanden at bevæge sig i.

Jeg har været i gang i al den tid, jeg kan huske, har altid været interesseret i, hvordan det smukke liv hænger sammen, også selv om jeg mange gange har været helt alene om mit forehavende.

Jeg fik min første guddommelige kontakt i 1979. Det gør mig ikke i sig selv til et bedre menneske. Men det giver mig hjælp til at forstå altings sammenhæng, idet det jo stadig er mig selv, der skal gøre alt arbejdet.

Den kontakt, som jeg fik i 1979, gav mig en viden, som jeg siden har kunnet trække på. Viden er for mig også vished, der ikke mindst tager udgangspunkt i, at der findes noget helt konkret derude, noget som er forskelligt fra mennesker. Det betyder også, at mennesker har en egen identitet, et jeg og en bevidsthed, som kan bruges til at forstå sig selv, men jo også omgivelserne og de højere perspektiver.