Forfatter

Arne Frost

Om forfatteren

Jeg skriver ikke for at sælge bøger. Jeg skriver for at formidle viden.

Sandhed har altid været helt grundlæggende for mig. At være i mig selv. At stå i mig selv. At være i og med min egen energi. Det kan også beskrives som at være med sin sjæl. At få lyset ind i livet. Det er meningen med mit liv.

Min position er den samme som det uspolerede barn. Det er både menneskeligt og teoretisk, at jeg udfolder denne mulighed. Det er første gang her på planeten, at den så specifikt bliver udfoldet.

Den forudsætter, at man som menneske altid står i og ved sig selv.

Der er ikke ret mange voksne, der har dette perspektiv, eller noget der ligner. De fleste, og vi taler en meget stor procentdel, lever ud gennem instinktet og dermed en låst voksenattitude, hvor hjertet næsten ikke har plads, eller kun til de allernærmeste. Og til dem, der bidrager med overlevelsen, med penge i kassen.

Jeg har lært at passe på mig selv, men jeg er i stand til at se verden åben.

Jeg har den indbyggede egenskab, at jeg altid tager mig selv og andre dybt alvorligt, at jeg aldrig leger med hverken mine egne eller med andre følelser.

Det er i virkeligheden logisk og naturligt at se verden på den måde, som jeg ser den på. Men det strider med voksenattituden, som til stadighed vedligeholdes af nogle kulturelle normer og ritualer, som ingen stiller spørgsmål ved, fordi den passer ind i måden at være voksen på, hvor kærlighed og mursten, selv om det er ulogisk, er blevet et indiskutabelt makkerpar.

Det er også derfor, ord i deres umiddelbare betydning har mistet deres betydning. Ord forstås altid i deres kontekst, om vi kan lide den eller ej. Da de ikke kommer direkte fra hjertet, har de altid noget floskelagtigt over sig, tilpasset den måde, som man nu taler for at få likes på Facebook.

Og når mennesker giver slip, gør de det først ved dødslejet, hvor mursten ikke længere har nogen betydning. Og indtil da er kærligheden underlagt murstenslogikken.

Murstenslogik betyder også, at der af og til ses igennem fingre med utroskab, så længe man bare ikke snakker om det, selv om sjælen jo altid lider under det.

Når man splitter sig op, noget som kun mennesket kan, gør man skade på sig selv, i hvert fald hvis ikke man aktivt gøre noget for igen at få samling på sig selv, så jeg altid handler ud i verden som én ansvarlig person.

Jeg er selv ufrivilligt gået smertevejen. Når jeg selv bestemmer, foretrækker jeg altid den positive tilgang, der består i så vidt muligt altid at gøre det, som jeg har lyst til, det som jeg brænder mest for.

Smertevejen har for mig altid haft noget at gøre med en hjerteforbindelse, der blev brudt på en barsk måde. Det er altid meget ubehageligt, fordi det rammer den direkte adgang til livsglæde og livslyst, som man jo i en hjerteforbindelse har sammen med et andet elskeligt menneske.

Og når det rammer hjertet, rammer det alle organer.

Den positive tilgang, i diametral modsætning hertil,  vil altid være at foretrække. Den forudsætter, at mennesket er parat, har styr på sig selv, er et ordentligt menneske, altid opfører sig ordentligt, har hjertet på det helt rette sted.

Fordi jeg har haft evnen og viljen til at gå ind i enhver problematik, har det givet mig en forståelse af livet som noget, der altid er muligt, hvis vi giver det den fornødne opmærksomhed.

Jeg har altid haft den indre trang til at forstå dybden i alting. Jeg har aldrig stillet mig tilfreds med det overfladiske eller det ligegyldige.

Det siger jeg, fordi jeg også har oplevet den reelle og smukke sammenhæng i livet. Den vil alle kunne erkende, men det forudsætter vilje. Det forudsætter lyst. Det forudsætter mod.

Og så forudsætter det, at man som menneske holder op med at tro og være noget, som man ikke er. Og lader være med at spille på andre, men i stedet er for andre, lytter til andre.

Det er vigtigt altid at passe godt på sig selv. Men det er ikke det samme som at være selvhøjtidelig. Det er først og fremmest altid at være sig selv bekendt.

I øvrigt får man som menneske ufatteligt meget forærende ved at være positivt til stede i livet, og leve i flow, end hvis man bevæger sig i modstand. Synergieffekten ved at være to eller flere vil forstærke det hele yderligere, både til den ene og til den anden side. Derfor kan det undre mig, at nogle kan finde på ligefrem at vælge modstanden at bevæge sig i.

Jeg har været i gang i al den tid, jeg kan huske, har altid været interesseret i, hvordan det smukke liv hænger sammen, også selv om jeg mange gange har været helt alene om mit forehavende.

Jeg fik min første guddommelige kontakt i 1979. Det gør mig ikke i sig selv til et bedre menneske. Men det giver mig hjælp til at forstå altings sammenhæng, idet det jo stadig er mig selv, der skal gøre alt arbejdet.

Den kontakt, som jeg fik i 1979, gav mig en viden, som jeg siden har kunnet trække på. Viden er for mig også vished, der ikke mindst tager udgangspunkt i, at der findes noget helt konkret derude, noget som er forskelligt fra mennesker. Det betyder også, at mennesker har en egen identitet, et jeg og en bevidsthed, som kan bruges til at forstå sig selv, men jo også omgivelserne og de højere perspektiver.