Forfatter

Arne Frost

Min måde at skrive bøger på

Jeg lever mit liv for et højere formål. Ubetinget!

For mig er kærlighed og sandhed de to vigtigste ingredienser i livet.

Jeg er her. Jeg har et budskab. Det er det, som jeg er her for at formidle.

Jeg tager i mit liv udgangspunkt i, at jeg er her, og at jeg bidrager med noget. Den væsentligste positive tilkendegivelse har jeg fået fra væsener, der ikke er jordiske. Jeg vil nævne Maria Magdalene, ærkeenglen Metatron og Frans og Klara af Assisi. Deres bidrag til min selvforståelse har været større end noget levende menneske. Og jeg får til stadighed hjælp og støtte til at forstå og at formidle det, som jeg kom her for.

Min opgave i livet er at vise en ny måde at være menneske af kød og blod, en forståelse af et menneske som et væsen, der har kvalitet i sig selv, og som kan tage udgangspunkt i sig selv. Og som altid kan kigge sig selv i øjnene.

Mit univers er en ny måde at forstå virkeligheden på, hvor vi både har en sjæl og et instinkt, det sidste fra evolutionen, det første fra vores tilknytning til noget guddommeligt.

Det er en sammenhæng, som bliver stadigt tydeligere, jo mere jeg arbejder med den, både i mit eget liv og i mine bøger, hvor den sidste, min niende, hedder At blive menneske med sjælen som medspiller.

Jeg er et fuldstændigt normalt menneske, der ikke forsøger at være andet. Det er dette normale menneske, som er hele grundlaget for min nye måde at præsentere livet på.

Jeg har i en kortere årrække været tilknyttet en spirituel sammenhæng, med det formål at bringe Ny Tid ind på Jorden. Formålet var reelt nok ude fra universet, men er ikke blevet håndteret særligt modent fra de mennesker, der havde fået til opgave og sagt ja til at gøre det. I hvert fald ikke fra dem alle sammen.

Man kan også udtrykke det sådan, at de overhovedet ikke har været deres opgave voksen.

Jeg har været oppe imod den mærkværdige holdning, at fordi man ikke plejer at opføre sig ordentligt, behøver man heller ikke fremadrettet at gøre det. Og samtidig den omstændighed, at dårlig opførsel var hele grundlaget for, hvad der var rigtigt og forkert.

Når jeg får så meget hjælp udefra, hænger det i hvert fald også sammen med den meget voldsomme kollektive benægtelse af den positive energi, som jeg repræsenterede, inden den meget voldsomt blev ødelagt af nogle af de involverede.

Jeg er den eneste i det felt, der ved noget om, hvad høj bevidsthed er for noget.

Det har taget mig indtil videre fire besøg i Assisi at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen.

Jeg har oplevet at blive totalt ignoreret på spirituelle rejser, med stor smerte til følge. Jeg var der, men var der ikke. Jeg var der med hele mit væsen, men blev ikke mødt.

Det var en meget mærkelig oplevelse, som jeg havde på en spirituel rejse i Japan, november 2016, der havde opstandelsen og gralen som tema. Jeg vidste med mig selv, at jeg var helt til stede i livet, helt til stede i mig selv. Og jeg formulerede det over for gruppen. Men jeg blev overhovedet ikke mødt. Det var en ufatteligt ekskluderende oplevelse, hvor selvfølgelig gruppelederen var den helt afgørende person i situationen.

Jeg var en væsentlig del af den energi, der skulle bringe Ny Tid ind på Jorden. Men den blev kynisk og inkompetent brudt af ankerpersonen i Japan.

Og dermed blev den kontinuitet, som vi alle var en del af, brudt.

At tilintetgøre mig, før jeg blev virkelig. Det var ikke kun ikke at blive mødt. Det blev ledsaget af en aktiv handling, der eliminerede mig, kan jeg mærke. Det foregår inde i feltet, tidsmæssigt efter at sjælen er lagt ind i menneskevæsenet, men inden de primære overbevisninger bliver det første udtryk for bevidstheden. Meget kalkuleret. Og selvfølgelig dyb misbrug af spirituel kompetence.

At bruge sin magtposition til at knække mig med.

Det var en tydelig oplevelse, at det ramte noget uudfoldet i mig, noget der var på vej.

Jeg er af specifikke personer, eller måske kun af en, i denne gruppe, blevet forsøgt uskadeliggjort. Det er indiskutabelt. Og den pågældende ved godt, det er sandt. Alternativt har vedkommende fuldstændigt mistet kontakten med sin sjæl.

I praksis handler det om helt bevidst at gå ind i mit energisystem og at fjerne nogle tråde, der er sat sammen for at forbinde tanke, følelse og seksualitet inde i mig. Det er kalkuleret. Det er bevidst. Det er kynisk. Det er selvfølgelig dybt usympatisk.

Efterfølgende skulle jeg have stød i hjertet, der var holdt op med at slå regelmæssigt. Og mit energisystem gik i stykker, to effekter af det samme forløb.

Spirituel udveksling er synonymt med at være der for hinanden, i sandhed og i kærlighed. Det svarer fuldstændigt til i andre sammenhænge at give hinanden livgivende ilt.

En anden meget relevant sammenhæng er at møde et barn, der i sig selv er forsvarsløst, og så bare efterlade det, uden videre, selv om man udmærket ved, at det er forkert.

En lige så relevant sammenligning er forskellen på at have internetforbindelse, og ikke at have den

Vi kan også udtrykke det sådan, at vi hver især har noget guddommeligt, som vi kommer med, som bidragydere til Ny Tid.

Aftalerne bliver lavet, inden vi inkarnerer. Og det er så vores opgave, som inkarnerede, hver især, at føre dem ud i livet, som levende mennesker.

Det er som et puslespil, hvor vi hver især byder ind med brikker i spillet.

I denne proces, eller i dette puslespil, bliver vi forbundet i en fælles energi, hvor vores egen individuelle energi deltager i et eller andet omfang, formodentlig afhængigt af dybden af vores ja.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at projektet i hele sit omfang har været tydeligt og klart beskrevet, inden vi inkarnerede, hvor vi hver især havde en rolle, en realistisk rolle, men at det hele er blevet forpurret efter inkarnationen.

Opgaven er, som jeg ser den, fuldstændigt tydelig og klar. Den er bare ikke blevet løst, fordi nogle ikke bare har brudt med deres aftale, men også direkte har obstrueret den.

Hvis man har adgang til noget dybt, og bruger denne adgang til at få magt og kontrol, så gør man noget, der ikke er i orden. Man har et afgørende fortrin i situationen, og udnytter den til egen vinding, og måske andres ulykke.

Og efterfølgende, over for sig selv og andre, at legitimere det hele med en letkøbt fordom.

Da jeg repræsenterer en ny virkelighed, som ikke tidligere har være tilgængelig, kan skadevolder af gode grunde ikke gøres ansvarlig i normal forstand, da jura forudsætter fortilfælde, i hvert fald i den verden, vi normalt identificerer os med, altså instinktets verden.

Som jeg oplever det, handler det for en anden om verdensherredømme, eller noget i den meget infantile genre.

Hvis man kan sin bibelhistorie, vil man huske, at det var en af de fristelser, som Jesus var oppe imod, da han opholdt sig 40 dage i ørkenen.

Jesus valgte en noget mere ydmyg form end verdensherredømmet.

Jeg vil kun noget, hvis jeg selv får noget ud af det, er attituden fra den modpart, jeg har været oppe imod. Hverken mere eller mindre.

Alt på betingelse.

Ikke at ville slippe det gamle, men at ville have alt det nye ind under sine egne kontrollerende vinger. Sådan kan man vist godt udtrykke det.

Og i den forbindelse også at frastøde noget, som vedkommende ikke bryder sig om i sit eget normsystem, et andet udtryk for bundet instinkt. Mørke i hjerte og i sind. Kun at få øje på sin egen sandhed, og sin egen fortræffelighed.

Det var ikke kun den specifikke situation. Jeg er sikker på, at vi, inden vi inkarnerede havde lavet en tydelig aftale om at samarbejde i forbindelse med at bringe Ny Tid ind på Jorden. Det er langt fra gået efter aftalen, kan jeg så fortælle fuldstændigt tydeligt og klart.

Fra 2014 til sommeren 2015 var der hul igennem og gensidig kontakt. Den forsvandt efter et møde på Lesbos, hvor en direkte sjælskontakt efterfølgende blev håndteret af lav bevidsthed, og personen langsomt, men sikkert, skiftede position og selvforståelse.

Meningen med vores fælles sjælemøde var selvfølgelig, i forlængelse af alt, hvad mit liv handler om, at udfolde alt i kærlighed og i sandhed. Vi skulle mødes for at bestråle hinanden, for at vi derefter, hver for sig, med et helt nyt grundlag ville kunne virke ud i verden.

På Lesbos skulle vi i flere på hinanden følgende dage sige ja til os selv, ja til at være på Jorden, og ja til vores skæbne. Det var i forlængelse af disse klare jaer, at åbningen ind mod sjælen blev skabt. Meningen var selvfølgelig, at vi på den baggrund hver især skulle manifestere os i verden med et nyt udgangspunkt.

Mit ja var stilfærdigt og ukompliceret. Jeg har aldrig haft svært ved at sige ja og at blive i min sjæls energi. Jeg har heller ikke noget at skjule og har derfor ingen problemer med at kigge mig selv i øjnene.

Jeg har oplevet sjælemøder flere gange. Det er altid meget smukt. Det normale er, at instinktet meget hurtigt tager over igen, hvis personen er meget bundet til det. Når man har prøvet det nogle gange, er det egentlig meget lærerigt, også lidt morsomt.

Det handler altid om, at lyset trænger ind i et menneske i et kort øjeblik, og at den samme sekundet efter glider tilbage i sit kendte jeg, og benægter, at noget har fundet sted, alternativt ikke vil møde det, fordi det ikke passer ind i den vante måde at møde tilværelsen og sig selv på.

Jeg har også oplevet mennesker blive bevidst om deres egen guddommelighed, hvor det i fortsættelsen er helt afgørende, hvordan det bliver håndteret. Hvordan jeg vender ind mod Gud, eller hvem jeg nu vender ind imod.

Hvis ikke jeg håndterer det rigtigt, ryger jeg enten ind i et stort ego, eller tilbage i mit gamle, hårde jeg. Det er vigtigt at lære at blive et blødt og et sandt jeg, når det sker. Det kan kaldets noget i retning af at lade lyset skinne igennem sig, uden at blive krukket eller kynisk.

Det er også på den måde, vi bliver sande kærester, hvor vi helt ligeværdigt vender det bløde ind mod hinanden.

Mødet på Lesbos var dybere og vigtigere end mere tilfældige sjælemøder. Ellers ville vi jo ikke have været der, og sagt ja.

Den rigtige måde at møde verden på, især når vi får direkte hjælp til det, er udvidelse, som lukker op for mønstre, som skal bearbejdes, og det nye herefter integreres. Det er den sande og harmoniske måde at få stadigt mere fat i livets essens og sig selv på. Men det forudsætter, at vi giver slip og lader livet åbne sig i en stadigt mere positiv og udvidende proces.

Når det ikke skete på den måde, er forklaringen i hvert fald, at nogle af de spirituelle ikke har villet slippe alt det, som de identificerede sig med i deres civile liv. Der har skullet en helt særligt indsats til udefra for overhovedet at skabe den nødvendige åbning, som åbenbart  lukkede hurtigt i igen.

Det er i realiteten det samme som ikke at have sagt ja til noget som helst.

En mere præcis forklaring er formodentlig, hvad vi i en gammeldags terminologi kalder dødssynder, at noget i et menneske aktivt og i fuld bevidsthed får magten i forhold til et nødvendigt ydmygt udgangspunkt.

Dødssynder er alle et udtryk for, at instinktet overtager styringen i et menneske, fordi mennesket selv lader det ske.

Det er i alle tilfælde positiv hjerteenergi, der slukkes. Det kan uden videre sammenlignes med en vandhane, der lukkes. I de nævnte tilfælde har der hver gang været et forsæt og en aktiv handling, som har forvoldt smerten. Det svarer fuldstændigt til aktivt og bevidst at standse kærligheden til et barn, altså den følelsesmæssige strøm.

Da energien var intakt, kunne den rumme alt, også fysisk, og i en meget positiv form, med stor glæde.

Det blev mere og mere tydeligt i tiden efter mødet på Lesbos, at der var noget, der spirituelt ikke længere var på plads, første gang fysisk helt ude af form på en spirituel rejse til Bhutan i marts 2016, hvor alle vi andre vandrede op til Tiger’s Nest.

På samme tur skulle vi sende direkte video til støttegrupperne i Danmark. Det foregik i en gammel borg, som lå på et højdedrag. Ankerpersonen dukkede op, meget forpustet, ledsaget af sin tro følgesvend.

I Japan, også på en spirituel rejse, blev egoet manifesteret som noget guddommeligt, der foregik oppe i guruens kronechakra. Der var ikke færre end to af de helt store kanoner deroppe, Maria Magdalene og Kristus. Formodentlig en slags godkendelsesprocedure, hvor alt skal passere den vej.

Derpå blev der klappet i de små hænder, altså guruens, at Ny Tid nu var på plads. Vel at mærke på den samme tur, hvor jeg var blevet ekskluderet. Der var bare ikke nogen af de andre, der vidste noget om det.

På Island, april 2017, som var den næste spirituelle rejse, hvor vi skulle hente healingsenergi, blev det formuleret, at ankerpersonen var nummer to bevidsthed i universet. I samme ceremoni skulle personen møde den 12. apostel eller discipel, for at befri vedkommende endeligt fra det onde.

Jeg kunne ikke mærke nogen befrielse eller forløsning i det, der herefter skete, ud over at ankerpersonen gav udtryk for et dybt ubehag. Til gengæld oplevede jeg få uger senere et fuldstændigt ekstremt brud i mit eget liv, fra en kvinde, der var med på den samme tur. Det var ikke bare ekstremt. Det var dybt ondskabsfuldt, meget mere end et menneske i sig selv kan forårsage.

Efter turen på Island, men inden bruddet, havde jeg trejde gang fået stød i hjertet, og dermed fået det til at slå rigtigt igen. Det var ufatteligt hårdt ved mit hjerte at gennemleve dette brud.

Det er uden sammenligning det mest ondskabsfulde, jeg har været udsat for i mit liv.

Pinsemorgen 2019 vågnede jeg i Assisi og forstod og mærkede pludselig helt præcis, hvad handlingen i Japan bestod i. Den var kastration eller ødelæggelse af den positiv mandlige eller maskuline seksualitet gennem hjertet. At fjerne den følelsesmæssig forbindelse mellem min overkrop og min underkrop, så jeg ikke længere havde den naturlige kontakt til mine egne følelser og oplevelser.

Handlingen fra guruen har, kan jeg tydeligt mærke her i Assisi, været at fjerne mig fra min egen seksualitet, forud guruen ikke synes, min adfærd var passende. Alle andre involverede end guruen var positivt i deres egen energi i alt, hvad der skete.

Man kan ikke være normfyldt og samtidig være i sin egen energi. Derfor lukkede guruen for energien.

Det er lidt mærkeligt at finde ud af, hvad voksne og bedrevidende personer tror, de kan tillade sig i forhold til andre voksne, også direkte at tolke ind i mine følelser og intentioner. Og at værdibestemme noget ud fra sine dybe og helt ureflekterede fordomme. Og fra den position direkte at gribe ind i min energistruktur og føle sig berettiget til at ødelægge.

Tænk at tro, at fordi man har haft kontakt ud i universet, er man berettiget til at opføre sig nøjagtigt, som det passer vedkommende, måske i den overbevisning, at der ikke er andre, der nogensinde finder ud af, hvad der er sket. Fordi man agerer ude i et område, som ingen andre umiddelbart har adgang til.

Det kan man åbenbart gøre spirituelt og så tidligt, at ingen andre forstår det.

Det er en handling, som personen helt på egen hånd har foretaget sig, og derfor helt på egen hånd må tage ansvaret for. Det handler om magt. Det handler om kontrol. Det handler om ikke at ville give andre plads. Det handler om kun selv og altid at komme til i første række. Det handler om, hvis det er nødvendigt, at ødelægge et andet menneske for selv at være den forreste i alt.

Når man bruger negativitet eller mørk energi, som er to sider af samme sag, trækker man alt ned på samme lave niveau, som man selv befinder sig på. Det, som før var bygget op på en positiv og god måde, ligger nu i ruiner, fordi man ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt.

Jeg har oplevet flere gange i mit liv på den måde at blive tilintetgjort, hvor alt blev ødelagt, alt det, der så smukt var bygget op. Det har aldrig være fra min side, og jeg har hver gang kun med stor smerte kunne kigge på, at det skete.

Jeg ved, hvor skrøbeligt livet er, hvor vigtigt det er, at vi altid møder det i ydmyghed og i taknemmelighed. Jeg ved også, hvad livet positivt kan, når vi aktivt går ind i det. Men det sker ikke af sig selv. Jeg ved, hvad der er muligt, og at vi altid skal møde det i respekt og hensyn.

Hvis ikke det var sandt, hvad jeg lige har udtrykt, ville jeg jo aldrig have fået en så massiv støtte og hjælp udefra. Det er simpelt hen inkompetente og uansvarlige mennesker, jeg har været oppe imod.

Dagen før, pinselørdag om morgenen, fik jeg at vide i Frans’ krypt, altså af Frans, at jeg er gået en vej, som ingen før mig er gået. Det rørte mig dybt at få denne besked.

Det handler i hvert fald om en positiv integration af seksualiteten i livet, hvor intet er ekskluderet, og intet er ødelagt. Men hvor alt i livet kan udfoldes positivt, og udfoldes stilfærdigt. Hvis altså vi positivt ønsker det og lader det udfolde sig.

Mit bidrag her på kloden er, at energi er guddommelig. Når vi får en sjæl, bliver vi koblet på en energi, som vi har til rådighed hele livet, som vi agerer i og med. Det er så vores opgave positivt og altid at udfolde alt i os gennem denne guddommelige energi. At blive præcis den eller dem, vi er.

At blive i vores egen energi og at være i den to eller flere, kan gøres i tillid, hengivenhed, ydmyghed, taknemmelighed, glæde, lyst, nydelse, lykke. Der er mange måder at være i den positivt.

Seksualiteten har ikke tidligere været integreret i livet, på lige fod med tanker og følelser og guddommelighed. Det er der jo strengt taget ikke nogle af dem, der har, fordi mennesket ikke hidtil er lykkedes med at have og at finde den fornødne ro i sig selv.

Et menneskevæsen har til dato været defineret ved at være syndigt, alternativt bundet til arvesynden. Og det har ikke hidtil kunnet komme afgørende fri af denne tilstand eller omstændighed.

Det har ikke tidligere været muligt at være og at blive i sin egen energi, sin egen barnlighed, på en positiv måde. Det er, hvad jeg er her for at formidle og selvfølgelig at leve i praksis, at gå vejen.

Hvis jeg skal tolke noget ind i historien om den 12. discipel, og hvad jeg selv har fået lov til at mærke ind i, handler det om, at der skete noget i forbindelse med korsfæstelsen, der på ingen måde var i orden, som ikke i nogle tekster eller overleveringer har haft nogen bevågenhed, men som betød, at noget i forbindelse med implementering af kristendommen ikke forløb, som det skulle være forløbet.

På samme måde, som det jo også sker i dag, i forbindelse med implementering af Ny Tid.

Projektet, både i kristendommen og i Ny Tid, er en cirkulær integration af guddommelighed, hvor ringene ligger uden på hinanden. Det er ikke afgørende, om det guddommelige er den inderste eller den yderste ring. Det afgørende er, at den højeste bevidsthed er der til at afslutte det. Når det ikke sker på den måde, bliver det ufuldstændigt eller ufuldkomment, og derfor har store dele af kristendommen historisk været meget voldelig og ondskabsfuld.

Når det onde kommer imellem, som jeg efterhånden har oplevet flere gange, altid i forbindelse med, at mennesker fravælger det gode, positivt at stå i sig selv, er der netop ikke længere nogen sammenhæng i livet. Og så smuldrer alt, og ingen vil tage ansvar. Ondt bliver det jo først for alvor, når man bevidst kaster skylden fra sig og over på en anden. Eller når man ved fuld bevidsthed er ond over for en anden.

Det, som jeg for et par års siden så, i en brøkdel af et sekund, var smagen af blod og træ og så oplevelsen af, at det ikke var den fysiske smerte, der var den største ved at hænge der. Det var derimod oplevelsen af ikke at kunne stole på den, som man havde en aftale med, som stak af, da det gjaldt.

Som jeg efterhånden ser det hele, bevirkede vores sjælemøde på Lesbos i 2015, at jeg blev set. I 2014 blev min  sjæl af den samme person sat på plads. I Japan i 2016 blev det samme arbejde, af den samme person, ødelagt igen. Derved ville fortidens udåd kunne holdes skjult, hvis jeg nu kunne undgå at blive det sande menneske, som jeg var.

Af årsager, som jeg ikke kendte, havde min sjæl ikke sat sig ordentligt på plads, da jeg inkarnerede. Derfor er jeg i mange år gået lidt ved siden af mig selv. Da jeg mødte personen i 2014, kanaliserede hun, at jeg var en faldet mester, og at min sjæl ikke havde sat sig på plads. Men det kunne hun gøre, fik hun at vide. Hvad hun ikke troede på, inden det blev kanaliseret. Og det gjorde hun så ude i haven, hvor hun bor, ved en portal. Hun spurgte efter, hvad jeg var for en mester, da vi åbenbart er nogle stykker, men det fik hun ikke noget svar på.

Når man ikke får et sådant svar, skyldes det selvfølgelig, at man skal være klar til det, jo ikke mindst for ikke at misbruge det, eller at konvertere det til noget, hvor man alligevel ikke er klar til det.

Den healing, som hun udførte i 2014, er kun mulig, når man er et ubetinget kærligt og sandt udtryk for sig selv. Ellers kan man ikke så dybt røre et andet menneske.

Men hun fik ikke svar på hvilken mester jeg var. Men det har hun jo tilsyneladende fået ved vores sjælemøde på Lesbos året efter, hvor vi begge gav slip, og hvor hun i den forbindelse blev bekendt med sin egen dybe identitet, og med min dybe identitet.

Mesterkvalitet handler jo ikke mindst om at udfolde guddommelighed i praksis, at forstå, hvad lys og mørke, sandhed og skygge, kærlighed og dens modsætning er for noget i praksis. Hvad det gode er, og hvad det onde er, og hvordan vi selv kan bruge og udfolde det. Hvad liv er, og hvad modsætningen er. Hvordan man generer god energi ved selv at være det gode.

Hvad sjæl og instinkt er i praksis. Hvad høj og hvad lav bevidsthed er. Hvordan man bygger op, og hvordan man bryder ned. Hvordan man kommer tilbage til livet fra en tilstand som tilintetgjort. Hvad seksualitet er som en grundenergi i mennesket. Og helt afgørende: hvad ordentlighed er for noget, helt ind i alle handlinger og alle tanker. Hvad et menneske dybest set er for en størrelse.

At være nummer to i universet må, som jeg ser det, logisk betyde, at jeg er nummer et. Hvis man kigger på den dybt nederdrægtige handlemåde, som er beskrevet i det foregående, må logikken jo være, at hvis jeg kan elimineres eller uskadeliggøres, vil nummer to rykke en plads frem og herefter være nummer et. Jeg er ret sikker på, at denne logik har gjort sig gældende i forhold til, hvad jeg har været udsat for.

En lige så klar logik må være, at bevægelsen, i guruens egen optik, er guruens ejendom, og at man som medlem er underlagt guruens fulde kontrol, også langt ind i energistrukturer og adfærd.

Og endelig den meget infantile begrundelse, at det ikke vil komme nogen før øre, hvad der reelt skete for 2000 år siden, hvis jeg blev uskadeliggjort eller tilintetgjort, inden jeg blev virkelig, da miseren formodentlig kun er kendt af os to, måske også af en lille inderkreds omkring den skadelige handling.

Jeg må sige, at jeg er taknemmelig for, at der er væsener derude, der er kommet mig til undsætning, og lært mig at gennemskue noget bestemt ikke særligt kønt.

Da jeg så julekalender for børn sidste år, hvor den onde nisse gemte den gamle Julius, og dermed stod til at blive den nye julemand, gav det mange associationer til mit eget liv, selv om jeg på det tidspunkt ikke havde andre valg end at være i i dyb og konstant lidelse.

På de følgende spirituelle rejser efter Bhutan, i 2016, forsvandt efterhånden helt den karisma, som var en del af miljøet i årene forinden. Attituden var fåmælt og argumenterende, men også undvigende.

Ordene blev gentagelse af noget, der er sagt før.

I Bosnien, også på en spirituel rejse, måtte hun af en anden deltager overtales til at fortsætte sit arbejde, hvor hun var ved at opgive, sikkert fordi hun vidste, at hun havde igangsat noget, der på ingen måde var i orden, og nu kunne  se den dybe lidelse i et andet menneske.

Også i Bosnien oplevede jeg, at informationer, som hun tidligere havde givet, ikke længere var tilgængelige i hendes bevidsthed. Hun kunne ikke huske, hvad hun tidligere havde sagt, da jeg ønskede noget uddybet.

Den oprindelige, guddommelige energi eller hinde, som jeg oplever den, er intens, altomfattende, , legende, munter, rummelig, meget seksuel, som er en anden måde at udtrykke, at intet er ekskluderet, meget smuk. Den virker kun, når alle er den del af den. og alle siger ubetinget ja til den.

Denne energi har været i gang i mere end 50 år. Læs mere om den i min bog Kærligheden er Ledetråden.

I omtalte spirituelle gruppe var det hele blevet omskrevet, og handlede nu om, at Gud og Ny Tid skulle passe ind i et ægteskab, hvor ægtefællen ovenikøbet var den åndeligt underlegne. Det er da et ego, der vil noget! Første gang i Japan i et badekar, anden gang på New Zealand i Ny Tids såkaldt fulde bevidsthed, hvor ægtefællen i begge tilfælde var den med den begrænsede bevidsthed. En vis sans for selviscenesættelse, må man sige. Men jo også relationelt ganske uligeværdigt, og på samme tid et udtryk for dyb afhængighed i forhold til et andet menneske.

Argumentationen blev fremført af ankerpersonen under i hvert fald to spirituelle rejser, hvor opgaven hver gang var at hente en ny healingsenergi til Jorden.

Det er jo fair nok at få mig selv som menneske til at passe ind i min egen virkelighed. Men hvis der kun er plads til mig, er det vel egentlig lidt af et problem, er det ikke? Og de andre kun er er berettigede, hvis de gør det på min måde, og de lever op til min standard. Og hvis jeg så i det hele taget vil have dem ind!

Det er primære overbevisninger, vendt på hovedet. “Du er ikke god nok, som du er!”

På almindeligt dansk: “Du må gerne være her, hvis du kan finde ud af at danse efter min pibe!”

På barnesprog:: Du skal lyse på mig! Ellers gider jeg dig ikke!

Det hele blev efterfølgende suppleret med en argumentation om berettigelsen af at være en delt person, stik imod, hvad der tidligere, bl.a. i Scotland, oktober 2016, var blevet kanaliseret, og hvad jeg også skriver om, altid at være hel.

Det minder lidt om Muhammed, der gav sig selv lov til at have op til flere koner, fordi det nu passede godt ind i hans kram.

At sænke overliggeren, så der nu også bliver plads til de lave aspekter.

Hvad guru gør, er altid det rigtige!

Hvis ikke det hele var foregået på spirituelle rejser, ville jeg opfatte det hele som et egoflip, og i øvrigt være ligeglad. Men det var i forbindelse med noget større. Derfor var det ikke lige meget.

En overgang troede jeg, at jeg havde oplevet det laveste i mennesket. Men det endnu lavere kom fra en helt uventet kant. Det er helt sikkert derfor, jeg har fået så meget støtte, også til at kunne kigge på noget, som mennesker normalt ikke har adgang til.

Det afgørende voldsomme i mit liv var ophør af en relation, der var skabt på en af de spirituelle rejser.

Den umiddelbare begrundelse fra modparten var den skade, som jeg havde pådraget mig i mit energisystem, i forbindelse med en spirituel rejse.

I sig selv en noget egoistisk begrundelse. Især da jeg siden har erfaret, at enhver skade af den karakter kan heales i, hvad Karina Bundgaard kalder sjælens lys, altså i kærlighed og sandhed.

Bruddet blev fulgt op af en voldsom og meget langvarig, tilintetgørende vrede, der lagde alt øde, hvilket jo ikke gjorde skaden mindre.

Når den var så voldsom, er jeg sikker på, at den brød direkte ind i en meget smuk energi, og at det har gjort vedkommende dybt flov, men hvor hun ikke ville kigge på, hvad hun havde gjort.

En skygge har den mærkelige egenskab, at jo større og vildere den gør sig selv, jo mere tror den om sig selv, at den har fortrængt og selv bliver sandheden.

Det hele begyndte med at tilintetgøre sine egne positive muligheder for at lyse ud i verden, og dermed jo også vores fælles lys. Det var tydeligt, da vi mødtes kort tid efter, at det hele nu var blevet noget privat.

Vreden ødelagde fuldstændigt den naturlige venlighed og åbenhed, som hun havde i sit væsen. Et andet udtryk for hendes udstråling.

Det var mærkeligt at opleve, hvordan man ved dårlig opførsel kan vride sig ud af sit eget lys, og dermed ikke længere at ville være ved det smukke i sig selv. Det var min første, meget præcise oplevelse ved bruddet.

Hvordan det hele er udviklet sig uden om mig, ved jeg ikke ret meget om, kun at en gruppe er blevet enige om at omtale mig i så negative vendinger som vel nærmest muligt. Hvor formålet har været at friholde og at beskytte guruen og andre aktive i den negative og destruktive udladning.

Det dybeste negative oplevelse i det hele er oplevelsen af at stikke af, og med alle midler efterfølgende at skjule sine spor, og at gøre mig til den eneste skyldige. Den er også kommet mig for øre ad andre veje.

At tænke sig, at nogen vil være bekendt, over for sig selv, at sende vrede ned gennem sit, og mit, kronechakra! Det kunne jeg mærke, sidst jeg var i Assisi, som noget, der havde ramt mig.

Og jeg tror ikke, at det var min kæreste, der gjorde det.

Lyset var kort fortalt vores liv sammen med især meget direkte kommunikation. Og at slippe lyset var i min klare oplevelse det samme som “at falde”.

Vreden har været meget voldsom. Jeg har mærket den tydeligt på afstand. I over et år har jeg mærket vreden dagligt helt ud i tæerne.

Apropos intention var det tydeligt fra den anden nævnte person, altså guruen, at argumentationen handlede om, selv om det ikke blev sagt, at tale mig ud at det spirituelle projekt. Det var en meget mærkelig oplevelse.

Udstødelse af en dyreflok kan man måske kalde det, hvor alfahannen er guruen i egen høje person. Alle argumenter er hentet fra en spirituel terminologi. Noget med plan B og C, og at “i sjælens verden går jo alt op i den sidste ende”. Underforstået: tingene gik jo ikke helt, som de skulle i denne inkarnation, men det betyder ikke så meget i den større sammenhæng.

Eller endnu mere primitivt, hvor alt handler om at tilintetgøre potentielle trusler i forhold til at have det fuldstændige herredømme over alt, og selv at kunne kontrollere indtægtsgrundlaget.

Man kan med god ret spørge sig selv, om det hele nu var blevet privat og kommercielt. Det hele nu måske baseret på en løgn. Fup og bedrag.

Der var ikke længere direkte kanaliseringer. Første gang i Japan, ved Fujibjerget, oplevede jeg, at de beskeder, der kom igennem, blev fordrejet på en meget kunstig måde. Det var tydeligt, at det, der blev formidlet, ikke var det, der kom ud af munden.

Den smukke og fine energi, som tidligere omgav det hele, var nu helt forsvundet.

Og sammen med den meget voldsomme smerte, som jeg gennemlevede, var det hele også blevet meget mere grumset og uigennemskueligt.

For mig har projektet lige fra begyndelsen af været meget tydeligt, også at finde min egen rolle i det. Og jeg har helt fra begyndelsen oplevet det hele som meget logisk og meget fint og sammenhængende, altså til og med 2015.

Jeg var på retreat i sensommeren 2015 hos vedkommende, hvor en anden deltager fortalte, hvem hun mente at vide, hun havde været i en tidligere inkarnation. Guruen kiggede ind i det og mente, det var rigtigt nok, men at det hele jo handlede om, hvad man gjorde i denne inkarnation.

Denne bemærkning har, efter en spirituel rejse til New Zealand, i  oktober 2017, hvor det af den samme blev sagt, at alt i sjælens verden jo i den sidste ende gik op i en højere enhed, ikke passet sammen. På New Zealand var det ikke så vigtigt, hvad der skete i lige nøjagtigt denne inkarnation. Og dette misforhold har længe spøgt inde  i mit hoved.

Man kan godt udtrykke det sådan, at den fælles energi omkring hele projektet Ny Tid klappede sammen. Denne energi havde været holdt af de oprigtige mennesker i bevægelsen, men var igangsat udefra. Når energien klapper sammen i det kollektive felt, er det de sande individer, som herefter løfter og bærer den, og som vil være vejvisere ind i Ny Tid.

Guddommelig energi er noget meget smukt og fint, der omgiver og beskytter os, hvis vi vel at mærke selv siger ja til at være en del af den. Hvis vi opfører os som dyr eller udvikler nogle enorme egoer, virker det selvfølgelig ikke længere.

Guddommelig energi virker kun, hvis man, hvad jeg har fra Frans af Assisi, er i sig selv, og er med sig selv. Det kan kun lade sig gøre ved altid og ubetinget at være et sandt og oprigtigt menneske. Ved at bære sit eget lys.

Ny Tid handler om, at vi sammen skal bringe lyset ind på Jorden. Det handler ikke om et forretningsimperium eller noget andet tilsvarende skørt. Heller ikke om i fællesskab at opføre sig som dyr, abekatte, i zoologisk have.

Alt dette havde ikke været relevant at nævne, hvis ikke det havde ramt mig så hårdt langt ind i mit system, både energetisk og fysisk. I øvrigt også den andens, altså guruens, mangeårige modstand mod sin spirituelle opgave i årene inden 2014.

Personen har i en undervisningssammenhæng selv fortalt, hvordan hun gik i modstand i fem år, og hvordan hun i dette forløb overhørte et dundrende “nej” i sit ene øre. Og næsten hver gang, hun skulle formidle noget efterfølgende, var det åbenbart vigtigt at fortælle, hvor meget hun gjorde det mod sin vilje, altså i modstand. Det blev næsten et mantra at give udtryk for sin modvilje.

I nævnte periode har jeg oplevet i flere omgange, fra forskellig side, at blive forsøgt tilintetgjort med vrede, hårdhed, had, bagtalelse. Og i samme periode har jeg tre gange skullet have stød i hjertet, der var gået ud af sin naturlige rytme. Jeg har ikke noget dårligt eller svagt hjerte, har altid haft et godt helbred.

Jeg har altid undret mig over, hvor massiv og voldsom modstanden imod mig har været, uanset hvor den kom fra. Nærmest total og meget langvarig og meget bastant. De ordentlige mennesker har jeg dog fået kontakt med igen, heldigvis.

Alle disse former er i virkeligheden kærlighed og sandhed, der er vendt på hovedet, så ingen af de oprindelige former har nogen som helst mulighed for at blive tydelig og åbenbar. Den samme energi, bare brugt på den modsatte måde af den, der var udgangspunktet.

Antiliv kan vi også kalde det.

Altid negative ord og følelser, der kvæler eller overdøver de positive. Instinkt der overdøver sjæl. Mørke der overdøver lys.

Den karmiske aftale handlede om at mødes og udveksle. I denne proces var jeg kun var en spire på vej op af jorden, hvis man ser mig som en plante. Og det er et godt billede. Sådan noget skal selvfølgelig håndteres kærligt af og i en høj bevidsthed.

Det skete overhovedet ikke, eller kun i en begrænset periode fra 2014 til 2015.

Fra denne periode stammer følgende ordrette citat fra vedkommende: “Der findes kun én regel i universet: Du må ikke skade andre!”

Den samme person havde også fortalt, at vedkommende ikke måtte blive vred.

Hvis ikke jeg havde oplevet omtalte person have format i denne periode, ville jeg ikke have nærmet mig vedkommende med en ildtang. Jeg har oplevet flere mennesker falde, men ikke så gennemført grelt som i dette tilfælde, hvor det hele jo ovenikøbet er ledsaget af en intention.

Min umiddelbare vurdering er, at personen efter sin udåd i Japan fik en ny chance på Island, men forpassede den.

Som jeg oplever det, er den styrke, som frihed, kærlighed, glæde i sig selv og naturlig ro i høj bevidsthed giver og medfører, altid en rød klud, en torn i øjnene på dem, der vil forsvare den lave bevidsthed i form af bundethed, privilegier, mursten, prestige og ikke mindst egoet, der tror sig selv guddommeliggjort.

Med et enkelt ord kaldes sidstnævnte form også snobeffekten.

En meget væsentlig detalje for mig er, at livet har en kvalitet i sig selv, og det passer selvfølgelig ikke ind i kommerciel tænkning, herunder guruvælde, men heller ikke ind i det mentale mørke, som liv bag ved mursten meget nemt kan medføre, hvor det kun er fjernsynets helte, der er virkelige.

Det handler også om, i min måde at se verden på, at et enkelt menneske har en kvalitet i sig selv, helt uafhængig af sine omgivelser og sin kontekst. Den sande forbindelse til andre er via sjælen, som kan være en meget smuk oplevelse. Den er kun mulig i form af ligeværdig udveksling, som kun er mulig i ubetinget kærlighed.

Det er først efter disse voldsomme begivenheder, der har ramt mig dybt ind i mit system, også fysisk, at jeg så specifikt har fået støtte på en måde, så jeg aldrig efterfølgende har været i tvivl om den. Noget af det har været ekstremt voldsomt, så voldsomt at afsender nødvendigvis må opleve at være blevet lige så begrænset som mig i sin vitalitet. Ekstremt voldsomt, ind i god energi!

Det har været meget smertefuldt at opleve noget i tilværelsen, der var ekstremt smukt i sig selv, ødelagt med hård hånd og med ubarmhjertig intention, og så ovenikøbet ledsaget af et smil! I Bosnien, juli 2017, hvor jeg også oplevede min egen virkelighed blive benægtet af den, der var ankerperson for den healingsenergi, som vi hentede ved pyramiderne. Det var simpelt hen lys og fysisk funktionalitet, der forsvandt, det sidste i hvert fald midlertidigt.

Mere præcist oplevede jeg mit eget hjerte banke mod min kærestes hjerte under den afsluttende meditation. Jeg nævnte det for vedkommende, der svarede mig, at det nok ikke skulle tolkes som noget, der ville komme til at ske i virkeligheden.

Det er interessant, hvordan en guru gerne vil kommentere og anerkende andres undergang, men, fordi det hele er et rollespil, samtidig fuldstændigt friholder sig selv i forhold til den samme livssituation.

Og endelig vil jeg nævne det hysteriske anfald, der på Coromandel halvøen på New Zealand blev rettet mod mig som chauffør, også fra den, der var ankerperson for energien.

Få timer senere oplevede jeg fra den samme person fjendtlighed og ydmygelse i forbindelse med den direkte videotransmission hjem til støttegrupperne hjemme i Danmark.

Også her demonstreres det, hvordan det hele er et rollespil. Når det hele er rollespil, kan man altid bare træde over i den anden rolle. Til gengæld bliver det hele jo også lidt useriøst.

Den sidste dag på New Zealand var vi et hus ved Lake Taupo, hvor gruppen minus lederen samledes til et møde, men lederen bagefter blevet orienteret i et andet rum. Det var jo egentlig også lidt mærkeligt, at det skulle foregå adskilt, ved nærmere eftertanke.

Personen evner jo ikke at være i sig selv og med sig selv, som det er jo er nødvendigt, når man ønsker at træde ud i verden, eller ind i verden, med et sandt budskab.

Og derfor rejser andre jo også ud til de samme steder i verden for at hente den energi, som ikke lod sig hente på useriøse præmisser.

Jeg reagerer i min argumentation alene ind i, hvad jeg kan mærke, har ramt mig negativt ind i mit fysiske system, fordi vi var forbundet i en karmisk aftale.

Samtidig har jeg ikke oplevet nogen form for undskyldning eller selverkendelse, sandsynligvis fordi den ikke findes. Derfor denne beskrivelse.

I øvrigt kan et eksistentielt møde ikke ombyttes med en undskyldning for ikke at være der. Man siger jo heller ikke til et barn: Jeg er sørme ked af, at jeg ikke var der! Eller: Jeg er godt nok ked af, at jeg “kom til” at ødelægge dig! Det var godt nok ikke med vilje!

Vi bygger hinanden op med lys, også fysisk. Som mennesker mødes vi altid i respekt og hensynsfuldt, i åbenhed og oprigtighed. Er vi kærester, er det selvfølgelig mere intimt. Vi siger vi søde ord til hinanden og rører ved hinanden. Attituden er altid venlig og åben. Men sådan var det ikke her. Ekstrem og meget voldsom vrede, sendt på afstand. Altødelæggende håndtering af spirituel kompetence.

Jeg oplever hver dag at være begrænset i mine handlemuligheder. Det gør de andre formodentlig også. Alt andet ville vel også være urimeligt, da det negative entydigt og ensidigt er håndteret derfra. Afhængig af deres fortsatte handlinger vil det måske fortsætte livslangt.

Jeg ved med mig selv, at de, der har gjort noget, der ikke var i orden, ikke vil kunne møde det sande i sig selv uden at møde mig. Det fortæller noget om karakteren af deres handlinger.

Uanset hvor mange krumspring de foretager sig, og det er mange, kan jeg mærke.

Fordi jeg ubetinget har vendt det sande i mig og i mit liv ind mod dem, hvor det i begge tilfælde har virket begge veje, men hvor det på forskellig måde efterhånden udviklede sig til noget meget betinget og kynisk, instinktbåret.

Ligesom den lave bevidsthed ved en skilsmisse helst ikke ser partneren overleve, og i bedste fald dybt handikappet, har forsøget fra spirituel side været at eliminere alt, hvad jeg stod for, og i hvert fald sikre, at jeg ikke på nogen måde ville blive i stand til at formidle det. Og uskyldighed kan altid styrkes ved at få andre til at gøre det beskidte arbejde.

Metoden er, kort fortalt, at lade instinktet få lov til at udfolde sig i et område, hvor sjælen egentlig havde fat. Hæmningsløst. Hensynsløst.

Jeg har mærket ønsket om at ødelægge mig, og har også været i stykker i mit energisystem. Hvis ikke jeg havde fået hjælp udefra, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have haft mulighed for at komme til kræfter igen. Det har været meget destruktivt. Men det har det på intet tidspunkt overhovedet været fra min side.

Jeg ved, at jeg ville ødelægge mig selv, hvis jeg bare et millisekund gik ind i den samme dårlige og kyniske energi, som jeg har været oppe imod.

Mørke i enhver form, også den selvskabte, forhindrer den direkte vej til sandheden. Det har været en meget tydelig oplevelse for mig her i foråret.

Lys i enhver form kan opløse mørke. Det afhænger dog af mørkets magt og styrke. I et menneske kan det være meget voldsomt, fordi et menneske har meget kraft. Især hvis det selv stiller sig bagved.

Man får selvfølgelig ikke lov til at løbe fra så dyb en aftale, selv om forsøget meget voldsomt har været gjort, kan jeg fortælle.

Da smerten var allerdybest, vidste jeg allerede dengang, at de, der havde handlet, havde gjort noget forkert. Det ved de med garanti også. Og jeg vidste også, at jeg på et tidspunkt ville få mulighed at reagere ind i oplevelsen for at få den bearbejdet. Det er noget af den proces, som jeg her er i gang med.

Vi er bundet til en meget dyb kontinuitet, der dybest set kun kan være guddommelig. Det erfarede jeg første gang i 1979. En lille del af mig havde stadig dette dybe perspektiv. Når vi skulle mødes, var det for at udfolde endnu mere sammen i kærlighed.

Det er denne kontinuitet, som kan opleves i et liv i sandhed, som en tynd tråd eller en fin energi, som også kan udfoldes i en smuk relation, som i ethvert sekund er båret af den bagved liggende fine sammenhæng, eller sammenhængskraft. Den kan opleves ved altid at være i sig selv og med sig selv. Det er noget, jeg har lært i Assisi.

Det voldsomme har ikke været fra min side overhovedet. Tværtimod har jeg oplevet at blive presset fuldstændigt i bund, rent menneskeligt. Jeg var ved at drukne den 23. december 2012, i forbindelse med vinterbadning. Nogle siger, at Ny Tid begyndte 12.12.12, så det var bestemt ekstremt.

Modstanden er fortsat længe efter, og er der også i dag, om end den nu ikke længere er negativ i sin form. Men den er heller ikke vendt til noget positivt, som jeg oplever det. Måske er forklaringen, at mørket jo også rammer udøverne selv. Og dermed tilintetgør de også sig selv, helt bogstaveligt. Det er nemlig det, der sker, fordi vi selv skaber livet, og vi selv ødelægger det.

Det er på præcis samme måde, at man kollektivt er ved at ødelægge livet på kloden.

Når vi positivt er der for hinanden, skaber vi også et positivt rum omkring os. Mennesker kan lide vores nærhed, og vi kan lide at være sammen og at være sammen med andre.

Negativitet eliminerer alt det smukke, alt det fine, og der resterer kun og i bedste fald et glansbillede af, hvad der var.

Vi kan kun mærke os selv som sande individer ved at lukke op ind til sjælen. Og der er i hvert fald to personer, der i så fald vil møde mig.

Det er kun os selv, der kan skabe, og det er os selv, eller en af os, der kan ødelægge, tilintetgøre.

Hvad jeg har oplevet fra såkaldt spirituelt hold, har entydigt haft tilintetgørelse som formål.

Da livet kun kan opstå i kærlighed og sandhed, rammer det selvfølgelig også den udøvende part.

Da jeg synes, at spiritualitet er et godt begreb, er det vigtigt at kalde det andet for “såkaldt spirituelt hold”, der med et andet udtryk simpelt hen er dårlig opførsel.

Jeg kan mærke, hvordan der meget specifikt er talt ondt om mig. Og jeg ved også, hvem der er afsender.

Jeg har aldrig været i tvivl om mit kald og min forpligtelse til at gå positivt ind i alt. Det har i øvrigt også være rigtigt godt, så længe alle parter levede deres kald.

Livet er altid godt, når vi lever vores kald. Det skabes i en form, en skål, hvor vi kan være sammen i stor glæde, når vi vælger det. Siger ja til det, og er taknemmelige for det. Det er formodentlig den form, der kaldes den hellige gral, som kun lader sig opleve med sjælen som medspiller.

Den bliver lagt ind i ethvert menneske, der oprigtigt siger ja til sig selv, ja til sit kald, ja til altid kun at gøre det gode, ja til at være i livet, ja til at være på Jorden.

Det var også, hvad de første kristne oplevede, i forbindelse med at gå i døden i troen på noget, der var større.

De gjorde det, og turde det, fordi der var en, der havde betrådt stien, som var gået vejen, før dem.

I dag er temaet et helt andet. Vi skal sige ja til ubetinget at gå ind i livet. Ja til os selv. Og ja til hinanden. Hvis ikke vi gør det ubetinget og af et sandt hjerte, virker det ikke.

Det er i øvrigt styrken ved alt det, som jeg skal formidle, at vi kun kan forstå det i kærlighed og i sandhed. Og det er jeg faktisk meget glad for, vil jeg gerne tilføje.

Det kaldes også at gå vejen. At sige ja til livet. At sige ja til sig selv. At sige ja til den anden. At sige ja til det gode i livet. Ubetinget!

Voldsomhed kan også opstå som følge af passivitet, hvor man undlader at udfylde det rum, som man skal. Det er i øvrigt på den måde, terror bliver mulig, og formodentlig den egentlige årsag til terror. Passivitet i forhold til noget, som man skal, men ikke gør, skaber et vakuum.

Der ligger eksklusion forud for enhver form for terror. Det legitimerer ikke terrorhandlingen, men det giver en valid bagved liggende begrundelse, der altid vil være tidsmæssigt forskudt. Men der er en årsag og en virkning.

Passivitet er i øvrigt også aktivitet. Det er bare en anden måde at bruge energi på, men lige så virksom og lige så relevant i den store sammenhæng.

Den lave bevidsthed har i ekstrem grad været i spil, stik mod projektets oprindelige formål og plan.

Som jeg ser og oplever det, har det oprindelige projekt derudefra fuldstændigt skullet redefineres.

Det sande alternativ, hvor ingen bliver efterladt sårede og ødelagte, er ligeværdig udveksling, som i øvrigt opbygger. Det er noget helt andet end, hvad der faktisk er sket.

Jeg oplever i øvrigt en meget stor og meget positiv aktivitet derudefra. De står virkelig klar til at hjælpe dem, der oprigtigt ønsker det og har brug for det.

Jeg oplever også og samtidig mange mennesker være fanget i deres manglende lyst og vilje til at møde sig selv og livet og andre på en positiv måde.

Og så vil jeg gerne gentage, hvad jeg også hører dem sige derude, at man overeksponerer al snak om at betragte sig selv som offer, herunder at være bundet i mønstre fra barndommen.

At forholde sig til mønstre, primære overbevisninger, og hvad man kalder det, vil altid kun være et skridt på vejen, på vejen til at lade sandhed og kærlighed i deres rene former komme ind i livet, ind i mit liv, ind i vores liv.

Når det ikke er sket, og ikke sker, skyldes det jo logisk set, at mennesker bruger lige så meget krudt på at være bødler som på at være ofre. Der er ingen andre til at forhindre, at livet bliver en sand realitet.

Senest i påsken 2019 oplevede jeg i Assisi 2. Påskedag en rød tråd i det, som jeg skal formidle. Udgangspunktet for min erkendelse var, da jeg sad i Frans’ krypt tidligt om morgenen. Jeg havde været der hver dag, siden jeg kom til Assisi før påskeugen, 11 dage i alt i krypten.

2. Påskedag om morgenen var der kun små stearinlys på alteret og ellers ikke noget lys. Påskedag, dagen før, var der almindelige tykke alterlys og smukke blomster. Langfredag og lørdag var der ingen lys og ingen farver. Selv det meget smukke og farverige krucifix oppe i kirkerummet liger over var dækket med et klæde, og figurerne var også væk.

2. Påskedag var eneste lyskilde de små stearinlys i et mørkt lokale. Det gav mig en oplevelse af Jesus efter opstandelsen, hvor han var helt alene, fordi alle de oprindelige tilhængere, disciplene, alle uden undtagelse, var flygtet. Det svage lys var det, som han alene bragte ind på Jorden.

Senere på dagen forstod jeg noget andet, som Frans havde formidlet Skærtorsdag: Guddommelighed er at være med sig selv, i sig selv.

At bringe sit lys ind på Jorden fordrer, at jeg gør det, helt af mig selv, at hele mit hjerte, at et dybt ønske, uden andet formål end at gøre det.

Helt at stå inde for mig selv. Helt og hel at gå ud i verden, præcis som den jeg er. Helt at være mig selv i enhver situation.

Besøget i Assisi har givet mig en meget stor glæde og erkendelse. Jeg tror, at det har været afgørende at møde en anden, der også er gået vejen, og har måttet mærke smerten og trykket fra mørket i mennesket, der er bundet eller fanget i sit instinkt, og som ovenikøbet reagerer ud igennem det.

Hvor meget der har været ond vilje, og om der dybest set har været ond vilje, kan jeg godt være i tvivl om. Det vil tiden helt sikkert vise. I bedste fald er det dårskab i den meget grove ende. Udført af, hvad der i udgangspunktet var høj bevidsthed.

Jeg tror, udøver ved noget om guddommelig jura. Og om at gå lige til stregen. Og lidt længere. Og at spille på alle tangenter om uvidenhed og krukkeri. Midgårdsormen kørt ud på et spirituelt overdrev. Enhver tale om stilfærdig ordentlighed fuldstændigt sat ud af kraft.

Jeg har svært ved at se, at udøver ikke ved, hvad udøver gør. Det er simpelt hen for gennemført til bare at være et ubevidst mønster.

Hvis ikke jeg havde fået hjælp udefra, ville jeg ikke have forstået så specifikt, hvordan de negative handlinger havde ramt og begrænset mig.

Hvis vi omskriver det hele til en nutidsdansk, svarer det til, at de andre befinder sig på et børnehaveniveau, hvor mobning er en del af dagens orden, og sanktioneres som i orden af dem, der har magten. Man må altså gerne behandle hinanden dårligt, bare der ikke er nogen, der ser det.

Så er der nogle få, der har bevæget sig op på et højere klassetrin, og ser verden lidt mere modent. Det er sådan nogle som mig. Da de andre ikke har lært at opføre sig ordentligt, set fra et lidt højere perspektiv, har de ingen problemer med at fortsætte den dårlige opførsel, bare de gør det sammen, og uden at der er nogen, der opdager det.

Det er, kort fortalt, hvad jeg har været udsat for. Børnehaveklassen er instinktstyret og har endnu ikke lært noget om sjælen i praksis.

Noget af det, som mit klassetrin kan og har respekt for, er at lade hjerte, hjerne og seksualitet udfoldes sig stilfærdigt og i sammenhæng. Her er de forbundet i frihed, kærlighed og sandhed.

På det lavere klassetrin behøver man ikke at være ordentlig, kan nærmest gøre, som det passer en. Bare det ikke bliver opdaget. Kynisk, hjerteløst, egocentrisk.

På mit klassetrin har vi introduceret en grundlov. Den handler om, at vi altid, før alt andet, behandler hinanden ordentligt. Og at vi aldrig kunne have lyst til eller se noget formål i at fravige den. Vi følger den også, fordi det er det mest naturlige i verden at følge den.

Med ond vilje diskvalificerer man sig selv. Det er vist logikken bag ved det hele.

De helt afgørende begivenheder i mit liv efterfølgende har været mødet med ærkeenglen Metatron i 2018 og dagene med Maria Magdalene i januar 2019, og selvfølgelig også og ikke mindst møderne med Frans af Assisi. De har, hver på sin måde, lært mig noget om mig selv, som betyder, at jeg har kunnet samle mig selv op fra en tilstand af vel nærmest ingenting.

Jeg blev af en anden dansker, der også besøgte Assisi i påsken, præsenteret for en kanalisering af Klara, Frans’ Klara, hvor hun fortalte, at de er klar derude, når vi er klar. Så vi kan bede om hjælp, hvis vi ønsker det.

Pointen i det hele er og var, at vi jo hver især har en sjæl, som er forbundet ude i et evighedsperspektiv. Men derudover er vi også omkranset af eller omgivet af noget guddommeligt. I praksis betyder det, at vi kan gå ind i os selv, ned i os selv, også ned omkring de traumer, som er blevet påført os, og opløse dem med lys, et andet ord for guddommelighed.

Det guddommelige er noget, der favner os, forudsat vi lader det favne os i glæde og taknemmelighed. Det fordrer, at vi selvfølgelig også favner hinanden. Det kan aldrig være noget privat. Det kan aldrig være noget ekskluderende. Det kan aldrig være noget kommercielt.

Vi kan hver især bringe vores eget lys ind på Jorden, og det hænger så fint sammen med at lyse vores eget menneskevæsen op.

Vi har adgang til vores egen barnlighed, vores egen energi, vores egen seksualitet, vores eget menneskevæsen, vores egen sjæl, hvis vi oprigtigt ønsker det. Og fra den position kan vi bringe sjælen ind på Jorden, som en mere permanent tilstand.

Alle dem, der vil gøre det betinget af noget andet, er i lav bevidsthed, og har ikke forstået noget af det hele. Det samme gælder alle dem, der læner sig op af andre. Høj bevidsthed er et liv i fuldstændig frihed, fuldstændig åbenhed, fuldstændig ærlighed, med erkendelse af, at sjælen er flerdimensional, og ikke skal ind under instinktets dybe kontrol.

Enhver form for at splitte sig selv op foregår i lav og betinget bevidsthed og får ikke afgørende fat i sjælen og sig selv.

At slække på disciplinen for sin egen mageligheds skyld, eller fordi man tror, at man er noget særligt, at man har særlige privilegier i forhold til andre.

Den mulighed, som jeg i særdeleshed kunne se 2. Påskedag, var muligheden for gennem selvhealing at få løst op på alt, der bøvler, inde i sig selv, inklusive alt fra barndommen. Det forudsætter et stort og oprigtigt ja til livet, til sig selv, til sin guddommelige plan, som vi alle har sagt ja til, inden vi kom hertil.

Her på kloden falder de fleste igennem og vælger i stedet for instinktet lokkende mulighed for succes, som i det store billede ser lidt farveløs ud.

2. Påskedag skrev jeg på Facebook, i forbindelse med et andet møde, efter oplevelsen i krypten: Når vi giver plads i vore hjerter, bliver verden stor! Det er en kontrast, som jeg har oplevet mange gange. Det farveløse over for den dybe glæde og sammen at kunne kigge ind i evigheden, hvor alt er muligt.

Jeg holder meget af at være positivt selvkritisk. Det betyder utroligt meget for mig selv at vide, at jeg bliver på stien. Det handler ikke om at gå rundt og være alvorlig. Det handler om positivt at være i live og at være i livet.

Samtidig får jeg så meget hjælp til at forstå mig selv og også hjælp til at skrive, så jeg er dybt taknemmelig for det.

Jeg oplever mange omkring mig lave nogle mærkelige krumspring, der i hvert fald handler om, at de ryger ind i nogle traumer og mønstre, som de, sikkert helt ubevidst, gentager. Det er ofte meget mærkeligt.

Og så tror jeg, der er en generel modvilje mod positivt at kigge på sig selv, sikkert fordi mange løber rundt med lig i lasten, som bliver aktiveret, når man møder et ærligt menneske.

Det har i hvert fald noget at gøre med, at jeg selv forsøger at være dybt ærlig omkring mig selv, og dermed så måske aktiverer mønstre i andre. Jeg forsøger altid at håndtere det dybt ansvarligt, og ved positivt, at jeg også får hjælp til det.

Mit perspektiv er sjælens perspektiv, som ikke er tilgængeligt for ret mange. Men det vil det blive, efterhånden som mennesker lærer at slippe deres bundethed til instinktet.

Jeg får til stadighed hjælp til mine erkendelser, som jeg altid mærker og registrerer på min egen krop.

Og jeg ved positivt, at der står nogle bag mine erkendelser.

Den måde, jeg skriver bøger på, vil blive meget mere almindelig i fremtiden. Metoden er altid at være dedikeret og altid at tale ud fra hjertet.

På den måde kan man udtrykke sig fuldstændigt klart og direkte, uden at tage hensyn til andet end sit eget hjerte.

Jeg skriver altid uden omsvøb, men også altid meget hensynsfuldt, i hvert fald i forhold til det autentiske i mennesket.

Mine bøger falder ikke ind under nogle af de normale genrer, som man i dag bruger til at kategorisere bøger i. De er skrevet i et meget enkelt direkte sprog og tager altid udgangspunkt lige midt i virkeligheden. Sådan er hjerteenergien.

En vigtig detalje er, at jeg skriver, når tankerne kommer til mig. Det kan være midt om natten. Det er det tit. Det kan være, når jeg kører bil, hvor jeg ved mig selv, at jeg skal køre ind til siden ved først givne lejlighed. For ellers forsvinder sætningen, eller ordene, eller sammenhængen.

Jeg skriver, fordi tankerne kommer til mig. Jeg ved, at der er nogle, i hvert fald en, der hjælper mig, står bag mig, giver mig oplevelserne og erkendelserne. Jeg ved også, at jeg skal gøre dem til mine egne, at jeg selv skal kunne stå inde for dem. Men når jeg oplever så meget og så tit, så hænger det helt sikkert sammen med, at nogle gerne vil have mig til at skrive, og ved, at jeg gør det.

Andre, med kontakt, handler i modstand, og får måske aldrig skrevet noget.

Det er velkendt, at mange sangskrivere får nogle af deres tekster eller melodier på tilsvarende måde. Kan nævne Kim Larsen, Paul McCartney, Mamas and Pappas, nogle af deres største hits, bl.a. Yesterday.

Teoretisk har jeg bevæget mig ind omkring så forskellige emner som psykoanalyse, spiritualitet, kristendom og kultur. Har i mange år læst på universitetet. Er desuden uddannet civiløkonom.

Min væsentligste viden er opstået gennem kontakt med et væsen eller væsener, som ikke er jordiske. Jeg er bekendt med, at noget af den viden, som jeg præsenterer, ikke tidligere har været tilgængelig, i hvert fald ikke i den form, som jeg præsenterer.

Det gælder først og fremmest den meget stringente forståelse af sjæl og instinkt, som skal forstås udogmatisk, men alligevel som noget, der omfatter hele vores tilværelse. Instinktet skaber en meget faktuel kobling til evolutionen, og sjælen er forbindelsen ud mod det guddommelige. Det er det felt, som vi inkarnerer i som mennesker. Og det er den ramme, som vores liv udfolder sig i.

Det handler ikke mindst om en ny logik i forståelsen af, hvad livet er for noget. Livet bæres ind af de enkelte mennesker. Livet eksisterer også uden disse menneskers bidrag, men med menneskets indgriben får det hele en ny dimension, og der opstår nye muligheder, ikke mindst takket være den frihed, som mennesket bærer med sig, og som det er i stand til at lukke op for.

Alt det nye, alt det, som jeg står for, er gennem levet liv at vise, hvordan sjælen kan få plads i livet, og være den faktor, der for alvor vil gøre os menneskelige, få os til at indse, at det gode er noget, som vi altid skal respektere.

Det gode er noget, som vi kan forbinde os med. På samme måde kan vi forbinde os med det skønne og det sande. Men det forudsætter, at vi lukker op for muligheden, og at vi lader den gennemtrænge os.

Det sker nok ikke på en gang, eller hen over natten. Men det sker gradvist, hver gang vi siger ja til en ny positiv livsmulighed.

Der er mange mennesker, der i deres væsen er negative. Man kan med en vis ret sige, at de har deres væsen imod sig. Dem vil man ikke kunne overbevise.

Man vil derimod kunne overbevise nogle, der allerede har gået noget af vejen, og som er tæt ved at give slip, at overgive sig til det gode liv.

Det er stadigvæk ikke noget, man gør, uden at alliere sig med sin sunde fornuft, og hele sit menneskevæsen. Vi skal være dybt realistiske og meget nøgterne. Men det er ikke det samme som at være negative.

Jeg har, i modsætning til mange andre, modet til at møde det, som jeg ser, og modet til at forholde mig til det, analysere det, og at forholde mig til de mulige konsekvenser.

Jeg vil også gerne forfølge de positive muligheder, hvor mange alene forholder sig til de negative. Jeg synes, at det er sjovere at forfølge potentialet, hvad det lukker op for.

I sjælens univers har det negative i øvrigt ikke mulighed for at få fat, fordi livets væsen er godt og sandt, og dermed positivt. Det er mennesker, der gør det til noget andet, noget, som det ikke er.

Det er mennesker, der i deres attitude, deres materielle indretning, deres fælles selvforståelse, nogle gange deres værn mod sandheden, gør det til noget helt andet.