Min måde at skrive bøger på

Det har altid været naturligt for mig at være stilfærdigt i livet.

Når man er det, får man en masse forærende, ikke mindst livsglæde og stille erkendelse.

Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg er her for et højere formål.

Siden 1979 har jeg fået bekræftet noget vigtigt om, hvad det hele handler om.

Jeg har ikke, som flere andre, ladet mig korrumpere af højere ambitioner, fordi jeg har fået at vide, at jeg skulle noget større.

Jeg lever mit liv for et højere formål. Ubetinget!

For mig er kærlighed og sandhed de to vigtigste ingredienser i livet.
Jeg er her. Jeg har et budskab. Det er det, som jeg er her for at formidle.

Jeg oplever at have og få adgang til en viden, der gør det muligt at være menneske fra et meget sandt sted.

Jeg er er væsentlig del af Ny Tid, som er et projekt, der har til formål at bringe ny energi ind på Jorden, med henblik at lade alle kendte former være i spil, men på en måde, hvor alt transformeres i sandhed og i kærlighed.

Formålet er at bringe sjælen i spil, hvor det hidtil har været instinktet, der har været den toneangivende i alle væsentlige beslutninger her på planeten.

Hele projektet er besluttet og aftalt i detaljer, inden vi inkarnerede. Der har i sagens natur været meget frihed i opgaverne, men på en måde, så alt lod sig løse stille og roligt og i en positiv ånd, sådan som livet i sit væsen er, fra guddommelig side.
Instinktet, derimod, indeholder fra naturens side mange elementer af mere tilfældig karakter, og hidtil han den menneskelige civilisation være styret af denne ubønhørlige tilfældighed i meget stor udstrækning. “De onde lo, og de gode græd”, som Benny Andersen så fint har formuleret det.
Inden jeg oplevede de uhyrligheder, som beskrives i det følgende, er jeg vitterligt gået ind i projektet Ny Tid som en stille, fremadskridende og helt igennem positiv proces. Hvor vi hver især bidrager med det, som vi kan, og det, som vi er bedst til.
Da det destruktive er foregået på spirituelle rejser, med forsætlige handlinger, ovenikøbet af ankerpersonen, kan og skal det ikke bare forbigås i tavshed.
Det handler om aktivt og i fuld bevidsthed at bruge sin magtposition til at gribe direkte negativt ind i et andet menneskes liv, og dermed ind i de relationer, som vedkommende på det tidspunkt levede i.
Forsætligt at ødelægge et andet menneske var, hvad handlingen bestod i.
I en situation helt bevidst at lukke mig ned, hvor vedkommende kunne have ladet være med det. Det var således ikke et uheld eller en hovsahandling. Det var helt bevidst at eliminere mig som den, jeg spirituelt var eller var på vej til at blive.

Det var en suveræn måde at være i livet på, som blev ødelagt af en person, der som leder af en spirituel rejse havde magten til det, fordi de involverede alle havde stillet deres energi til rådighed for det specifikke projekt, eller den opgave, som denne rejse havde som formål.

Efterfølgende har vedkommende fulgt op på sin negative handlinger imod mig, og på samme tid tiltrukket sig så meget lys mod sig selv, som vedkommende har evnet.

Tænk at et andet menneske, med forsæt, har gjort alt, hvad hun kunne, for at forhindre mig i stilfærdigt og naturligt at være i livet, uden anden begrundelse, at denne evne ikke skulle være mig til rådighed.

Der er kun plads til én person i dette menneskes liv.

Det er instinktstyring fra sin mest usympatiske og egoistiske side.

Da vedkommende har meget let til det teatralske, vil hun sikkert gøre alt, hvad der er gørligt, for at snakke udenom. Men bagved er der en hård og kynisk og hjerteløs person. Følelsesmæssigt afstumpet, vil det ikke være forkert at kalde handlingen.
Vedkommende har i ekstrem grad miskrediteret sig selv i sin spirituelle opgave.

Jeg forholder mig ikke til, hvad og hvem personen i øvrigt er. Jeg forholder mig alene til den destruktive handling og et forsøg på at forstå begrundelsen for at udføre den, motivationen der må ligge bag, den negative intention vendt mod mig.

Og jeg kan tydeligt mærke, at jeg har fået hjælp til at forstå hele denne proces, og dermed at kunne gøre mig selv fri i forhold til mig selv og mit virke.

Da det destruktive som handling skaber afstand, og ødelægger energi, har jeg ikke noget ønske om at møde vedkommende igen, i hvert fald ikke i denne inkarnation.

Det er dybt udspekuleret fra vedkommende, som måske selv tror på sin gode ret, eller i hvert fald hurtigt kan bilde sig selv ind, at hun har den.

Hvis ikke jeg havde valgt at gøre, som jeg gør her, ville det hele formodentlig gå i glemmebogen, og jeg ville ende som en, der havde gjort det hele skidt for sig selv, eller måske bare i en tilstand, hvor ingen forklaring var mulig.

Da den anden forsætligt har valgt ondskaben, kender jeg livets lov godt nok til at vide, at hun altid vil være bundet af sine onde handlinger, og dermed ikke får mulighed for med sin adfærd at udfolde sin oprindelige mission. Det har aldrig været meningen, at den skulle være instinktstyret, som det er sket.

Forklaring på, hvad der er sket, er kun mulig ved at grave præcis så dybt, som jeg her gør det, og som jeg får hjælp til at kunne gøre.

Jeg tager i mit liv udgangspunkt i, at jeg er her, og at jeg bidrager med noget. Den væsentligste positive tilkendegivelse har jeg fået fra væsener, der ikke er jordiske. Jeg vil nævne Maria Magdalene, æreenglen Metatron og Frans og Klara af Assisi. Deres bidrag til min selvforståelse har været større end noget levende menneske. Og jeg får til stadighed hjælp og støtte til at forstå og at formidle det, som jeg kom her for.
Min opgave i livet er at vise en ny måde at være menneske af kød og blod, en forståelse af et menneske som et væsen, der har kvalitet i sig selv, og som kan tage udgangspunkt i sig selv. Og som altid kan kigge sig selv i øjnene.
Mit univers er en ny måde at forstå virkeligheden på, hvor vi både har en sjæl og et instinkt, det sidste fra evolutionen, det første fra vores tilknytning til noget guddommeligt.
Det er en sammenhæng, som bliver stadigt tydeligere, jo mere jeg arbejder med den, både i mit eget liv og i mine bøger, hvor den seneste, min elvte, hedder Sandheden er en diamant.
Jeg er et fuldstændigt normalt menneske, der ikke forsøger at være andet. Det er dette normale menneske, som er hele grundlaget for min nye måde at præsentere livet på.
Jeg har i en kortere årrække været tilknyttet en spirituel sammenhæng, med det formål at bringe Ny Tid ind på Jorden. Formålet var reelt nok ude fra universet, men er ikke blevet håndteret særligt modent fra de mennesker, der havde fået til opgave og sagt ja til at gøre det. I hvert fald ikke fra dem alle sammen.
Man kan også udtrykke det sådan, at de overhovedet ikke har været deres opgave voksen.
Jeg har været oppe imod den mærkværdige holdning, at fordi man ikke plejer at opføre sig ordentligt, behøver man heller ikke fremadrettet at gøre det. Og samtidig den omstændighed, at dårlig opførsel var hele grundlaget for, hvad der var rigtigt og forkert.
Den mest præcise begrundelse for dårlig opførsel er, at den afgørende person har opfattet sig selv som et uundværligt mellemled mellem himmel og jord, og har spillet på det, i den tro, at de deroppe ikke kunne klare sig uden vedkommende. Og derfor er gået lige til grænsen, og lidt længere, i den tro, at det ikke ville blive opdaget af nogen, der ville kunne gøre afgørende indsigelser.
Tænk at et menneske, fordi det aldrig definitivt har sagt dybt ja til noget i sit eget liv, tillader sig selv at gøre ved et andet menneske, præcis som det passer vedkommende, at lade sig styre af sin egen syge fantasi, og i forlængelse heraf magtmisbrug.
Og jeg er formodentlig den, som det er gået værst ud over, har måttet kæmpe med det i flere år, og er først nu ved at genfinde mit eget ståsted igen. Men det har holdt hårdt og været ubarmhjertigt og hjerteløst kynisk fra vedkommende.
Jeg kan mærke den eksplicitte og meget direkte ondskab, der er blevet manifesteret, fordi noget, som jeg har gjort, ikke er foregået på den andens præmisser og i dennes normsystem.
Samtidig har det afsløret et menneske, der reelt ikke har gjort noget for at forstå sig selv, ud over gerne at ville have andre til at lyse på sig, altså som et stort og ureflekteret ego.
Når jeg får så meget hjælp udefra, hænger det i hvert fald også sammen med den meget voldsomme kollektive benægtelse af den positive energi, som jeg repræsenterede, inden den meget kynisk blev ødelagt af nogle af de involverede.
Herunder elementer af identitetstyveri, hvad jeg har kunnet registrere i den fase, hvor jeg med hjælp udefra kommer tilbage til mig selv.
I praksis betyder det, at jeg efter en specifik destruktiv handling fra en navngiven anden hele tiden og hver dag langsomt er på vej tilbage til mig selv igen.

I denne proces har jeg flere gange oplevet at være så svimmel, at jeg måtte sætte eller lægge mig, simpelt hen fordi min identitet var væk.

Det, som jeg kom her for er at vise, at alt i livet, uden undtagelse, kan udfoldes stilfærdigt, når vi gør det i sandhed og kærlighed. Det er nu blevet vendt på hovedet, så jeg fra en tilstand af tilintetgjort og med hjælp udefra er tilbage til mig selv igen.

Når noget i mit liv bliver ødelagt, er det et andet udtryk for, at instinktet i samme forbindelse får magten, i form af kynisk egoisme, hvor min positive tilstedeværelse har været en positiv udfoldelse af sjælen. Det har været ufatteligt hårdt, fra forskellig side, at opleve denne dybt kyniske egoisme, over for mig.

Den dybeste smerte har været oplevelse af, at det destruktive fra flere sider har været ledsaget af en selvfølgelighed. Det var helt legitimt, at jeg skulle lide og ødelægges.

Ny Tid er spirituelt et sjælsbåret arrangement, som deltagerne har sagt ja til at investere deres energi i, naturligvis i den tro og viden, at sjælen lod sig implementere igennem projektet. Sådan har det også været i en periode, så længe de involverede anerkendte sjælens præmisser. Når lederen af det hele saboterer projektet, falder det selvfølgelig fra hinanden.
Det har taget mig indtil videre fem besøg i Assisi at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen.
Jeg har oplevet at blive totalt ignoreret på spirituelle rejser, med stor smerte til følge. Jeg var der, men var der ikke. Jeg var der med hele mit væsen, men blev ikke mødt.
Det var en meget mærkelig oplevelse, som jeg havde på en spirituel rejse til Japan, november 2016, der havde opstandelsen og gralen som tema. Jeg vidste med mig selv, at jeg var helt til stede i livet, helt til stede i mig selv. Og jeg formulerede det over for gruppen. Men jeg blev overhovedet ikke mødt. Det var en ufatteligt ekskluderende oplevelse, hvor selvfølgelig gruppelederen var den helt afgørende person i situationen.
Jeg var en væsentlig del af den energi, der skulle bringe Ny Tid ind på Jorden. Men den blev kynisk og inkompetent brudt af ankerpersonen i Japan.
Og dermed blev den kontinuitet, som vi alle var en del af, brudt.
At tilintetgøre mig, før jeg blev virkelig. Det var ikke kun ikke at blive mødt. Det blev ledsaget af en aktiv handling, der eliminerede mig, kan jeg mærke. Det foregår inde i feltet, tidsmæssigt, efter at sjælen er lagt ind i menneskevæsenet, men inden de primære overvisninger bliver det første udtryk for bevidstheden. Meget kalkuleret. Og selvfølgelig dyb misbrug af spirituelt kompetence.

At bruge sin magtposition til at knække mig med. Til at ødelægge mig med, da jeg kun trives i frihed, i det gode og det sande, det fine. Jeg kan ikke leve i hårdhed og kynisme. Det er der nogle, eller i hvert fald én, der udmærket ved og har gjort bruge af.

Det var en tydelige oplevelse, at det ramte noget uudfoldet i mig, noget, der var på vej.

Jeg er af specifikke personer, eller måske kun af én, i denne gruppe, blevet forsøgt uskadeliggjort. Det er indiskutabelt. Og den pågældende ved godt, det er sandt. Alternativt har vedkommende fuldstændigt mistet kontakten med sin sjæl.

I praksis handler det om helt bevidst at gå ind i mit energisystem og at fjerne nogle tråde, der er sat sammen for at forbinde tanke, følelse og seksualitet inde i mig. Det er kalkuleret. Det er bevidst. Det er kynisk. Det er selvfølgelig dybt usympatisk.

Efterfølgende skulle jeg have stød i hjertet, der var holdt op med at slå regelmæssigt. Og mit energisystem gik i stykker, to effekter af det samme forløb.
At få stød foregik gennem hospitalsindlæggelse og i fuld narkose.
Spirituel udveksling er synonymt med at være der for hinanden, i sandhed og i kærlighed. Det svarer fuldstændigt til i andre sammenhænge at give hinanden livgivende ilt.
En anden meget relevant sammenhæng er at møde et barn, der i sig selv er forsvarsløst, og så bare efterlade det, uden videre, selv om man udmærket ved, at det er forkert.
En lige så relevant sammenligning er forskellen på at have internetforbindelse, og ikke at have den
Vi kan også udtrykke det sådan, at vi hver især har noget guddommeligt, som vi kommer med, som bidragydere til Ny Tid.
Aftalerne bliver lavet, inden vi inkarnerer. Og det er så vores opgave, som inkarnerede, hver især, at føre dem ud i livet, som levende mennesker.
Det er som et puslespil, hvor vi hver især byder ind med brikker i spillet.
I denne proces, eller i dette puslespil, bliver vi forbundet i en fælles energi, hvor vores egen individuelle energi deltager i et eller andet omfang, formodentlig afhængigt af dybden af vores ja.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at projektet i hele sit omfang har været tydeligt og klart beskrevet, inden vi inkarnerede, hvor vi hver især havde en rolle, en realistisk rolle, men at det hele er blevet forpurret efter inkarnationen.
Opgaven er, som jeg ser den, fuldstændigt tydelig og klar. Den er bare ikke blevet løst, fordi nogle ikke bare har brudt med deres aftale, men også direkte har obstrueret den.
Hvis man har adgang til noget dybt, og bruger denne adgang til at få magt og kontrol, så gør man noget, der ikke er i orden. Man har et afgørende fortrin i situationen, og udnytter den til egen vinding, og måske andres ulykke.
Og efterfølgende, over for sig selv og andre, at legitimere det hele med en letkøbt fordom.

Umiddelbart efter mit indlæg i Japan blev en anden meget hårdt sat på plads af den samme person, noget der i situationen virkede meget mærkeligt. Det var i forhold til et klarsyn.

Da jeg repræsenterer en ny virkelighed, som ikke tidligere har være tilgængelig, kan skadevolder af gode grunde ikke gøres ansvarlig i normal forstand, da jura forudsætter fortilfælde, i hvert fald i den verden, vi normalt identificerer os med, altså i instinktets verden.
Som jeg oplever det, handler det for en anden om verdensherredømme, eller noget i den meget infantile genre.
Hvis man kan sin bibelhistorie, vil man huske, at det var en af de fristelser, som Jesus var oppe imod, da han opholdt sig 40 dage i ørkenen.
Jesus valgte en noget mere ydmyg form end verdensherredømmet.
Jeg vil kun noget, hvis jeg selv får noget ud af det, er attituden fra den modpart, jeg har været oppe imod. Hverken mere eller mindre.
Livet er kun til for mig! Alle andre skal bukke for mig! Lægge sig i støvet for mig! Jeg skal bare tage imod! Jeg skal ikke give noget som helst igen! Alle skal tilbede mig i næsegrus beundring! Og jeg skal have alle pengene! Og al berømmelsen! Alt på betingelse. Ny Tid er min! Mit! Og helt alene! Og ingen skal lave om på det!

Alt handler om at tiltrække sig selv opmærksomhed. Ikke for selv at gøre noget, men kun af én grund: at få lys på sig.

Også at udnytte og at fasthold sin kendiseffekt, for at kunne fastholde målet om at være nummer et i alt. Alle kneb gælder!

Den positive side af et ego er, at alt lys skal skinne på mig. Som det skete i Lysets Hus i Århus, da hovedparten af deltagerne defilerede forbi vedkommende, hvor de kiggede hinanden dybt i øjnene, fordi vedkommende har været en anden i en anden inkarnation.
Bagsiden er så historien om, hvordan al magt hensynsløst tages i anvendelse bag facaden.
Ikke at ville slippe det gamle, men at ville have alt det nye ind under sine egne kontrollerende vinger. Sådan kan man vist godt udtrykke det.
Og i den forbindelse også at frastøde noget, som vedkommende ikke bryder sig om i sit eget normsystem, et andet udtryk for bundet instinkt. Mørke i hjerte og i sind. Kun at få øje på sin egen sandhed, og sin egen fortræffelighed.
Det var ikke kun den specifikke situation. Jeg er sikker på, at vi, inden vi inkarnerede, havde lavet en tydelig aftale om at samarbejde i forbindelse med at bringe Ny Tid ind på Jorden. Det er langt fra gået efter aftalen, kan jeg så fortælle fuldstændigt tydeligt og klart.
Fra 2014 til sommeren 2015 var der hul igennem og gensidig kontakt. Den forsvandt efter et møde på Lesbos, hvor en direkte sjælskontakt efterfølgende blev håndteret af lav bevidsthed, og personen langsomt, men sikkert, skiftede position og selvforståelse.
Meningen med vores fælles sjælemøde var selvfølgelig, i forlængelse af alt, hvad mit liv handler om, at udfolde alt i kærlighed og i sandhed. Vi skulle mødes for at bestråle hinanden, for at vi derefter, hver for sig, på et helt nyt grundlag, ville kunne virke ud i verden.
På Lesbos skulle vi i flere på hinanden følgende dage sige ja til os selv, ja til at være på Jorden, og ja til vores skæbne. Det var i forlængelse af disse klare jaer, at åbningen ind mod sjælen blev skabt. Meningen var selvfølgelig, at vi på den baggrund, hver især, skulle manifestere os i verden med et nyt udgangspunkt.

Hver især fandt vi et sted i naturen, hvor vi forbandt os, og var i denne tilstand

Mit ja var stilfærdigt og ukompliceret. Jeg har aldrig haft svært ved at sige ja og at blive i min sjæls energi. Jeg har heller ikke noget at skjule og har derfor ingen problemer med at kigge mig selv i øjnene.
Jeg har oplevet sjælemøder flere gange. Det er altid meget smukt. Det normale er, at instinktet meget hurtigt tager over igen, hvis personen er meget bundet til det. Når man har prøvet det nogle gange, er det egentlig meget lærerigt, også lidt morsomt.
Det handler altid om, at lyset trænger ind i et menneske i et kort øjeblik, og at den samme sekundet efter glider tilbage i sit kendte jeg, og benægter, at noget har fundet sted, alternativt ikke vil møde det, fordi det ikke passer ind i den vante måde at møde tilværelsen og sig selv på.
Jeg har også oplevet mennesker blive bevidst om deres egen guddommelighed, hvor det i fortsættelsen er helt afgørende, hvordan det bliver håndteret. Hvordan jeg vender ind mod Gud, eller hvem jeg nu vender ind imod.
Hvis ikke jeg håndterer det rigtigt, ryger jeg enten ind i et stort ego, eller tilbage i mit gamle, hårde jeg. Det er vigtigt at lære at blive et blødt og et sandt jeg, når det sker. Det kan kaldets noget i retning af at lade lyset skinne igennem sig, uden at blive krukket eller kynisk.

Det handler også om at dele den viden eller energi, som man modtager, så alle relevante får del i den. Det ved vi ganske udmærket, når det sker. Eller også får vi al den viden, vi har brug for, for at vi kan gøre det.

Det er også på den måde, vi bliver sande kærester, hvor vi helt ligeværdigt vender det bløde ind mod hinanden.
Mødet på Lesbos var dybere og vigtigere end mere tilfældige sjælemøder. Ellers ville vi jo ikke have været der, og sagt ja.
På Lesbos blev hun af sine guider sammenlignet med min tidligere spirituelle lærer, Jes Bertelsen, en sammenligning der på det tidspunkt gav rigtigt god mening, også i mit liv. Men den er senere fuldstændigt faldet til jorden, og det er ikke Jes Bertelsens skyld.

Jeg tror, at hun på Lesbos og i tiden derefter har fået en viden, som hun har holdt for sig selv, som skulle have været formidlet til rette vedkommende. Det ville have givet en helt anden måde at være i verden på, for alle parter.

Den rigtige måde at møde verden på, især når vi får direkte hjælp til det, er udvidelse, som lukker op for mønstre, som skal bearbejdes, og det nye herefter integreres. Det er den sande og harmoniske måde at få stadigt mere fat i livets essens og sig selv på. Men det forudsætter, at vi giver slip og lader livet åbne sig i en stadigt mere positiv og udvidende proces.
Når det ikke skete på den måde, er forklaringen i hvert fald, at nogle af de spirituelle ikke har villet slippe alt det, som de identificerede sig med i deres civile liv. Der har skullet en helt særligt indsats til udefra for overhovedet at skabe den nødvendige åbning, som åbenbart  lukkede hurtigt i igen.
Omtalte person fortalte gerne om, hvordan hendes mand omtalte hende ved hendes eget navn og ved den, som hun tidligere havde været. Af en eller anden mærkelig grund havde Kristus også sneget sig ind som en af sengekammeraterne, så de på den måde nu var fire personer i den samme seng.
En spøjs måde at håndtere viden om, hvem man tidligere har været, i hvert fald ikke noget forsøg på integration, snarere et udvidet rollespil.
Det er i realiteten det samme som ikke at have sagt ja til noget som helst.
Men det fortæller også om en person, der ikke har gjort noget for på et dybere plan at forstå sin spirituelle opgave. Det relevante i denne sammenhæng er den ufine del af hendes væsen.
I stedet for at bruge udvidelserne til at forstå den dybere dynamik og de nye, smukke muligheder bliver det hele brugt til at booste sit ego med, hvor kraften også bruges til at afstøde det, der ikke passer ind i egoet.
Der, hvor filmen for alvor knækker, er der, hvor legen afløses af ondskab. Det, som vi i en gammeldags terminologi kalder dødssynder, at noget negativt i et menneske aktivt og i fuld bevidsthed får magten i forhold til et nødvendigt ydmygt udgangspunkt.
Dødssynder er alle et udtryk for, at instinktet overtager styringen i et menneske, fordi mennesket selv lader det ske. Der er syv af dem: Hovmod, griskhed, utugt, misundelse, fråseri, vrede, dovenskab.
Det er i alle tilfælde positiv hjerteenergi, der slukkes. Det kan uden videre sammenlignes med en vandhane, der lukkes. I de nævnte tilfælde har der hver gang været et forsæt og en aktiv handling, som har forvoldt smerten.
Det svarer fuldstændigt til aktivt og bevidst at standse kærligheden til et barn, altså den følelsesmæssige strøm.
Handlingen kan også være overgreb eller at lege med andres følelser, der altid rummer grumsede motiver, og brud på en smuk kontinuitet.
Da energien var intakt, kunne den rumme alt, også fysisk, og i en meget positiv form, med stor glæde.
I 2014 var vi en større gruppe af sted på en kernehealerweekend. Det faldt sammen med fuldmåne, og derfor var der også en fuldmånemeditation. Ankerpersonen var den samme, som det hele handler om. Hun blev bedt om at rumme alt på Jorden, men ville ikke slippe sine binding til sin familie. I virkeligheden er det jo det, som det hele handler om. Når man ikke vil slippe, kan man ikke rumme. Og det, som man ikke vil slippe, vil man ikke kigge på. Derfor opstår fordomme.
Når man på den måde er fikseret til sit instinkt, er alt i verden rolleopdelt. Det betyder, at spiritualitet er én verden, hvor man tjener penge, og gør det for pengenes skyld. Familien er en anden verden. De to har ikke noget med hinanden at gøre.
En sådan verdensanskuelse ser ikke mennesket som et helt væsen, der energetisk rummer alt, som har en kvalitet i sig selv, og som har sin egen energi. Det gælder, uanset at spiritualitet i sit udgangspunkt altid er og omfatter det hele menneske.
Så det nej, der så skarpt blev formuleret på kernehealerweekenden i 2014, var det samme, der totalt ekskluderede alt, hvad jeg var og stod for, i Japan 2016. Alt omfattede også mine vitale organer, åndedræt og hjerterytme.

Det onde er ikke, at hun ikke mener som mig. Det er, at hun med forsæt griber negativt ind i nogle af mine vitale organer, og interagerer ukærligt. Fordi hun i situationen som spirituel leder har muligheden for det.

Hvorfor har hun kunnet gøre det onde ved mig? Det kan, som jeg ser det, kun skyldes, at vejen ind i Ny Tid kun kan foregå i fuldstændigt frihed. At vi skal sige ubetinget ja med hele vores væsen, og dermed friheden til at gøre det onde.

Jeg har altid været et godtroende menneske, og det, der for alvor har snydt mig, er, at hun har kanaliseret diverse væsener fra den gode side af universet, men åbenbart har været en helt anden, når der ikke var hul igennem.

Det blev mere og mere tydeligt i tiden efter mødet på Lesbos, at der var noget, der spirituelt ikke længere var på plads, første gang fysisk helt ude af form på en spirituel rejse til Bhutan i marts 2016, hvor alle vi andre vandrede op til Tiger’s Nest.
På samme tur skulle vi sende direkte video til støttegrupperne i Danmark. Det foregik i en gammel borg, som lå på et højdedrag. Ankerpersonen dukkede op, meget forpustet, ledsaget af sin tro følgesvend og bodyguard.
Symptomatisk var det vel også, at et stykke af ankerpersonens krystal var brækket af, noget der blev bagatelliseret, men jo set i bakspejlet nok var meget relevant.
Der er noget symptomatisk ved mennesker, der på den måde falder. De tror sig hævet over alle andre. Det havde jo været naturligt, at vi alle vandrede op ad bjerget mod Tiger’s Nest. At vi i alt og altid mødtes på lige vilkår, sådan som de rigtige mestre altid har gjort det tidligere. At vi går vejen sammen.
Temaet i Bhutan var døden. Temaet i Japan var opstandelsen.
I Bhutan gik der næsten konkurrence i at have det bedste klarsyn, og det kan aldrig være rigtigt, at et klarsyn skal være bedre end naboens. Det er simpelt hen ikke sandt.
I Japan, den næste spirituelle rejse, blev egoet manifesteret som noget guddommeligt, der foregik oppe i guruens kronechakra. Der var ikke færre end to af de helt store kanoner deroppe, Maria Magdalene og Kristus. Formodentlig en slags godkendelsesprocedure, hvor alt skal passere den vej.
Derpå blev der klappet i de små hænder, altså guruens, at Ny Tid nu var på plads. Vel at mærke på den samme tur, hvor jeg var blevet ekskluderet. Der var bare ikke nogen af de andre, der vidste noget om det.
Det var naturligvis fup og svindel, ikke projektet omkring de spirituelle rejser, men den måde, som det blev håndteret på af den ledende person.
Det var forløsende i mit liv, at Maria Magdalene i januar 2019 manifesterede sig i Assisi med ordene, at jeg skulle glemme alt om Japan, der jo havde været en dybt smertefuld oplevelse. Personen, der kanaliserede Maria Magdalene, vidste intet om, hvad jeg havde oplevet i Japan.

At slippe oplevelsen har fået mig til at se den på en ny måde, som jeg her beskriver den.

I øvrigt også at kigge tilbage på Bhutan og frem mod de kommende spirituelle rejser, hvor der på dem alle foregik noget, der ikke var helt i orden.
Smerte i sig selv kan man ikke beskrive. Den fylder bare det hele.
Jeg skulle bruge mere end to år til at forstå sammenhængen. Uden hjælp udefra ville det ikke have kunnet lade sig gøre.
På Island, april 2017, som var den næste spirituelle rejse, hvor vi skulle hente healingsenergi, blev det formuleret, at ankerpersonen var nummer to bevidsthed i universet. I samme ceremoni skulle personen møde den 12. apostel eller discipel, for at befri vedkommende endeligt fra det onde.
Jeg kunne ikke mærke nogen befrielse eller forløsning i det, der herefter skete, ud over at ankerpersonen gav udtryk for et dybt ubehag. Til gengæld oplevede jeg få uger senere et fuldstændigt ekstremt brud i mit eget liv, fra en kvinde, der var med på den samme tur. Det var ikke bare ekstremt. Det var dybt ondskabsfuldt, meget mere end et menneske i sig selv kan forårsage.
Det var bånd, der blev rykket midt over.
Efter turen på Island, men inden bruddet, havde jeg trejde gang fået stød i hjertet, og dermed fået det til at slå rigtigt igen. Det var ufatteligt hårdt ved mit hjerte at gennemleve dette brud.
Det er uden sammenligning det mest ondskabsfulde, jeg har været udsat for i mit liv.
Pinsemorgen 2019 vågnede jeg i Assisi og forstod og mærkede pludselig helt præcis, hvad handlingen i Japan bestod i. Den var kastration eller ødelæggelse af den positiv mandlige eller maskuline seksualitet gennem hjertet. At fjerne den følelsesmæssig forbindelse mellem min overkrop og min underkrop, så jeg ikke længere havde den naturlige kontakt til mine egne følelser og oplevelser.
Handlingen fra guruen har, kan jeg tydeligt mærke her i Assisi, været at fjerne mig fra min egen seksualitet, forud guruen ikke synes, min adfærd var passende. Alle andre involverede end guruen var positivt i deres egen energi i alt, hvad der skete.
Man kan ikke være normfyldt og samtidig være i sin egen energi. Derfor lukkede guruen for energien.
At være i sin egen energi er at være i sjælen. At være i sine normer er at være i instinktet.
Det er lidt mærkeligt at finde ud af, hvad voksne og bedrevidende personer tror, de kan tillade sig i forhold til andre voksne, også direkte at tolke ind i mine følelser og intentioner. Og at værdibestemme noget ud fra sine dybe og helt ureflekterede fordomme. Og fra den position direkte at gribe ind i min energistruktur og føle sig berettiget til at ødelægge.
Tænk at tro, at fordi man har haft kontakt ud i universet, er man berettiget til at opføre sig nøjagtigt, som det passer vedkommende, måske i den overbevisning, at der ikke er andre, der nogensinde finder ud af, hvad der er sket. Fordi man agerer ude i et område, som ingen andre umiddelbart har adgang til.
Det kan man åbenbart gøre spirituelt og så tidligt, at ingen andre forstår det.
Det er en handling, som personen helt på egen hånd har foretaget sig, og derfor helt på egen hånd må tage ansvaret for. Det handler om magt. Det handler om kontrol. Det handler om ikke at ville give andre plads. Det handler om kun selv og altid at komme til i første række. Det handler om, hvis det er nødvendigt, at ødelægge et andet menneske for selv at være den forreste i alt.
Når man bruger negativitet eller mørk energi, som er to sider af samme sag, trækker man alt ned på samme lave niveau, som man selv befinder sig på. Det, som før var bygget op på en positiv og god måde, ligger nu i ruiner, fordi man ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt.

Ondskab på den måde er at behandle et andet menneske med en negativ intention, som man godt ved, er forkert.

Jeg har oplevet flere gange i mit liv på den måde at blive tilintetgjort, hvor alt blev ødelagt, alt det, der så smukt var bygget op. Det har aldrig være fra min side, og jeg har hver gang kun med stor smerte kunnet kigge på, at det skete.
Jeg ved, hvor skrøbeligt livet er, hvor vigtigt det er, at vi altid møder det i ydmyghed og i taknemmelighed. Jeg ved også, hvad livet positivt kan, når vi aktivt går ind i det. Men det sker ikke af sig selv. Jeg ved, hvad der er muligt, og at vi altid skal møde det i respekt og hensyn.
Hvis ikke det var sandt, hvad jeg lige har udtrykt, ville jeg jo aldrig have fået en så massiv støtte og hjælp udefra. Det er simpelt hen inkompetente og uansvarlige mennesker, jeg har været oppe imod.
Dagen før, pinselørdag 2019, om morgenen, fik jeg at vide i Frans’ krypt, altså af Frans, at jeg er gået en vej, som ingen før mig er gået. Det rørte mig dybt at få denne besked.
Det handler i hvert fald om en positiv integration af seksualiteten i livet, hvor intet er ekskluderet, og intet er ødelagt. Men hvor alt i livet kan udfoldes positivt, og udfoldes stilfærdigt. Hvis altså vi positivt ønsker det og lader det udfolde sig.
Mit bidrag her på kloden er, at energi er guddommelig. Når vi får en sjæl, bliver vi koblet på en energi, som vi har til rådighed hele livet, som vi agerer i og med. Det er så vores opgave positivt og altid at udfolde alt i os gennem denne guddommelige energi. At blive præcis den eller dem, vi er.
At blive i vores egen energi og at være i den to eller flere, kan gøres i tillid, hengivenhed, ydmyghed, taknemmelighed, glæde, lyst, nydelse, lykke. Der er mange måder at være i den positivt.
Det handler også om i alt at give slip, så vi begge kan både give og modtage af et godt hjerte.
Seksualiteten har ikke tidligere været integreret i livet, på lige fod med tanker og følelser og guddommelighed. Det er der jo strengt taget ikke nogen af dem, der har, fordi mennesket ikke hidtil er lykkedes med at have og at finde den fornødne ro i sig selv.
Et menneskevæsen har til dato været defineret ved at være syndigt, alternativt bundet til arvesynden. Og det har ikke hidtil kunnet komme afgørende fri af denne tilstand eller omstændighed, hvor det jo også lukker sig i sig selv og om sig selv.
I moderne tid er religiøse termer afløst af materiel selvfølgelighed, og tabuerne i stedet hæftet på den materielle forbundethed, som i dag er den emotionelle binding i de fleste menneskers liv. Synd bruges ikke længere som argument. Men det slående og uudtalte argument er i dag mursten. Argumentet har ikke noget sprog, men det virker på samme ubarmhjertige måde.
Mursten er den nye ubarmhjertige faktor, som et menneske har brug for at lære noget om, hvis det ønsker en sand frigørelse i forhold til andre.
Det har ikke tidligere været muligt at være og at blive i sin egen energi, sin egen barnlighed, på en positiv måde. Det er, hvad jeg er her for at formidle og selvfølgelig at leve i praksis, at gå vejen.
I den forbindelse jo også, at energien går sine egne veje, og positivt vil have os til at kigge på sider i os selv, som helt eller delvist ligger i mørke. Det er ikke svært, hvis vi lader være med at blande os, at forstå, hvad formålet er. At vi skal være hele mennesker, der i alt og ubetinget kan stå inde for os selv.
Hvis jeg skal tolke noget ind i historien om den 12. discipel, og hvad jeg selv har fået lov til at mærke ind i, handler det om, at der skete noget i forbindelse med korsfæstelsen, der på ingen måde var i orden, som ikke i nogle tekster eller overleveringer har haft nogen bevågenhed, men som betød, at noget i forbindelse med implementering af kristendommen ikke forløb, som det skulle være forløbet.
På samme måde, som det jo også sker i dag, i forbindelse med implementering af Ny Tid.
Projektet, både i kristendommen og i Ny Tid, er en cirkulær integration af guddommelighed, hvor ringene ligger uden på hinanden. Det er ikke afgørende, om det guddommelige er den inderste eller den yderste ring. Det afgørende er, at den højeste bevidsthed er der til at afslutte det. Når det ikke sker på den måde, bliver det ufuldstændigt eller ufuldkomment, og derfor har store dele af kristendommen historisk været meget voldelig og ondskabsfuld.
Når det onde kommer imellem, som jeg efterhånden har oplevet flere gange, altid i forbindelse med, at mennesker fravælger det gode, positivt at stå i sig selv, er der netop ikke længere nogen sammenhæng i livet. Og så smuldrer alt, og ingen vil tage ansvar. Ondt bliver det jo først for alvor, når man bevidst kaster skylden fra sig og over på en anden. Eller når man ved fuld bevidsthed er ond over for en anden.
Det, som jeg for et par års siden så, i en brøkdel af et sekund, var smagen af blod og træ og så oplevelsen af, at det ikke var den fysiske smerte, der var den største ved at hænge der. Det var derimod oplevelsen af ikke at kunne stole på den, som man havde en aftale med, som stak af, da det gjaldt.
Som jeg efterhånden ser det hele, bevirkede vores sjælemøde på Lesbos i 2015, at jeg blev set. I 2014 blev min sjæl af den samme person sat på plads. I Japan i 2016 blev det samme arbejde, af den samme person, ødelagt igen. Derved ville fortidens udåd kunne holdes skjult, hvis jeg nu kunne undgå at blive det sande menneske, som jeg var.
Af årsager, som jeg ikke kendte, havde min sjæl ikke sat sig ordentligt på plads, da jeg inkarnerede. Derfor er jeg i mange år gået lidt ved siden af mig selv. Da jeg mødte personen i 2014, kanaliserede hun, at jeg var en faldet mester, og at min sjæl ikke havde sat sig ordentligt fast. Men det kunne hun gøre, fik hun at vide. Hvad hun ikke troede på, inden det blev kanaliseret. Og det gjorde hun så ude i haven, hvor hun bor, ved en portal. Hun spurgte efter, hvad jeg var for en mester, da vi åbenbart er nogle stykker, men det fik hun ikke noget svar på.
Når man ikke får et sådant svar, skyldes det selvfølgelig, at man skal være klar til det, jo ikke mindst for ikke at misbruge det, eller at konvertere det til noget, hvor man alligevel ikke er klar til det.
Den healing, som hun udførte i 2014, er kun mulig, når man er et ubetinget kærligt og sandt udtryk for sig selv. Ellers kan man ikke så dybt røre et andet menneske.

Jeg har oplevet denne dybe berøring i hver fald én gang mere under et kursus fra hende, hvor jeg blev dybt rørt.

Allerede ved dette første personlige møde var det tydeligt, at hun jo kanaliserede. Men når jeg sagde noget, fortalte noget om mig selv, hørte hun overhovedet ikke efter, havde altid en hurtig indvending som reaktion. Det har undret mig lige siden, også når hun underviste i ligeværd.
Hun fik ikke svar på, hvilken mester jeg var. Det har hun jo tilsyneladende fået ved vores sjælemøde på Lesbos året efter, hvor vi begge gav slip, og hvor hun i den forbindelse blev bekendt med sin egen dybe identitet, og med min dybe identitet.
Mesterkvalitet handler jo ikke mindst om at udfolde guddommelighed i praksis, at forstå, hvad lys og mørke, sandhed og skygge, kærlighed og dens modsætning er for noget i praksis. Hvad det gode er, og hvad det onde er, og hvordan vi selv kan bruge og udfolde det. Hvad liv er, og hvad modsætningen er. Hvordan man genererer god energi ved selv at være det gode.
Hvad sjæl og instinkt er i praksis. Hvad høj og hvad lav bevidsthed er. Hvordan man bygger op, og hvordan man bryder ned. Hvordan man kommer tilbage til livet fra en tilstand som tilintetgjort. Hvad seksualitet er som en grundenergi i mennesket. Og helt afgørende: hvad ordentlighed er for noget, helt ind i alle handlinger og alle tanker. Hvad et menneske dybest set er for en størrelse.
Den opmærksomme læser vil lægge mærke til, at der i denne oplistning af mesterkvaliteter ikke indgår kunsten at blive et stort ego, som alle skal lyse på, og alle skal rette ind efter.
At være nummer to i universet må, som jeg ser det, logisk betyde, at jeg er nummer et. Hvis man kigger på den dybt nederdrægtige handlemåde, som er beskrevet i det foregående, må logikken jo være, at hvis jeg kan elimineres eller uskadeliggøres, vil nummer to rykke en plads frem og herefter være nummer et. Jeg er ret sikker på, at denne logik har gjort sig gældende i forhold til, hvad jeg har været udsat for.
En lige så klar logik må være, at bevægelsen, i guruens egen optik, er guruens ejendom, og at man som medlem er underlagt guruens fulde kontrol, også langt ind i energistrukturer og adfærd.
Og endelig den meget infantile begrundelse, at det ikke vil komme nogen før øre, hvad der reelt skete for 2000 år siden, hvis jeg blev uskadeliggjort eller tilintetgjort, inden jeg blev virkelig, da miseren formodentlig kun er kendt af os to, måske også af en lille inderkreds omkring den skadelige handling.
Samtidig var guruen også den eneste, der kunne sætte min sjæl på plads, hvilket jo betød, at hvis den handling blev så at sige gjort ugjort, ville jeg fremover altid skulle gå ved siden af mig selv igen, og ikke blive i stand til at udtrykke den, som jeg i virkeligheden var og er.
“Hvorfor kommer du først nu?” spurgte min sjæl hende, da vi mødtes, hvilket jo har betydet, at hun har kunnet noget, som ingen andre har kunnet.
At fjerne mig fra min kraft, eller at fjerne min kraft fra mig, har haft dybt negative virkninger i alle mine relationer, hvor alt, hvad der så smukt var bygget op i tiden efter 2014 blev kynisk smadret og tilintetgjort.
Ved nærmere eftertanke tror jeg, at den egentlige negative handling mod mig er foretaget i perioden mellem de spirituelle rejser i Bhutan og Japan, måske det samme sted hjemme i haven ved portalen. Jeg har i hvert fald inden Japan oplevet to tætte familiemedlemmer undsige mig, simpelt hen afskære forbindelsen til mig, uden at jeg på det tidspunkt forstod, hvad det handlede om.
Det var tydeligt for mig, at der fra andre var nogle af de samme ubehagelige negative følelser på spil, som fandtes i tiden før 2014, da min sjæl blev sat på plads.
Nytårsaften 2016 forsøgte en på afstand at ødelægge mit forhold til min kæreste, som jeg var sammen med, men inde i mig.
I dagene efter mærkede jeg ønsket om, at alt min lidelse var min egen skyld, også om jeg skulle dø af den. Afsenderen var en, som ikke på forhånd har haft bevidste spirituelle evner. Set i bakspejlet tror jeg, at en anden person har stået bag disse meget negative og destruktive intentioner.
En der evnede at interagere på afstand.
Når man bruger sine evner negativt, er det selvfølgelig sort magi.
Personligt tror jeg ikke på, at man kan være ond, uden selv at blive dybt mærket af det.
Hvordan kan man i øvrigt være ondskabsfuld, nederdrægtigt ovenikøbet, og så være med til at introducere Ny Tid på Jorden? Jeg kan simpelt hen ikke se sammenhængen.
Noget af det allersidste, jeg oplevede i 2018, var, at hun begyndte at profilere sig selv med en Kristus identitet.
Jeg tror, alle egoer slutter med at opfatte sig selv som Gud.
Jeg må sige, at jeg er taknemmelig for, at der er væsener derude, der er kommet mig til undsætning, og lært mig at gennemskue noget bestemt ikke særligt kønt.
Da jeg så julekalender for børn sidste år, hvor den onde nisse gemte den gamle Julius, og dermed stod til at blive den nye julemand, gav det mange associationer til mit eget liv, selv om jeg på det tidspunkt ikke havde andre valg end at være i i dyb og konstant lidelse.
Jeg vidste dog godt, intuitivt, hvem den onde var, i mit liv.
Ond er ikke noget, man er. Ond er noget, man gør sig selv til, når man bevidst gør noget, som man godt ved, er ondt. Og da personen altid har været omgivet af hjælpere udefra, har de helt sikkert gjort deres til, at det onde ikke blev udført. Men personen har brugt sin magt til at være ligeglad og hensynsløs.
På de følgende spirituelle rejser efter Bhutan, i 2016, forsvandt efterhånden helt den karisma, som var en del af miljøet i årene forinden. Attituden hos den nævnte person var fåmælt og argumenterende, men også undvigende.
Den pågældende fortalte, at hun spirituelt, i et kloster i Bhutan, var blevet kontaktet og tilbudt selv at blive en mester. Det samme spørgsmål blev stillet gang på gang ved disse kontakter; “Hvorfor kommer du først nu?”, altså med fem års forsinkelse. På nudansk kan man jo kalde det at gå i mesterlære.
Ordene ved formidling blev gentagelse af noget, der er sagt før. Yndlingshistorien var, hvor forskellige hendes børn var. Da denne historie i Japan blev genfortalt for, Gud ved hvilken gang, var det helt tydeligt et forsøg på at undgå at kigge på og at forholde sig til noget andet.

Historien handler om, hvordan den ene sparker en anden for at få social kontrol og accept. Dybest set er det vel, ret beset, en fortælling om, hvordan moderen ikke selv har frigjort vold og voldens legitimitet fra sit eget væsen.

Vold er at gøre det onde mod et andet menneske.

I Bosnien, også på en spirituel rejse, måtte hun af en anden deltager overtales til at fortsætte sit arbejde, hvor hun var ved at opgive, sikkert fordi hun vidste, at hun havde igangsat noget, der på ingen måde var i orden, og nu kunne se den dybe lidelse i et andet menneske.
Også i Bosnien oplevede jeg, at informationer, som hun tidligere havde givet, ikke længere var tilgængelige i hendes bevidsthed. Hun kunne ikke huske, hvad hun tidligere havde sagt, da jeg ønskede noget uddybet. Også her fortalte hun, hvordan hun var blevet kontaktet, denne gang vist af en sufimester, og også med spørgsmålet: “Hvorfor kommer du først nu?”
Den oprindelige, guddommelige energi eller hinde, som jeg oplever den, er intens, altomfattende, legende, munter, rummelig, meget seksuel, som er en anden måde at udtrykke, at intet er ekskluderet, meget smuk. Den virker kun, når alle er den del af den. og alle siger ubetinget ja til den.
Denne energi har været i gang i mere end 50 år. Læs mere om den i min bog Kærligheden er Ledetråden.
I omtalte spirituelle gruppe var det hele blevet omskrevet, og handlede nu om, at Gud og Ny Tid skulle passe ind i et ægteskab, hvor ægtefællen ovenikøbet var den åndeligt underlegne. Det er da et ego, der vil noget! Første gang i Japan i et badekar, anden gang på New Zealand i Ny Tids såkaldt fulde bevidsthed, hvor ægtefællen i begge tilfælde var den med den begrænsede bevidsthed. En vis sans for selviscenesættelse, må man sige. Men jo også relationelt ganske uligeværdigt, og på samme tid et udtryk for dyb afhængighed i forhold til et andet menneske.
På New Zealand var der så den ekstra krølle, at Ny Tid også handlede om at håndtere elektronik eller computerspil, hvor de unge var ved at overhale de gamle. En besynderlig argumentation, der kun kan skyldes personens dybe og ureflekterede bundethed til en familiemæssig kontekst, som hun i øvrigt ikke ønskede at kigge på.
Argumentationen omkring partneren blev fremført af ankerpersonen under i hvert fald to spirituelle rejser, hvor opgaven hver gang var at hente en ny healingsenergi til Jorden.
Det er jo fair nok at få mig selv som menneske til at passe ind i min egen virkelighed. Men hvis der kun er plads til mig, er det vel egentlig lidt af et problem, er det ikke? Og de andre kun er er berettigede, hvis de gør det på min måde, og de lever op til min standard. Og hvis jeg så i det hele taget vil have dem ind!
Det er primære overbevisninger, vendt på hovedet. “Du er ikke god nok, som du er!” Eller i Japan mod mig; “Du er der slet ikke!” “Du er forkert!” “Du kan ikke være her!” “Du er alene!”
På almindeligt dansk: “Du må gerne være her, hvis du kan finde ud af at danse efter min pibe!”
På barnesprog mod partneren: Du skal lyse på mig! Ellers gider jeg dig ikke!
Det hele blev efterfølgende suppleret med en argumentation om berettigelsen af at være en delt person, stik imod, hvad der tidligere, bl.a. i Scotland, oktober 2016, var blevet kanaliseret, og hvad jeg også skriver om, altid at være hel.
Det minder lidt om Muhammed, der gav sig selv lov til at have op til flere koner, fordi det nu passede godt ind i hans kram.
At sænke overliggeren, så der nu også bliver plads til de lave aspekter.
Hvad guru gør, er altid det rigtige!
Hvis ikke det hele var foregået på spirituelle rejser, ville jeg opfatte det hele som et stort egoflip, og i øvrigt være ligeglad. Men det var i forbindelse med noget større. Derfor var det ikke lige meget.
En overgang troede jeg, at jeg havde oplevet det laveste i mennesket. Men det endnu lavere kom fra en helt uventet kant. Det er helt sikkert derfor, jeg har fået så meget støtte, også til at kunne kigge på noget, som mennesker normalt ikke har adgang til.
Det afgørende voldsomme i mit liv var ophør af en relation, der var skabt på en af de spirituelle rejser.
Den umiddelbare begrundelse fra modparten var den skade, som jeg havde pådraget mig i mit energisystem, i forbindelse med en spirituel rejse.
I sig selv en noget egoistisk begrundelse. Især da jeg siden har erfaret, at enhver skade af den karakter kan heales i, hvad Karina Bundgaard kalder sjælens lys, altså i kærlighed og sandhed.
Bruddet blev fulgt op af en voldsom og meget langvarig, tilintetgørende vrede, der lagde alt øde, hvilket jo ikke gjorde skaden mindre.
Når den var så voldsom, er jeg sikker på, at den brød direkte ind i en meget smuk energi, og at det har gjort vedkommende dybt flov, men hvor hun ikke ville kigge på, hvad hun havde gjort.
En skygge har den mærkelige egenskab, at jo større og vildere den gør sig selv, jo mere tror den om sig selv, at den har fortrængt og selv bliver sandheden.
Det er også derfor, man aldrig får en hærdet kriminel til at indrømme sin egen skyld, selv om den jo ikke bliver mindre med tiden.
Det hele begyndte med at tilintetgøre sine egne positive muligheder for at lyse ud i verden, og dermed jo også vores fælles lys. Det var tydeligt, da vi mødtes kort tid efter, at det hele nu var blevet noget privat.
Vreden ødelagde fuldstændigt den naturlige venlighed og åbenhed, som hun havde i sit væsen. Et andet udtryk for hendes udstråling.
Det var mærkeligt at opleve, hvordan man ved dårlig opførsel kan vride sig ud af sit eget lys, og dermed ikke længere at ville være ved det smukke i sig selv. Det var min første, meget præcise oplevelse ved bruddet.
Hun ved, ligesom jeg, at et stilfærdigt møde mellem os ville have kunne løse og løsne alt. Men det ønskede hun ikke, fordi hun var er og er meget stædig af væsen.
Det hører med i historien, at vi kommunikerede meget spirituelt, interesserede os begge for sjælens virkelighed, og hvad der er derude. På den baggrund har hun jo fuldstændigt mistet sit eget fodfæste i sin adfærd og attitude.
Hun er simpelt hen gået i selvsving, formodentligt understøttet af den spirituelle lærer, som vi begge på det tidspunkt refererede til. Jeg kontaktede denne og fortale om bruddet, idet jeg på det tidspunkt ikke vidste noget om, hvilket usympatisk og utroværdigt menneske hun var. Hun svarede: “Hvor er det synd for jeg! Jeg sender jeg lys og kærlighed!”
Det ligger mig så fjernt at gøre noget dårligt ved et andet menneske, ovenikøbet for selv at få en fordel. Jeg savner ord for at handle med en sådan begrundelse.
Alt, hvad jeg skriver om og beskæftiger mig med, handler om helt grundlæggende og altid at være et ordentligt menneske. Uden denne indstilling ville alt andet, som jeg ser det, være fuldstændigt ligegyldigt.
Jeg er også helt sikker på, at min støtte fra væsener, der normalt ikke blander sig, er begrundet i den ualmindeligt dårlige opførsel, jeg har været udsat for.
Hvordan det hele er udviklet sig uden om mig, ved jeg ikke ret meget om, kun at en gruppe er blevet enige om at omtale mig i så negative vendinger som vel nærmest muligt. Hvor formålet har været at friholde og at beskytte guruen og andre aktive i den negative og destruktive udladning.
Det dybeste negative oplevelse i det hele er oplevelsen af at stikke af, og med alle midler efterfølgende at skjule sine spor, og at gøre mig til den eneste skyldige. Den er også kommet mig for øre ad andre veje.
At tænke sig, at nogen vil være bekendt, over for sig selv, at sende vrede ned gennem sit, og mit, kronechakra! Det kunne jeg mærke, sidst jeg var i Assisi, som noget, der havde ramt mig.
Og jeg tror ikke, at det var min kæreste, der gjorde det.
Lyset var, kort fortalt, vores liv sammen, altså min kæreste og jeg, med især meget direkte kommunikation. Og at slippe lyset var i min klare oplevelse det samme som “at falde”.
Vreden har været meget voldsom. Jeg har mærket den tydeligt på afstand. I over et år har jeg mærket vreden dagligt helt ud i tæerne.
Denne vrede, er jeg på det sidste blevet mere opmærksom på, skyldes vist mere den anden, meget usympatiske person, der ikke ønsker, at denne viden kommer frem.
Apropos intention var det tydeligt fra denne person, altså guruen, at argumentationen handlede om, selv om det ikke blev sagt, at tale mig ud at det spirituelle projekt. Det var en meget mærkelig oplevelse.
Udstødelse af en dyreflok kan man måske kalde det, hvor alfahannen er guruen i egen høje person. Alle argumenter er hentet fra en spirituel terminologi. Noget med plan B og C, og at “i sjælens verden går jo alt op i den sidste ende”. Underforstået: tingene gik jo ikke helt, som de skulle i denne inkarnation, men det betyder ikke så meget i den større sammenhæng.
Eller endnu mere primitivt, hvor alt handler om at tilintetgøre potentielle trusler i forhold til at have det fuldstændige herredømme over alt, og selv at kunne kontrollere indtægtsgrundlaget.
Man kan med god ret spørge sig selv, om det hele nu var blevet privat og kommercielt. Det hele nu måske baseret på en løgn. Fup og bedrag.
Der var ikke længere direkte kanaliseringer. Første gang i Japan, ved Fujibjerget, oplevede jeg, at de beskeder, der kom igennem, blev fordrejet på en meget kunstig måde. Det var tydeligt, at det, der blev formidlet, ikke var det, der kom ud af munden.
Den smukke og fine energi, som tidligere omgav det hele, var nu helt forsvundet.
Og sammen med den meget voldsomme smerte, som jeg gennemlevede, var det hele også blevet meget mere grumset og uigennemskueligt.
For mig har projektet lige fra begyndelsen af været meget tydeligt, også at finde min egen rolle i det. Og jeg har helt fra begyndelsen oplevet det hele som meget logisk og meget fint og sammenhængende, altså til og med 2015.
Jeg var på retreat i sensommeren 2015 hos vedkommende, hvor en anden deltager fortalte, hvem hun mente at vide, hun havde været i en tidligere inkarnation. Guruen kiggede ind i det og mente, det var rigtigt nok, men at det hele jo handlede om, hvad man gjorde i denne inkarnation.
Denne bemærkning har, efter en spirituel rejse til New Zealand, i  oktober 2017, hvor det af den samme blev sagt, at alt i sjælens verden jo i den sidste ende gik op i en højere enhed, ikke passet sammen. På New Zealand var det ikke så vigtigt, hvad der skete i lige nøjagtigt denne inkarnation. Og dette misforhold har længe spøgt inde  i mit hoved.
Man kan godt udtrykke det sådan, at den fælles energi omkring hele projektet Ny Tid klappede sammen. Denne energi havde været holdt af de oprigtige mennesker i bevægelsen, men var igangsat udefra. Når energien klapper sammen i det kollektive felt, er det de sande individer, som herefter løfter og bærer den, og som vil være vejvisere ind i Ny Tid.
Guddommelig energi er noget meget smukt og fint, der omgiver og beskytter os, hvis vi vel at mærke selv siger ja til at være en del af den. Hvis vi opfører os som dyr eller udvikler nogle enorme egoer, virker det selvfølgelig ikke længere.
Guddommelig energi virker kun, hvis man, hvad jeg har fra Frans af Assisi, er i sig selv, og er med sig selv. Det kan kun lade sig gøre ved altid og ubetinget at være et sandt og oprigtigt menneske. Ved at bære sit eget lys.
Ny Tid handler om, at vi sammen skal bringe lyset ind på Jorden. Det handler ikke om et forretningsimperium eller noget andet tilsvarende skørt. Heller ikke om i fællesskab at opføre sig som dyr, abekatte, i zoologisk have.
Alt dette havde ikke været relevant at nævne, hvis ikke det havde ramt mig så hårdt langt ind i mit system, både energetisk og fysisk. I øvrigt også den andens, altså guruens, mangeårige modstand mod sin spirituelle opgave i årene inden 2014.
Personen har i en undervisningssammenhæng selv fortalt, hvordan hun gik i modstand i fem år, og hvordan hun i dette forløb overhørte et dundrende “nej” i sit ene øre. Og næsten hver gang, hun skulle formidle noget efterfølgende, var det åbenbart vigtigt at fortælle, hvor meget hun gjorde det mod sin vilje, altså i modstand. Det blev næsten et mantra at give udtryk for sin modvilje.
Modstand er at undlade at gøre noget, som man får at vide, man skal. Når man til stadighed sætter hælene i, må man jo føle sig for god til det, hævet over det, selv om hun gerne fortale, når hun var på, at nu skulle hun dyrke motion, og nu skulle hun skrive bøger, havde hun fået at vide. Men fra ord til handling kan der være meget langt.
Det kaldes også at gøre det for et syns skyld, for at modparten skal tro sig overbevist. Det er vel rollespillets forførende natur at få os andre til at tro.
I nævnte fem års periode periode har jeg oplevet i flere omgange, fra forskellig side, at blive forsøgt tilintetgjort med vrede, hårdhed, had, bagtalelse. Og i samme periode har jeg tre gange skullet have stød i hjertet, der var gået ud af sin naturlige rytme. Jeg har ikke noget dårligt eller svagt hjerte, har altid haft et godt helbred.
Jeg har altid undret mig over, hvor massiv og voldsom modstanden imod mig har været, uanset hvor den kom fra. Nærmest total og meget langvarig og meget bastant.
Alle disse former er i virkeligheden kærlighed og sandhed, der er vendt på hovedet, så ingen af de oprindelige former har nogen som helst mulighed for at blive tydelig og åbenbar. Den samme energi, bare brugt på den modsatte måde af den, der var udgangspunktet.
Antiliv kan vi også kalde det.
Altid negative ord og følelser, der kvæler eller overdøver de positive. Instinkt der overdøver sjæl. Mørke der overdøver lys.
Den karmiske aftale handlede om at mødes og udveksle. I denne proces var jeg kun var en spire på vej op af jorden, hvis man ser mig som en plante. Og det er et godt billede. Sådan noget skal selvfølgelig håndteres kærligt af og i en høj bevidsthed.
Det skete overhovedet ikke, eller kun i en begrænset periode fra 2014 til 2015.
Fra denne periode stammer følgende ordrette citat fra vedkommende: “Der findes kun én regel i universet: Du må ikke skade andre!”
Den samme person havde også fortalt, at vedkommende ikke måtte blive vred.
Hvis ikke jeg havde oplevet omtalte person have format i denne periode, ville jeg ikke have nærmet mig vedkommende med en ildtang. Jeg har oplevet flere mennesker falde, men ikke så gennemført grelt som i dette tilfælde, hvor det hele jo ovenikøbet er ledsaget af en intention.
Min umiddelbare vurdering er, at personen efter sin udåd i Japan fik en ny chance på Island, men forpassede den.
Mit gæt er også, at personen ved, at fordi universet har været afhængig af vedkommende, udnytter sin magtposition i forhold til både dem derude og til herboende, jordiske individer. Personen har jo ikke villet slippe det i sig selv, der skulle gøre vedkommende til et gennemført sandt og kærligt menneske.
Som jeg oplever det, er den styrke, som frihed, kærlighed, glæde i sig selv og naturlig ro i høj bevidsthed giver og medfører, altid en rød klud, en torn i øjnene på dem, der vil forsvare den lave bevidsthed i form af bundethed, privilegier, mursten, prestige og ikke mindst egoet, der tror sig selv guddommeliggjort.
Med et enkelt ord kaldes sidstnævnte form også snobeffekten.
“Jeg har været skadet!” var et af argumenterne, der er så dejligt ansvarsfraskrivende. Hun har aldrig manglet argumenter, når det handlede om at sætte sig selv i et godt lys. Fortalte også gerne ved videotransmissioner, at hun havde fået at vide, hun skulle dyrke motion, skrive bøger og så videre. Men var det kun for at få lyset til at skinne?
Det handler alt sammen om at tiltrække sig opmærksomhed, for sin egen skyld, for sin forretnings skyld. Hvad ved jeg? for at blive set og hørt. I hvert fald ikke for et dybere formåls skyld.
En meget væsentlig detalje for mig er, at livet har en kvalitet i sig selv, og det passer selvfølgelig ikke ind i kommerciel tænkning, herunder guruvælde, men heller ikke ind i det mentale mørke, som liv bag ved mursten meget nemt kan medføre, hvor det kun er fjernsynets helte, der er virkelige.
Det handler også om, i min måde at se verden på, at et enkelt menneske har en kvalitet i sig selv, helt uafhængig af sine omgivelser og sin kontekst. Den sande forbindelse til andre er via sjælen, som kan være en meget smuk oplevelse. Den er kun mulig i form af ligeværdig udveksling, som kun er mulig i ubetinget kærlighed.
Det er først efter disse voldsomme begivenheder, der har ramt mig dybt ind i mit system, også fysisk, at jeg så specifikt har fået støtte på en måde, så jeg aldrig efterfølgende har været i tvivl om den. Noget af det har været ekstremt voldsomt, så voldsomt at afsender nødvendigvis må opleve at være blevet lige så begrænset som mig i sin vitalitet. Ekstremt voldsomt, ind i god energi!
Det har været meget smertefuldt at opleve noget i tilværelsen, der var ekstremt smukt i sig selv, ødelagt med hård hånd og med ubarmhjertig intention, og så ovenikøbet ledsaget af et smil! I Bosnien, juli 2017, hvor jeg også oplevede min egen virkelighed blive benægtet af den, der var ankerperson for den healingsenergi, som vi hentede ved pyramiderne. Det var simpelt hen lys og fysisk funktionalitet, der forsvandt, det sidste i hvert fald midlertidigt. Og jeg kan stadig se hendes veltilfredse smil, da jeg fortalte om lyset, der forsvandt i mit liv.
Mere præcist oplevede jeg mit eget hjerte banke mod min kærestes hjerte under den afsluttende meditation. Jeg nævnte det for vedkommende, der svarede mig, at det nok ikke skulle tolkes som noget, der ville komme til at ske i virkeligheden.
Det er interessant, hvordan en guru gerne vil kommentere og anerkende andres undergang, men, fordi det hele er et rollespil, samtidig fuldstændigt friholder sig selv i forhold til den samme livssituation.
Når man så på afstand ved, at omtalte person selv har igangsat den lavine af lidelse og ødelæggelser, der er grebet ind i mange menneskers liv, er det grotesk at tænke på reaktionen.
Tænk ovenikøbet at føle sig berettiget til at bevæge sig ind i et hjerteanliggende og at blande sig i noget, der vedrører mig og et andet menneske!

Selvom hun jo har gjort alt, hvad hun kunne, for at et møde ikke på noget tidspunkt igen vil kunne komme på tale.

Og endelig vil jeg nævne det hysteriske anfald, der på Coromandel halvøen på New Zealand blev rettet mod mig som chauffør, også fra den, der var ankerperson for energien.
Få timer senere oplevede jeg fra den samme person fjendtlighed og ydmygelse i forbindelse med den direkte videotransmission hjem til støttegrupperne hjemme i Danmark.
Også her demonstreres det, hvordan det hele er et rollespil. Når det hele er rollespil, kan man altid bare træde over i den anden rolle. Til gengæld bliver det hele jo også lidt useriøst.
Den sidste dag på New Zealand var vi et hus ved Lake Taupo, hvor gruppen minus lederen samledes til et møde, men lederen bagefter blevet orienteret i et andet rum. Det var jo egentlig også lidt mærkeligt, at det skulle foregå adskilt, ved nærmere eftertanke.
Personen evner jo ikke at være i sig selv og med sig selv, som det er jo er nødvendigt, når man ønsker at træde ud i verden, eller ind i verden, med et sandt budskab.
Og derfor rejser andre jo også ud til de samme steder i verden for at hente den energi, som ikke lod sig hente på useriøse præmisser.
Jeg reagerer i min argumentation alene ind i, hvad jeg kan mærke, har ramt mig negativt ind i mit fysiske system, fordi vi var forbundet i en karmisk aftale.
Samtidig har jeg ikke oplevet nogen form for undskyldning eller selverkendelse, sandsynligvis fordi den ikke findes. Derfor denne beskrivelse.
I øvrigt kan et eksistentielt møde ikke ombyttes med en undskyldning for ikke at være der. Man siger jo heller ikke til et barn: Jeg er sørme ked af, at jeg ikke var der! Eller: Jeg er godt nok ked af, at jeg “kom til” at ødelægge dig! Det var godt nok ikke med vilje!
Vi bygger hinanden op med lys, også fysisk. Som mennesker mødes vi altid i respekt og hensynsfuldt, i åbenhed og oprigtighed. Er vi kærester, er det selvfølgelig mere intimt. Vi siger vi søde ord til hinanden og rører ved hinanden. Attituden er altid venlig og åben. Men sådan var det ikke her. Ekstrem og meget voldsom vrede, sendt på afstand. Altødelæggende håndtering af spirituel kompetence.
Jeg oplever hver dag at være begrænset i mine handlemuligheder. Det gør de andre formodentlig også. Alt andet ville vel også være urimeligt, da det negative entydigt og ensidigt er håndteret derfra. Afhængig af deres fortsatte handlinger vil det måske fortsætte livslangt.
Jeg ved med mig selv, at de, der har gjort noget, der ikke var i orden, ikke vil kunne møde det sande i sig selv uden at møde mig. Det fortæller noget om karakteren af deres handlinger.
Uanset hvor mange krumspring de foretager sig, og det er mange, kan jeg mærke.
Fordi jeg ubetinget har vendt det sande i mig og i mit liv ind mod dem, hvor det i begge tilfælde har virket begge veje, men hvor det på forskellig måde efterhånden udviklede sig til noget meget betinget og kynisk, instinktbåret.
Ligesom den lave bevidsthed ved en skilsmisse helst ikke ser partneren overleve, og i bedste fald dybt handikappet, har forsøget fra spirituel side været at eliminere alt, hvad jeg stod for, og i hvert fald sikre, at jeg ikke på nogen måde ville blive i stand til at formidle det. Og uskyldighed kan altid styrkes ved at få andre til at gøre det beskidte arbejde.
Metoden er, kort fortalt, at lade instinktet få lov til at udfolde sig i et område, hvor sjælen egentlig havde fat. Hæmningsløst. Hensynsløst.
Jeg har mærket ønsket om at ødelægge mig, og har også været i stykker i mit energisystem. Hvis ikke jeg havde fået hjælp udefra, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have haft mulighed for at komme til kræfter igen. Det har været meget destruktivt. Men det har det på intet tidspunkt overhovedet været fra min side.
Jeg ved, at jeg ville ødelægge mig selv, hvis jeg bare et millisekund gik ind i den samme dårlige og kyniske energi, som jeg har været oppe imod.
Mørke i enhver form, også den selvskabte, forhindrer den direkte vej til sandheden. Det har været en meget tydelig oplevelse for mig her i foråret.
Lys i enhver form kan opløse mørke. Det afhænger dog af mørkets magt og styrke. I et menneske kan det være meget voldsomt, fordi et menneske har meget kraft. Især hvis det selv stiller sig bagved.
Man får selvfølgelig ikke lov til at løbe fra så dyb en aftale, selv om forsøget meget voldsomt har været gjort, kan jeg fortælle.
Da smerten var allerdybest, vidste jeg allerede dengang, at de, der havde handlet, havde gjort noget forkert. Det ved de med garanti også. Og jeg vidste også, at jeg på et tidspunkt ville få mulighed at reagere ind i oplevelsen for at få den bearbejdet. Det er noget af den proces, som jeg her er i gang med.
Vi er bundet til en meget dyb kontinuitet, der dybest set kun kan være guddommelig. Det erfarede jeg første gang i 1979. En lille del af mig havde stadig dette dybe perspektiv. Når vi skulle mødes, var det for at udfolde endnu mere sammen i kærlighed.
Det er denne kontinuitet, som kan opleves i et liv i sandhed, som en tynd tråd eller en fin energi, som også kan udfoldes i en smuk relation, som i ethvert sekund er båret af den bagved liggende fine sammenhæng, eller sammenhængskraft. Den kan opleves ved altid at være i sig selv og med sig selv. Det er noget, jeg har lært i Assisi.
Det voldsomme har ikke været fra min side overhovedet. Tværtimod har jeg oplevet at blive presset fuldstændigt i bund, rent menneskeligt. Jeg var ved at drukne den 23. december 2012, i forbindelse med vinterbadning. Nogle siger, at Ny Tid begyndte 12.12.12, så det var bestemt ekstremt.
Modstanden er fortsat længe efter, og er der også i dag, om end den nu ikke længere er negativ i sin form. Men den er heller ikke vendt til noget positivt, som jeg oplever det. Måske er forklaringen, at mørket jo også rammer udøverne selv. Og dermed tilintetgør de også sig selv, helt bogstaveligt. Det er nemlig det, der sker, fordi vi selv skaber livet, og vi selv ødelægger det.
Det er på præcis samme måde, at man kollektivt er ved at ødelægge livet på kloden.
Når vi positivt er der for hinanden, skaber vi også et positivt rum omkring os. Mennesker kan lide vores nærhed, og vi kan lide at være sammen og at være sammen med andre.
Negativitet eliminerer alt det smukke, alt det fine, og der resterer kun og i bedste fald et glansbillede af, hvad der var.
Vi kan kun mærke os selv som sande individer ved at lukke op ind til sjælen. Og der er i hvert fald to personer, der i så fald vil møde mig.
Det er kun os selv, der kan skabe, og det er os selv, eller en af os, der kan ødelægge, tilintetgøre.
Hvad jeg har oplevet fra såkaldt spirituelt hold, har entydigt haft tilintetgørelse som formål.
Da livet kun kan opstå i kærlighed og sandhed, rammer det selvfølgelig også den udøvende part.
Da jeg synes, at spiritualitet er et godt begreb, er det vigtigt at kalde det andet for “såkaldt spirituelt hold”, der med et andet udtryk simpelt hen er dårlig opførsel.
Jeg kan mærke, hvordan der meget specifikt er talt ondt om mig. Og jeg ved også, hvem der er afsender.
Jeg har aldrig været i tvivl om mit kald og min forpligtelse til at gå positivt ind i alt. Det har i øvrigt også være rigtigt godt, så længe alle parter levede deres kald.
Livet er altid godt, når vi lever vores kald. Det skabes i en form, en skål, hvor vi kan være sammen i stor glæde, når vi vælger det. Siger ja til det, og er taknemmelige for det. Det er formodentlig den form, der kaldes den hellige gral, som kun lader sig opleve med sjælen som medspiller.
Den bliver lagt ind i ethvert menneske, der oprigtigt siger ja til sig selv, ja til sit kald, ja til altid kun at gøre det gode, ja til at være i livet, ja til at være på Jorden.
Det var også, hvad de første kristne oplevede, i forbindelse med at gå i døden i troen på noget, der var større.
De gjorde det, og turde det, fordi der var en, der havde betrådt stien, som var gået vejen, før dem.
I dag er temaet et helt andet. Vi skal sige ja til ubetinget at gå ind i livet. Ja til os selv. Og ja til hinanden. Hvis ikke vi gør det ubetinget og af et sandt hjerte, virker det ikke.
Det er i øvrigt styrken ved alt det, som jeg skal formidle, at vi kun kan forstå det i kærlighed og i sandhed. Og det er jeg faktisk meget glad for, vil jeg gerne tilføje.
Det kaldes også at gå vejen. At sige ja til livet. At sige ja til sig selv. At sige ja til den anden. At sige ja til det gode i livet. Ubetinget!
Voldsomhed kan også opstå som følge af passivitet, hvor man undlader at udfylde det rum, som man skal. Det er i øvrigt på den måde, terror bliver mulig, og formodentlig den egentlige årsag til terror. Passivitet i forhold til noget, som man skal, men ikke gør, skaber et vakuum.
Der ligger eksklusion forud for enhver form for terror. Det legitimerer ikke terrorhandlingen, men det giver en valid bagved liggende begrundelse, der altid vil være tidsmæssigt forskudt. Men der er en årsag og en virkning.
Passivitet er i øvrigt også aktivitet. Det er bare en anden måde at bruge energi på, men lige så virksom og lige så relevant i den store sammenhæng.
Den lave bevidsthed har i ekstrem grad været i spil, stik mod projektets oprindelige formål og plan.
Som jeg ser og oplever det, har det oprindelige projekt derudefra fuldstændigt skullet redefineres.
Det sande alternativ, hvor ingen bliver efterladt sårede og ødelagte, er ligeværdig udveksling, som i øvrigt opbygger. Det er noget helt andet end, hvad der faktisk er sket.
Jeg oplever i øvrigt en meget stor og meget positiv aktivitet derudefra. De står virkelig klar til at hjælpe dem, der oprigtigt ønsker det og har brug for det.
Jeg oplever også og samtidig mange mennesker være fanget i deres manglende lyst og vilje til at møde sig selv og livet og andre på en positiv måde.
Og så vil jeg gerne gentage, hvad jeg også hører dem sige derude, at man overeksponerer al snak om at betragte sig selv som offer, herunder at være bundet i mønstre fra barndommen.
At forholde sig til mønstre, primære overbevisninger, og hvad man kalder det, vil altid kun være et skridt på vejen, på vejen til at lade sandhed og kærlighed i deres rene former komme ind i livet, ind i mit liv, ind i vores liv.
Når det ikke er sket, og ikke sker, skyldes det jo logisk set, at mennesker bruger lige så meget krudt på at være bødler som på at være ofre. Der er ingen andre til at forhindre, at livet bliver en sand realitet.
Senest i påsken 2019 oplevede jeg i Assisi 2. Påskedag en rød tråd i det, som jeg skal formidle. Udgangspunktet for min erkendelse var, da jeg sad i Frans’ krypt tidligt om morgenen. Jeg havde været der hver dag, siden jeg kom til Assisi før påskeugen, 11 dage i alt i krypten.
2. Påskedag om morgenen var der kun små stearinlys på alteret og ellers ikke noget lys. Påskedag, dagen før, var der almindelige tykke alterlys og smukke blomster. Langfredag og lørdag var der ingen lys og ingen farver. Selv det meget smukke og farverige krucifix oppe i kirkerummet lige over var dækket med et klæde, og figurerne var også væk.
2. Påskedag var eneste lyskilde de små stearinlys i et mørkt lokale. Det gav mig en oplevelse af Jesus efter opstandelsen, hvor han var helt alene, fordi alle de oprindelige tilhængere, disciplene, alle uden undtagelse, var flygtet. Det svage lys var det, som han alene bragte ind på Jorden.
Senere på dagen forstod jeg noget andet, som Frans havde formidlet Skærtorsdag: Guddommelighed er at være med sig selv, i sig selv.
At bringe sit lys ind på Jorden fordrer, at jeg gør det, helt af mig selv, at hele mit hjerte, at et dybt ønske, uden andet formål end at gøre det.
Helt at stå inde for mig selv. Helt og hel at gå ud i verden, præcis som den jeg er. Helt at være mig selv i enhver situation.
Besøget i Assisi har givet mig en meget stor glæde og erkendelse. Jeg tror, at det har været afgørende at møde en anden, der også er gået vejen, og har måttet mærke smerten og trykket fra mørket i mennesket, der er bundet eller fanget i sit instinkt, og som ovenikøbet reagerer ud igennem det.
Hvor meget der har været ond vilje, og om der dybest set har været ond vilje, kan jeg godt være i tvivl om. Det vil tiden helt sikkert vise. I bedste fald er det dårskab i den meget grove ende. Udført af, hvad der i udgangspunktet var høj bevidsthed.
Jeg tror, udøver ved noget om guddommelig jura. Og om at gå lige til stregen. Og lidt længere. Og at spille på alle tangenter om uvidenhed og krukkeri. Midgårdsormen kørt ud på et spirituelt overdrev. Enhver tale om stilfærdig ordentlighed fuldstændigt sat ud af kraft.
Jeg har svært ved at se, at udøver ikke ved, hvad udøver gør. Det er simpelt hen for gennemført til bare at være et ubevidst mønster.
Hvis ikke jeg havde fået hjælp udefra, ville jeg ikke have forstået så specifikt, hvordan de negative handlinger havde ramt og begrænset mig.
Hvis vi omskriver det hele til en nutidsdansk, svarer det til, at de andre befinder sig på et børnehaveniveau, hvor mobning er en del af dagens orden, og sanktioneres som i orden af dem, der har magten. Man må altså gerne behandle hinanden dårligt, bare der ikke er nogen, der ser det.
Så er der nogle få, der har bevæget sig op på et højere klassetrin, og ser verden lidt mere modent. Det er sådan nogle som mig. Da de andre ikke har lært at opføre sig ordentligt, set fra et lidt højere perspektiv, har de ingen problemer med at fortsætte den dårlige opførsel, bare de gør det sammen, og uden at der er nogen, der opdager det.
Det er, kort fortalt, hvad jeg har været udsat for. Børnehaveklassen er instinktstyret og har endnu ikke lært noget om sjælen i praksis.
Noget af det, som mit klassetrin kan og har respekt for, er at lade hjerte, hjerne og seksualitet udfoldes sig stilfærdigt og i sammenhæng. Her er de forbundet i frihed, kærlighed og sandhed.
På det lavere klassetrin behøver man ikke at være ordentlig, kan nærmest gøre, som det passer en. Bare det ikke bliver opdaget. Kynisk, hjerteløst, egocentrisk.
På mit klassetrin har vi introduceret en grundlov. Den handler om, at vi altid, før alt andet, behandler hinanden ordentligt. Og at vi aldrig kunne have lyst til eller se noget formål i at fravige den. Vi følger den også, fordi det er det mest naturlige i verden at følge den.
Med ond vilje diskvalificerer man sig selv. Det er vist logikken bag ved det hele.
De helt afgørende begivenheder i mit liv efterfølgende har været mødet med ærkeenglen Metatron i 2018 og dagene med Maria Magdalene i januar 2019, og selvfølgelig også og ikke mindst møderne med Frans af Assisi. De har, hver på sin måde, lært mig noget om mig selv, som betyder, at jeg har kunnet samle mig selv op fra en tilstand af vel nærmest ingenting.
Jeg blev af en anden dansker, der også besøgte Assisi i påsken, præsenteret for en kanalisering af Klara, Frans’ Klara, hvor hun fortalte, at de er klar derude, når vi er klar. Så vi kan bede om hjælp, hvis vi ønsker det.
Pointen i det hele er og var, at vi jo hver især har en sjæl, som er forbundet ude i et evighedsperspektiv. Men derudover er vi også omkranset af eller omgivet af noget guddommeligt. I praksis betyder det, at vi kan gå ind i os selv, ned i os selv, også ned omkring de traumer, som er blevet påført os, og opløse dem med lys, et andet ord for guddommelighed.
Det guddommelige er noget, der favner os, forudsat vi lader det favne os i glæde og taknemmelighed. Det fordrer, at vi selvfølgelig også favner hinanden. Det kan aldrig være noget privat. Det kan aldrig være noget ekskluderende. Det kan aldrig være noget kommercielt.
Vi kan hver især bringe vores eget lys ind på Jorden, og det hænger så fint sammen med at lyse vores eget menneskevæsen op.
Vi har adgang til vores egen barnlighed, vores egen energi, vores egen seksualitet, vores eget menneskevæsen, vores egen sjæl, hvis vi oprigtigt ønsker det. Og fra den position kan vi bringe sjælen ind på Jorden, som en mere permanent tilstand.
Alle, som vil gøre det betinget af noget andet, er i lav bevidsthed, og har ikke forstået noget af det hele. Det samme gælder alle dem, der læner sig op af andre. Høj bevidsthed er et liv i fuldstændig frihed, fuldstændig åbenhed, fuldstændig ærlighed, med erkendelse af, at sjælen er flerdimensional, og ikke skal ind under instinktets dybe kontrol.
Enhver form for at splitte sig selv op foregår i lav og betinget bevidsthed og får ikke afgørende fat i sjælen og sig selv.
At slække på disciplinen for sin egen mageligheds skyld, eller fordi man tror, at man er noget særligt, at man har særlige privilegier i forhold til andre.
Den mulighed, som jeg i særdeleshed kunne se 2. Påskedag, var muligheden for gennem selvhealing at få løst op på alt, der bøvler, inde i sig selv, inklusive alt fra barndommen. Det forudsætter et stort og oprigtigt ja til livet, til sig selv, til sin guddommelige plan, som vi alle har sagt ja til, inden vi kom hertil.
Her på kloden falder de fleste igennem og vælger i stedet for instinktet lokkende mulighed for succes, som i det store billede ser lidt farveløs ud.
2. Påskedag skrev jeg på Facebook, i forbindelse med et andet møde, efter oplevelsen i krypten: Når vi giver plads i vore hjerter, bliver verden stor! Det er en kontrast, som jeg har oplevet mange gange. Det farveløse over for den dybe glæde og sammen at kunne kigge ind i evigheden, hvor alt er muligt.
Jeg holder meget af at være positivt selvkritisk. Det betyder utroligt meget for mig selv at vide, at jeg bliver på stien. Det handler ikke om at gå rundt og være alvorlig. Det handler om positivt at være i live og at være i livet.
Samtidig får jeg så meget hjælp til at forstå mig selv og også hjælp til at skrive, så jeg er dybt taknemmelig for det.
Jeg oplever mange omkring mig lave nogle mærkelige krumspring, der i hvert fald handler om, at de ryger ind i nogle traumer og mønstre, som de, sikkert helt ubevidst, gentager. Det er ofte meget mærkeligt.
Og så tror jeg, der er en generel modvilje mod positivt at kigge på sig selv, sikkert fordi mange løber rundt med lig i lasten, som bliver aktiveret, når man møder et ærligt menneske.
Det har i hvert fald noget at gøre med, at jeg selv forsøger at være dybt ærlig omkring mig selv, og dermed så måske aktiverer mønstre i andre. Jeg forsøger altid at håndtere det dybt ansvarligt, og ved positivt, at jeg også får hjælp til det.
Mit perspektiv er sjælens perspektiv, som ikke er tilgængeligt for ret mange. Men det vil det blive, efterhånden som mennesker lærer at slippe deres bundethed til instinktet.
Jeg får til stadighed hjælp til mine erkendelser, som jeg altid mærker og registrerer på min egen krop.
Og jeg ved positivt, at der står nogle bag mine erkendelser.
Den måde, jeg skriver bøger på, vil blive meget mere almindelig i fremtiden. Metoden er altid at være dedikeret og altid at tale ud fra hjertet.
På den måde kan man udtrykke sig fuldstændigt klart og direkte, uden at tage hensyn til andet end sit eget hjerte.
Jeg skriver altid uden omsvøb, men også altid meget hensynsfuldt, i hvert fald i forhold til det autentiske i mennesket.
Mine bøger falder ikke ind under nogle af de normale genrer, som man i dag bruger til at kategorisere bøger i. De er skrevet i et meget enkelt direkte sprog og tager altid udgangspunkt lige midt i virkeligheden. Sådan er hjerteenergien.
En vigtig detalje er, at jeg skriver, når tankerne kommer til mig. Det kan være midt om natten. Det er det tit. Det kan være, når jeg kører bil, hvor jeg ved mig selv, at jeg skal køre ind til siden ved først givne lejlighed. For ellers forsvinder sætningen, eller ordene, eller sammenhængen.
Jeg skriver, fordi tankerne kommer til mig. Jeg ved, at der er nogle, i hvert fald en, der hjælper mig, står bag mig, giver mig oplevelserne og erkendelserne. Jeg ved også, at jeg skal gøre dem til mine egne, at jeg selv skal kunne stå inde for dem. Men når jeg oplever så meget og så tit, så hænger det helt sikkert sammen med, at nogle gerne vil have mig til at skrive, og ved, at jeg gør det.
Andre, med kontakt, handler i modstand, og får måske aldrig skrevet noget.
Det er velkendt, at mange sangskrivere får nogle af deres tekster eller melodier på tilsvarende måde. Kan nævne Kim Larsen, Paul McCartney, Mamas and Pappas, nogle af deres største hits, bl.a. Yesterday.
Teoretisk har jeg bevæget mig ind omkring så forskellige emner som psykoanalyse, spiritualitet, kristendom og kultur. Har i mange år læst på universitetet. Er desuden uddannet civiløkonom.
Min væsentligste viden er opstået gennem kontakt med et væsen eller væsener, som ikke er jordiske. Jeg er bekendt med, at noget af den viden, som jeg præsenterer, ikke tidligere har været tilgængelig, i hvert fald ikke i den form, som jeg præsenterer.
Det gælder først og fremmest den meget stringente forståelse af sjæl og instinkt, som skal forstås udogmatisk, men alligevel som noget, der omfatter hele vores tilværelse. Instinktet skaber en meget faktuel kobling til evolutionen, og sjælen er forbindelsen ud mod det guddommelige. Det er det felt, som vi inkarnerer i som mennesker. Og det er den ramme, som vores liv udfolder sig i.
Det handler ikke mindst om en ny logik i forståelsen af, hvad livet er for noget. Livet bæres ind af de enkelte mennesker. Livet eksisterer også uden disse menneskers bidrag, men med menneskets indgriben får det hele en ny dimension, og der opstår nye muligheder, ikke mindst takket være den frihed, som mennesket bærer med sig, og som det er i stand til at lukke op for.
Alt det nye, alt det, som jeg står for, er gennem levet liv at vise, hvordan sjælen kan få plads i livet, og være den faktor, der for alvor vil gøre os menneskelige, få os til at indse, at det gode er noget, som vi altid skal respektere.
Det gode er noget, som vi kan forbinde os med. På samme måde kan vi forbinde os med det skønne og det sande. Men det forudsætter, at vi lukker op for muligheden, og at vi lader den gennemtrænge os.
Det sker nok ikke på en gang, eller hen over natten. Men det sker gradvist, hver gang vi siger ja til en ny positiv livsmulighed.
Der er mange mennesker, der i deres væsen er negative. Man kan med en vis ret sige, at de har deres væsen imod sig. Dem vil man ikke kunne overbevise.
Man vil derimod kunne overbevise nogle, der allerede har gået noget af vejen, og som er tæt ved at give slip, at overgive sig til det gode liv.
Det er stadigvæk ikke noget, man gør, uden at alliere sig med sin sunde fornuft, og hele sit menneskevæsen. Vi skal være dybt realistiske og meget nøgterne. Men det er ikke det samme som at være negative.
Jeg har, i modsætning til mange andre, modet til at møde det, som jeg ser, og modet til at forholde mig til det, analysere det, og at forholde mig til de mulige konsekvenser.
Jeg vil også gerne forfølge de positive muligheder, hvor mange alene forholder sig til de negative. Jeg synes, at det er sjovere at forfølge potentialet, hvad det lukker op for.
I sjælens univers har det negative i øvrigt ikke mulighed for at få fat, fordi livets væsen er godt og sandt, og dermed positivt. Det er mennesker, der gør det til noget andet, noget, som det ikke er.
Det er mennesker, der i deres attitude, deres materielle indretning, deres fælles selvforståelse, nogle gange deres værn mod sandheden, gør det til noget helt andet.