En spirituel omvej

Når erkendelse og forståelse bliver med udgangspunkt i noget ondt og destruktivt, er der ikke længere brugbart i Ny Tid.

Det er så mærkeligt at være på vej til min egen, stilfærdige virkelighed igen, og så finde ud af, at et andet menneske har gjort alt, hvad hun overhovedet kunne, for at ødelægge mig, i en årrække.

Ødelæggelsen har udfoldet sig på spirituelle rejser, der havde implementering af Ny Tid som tema. Derfor er det kynisk, i mere end en forstand, og dybt ondskabsfuldt.

Skudt fuldstændigt over målet, dybt destruktivt, med det ene fuldstændigt forkvaklede argument, at jeg ikke måtte blive virkelig.

Den dybe, infantile begrundelse er, under ingen omstændigheder at ville dele noget med nogen.

Et menneske, der, mens hun var ordentlig, havde selvkærlighed som sit primære budskab.

Et menneske, der fuldstændigt har skiftet kurs i livet, og har ændret sig til at være totalt destruktiv i hele sin adfærd.

Hun er gået lige til grænsen, i forsøget på at ødelægge mig, i den overbevisning, at det aldrig vil blive opdaget af nogen. Metoden har været at ødelægge alt inde i mig, der var forbundet med sjælen, men også at ødelægge den relation, som jeg befandt mig i. Koldt, kynisk, hjerteløst, samvitttighedsløst.

Et menneske, som har troet, at fordi hun havde fået en viden og nogle spirituelle kompetencer, kunne hun bare skalte og valte med disse værktøjer, som om de var hendes egne, som hun, ovenikøbet destruktivt, kunne disponere over, og bruge den til at gøre et andet menneske ondt med.

Ondskab for ondskabens egen skyld. Ødelæggelse for ødelæggelsens egens skyld. Lidelse for lidelsens egen skyld. Egoet for egoets egen syge skyld.

Ikke bare at ødelægge min energi, men også at gå ind i min energi. At overtage min identitet. Fuldstændigt syret og mærkeligt at opleve.

Og alle de løgnehistorier, som hun efterfølgende har sat i gang. Kun for at fremme sit egen sag, og for at sætte mig i et dårligt lys.

Intet af det har haft bund i eller hold i virkeligheden.

Hvorfor gør hun det? Hvorfor har hun gjort det?

Fordi jeg var højere på strå end hende, men endnu ikke havde fået det udfoldet. Det udnyttede hun, i den overbevisning, at hun dermed ville kunne blive leder i Ny Tid.

En sjov logik, der kun kan forklares ved, at hun forveksler logik i instinktet med logik i sjælen. Der er mange, der i tidens løb er faldet på nøjagtigt dette punkt. Hvis man læser Bibelen, er den fuld af eksempler på, at mennesket lader sig lokke af instinktets forførende muligheder for magt.

Vi er åbenbart ikke kommet videre. I hvert fald har det, som jeg har været udsat for, uden videre kunnet sammenlignes med de meste grovkornede eksempler på dårlig opførsel, som kan mønstres i de gamle fortællinger.

Tænk, at et menneske, fordi det kan noget særligt, kan få sig selv til at bruge det til, ikke bare noget negativt, men noget direkte destruktivt, uden anden grund, end at ødelægge et andet menneske.

Kalkuleret ondskab er noget af det mest sygelige, der findes. Den efterlader altid udøver i dyb armod, og rammer jo også andre, og skader dem.

Tænk at et menneske kan få sig selv til at ødelægge et andet menneskes seksualitet, og efterfølgende at ødelægge en relation imellem en mand og en kvinde. Bare at tænke tanken er i sig selv mærkeligt. Men derudover også at udføre det, fordi man er udstyret med spirituelle kompetence til det. Det er så vanvittigt, at jeg savner ord til at beskrive det med.

Det varede mere end 2½ år, før jeg forstod, at det faktisk var hende, der havde kastreret mig, ved hjælp af sine shamanistiske værktøjer, at hun havde påført mig en skade i mit rodchakra, så min seksualitet gik i stykker.

For mig at se er det dybt negativt kvalificerende i forhold til overhovedet at have ansvaret over for andre mennesker.

Ondskab fjerner et menneske fra sin sjæl og efterlader det i sit instinkt, hvor der kun er betinget kærlighed, og hvor det ikke er sjovt at være. Helt anderledes leder sjælen og den sande kærlighed ind i evigheden og mod den smukke forløsning.

Hun har fået alle de advarsler, som har være relevante, og alle hendes handlinger er sket af eget valg.

Det er selvfølgende en skærpende omstændighed, at hun har udført og udfoldet sin ondskab kontinuerligt på spirituelle rejser, endda på fire af slagsen og i alle tilfælde som ankerperson.

Man kan med god ret sige, at hun lader hånt om Gud.

Spirituelle rejser har alle en særligt kvalitet, hvor man selvfølgelig og ubetinget aldrig må sløse med sit ansvar og sin specifikke opgave.

Hun, Marianne Lane, har forsætligt, på fire spirituelle rejser, lagt noget ondt og noget mørkt ind i mig, så jeg derved blev stadigt mere begrænset og i dyb smerte på hver af disse rejser.

Det er gjort fuldt bevidst, med fuldt overlæg, i fuld bevidsthed, kynisk og hjerteløst fra hendes side. Fordi hun kunne, og fordi hun havde brugt og udfoldet det positivt til engang i 2015, men derefter først havde slækket på der. Men i hvert fald fra rejsen til Japan har hun helt bevidst og kalkuleret lagt noget mørke ind i mig, som ødelagde alle mine relationer.

Jeg har fået hjælp af ærkeenglen Metatron til at forstå det, da min måde at være i verden på er den stik modsatte, og altid har været det, og altid vil være det. Og jeg har ikke svært ved at være god. Men det er der andre, der bestemt ikke har lyst til. Først og fremmest fordi de ikke vil slippe mørket i sig selv. Sådan nogle mennesker skal man holde sig langt væk fra.

Det er en formildende omstændighed, at hendes eget mørke vokser tilsvarende, hvis man kan sige det sådan. Sådan noget ville jeg ikke ønske for min værste fjende, og det er da heller ikke mig, der sender det retur. Det er hendes egne onde handlinger, som hun har fortsat, også ind i 2020.

Hun, Marianne Lane, har flere gange, i 2014 og 2015, fortalt om, hvordan hun brugte sin shamanisme, og hvor hårdt det var, selv at holde et felt selv. Det var altid lettere, når hendes guider hjalp hende med at holde feltet.

I undervisningssammenhæng kunne hun lægge et andet menneskes kerne ind i feltet, så vi kunne mærke den, om den var stabilt eller ustabil. Om kernen var hel eller skadet. Det var også på den måde, man fik kontakt med de primære overbevisninger.

Hun fortalte, at det var hende, der holdet kernehealerfeltet, hvor mennesker kunne blive kernehealet, som var det samme som at få løsnet de primære overbevisninger.

Den positive værktøjskasse handler om at kunne heale og bruge clairvoyance, også på afstand. Altså at forbinde sig med et andet menneske, der fysiske befinder sig et helt andet sted. Det er i sig selv dybt fascinerende, at man kan gøre det. Men derfor er det jo også mere end dobbeltvigtigt, at man altid også har styr på sig selv. Ellers kan det gå helt galt.

Uden at vide mere specifikt om denne evne, må man jo have opbygget den over mange liv. Jeg kan sagtens mærke andre på afstand, men jeg ved også med mig selv, at jeg aldrig overskrider de grænser, som jeg selvfølgelig ikke må overskride. Jeg tror, der ligger som et dybt kodex i dem, der har fået evnerne. Dermed er de jo heller aldrig i tvivl om, hvor de selv befinder sin, når de bruger dem.

Jeg tror også, at man i enhver ny inkarnation skal bevise, at man evner at bruge sine evner positivt og ærligt. Og hvis ikke man gør det, tror jeg, at de bliver taget fra et menneske. Jeg baserer min tro om dette på en kanalisering, jeg deltog i, da vi i en gruppe alle modtog kernehealerenergien. Her blev det skåret ud i pap, at god opførsel var den ultimative betingelse for at kunne bruge den energi, som vi i den weekend fik overdraget. Så der er helt sikkert en form for kontrol derudefra.

Jorden er speciel ved, at vi som mennesker inkarnerer i et instinkt, der skulle være noget af det vanskeligste at have med at gøre i universet. Opgaven er jo dermed at vise, at jeg mestrer denne kunst, uden at forfalder til narrestreger.

Her, snart 6 år efter, at jeg fulgte hendes, dengang i øvrigt meget kompetente, undervisning, kan jeg nu erkende, at alle disse smukke former for udfoldelse af spirituel kompetence, fra efteråret 2016 er blevet brugt, ikke bare negativt, men destruktivt imod mig, og imod den relation, som jeg var i på det tidspunkt, med det ene formål et tilintetgøre mine positive muligheder for at udfolde mig menneskeligt, og jo primært, i forhold til det, som jeg spirituelt er kommet her for.

Min mulighed for at forstå det skyldes udelukkende, at ærkeenglen Metatron har været hos mig, og har åbnet det for mig. Alt fra hendes side er foregået i det skjulte, og det var ikke meningen, at nogen nogensinde skulle få viden om, hvad hun havde gjort.

Ved at bruge sine spirituelle kompetencer destruktivt har hun ødelagt nogle forbindelseslinjer inde i mig, mellem tanke, følelser og seksualitet, og lagt noget mørkt ind i min kæreste, har hun sikret, at vi ikke længere havde lyst til at udveksle.

Altså helt bevidst og kynisk ødelagt vores relation, og selvfølgelig skabt en dyb, dyb smerte inde i mig.

Det skete første gang i 2016, men er løbende blevet fulgt op af hende, så jeg og min kæreste nu havde nok at gøre med, hver især, at håndtere mørket inde i os selv. Det mørke, som hun med sin spirituelle kompetence har kunnet skabe.

Selvfølgelig er hun også selv blevet mørk indvendigt. Når man er så ond, mister man selv sin positive approach i livet.

Hvordan det hele har kunnet lade sig gøre, fremgår af den følgende udredning.

Det er så ondt og kynisk, så bevidst og kalkuleret, at selv om det hele er foregået i det skjulte, skal hendes fulde navn selvfølgelig nævnes.

Det tog mig mere end tre år at forstå, hvad jeg havde være udsat for af vanvittige handlinger, med det ene formål at nedbryde mig.

Alle hendes handlinger imod mig har fundet sted i fuld frihed. Der har i intet tilfælde været en gyldig begrundelse, der kunne undskylde, hvad hun har gjort. Hun ynder undskyldninger, om at have været skadet, og i den stil.

Ondskab kan aldrig undskyldes eller forsvares eller begrundes positivt.

Men i forhold til mig har der ikke være andet end fri vilje, der har gjort udslaget. Hun kunne således, i alle tilfælde, have valgt positivt at følge med i energien, hvor hun i stedet har valgt ondskaben.

Tænk at tro, at man har rettet til at gøre et andet menneske ondt. Fuldstændigt sygeligt, også i min krop stadig at mærke virkningen.

Undervejs har jeg oplevet, at en smuk relation, jeg har været i, er blevet flået fra hinanden, af dette forskruede, onde menneske.

Jeg ved at man ikke får lov til at gå ind i Ny Tid med ondskab. Det er helt sikkert, at denne person med sin ondskab fratager sig selv muligheden for at være spirituel leder med sine handlinger.

Fordi hendes handlinger overskrider ethvert begreb om anstændighed.

Fordi alt ville have forløbet fuldstændigt anderledes, hvis hun havde gjort, præcis hvad hun skulle.

Noget af det væsentligste, jeg kommer med, er muligheden for, i kontinuitet og høj bevidsthed at bevæge sin ind i sjælen. Det er kun muligt, ved altid at være ordentlig, altid positivt at have fat i sig selv, hvorefter man kan bevæge sig i en hvilken som helst retning, ind i sandheden.

Det er ikke muligt, når man er ond.

Nu blev det hele til en smertefuld omvej, begrundet i dyb destruktiv adfærd.

At opføre sig dybt barnagtigt, og kynisk kalkuleret, i flere omgange, mens hun var forgrundsfigur for en spirituel bevægelse.

Begrundelsen, hvor barnagtig den end lyder, har handlet om, for enhver pris at bevare magten og kontrollen over alt, hvad der skete, og hvad der skulle ske, i forbindelse med det, vi kalder Ny Tid.

At kigge på sig selv var fuldstændigt utænkeligt i denne proces, når man altså lige ser bort for den ekstreme selvudfoldelse af eget ego.

Og så være villig til at ødelægge et andet menneske, for for enhver pris at bevare denne position. Det er fuldstændigt vanvittigt.

Problemet er ikke, at hun ikke gjorde, hvad hun skulle. Problemet er, at hun i stedet ødelagde noget.

Hun brugte sin positive og meget omfattende spirituelle kompetence negativt.

Der er ingen formildende omstændigheder, overhovedet, i hendes destruktive magtsyge.

Det er og har været ufatteligt kynisk.

Et menneske, ikke bare med lav moral, men uden moral.

En narcissistisk selvforherligelse, udfoldet fuldstændigt ekstremt.

Et dybt kalkuleret menneske, der kun tænker i ego, og med alle tænkelige midler, som ikke er gået af vejen for destruktive handlinger i enhver tænkelig variant, kun for at fremme sin eget formål, og sin egen dagsorden. Det gælder også undervejs på spirituelle rejser, hvor hun har været ankerperson.

Som anså sig selv for så vigtig i verden, at hun var klar til at ødelægge alt, hvad der stor i vejen for denne førerposition, herunder andre menneskers relationer og sandhed.

Hun har troet, at hun kunne ødelægge mig, og fortsætte sin spirituelle karriere, som om intet var hændt.

Det sker utvivlsomt mange gange i instinktets verden, men det går selvfølgelig ikke i sjælens verden.

Hun ødelagde en healing, som hun to år forinden selv havde lagt ind i mig, og ødelagde dermed min sande kontinuitet i livet. Og dermed ødelagde hun også Projekt Ny Tid, som hun på det tidspunkt stadig var forgrundsfiguren for.

Det kan hun umuligt være mere, og hun har suverænt kun sig selv at takke for det.

Jeg troede ikke, at mennesker kunne være så gennemført onde, inden jeg mødte hende. Og så ovenikøbet kun begrundet i et dybt, dybt ego. Og ondskaben er begyndt i 2016.

Meningen var, at vi sammen skulle udfolde et projekt, men hun lod sig overmande af det infantile og af magtsygen i sig selv, og brugte den nye position til at ødelægge mig med, for at hun selv, fra sit infantile synspunkt, kunne få den suveræne og enevældige magt i Ny Tid.

Med sin handling gjorde hun alt, hvad der stod i hendes magt, for at forhindre, at jeg blev i stand til at formidle det budskab, jeg kommer her for.

Intentionen bag hendes onde handlinger er at sikre, at jeg ikke har mulighed for at blive virkelig, og at hun dermed vil kunne overtage lederskabet i Ny Tid. Hendes massive forsøg på at ødelægge mig har jeg kunne mærke, dybt smertefuldt, i i hvert fald 2-3 år.

Det var ikke en enkeltstående handling. Den blev fulgt op at adskillige andre tiltag, noget som jeg først for alvor forstod 3-4 år senere.

Dyb misbrug af min tillid til hende, som jeg havde opbygget siden vores første møde i foråret 2014, en tillid der var baseret på genkendelse på sjæleplan.

Tænk at ville ødelægge et andet menneske, uden anden grund end at ville ødelægge dette andet menneske! Og samtidig at booste sig selv. At fremme sit eget ego.

Ødelæggelsen bestod blandt andet i direkte at ødelægge en relation, som jeg var i, ved at bruge sine shamanistiske værktøjer, både i mig og i min kæreste. Dybt destruktivt.

Hun lagde en skade ind i mit rodchakra og en negativ intention ind i min kæreste, så hun nu begyndte at kigge på mig meget kritisk. Hun kunne noget shamanistisk med at lægge en anden ind i os i undervisningssammenhæng.

Jeg tror, hun har lagt et meget mørkt menneske ind i min kæreste, for at hun skulle væmmes mest muligt. Det er sandsynligvis sket, mens vi alle tre var på Island.

Det vil være i tråd med, hvad hun gjorde imod mig, og virke dobbelt voldsomt på mig. Måske mig, før jeg blev kernehealet, hvor jeg var hård og mørk, men ikke umenneskelig. Intet er for lavt i hendes værktøjskasse.

I hvert fald aktiveredes der en meget voldsom og langvarig automatreaktion i min kæreste. Det skete, i forbindelse med en spirituel rejse til Bosnien, hvor også en masse lys sivede ud af mig. Da jeg fortalte den spirituelle leder om det, smilede hun tilbage.

I forbindelse med den direkte videotransmission hjem til Danmark, mens vi var på New Zealand, oplevede jeg et ydmygende mørke, rettet imod mig fra hende, der stod for transmissionen.

Hun kastrerede mig med sit spirituelle værktøj, og ødelagde mit energisystem, og mit hjerte holdt op med at slå naturligt. Jeg fik en meget dyb skade i mit energisystem. Det skete i forbindelsen med rejsen til Japan.

Det var ikke andet eller andre på det tidspunkt end den spirituelle leder, der kan have aktiveret den.

Jeg ved, at en anden deltager, som altid gik ved siden af hende, i en anden sammenhæng har talt meget ondt om mig. Med det er ikke dermed givet, at hun har deltaget i de onde handlinger. Umiddelbart tror jeg det ikke.

Kalkuleret ondskab som leder på i hvert fald fire spirituelle rejser.

En leder, der i den samme proces er konstant fokuseret på, hvordan jeg desintegrerede, i større og større smerte.

Jo mere jeg mærker ind i og forstå, hvad hun har påført mig af smerte og ødelæggelse, jo mere vanvittigt er det.

Det var ikke med i hendes kalkulationer, at jeg har fået støtte til at forstå og at modstå hendes fuldstændigt groteske forsøg på at ødelægge mig indefra. Støtten har jeg fået fra ærkeenglen Metatron.

Det ligger mig så fjernt at tænke negativt om andres intentioner, og selv om jeg havde gjort det, ville det ikke have kunne hamle om med det, som jeg faktisk har været udsat for.

Jeg har kun ét råd i forhold til sådan en adfærd: sørg for at komme væk, hvis det overhovedet er muligt! Og undgå efterfølgende at blive synlig, så længe du selv lider under det!

Gå i øvrigt aldrig i infight med en skygge! Det kan kun gå galt!

Der er ikke noget galt med at afklare, hvad der har været ondt. Man skal bare vide at adskille sandheden fra skyggen. Sjælen fra instinktet.

På et eller andet tidspunkt engang i sensommeren 2016, har hun skiftet position fra den Marianne Lane, det tjente Gud, til den Marianne Lane, der sagde “Skråt op!” eller “Fuck dig!” direkte op i ansigtet på ham.

Det skete alt sammen inde i hende eget univers, og det varede længe, inden jeg for alvor forstod, hvad det handlede om, og at det var meget konkret udfoldet ondskab og kynisme. Ingen andre end jeg og hende ved det formodentlig. Men jeg har fået lov til og mulighed for at kigge direkte på det, og derfor skriver jeg om det her.

Fra slutningen af 2016, og indtil jeg slap hende et års tid efter, var alt i hendes liv imod mig dyb, kalkuleret ondskab. Jeg har ikke for alvor forstået det før i begyndelsen af 2020. Et menneske, der helt har mistet sit spirituelle udgangspunkt og fokus. Og som på de følgende tre spirituelle rejser fortsatte sit skuespil, fuldt bevidst om, hvad hun havde gang i. Ingen handling har været for lav. Alt tænkeligt har været tilladt.

Jeg har sanset det hele, men ikke forstået det, eller først flere år senere, hvor jeg har kunnet zoome ind på de enkelte handlinger og oplevelser, alt sammen i forbindelse med dyb oplevelse af smerte og ødelæggelse.

Hun har sandsynligvis tænkt: “Hvordan kan jeg gøre det ondest mulige ved Arne, så han ikke selv forstår det?”

Intet kan blive lavt nok i hendes verden, så længe det handler om at nedbryde mig.

Det er en meget vigtig forskel på hende og mig, at jeg tror på Gud, hvad hun tydeligvis ikke gør eller har gjort. Hvis hun havde gjort det, ville alt i hendes måde at opføre sig på have set fuldstændigt anderledes ud.

En konsekvens af hendes måde at være i verden på, er, at alt er bygget op på rollespil, på den måde, hun hænger fast i verden på. Hendes spirituelle kompetence, hendes ordforråd, hendes begrebsapparat, hendes mand, hendes børn, hendes fysiske bopæl, er alt sammen funderet eller forankret i et rollespil. Det skal jo gå galt på et tidspunkt.

Det er også hendes magtbase. Og er blevet brugt som sådan.

Jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg, både i dag, og for 2000 år siden, er og var meget mere troværdig end hende.

At meget i hendes liv handler om at se ud som om, og ikke om at være, og at give sig hen i tillid. I den forbindelse jo også, at man ikke kan tro på noget, hvis man ikke evner at give slip og at hengive sig. Så er det bare ord.

Jeg har aldrig skiltet med det. Hvorfor skulle jeg dog det? Hvis ikke andre tror på det, må det være deres sag. Og det vigtigste i livet er i øvrigt, hvad jeg gør her og nu. For her kan jeg udfolde evigheden, alene, sammen med en kæreste, eller sammen med andre, der er ordentlige, og som tror på det gode i livet. Som i min forståelse er det samme som at tro på Gud.

Den sidste finesse, om at være og om at gøre det gode, mangler hun jo i øvrigt også fuldstændigt, eller har i hvert fald ikke praktiseret den nævneværdigt siden engang i 2015.

Jeg husker, hvor forarget hun var på mine vegne, da jeg refererede et synspunkt, der ikke var mit eget, hvad jeg også gjorde opmærksom på, at kræft er selvforskyldt (“Cancer is a self created disease”), hvor vigtigt det var for hende, i situationen, at gøre mig forkert. Jeg forstår godt argumentet, med er også så meget i høj bevidsthed, at det jo langt fra altid kan være sandt. Med min viden i dag vil jeg tilføje, at det er vigtigt, at kærlighed kommer før sandhed i en brugbar forståelse. Men når man er i lav bevidsthed, er nuancerne ikke vigtige.

Vi skaber vores eget liv. Det er et godt udgangspunkt for handling og for selvforståelse. Men man skal selvfølgelig være varsom med følgeslutningerne. Og man kan aldrig vide bedre om andre. Det er en generel uskik, selv om jo ingen er i tvivl om, at rygning er usundt. Men det er ikke det samme som at sætte nogen i bås, hvad jeg aldrig har gjort. Men jeg vil gerne forstå.

Det er grotesk at tænke på, at hun har vidst, hvem jeg oprindeligt har været, og med al kraft har forsøgt at gå ind i og at ødelægge min oprindelige identitet. Samvittighedsløst. Hjerteløst. Hensynsløst. Vi taler om en begivenhedsrække, der begyndte i 2015 og i hvert fald er fortsat destruktivt til februar 2020. Jeg har mærket smerten og ødelæggelsen inde i mig selv.

Personen brugte noget, hun havde lært som shaman eller spirituel, til at skære noget over i mit energisystem, med henblik på, at jeg skulle desintegrere. Hun gjorde det, uden at det var synligt for andre, og i den tro, at det kunne holdes skjult.

Et sygeligt og uhæmmet magtbegær har taget over i hendes måde at være i verden på. Det er noget, hun egenhændigt har sat i gang.

Ondskab for ondskabens egen skyld.

Hun er på et tidspunkt skiftet fra at være udøver af lys energi til at være udøver af mørk energi.

Gammel Tids satanisme, praktiseret i Ny Tids energi.

Det eneste formål har været at tilintetgøre.

Jo mere jeg bliver i stand til at se det på afstand, jo mere vanvittigt er det, og har det været.

Nogle gange kan jeg næsten følge med i hendes egen indre dialog, hvor hun hele tiden overvejer sit næste træk.

Det kan godt være, at hun i den henseende ikke adskiller sig fra mange andre, med hensyn til ikke at opføre sig ordentligt.

Men det gør hun nu alligevel,  ved at have haft adgang til et næsten ubegrænset stort og omfattende værktøj ind mod sjælen, som hun på et tidspunkt har ladet sig forfalde eller forføre til at bruge negativt, i første omgang, men sidenhen dybt destruktivt, først og fremmest mod et specifikt andet menneske. Det har udviklet sig til et massivt, selvforskyldt mørke, som jeg ikke har svært ved at mærke.

Det er i øvrigt kun sig selv, hun har ladet sig forføre af. Hendes egen slange i Paradiset.

Det er helt sikkert en streg i regningen, at jeg er i stand til at fortælle om det her.

Jeg ved jo ikke noget om, hvad hun fremadrettet kunne finde på. Men et vist mønster har jeg kunne registrere.

Jeg anerkender den frie vilje, og retten til fra i dag at handle på en helt anden måde. Den har vi alle.

Der er kun én underliggende og væsentlig begrundelse bag, hvad hun har gjort: magt. Og magt for enhver pris. Som inkluderer at ødelægge et andet menneske, der på en eller anden måde står i vejen for hendes verdensopfattelse, der kun kan være dybt infantil.

Når jeg, på trods af det onde, som jeg meget massivt har mødt, formår at stå oprejst, skyldes det ikke kun mig selv, men også mig selv, nemlig at jeg aldrig har haft problemer med at være ordentlig, at opføre mig ordentligt.

Når jeg efterhånden er i stand til at se det hele afstand, er det bemærkelsesværdigt, hvordan alt, hvad hun har gjort imod mig, foregår under overfladen, usprogligt,under instinktet, der i sin smukke form har god kontakt til sjælen. Det sidste svarer til at møde et andet menneske, der smiler.

Men det luskede er ikke synligt. Det gør det ikke mindre virksomt, og vil selvfølgelig også i hendes liv betyde, at hun, i forhold til sit egentlige væsen, i dag kun er en skygge af sig selv. Men en helt igennem selvvalgt og selvforskyldt skygge. Hun har helt egenhændigt bragt sig selv i den position, hvor hun er nu.

Det dybt ondskabsfulde er, at hun har brugt sin spirituelle kompetence destruktivt imod mig. Hun fjernede i 2016 min sjæls kontakt med mit menneskevæsen, og dermed grundlaget for hele den virkelighed, jeg havde bygget op, sammen med en dejlig kæreste, og sammen med min familie, der alle sammen er gode mennesker, dybt inde i sig selv. Børn, børnebørn, svigerbørn. Og min kærestes børnebørn.

I 2014 satte hun min sjæl på plads. I 2016 ødelagde hun dette arbejde. Ingen andre tog denne beslutning.

Hun havde fået betroet en opgave, der handlede om at sætte min sjæl på plads. Men nu mente hun sig berettiget til at ødelægge det igen, fordi det var hende, der havde gjort det.

Ved at ødelægge min adgang til min egen sjæl ødelagde hun min mulighed for at forstå og for at formulere det, som jeg er kommet her for.

I forskellige omgange ødelagde hun, lige så egenhændigt, relationen til min kæreste, simpelt hen ved at flå relationen midt over, efter at have prøvet til flere gange, meget tydeligt nytårsaften 2016, hvor jeg gik sammen med min kæreste på Brabrandstien.

Alt fra hende i denne periode handlede om at ødelægge alt i mig, så jeg i bedste fald blev meget ordinær og forvirret.

Mens jeg var på New Zealand, blev min lejlighed i Brabrand for anden gang udsat for indbrud, og jeg mistede min følelsesmæssige kontakt til min lejlighed over en periode. Lederen og jeg var sammen på en spirituel rejse på New Zealand.

Hele mit fundament som menneske smuldrede, og der er kun én person, der har kunnet igangsætte sådan noget.

Sådan noget kan en spirituel leder gøre, der har fået betroet et fantastisk værktøj, men nu bruger det hele til at knække et andet menneske med, for at hun kunne opbygge sin egen forretning oppe i Nordjylland.

Når man skiller det hele ad, er der kun dyb egoisme som bagved liggende begrundelse. Ikke noget som helst andet.

Det hele styrtede i grus på grund at et menneskes onde handling. Og det betød dyb smerte i mit liv i flere år derefter.

Dermed brød hun ind i min sande kontinuitet i livet, hvad man selvfølgelig overhovedet ikke må.

Hun har gjort det i den tro, at det aldrig ville blive opdaget af nogen, at hun med andre ord fuldstændigt kunne slippe om ved det, som om intet var hændt.

Hvis vi skal tale bibelsk, har jeg, som Abraham, givet slip på alt i mit liv i forhold til Gud. Hvad hun pure havde nægtet.

Men det er ikke i sig selv nogen begrundelse for at være ond, at hun ikke ville give slip på sine bindinger.

Omvendt har jeg en klar oplevelse af, at hendes ondskab netop var forårsaget eller udløst af den massive modstand mod at kigge på sine egne bindinger. Hun ville under ingen omstændigheder lave om på noget i sig selv.

Hvorfor det skal gå ud over mig, at hun ikke vil lave om på noget i sig selv, er i sig selv tåbeligt ud over alle grænser.

Ondskab er eller var, at hun aktivt gør noget ondt imod mig. I dette tilfælde at ødelægge nogle tråde inde i mig, fuldt bevidst om, hvad hun gjorde.

Her skal vi kigge nærmere på de syv dødssynder som mulige forklaringer. Hvorfor der er syv, ved jeg ikke, men de virker meget dækkende, efter at jeg har støvet dem af. Flere af dem har helt sikkert været i anvendelse, hvis ikke dem alle sammen.

Det destruktive er, at hun mishandler Ny Tids energi, hvor jeg var en delmængde, og hvor mishandlingen rettede sig mod mig, gennem denne energi.

Jeg er ret godt matematisk begavet og ved en del om mængdelære. Min energi var indeholdt i Ny Tids energi, mens hun kun bidrog med en begrænset del af sin energi. Det var delen udenfor, som hun tog i anvendelse, da hun i tiden efter Japan, måske også før, lukkede op for sit potentiale, det som ikke tåler dagslys.

Da vi altid er bundet af sandheden, kan hun naturligvis ikke slippe om ved sådan nogle narrestreger, uanset hvor meget hun snor sig, og forsøger at benægte. Men det er ikke mit bord at forholde mig til, hvordan hun reagerer. Og heller ikke, hvilke konsekvenser det får for hende.

Jeg ved bare, at mit eget liv, og de relationer, som jeg i kærlighed er knyttet til, altid vil gå forud for noget, der absolut ikke er og ikke har været i orden.

Jeg ved også, at jeg gerne vil mødes igen med min dejlige kæreste, hvor bruddet alene var begrundet i den andens onde handlinger. Hun har, som jeg oplever det, været aktiv i os begge to.

At der var udfordringer i vores relation, er kun naturligt. Det er der i alle relationer. Det er det, der udvikler os, at vi både glæder og provokerer hinanden. Og vi var i en dejlig proces. Jeg mærker hende hver dag, og hun mærker garanteret også mig.

Vi har været sammen i mange liv, og kender derfor hinanden rigtigt godt. Jeg kan altid mærke, når hun, med sin særlige energi, er i mit felt, og det kan kun være gensidigt. Vi er begge meget spirituelle af væsen og af sind. Og vi er begge meget positive og glade i vores naturlige væsen.

I modsætning til det andet menneske, der godt kan være positiv, men tilsyneladende har en anden side, der fylder så meget, at det kan være svært at få øje på andet.

Det dybt destruktive har været med sine spirituelle værktøjer at gå ind i mit system og at kastrere mig, samtidig med, at mit energisystem gik i stykker, kan under ingen omstændigheder retfærdiggøres. Der skal et dybt sygelig fantasi til at gøre sådan noget.

Jeg er overhovedet ikke snobbet eller hævngerrig. Men jeg holder fast ved min suveræne ret til mit eget liv, og til de beslutninger, som jeg i sandhed og i kærlighed tager i livet, og har taget.

Forklaring i den følgende udredning, som har været længe undervejs.

Den eneste grund til, at jeg er lykkedes med igen at komme ovenvande, er konstant støtte og hjælp fra ærkeenglen Metatron, som samtidig har ladet mig se og forstå, hvad hun har gjort imod mig, og hvorfor.

Vi kan godt tro, hvad jeg har en formodning om, at hun også har troet eller været overbevist om, at de derude ikke betyder noget, når det kommer til stykket, at vi i virkeligheden godt kan ignorere dem, fordi det er os, der har magten på Jorden.

At vi en gang imellem lytter til dem, kanaliserer dem, og sådan noget, er jo fint nok, men vi tror måske ikke rigtigt på det, når det kommer til stykket.

Sådan tror jeg, at mange spirituelle forholder sig, hvor de godt kan tjene penge på det, men alligevel ikke går all in.

Da jeg på et tidspunkt, på et kursus, spurgte ovennævnte spirituelle leder, hvad det var, jeg oplevede i 1979, hvor jeg havde en guddommelig oplevelse, svarede hun, uden at tøve: “Det var din sjæl!” Ingen slinger i valsen. Ingen anerkendelse af usikkerhed.

Når et menneske er så skråsikkert, er det jo ligeglad med sandheden. Så ønsker det kun at få ret, eller at lytte til sig selv, uanset hvad der er sandt.

En gang imellem slog hun et lille slag med hovedet, for at vise, at hun lige hentede information et andet sted fra. Det blev efterfulgt af et uddybende svar. Så vidt jeg kan bedømme, var det sandt, i hvert fald til engang i løbet af sensommeren 2015. Herefter ændrede hun sig, og svarene blev mere bastante.

Jeg er heller ikke sikker på, at hun efter sine onde handlinger vil blive ved med at få støtte udefra. Det ville ikke være logisk.

Jeg vidste med mig selv, at det, jeg mødte i 1979, ikke var mig, og ikke var en del af mig. Min sjæl er en del af mig, også selv om jeg ikke kan tage den i besiddelse.

Det var afgørende for mit opgør med Jes Bertelsen, der på det tidspunkt i sin forståelse også så det at blive i sin egen høje bevidsthed som det størst opnåelige, og at det var det yderste i universet,

Det diskvalificerer ikke på nogen måder ham. Han havde ikke forudsætning for at se det anderledes. Men jeg kunne bare ikke længere bruge hans forklaringer til noget.

Jeg ved, at han i dag ser det hele anderledes, uden at kunne gøre rede for hvordan. Men jeg tror, at begrebet Gud er blevet mere reelt, og dermed, at der også i hans univers i dag, findes noget uden for ham selv.

Hendes meget kategoriske svar afslører jo ikke ligefrem en stor interesse for, hvad det var, jeg havde oplevet, ud over at sætte en hurtig etikette på.

Siden min oplevelse i 1979 har det med Gud ikke været et spørgsmål om tro. Det var en meget direkte kontakt og direkte oplevelse, som gav mig en helt ny forståelse, der på et afgørende område skilte sig ud fra de spirituelle. Et væsen, der kunne tage fat i mig, og dreje mig rundt. Det var helt tydeligt ikke mig selv eller noget i eller af mig selv. Det var et andet væsen.

Så jeg tror ikke på Gud. Jeg ved, at han er der.

Hendes meget kategoriske måde at håndtere livet på er en anden måde at fortælle, at hun altid og ubetinget vil være den, der bestemmer, hvem der har taleret. Alt skal foregå på hendes præmisser.

Det er ligegyldigt, hvem og hvad jeg er. Det er hende, der bestemmer, både taletid, om det har nogen relevans, og hvor pengene skal kanaliseres hen.

Det er interessant at få øje på denne vinkel, der jo også tydeligt afslører, hvad hun stiller af betingelser, for at videregive en information, og hvorfor hun ikke har formidlet den viden, som hun skulle, en handling, der ville have medført en helt anden historie efterfølgende.

Uden lidelse og smerte og ondskab af nogen art. Det kan jeg sige med sikkerhed. Og det ved jeg, at jeg får opbakning til at sige. Jeg har været der før. Jeg har gennemlevet smerte før. Jeg har prøvet at stå i mig selv før.

Når jeg skriver bøger, så ved jeg, Metatron står bag mig. Jeg ville umuligt kunne skrive, hvad jeg gør, ud af min egen fantasi. Det ville slet ikke hænge sammen, som det faktisk gør. Han holder i øvrigt også til derude, eller agerer derudefra, skulle efter sigende selv have været jordbo engang. Samtidig med at han også hele tiden er lige i nærheden.

Jeg er i øvrigt helt sikker på, at vi er bundet op på en guddommelig logik, som positivt er vore aftaler, men som vi også kan mærke som dårlig samvittighed, skyld og skam, når vi gør noget, der ikke er i orden. At vi med andre ord dømmer os selv, eller positivt styrer vores egen skæbne. Den fri vilje er forankret i denne logik.

Omtalte spirituelle leder fortalte af og til, at hun var i forbindelse med Gud, og også andre væsener, men har åbenbart ikke taget dem mere alvorligt, end at hun mente, hun sagtens kunne tillade sig at gøre det onde ved mig, og slippe godt fra det. Det er i sig selv interessant. Hun brød sig ikke om Merlin, kan jeg huske, hun fortalte.

Så på en eller anden sjov måde har hun følt sig hævet over det hele.

Jeg er sikker på, at måden at kigge på mig og behandle mig på, ikke kun fra hendes synspunkt, er et meget dækkende udtryk for, hvor meget eller hvor lidt hun regner væsenerne derude, herunder Gud, for noget.

Kort sagt: Hvem har magten i mit liv? Hvem stoler jeg på? Hvem tør jeg betro mig til? Hvem sætter jeg min lid til? Hvem har betydning? Og hvad har betydning?

Det er derfor, Jesus siger: Hvad I gør mod en af disse mindste, gør I imod mig!

Vi kommer begge to derudefra, og har vel nok mere identitet i vores guddommelige forankring end i vores hus og have, og andre ejendele. Altså Jesus og jeg!

Noget af det sidste, jeg har oplevet, i efteråret 2019, er, at min identitet har været væk, og efterhånden er det gået op for mig, at hun har forsøgt at stjæle, eller at overtage den. Når jeg selv kommer på afstand af oplevelsen, er det noget af det mærkeligste, jeg nogensinde har oplevet.

Forklaringen er, kort fortalt, at hun har været den ledende person i forhold til projekt Ny Tid, hvilket betyder, at vi er mange, der har sat vores lid til hende, og stillet vores energi til rådighed. Så længe alle opførte sig ordentligt, har det været et meget smukt og meningsfuldt projekt.

Problemet er, at lederen på et tidspunkt har skiftet attitude, og i den forbindelse er begyndt at bruge energien på en måde, som man selvfølgelig ikke må. Forståelsen af, hvad jeg skriver, er kun mulig, hvis man læser alt det følgende, fordi man på en måde skal vende alt på hovedet for at finde ud af, hvordan det hænger sammen.

Hun er begyndt at bruge energien mørk, på et tidspunkt i 2016, hvor alt, hvad der skete i årene forinden, var at handle i lys.

Min forståelse er etableret ved, at Metatron langsomt har åbnet det for mig.

At tro, at man kan tage, eller overtage et andet menneskes liv, er fuldstændigt forrykt.

Metoden har været, at gøre alt, hvad der er tænkeligt og muligt, for at forhindre min direkte adgang til sjælen.

For selv at blive hovedperson i forhold til, hvad vi kalder Ny Tid.

Hun har gjort det på et tidspunkt, hvor energien stadig var åben og tilgængelig, hvad man vist ikke kan sige, at den er i dag.

Hun har selv formuleret, mens hun endnu var et godt menneske at være sammen med, og helt på plads i sig selv: “Der findes kun en regel i universet: Du må ikke skade andre!”

En regel, som hun selv har brudt noget så skammeligt.

Fænomenet At sælge sin sjæl til Fanden giver pludselig alt for god mening.

Når jeg har lov til at skrive om det her, skyldes det, at vedkommende på afgørende områder har overskredet nogle beføjelser i livet, og har gjort det meget specifikt imod mig.

Der skulle gå mere end to år, før jeg så småt begyndte at forstå, hvad det hele handler om. Det er først her i begyndelsen af 2020, at det hele for alvor er begyndt at falde på plads, med stor hjælp derudefra.

Erkendelsen er kommet i små bidder.

Vedkommende har på et afgørende tidspunkt i sit liv, i 2015 eller i 2016, foretaget et valg, hvorefter hun ikke længere sandt har været til rådighed for sin dybe, spirituelle opgave. Herefter har det været en glidebane, kun med én retning.

Og fordi det spirituelle projekt, som handler om Ny tid, fordrer ubetinget sandhed og ærlighed.

Tænk at have adgang til et stort og nærmest ubegrænset mængde af værktøjer, der kan gøre godt i mange menneskers liv, og så vælge at bruge disse redskaber og værktøjer til noget ubetinget egoistisk og destruktivt.

Et menneske, der har valgt mørkets vej i stedet for lysets.

Med opbydelse af alle de beskidte tricks, der findes i instinktets bundne univers.

Det er helt sikkert, at hun på et tidspunkt har forladt sin egne hæderlighed, og herefter uhæmmet er hoppet tilbage til et infantilt stade, hvor hun dybt forkælet har følt sig berettiget til at handle ud i alle retninger, uden at tage hensyn til nogen som helst andre end sit eget forkælede væsen.

Det er sandsynligvis sket i december 2015, eller begyndt der. Her mærkede jeg i hvert fald, at noget ikke længere var helt, som det skulle være. Hvis jeg tror, at viden kun er til for mig, så har jeg taget et forkert skridt. Eller at viden uformidlet skal sendes ud, bare for at tiltrække sig opmærksomhed. Jeg tror, at jeg har fat i noget vigtigt her.

Hvis jeg fik at vide, at jeg har været noget specielt i et tidligere liv, ville jeg for det første holde det for mig selv, indtil jeg havde fundet ud af, hvad jeg skulle bruge det til, og hvordan jeg skulle håndtere det.

Hvis jeg fik en viden, ville jeg først og fremmest lade den vende inde i mig selv, for at finde ud af, hvad jeg skulle bruge den til.

Jeg vil ikke lade mig mærke med noget udadtil, før jeg har fået det integreret i min egen selvforståelse, på en positiv måde.

Hun har været i en rus, som hun har ladet sig forføre af, hvor hun undervejs har ladet noget ubearbejdet få lov til at styre. Og det har så på et tidspunkt taget over.

Der er ingen tvivl om, at hun på et tidspunkt i 2016 har troet om sig selv, at hun handlede på vegne af Gud, og måske endda har ment, at der var noget omkring mig, som han havde overset, som hun mente at vide bedre besked omkring end han.

Det er fuldstændigt vanvittigt.

Spirituel ondskab er ufatteligt kynisk, kalkuleret, bevidst, destruktivt over for den eller dem, der rammer.

Intentionen fra hende har været, entydigt at gøre det onde ved mig, så jeg aldrig nogensinde vil kunne blive i stand til at udfolde det budskab, som jeg kom for. Med alle tænkelige midler, herunder at gribe destruktivt ind i min fysik og min energistruktur.

Forudsætningen for et liv i sandhed er, at vi er i vores fulde integritet. Kun derved kan vi møde livet, som det er.

Når man piller ved disse helt grundlæggende forudsætninger, ødelægger man et andet menneskes mulighed for at være sandt i livet.

Det er selvfølgelig derfor, der med rette kan stilles særlige krav til mennesker med ansvar for ledelse, herunder jo også spirituelle ledere.

At gribe destruktivt ind i en andens energistruktur er noget af det mest nedrige og infame, man kan gøre mod et andet menneske.

Det er det, der holder et menneske sammen, Det er her, moralen og alle intentioner er aflejret, og har resulteret i den specifikke form, som personligheden er.

Da jeg for længe siden har viet mit liv til mit guddommelige virke, har jeg formodentligt kunnet rammes særligt hårdt, fordi jeg ikke afgørende støtter mig op ad andet.

Og fordi jeg ikke har haft grund til andet end at gå og være stilfærdig og tillidsfuld i livet.

Men uanset hvem man gør sådan noget imod, findes der formodentlig ikke nogen handling, ovenikøbet usynlig, der er mere modbydelig.

Tænk på det, alle forældre, der har børn i jeres varetægt! Tænk på det alle partnere, hvor en anden ubetinget hengiver sig til dig! Vi skal vide altid at være kærlige ved hinanden. Ellers pådrager vi os både skyld og mistillid, og så har vi måske selv været dem, der påbegyndte en glidebane.

Det gode ved livets lov er, at det onde rammer den onde selv med lige så stor kraft. Men det ændrer ikke på alt det onde, der lige så godt kunne have været godt.

Og at alle terrorregimer er dømt til at bukke under, fordi de underminerer sig selv.

Det skyldes, at vi er skabt gode, og til det gode. Det andet vil altid være et vrangbillede. Og det gælder, uanset hvor meget man kalder sig selv spirituel, der jo i sig selv kun er et ord.

Jeg lider stadig under, at jeg så massivt er blevet forsøgt ødelagt. Men jeg kan efterhånden se lyset for enden af tunnelen, også med henblik på endeligt at frigøre mig fra det onskabsfulde forsøg.

Der jo aldrig ville have kunnet gennemføres andre steder end i fantasien.

Og så alligevel også her på kloden, hvor den religion, som de fleste støtter sig op af på vore breddegrader, også har lidt under, i den indledende fase, at nogle sprang fra deres aftaler, og måske også har været med til at udforme fortsættelsen, i sin mere halvhjertede form.

Det destruktive har betydet, at jeg har været ødelagt i mit energisystem, og dermed ikke har været i stand til andet end at forsøge at få denne ødelæggelse healet. Jeg er blevet hjulpet af konkrete mennesker, og jo ikke mindst af Metatron.

Det har altid været naturligt for mig at være stilfærdigt i livet.

Når man er det, får man en masse forærende, ikke mindst livsglæde og stille erkendelse.

Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg er her for et højere formål.

Siden 1979, hvor jeg havde min første og store guddommelige oplevelse, har jeg fået bekræftet noget vigtigt om, hvad det hele handler om.

Jeg har ikke, som flere andre, ladet mig korrumpere af højere ambitioner, fordi jeg har fået at vide, at jeg skulle noget større.

Jeg lever mit liv for et højere formål. Ubetinget!

For mig er kærlighed og sandhed de to vigtigste ingredienser i livet.
Jeg er her. Jeg har et budskab. Det er det, som jeg er her for at formidle.

Jeg oplever at have og få adgang til en viden, der gør det muligt at være menneske fra et meget sandt sted.

Jeg er er væsentlig del af Ny Tid, som er et projekt, der har til formål at bringe ny energi ind på Jorden, med henblik at lade alle kendte former være i spil, men på en måde, hvor alt transformeres i sandhed og i kærlighed.

Formålet er at bringe sjælen i spil, hvor det hidtil har været instinktet, der har været den toneangivende i alle væsentlige beslutninger her på planeten.

Hele projektet er besluttet og aftalt i detaljer, inden vi inkarnerede.

Der har i sagens natur været meget frihed i opgaverne, men på en måde, så alt lod sig løse stille og roligt og i en positiv ånd, sådan som livet i sit væsen er, fra guddommelig side.

Instinktet, derimod, indeholder fra naturens side mange elementer af mere tilfældig karakter, og hidtil han den menneskelige civilisation være styret af denne ubønhørlige tilfældighed i meget stor udstrækning.

“De onde lo, og de gode græd”, som Benny Andersen så fint har formuleret det.

Inden jeg oplevede de uhyrligheder, som beskrives i det følgende, er jeg vitterligt gået ind i projektet Ny Tid som en stille, fremadskridende og helt igennem positiv proces.

Hvor vi hver især bidrager med det, som vi kan, og det, som vi er bedst til.

Da det destruktive er foregået på spirituelle rejser, med forsætlige handlinger, ovenikøbet af ankerpersonen, kan og skal det ikke bare forbigås i tavshed.
Det handler om aktivt og i fuld bevidsthed at bruge sin magtposition til at gribe direkte negativt ind i et andet menneskes liv, og dermed ind i de relationer, som vedkommende på det tidspunkt levede i.

At gribe ind i energi er at gribe ind i dynamik og integritet.

Forsætligt at ødelægge et andet menneske var, hvad handlingen bestod i.

Bevidst at gribe ind i og bevidst at ødelægge det gode, der var. For at fremme sin egen sag og sin egen platform, der var af en helt anden støbning. Egensindig og insisterende. Ond og mørk. Kalkuleret destruktiv.

At vælge ondskaben i den tro, at det kunne camoufleres og bortforklares, under dække af spirituel kompetance.

Kold. Kynisk. Ekskluderende. Dybt egoistisk. Dybt uansvarligt. Dybt ondskabsfuldt.

At fordi et menneske ikke vil kigge på sine egne bindinger, skal denne begrænsede menneskelige skabelon lægges ned over andre, som om alle andre var lige så begrænsede.

I en situation helt bevidst at lukke mig ned, hvor vedkommende kunne have ladet være med det. Det var således ikke et uheld eller en hovsahandling. Det var helt bevidst at eliminere mig som den, jeg spirituelt var eller var på vej til at blive.

Det var en suveræn måde at være i livet på, som blev ødelagt af en person, der som leder af en spirituel rejse havde magten til det, fordi de involverede alle havde stillet deres energi til rådighed for det specifikke projekt, eller den opgave, som denne rejse havde som formål.

Hvad jeg ikke vidste noget om, da det skete, var, at vedkommende havde skiftet attitude og sluppet sit dybe formål i livet, til fordel for noget dybt egobaseret.

Fuldstændigt at overskride sine naturlige beføjelser som menneske, og tro sig berettiget til at ødelægge livet for et andet menneske, og dennes evne til at udfolde og at udvikle sig naturligt.

Når man tager eftervirkningerne med, er det så ondskabsfuldt, at det overhovedet ikke kan rummes i ord.

Efterfølgende har vedkommende fulgt op på sin negative handlinger imod mig, og på samme tid tiltrukket sig så meget lys mod sig selv, som vedkommende har evnet.

Hun var altid dybt optaget af, i enhver sammenhæng, at tiltrække sig andres opmærksomhed. Eller sådan udviklede det sig manisk i løbet af 2016.

Tænk at et andet menneske, med forsæt, har gjort alt, hvad hun kunne, for at forhindre mig i stilfærdigt og naturligt at være i livet, uden anden begrundelse, at denne evne ikke skulle være mig til rådighed.

Der er kun plads til én person i dette menneskes liv.

Kun med blik for sig selv, og uden ønske om at møde noget anderledes end sit eget perspektiv.

Det er instinktstyring fra sin mest usympatiske og egoistiske side.

Af et menneske, der har meget svært ved at opføre sig ordentligt.

Hun vil hellere ødelægge, end i ligeværd at give plads til en anden.

Det onde er ikke den infantile og bevidstløse del af det, som man vil kunne opleve i et barn eller i en umoden voksen.

Det onde er, at denne attitude ledsages af en aktiv ond og bevidst handling.

Ondskab for ondskabens egen skyld. Lidelse for lidelsens egen skyld. At ødelægge noget, der var godt, bare fordi det var godt, bare fordi det ikke måtte være godt.

Omtalte ondskab har efterfølgende resulteret i en forvrængning af og i mange menneskers liv.

Da vedkommende har meget let til det teatralske, vil hun sikkert gøre alt, hvad der er gørligt, for at snakke udenom. Men bagved er der en hård og kynisk og hjerteløs person. Følelsesmæssigt afstumpet.

Jo mere jeg mærker og forstår, jo mere vanvittigt er alt, hvad der udgår fra hende imod mig. Det handler om fuldstændigt at sørge for, at jeg bliver desintegreret. Oprindeligt med det eksplicitte formål, at hun derved kunne få og overtage magten over Ny Tid.

I sig selv en dybt infantil måde at opfatte hele verden på, Men det har hun tilsyneladende slet ikke noget forståelse for. Når egoet tager over, kan det vist blive helt mørkt. Og totalt irrationelt.

Vedkommende har i ekstrem grad miskrediteret sig selv i sin spirituelle opgave.

Jeg forholder mig ikke til, hvad og hvem personen i øvrigt er. Jeg forholder mig alene til den destruktive handling og et forsøg på at forstå begrundelsen for at udføre den, motivationen der må ligge bag, den negative intention, vendt mod mig.

Og jeg kan tydeligt mærke, at jeg har fået hjælp til at forstå hele denne proces, og dermed at kunne gøre mig selv fri i forhold til mig selv og mit virke.

Da det destruktive som handling skaber afstand, og ødelægger energi, har jeg ikke noget ønske om at møde vedkommende igen, i hvert fald ikke i denne inkarnation.

Det er dybt udspekuleret fra vedkommende, som måske selv tror på sin gode ret, eller i hvert fald hurtigt kan bilde sig selv ind, at hun har den.

Hvis ikke jeg havde valgt at gøre, som jeg gør her, ville det hele formodentlig gå i glemmebogen, og jeg ville ende som en, der havde gjort det hele skidt for sig selv, eller måske bare i en tilstand, hvor ingen forklaring var mulig.

Da den anden forsætligt har valgt ondskaben, kender jeg livets lov godt nok til at vide, at hun altid vil være bundet af sine onde handlinger, og dermed ikke får mulighed for med sin adfærd at udfolde sin oprindelige mission.

Det har aldrig været meningen, at den skulle være instinktstyret, som det er sket.

Forklaring på, hvad der er sket, er kun mulig, ved at grave præcis så dybt, som jeg her gør det, og som jeg får hjælp til at kunne gøre.

Jeg tager i mit liv udgangspunkt i, at jeg er her, og at jeg bidrager med noget.

Den væsentligste positive tilkendegivelse har jeg fået fra væsener, der ikke er jordiske. Jeg vil nævne Maria Magdalene, æreenglen Metatron og Frans og Klara af Assisi.

Deres bidrag til min selvforståelse har været større end noget levende menneske.

Og jeg får til stadighed hjælp og støtte til at forstå og at formidle det, som jeg kom her for.

Min opgave i livet er at vise en ny måde at være menneske af kød og blod, en forståelse af et menneske som et væsen, der har kvalitet i sig selv, og som kan tage udgangspunkt i sig selv. Og som altid kan kigge sig selv i øjnene.
Mit univers er en ny måde at forstå virkeligheden på, hvor vi både har en sjæl og et instinkt, det sidste fra evolutionen, det første fra vores tilknytning til noget guddommeligt.
Det er en sammenhæng, som bliver stadigt tydeligere, jo mere jeg arbejder med den, både i mit eget liv og i mine bøger, hvor den seneste, min trettende, hedder Det indre menneske.
Jeg er et fuldstændigt normalt menneske, der ikke forsøger at være andet.

Det er dette normale menneske, som er hele grundlaget for min nye måde at præsentere livet på.

Jeg har i en kortere årrække været tilknyttet en spirituel sammenhæng, med det formål at bringe Ny Tid ind på Jorden.

Formålet var reelt nok ude fra universet, men er ikke blevet håndteret særligt modent fra de mennesker, der havde fået til opgave og sagt ja til at gøre det.

I hvert fald ikke fra dem alle sammen.

Man kan også udtrykke det sådan, at de overhovedet ikke har været deres opgave voksen.
Jeg har været oppe imod den mærkværdige holdning, at fordi man ikke plejer at opføre sig ordentligt, behøver man heller ikke fremadrettet at gøre det. Og samtidig den omstændighed, at dårlig opførsel var hele grundlaget for, hvad der var rigtigt og forkert.

Hvis man skal sammenligne det med noget kendt historisk, så er det rimeligt at pege på Hitler-Tyskland, der var bygget op på had, vold, løgn og ondskab, der hele tiden akkumulerede sig selv i en ond spiral. At lade det onde gå i selvsving, uhæmmet. Det onde vender hele tiden mod det onde, og alt er kaos og opløsning.

Det er forfærdeligt at opleve som tilskuer. Jeg ved med mig selv, at jeg ikke har deltaget i det overhovedet, men min energistruktur var af en anden blevet ødelagt og desintegreret.

Ondskab for ondskabens egen skyld.

Jeg mærker stadig smerten dagligt, alt imens jeg får en uvurderlig kærlig hjælp til at komme fri af den, ude fra Universet.

Personen må have haft en forventning om, at det på et tidspunkt måtte kunne lykkes at knække mig endeligt.

En anden relevant sammenligning er et ægteskab i dyb krise, hvor parterne forsøger at tage livet af hinanden. I dette tilfælde spillede jeg ikke med i form af mørk energi, men det afholdt ikke modparten fra at fortsætte.

En tredje relevant sammenligning er korsfæstelsen, med opbud af euforisk had og total overdøvelse af egen dårlige samvittighed.

Endelig kan man kigge på det evolutionært, at sjælen kommer ind i et instinkt, eller at Gud kommer ind i en abekat.

Den mest præcise begrundelse for dårlig opførsel er, at den afgørende person har opfattet sig selv som et uundværligt mellemled mellem himmel og jord, og har spillet på det, i den tro, at de deroppe ikke kunne klare sig uden vedkommende.

Og derfor er gået lige til grænsen, og lidt længere, i den tro, at det ikke ville blive opdaget af nogen, der ville kunne gøre afgørende indsigelser.

Men illusionen er udfoldet endnu mere, i en stadigt mere bedrevidende, ekskluderende og selvglorificerende form.

Tænk at et menneske, fordi det aldrig definitivt har sagt dybt ja til noget i sit eget liv, tillader sig selv at gøre ved et andet menneske, præcis som det passer vedkommende, at lade sig styre af sin egen syge fantasi, og i forlængelse heraf magtmisbrug.
Og jeg er helt sikker den, som det er gået værst ud over, har måttet kæmpe med det i flere år, og er først nu ved at genfinde mit eget ståsted igen.

Men det har holdt hårdt og været ubarmhjertigt og hjerteløst kynisk fra vedkommende.

Fordi hun med al sin kraft er gået ind i min energi og har handlet ud igennem den.

Jeg kan mærke den eksplicitte og meget direkte ondskab, der er blevet manifesteret, fordi noget, som jeg har gjort, ikke er foregået på den andens præmisser og i dennes normsystem.
Samtidig har det afsløret et menneske, der reelt ikke har gjort noget for at forstå sig selv, ud over gerne at ville have andre til at lyse på sig, altså som et stort og ureflekteret ego.
Når jeg får så meget hjælp udefra, hænger det i hvert fald også sammen med den meget voldsomme kollektive benægtelse af den positive energi, som jeg repræsenterede, inden den meget kynisk blev ødelagt af nogle af de involverede.
Herunder elementer af identitetstyveri, hvad jeg har kunnet registrere i den fase, hvor jeg med hjælp udefra kommer tilbage til mig selv.

Hvad er formålet med identitetstyveri? Jeg kan kun se, at det handler om at overtage mit lys, min bevidsthed, mit overblik, mit mod. Uanset forklaring tror jeg ikke på, at det kan lade sig gøre, da mit liv er baseret på sandhed, opbygget på vedvarende interesse for det, som jeg har engageret mig i.

I praksis betyder identitetstyveri, at jeg efter en specifik destruktiv handling fra en navngiven anden hele tiden og hver dag langsomt er på vej tilbage til mig selv igen.

I denne proces har jeg flere gange oplevet at være så svimmel, at jeg måtte sætte eller lægge mig, simpelt hen fordi min identitet var væk.

Det har været fuldstændigt syret at opleve, hvordan hun er gået ind i mig for at stjæle min identitet.

På samme måde, som da europæerne kom til Amerika, og ville stjæle indianernes land. De lykkedes med det.

Nu kan jeg så mærke, at hun opfatter den del, hun har taget i besiddelse, som sin egen. At hun ikke vil slippe den.

Det er simpelt hen så mærkeligt. Jeg har ikke oplevet sådan noget før.

Hun har kunnet gøre det, mens jeg har ligget ned, hvor min periferi har været nedbrudt.

Oplevelsen er også lidt morsom. Tænk at man kan gøre det! At gå ind i et andet menneske og at tro, man kan beholde det, man får fat i! Mærkeligt. Mærkeligt.

Jeg ville aldrig have haft mulighed for at forstå det, hvis ikke Metatron var der til at åbne det for mig.

Jeg har ikke læst om det før. Jeg har ikke hørt om det før. Men jeg har tydeligt mærket det.

Jeg har hørt om at låne hinandens energi eller energifelt, men aldrig om uretmæssigt at gå ind at overtage en andens energi eller felt. Jeg må åbenbart have en attraktiv bevidsthed. Skørt!

Har det noget at gøre med, at hun tror, at hun ved at overtage mit energifelt kan overtage mit ja til at gå ind i Ny Tid?

Eller min identitet?

I forlængelse af denne oplevelse kan jeg mærke, at hun har brugt af min ødelagte energi, på samme måde, som en ådselæder fortærer en død krop, der ligger i skoven.

Noget med at stjæle min energi, for hvad?

For at forstå det hele skal man huske, at hun var den ledende spirituelle person i forbindelse med Ny Tid. Hun kunne noget, som ingen andre kunne. Og hun havde en kontakt ud i universet, som ingen andre havde. Det gav hende en klar fordel, også med henblik på at kunne agere i områder, som andre ikke havde adgang til.

Og, som jeg oplever det, i hendes egen bevidsthed muligheden for at lave narrestreget, som ingen andre nogensinde ville kunne  finde ud af.

Det store og frie energifelt, som hun havde adgang til, var skabt i en periode af hendes liv, hvor hun var ordentlig. Ellers vil ingen kunne få adgang til sådan noget.

Hun havde tilsyneladende ikke forståelse for, at betingelsen var, at hun selv fortsatte med at opføre sig ubetinget ordentligt.

At hun egenhændigt og enevældigt tror sig berettiget til at ødelægge min energistruktur fortæller om et attitude, der er fuldstændigt vanvittig. “Hvis jeg har lyst til at ødelægge Arne, så gør jeg det bare!”

“Jeg har jo adgang til hans energi, fordi det er mig, der styrer Ny Tid. Og hvis jeg har lyst til det, går jeg bare ind og roder lidt rundt i den. Det er jo også mig, der suverænt og enevældigt bestemmer, hvad der skal ske med den relation, han er gået ind i. Det er mit, alt sammen!”

Den bagved liggende intention er lige så enkel: “Jeg vil have Arnes plads. Og jeg ved, hvordan jeg skal får det, uden at nogen opdager det!” Det er den enkle begrundelse!

“Arne ved jo ikke, hvem han egentlig er, for det er mig, der skal fortælle ham det, og det har jeg ikke gjort! På den måde kan Arne jo være ligeglad! Og ingen andre får det nogensinde at vide!”

Se, den argumentation kan jeg mærke, er rigtig!

Sådan foregår infantil instinkttænkning!

Hvis hun i stedet havde været ordentlig, ville hun have bedt om et møde mig mig, hvor ordene kunne have lydt nogenlunde sådan: “Arne, jeg har fået at vide, hvem du tidligere har været, og det skal du vide! Du har været …”

Sådan behandler jeg viden og andre mennesker. Hvorfor skulle jeg dog andet?

Det er på den måde, jeg ved med mig selv, at jeg altid kan kigge mig selv i øjnene.

Ingen skjulte bagtanker. Bare sige det, som det er. Så vil alle være kommet et positivt skridt videre i projekt Ny Tid.

Så enkelt er det. Og så enkelt kunne det have været.

Og så enkel er sandheden i øvrigt, når vi vælger at lade den virke i os.

Intet ville have været ødelagt.

Alt ville have været positivt åbent.

Og der ville være noget fint og godt i vente til os alle sammen.

Og vi ville have støttet op omkring hinanden. Sådan som meningen er med Ny Tid.

Hele det positive scenarie, der her er beskrevet, et sådan, som vi handler, når vi er i sjælens perspektiv.

Sådan var ånden og stemningen også i den relation, jeg var i, indtil omtalte person destruktivt begyndte at blande sig.

Hendes magtbegær skal ses i lyset af, at hun tog det for givet, at selv om de blandede sig derudefra, ville de ikke kunne gøre hende noget, i hvert fald ikke i denne inkarnation. Og det var tid nok til, at hun så kunne nå at manifestere sig her på Jorden med noget nyt, som hun havde kontrollen over.

Jeg tror, hun har haft en finger med i spillet, da en anden religion skulle finde sin form, og at hun også spillede på den omstændighed og mulighed for at sætte et afgørende finger. eller fodaftryk, til brug for eftertiden, med mindeplade, offersteder og så videre.”

Der foregår meget oppe i hovedet på en, der gerne vil have magt. Jeg kan mærke, at det er rigtigt, ikke nødvendigvis i alle detaljer, men i de store linjer. Tak Metatron!

Hun vidste godt, de ville brokke sig derude. Men sådan noget vidste hun, hun godt kunne snakke sig ud af. Hun vidste, at de havde brug for hende. Det var hendes trumfkort.

Hun underviste i at fjerne stress. Hvis det er blevet brugt negativt eller destruktivt, handler det nu om at påføre stress. Der har tilsyneladende ingen grænser været for, hvad hun har følt sig berettiget til at gøre.

Og hvis det kunne lykkes hende helt at knække mig, ville de ikke have andre end hende til at sætte i stedet. Sådan så det i hvert fald ud fra hendes synsfelt.

At formulere alt dette er med til at hele en dyb, dyb smerte i mit hjerte, der har være der siden hendes attitudeskifte i løbet af 2016.

Jeg havde lært hende at kende, mens hun var et åbent og ærligt væsen.

På den baggrund har jeg selvfølgelig ikke anet uråd.

Det, som jeg kom her for at vise, er, at alt i livet,, uden undtagelse, kan udfoldes stilfærdigt, når vi gør det i sandhed og kærlighed.

Det er nu blevet vendt på hovedet, så jeg fra en tilstand af tilintetgjort og med hjælp udefra er tilbage til mig selv igen.

Når noget i mit liv bliver ødelagt, er det et andet udtryk for, at instinktet i samme forbindelse får magten, i form af kynisk egoisme, hvor min positive tilstedeværelse har været en positiv udfoldelse af sjælen.

Det har været ufatteligt hårdt, fra forskellig side, at opleve denne dybt kyniske egoisme, over for mig.

Den dybeste smerte har været oplevelse af, at det destruktive fra flere sider har været ledsaget af en selvfølgelighed.

Det var helt legitimt, at jeg skulle lide og ødelægges.

Ny Tid er spirituelt et sjælsbåret arrangement, som deltagerne har sagt ja til at investere deres energi i, naturligvis i den tro og viden, at sjælen lod sig implementere igennem projektet.

Sådan har det også været i en periode, så længe de involverede anerkendte sjælens præmisser.

Når lederen af det hele saboterer projektet, falder det selvfølgelig fra hinanden.

Det er helt tydeligt, at hun i løbet af 2016 fuldstændigt har mistet fornemmelsen for, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt, hvad der er rigtigt og forkert.

Når man kun er udvendig i sin attitude, handler Ny Tid om at have magt.

Alt handler om at se ud som om, ikke om at være.

At gå i hvidt tøj, og se from og lidt lidende ud.

Når man ikke afgørende har sagt ja til noget, og samtidig har adgang til uanede spirituelle ressourcer, kan det jo nemt gå galt, især når moralen ikke er helt på plads.

Og når man er alene med sig selv, kan man være lige så infantil eller barnlig, som det skal være. Der er ingen, der opdager det.

Og at der ryger en i svinget, må jo være, som det er.

Det var tydeligt i tiden derefter, at aftaler ikke var noget der skulle overholdes. At god eller dårlig opførsel ikke var så vigtigt.

Min kæreste lavede kernehealinger og i den forbindelse analyser, som skulle godkendes af vedkommende. Hun ventede ofte på svar meget længe. Hun fik også at vide, at hun var næsten godkendt, flere gange, men godkendelsen blev udsat, også flere gange. Det kan vist kun have handlet om en anden dagsorden.

En anden detalje var, at disse analyser blev mere og mere komplicerede, og nu skulle godkendes af en anden. Jeg havde gennemført den teoretiske uddannelse, men havde endnu ikke lavet min første analyse.

Fra helt anden side fik jeg at vide, at hendes kernehealinger, efter Bhutan, ikke længere var af en kaliber, der kunne godkendes. Den anden havde sin egen kontakt ud i universet. Set i bakspejlet har jeg ikke svært ved at give ham ret.

Det har taget mig indtil videre fem besøg i Assisi at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen.
Jeg har oplevet at blive totalt ignoreret på spirituelle rejser, med stor smerte til følge. Jeg var der, men var der ikke. Jeg var der med hele mit væsen, men blev ikke mødt.
Det var en meget mærkelig oplevelse, som jeg havde på en spirituel rejse til Japan, november 2016, der havde opstandelsen og gralen som tema.

Jeg vidste med mig selv, at jeg var helt til stede i livet, helt til stede i mig selv.

Og jeg formulerede det over for gruppen.

Men jeg blev overhovedet ikke mødt.

Det var en ufatteligt ekskluderende oplevelse, hvor selvfølgelig gruppelederen var den helt afgørende person i situationen.

Jeg var en væsentlig del af den energi, der skulle bringe Ny Tid ind på Jorden.

Men den blev kynisk og inkompetent brudt af ankerpersonen i Japan.

Og dermed blev den kontinuitet, som vi alle var en del af, brudt.
At tilintetgøre mig, før jeg blev virkelig.

Det var ikke kun, ikke at blive mødt.

Det blev ledsaget af en aktiv handling, der eliminerede mig, kan jeg mærke.

Det foregår inde i feltet, tidsmæssigt, efter at sjælen er lagt ind i menneskevæsenet, men inden de primære overvisninger bliver det første udtryk for bevidstheden.

Meget kalkuleret.

Og selvfølgelig dyb misbrug af spirituelt kompetence.

At bruge sin magtposition til at knække mig med. Til at ødelægge mig med, da jeg kun trives i frihed, i det gode og det sande, det fine.

Jeg kan ikke leve i hårdhed og kynisme.

Det er der nogle, eller i hvert fald én, der udmærket ved og har gjort bruge af.

Det var en tydelige oplevelse, at det ramte noget uudfoldet i mig, noget, der var på vej.

Jeg er af specifikke personer, eller måske kun af én, i denne gruppe, blevet forsøgt uskadeliggjort. Det er indiskutabelt. Og den pågældende ved godt, det er sandt. Alternativt har vedkommende fuldstændigt mistet kontakten med sin sjæl.

I praksis handler det om helt bevidst at gå ind i mit energisystem, og at fjerne nogle tråde, der er sat sammen, for at forbinde tanke, følelse og seksualitet inde i mig.

Det er kalkuleret.

Det er bevidst.

Det er kynisk.

Det er selvfølgelig dybt usympatisk.

Efterfølgende, altså i april eller maj 2017, skulle jeg have stød i hjertet, der var holdt op med at slå regelmæssigt.

Og mit energisystem gik i stykker, to effekter af det samme forløb.

At få stød foregik gennem hospitalsindlæggelse og i fuld narkose.

Den afgørende handling og begrundelse er jalousi, kan jeg pludselig se her i januar 2020.

Fordi vi har været sammen i et tidligere liv.

Og jalousihandlinger har det med at retfærdiggøre sige selv, uanset hvad de består i. Her har kvinder virkelig et problem.

Det er jo altid modparten, det går ud over, når vi tænker på, hvad jalousi kan føre med sig af uhyrligheder, jo også fra mænd. Fra kvinder foregår det hele bare mere skjult, helt tæt inde ved kroppen. Og det kan være mindst lige så invaliderende.

Hele hendes projekt har handlet om at gribe fat i vores karmiske forbindelse, og på alle tænkelige måder, ukærligt, ondt, at forsøge at give den et forkert udtryk, så jeg ikke blev i stand til at udtrykke mig selv fra et sandt sted.

Det karmiske er også, at hun gjorde noget ved mig i Jerusalem for mange år siden, der ikke var i orden. At det måske var hende, der angav mig. At hun dermed sprang fra en karmisk aftale, som blev min død.

Jeg tror, at hun, ligesom i dag, har ladet sig lokke af sølvpenge.

Hun, Marianne Lane, vidste, hvem jeg var, og derfor skulle jeg ødelægges. Det er den simple logik.

Spirituel udveksling er synonymt med at være der for hinanden, i sandhed og i kærlighed.

Det svarer fuldstændigt til i andre sammenhænge at give hinanden livgivende ilt.

En anden meget relevant sammenhæng er at møde et barn, der i sig selv er forsvarsløst, og så bare efterlade det, uden videre, selv om man udmærket ved, at det er forkert.
En lige så relevant sammenligning er forskellen på at have internetforbindelse, og ikke at have den
Vi kan også udtrykke det sådan, at vi hver især har noget guddommeligt, som vi kommer med, som bidragydere til Ny Tid.
Aftalerne bliver lavet, inden vi inkarnerer.

Og det er så vores opgave, som inkarnerede, hver især, at føre dem ud i livet, som levende mennesker.

Det er som et puslespil, hvor vi hver især byder ind med brikker i spillet.
I denne proces, eller i dette puslespil, bliver vi forbundet i en fælles energi, hvor vores egen individuelle energi deltager i et eller andet omfang, formodentlig afhængigt af dybden af vores ja.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at projektet i hele sit omfang har været tydeligt og klart beskrevet, inden vi inkarnerede, hvor vi hver især havde en rolle, en realistisk rolle, men at det hele er blevet forpurret efter inkarnationen.
Opgaven er, som jeg ser den, fuldstændigt tydelig og klar. Den er bare ikke blevet løst, fordi nogle ikke bare har brudt med deres aftale, men også direkte har obstrueret den.
Hvis man har adgang til noget dybt, og bruger denne adgang til at få magt og kontrol, så gør man noget, der ikke er i orden.

Man har et afgørende fortrin i situationen, og udnytter den til egen vinding, og måske andres ulykke.

Og efterfølgende, over for sig selv og andre, at legitimere det hele med en letkøbt fordom.

Umiddelbart efter mit indlæg i Japan blev en anden meget hårdt sat på plads af den samme person, noget der i situationen virkede meget mærkeligt. Det var i forhold til et klarsyn.

Da jeg repræsenterer en ny virkelighed, som ikke tidligere har være tilgængelig, kan skadevolder af gode grunde ikke gøres ansvarlig i normal forstand, da jura forudsætter fortilfælde, i hvert fald i den verden, vi normalt identificerer os med, altså i instinktets verden.
Som jeg oplever det, handler det for en anden om verdensherredømme, eller noget i den meget infantile genre.
Hvis man kan sin bibelhistorie, vil man huske, at det var en af de fristelser, som Jesus var oppe imod, da han opholdt sig 40 dage i ørkenen.
Jesus valgte en noget mere ydmyg form end verdensherredømmet.
I dette liv, anno 2016, havde hun et fortrin frem for mig, nemlig at min sjæl ikke havde sat sig fast, noget som kun hun kunne gøre. Det omsatte hun til en magtpostion, af den simple årsag, at hendes moral ikke har været alt for veludviklet.

Jeg vil kun noget, hvis jeg selv får noget ud af det, er attituden fra den modpart, jeg har været oppe imod. Hverken mere eller mindre.

Livet er kun til for mig! Alle andre skal bukke for mig! Lægge sig i støvet for mig! Jeg skal bare tage imod! Jeg skal ikke give noget som helst igen! Alle skal tilbede mig i næsegrus beundring! Og jeg skal have alle pengene! Og al berømmelsen! Alt på betingelse. Ny Tid er min! Mit! Og helt alene! Og ingen skal lave om på det!

Alt handler om at tiltrække sig selv opmærksomhed. Ikke for selv at gøre noget, men kun af én grund: at få lys på sig.

Også at udnytte og at fastholde sin kendiseffekt, for at kunne fastholde målet om at være nummer et i alt.

Alle kneb gælder!

Den positive side af et ego er, at alt lys skal skinne på mig. Som det skete i Lysets Hus i Århus, da hovedparten af deltagerne defilerede forbi vedkommende, hvor de kiggede hinanden dybt i øjnene, fordi vedkommende har været en anden i en anden inkarnation.
Bagsiden er så historien om, hvordan al magt hensynsløst tages i anvendelse bag facaden.

Det var bemærkelsesværdigt, hvor indelukket kun var i pauserne på Lysets Hus, mut, negativ, tydeligt at det hele var et rollespil, som hun trådte ind i efter pausen.

Det var ikke hende selv, der agerede inde i salen.

Ikke at ville slippe det gamle, men at ville have alt det nye ind under sine egne kontrollerende vinger. Sådan kan man vist godt udtrykke det.
Og i den forbindelse også at frastøde noget, som vedkommende ikke bryder sig om i sit eget normsystem, et andet udtryk for bundet instinkt.

Mørke i hjerte og i sind. Kun at få øje på sin egen sandhed, og sin egen fortræffelighed.

Det var ikke kun den specifikke situation.

Jeg er sikker på, at vi, inden vi inkarnerede, havde lavet en tydelig aftale om at samarbejde i forbindelse med at bringe Ny Tid ind på Jorden.

Det er langt fra gået efter aftalen, kan jeg så fortælle fuldstændigt tydeligt og klart.

Fra 2014 til sommeren 2015 var der hul igennem og gensidig kontakt.

Den forsvandt efter et møde på Lesbos, hvor en direkte sjælskontakt efterfølgende blev håndteret af lav bevidsthed, og personen langsomt, men sikkert, skiftede position og selvforståelse.

Meningen med vores fælles sjælemøde var selvfølgelig, i forlængelse af alt, hvad mit liv handler om, at udfolde alt i kærlighed og i sandhed.

Vi skulle mødes for at bestråle hinanden, for at vi derefter, hver for sig, på et helt nyt grundlag, ville kunne virke ud i verden.

På Lesbos skulle vi i flere på hinanden følgende dage sige ja til os selv, ja til at være på Jorden, og ja til vores skæbne.

Det var i forlængelse af disse klare jaer, at åbningen ind mod sjælen blev skabt.

Meningen var selvfølgelig, at vi på den baggrund, hver især, skulle manifestere os i verden med et nyt udgangspunkt.

Hver især fandt vi et sted i naturen, hvor vi forbandt os, og var i denne tilstand.

Mit ja var stilfærdigt og ukompliceret. Jeg har aldrig haft svært ved at sige ja og at blive i min sjæls energi. Jeg har heller ikke noget at skjule og har derfor ingen problemer med at kigge mig selv i øjnene.

Når jeg reflekterer over den spirituelle leders adfærd i andre sammenhænge, kan jeg ikke lade være med at få den tanke, at hun har følt sig selv hævet over at sætte sig stilfærdigt i naturen. Har mere en forstilling om, at hun har haft sin opmærksomhed på, hvad en mobiltelefon kunne bruges til.

Det er ikke noget, jeg kan verificere. Men alligevel kommer billedet til mig gang på gang. Og nu har jeg så taget mod til mig og skrevet det.

Men det falder meget i godt i tråd med hele hendes arrogante måde at være i verden på. Hun føler sig simpelt hen for god til at spilde tiden i naturen. Ligesom hun heller ikke i Bhutan syntes, hun som vi andre skulle gå turen op ad bjerget til Tiger’s Nest. Og endelig hendes destruktive adfærd mod mig i Japan. Hun føler sig højt hævet over almindelige mennesker, og også berettiget til at gribe direkte ind i deres energi, hvis det passe hende. For vi er ikke på samme ophøjede niveau som hende.

Jeg ved positivt, at der var et meget direkte og dybt møde mellem os på Lesbos. Men måske i tråd med hendes opførsel i øvrigt registrerede hun kun det, der vedrørte hendes eget ego.

Jeg har oplevet sjælemøder flere gange. Det er altid meget smukt. Det normale er, at instinktet meget hurtigt tager over igen, hvis personen er meget bundet til det. Når man har prøvet det nogle gange, er det egentlig meget lærerigt, også lidt morsomt.

Det handler altid om, at lyset trænger ind i et menneske i et kort øjeblik, og at den samme sekundet efter glider tilbage i sit kendte jeg, og benægter, at noget har fundet sted, alternativt ikke vil møde det, fordi det ikke passer ind i den vante måde at møde tilværelsen og sig selv på.
Jeg har også oplevet mennesker blive bevidst om deres egen guddommelighed, hvor det i fortsættelsen er helt afgørende, hvordan det bliver håndteret.

Hvordan jeg vender ind mod Gud, eller hvem jeg nu vender ind imod.

Hvis ikke jeg håndterer det rigtigt, ryger jeg enten ind i et stort ego, eller tilbage i mit gamle, hårde jeg.

Det er vigtigt at lære at blive et blødt og et sandt jeg, når det sker.

Det kan kaldets noget i retning af at lade lyset skinne igennem sig, uden at blive krukket eller kynisk.

Det handler også om at dele den viden eller energi, som man modtager, så alle relevante får del i den.

Det ved vi ganske udmærket, når det sker.

Eller også får vi al den viden, vi har brug for, for at vi kan gøre det.

Det er også på den måde, vi bliver sande kærester, hvor vi helt ligeværdigt vender det bløde ind mod hinanden.
Mødet på Lesbos var dybere og vigtigere end mere tilfældige sjælemøder. Ellers ville vi jo ikke have været der, og sagt ja.
På Lesbos blev hun af sine guider sammenlignet med min tidligere spirituelle lærer, Jes Bertelsen, en sammenligning der på det tidspunkt gav rigtigt god mening, også i mit liv.

Men den er senere fuldstændigt faldet til jorden, og det er ikke Jes Bertelsens skyld.

Jeg tror, at hun på Lesbos og i tiden derefter har fået en viden, som hun har holdt for sig selv, som skulle have været formidlet til rette vedkommende.

Det ville have givet en helt anden måde at være i verden på, for alle parter.

Det ville på alle måder, og for alle parter, have betydet en helt anderledes fortsættelse.

Der er formodentlig i denne forbindelse, at egoet er vokset til noget helt ekstraordinært.

På Lesbos blev alle deltagerne tilbudt et klarsyn. Jeg ville gerne vide, hvornår jeg skulle forlade arbejdesmarkedet, og fuldtids være det, som jeg guddommeligt var kommet her for.

Jeg fik at vide, at jeg godt kunne forlade det nu, men ville får mere ud af at vente et par år. Herefter ville der ske noget, som “man slet ikke kunne forestille sig!”

Jeg fik jo gåsehud og genkalde mine smukke oplevelser af guddommelighed og stor glæde tilbage i 1979.

Når det ikke skete, skyldtes det udelukkende den person, der stod bag kanaliseringen, og hendes måde at håndtere sit eget liv i tiden derefter.

Alt ville have set fuldstændigt anderledes ud, hvis hun havde gjort præcis, hvad hun skulle.

Hvis hun havde været af samme støbning som mig.

Mit bedste gæt er, at hun skulle fortælle mig, hvem jeg var, og det ville hun ikke.

Og derpå har den ene løgn taget den anden, i en stadig mere ond spiral.

Alt, hvad der er sket af lidelse og ødelæggelse, skyldes én eller nogle få specifikke handlinger, som personen skulle have gjort, eller ikke skulle have gjort.

Og alt herefter handler om, med lav moral og lav bevidsthed, at forsøge at trække i land, og at få mig til at se forkert ud.

Når man tror, at man med lav moral kan forstå et andet menneske med høj moral, bliver det nemt noget mærkeligt noget.

Og da især, hvis man bruger den lave morals utilstrækkelighed til at nå den høje moral.

Altså med mørk energi af fange en lys energi.

Med had at tro, man kan overvinde kærlighed.

Fuldstændigt forskruet.

To år efter var jeg i dyb, dyb lidelse. Havde oplevet ekstrem vrede fra fleres sider, der bare ikke ville holde op.

Den rigtige måde at møde verden på, især når vi får direkte hjælp til det, er udvidelse, som lukker op for mønstre, som skal bearbejdes, og det nye herefter integreres.

Det er den sande og harmoniske måde at få stadigt mere fat i livets essens og sig selv på.

Men det forudsætter, at vi giver slip og lader livet åbne sig i en stadigt mere positiv og udvidende proces.

Når det ikke skete på den måde, er forklaringen i hvert fald, at nogle af de spirituelle ikke har villet slippe alt det, som de identificerede sig med i deres civile liv.

Der har skullet en helt særligt indsats til udefra for overhovedet at skabe den nødvendige åbning, som åbenbart  lukkede hurtigt i igen.

Omtalte person fortalte gerne om, hvordan hendes mand omtalte hende ved hendes eget navn og ved den, som hun tidligere havde været.

Af en eller anden mærkelig grund havde Kristus også sneget sig ind som en af sengekammeraterne, så de på den måde nu var fire personer i den samme seng.

En spøjs måde at håndtere viden om, hvem man tidligere har været, i hvert fald ikke noget forsøg på integration, snarere et udvidet rollespil.
Det er i realiteten det samme som ikke at have sagt ja til noget som helst.
Men det fortæller også om en person, der ikke har gjort noget for på et dybere plan at forstå sin spirituelle opgave.

Det relevante i denne sammenhæng er den ufine del af hendes væsen.

I stedet for at bruge udvidelserne til at forstå den dybere dynamik og de nye, smukke muligheder bliver det hele brugt til at booste sit ego med, hvor kraften også bruges til at afstøde det, der ikke passer ind i egoet.
Der, hvor filmen for alvor knækker, er der, hvor legen afløses af ondskab.

Det, som vi i en gammeldags terminologi kalder dødssynder, at noget negativt i et menneske aktivt og i fuld bevidsthed får magten i forhold til et nødvendigt ydmygt udgangspunkt.

Dødssynder er alle et udtryk for, at instinktet overtager styringen i et menneske, fordi mennesket selv lader det ske.

Der er syv af dem: Hovmod, griskhed, utugt, misundelse, fråseri, vrede, dovenskab.

Det er i alle tilfælde positiv hjerteenergi, der slukkes.

Det kan uden videre sammenlignes med en vandhane, der lukkes.

I de nævnte tilfælde har der hver gang været et forsæt og en aktiv handling, som har forvoldt smerten.

Det svarer fuldstændigt til aktivt og bevidst at standse kærligheden til et barn, altså den følelsesmæssige strøm.
Handlingen kan også være overgreb eller at lege med andres følelser, der altid rummer grumsede motiver, og brud på en smuk kontinuitet.
Da energien var intakt, kunne den rumme alt, også fysisk, og i en meget positiv form, med stor glæde.
I 2014 var vi en større gruppe af sted på en kernehealerweekend.

I den samme weekend i Vejle fik vi overdraget kernehealerenergien.

Derpå var der en længere kanalisering, hvor det blev skåret ud pap, hvor vigtigt det er, at vi “altid opfører os ordentligt”. Disse ord var ikke hidtil blevet brugt i disse kredse. De gjorde et dybt indtryk på mig, og har formet mit liv lige siden, også ind i de mindste intentioner og beslutninger.

Den person, der forestod kanaliseringen, er de samme, som det hele handler om.

“I skal altid opføre jeg ordentligt! Ellers mister I energien. Det kan end ikke Marianne lave om på!”

Det faldt sammen med fuldmåne, og derfor var der også en fuldmånemeditation.

Ankerpersonen var den samme, som det hele handler om.

Hun blev bedt om at rumme alt på Jorden, men ville ikke slippe sine binding til sin familie.

I virkeligheden er det jo det, som det hele handler om.

Når man ikke vil slippe, kan man ikke rumme.

Og det, som man ikke vil slippe, vil man ikke kigge på.

Derfor opstår fordomme.

Når man på den måde er fikseret til sit instinkt, er alt i verden rolleopdelt.

Det betyder, at spiritualitet er én verden, hvor man tjener penge, og gør det for pengenes skyld.

Familien er en anden verden. De to har ikke noget med hinanden at gøre.

En sådan verdensanskuelse ser ikke mennesket som et helt væsen, der energetisk rummer alt, som har en kvalitet i sig selv, og som har sin egen energi.

Det gælder, uanset at spiritualitet i sit udgangspunkt altid er og omfatter det hele menneske.

Den bagved liggende logik, der styrer alt i hendes liv, er: Jeg og mine børn og min mand er virkeligheden. Alt andet falder uden for virkeligheden og er ikke sandt, eller er i hvert fald laverestående, kan ikke anerkendes som sand virkelighed.

Tankegangen er dybt instinktstyret. Hierarkisk. Alfahan og alfahun. Ekskluderende. Hvad der ikke støtter op omkring min virkelighed, har jeg uden videre lov til at efterlade. For det er den stærkes ret, der gælder i mit univers. Virkeligheden er de mennesker, der evner at gå ind i mit liv på mine præmisser! De, der snakker mig efter munden.

Eller med Pia Kærsgaards formulering for nogle år siden: Der findes kun én kultur! I dyb alvor.

Så det nej, der så skarpt blev formuleret på kernehealerweekenden i 2014, var det samme, der totalt ekskluderede alt, hvad jeg var og stod for, i Japan 2016.

Dette nej blev fulgt op med en helt selvfølgelig ret til at ødelægge noget i mig, i og med jeg ikke levede op til de forventninger, som en familie med børn afstikker af normer og fordomme.

Alt omfattede også mine vitale organer, åndedræt og hjerterytme.

I Pakistan ville jeg som kvinde helt legitimt risikere at få hældt syre i ansigtet, ud fra den samme dynamik.

Den pakistanske mand, hvis han var velargumenteret, vil også kunne finde på at sige: Der findes kun én kultur!

Handlingen var dermed legitim. Det er velkendt, at selvom lovgivning forbyder det, er der stor træghed i det pakistanske samfund, med hensyn til at føre det ud i livet. Sådan er det også herhjemme med hvidvansk af penge og skatteunddragelse. Og så er der gråzoner, som at udlede pesticider i drikkevandet, hvor kaptitalhensyn går forud for menneskers helbred og fremtid.

Det, som den spirituelle kvinde gjorde mod mig, var mindst lige så ondskabsfuldt som at hælde syre i hovedet på mig. Det var bare ikke synligt. Til gengælde opleve jeg så, efter mere end et års dyb og konstant lidelse, at få helt uventet hjælp ude fra universet.

Der findes kun én sandhed: min familie. Alt andet må lade livet! Så enkel og primitiv var logikken.

Hos Merethe Bondesen deltog jeg i kanaliseringer, hvor alle ærkeengle pludselig dukkede op, Jeg oplevede, at det var en særlig besked til mig, der handlede om, at den frie vilje selvfølgelig gjaldt, men ikke var ensbetydende med retten til at gøre, præcis som det passede en. Man kunne ikke på den måde undslå sig sin skæbne. Hvad man havde sagt ja til i sit hjerte, kunne man ikke bagefter sige nej til, under påberåbelse af den frie vilje!

Og der var en healing af smerte, hvor jeg bare oplevede, at min var uendelig.

Det onde er ikke, at den spirituelle leder ikke mener som mig.

Det er, at hun med forsæt griber negativt ind i nogle af mine vitale organer, og eksplicit, altså helt bevidst, interagerer ukærligt og destruktivt.

Fordi hun i situationen som spirituel leder har muligheden for det.

Hvorfor har hun kunnet gøre det onde ved mig?

Det kan, som jeg ser det, kun skyldes, at vejen ind i Ny Tid kun kan foregå i fuldstændigt frihed.

At vi skal sige ubetinget ja med hele vores væsen, og dermed friheden til at gøre det onde.

Jeg har altid været et godtroende menneske, og det, der for alvor har snydt mig, er, at hun har kanaliseret diverse væsener fra den gode side af universet, men åbenbart har været en helt anden, når der ikke var hul igennem.

Det blev mere og mere tydeligt i tiden efter mødet på Lesbos, at der var noget, der spirituelt ikke længere var på plads, første gang fysisk helt ude af form på en spirituel rejse til Bhutan i marts 2016, hvor alle vi andre vandrede op til Tiger’s Nest.

Mens vi vandrede op ad bjerget, satte hun sig et sted nede i græsset, simpelt hen fordi hun ikke var i fysisk form at at gå sammen med os andre. Vi fik at vide, at vi skulle møde vores egen død på vej op.

På samme tur skulle vi sende direkte video til støttegrupperne i Danmark. Det foregik i en gammel borg, som lå på et højdedrag.

Ankerpersonen dukkede op, meget forpustet, ledsaget af sin tro følgesvend og bodyguard.

I lufthavnen, på vej hjem, indvilligede jeg i at blive interviewet af vedkommende, men kunne ikke sige noget, fordi jeg ikke kunne mærke andet end et stort sort hul bag ved hende. Der var ikke noget lys at respondere ind i. Der var ikke noget lys at tale ind i. Det var kun mørkt.

En anden person blev interviewet i stedet for mig, hvor jeg holdt mikrofonen. Denne person formulerede en, hvad jeg vil kalde gammeldags, traditionel spiritualitet, helt uden de finurligheder og raffinementer, som Nyt Tids energi indeholder. Forklaringen må være, at denne energi slet ikke var til stede i situationen, fordi ankerpersonen ikke længere bar den.

Hun vidste godt, hvem jeg var, men havde ikke villet sige det. Nu prøvede hun så at få mig ind i folden, på sine egoistiske præmisser. Det hele vendt fuldstændigt rundt, på samme måde, som en løgn kan leve helt sit eget liv. Og da jeg ikke reagerede, som hun ville det, hun måske blevet helt forskruet indvendigt, og følt sig berettiget til at gøre det onde ved mig.

Mærkelig logik, hvis oprindelse var, at hun ikke gav mig den besked, hun skulle, dengang det var relevant.

Den lave bevidsthed skaber helt sit eget univers, hvor ingenting hænger sammen, som det gjorde til at begynde med.

Hun var ikke ond i Bhutan, som hun senere var i Japan, men hun levede helt tydeligt inde i en fantasi, hvor hun bl.a. gik megt op i, hvordan jeg opførte mig.

Symptomatisk var det vel også, at et stykke af ankerpersonens krystal var brækket af, noget der blev bagatelliseret, men jo set i bakspejlet nok var meget relevant.
Der er noget symptomatisk ved mennesker, der på den måde falder. De tror sig hævet over alle andre.

Det havde jo været naturligt, at vi alle vandrede op ad bjerget mod Tiger’s Nest.

At vi i alt og altid mødtes på lige vilkår, sådan som de rigtige mestre altid har gjort det tidligere.

At vi går vejen sammen.

Temaet i Bhutan var døden. Temaet i Japan var opstandelsen.
I Bhutan gik der næsten konkurrence i at have det bedste klarsyn, og det kan aldrig være rigtigt, at et klarsyn skal være bedre end naboens. Det er simpelt hen ikke sandt.
I Japan, den næste spirituelle rejse, blev egoet manifesteret som noget guddommeligt, der foregik oppe i guruens kronechakra.

Der var ikke færre end to af de helt store kanoner deroppe, Maria Magdalene og Kristus. Formodentlig en slags godkendelsesprocedure, hvor alt skal passere den vej.

Derpå blev der klappet i de små hænder, altså guruens, at Ny Tid nu var på plads. Vel at mærke på den samme tur, hvor jeg var blevet ekskluderet.

Der var bare ikke nogen af de andre, der vidste noget om det.

Det var naturligvis fup og svindel, ikke projektet omkring de spirituelle rejser, men den måde, som det blev håndteret på af den ledende person.

Når jeg ser hændelserne i Japan på afstand, var det tydeligt, at hun gennemførte sin position som ankerperson med den klare intention, at jeg skulle ekskluderes, som om jeg ikke eksisterede, og at hun derpå, på egen hånd, kunne fortsætte, på sin egen måde, som leder for Ny Tid, uden at skulle inkludere mig, min tænkemåde, min logik. Hun behøvede ikke at kigge på sig selv, behøvede ikke at korrigere sig selv.

Alt, hvad der skete i Japan fra hendes side, havde noget falsk over sig. Alle de steder, hvor vi opholdt os, og alt hvad hun formidlede.

Alt i Japan handlede om at etablere et verdensbillede uden om mig, hvor jeg ikke fandtes. Det var ufatteligt kynisk, ufatteligt falsk, og fuldt bevidst fra hendes side. Men sandt, det var ikke, overhovedet.

Og det falske fortsatte på de følgende tre rejser, hvor hen hele tiden havde fokus på mig, og at jeg gik i stykker på den rigtige måde.

Det var forløsende i mit liv, at Maria Magdalene i januar 2019 manifesterede sig for mig i Assisi med ordene, at jeg skulle glemme alt om Japan, der jo havde været en dybt smertefuld oplevelse.

Personen, der kanaliserede Maria Magdalene, vidste intet om, hvad jeg havde oplevet i Japan.

At slippe oplevelsen har fået mig til at se den på en ny måde, som jeg her beskriver den.

Hver gang jeg slipper det hele, står det hele endnu skarpere, og mere grotesk, når jeg vender tilbage til det.

I øvrigt også at kigge tilbage på Bhutan og frem mod de kommende spirituelle rejser, hvor der på dem alle foregik noget, der ikke var helt i orden.
Smerte i sig selv kan man ikke beskrive. Den fylder bare det hele.
Jeg skulle bruge mere end to år til at forstå sammenhængen. Uden hjælp udefra ville det ikke have kunnet lade sig gøre.
På Island, april 2017, som var den næste spirituelle rejse, hvor vi skulle hente healingsenergi, blev det formuleret, at ankerpersonen var nummer to bevidsthed i universet.

I samme ceremoni skulle personen møde den 12. apostel eller discipel, for at befri vedkommende endeligt fra det onde.

Jeg kunne ikke mærke nogen befrielse eller forløsning i det, der herefter skete, ud over at ankerpersonen gav udtryk for et dybt ubehag.

Til gengæld oplevede jeg få uger senere et fuldstændigt ekstremt brud i mit eget liv, fra en kvinde, der var med på den samme tur.

Det var ikke bare ekstremt.

Det var dybt ondskabsfuldt, meget mere end et menneske i sig selv kan forårsage.

Det var bånd, der blev rykket midt over.

Når jeg genoplever det hele i dag, februar 2020, er jeg overbevist om, at den spirituelle leder også har grebet ind i min kærestes handlinger, fordi de i situationen var så voldsomme, som om også hun var overrasket over, hvad der var sket, og fordi hun på en måde gik ved siden af sig selv.

Min kæreste var også en del af energien i forbindelse med implementering af Ny Tid, og jeg kunne selvfølgelig også rammes igennem min kæreste. Jeg har ikke ord for, hvor usympatisk nogle mennesker tilsyneladende kan finde på at være.

Da jeg kontaktede den spirituelle leder, tunede hun ind på min kæreste, og kunne fortælle, at hun ikke kiggede på sig selv.

Hvor lavt kan man som menneske handle, bare fordi man har fået muligheden i hænde, mens man var ordentlig?

Efter turen på Island, men inden bruddet, havde jeg tredje gang fået stød i hjertet, og dermed fået det til at slå rigtigt igen.

Det var ufatteligt hårdt ved mit hjerte at gennemleve dette brud.

Det er uden sammenligning det mest ondskabsfulde, jeg har været udsat for i mit liv.
Pinsemorgen 2019 vågnede jeg i Assisi og forstod og mærkede pludselig helt præcis, hvad handlingen i Japan bestod i.

Den var kastration eller ødelæggelse af den positiv mandlige eller maskuline seksualitet gennem hjertet.

At fjerne den følelsesmæssig forbindelse mellem min overkrop og min underkrop, så jeg ikke længere havde den naturlige kontakt til mine egne følelser og oplevelser.

Forsætligt at kastrere mig, fordi hun havde adgang til energien og adgang til værktøjerne. Hun havde frihed, og hun havde magt. Og hun brugte denne magt.

Det er spirituel Jantelov, eksekveret med millimeterpræcision.

Handlingen fra guruen har, kan jeg tydeligt mærke her i Assisi, været at fjerne mig fra min egen seksualitet, forud guruen ikke synes, min adfærd var passende.

Alle andre involverede end guruen var positivt i deres egen energi i alt, hvad der skete.

Man kan ikke være normfyldt og samtidig være i sin egen energi.

Derfor lukkede guruen for energien.

At være i sin egen energi er at være i sjælen.

At være i sine normer er at være i instinktet.

Det er lidt mærkeligt at finde ud af, hvad voksne og bedrevidende personer tror, de kan tillade sig i forhold til andre voksne, også direkte at tolke ind i mine følelser og intentioner.

Og at værdibestemme noget ud fra sine dybe og helt ureflekterede fordomme.

Og fra den position direkte at gribe ind i min energistruktur og føle sig berettiget til at ødelægge.

Tænk at tro, at fordi man har haft kontakt ud i universet, er man berettiget til at opføre sig nøjagtigt, som det passer vedkommende, måske i den overbevisning, at der ikke er andre, der nogensinde finder ud af, hvad der er sket.

Fordi man agerer ude i et område, som ingen andre umiddelbart har adgang til.

Det kan man åbenbart gøre spirituelt og så tidligt, at ingen andre forstår det.
Det er en handling, som personen helt på egen hånd har foretaget sig, og derfor helt på egen hånd må tage ansvaret for.

Det handler om magt. Det handler om kontrol. Det handler om ikke at ville give andre plads.

Det handler om kun selv og altid at komme til i første række.

Det handler om, hvis det er nødvendigt, at ødelægge et andet menneske for selv at være den forreste i alt.

Når man bruger negativitet eller mørk energi, som er to sider af samme sag, trækker man alt ned på samme lave niveau, som man selv befinder sig på.

Det, som før var bygget op på en positiv og god måde, ligger nu i ruiner, fordi man ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt.

Ondskab på den måde er at behandle et andet menneske med en negativ intention, som man godt ved, er forkert.

Jeg har oplevet flere gange i mit liv på den måde at blive tilintetgjort, hvor alt blev ødelagt, alt det, der så smukt var bygget op.

Det har aldrig være fra min side, og jeg har hver gang kun med stor smerte kunnet kigge på, at det skete.

Jeg ved, hvor skrøbeligt livet er, hvor vigtigt det er, at vi altid møder det i ydmyghed og i taknemmelighed.

Jeg ved også, hvad livet positivt kan, når vi aktivt går ind i det.

Men det sker ikke af sig selv. Jeg ved, hvad der er muligt, og at vi altid skal møde det i respekt og hensyn.

Hvis ikke det var sandt, hvad jeg lige har udtrykt, ville jeg jo aldrig have fået en så massiv støtte og hjælp udefra.

Det er simpelt hen inkompetente og uansvarlige mennesker, jeg har været oppe imod. Måske i virkeligheden kun et inkompetent og uansvarligt menneske.

Dagen før, pinselørdag 2019, om morgenen, fik jeg at vide i Frans’ krypt, altså af Frans, at jeg er gået en vej, som ingen før mig er gået.

Det rørte mig dybt at få denne besked.

Det handler i hvert fald om en positiv integration af seksualiteten i livet, hvor intet er ekskluderet, og intet er ødelagt.

Men hvor alt i livet kan udfoldes positivt, og udfoldes stilfærdigt.

Hvis altså vi positivt ønsker det og lader det udfolde sig.

Mit bidrag her på kloden er, at energi er guddommelig.

Når vi får en sjæl, bliver vi koblet på en energi, som vi har til rådighed hele livet, som vi agerer i og med.

Det er så vores opgave positivt og altid at udfolde alt i os gennem denne guddommelige energi.

At blive præcis den eller dem, vi er.

At blive i vores egen energi og at være i den to eller flere, kan gøres i tillid, hengivenhed, ydmyghed, taknemmelighed, glæde, lyst, nydelse, lykke. Der er mange måder at være i den positivt.
Det handler også om i alt at give slip, så vi begge kan både give og modtage af et godt hjerte.
Seksualiteten har ikke tidligere været integreret i livet, på lige fod med tanker og følelser og guddommelighed.

Det er der jo strengt taget ikke nogen af dem, der har, fordi mennesket ikke hidtil er lykkedes med at have og at finde den fornødne ro i sig selv.

Et menneskevæsen har til dato været defineret ved at være syndigt, alternativt bundet til arvesynden.

Og det har ikke hidtil kunnet komme afgørende fri af denne tilstand eller omstændighed, hvor det jo også lukker sig i sig selv og om sig selv.

I moderne tid er religiøse termer afløst af materiel selvfølgelighed, og tabuerne i stedet hæftet på den materielle forbundethed, som i dag er den emotionelle binding i de fleste menneskers liv.

Synd bruges ikke længere som argument.

Men det slående og uudtalte argument er i dag mursten.

Argumentet har ikke noget sprog, men det virker på samme ubarmhjertige måde.

Mursten er den nye ubarmhjertige faktor, som et menneske har brug for at lære noget om, hvis det ønsker en sand frigørelse i forhold til andre.
Det har ikke tidligere været muligt at være og at blive i sin egen energi, sin egen barnlighed, på en positiv måde.

Det er, hvad jeg er her for at formidle og selvfølgelig at leve i praksis, at gå vejen.

I den forbindelse jo også, at energien går sine egne veje, og positivt vil have os til at kigge på sider i os selv, som helt eller delvist ligger i mørke.

Det er ikke svært, hvis vi lader være med at blande os, at forstå, hvad formålet er.

At vi skal være hele mennesker, der i alt og ubetinget kan stå inde for os selv.

Hvis jeg skal tolke noget ind i historien om den 12. discipel, og hvad jeg selv har fået lov til at mærke ind i, handler det om, at der skete noget i forbindelse med korsfæstelsen, der på ingen måde var i orden, som ikke i nogle tekster eller overleveringer har haft nogen bevågenhed, men som betød, at noget i forbindelse med implementering af kristendommen ikke forløb, som det skulle være forløbet.
På samme måde, som det jo også sker i dag, i forbindelse med implementering af Ny Tid.

Det har altid undret mig, hvorfor Jesus væltede tempelboderne. Det var jo slet ikke hans natur at gøre sådan noget. Jeg tror, at der er sket noget forinden, hvor nogen er sprunget fra en aftale.

Måske er fortællingen om Judas det rene opspind, eller i hvert fald ikke hele sandheden.

På mig virker den som en påklistret historie.

Projektet, både i kristendommen og i Ny Tid, er en cirkulær integration af guddommelighed, hvor ringene ligger uden på hinanden.

Det er ikke afgørende, om det guddommelige er den inderste eller den yderste ring.

Det afgørende er, at den højeste bevidsthed er der til at afslutte det.

Når det ikke sker på den måde, bliver det ufuldstændigt eller ufuldkomment, og derfor har store dele af kristendommen historisk været meget voldelig og ondskabsfuld.

Når det onde kommer imellem, som jeg efterhånden har oplevet flere gange, altid i forbindelse med, at mennesker fravælger det gode, positivt at stå i sig selv, er der netop ikke længere nogen sammenhæng i livet.

Og så smuldrer alt, og ingen vil tage ansvar.

Ondt bliver det jo først for alvor, når man bevidst kaster skylden fra sig og over på en anden.

Eller når man ved fuld bevidsthed er ond over for en anden.

Det, som jeg for et par års siden så, i en brøkdel af et sekund, var smagen af blod og træ og så oplevelsen af, at det ikke var den fysiske smerte, der var den største ved at hænge der.

Det var derimod oplevelsen af ikke at kunne stole på den, som man havde en aftale med, som stak af, da det gjaldt.

Som jeg efterhånden ser det hele, bevirkede vores sjælemøde på Lesbos i 2015, at jeg blev set.

I 2014 blev min sjæl af den samme person sat på plads.

I Japan i 2016 blev det samme arbejde, af den samme person, ødelagt igen.

Derved ville fortidens udåd kunne holdes skjult, hvis jeg nu kunne undgå at blive det sande menneske, som jeg var.

Af årsager, som jeg ikke kendte, havde min sjæl ikke sat sig ordentligt på plads, da jeg inkarnerede.

Derfor er jeg i mange år gået lidt ved siden af mig selv.

Da jeg mødte personen i 2014, kanaliserede hun, at jeg var en faldet mester, og at min sjæl ikke havde sat sig ordentligt fast.

Men det kunne hun gøre, fik hun at vide.

Hvad hun ikke troede på, inden det blev kanaliseret.

Og det gjorde hun så ude i haven, hvor hun bor, ved en portal.

Hun spurgte efter, hvad jeg var for en mester, da vi åbenbart er nogle stykker, men det fik hun ikke noget svar på.

Når man ikke får et sådant svar, skyldes det selvfølgelig, at man skal være klar til det, jo ikke mindst for ikke at misbruge det, eller at konvertere det til noget, hvor man alligevel ikke er klar til det.
Den healing, som hun udførte i 2014, er kun mulig, når man er et ubetinget kærligt og sandt udtryk for sig selv. Ellers kan man ikke så dybt røre et andet menneske.

Jeg har oplevet denne dybe berøring i hver fald én gang mere under et kursus fra hende, hvor jeg blev dybt rørt.

Allerede ved dette første personlige møde var det tydeligt, at hun jo kanaliserede.

Men når jeg sagde noget, fortalte noget om mig selv, hørte hun overhovedet ikke efter, havde altid en hurtig indvending som reaktion.

Det har undret mig lige siden, også når hun underviste i ligeværd.

Hun fik ikke svar på, hvilken mester jeg var.

Det har hun jo tilsyneladende fået ved vores sjælemøde på Lesbos året efter, hvor vi begge gav slip, og hvor hun i den forbindelse blev bekendt med sin egen dybe identitet, og med min dybe identitet.

Dengang hun var et ordentligt menneske, da jeg mødte hende i maj 2014, hvor hun bor, lød ordene fra hende omtrent sådan her: “Hvorfor er du så hård! Det er du jo i virkeligheden ikke! Din sjæl er lige så gammel som min!”

Kan vi ikke godt blive enige om, at denne ordveksling finder sted i ligeværd og  i dyb kærlighed?

Det var, da jeg fik min kernehealing, og hvor hun ude i haven satte min sjæl på plads.

Kort forinden var jeg selv begyndt på kernehealeruddannelsen,

I løbet af 2014 og 2015 deltog jeg på mange af hendes kurser.

Her var det tydeligt, at hun havde stor spirituel kompetence, der også handlede om at samle og agere i felter, at heale i stor stil, og også i klarsyn og fjernhealing.

En sådan udfoldelse af spirituel kompetence skal selvfølgelig foregå i kærlighed og sandhed, og det har den også gjort, i hvert fald til og med besøget på Lesbos.

At det blev kanaliseret, at jeg var en falden mester, har naturligvis fået mig til at interessere mig for, hvad en mester er for noget.

Det er blevet tydeligere og tydeligere, efterhånden som mine indtil videre 12 bøger er blevet til, hvor den sidste jo stadig er i skrivefasen, men godt på vej.

Mesterkvalitet handler jo ikke mindst om at udfolde guddommelighed i praksis, at forstå, hvad lys og mørke, sandhed og skygge, kærlighed og dens modsætning er for noget i praksis.

Hvad det gode er, og hvad det onde er, og hvordan vi selv kan bruge og udfolde det.

Hvad liv er, og hvad modsætningen er.

Hvordan man genererer god energi ved selv at være det gode.

Hvad sjæl og instinkt er i praksis.

Hvad høj og hvad lav bevidsthed er.

Hvordan man bygger op, og hvordan man bryder ned.

Hvordan man kommer tilbage til livet fra en tilstand som tilintetgjort.

Hvad seksualitet er som en grundenergi i mennesket.

Og helt afgørende: hvad ordentlighed er for noget, helt ind i alle handlinger og alle tanker.

Hvad et menneske dybest set er for en størrelse.

Den opmærksomme læser vil lægge mærke til, at der i denne oplistning af mesterkvaliteter ikke indgår kunsten at blive et stort ego, som alle skal lyse på, og alle skal rette ind efter.
At være nummer to i universet må, som jeg ser det, logisk betyde, at jeg er nummer et.

Hvis man kigger på den dybt nederdrægtige handlemåde, som er beskrevet i det foregående, må logikken jo være, at hvis jeg kan elimineres eller uskadeliggøres, vil nummer to rykke en plads frem og herefter være nummer et.

Jeg er ret sikker på, at denne logik har gjort sig gældende i forhold til, hvad jeg har været udsat for.

En lige så klar logik må være, at bevægelsen, i guruens egen optik, er guruens ejendom, og at man som medlem er underlagt guruens fulde kontrol, også langt ind i energistrukturer og adfærd.

Når jeg mødte en kæreste på en spirituel rejser til Scotland, var det hele, efter guruens opfattelse til hendes fulde disposition. Det hele var hendes energi. Hun kunne og havde til enhver tid ret til, uden at spørge overhovedet, at gå ind i hver af os, blande sig, som det passede hende, og også gerne at skille os ad som partnere.

Alt var jo hendes ejendom, og vi havde selvfølgelig ikke noget at skulle have sagt i den forbindelse. Konsekvensen har jeg fået udfoldet, selv om jeg har skullet bruge lang tid på at finde ud af hoved og hale. Men jeg har vitterligt heller ikke oplevet sådan noget før, og slet ikke noget, der bare lignede det.

Og endelig den meget infantile begrundelse, at det ikke vil komme nogen før øre, hvad der reelt skete for 2000 år siden, hvis jeg blev uskadeliggjort eller tilintetgjort, inden jeg blev virkelig, da miseren formodentlig kun er kendt af os to, måske også af en lille inderkreds omkring den skadelige handling.
Samtidig var guruen også den eneste, der kunne sætte min sjæl på plads, hvilket jo betød, at hvis den handling blev så at sige gjort ugjort, ville jeg fremover altid skulle gå ved siden af mig selv igen, og ikke blive i stand til at udtrykke den, som jeg i virkeligheden var og er.
“Hvorfor kommer du først nu?” spurgte min sjæl hende, da vi mødtes, hvilket jo har betydet, at hun har kunnet noget, som ingen andre har kunnet.
At fjerne mig fra min kraft, eller at fjerne min kraft fra mig, har haft dybt negative virkninger i alle mine relationer, hvor alt, hvad der så smukt var bygget op i tiden efter 2014 blev kynisk smadret og tilintetgjort.

Og dermed mistede jeg også min naturlige evne til at holde sammen på energi, som jeg altid har haft.

Det er ufatteligt, hvad et menneske føler sig berettiget til at kunne og udføre i praksis.

Ved nærmere eftertanke tror jeg, at den egentlige negative handling mod mig er foretaget i perioden mellem de spirituelle rejser i Bhutan og Japan, måske det samme sted hjemme i haven ved portalen.

Jeg har i hvert fald inden Japan oplevet to tætte familiemedlemmer undsige mig, simpelt hen afskære forbindelsen til mig, uden at jeg på det tidspunkt forstod, hvad det handlede om.

Det var tydeligt for mig, at der fra andre var nogle af de samme ubehagelige negative følelser på spil, som fandtes i tiden før 2014, da min sjæl blev sat på plads.
Nytårsaften 2016 forsøgte en på afstand at ødelægge mit forhold til min kæreste, som jeg var sammen med, men inde i mig.
I dagene efter mærkede jeg ønsket om, at alt min lidelse var min egen skyld, også om jeg skulle dø af den.

Det var tydeligt, at jeg i min egen tilstand var tilbage, før min sjæl blev sat på plads, og var oppe imod alle de voldsomme oplevelser i 2013, hvor jeg også skulle have stød.

Afsenderen var en, som ikke på forhånd har haft bevidste spirituelle evner.

Set i bakspejlet tror jeg, at en anden person har stået bag disse meget negative og destruktive intentioner.

Den onde har brugt hele sine kompetence, der bestod i, ud over at ødelægge relationen inde i mig, samtidig at lade mig tro, at det var en i min egen familie, der gjorde det mod mig.

I kernehealersammehæng havde vi oplevet, hvordan hun er i stand til at flytte en oplevelse ind i os, så vi kan forholde os til den.

I forbindelse med årsskrift 2016-2017 blev denne kompetence brugt til at ødelægge mig med.

Jeg gik sammen med min kæreste på Brabrandstien, og kunne kun undrende fortælle hende, hvad der skete, mens det skete. Jeg kunne ikke gøre andet end at være i det.

Det foregik ved, at noget omme i ryggen smuldrede. Men det var tydeligt, at der var en intention bagved handlingen.

En der evnede at interagere på afstand.

Når jeg tænker efter, her længe efter, virker det fuldstændigt forrykt, at et menneske kan finde på, bevidst at gøre det onde ved et andet menneske, herunder at ødelægge båndet mellem to kærester.

Det er så meget under lavmål, at det overhovedet ikke kan fanges i ord.

Der var kun ét formål; at få magten ved at eliminere mig.

Hun må jo have troet sig selv usårlig eller urørlig i sin spirituelle værktøjskasse, herunder også sig selv hævet over Gud og alle de andre derude.

Når man bruger sine evner negativt, er det selvfølgelig sort magi.
Personligt tror jeg ikke på, at man kan være ond, uden selv at blive dybt mærket af det.
Hvordan kan man i øvrigt være ondskabsfuld, nederdrægtigt ovenikøbet, og så være med til at introducere Ny Tid på Jorden?

Jeg kan simpelt hen ikke se sammenhængen.

Noget af det allersidste, jeg oplevede i 2018, var, at hun begyndte at profilere sig selv med en Kristus identitet.
Jeg tror, alle egoer slutter med at opfatte sig selv som Gud.
Jeg må sige, at jeg er taknemmelig for, at der er væsener derude, der er kommet mig til undsætning, og lært mig at gennemskue noget bestemt ikke særligt kønt.
Da jeg så julekalender for børn sidste år (2018), hvor den onde nisse gemte den gamle Julius, og dermed stod til at blive den nye julemand, gav det mange associationer til mit eget liv, selv om jeg på det tidspunkt ikke havde andre valg end at være i i dyb og konstant lidelse.
Jeg vidste dog godt, intuitivt, hvem den onde var, i mit liv.
Ond er ikke noget, man er.

Ond er noget, man gør sig selv til, når man bevidst gør noget, som man godt ved, er ondt.

Og da personen altid har været omgivet af hjælpere udefra, har de helt sikkert gjort deres til, at det onde ikke blev udført.

Men personen har brugt sin magt til at være ligeglad og hensynsløs.

På de følgende spirituelle rejser efter Bhutan, i 2016, forsvandt efterhånden helt den karisma, som var en del af miljøet i årene forinden.

Attituden hos den nævnte person var fåmælt og argumenterende, men også undvigende.

Den pågældende fortalte, at hun spirituelt, i et kloster i Bhutan, var blevet kontaktet og tilbudt selv at blive en mester.

Det samme spørgsmål blev stillet gang på gang ved disse kontakter; “Hvorfor kommer du først nu?”, altså med fem års forsinkelse. På nudansk kan man jo kalde det at gå i mesterlære.

Ordene ved formidling blev gentagelse af noget, der er sagt før. Yndlingshistorien var, hvor forskellige hendes børn var.

Da denne historie i Japan blev genfortalt for, Gud ved hvilken gang, var det helt tydeligt et forsøg på at undgå at kigge på og at forholde sig til noget andet.

Historien handler om, hvordan den ene sparker en anden for at få social kontrol og accept. Dybest set er det vel, ret beset, en fortælling om, hvordan moderen ikke selv har frigjort vold og voldens legitimitet fra sit eget væsen.

Vold er at gøre det onde mod et andet menneske.

På Island fortalte jeg hende om, hvordan jeg oplevede, at noget ved hendes opførsel imod mig ikke var i orden. Det var medvirkende til, at jeg fik taleret i flere omgange, men jeg har siden kunnet mærke, at ordene forsvandt i et stort dybt hul. De blev overhovedet ikke brugt til andet, end at jeg skulle tro, der blev lyttet til mig.

I Bosnien, også på en spirituel rejse, måtte hun af en anden deltager overtales til at fortsætte sit arbejde, hvor hun var ved at opgive, sikkert fordi hun vidste, at hun havde igangsat noget, der på ingen måde var i orden, og nu kunne se den dybe lidelse i et andet menneske.

Også i Bosnien oplevede jeg, at informationer, som hun tidligere havde givet, ikke længere var tilgængelige i hendes bevidsthed.

Hun kunne ikke huske, hvad hun tidligere havde sagt, da jeg ønskede noget uddybet.

Også her fortalte hun, hvordan hun var blevet kontaktet, denne gang vist af en sufimester, og også med spørgsmålet: “Hvorfor kommer du først nu?”

Den oprindelige, guddommelige energi eller hinde, som jeg oplever den, er intens, altomfattende, legende, munter, rummelig, meget seksuel, som er en anden måde at udtrykke, at intet er ekskluderet, meget smuk.

Den virker kun, når alle er den del af den. og alle siger ubetinget ja til den.

Denne energi har været i gang i mere end 50 år. Læs mere om den i min bog Kærligheden er Ledetråden.
I omtalte spirituelle gruppe var det hele blevet omskrevet, og handlede nu om, at Gud og Ny Tid skulle passe ind i et ægteskab, hvor ægtefællen ovenikøbet var den åndeligt underlegne.

Det er da et ego, der vil noget!

Første gang i Japan i et badekar, anden gang på New Zealand i Ny Tids såkaldt fulde bevidsthed, hvor ægtefællen i begge tilfælde var den med den begrænsede bevidsthed.

Hjemme i Danmark havde hun ligget i et dejligt, varmt badekar, hvor hun oplevede sig selv i Ny Tids bevidsthed. Hendes mand var i Gammel Tids bevidsthed, helt anderledes begrænset end hende. Denne historie fortalte hun, efter at hun havde ekskluderet mig og min energi.

Ægtefællen var på et bevidsthedsmæssigt lavere stade, men kunne, hvis han ville, komme op på hendes niveau. I Japan blev der kun formuleret en niveauforskel, mens der på New Zealand blev lukket op for den mulighed, at manden kunne give sig i lag med en åndelig udvikling, hvis han altså turde og ville, og på den måde ville kunne komme op på hendes niveau.

En vis sans for selviscenesættelse, må man sige.

Men jo også relationelt ganske uligeværdigt, og på samme tid et udtryk for dyb afhængighed i forhold til et andet menneske.

På New Zealand var der så den ekstra krølle, at Ny Tid også handlede om at håndtere elektronik eller computerspil, hvor de unge var ved at overhale de gamle.

En besynderlig argumentation, der kun kan skyldes personens dybe og ureflekterede bundethed til en familiemæssig kontekst, som hun i øvrigt ikke ønskede at kigge på.

Da jeg er velbevandret i Maslows behovspyramide, prøvede jeg at komme igennem med den argumentation, som andre også har kritiseret pyramiden for, nemlig at virkeligheden med automatisk at søge mod den øverste del i pyramiden ikke har vist sig at holde stik.

Mennesker søger ikke af sig selv mod et højere formål, når de basale behov, når de er opfyldt.

Hun svarede kort og affærdigende, at det ville ske af sig selv her i Ny Tid.

På New Zealand opfattede hun sig selv i Ny Tids fulde bevidsthed, og sig selv helt uden for hierarki.

Lidt spøjst, i betragtning af, at ægtefællen var på et meget mere ufuldkommet stade, og kunne følge med hende, hvis han ville, eller gjorde det rigtige.

Hvis ikke det er hierarki, så er der noget, jeg har misforstået.

Argumentationen omkring partneren blev fremført af ankerpersonen under i hvert fald to spirituelle rejser, hvor opgaven hver gang var at hente en ny healingsenergi til Jorden.
Det er jo fair nok at få mig selv som menneske til at passe ind i min egen virkelighed.

Men hvis der kun er plads til mig, er det vel egentlig lidt af et problem, er det ikke?

Og de andre kun er er berettigede, hvis de gør det på min måde, og de lever op til min standard.

Og hvis jeg så i det hele taget vil have dem ind!

Det er primære overbevisninger, vendt på hovedet. “Du er ikke god nok, som du er!”

Eller i Japan mod mig; “Du er der slet ikke!” “Du er forkert!” “Du kan ikke være her!” “Du er alene!”

På almindeligt dansk: “Du må gerne være her, hvis du kan finde ud af at danse efter min pibe!”
På barnesprog mod partneren: Du skal lyse på mig! Ellers gider jeg dig ikke!
Det hele blev efterfølgende suppleret med en argumentation om berettigelsen af at være en delt person, stik imod, hvad der tidligere, bl.a. i Scotland, oktober 2016, var blevet kanaliseret, og hvad jeg også skriver om, altid at være hel.
Det minder lidt om Muhammed, der gav sig selv lov til at have op til flere koner, fordi det nu passede godt ind i hans kram.
At sænke overliggeren, så der nu også bliver plads til de lave aspekter.
Hvad guru gør, er altid det rigtige!
Hvis ikke det hele var foregået på spirituelle rejser, ville jeg opfatte det hele som et stort egoflip, og i øvrigt være ligeglad.

Men det var i forbindelse med noget større. Derfor var det ikke lige meget.

En overgang troede jeg, at jeg havde oplevet det laveste i mennesket.

Men det endnu lavere kom fra en helt uventet kant.

Det er helt sikkert derfor, jeg har fået så meget støtte, også til at kunne kigge på noget, som mennesker normalt ikke har adgang til.

Det afgørende voldsomme i mit liv var ophør af en relation, der var skabt på en af de spirituelle rejser.
Den umiddelbare begrundelse fra modparten var den skade, som jeg havde pådraget mig i mit energisystem, i forbindelse med en spirituel rejse.
I sig selv en noget egoistisk begrundelse. Især da jeg siden har erfaret, at enhver skade af den karakter kan heales i, hvad Karina Bundgaard kalder sjælens lys, altså i kærlighed og sandhed.
Bruddet blev fulgt op af en voldsom og meget langvarig, tilintetgørende vrede, der lagde alt øde, hvilket jo ikke gjorde skaden mindre.
Når den var så voldsom, er jeg sikker på, at den brød direkte ind i en meget smuk energi, og at det har gjort vedkommende dybt flov, men hvor hun ikke ville kigge på, hvad hun havde gjort.
En skygge har den mærkelige egenskab, at jo større og vildere den gør sig selv, jo mere tror den om sig selv, at den har fortrængt og selv bliver sandheden.
Det er også derfor, man aldrig får en hærdet kriminel til at indrømme sin egen skyld, selv om den jo ikke bliver mindre med tiden.
Det hele begyndte med at tilintetgøre sine egne positive muligheder for at lyse ud i verden, og dermed jo også vores fælles lys.

Det var tydeligt, da vi mødtes kort tid efter, at det hele nu var blevet noget privat.

Vreden ødelagde fuldstændigt den naturlige venlighed og åbenhed, som hun havde i sit væsen.

Et andet udtryk for hendes udstråling.

Det var mærkeligt at opleve, hvordan man ved dårlig opførsel kan vride sig ud af sit eget lys, og dermed ikke længere at ville være ved det smukke i sig selv.

Det var min første, meget præcise oplevelse ved bruddet.

Hun ved, ligesom jeg, at et stilfærdigt møde mellem os ville have kunne løse og løsne alt.

Men det ønskede hun ikke, fordi hun var er og er meget stædig af væsen.

Det hører med i historien, at vi kommunikerede meget spirituelt, interesserede os begge for sjælens virkelighed, og hvad der er derude.

På den baggrund har hun jo fuldstændigt mistet sit eget fodfæste i sin adfærd og attitude.

Hun er simpelt hen gået i selvsving, formodentligt understøttet af den spirituelle lærer, som vi begge på det tidspunkt refererede til.

Jeg kontaktede denne og fortale om bruddet, idet jeg på det tidspunkt ikke vidste noget om, hvilket usympatisk og utroværdigt menneske hun var.

Hun svarede: “Hvor er det synd for jeg! Jeg sender jeg lys og kærlighed!”

Det ligger mig så fjernt at gøre noget dårligt ved et andet menneske, ovenikøbet for selv at få en fordel.

Jeg savner ord for at handle med en sådan begrundelse.

Alt, hvad jeg skriver om og beskæftiger mig med, handler om helt grundlæggende og altid at være et ordentligt menneske.

Uden denne indstilling ville alt andet, som jeg ser det, være fuldstændigt ligegyldigt.

Jeg er også helt sikker på, at min støtte fra væsener, der normalt ikke blander sig, er begrundet i den ualmindeligt dårlige opførsel, jeg har været udsat for.
Hvordan det hele er udviklet sig uden om mig, ved jeg ikke ret meget om, kun at en gruppe er blevet enige om at omtale mig i så negative vendinger som vel nærmest muligt.

Hvor formålet har været at friholde og at beskytte guruen og andre aktive i den negative og destruktive udladning.

Det dybeste negative oplevelse i det hele er oplevelsen af at stikke af, og med alle midler efterfølgende at skjule sine spor, og at gøre mig til den eneste skyldige.

Den er også kommet mig for øre ad andre veje.

At tænke sig, at nogen vil være bekendt, over for sig selv, at sende vrede ned gennem sit, og mit, kronechakra!

Det kunne jeg mærke, sidst jeg var i Assisi, som noget, der havde ramt mig.

Og jeg tror ikke, at det var min kæreste, der gjorde det.

De skader, som jeg har kæmpet med i en årrække, skyldes alle èn bestemt person, og hvad hun med sin sprituelle kompetence, har været i stand til. Den har ikke fået for lidt.

Alt, hvad der i mit liv, hvor min relation til min kæreste, var det dybeste og det smukkeste, blev i tiden derefter, kynisk og brutalt tilintetgjort.

Jeg må undre mig over, at et menneske af sig selv, har kunnet finde på at være gennemført ondskabsfuld, jo først og fremmest i forhold til mig, min indirekte ind i alle mine relationer.

Fuldstændigt grotesk, kynisk, bevidst, destruktivt.

Jeg kan nu mærke, hvordan hun på New Zealand havde langt noget mærkeligt hårdt ned gennem mit kronechakra, som forvrængede mig og mit udtryk. Jeg blev begænset på en mærkelig måde, hvor jeg ikke var mig selv. Det virker dybt ubehageligt, hvad et andet menneske har kunnet finde på. Næsten som et stykke rustent metal. Mørke direkte ned i mig.

Hun, altså den såkaldt spirituelle kvinde, havde simpelt hen udnyttet, at jeg var gået ind i projekt Ny Tid med åben pande, til at påføre mig mørk magi.

Lyset var, kort fortalt, vores liv sammen, altså min kæreste og jeg, med især meget direkte kommunikation.

Og at slippe lyset var i min klare oplevelse det samme som “at falde”.

Vreden har været meget voldsom. Jeg har mærket den tydeligt på afstand. I over et år har jeg mærket vreden dagligt helt ud i tæerne.
Denne vrede, er jeg på det sidste blevet mere opmærksom på, skyldes vist mere den anden, meget usympatiske person, der ikke ønsker, at denne viden kommer frem.
Apropos intention var det tydeligt fra denne person, altså guruen, at argumentationen handlede om, selv om det ikke blev sagt, at tale mig ud at det spirituelle projekt.

Det var en meget mærkelig oplevelse.

Udstødelse af en dyreflok kan man måske kalde det, hvor alfahannen er guruen i egen høje person.

Alle argumenter er hentet fra en spirituel terminologi.

Noget med plan B og C, og at “i sjælens verden går jo alt op i den sidste ende”. Underforstået: tingene gik jo ikke helt, som de skulle i denne inkarnation, men det betyder ikke så meget i den større sammenhæng.

Eller endnu mere primitivt, hvor alt handler om at tilintetgøre potentielle trusler i forhold til at have det fuldstændige herredømme over alt, og selv at kunne kontrollere indtægtsgrundlaget.
Man kan med god ret spørge sig selv, om det hele nu var blevet privat og kommercielt.

Det hele nu måske baseret på en løgn.

Fup og bedrag.

Der var ikke længere direkte kanaliseringer.

Første gang i Japan, ved Fujibjerget, oplevede jeg, at de beskeder, der kom igennem, blev fordrejet på en meget kunstig måde.

Det var tydeligt, at det, der blev formidlet, ikke var det, der kom ud af munden.

Den smukke og fine energi, som tidligere omgav det hele, var nu helt forsvundet.
Og sammen med den meget voldsomme smerte, som jeg gennemlevede, var det hele også blevet meget mere grumset og uigennemskueligt.
For mig har projektet lige fra begyndelsen af været meget tydeligt, også at finde min egen rolle i det.

Og jeg har helt fra begyndelsen oplevet det hele som meget logisk og meget fint og sammenhængende, altså til og med 2015.

Jeg var på retreat i sensommeren 2015 hos vedkommende, hvor en anden deltager fortalte, hvem hun mente at vide, hun havde været i en tidligere inkarnation.

Guruen kiggede ind i det og mente, det var rigtigt nok, men at det hele jo handlede om, hvad man gjorde i denne inkarnation.

Denne bemærkning har, efter en spirituel rejse til New Zealand, i  oktober 2017, hvor det af den samme blev sagt, at alt i sjælens verden jo i den sidste ende gik op i en højere enhed, ikke passet sammen.

På New Zealand var det ikke så vigtigt, hvad der skete i lige nøjagtigt denne inkarnation.

Og dette misforhold har længe spøgt inde  i mit hoved.

Man kan godt udtrykke det sådan, at den fælles energi omkring hele projektet Ny Tid klappede sammen i det kollektive felt, er det de sande individer, som herefter løfter og bærer den, og som vil være vejvisere ind i Ny Tid.

Denne energi havde været holdt af de oprigtige mennesker i bevægelsen, men var igangsat udefra.

Det, der fik mig til at afbryde forbindelsen til hende, var, da jeg deltog i hendes videobaserede undervisning “Den indre visdom”. Her spurgte jeg, hvad der skete, når noget ikke gik efter planen i en spirituelt sammenhæng.

Hun svarede, uden opbud af følelser af nogen art: “Så igangsætter de Plan B”. Jeg følte mig som et nul, som et intet.

Guddommelig energi er noget meget smukt og fint, der omgiver og beskytter os, hvis vi vel at mærke selv siger ja til at være en del af den.

Hvis vi opfører os som dyr eller udvikler nogle enorme egoer, virker det selvfølgelig ikke længere.

Guddommelig energi virker kun, hvis man, hvad jeg har fra Frans af Assisi, er i sig selv, og er med sig selv.

Det kan kun lade sig gøre ved altid og ubetinget at være et sandt og oprigtigt menneske.

Ved at bære sit eget lys.

Ny Tid handler om, at vi sammen skal bringe lyset ind på Jorden.

Det handler ikke om et forretningsimperium eller noget andet tilsvarende skørt.

Heller ikke om i fællesskab at opføre sig som dyr, abekatte, i zoologisk have.

Alt dette havde ikke været relevant at nævne, hvis ikke det havde ramt mig så hårdt langt ind i mit system, både energetisk og fysisk. I øvrigt også den andens, altså guruens, mangeårige modstand mod sin spirituelle opgave i årene inden 2014.
Personen har i en undervisningssammenhæng selv fortalt, hvordan hun gik i modstand i fem år, og hvordan hun i dette forløb overhørte et dundrende “nej” i sit ene øre.

Og næsten hver gang, hun skulle formidle noget efterfølgende, var det åbenbart vigtigt at fortælle, hvor meget hun gjorde det mod sin vilje, altså i modstand.

Det blev næsten et mantra at give udtryk for sin modvilje.

Modstand er at undlade at gøre noget, som man får at vide, man skal.

Når man til stadighed sætter hælene i, må man jo føle sig for god til det, hævet over det, selv om hun gerne fortale, når hun var på, at nu skulle hun dyrke motion, og nu skulle hun skrive bøger, havde hun fået at vide.

Men fra ord til handling kan der være meget langt.

Det kaldes også at gøre det for et syns skyld, for at modparten skal tro sig overbevist.

Det er vel rollespillets forførende natur at få os andre til at tro.

I nævnte fem års periode periode har jeg oplevet i flere omgange, fra forskellig side, at blive forsøgt tilintetgjort med vrede, hårdhed, had, bagtalelse.

Og i samme periode har jeg tre gange skullet have stød i hjertet, der var gået ud af sin naturlige rytme.

Jeg har ikke noget dårligt eller svagt hjerte, har altid haft et godt helbred.

Jeg har altid undret mig over, hvor massiv og voldsom modstanden imod mig har været, uanset hvor den kom fra.

Nærmest total og meget langvarig og meget bastant.

Alle disse former er i virkeligheden kærlighed og sandhed, der er vendt på hovedet, så ingen af de oprindelige former har nogen som helst mulighed for at blive tydelig og åbenbar.

Den samme energi, bare brugt på den modsatte måde af den, der var udgangspunktet.

Antiliv kan vi også kalde det.
Altid negative ord og følelser, der kvæler eller overdøver de positive. Instinkt der overdøver sjæl.

Mørke der overdøver lys.

Den karmiske aftale handlede om at mødes og udveksle. I denne proces var jeg kun var en spire på vej op af jorden, hvis man ser mig som en plante.

Og det er et godt billede.

Sådan noget skal selvfølgelig håndteres kærligt af og i en høj bevidsthed.

Det skete overhovedet ikke, eller kun i en begrænset periode fra 2014 til 2015.
Fra denne periode stammer følgende ordrette citat fra vedkommende: “Der findes kun én regel i universet: Du må ikke skade andre!”
Den samme person havde også fortalt, at vedkommende ikke måtte blive vred.
Hvis ikke jeg havde oplevet omtalte person have format i denne periode, ville jeg ikke have nærmet mig vedkommende med en ildtang.

Jeg har oplevet flere mennesker falde, men ikke så gennemført grelt som i dette tilfælde, hvor det hele jo ovenikøbet er ledsaget af en intention.

Min umiddelbare vurdering er, at personen efter sin udåd i Japan fik en ny chance på Island, men forpassede den.
Mit gæt er også, at personen ved, at fordi universet har været afhængig af vedkommende, udnytter sin magtposition i forhold til både dem derude og til herboende, jordiske individer.

Personen har jo ikke villet slippe det i sig selv, der skulle gøre vedkommende til et gennemført sandt og kærligt menneske.

Som jeg oplever det, er den styrke, som frihed, kærlighed, glæde i sig selv og naturlig ro i høj bevidsthed giver og medfører, altid en rød klud, en torn i øjnene på dem, der vil forsvare den lave bevidsthed i form af bundethed, privilegier, mursten, prestige og ikke mindst egoet, der tror sig selv guddommeliggjort.
Med et enkelt ord kaldes sidstnævnte form også snobeffekten.
“Jeg har været skadet!” var et af argumenterne, der er så dejligt ansvarsfraskrivende.

Hun har aldrig manglet argumenter, når det handlede om at sætte sig selv i et godt lys.

Fortalte også gerne ved videotransmissioner, at hun havde fået at vide, hun skulle dyrke motion, skrive bøger og så videre.

Men var det kun for at få lyset til at skinne?

Det handler alt sammen om at tiltrække sig opmærksomhed, for sin egen skyld, for sin forretnings skyld. Hvad ved jeg? for at blive set og hørt. I hvert fald ikke for et dybere formåls skyld.
En meget væsentlig detalje for mig er, at livet har en kvalitet i sig selv, og det passer selvfølgelig ikke ind i kommerciel tænkning, herunder guruvælde, men heller ikke ind i det mentale mørke, som liv bag ved mursten meget nemt kan medføre, hvor det kun er fjernsynets helte, der er virkelige.
Det handler også om, i min måde at se verden på, at et enkelt menneske har en kvalitet i sig selv, helt uafhængig af sine omgivelser og sin kontekst.

Den sande forbindelse til andre er via sjælen, som kan være en meget smuk oplevelse.

Den er kun mulig i form af ligeværdig udveksling, som kun er mulig i ubetinget kærlighed.

Det er først efter disse voldsomme begivenheder, der har ramt mig dybt ind i mit system, også fysisk, at jeg så specifikt har fået støtte på en måde, så jeg aldrig efterfølgende har været i tvivl om den.

Noget af det har været ekstremt voldsomt, så voldsomt at afsender nødvendigvis må opleve at være blevet lige så begrænset som mig i sin vitalitet.

Ekstremt voldsomt, direkte ind i god energi!

Det har været meget smertefuldt at opleve noget i tilværelsen, der var ekstremt smukt i sig selv, ødelagt med hård hånd og med ubarmhjertig intention, og så ovenikøbet ledsaget af et smil! I Bosnien, juli 2017, hvor jeg også oplevede min egen virkelighed blive benægtet af den, der var ankerperson for den healingsenergi, som vi hentede ved pyramiderne.

Det var simpelt hen lys og fysisk funktionalitet, der forsvandt, det sidste i hvert fald midlertidigt.

Og jeg kan stadig se hendes veltilfredse smil, da jeg fortalte om lyset, der forsvandt i mit liv.

Mere præcist oplevede jeg mit eget hjerte banke mod min kærestes hjerte under den afsluttende meditation.

Jeg nævnte det for vedkommende, der svarede mig, at det nok ikke skulle tolkes som noget, der ville komme til at ske i virkeligheden.

Det er interessant, hvordan en guru gerne vil kommentere og anerkende andres undergang, men, fordi det hele er et rollespil, samtidig fuldstændigt friholder sig selv i forhold til den samme livssituation.
Når man så på afstand ved, at omtalte person selv har igangsat den lavine af lidelse og ødelæggelser, der er grebet ind i mange menneskers liv, er det grotesk at tænke på reaktionen.
Tænk ovenikøbet at føle sig berettiget til at bevæge sig ind i et hjerteanliggende og at blande sig i noget, der vedrører mig og et andet menneske!

Selvom hun jo har gjort alt, hvad hun kunne, for at et møde ikke på noget tidspunkt igen vil kunne komme på tale.

Og endelig vil jeg nævne det hysteriske anfald, der på Coromandel halvøen på New Zealand blev rettet mod mig som chauffør, også fra den, der var ankerperson for energien.
Få timer senere oplevede jeg fra den samme person fjendtlighed og ydmygelse i forbindelse med den direkte videotransmission hjem til støttegrupperne hjemme i Danmark.
Også her demonstreres det, hvordan det hele er et rollespil. Når det hele er rollespil, kan man altid bare træde over i den anden rolle. Til gengæld bliver det hele jo også lidt useriøst.
Den sidste dag på New Zealand var vi et hus ved Lake Taupo, hvor gruppen minus lederen samledes til et møde, men lederen bagefter blevet orienteret i et andet rum.

Det var jo egentlig også lidt mærkeligt, at det skulle foregå adskilt, ved nærmere eftertanke.

Personen evner jo ikke at være i sig selv og med sig selv, som det er jo er nødvendigt, når man ønsker at træde ud i verden, eller ind i verden, med et sandt budskab.
Og derfor rejser andre jo også ud til de samme steder i verden for at hente den energi, som ikke lod sig hente på useriøse præmisser.
Jeg reagerer i min argumentation alene ind i, hvad jeg kan mærke, har ramt mig negativt ind i mit fysiske system, fordi vi var forbundet i en karmisk aftale.
Samtidig har jeg ikke oplevet nogen form for undskyldning eller selverkendelse, sandsynligvis fordi den ikke findes. Derfor denne beskrivelse.
I øvrigt kan et eksistentielt møde ikke ombyttes med en undskyldning for ikke at være der.

Man siger jo heller ikke til et barn: Jeg er sørme ked af, at jeg ikke var der!

Eller: Jeg er godt nok ked af, at jeg “kom til” at ødelægge dig!

Det var godt nok ikke med vilje!

Vi bygger hinanden op med lys, også fysisk. Som mennesker mødes vi altid i respekt og hensynsfuldt, i åbenhed og oprigtighed.

Er vi kærester, er det selvfølgelig mere intimt.

Vi siger vi søde ord til hinanden og rører ved hinanden.

Attituden er altid venlig og åben.

Men sådan var det ikke her. Ekstrem og meget voldsom vrede, sendt på afstand.

Altødelæggende håndtering af, eller ved hjælp af, spirituel kompetence.

Jeg oplever hver dag at være begrænset i mine handlemuligheder. Det gør de andre formodentlig også. Alt andet ville vel også være urimeligt, da det negative entydigt og ensidigt er håndteret derfra.

Afhængig af deres fortsatte handlinger vil det måske fortsætte livslangt.

Jeg ved med mig selv, at de, der har gjort noget, der ikke var i orden, ikke vil kunne møde det sande i sig selv uden at møde mig.

Det fortæller noget om karakteren af deres handlinger.

Uanset hvor mange krumspring de foretager sig, og det er mange, kan jeg mærke.
Fordi jeg ubetinget har vendt det sande i mig og i mit liv ind mod dem, hvor det i begge tilfælde har virket begge veje, men hvor det på forskellig måde efterhånden udviklede sig til noget meget betinget og kynisk, instinktbåret.
Ligesom den lave bevidsthed ved en skilsmisse helst ikke ser partneren overleve, og i bedste fald dybt handikappet, har forsøget fra spirituel side været at eliminere alt, hvad jeg stod for, og i hvert fald sikre, at jeg ikke på nogen måde ville blive i stand til at formidle det.

Og uskyldighed kan altid styrkes ved at få andre til at gøre det beskidte arbejde.

Metoden er, kort fortalt, at lade instinktet få lov til at udfolde sig i et område, hvor sjælen egentlig havde fat. Hæmningsløst. Hensynsløst.
Jeg har mærket ønsket om at ødelægge mig, og har også været i stykker i mit energisystem.

Hvis ikke jeg havde fået hjælp udefra, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have haft mulighed for at komme til kræfter igen.

Det har været meget destruktivt. Men det har det på intet tidspunkt overhovedet været fra min side.

Jeg ved, at jeg ville ødelægge mig selv, hvis jeg bare et millisekund gik ind i den samme dårlige og kyniske energi, som jeg har været oppe imod.
Mørke i enhver form, også den selvskabte, forhindrer den direkte vej til sandheden. Det har været en meget tydelig oplevelse for mig her i foråret.
Lys i enhver form kan opløse mørke. Det afhænger dog af mørkets magt og styrke. I et menneske kan det være meget voldsomt, fordi et menneske har meget kraft. Især hvis det selv stiller sig bagved.
Man får selvfølgelig ikke lov til at løbe fra så dyb en aftale, selv om forsøget meget voldsomt har været gjort, kan jeg fortælle.
Da smerten var allerdybest, vidste jeg allerede dengang, at de, der havde handlet, havde gjort noget forkert.

Det ved de med garanti også.

Og jeg vidste også, at jeg på et tidspunkt ville få mulighed at reagere ind i oplevelsen for at få den bearbejdet.

Det er noget af den proces, som jeg her er i gang med.

Vi er bundet til en meget dyb kontinuitet, der dybest set kun kan være guddommelig.

Det erfarede jeg første gang i 1979. En lille del af mig havde stadig dette dybe perspektiv. Når vi skulle mødes, var det for at udfolde endnu mere sammen i kærlighed.

Det er denne kontinuitet, som kan opleves i et liv i sandhed, som en tynd tråd eller en fin energi, som også kan udfoldes i en smuk relation, som i ethvert sekund er båret af den bagved liggende fine sammenhæng, eller sammenhængskraft.

Den kan opleves ved altid at være i sig selv og med sig selv. Det er noget, jeg har lært i Assisi.

Det voldsomme har ikke været fra min side overhovedet.

Tværtimod har jeg oplevet at blive presset fuldstændigt i bund, rent menneskeligt.

Jeg var ved at drukne den 23. december 2012, i forbindelse med vinterbadning.

Nogle siger, at Ny Tid begyndte 12.12.12, så det var bestemt ekstremt.

Modstanden er fortsat længe efter, og er der også i dag, om end den nu ikke længere er negativ i sin form. Men den er heller ikke vendt til noget positivt, som jeg oplever det. Måske er forklaringen, at mørket jo også rammer udøverne selv. Og dermed tilintetgør de også sig selv, helt bogstaveligt. Det er nemlig det, der sker, fordi vi selv skaber livet, og vi selv ødelægger det.
Det er på præcis samme måde, at man kollektivt er ved at ødelægge livet på kloden.
Når vi positivt er der for hinanden, skaber vi også et positivt rum omkring os. Mennesker kan lide vores nærhed, og vi kan lide at være sammen og at være sammen med andre.
Negativitet eliminerer alt det smukke, alt det fine, og der resterer kun og i bedste fald et glansbillede af, hvad der var.
Vi kan kun mærke os selv som sande individer ved at lukke op ind til sjælen. Og der er i hvert fald to personer, der i så fald vil møde mig.
Det er kun os selv, der kan skabe, og det er os selv, eller en af os, der kan ødelægge, tilintetgøre.
Hvad jeg har oplevet fra såkaldt spirituelt hold, har entydigt haft tilintetgørelse som formål.
Da livet kun kan opstå i kærlighed og sandhed, rammer det selvfølgelig også den udøvende part.
Da jeg synes, at spiritualitet er et godt begreb, er det vigtigt at kalde det andet for “såkaldt spirituelt hold”, der med et andet udtryk simpelt hen er dårlig opførsel.
Jeg kan mærke, hvordan der meget specifikt er talt ondt om mig. Og jeg ved også, hvem der er afsender.
Jeg har aldrig været i tvivl om mit kald og min forpligtelse til at gå positivt ind i alt. Det har i øvrigt også være rigtigt godt, så længe alle parter levede deres kald.
Livet er altid godt, når vi lever vores kald. Det skabes i en form, en skål, hvor vi kan være sammen i stor glæde, når vi vælger det. Siger ja til det, og er taknemmelige for det.

Det er formodentlig den form, der kaldes den hellige gral, som kun lader sig opleve med sjælen som medspiller.

Den bliver lagt ind i ethvert menneske, der oprigtigt siger ja til sig selv, ja til sit kald, ja til altid kun at gøre det gode, ja til at være i livet, ja til at være på Jorden.
Det var også, hvad de første kristne oplevede, i forbindelse med at gå i døden i troen på noget, der var større.
De gjorde det, og turde det, fordi der var en, der havde betrådt stien, som var gået vejen, før dem.
I dag er temaet et helt andet. Vi skal sige ja til ubetinget at gå ind i livet. Ja til os selv. Og ja til hinanden. Hvis ikke vi gør det ubetinget og af et sandt hjerte, virker det ikke.
Det er i øvrigt styrken ved alt det, som jeg skal formidle, at vi kun kan forstå det i kærlighed og i sandhed. Og det er jeg faktisk meget glad for, vil jeg gerne tilføje.
Det kaldes også at gå vejen. At sige ja til livet. At sige ja til sig selv. At sige ja til den anden. At sige ja til det gode i livet. Ubetinget!
Voldsomhed kan også opstå som følge af passivitet, hvor man undlader at udfylde det rum, som man skal. Det er i øvrigt på den måde, terror bliver mulig, og formodentlig den egentlige årsag til terror. Passivitet i forhold til noget, som man skal, men ikke gør, skaber et vakuum.
Der ligger eksklusion forud for enhver form for terror. Det legitimerer ikke terrorhandlingen, men det giver en valid bagved liggende begrundelse, der altid vil være tidsmæssigt forskudt. Men der er en årsag og en virkning.
Passivitet er i øvrigt også aktivitet. Det er bare en anden måde at bruge energi på, men lige så virksom og lige så relevant i den store sammenhæng.
Den lave bevidsthed har i ekstrem grad været i spil, stik mod projektets oprindelige formål og plan.
Som jeg ser og oplever det, har det oprindelige projekt derudefra fuldstændigt skullet redefineres.
Det sande alternativ, hvor ingen bliver efterladt sårede og ødelagte, er ligeværdig udveksling, som i øvrigt opbygger. Det er noget helt andet end, hvad der faktisk er sket.
Jeg oplever i øvrigt en meget stor og meget positiv aktivitet derudefra. De står virkelig klar til at hjælpe dem, der oprigtigt ønsker det og har brug for det.
Jeg oplever også og samtidig mange mennesker være fanget i deres manglende lyst og vilje til at møde sig selv og livet og andre på en positiv måde.
Og så vil jeg gerne gentage, hvad jeg også hører dem sige derude, at man overeksponerer al snak om at betragte sig selv som offer, herunder at være bundet i mønstre fra barndommen.
At forholde sig til mønstre, primære overbevisninger, og hvad man kalder det, vil altid kun være et skridt på vejen, på vejen til at lade sandhed og kærlighed i deres rene former komme ind i livet, ind i mit liv, ind i vores liv.
Når det ikke er sket, og ikke sker, skyldes det jo logisk set, at mennesker bruger lige så meget krudt på at være bødler som på at være ofre. Der er ingen andre til at forhindre, at livet bliver en sand realitet.
Senest i påsken 2019 oplevede jeg i Assisi 2. Påskedag en rød tråd i det, som jeg skal formidle.

Udgangspunktet for min erkendelse var, da jeg sad i Frans’ krypt tidligt om morgenen.

Jeg havde været der hver dag, siden jeg kom til Assisi før påskeugen, 11 dage i alt i krypten.

2. Påskedag om morgenen var der kun små stearinlys på alteret og ellers ikke noget lys.

Påskedag, dagen før, var der almindelige tykke alterlys og smukke blomster.

Langfredag og lørdag var der ingen lys og ingen farver. Selv det meget smukke og farverige krucifix oppe i kirkerummet lige over var dækket med et klæde, og figurerne var også væk.

2. Påskedag var eneste lyskilde de små stearinlys i et mørkt lokale.

Det gav mig en oplevelse af Jesus efter opstandelsen, hvor han var helt alene, fordi alle de oprindelige tilhængere, disciplene, alle uden undtagelse, var flygtet.

Det svage lys var det, som han alene bragte ind på Jorden.

Senere på dagen forstod jeg noget andet, som Frans havde formidlet Skærtorsdag: Guddommelighed er at være med sig selv, i sig selv.
At bringe sit lys ind på Jorden fordrer, at jeg gør det, helt af mig selv, at hele mit hjerte, at et dybt ønske, uden andet formål end at gøre det.
Helt at stå inde for mig selv. Helt og hel at gå ud i verden, præcis som den jeg er. Helt at være mig selv i enhver situation.
Besøget i Assisi har givet mig en meget stor glæde og erkendelse.

Jeg tror, at det har været afgørende at møde en anden, der også er gået vejen, og har måttet mærke smerten og trykket fra mørket i mennesket, der er bundet eller fanget i sit instinkt, og som ovenikøbet reagerer ud igennem det.

Hvor meget der har været ond vilje, og om der dybest set har været ond vilje, kan jeg godt være i tvivl om. Det vil tiden helt sikkert vise. I bedste fald er det dårskab i den meget grove ende. Udført af, hvad der i udgangspunktet var høj bevidsthed.
Jeg tror, udøver ved noget om guddommelig jura. Og om at gå lige til stregen. Og lidt længere.

Og at spille på alle tangenter om uvidenhed og krukkeri. Midgårdsormen kørt ud på et spirituelt overdrev.

Enhver tale om stilfærdig ordentlighed fuldstændigt sat ud af kraft.

Jeg har svært ved at se, at udøver ikke ved, hvad udøver gør.

Det er simpelt hen for gennemført til bare at være et ubevidst mønster.

Hvis ikke jeg havde fået hjælp udefra, ville jeg ikke have forstået så specifikt, hvordan de negative handlinger havde ramt og begrænset mig.
Hvis vi omskriver det hele til en nutidsdansk, svarer det til, at de andre befinder sig på et børnehaveniveau, hvor mobning er en del af dagens orden, og sanktioneres som i orden af dem, der har magten.

Man må altså gerne behandle hinanden dårligt, bare der ikke er nogen, der ser det.

Så er der nogle få, der har bevæget sig op på et højere klassetrin, og ser verden lidt mere modent. Det er sådan nogle som mig.

Da de andre ikke har lært at opføre sig ordentligt, set fra et lidt højere perspektiv, har de ingen problemer med at fortsætte den dårlige opførsel, bare de gør det sammen, og uden at der er nogen, der opdager det.

Det er, kort fortalt, hvad jeg har været udsat for. Børnehaveklassen er instinktstyret og har endnu ikke lært noget om sjælen i praksis.
Noget af det, som mit klassetrin kan og har respekt for, er at lade hjerte, hjerne og seksualitet udfoldes sig stilfærdigt og i sammenhæng. Her er de forbundet i frihed, kærlighed og sandhed.
På det lavere klassetrin behøver man ikke at være ordentlig, kan nærmest gøre, som det passer en. Bare det ikke bliver opdaget. Kynisk, hjerteløst, egocentrisk.
På mit klassetrin har vi introduceret en grundlov.

Den handler om, at vi altid, før alt andet, behandler hinanden ordentligt.

Og at vi aldrig kunne have lyst til eller se noget formål i at fravige den. Vi følger den også, fordi det er det mest naturlige i verden at følge den.

Med ond vilje diskvalificerer man sig selv. Det er vist logikken bag ved det hele.
De helt afgørende begivenheder i mit liv efterfølgende har været mødet med ærkeenglen Metatron i 2018 og dagene med Maria Magdalene i januar 2019, og selvfølgelig også og ikke mindst møderne med Frans af Assisi.

De har, hver på sin måde, lært mig noget om mig selv, som betyder, at jeg har kunnet samle mig selv op fra en tilstand af vel nærmest ingenting.

Hvor jeg glæder mig over, at der stadig findes og har fandtes ordentlige mennesker, der ikke har ladet sig forføre af egoet rædselsfulde, selvforherligende kraft.

Jeg blev af en anden dansker, der også besøgte Assisi i påsken, præsenteret for en kanalisering af Klara, Frans’ Klara, hvor hun fortalte, at de er klar derude, når vi er klar. Så vi kan bede om hjælp, hvis vi ønsker det.
Pointen i det hele er og var, at vi jo hver især har en sjæl, som er forbundet ude i et evighedsperspektiv. Men derudover er vi også omkranset af eller omgivet af noget guddommeligt.

I praksis betyder det, at vi kan gå ind i os selv, ned i os selv, også ned omkring de traumer, som er blevet påført os, og opløse dem med lys, et andet ord for guddommelighed.

Det guddommelige er noget, der favner os, forudsat vi lader det favne os i glæde og taknemmelighed.

Det fordrer, at vi selvfølgelig også favner hinanden. Det kan aldrig være noget privat.

Det kan aldrig være noget ekskluderende. Det kan aldrig være noget kommercielt.

Vi kan hver især bringe vores eget lys ind på Jorden, og det hænger så fint sammen med at lyse vores eget menneskevæsen op.
Vi har adgang til vores egen barnlighed, vores egen energi, vores egen seksualitet, vores eget menneskevæsen, vores egen sjæl, hvis vi oprigtigt ønsker det.

Og fra den position kan vi bringe sjælen ind på Jorden, som en mere permanent tilstand.

Alle, som vil gøre det betinget af noget andet, er i lav bevidsthed, og har ikke forstået noget af det hele.

Det samme gælder alle dem, der læner sig op af andre.

Høj bevidsthed er et liv i fuldstændig frihed, fuldstændig åbenhed, fuldstændig ærlighed, med erkendelse af, at sjælen er flerdimensional, og ikke skal ind under instinktets dybe kontrol.

Enhver form for at splitte sig selv op foregår i lav og betinget bevidsthed og får ikke afgørende fat i sjælen og sig selv.
At slække på disciplinen for sin egen mageligheds skyld, eller fordi man tror, at man er noget særligt, at man har særlige privilegier i forhold til andre.
Den mulighed, som jeg i særdeleshed kunne se 2. Påskedag, var muligheden for gennem selvhealing at få løst op på alt, der bøvler, inde i sig selv, inklusive alt fra barndommen.

Det forudsætter et stort og oprigtigt ja til livet, til sig selv, til sin guddommelige plan, som vi alle har sagt ja til, inden vi kom hertil.

Her på kloden falder de fleste igennem og vælger i stedet for instinktet lokkende mulighed for succes, som i det store billede ser lidt farveløs ud.
2. Påskedag skrev jeg på Facebook, i forbindelse med et andet møde, efter oplevelsen i krypten: Når vi giver plads i vore hjerter, bliver verden stor!

Det er en kontrast, som jeg har oplevet mange gange.

Det farveløse over for den dybe glæde og sammen at kunne kigge ind i evigheden, hvor alt er muligt.

Jeg holder meget af at være positivt selvkritisk.

Det betyder utroligt meget for mig selv at vide, at jeg bliver på stien.

Det handler ikke om at gå rundt og være alvorlig. Det handler om positivt at være i live og at være i livet.

Samtidig får jeg så meget hjælp til at forstå mig selv og også hjælp til at skrive, så jeg er dybt taknemmelig for det.
Jeg oplever mange omkring mig lave nogle mærkelige krumspring, der i hvert fald handler om, at de ryger ind i nogle traumer og mønstre, som de, sikkert helt ubevidst, gentager. Det er ofte meget mærkeligt.
Og så tror jeg, der er en generel modvilje mod positivt at kigge på sig selv, sikkert fordi mange løber rundt med lig i lasten, som bliver aktiveret, når man møder et ærligt menneske.
Det har i hvert fald noget at gøre med, at jeg selv forsøger at være dybt ærlig omkring mig selv, og dermed så måske aktiverer mønstre i andre.

Jeg forsøger altid at håndtere det dybt ansvarligt, og ved positivt, at jeg også får hjælp til det.

Mit perspektiv er sjælens perspektiv, som ikke er tilgængeligt for ret mange.

Men det vil det blive, efterhånden som mennesker lærer at slippe deres bundethed til instinktet.

Jeg får til stadighed hjælp til mine erkendelser, som jeg altid mærker og registrerer på min egen krop.
Og jeg ved positivt, at der står nogle bag mine erkendelser.
Den måde, jeg skriver bøger på, vil blive meget mere almindelig i fremtiden.

Metoden er altid at være dedikeret og altid at tale ud fra hjertet.

På den måde kan man udtrykke sig fuldstændigt klart og direkte, uden at tage hensyn til andet end sit eget hjerte.
Jeg skriver altid uden omsvøb, men også altid meget hensynsfuldt, i hvert fald i forhold til det autentiske i mennesket.
Mine bøger falder ikke ind under nogle af de normale genrer, som man i dag bruger til at kategorisere bøger i. De er skrevet i et meget enkelt direkte sprog og tager altid udgangspunkt lige midt i virkeligheden. Sådan er hjerteenergien.
En vigtig detalje er, at jeg skriver, når tankerne kommer til mig. Det kan være midt om natten. Det er det tit. Det kan være, når jeg kører bil, hvor jeg ved mig selv, at jeg skal køre ind til siden ved først givne lejlighed. For ellers forsvinder sætningen, eller ordene, eller sammenhængen.
Jeg skriver, fordi tankerne kommer til mig.

Jeg ved, at der er nogle, i hvert fald en, der hjælper mig, står bag mig, giver mig oplevelserne og erkendelserne.

Jeg ved også, at jeg skal gøre dem til mine egne, at jeg selv skal kunne stå inde for dem.

Men når jeg oplever så meget og så tit, så hænger det helt sikkert sammen med, at nogle gerne vil have mig til at skrive, og ved, at jeg gør det.

Andre, med kontakt, handler i modstand, og får måske aldrig skrevet noget.
Det er velkendt, at mange sangskrivere får nogle af deres tekster eller melodier på tilsvarende måde. Kan nævne Kim Larsen, Paul McCartney, Mamas and Pappas, nogle af deres største hits, bl.a. Yesterday.
Teoretisk har jeg bevæget mig ind omkring så forskellige emner som psykoanalyse, spiritualitet, kristendom og kultur. Har i mange år læst på universitetet. Er desuden uddannet civiløkonom.
Min væsentligste viden er opstået gennem kontakt med et væsen eller væsener, som ikke er jordiske. Jeg er bekendt med, at noget af den viden, som jeg præsenterer, ikke tidligere har været tilgængelig, i hvert fald ikke i den form, som jeg præsenterer.
Det gælder først og fremmest den meget stringente forståelse af sjæl og instinkt, som skal forstås udogmatisk, men alligevel som noget, der omfatter hele vores tilværelse. Instinktet skaber en meget faktuel kobling til evolutionen, og sjælen er forbindelsen ud mod det guddommelige.

Det er det felt, som vi inkarnerer i som mennesker. Og det er den ramme, som vores liv udfolder sig i.

Det handler ikke mindst om en ny logik i forståelsen af, hvad livet er for noget.

Livet bæres ind af de enkelte mennesker.

Livet eksisterer også uden disse menneskers bidrag, men med menneskets indgriben får det hele en ny dimension, og der opstår nye muligheder, ikke mindst takket være den frihed, som mennesket bærer med sig, og som det er i stand til at lukke op for.

Alt det nye, alt det, som jeg står for, er gennem levet liv at vise, hvordan sjælen kan få plads i livet, og være den faktor, der for alvor vil gøre os menneskelige, få os til at indse, at det gode er noget, som vi altid skal respektere.
Det gode er noget, som vi kan forbinde os med. På samme måde kan vi forbinde os med det skønne og det sande.

Men det forudsætter, at vi lukker op for muligheden, og at vi lader den gennemtrænge os.

Det sker nok ikke på en gang, eller hen over natten. Men det sker gradvist, hver gang vi siger ja til en ny positiv livsmulighed.
Der er mange mennesker, der i deres væsen er negative. Man kan med en vis ret sige, at de har deres væsen imod sig. Dem vil man ikke kunne overbevise.
Man vil derimod kunne overbevise nogle, der allerede har gået noget af vejen, og som er tæt ved at give slip, at overgive sig til det gode liv.
Det er stadigvæk ikke noget, man gør, uden at alliere sig med sin sunde fornuft, og hele sit menneskevæsen.

Vi skal være dybt realistiske og meget nøgterne. Men det er ikke det samme som at være negative.

Jeg har, i modsætning til mange andre, modet til at møde det, som jeg ser, og modet til at forholde mig til det, analysere det, og at forholde mig til de mulige konsekvenser.
Jeg vil også gerne forfølge de positive muligheder, hvor mange alene forholder sig til de negative. Jeg synes, at det er sjovere at forfølge potentialet, hvad det lukker op for.
I sjælens univers har det negative i øvrigt ikke mulighed for at få fat, fordi livets væsen er godt og sandt, og dermed positivt.

Det er mennesker, der gør det til noget andet, noget, som det ikke er.

Det er mennesker, der i deres attitude, deres materielle indretning, deres fælles selvforståelse, nogle gange deres værn mod sandheden, gør det til noget helt andet.