Forelskelse og kærlighed

Følelser er det, der gør os virkelige.

Følelser er noget, vi ved med os selv.

Det er en sandhed, der måske bliver tydeligere og tydeligere.

Følelser er at bringe vores sjæl i spil.

Følelser opstår i en langvarig relation, men kan begynde ved en forelskelse.

Følelser har brug for at blive forankret i et ja. Ellers får de ingen gennemgribende substans. Så er det bare noget, man siger eller jonglerer i. Det er ikke noget, man har taget til sig.

Følelser har brug for et sandt ja for at være andet end forbipasserende stemninger, og noget der er rart.

Kærlighed gør os levende. Kærlighed giver os glæde. Kærlighed giver os tro.

I en forelskelse bliver sandheden for en stund åbenbar, og fortrænger instinktets voldsomme styrke.

I en forelskelse er alt muligt. Her er der ingen problemer med at love guld og grønne skove.

En anden måde at udtrykke det samme på er, at instinktet slapper af. Vi ser kun det gode i hinanden. Der er ingen skygger i spil. Vi gør noget godt ved hinanden. Vi elsker også hinanden fysisk. Tiltrækningen er ubetinget.

Sjæl og instinkt spiller sammen, eller virker sammen.

Når vi går ind i en relation, laver vi en aftale, hvor vi i et eller andet omfang forpligter hinanden.

Man kan også sige, at vi tegner et ottetal omkring hinanden, hvor vi hver især er inde i et af hullerne. Men nu hænger vi sammen. Nu gør vi noget gensidigt sammen. Nu kigger vi fremad sammen.

Når virkeligheden presser sig på, er det jo altid spændende, om det hele holder vand. Når vi begynder at lære hinanden at kende lidt mere indgående.

Sjælen vil, at vi skal gennemlyse os selv og derefter hinanden.

I sjælens verden bygger vi bro, som betyder, at vi lidt efter lidt lærer hinanden bedre at kende og vel nærmest smelter sammen i en fællesforståelse. Den virker og udfoldes, lige så længe vi positivt søger hinanden.

Instinktet er mere tilbøjeligt til kun at kigge på den andens fejl. Derved undgår man at kigge på sig selv.

Hvis der var en bro, bliver bropillerne og bygningsværket i det hele taget udhulet, jo flere skygger der bringes i spil.

Det er en god illustration af forskellen på en verden, der er styret af sjælen og en anden, hvor instinktet tager over.

Det er en sjov dynamik, i hvert fald så længe vi formår positivt at være i den.

Så er vi også i stand til at følge med i, hvad der sker.

Når vi får øje på noget, der ikke passer sammen, har vi valget mellem at møde det med høj eller med lav bevidsthed.

Den høje vil holde det adskilt i en god atmosfære, kigge på det, og om nødvendigt korrigere.

Den høje er kun optaget af sandhed og kærlighed i samspil.

Den lave bevidsthed har en helt anden dagsorden. Den ønsker ingen ændringer, i hvert fald ikke hvis det kræver noget af afsender.

Den vil gerne have den anden til at ændre sig, for det er fuldstændigt omkostningsfrit.

Den lave tror altid det bedste om sig selv. Jeg er fejlfri! Du er fejlbehæftet! Sådan kan det siges kort. Skyggespil er en anden betegnelse.

Der er en sjov dynamik, som betyder, at man simpelt hen kan blive ved med at spinde næsten uendeligt på den måde. Man slipper aldrig troen på sig selv og sin egen sandhed. Samtidig mister man også mere og mere troværdighed. Og til sidst dør man. På den ene eller på den anden måde.

Når begge bliver i lav bevidsthed, vil det udvikle sig til skænderi, mistillid, at bolle udenom, men uden at sige noget. At tale ondt eller ondskabsfuldt om den anden.

Med den høje bevidsthed i spil er vi altid åben for alt, hvad der sker, uden på forhånd at lægge krav eller tolkninger ind over.

Det sidste er vist meget sjældent forekommende. Men det er den måde, der vil vise os ind i, hvad Ny Tid egentlig handler om.

Det hele sagt med andre ord:

Jeg møder dig.

To cirkler møder hinanden.

Cirklerne er former, der kommer udefra.

Instinktet er former, der kommer fra naturen.

De sidste er elastiske.

De første lægger sig uden om de elastiske.

Hvis vi bliver enige om mere, danner cirklerne et ottetal, og det trækker instinktet med sig, efterhånden som det bliver fysisk og reelt.

Som cirkler i sig selv er det alene en intention, måske en aftale.

Med instinktet får det en fysisk form, der bliver tilpasset den eksisterende virkelighed.

Er det her, vi begynder at skændes?