Et fristed – en mulighed for at komme sig

At være fri i sit væsen er at kunne gå ind i noget, hvad som helst, helt derind, og så slippe det igen.

Ikke som et rollespil. Ikke som en deltidsbeskæftigelse. Ikke som en kommerciel handling.

Men som mig selv som menneske. Også i de allermest intime relationer og situationer.

Helt der ind. Og så slippe det igen. Ubetinget. Åbent. Ærligt. Kærligt.

Intet krukket. Intet skuespil.

På den måde kan vi blive fri i livet. Fri over for enhver anden. Fri over for os selv.

Det frirum i livet, vi skaber, kan vi takke os selv for.

Jo mere vi har front imod livet selv, og positivt går ind i det, samtidig med at vi også er der for andre, jo mere plads bliver der, også på sigt, når vi har brug for pladsen, har brug for glæden, har brug for forståelse, har brug for et frirum.

Vi skaber selv vores skæbne og vores liv. Og vi kan selv ødelægge det.

Det handler om lys og mørk energi. Det handler om vores evne til og ønske om at gøre noget godt for andre.

Det er ligesom at sætte penge i banken. Det gode, vi gør, kan vi altid trække på senere.

Det dårlige, som vi gør og har gjort, vil begrænse os senere.

Det er en fysisk realitet. Vi kan mærke det på pladsen inde i os selv.

Hvis vi altid har gjort det gode, vil vi have masser af plads.

Hvis vi kun er fokuseret på det mørke, vil der være mørkt inde i os.

Valget er vores eget. Og vil fra dette nu påvirke resten af livet, hvis vi ønsker det.

Jo mere åbne vi er. Jo mere ærlige vi er. Jo mere vi inde i og fra os selv søger mod sandheden, jo mere vil vi kunne se og mærke den.

Vi er de vigtigste personer i vores eget liv. Det siger jeg ikke for at fremme egoficeringen, som er meget lidt charmerende.

Men det siger jeg, fordi vi ved altid at være ordentlige og kærlige og troværdige vil opleve at få det mangefold igen.

Hvis man dybt inde i sig selv er et godt menneske, et sandt og et oprigtigt menneske, vil man have noget at stå imod med i forhold til de ofte voldsomme krusninger, som virkeligheden byder på.

Vi skal lære at give plads inde i os selv, så sandheden kan få lov til at opstå og at udfolde sig.

Jo mindre plads, jo mere betinget og trangt vil det hele være. Og erkendelsen vil også være tilsvarende smal og ensidig.

Den ansvarlige voksne vil ikke bare tillade, men også opmuntre til, at et andet menneske altid skal have plads inde i sig selv til at tænke, handle og forstå på egne præmisser.

Det er en helt ny måde at tage livet ind på, individuelt og kollektivt, som jeg hermed formulerer, under mit fjerde besøg i Assisi, i pinsen 2019.

Vi er vant til altid at skulle tage hensyn til, hvad der fylder inde i andre, inden vi selv tør tro og tænke noget. Det er det, vi kalder og kender som autoritetstro.

Vi er vant til. at vi ikke må tænke selv, at vi altid skal tage mere hensyn til andre end til os selv, når den anden eller de andre er de voksne.

Det knytter sig meget snobberi til en sådan attitude, og ofte også et falsk hensyn.

Vi har ikke lært, at vore egne tanker altid også skal have vægt, ikke kunstigt, men ærligt og oprigtigt.

I øvrigt er det vigtigt at lære andre og måske især sig selv, at det kvalitative altid skal komme før det kvantitative, svarende til at have et værdisæt, der går forud for enhver kvantificering. Det sidste kan være utroligt kynisk at være oppe imod som et andet menneske.

Hvornår er man mest sig selv? Det er, når man kommer tilbage til sig selv. Når der er ro på.

Men mange mennesker kommer ikke dertil, fordi rammerne står i vejen for at mærke sig selv. Fordi man går for meget op og ned ad hinanden. Fordi vanerne forhindrer en gedigen selvoplevelse. Fordi man inde i sig selv modarbejder en sand erkendelse. Det hele spiller sammen, især hvis jeg ikke aktivt gør noget for at skille det ad i de dele, hvor de opstår eller opstod.

Murstenslogik er et ord, der kom til mig, da jeg skrev Sjælens Perspektiv. Jeg har længe indgående ønsket at forstå, hvad der er for noget mærkeligt noget med voksenattituden, der forhindrer et menneske i bare at være sig selv.

Jeg ved fra mine oplevelser i 1979, at livet findes som en suveræn mulighed for alle. Men jeg ved også, at denne mulighed ikke er kendt, og hvorfor er den ikke det overhovedet?

Ethvert barn har det i sig. Enhver voksen har sluppet det. Livet som voksen er kun noget, der findes hinsides i en eller anden form. Og som ung drikker man sig stangstiv for at opleve noget, der er anderledes. Som voksen dyrker mange utroskab, som jo altid på et tidspunkt vil ophøre med at fascinere. Sex bliver altid ordinært, i hvert fald når man ikke begge bliver i sig selv og med sig selv. Det er meget besynderligt.

Ethvert menneske har brug for at være i livet. Brug for at mærke sig selv.

Kontakten til mig selv er alfa og omega, hvis jeg ønsker en platform, hvor jeg altid kan kigge på mig selv, og det som jeg udsættes for, eller udsætter mig selv for.

Det er samtidig eller synonymt med kontakten til mit hjerte og min sjæl.

Sjælen er det bløde sted i et menneske, hvor det er muligt at komme fri af voksenlivets rædsler, herunder begrænsende rollespil af enhver art.

Det er den korte version, som er relevant, fordi vi alle har mulighed for at få adgang til sjælen, men hvor denne mulighed af de voksne bliver ignoreret og tilsidesat til fordel for profithensyn, at rage til sig, at være kyniske og ligeglade, og kun at tænke på sig selv.

Det er sådan, det hænger sammen, garneret med skænderier, og altid at ville have ret, og at gøre det onde mod hinanden, i ægteskabets hellige navn.

Ondskab findes i mange andre versioner, og er altid ubehageligt, kan være destruktivt.

At lære, at livet altid er muligt, er samtidig at erkende, at det ikke kan finde sted i disse kyniske rammer, hvor alle enten kun tænker på sig selv, eller er ligeglade. Læg i øvrigt mærke til, hvor meget mørke der er i ansigtet på voksne mennesker, og hvor lidt lys der er. Der kan ikke både være lys og mørke.

Det er selvfølgelig muligt at være voksen og hensynsfuld, helt sikkert, også i ægteskaber. Men det er mere undtagelsen end reglen.

Det er vigtigt at lære at forstå, at alle handlinger, også de små ondskabsfulde, har meget større virkning på os selv og på hinanden, end vi regner med. Faktisk hver gang, vi gør noget, der ikke er i orden.

Hårdhed betyder, kort fortalt, at instinktet får plads, hvor sjælen skulle have haft plads.

Et menneske, der er blødt i sit væsen, vel at mærke på en naturlig måde, på naturlige præmisser, har sjælen i spil i et vist omfang.

Sjælen kan kun komme i spil, når hele menneskevæsenet entydigt står bag. Det er vigtigt at tilføje, også at det aldrig kan være en deltidsbeskæftigelse.

Den positive udfoldelse er et liv i frihed, i fuldstændig frihed. Den er mulig.

Den forudsætter for mange et fristed, hvor jeg ikke er tvunget ind i nogle sociale omstændigheder, med et pres fra andre personer.

Den forudsætter også, at jeg har mulighed for at gå afsides, som vil sige at kunne mærke mig selv som den, jeg er, og fra den position også kunne møde alt i mig selv, også det, der trykker.

Det handler ikke om at argumentere. Det handler om at forstå. At mærke. At vide. At kunne se.

At kunne stå i mig selv, uden at skulle rette ind i forhold til nogle krav, som en anden eller nogle andre stiller til mig. At kunne være det, jeg er, og bare have det godt med det.

Fra den position kan jeg møde andre helt frit, uden at vi på forhånd har aktiveret et spil, hvor vi forlanger og forventer noget af hinanden. Uden at være i lommen på nogen. At hente svarene i mig selv, også de relationelle. Og jo allerbedst at hente dem sammen. I kærlighed.

Uden sjælen som medspiller, og dermed min mulighed for at kigge på mig selv, ville jeg alene være henvist til en social kontekst, med al den hierarkiske smerte, som den kan indeholde, ofte dybt urimeligt og hensynsløst. Kun alfahannen har altid ret, med mindre en anden er mere snu. Men ingen af delene indeholder hjerte.

Hjertets åbenhed er i den sociale kontekst kun en mulighed, når og hvis jeg føjer den, der har magten.

Det kan være direkte rædselsfuldt og ydmygende. Derfor er det en rigtigt god idé på en positiv måde at finde et sted eller en form, hvor jeg ikke er afhængig af dette regime.

Hvis jeg gerne vil have min frihed igen, skal jeg være god til på afgørende tidspunktet at finde det rum i mig selv, hvor sjælen kan få plads. Sjælen fordrer altid sandhed og kærlighed, og det er vigtigt, at jeg får bevidsthed om, hvad det vil sige, da det aldrig kan foregå lusket. Instinkt og sjæl er fuldstændigt væsensforskellige, når det kommer til ordentlighed og oprigtighed.

Når man ikke er gennemført ordentlig, er man i sit instinkt, med al den bagtanke, som ydmygende kan komme snigende.

At være på plads i sig selv er det, som det handler om. Især fordi der er mange, der ikke er i stand til det eller har et reelt ønske om det.

At være på plads i sig selv giver mig et fristed, et sted, hvor jeg kan mærke mig selv, få den fornødne ro og afslappede tilstand, inden jeg igen bevæger mig ud i verden.

Hvis man har været udsat for noget dårligt, er det godt at have et sted, hvor man på sin egen måde kan komme til kræfter, og komme til hægterne.

Dårlig opførsel, når den vel at mærke ikke udgår fra mig selv, kan godt betyde, at jeg bliver desintegreret på en måde, som jeg ikke selv er skyld i, men hvor jeg efterfølgende har godt af at finde mig selv igen, både energetisk, bevidsthedsmæssigt, og med hensyn til som menneske at blive hel.

Jeg har, som alle mennesker, en integritet, der fysisk er holdt sammen, måske af mit instinkt. Det er i hvert fald en hinde eller en elastik, som holder energien inde. Det er i den proces vigtigt, at jeg bliver i min egen energi, finder min egen form, og ikke lader mig provokere til at gå ud af mig selv. Derved vil jeg miste min suveræne mulighed for integritet.

Det er en mulighed fra sjælen, men måske også en måde at bearbejde mit instinkt, så jeg ikke går i stykker.

At se det på den måde, er jeg ikke sikker på, er beskrevet andre steder, i hvert fald ikke i en form, der på ingen måde er kommerciel eller autoritær.

Mit fokus er, at ethvert menneske har retten til sit eget liv, uden at være tvunget til eller ind i en bestemt form. Og uden at være henvist til nogle præmisser, som andre har formuleret.

At vi sammen og i fællesskab kan og gerne vil formulere nogle vilkår, som vi begge har det godt med, og begge ønsker at leve op til, er en helt anden måde at møde livet på. Hvor vi begge byder ind, og begge bidrager positivt. Og begge ubetinget siger ja til det.