Et fristed – en mulighed for at komme sig

Den positive udfoldelse er et liv i frihed, i fuldstændig frihed. Den er mulig.

Den forudsætter for mange et fristed, hvor jeg ikke er tvunget ind i nogle sociale omstændigheder, med et pres fra andre personer.

Den forudsætter også, at jeg har mulighed for at gå afsides, som vil sige at kunne mærke mig selv som den, jeg er, og fra den position også kunne møde alt i mig selv, også det, der trykker.

Det handler ikke om at argumentere. Det handler om at forstå. At mærke. At vide. At kunne se.

At kunne stå i mig selv, uden at skulle rette ind i forhold til nogle krav, som en anden eller nogle andre stiller til mig. At kunne være det, jeg er, og bare have det godt med det.

Fra den position kan jeg møde andre helt frit, uden at vi på forhånd har aktiveret et spil, hvor vi forlanger og forventer noget af hinanden. Uden at være i lommen på nogen. At hente svarene i mig selv, også de relationelle. Og jo allerbedst at hente dem sammen. I kærlighed.

Uden sjælen som medspiller, og dermed min mulighed for at kigge på mig selv, ville jeg alene være henvist til en social kontekst, med al den hierarkiske smerte, som den kan indeholde, ofte dybt urimeligt og hensynsløst. Kun alfahannen har altid ret, med mindre en anden er mere snu. Men ingen af delene indeholder hjerte.

Hjertets åbenhed er i den sociale kontekst kun en mulighed, når og hvis jeg føjer den, der har magten.

Det kan være direkte rædselsfuldt og ydmygende. Derfor er det en rigtigt god idé på en positiv måde at finde et sted eller en form, hvor jeg ikke er afhængig af dette regime.

Hvis jeg gerne vil have min frihed igen, skal jeg være god til på afgørende tidspunktet at finde det rum i mig selv, hvor sjælen kan få plads. Sjælen fordrer altid sandhed og kærlighed, og det er vigtigt, at jeg får bevidsthed om, hvad det vil sige, da det aldrig kan foregå lusket. Instinkt og sjæl er fuldstændigt væsensforskellige, når det kommer til ordentlighed og oprigtighed.

Når man ikke er gennemført ordentlig, er man i sit instinkt, med al den bagtanke, som ydmygende kan komme snigende.

At være på plads i sig selv er det, som det handler om. Især fordi der er mange, der ikke er i stand til det eller har et reelt ønske om det.

At være på plads i sig selv giver mig et fristed, et sted, hvor jeg kan mærke mig selv, få den fornødne ro og afslappede tilstand, inden jeg igen bevæger mig ud i verden.

Hvis man har været udsat for noget dårligt, er det godt at have et sted, hvor man på sin egen måde kan komme til kræfter, og komme til hægterne.

Dårlig opførsel, når den vel at mærke ikke udgår fra mig selv, kan godt betyde, at jeg bliver desintegreret på en måde, som jeg ikke selv er skyld i, men hvor jeg efterfølgende har godt af at finde mig selv igen, både energetisk, bevidsthedsmæssigt, og med hensyn til som menneske at blive hel.

Jeg har, som alle mennesker, en integritet, der fysisk er holdt sammen, måske af mit instinkt. Det er i hvert fald en hinde eller en elastik, som holder energien inde. Det er i den proces vigtigt, at jeg bliver i min egen energi, finder min egen form, og ikke lader mig provokere til at gå ud af mig selv. Derved vil jeg miste min suveræne mulighed for integritet.

Det er en mulighed fra sjælen, men måske også en måde at bearbejde mit instinkt, så jeg ikke går i stykker.

At se det på den måde, er jeg ikke sikker på, er beskrevet andre steder, i hvert fald ikke i en form, der på ingen måde er kommerciel eller autoritær.

Mit fokus er, at ethvert menneske har retten til sit eget liv, uden at være tvunget til eller ind i en bestemt form.