En sand relation er en hjerteforbindelse

Hvis et forhold skal være levedygtigt, skal vi begge positivt byde ind med noget.

Vi skal ville give hinanden noget.

Gensidighed og ligeværd er lige så nødvendigt, som hensyn og respekt er det i alle andre menneskelige relationer.

Det kan og må ikke kun vende den ene vej, ligesom betingelser ikke må være styrende for en relation.

Vi skal ønske og ville kærligheden for hinanden. Den ene skal ikke servicere den anden, mod så at få et eller andet igen. Det er simpelt hen ikke levedygtigt. Vi skal have noget levedygtigt at give hinanden. Det nytter ikke noget bare at se godt ud.

Argumentet for at være sammen bør altid være, at jeg vil dig, og du vil mig.

Og så skal der være en substans i relationen, som begge kan hente glæde i og ved.

Ellers skal vi vel ikke være sammen.

At vi tillader os selv og hinanden at mærke efter, om det er sandt, og om vi kan lide hinanden.

At være mennesker er at tillade os selv at være mennesker, og ikke roller eller skuespillere.

At få fat i det, som vi i virkeligheden er.

Hvorfor skulle vi ellers være her, hvis ikke det var for at være virkelige og os selv?

Følelser er noget af det, der binder os sammen som mennesker.

De opstår naturligt i alle dem, som lader dem opstå.

Altså ikke afhængighed, men sande bånd, der gør os virkelige.

Det er noget, der sker, når vi åbner vore hjerter sammen.

Jo mere vi evner helt at være i og handle ud fra vores hjerte, jo mere tilregnelige og pålidelige er vi.

Det, der i kærlighed vender begge veje, er det, der healer.

At vi begge søger hinanden.

At vi begge oprigtigt rører ved hinanden.

At vi ubetinget er der for hinanden.

Det guddommelige kommer i spil, når vi gør det ubetinget og helt oprigtigt, af et sandt hjerte.

Når vi gør noget seriøst i livet, så skal vi gøre det med hele vores hjerte.

Det er grundlæggende ligegyldigt, hvad vi gør, når det berører andre mennesker.

Vi skal have hjertet med i det, vi gør.

Altid hele hjertet. Ellers er vi ikke seriøse.

Sandhed er forankret i noget guddommeligt.

Det er i sig selv dejligt og trygt at vide.

Vi kan ikke skjule sandheden, og vi kan ikke løbe fra den.

Uanset hvad man har været udsat for at vanvittige oplevelser, vil sandheden stadig stå soleklart tilbage.

Det er også derfor, korsfæstelsen har gjort så stort et indtryk her på kloden.

For her var et sandt menneske, der blev stående i sig selv, selv om han blev naglet til døde.

Vi har som mennesker muligheden for at forbinde os i sande relationer, hvor vi også bliver stående i os selv.

Det forudsætter, at vi ubetinget siger ja til os selv og ja til den anden.

Sandhed forpligter. Det gør kærlighed også.

Vi må aldrig gøre noget ondt i forhold til et andet menneske.

Det siger vel sig selv, men afholder ikke mange fra at gøre det alligevel.

En anden måde at sige det samme er, at vi altid og ubetinget skal opføre os ordentligt.

Hvis vi positivt gør det, efterlader vi ikke andre sårede.

Hvis ikke man siger ja med hjertet, er man ikke sand.

Så kan man altid springe fra, med stor smerte til følge for den, det rammer.

Hvis man gerne vil forstå, hvordan det virker, kan man jo bare forestiller sig, at andre ikke tager mig alvorligt overhovedet.

At man siger noget, og sekundet efter siger noget helt andet.

At elske et menneske for præcis det, det er.

At være der for et andet menneske som præcis det, der er.

Ikke at skulle præstere noget for at blive elsket.

Ikke at skulle elskes på betingelser.

Sande relationer kan ikke opbygges på løgn.

Sande relationer kan kun opbygges i et dybere perspektiv.

Vi bliver kun virkelige ved at blive fysiske.

Men virkeligheden har, hvis den skal være sand, brug for at være forbundet i sjælen.

Mennesker kan ikke leve i instinktet alene. Så bliver de i hvert fald tomme og følelseskolde.

Vi har alle sammen brug for en dybere forankring, hvis vores liv skal være godt og indholdsrigt, ikke bare materielt.

Vi har brug for at få sjælen i spil for at blive sande mennesker. Det gælder i høj grad også i mødet med andre.

Noget i mig selv kan jeg kun møde ved at møde andre.

Vi er skabt til at være sammen og at interagere.

Det er jo ikke mindst for at hjælpe hinanden med at udfoldes os selv, så vi bliver åbne og ærlige og kærlige.

Alene vil vi kun kunne udfolde et begrænset potentiale.

Sammen kan vi lukke mere op ind i fællesskabet.

Det sande fællesskab er ikke betinget. Det lukker op og er kærligt, ligesom mennesket i sig selv har potentialet til at være kærligt og ærligt og åbent.

Ethvert menneske ønsker, dybest set i sit væsen, åbenhed, ærlighed, at blive mødt, at blive set, at være.

At et menneske som instinkt slipper disse ønsker, ligger ikke i menneskevæsenet selv.

Et åbent hjerte har ikke behov for at udstille sig selv. Det er bare.

Forbindelsen mellem to mennesker er energetisk en hinde.

Når vi mødes i kærlighed, er der gensidig gennemstrømning. Vi udveksler, fysisk, verbalt, men også energetisk. Det sidste handler om sådan noget som tillid, tro, håb, respekt, at vi positivt er der for hinanden, og at vi lytter til hinanden.

Når kærligheden er ny, er hinden smidig og frisk. Det kan det godt blive ved med at være, hvis begge er indstillet på det.

Når skyggerne og mistillid begynder at indfinde sig, bliver hinden mere hård. Det kan være gensidigt, men det kan også være ensidigt, i form af at den ene ikke tydeligt har sagt ja, og bare stjæler eller suger energi, men uden egentlig at give noget igen.

For at hinden skal være og forblive frisk, skal vi gensidigt ville og ønske hinanden, og alt energetisk skal bevæge sig begge veje.

Hvis der er betingelser knyttet til relationen, vil det betyde, at hinden bliver stiv og hård.

Når et menneske stivner, er der ikke længere smidighed i hinden. Det er sådan noget, der sker ved dårlig opførsel.

Hjerteforbindelse er kun mulig, når begge af et oprigtigt ønske giver noget af sig selv, og at vi lever i det felt, der heraf opstår.

Når to mennesker mødes i kærlighed, mødes de også i sandhed.

Det er det, der sker i en forelskelse, hvor instinktet slapper af.

Når instinktet begynder at stramme igen, bliver det for de fleste vanskeligt at blive ved med at være sammen i sandhed og kærlighed.

Hvis ikke man specifikt griber det an på en måde, så man aldrig springer over i denne fase, bliver relationen usand, og man begynder at sminke sig og at erstatte ærlighed med nye møbler og rødvin til maden.

Der er ikke noget galt med nye møbler, og der er ikke noget galt med rødvin. Det, der er noget galt med, er, at det træder i stedet for en proces, hvor sandheden bliver hørt og bliver fulgt. Sammen med skygger. Sammen med løgn. Sammen med mørke.

Og får mørket først fat, så ophører sandhed med at være lanterne i relationen.

Meningen med at indgå i relationer med hinanden er at oplyse hinanden i kærlighed.

At give og at modtage af en rent hjerte.

På den måde kan sjælen komme på plads i os begge.

Og på den måde bliver vi endnu gladere for hinanden.

Alt skal lyses op, og vi skal hjælpe hinanden med det.

Vi skal være der for hinanden, også når der skal lyses ud i hjørner og ud i periferien.

Alt det uoplyste, især når vi ikke vil kigge på det, bliver til skygger, som vi kaster fra os, gerne over på modparten.

Det kan vi undgår ved at tage en beslutning om ikke at gøre det, og altid være villige til at møde kritik, når vi alligevel gør det.

Kun må den måde kan vi blive sande og oprigtige mennesker. Det er ikke noget, der foregår i kulisserne, eller under dynen.

Alt skal kunne belyses i det fri. Vi skal turde kigge på alt.

Styrken ved at gennemføre det er, at vi vil blive bedre og bedre til at gøre det, samtidig med at vi lærer alt om os selv at kende.

Så hvad er der lige at betænke sig på?

Ægte kærlighed udspiller sig med sjælen som ledsager.

Jo mere dybde, jo mere sjæl.

Når vi bliver formelle, har vi ikke en sand kontakt til hinanden.

Når ord bliver klicheer, kommer de ikke længere fra hjertet.

Når vi mødes som dem, vi er, uden at definere os selv og hinanden i forhold til nogle ydre omstændigheder, så vil vi kunne mødes i hjertet.

Så aktiverer vi sjælen og lader den virke i os begge.

Sjælen virker også, når vi sover.

Hvis ikke den gjorde det, var vi døde for længst.

Sjælen er vores livsbetingelse.

Instinktets er vores ledsager i livet. Men det har ingen kvalitet i sig selv.

Instinktet er alene funktionalitet, at noget virker sammen. At jeg fysisk hænger sammen som menneske.

Naturen i sig selv er meget smuk. Naturens individer er i sig selv.

Mennesket har som det eneste væsen, i hvert fald her på planeten, muligheden for at træde et skridt tilbage i forhold til sig selv og sige:

Du er da en mærkelig én! Du kan kigge på dig selv!

Det skyldes, at vi ikke bare er blevet til gennem evolution, som i sig selv er meget komplekst og også har ganske mange år på bagen.

Men ældre endnu er, logisk set, skabelsen, og vores mulighed, fordi vi har en sjæl, for at kigge på os selv som en del af skabelsen.

Måske fordi det er så kompleks, er det sjældent, at to mennesker begge er i stand til at kigge på sig selv og på hinanden. Når det sker, er det magisk.

Når instinktet i stedet får lov at bestemme, er det det dyriske i os, som har det sidste ord. Og det er bestemt ikke altid lige sjovt, kan jeg snakke med om.

Hvis jeg kun vil have andre til at lyse på mig, uden at jeg aktivt ønsker at lyse på andre, har jeg skabt et ego.

Jeg kan aktivt gøre noget for at trække andres opmærksomhed hen mod mig. Og så kan jeg standse bevægelsen der. Jeg kan også aktivt standse lyset hen imod andre. Jeg har mange handlemuligheder.

Jeg kan også som et sandt alternativ, som består i altid at opføre mig ordentligt.

Jo mere lys der skinner på mig, jo flere muligheder har jeg for at lade lyset skinne på andre.

Når vi begge slipper ind i evigheden, vil vi kunne opleve en verden, som kan noget mere end det, vi ser i fjernsynet.