Hvad er dynamoen i mit liv?

Sande er noget, vi kan være i hele vores væsen.

Vi forstå kun udvikling, hvis vi har fat i alt i os selv.

Har vi det, kan vi mærke alle de kolbøtter, som vi slår undervejs.

Hvis ikke via har fat i det hele, bliver vi måske kun svimle engang imellem, eller får lidt hovedpine, eller får ondt andre steder.

At mærke sin egen energi er muligheden for at følge med i sin egen udvikling, og at anerkende kolbøtter, for så vidt vi selv er med i bevægelserne. Så vil vi kunne forstå, hvad der sker, i stedet for bare at opfatte os selv som ofre, eller hvordan vi nu vælger at tolke det.

Livet har en kvalitet i sig selv.

Et menneske har en kvalitet i sig selv.

Et menneske har ikke kun kvalitet, hvis det kan læne sig op ad en anden.

Sådan tænker det menneske, der ikke vil give slip på en binding.

Dermed er det heller ikke i stand til at se sig selv som sig selv.

Det er vigtigt at finde drivkraften i sig selv. På den måde kan jeg også møde et andet menneske med dette menneskes specielle kvaliteter.

Jeg kan ikke se et andet menneskes kvaliteter, hvis jeg læner mig op ad vedkommende, fordi jeg har brug for vedkommende.

Vi kan kun se hinanden, som vi er, hvis vi er i stand til at mødes frit, hvis vi alle er i vores egen energi.

Jeg er altid ansvarlig som én.

Det, jeg gør, konstituerer mig som menneske.

Derfor er det vigtigt, altid at stå bag mig selv, i det jeg gør.

At mine handlinger er et udtryk for mig.

At lade livet få lov til at opstå, helt på sine egne præmisser. Det er, hvad det hele handler om.

Aldrig at blande sig i noget. som man ikke skal blande sig i.

At glæde sig med glæden og over glæden.

At være med det gode og i det gode.

Det er den simple overskrift, når det overhovedet er muligt.

Når jeg selv skal finde svaret på, hvad der er det vigtigste, begynder jeg i et slags nulpunkt.

Hvad er omdrejningspunktet?

Hvad er det vigtigste?

Hvad vil jeg under ingen omstændigheder give afkald på?

Hvad er det dermed, der styrer mig?

Hvad er den dybeste begrundelse for at handle, som jeg gør?

Er den styret af min selvvalgte intention?

Eller måske af kynisk egoisme?

Hvor er mit hjerte placeret i denne dybe prioritering af, hvad jeg vil og gør i livet?

Det er dynamoen, der står bag tanker og handlinger.

Jo mere ureflekteret, jo mere vil den også stå bag følelser og enhver form for bevægelse. Og jo mere stiv vil jeg være i mit væsen.

Den kan blive en mani, en attitude bag ved enhver form for handling og udtryk.

Den kan blive så bastant, at jeg uden tøven vil slå et andet menneske ihjel, alternativt med min intention gøre livet umuligt for vedkommende.

Det kaldes også at være et dårligt eller et ondt menneske.

Det kaldes også at være i sine følelsers vold. Og så kan man bagefter undskylde sig med, at man var sindssyg eller utilregnelig i gerningsøjeblikket. Selv om man godt ved, det er løgn.

Jura fanger normalt ikke den dybe intention. Jura fordrer synlige og ubetvivlelige beviser. Her er vi langt ned under, hvad der er åbenlyst for enhver.

Alternativt kan man altid og i enhver sammenhæng opføre sig ordentligt. Så er man ude over disse tåbeligheder.

Vi er altid styret af vores dybeste intention. Vi kan jo bare vælge altid at være ordentlige. Så vil vi aldrig udsætte os selv for at have lig i lasten.

Vi kan altid mærke, om vi ubetinget har opført os ordentlige. Har vi det, kan vi altid kigge alle i øjnene. Så er vi sandt i vores væsen.

Hvis jeg altid er i kontakt med det dybeste i mig selv, vil jeg aldrig kunne finde på at behandle et andet menneske dårligt.

Men det fordrer, at jeg har givet slip på det, som jeg ikke vil slippe, at jeg altid er i stand til at gennemlyse mig selv i alt.

Det var det. som Abraham gjorde. Og Gud kunne se, at han i alt var til at stole på. Derfor blev han patriark, som var den tids måde at beskrive en, der var inkarneret, og som var villig til helt igennem at være et redskab for den guddommelige vilje. Med den sande mening med at være i livet. For hinanden. Og jo selvfølgelig også for Isak, som han nu elskede mere end nogensinde.

Man kan ikke elske noget eller nogen, som man krampagtigt holder fast ved, og under ingen omstændigheder vil give slip på.