Du og jeg

Den bedste måde at være der for hinanden er at kunne rumme hinanden.

Man glemmer meget nemt, i instinktets verden, at et andet menneske ikke kun har til formål at opfylde mine behov. Det er et meget usundt udgangspunkt for en relation.

Instinktets verden rækker ikke ud over egen næsetip. I hvert fald ikke længere ud end, hvad der egoistisk kan rummes i en armbredde.

Der mangler hjerte, ubetinget hjerte og interesse.

Et menneske har brug for at blive anerkendt som den, man er.

Derfor søger man et du.

Det skal naturligvis virke begge veje, for at kunne fungere.

Når man ikke bliver anerkendt, så er logikken, at man søger andre steder hen, hvor man kan blive anerkendt.

Denne logik er så tydelig, at alle skulle og burde tage den til sig.

Imidlertid foregår mange relationer mere som rollespil end som udveksling af kærlighed.

Det er naturligvis med til at forarme samfund og samvær, og derfor florerer utroskab.

Hvis vi i stedet positivt og aktivt gjorde noget for altid at være der for hinanden, ville meget se meget anderledes ud, rigtigt mange steder.

Og verden ville være et helt andet sted at være og interagere.

Det sande parforhold er, at vi lyser på os selv og hinanden, fordi vi begge har sagt ja til sandhed og kærlighed, alene og sammen.

At vi vil hinanden med hjertet og af hjertet.

At vi bliver bløde sammen, og at vi gerne vil det.

Jeg skal anerkende, at du kan noget, som jeg ikke kan.

Det er vejen frem.

Jeg skal anerkende, at du kan flytte verden for mig. At du kan flytte mig i min verden, altså når du gør det.

At du kan flytte min verden, hvor jeg ser noget, som jeg ikke så eller forstod før.

Jeg skal ikke anerkende det, fordi du siger det, men fordi jeg selv mærker det.

Det har ikke noget at gøre med at være bedre end den anden. Det handler om at være der for hinanden, at kunne give hinanden noget, og dermed selv få noget, men fordi jeg slipper det, jeg tror.

Det er at undlade at kaste skygger, men samtidig at blive i mig selv.

Det er at anerkende dig som dig og mig som mig, i ligeværd, kærlighed og glæde.

Er der plads til både dig og mig?

Lytter vi til hinanden?

Vil vi hinanden?

Vi skal begge have et dybt ønske om at ville give hinanden noget.

Vi skal ikke bare tage fra hinanden, eller tage hinanden for givet.

Egoet giver ikke plads til andre end sig selv. Egoet vil kun sig selv. Egoet er kun til for sig selv.

Jegets sande position er en helt anden, også i forhold til et sandt du.

Jeg vil ikke bare elskes for mine handlinger. Fordi jeg gør noget ved dig.

Jeg vil elskes for den, jeg er.

Ligesom jeg jo også skal elske dig for den, du er. Som du er.

Vi skal ikke kun elske hinanden for vore handlinger. Og jeg skal også vide at være taknemmelig, åben og ærlig.

At vi rører ved hinanden, gør vi, fordi vi gerne vil, fordi vi dermed bringer lys ind i hinandens liv.

På samme måde interesserer vi os altid for hinanden.

Vi er her ikke, bare på betingelser.

At anerkende, at et andet menneske kan gøre en afgørende forskel i mit liv, fordrer, at jeg ubetinget åbner mig for dette andet menneske.

At dette andet menneske ikke kun er til for mig, men har sin egen identitet, sin egen kvalitet, sin egen unikke form, sit suveræne bidrag ind i mit liv.

At jeg anerkender, at et andet menneske afgørende kan ændre på noget i mig.

Men at jeg samtidig kan bevare min suveræne identitet og integritet.

Det, der sker i en sand relation, er noget meget faktuelt.

Det er sjælen, der udfolder sig. På en måde er det mere rigtigt at udtrykke det sådant, end at det er flere sjæle, der virker sammen.

Når en kultur, som skabes i en gruppe af mennesker, kan virke på samme måde, er det også sjælen, der er i spil.

Jo mere vi lader den udfolde sig på sine egne præmisser, jo mere sandt og smukt kan det hele blive.

Da mennesker er nogle værre bøvlehoveder, får det normalt ikke lov til at udfolde sig på den gode måde.

Så bliver det hele måske bare en afsmag af sjælen, og det smukke i livet.

Vi kan ikke måle og veje det smukke i livet. Men vi er ikke i tvivl om kvaliteten af det. Og vi kan endda falde til ro i det.

Det er tillid og kærlighed, der skaber en sand relation. Det er ikke jura og økonomi, som normalt er den måde, vi måler noget på i relationelt øjemed.

Tillid og kærlighed er ikke kvantificerbart, i modsætning til økonomi og fysiske omstændigheder.

Det er kvalitet, der skaber dybden og styrken i et forhold, jo også i en kultur.

Det fysiske er rammerne, men de giver ingen mening uden indhold, som her er noget kvalitativt.

Når sjælen ubetinget får lov til at være det, så giver det os et indhold i livet, der er meget mere værd end noget, vi kan konsumere.

Når vi siger ja til hinanden, så siger vi også ja til det ukendte, og at vi ikke ved, hvad der sker.

Når vi rækker ud efter hinanden, skal vi gøre det oprigtigt.

Og et du og et jeg giver kun afgørende mening, hvis vi gensidigt udfordrer hinanden.

Hvis vi bare gentager os selv, bliver vi kedelige, og så vil vi jo naturligt miste lysten til at mødes.

Så forsvinder intensiteten og afløses af tomme gentagelser, og troen på, at man kan aktivere det hele igen ved at spise en god middag.

Vi skal hver især byde ind med noget, hvor vi kan mærke fornyelsen, og at der er en dynamik i vores forhold.

Hvis ikke vi på den måde provokerer hinanden, gider vi reelt ikke hinanden.

Sådan er sand dynamik i livet. Vi har brug for at blive provokeret.

Det er den sande relation.

Når jeg positivt har fat i mig selv, kan jeg positivt møde dig.

Jeg kan ikke positivt møde dig, uden positivt at have fat i mig selv.

På den måde er der en forståelig sammenhæng. Jeg skal lyse mig selv op for at kunne lyse dig op.

Hvis jeg gør det omvendt, har jeg ikke alt i mig selv med, og så bliver det hele på betingelser, eller usandt.

Hvis jeg møder dig på betingelser, er der noget i mig selv, som jeg ikke vil kigge på, som jeg reserverer til en anden gang. Og så bliver mødet derefter, betinget og usandt, baseret på et rollespil, hvor du ikke er dig, og jeg ikke er mig.

Jeg vil møde dig, som du er. Ikke som et rollespil. Som en der gør noget for mig, eller som jeg skal gøre noget ved eller for.

Jeg vil møde dig, fordi vi begge har lyst til at være sammen, og rækker ud efter hinanden.

Jeg vil dig ikke på betingelser, hverken mine eller dine betingelser. Så er det ikke sandt og ægte, og jo slet ikke kærligt.

Selvfølgelig skal vi være ordentlige. Gennemført ordentlige. Det er et ubetinget krav, som man har lov til at stille. Men det er ikke det samme som at gøre noget på betingelser.

Ordentlighed tager jeg for givet. Det ved vi godt, hvad er. Det er at kunne tåle, at der bliver kastet lys på alt, hvad jeg laver. Men det er ikke det samme som at skulle stå til regnskab, eller at gøre noget på betingelser.

Selvfølgelig skal vi altid tage hensyn til hinanden. Selvfølgelig skal vi gøre alt i fuld respekt. Det tager jeg altid for givet.

Det kan vi altid gøre, når vi på intet tidspunkt har problemer med at kigge på os selv. Så kan vi også i fuld tillid kigge på hinanden.

Når du og jeg mødes, er det i virkeligheden to sjæle, der møder.

Der er en grund til, at vi søger den eneste ene.

Vi har alle sammen et ønske om at smelte sammen med et andet menneske.

Af og til lykkes det i et intimt samvær.

Det kan også være, når vi kigger hinanden dybt i øjnene.

Når vi mødes i en opklarende ordveksling.

Det afgørende er, med hvilken intention vi møder hinanden, og hvad ønsket er med at krydse klinger.

Vi har alle et reelt ønske om at krydse klinger, som er at afprøve vore argumenter, og også at søge grænser. Vi kan ikke udvikle os uden.

Som mennesker ønsker vi at blive gennemlyst.

Men det er altid udfordrende at være inkarneret i et instinkt, der godt kan trække i en anden retning, end hvad sjælen gerne vil.

Sjæle ønsker at udveksle i ubetinget ærlighed og kærlighed.

Når vi positivt åbner os mod hinanden, og gør det gensidigt, er det fantastisk, hvad vi kan.

Det er altid kritisk og vigtigt, når der kommer skygger i spil, hvordan vi håndterer det.

Hvis instinktet, som er normer og fordomme, får magt, er det ikke sjovt at være i et forhold. Så skal man måske overveje at trække sig.

Men ønsket om at mødes autentisk kan være så dybt oprigtigt, at vi evner at bevæge os kærligt igennem de hårde former.

Vi skal begge byde ind med noget, og vi skal begge ville det, hvis det skal lykkes at blive i det gode sammen.