En selvforståelse indeholder altid noget, der ikke bliver sagt

En vigtig forhindring i forhold til at forstå alt, hvad jeg skriver om, er, at man skal være villig til at møde alt i sig selv, da livet kun kan forstås gyldigt gennem mig selv.

Hvis ikke man har dette ønske, eller denne vilje, stiller man sig selv i vejen for at tilegne sig, hvad jeg skriver om.

Mine begreber går dybere end de fleste, der ofte vil have noget egoistisk over sig, med mindre de refererer til et objektivt begrebsapparat.

Det sidste har den ulempe, at det kigger på livet som noget, der foregår et andet sted end i livet.

Jeg kan kun forstå livet ud fra mig selv. Det kan ikke være anderledes, og det bliver aldrig anderledes.

Men det gør det ikke mindre interessant, eller mindre gyldigt. Det handler bare om, at vi skal lære at anlægge nogle andre kriterier, end vi nok har været vant til.

Vi skal lære at tænke i høj bevidsthed, da den lave altid vil være begrænset af den, der er i den.

Begreber, der kun handler om at tilfredsstille mig selv, herunder professionelle begreber af enhver art, er funderet i lav bevidsthed. Det svarer til, at de er mig ligegyldige, hvis ikke jeg får penge for at formidle dem, eller at de alene aktiveres for at tilfredsstille mit professionelle virke.

Selvforståelse handler i denne sammenhæng om, hvorvidt hjertet eller pengepungen er begrundelsen for det, jeg gør.

Hvis pengepungen styrer, er erkendelse og forståelse først og fremmest udvendig og repeterbar.

Hvis hjertet styrer, gentager jeg aldrig bevidstløst mig selv, men har taget en beslutning om, at ord altid skal komme et sandt sted fra i mit liv. Det gør den på ingen måde mindre gyldig end den såkaldt objektive håndtering af viden, hvor jeg altid refererer til en ydre begrebsverden, som andre har skabt, men uden at jeg selv er delagtig.

En betingelse for selverkendelse er, at jeg ikke bare har, men også tillader mig selv at have plads i mig selv, til at mærke, hvordan livet udspiller sig, imens det opstår. Det er at være med sig selv og i sig selv.

Et menneske forstår ikke mere, end det har frigjort sig fra sit instinkt.

Et menneske kan ikke sætte sig ud over sig selv.

Man vil altid vende tilbage til sig selv.

Det er et sjovt dilemma, som jo i praksis betyder, at vi altid vil være vores egne begrænsning.

Positivt betyder det, at vi også er vores egen skæbne.

Når vi lærer, hvad det betyder, vil vi forstå, at vi har en enorm frihed, hvis vi bruger den rigtigt, og os selv rigtigt.

Alt der, jeg har gjort og sagt, lægger sig omkring mig som en hinde, der betyder ,at jeg aldrig vil kunne fornægte det, og samtidig se mig selv i øjnene.

Grunden er den enkle, at vi er skabt til at leve i sandhed, og vil kunne mærke mæ´de´vuns, når vi ikke gør det.

Vi er bundet op på sandhed. Vi er skabt i sandhed. Vi er skabt til sandhed.

Når vi lyver, så får vi det skidt med os selv, og sådan skal det være.

Vi kan takke os selv for, at vi lyver. Og vi kan takke Gud for, at vi mærker det. Er det ikke skønt?

Når vi taler dårligt om en anden, så ved vi godt inderst inde, at det er usandt.

Man kan ikke samtidig kaste skygger og have kontakt til sig selv.

Man kan ikke samtidig kaste skygger og have kontakt til en anden.

Skygge er et udtryk for, i hvilken retning jeg kaster min energi, og hvor den er.

Mennesker med en lav moral labber alt i sig, der kan underbygge en skygge.

Det kaldes også sladder og bagtalelse, kynisme og kalkulation.

Mennesker med en sådan attitude diskvalificerer deres egen troværdighed.

Hvis jeg er oppe imod en skygge, gælder i hver fald følgende:

Den anden har bundet sin energi i noget i mig, som ikke reelt er mig.

Jeg skal aldrig gå i dialog med en skygge. Det skaber kun mere skygge. Så snitterne væk!

Når man kaster skygger, diskvalificerer man sin egen positive og konstruktive mulighed for aktivt at være i og gå ind i livet.

Det er to helt væsensforskellige måder at være i livet på. Den første er et fængsel. Den anden er frihed.

Så længe vi har fat i os selv, har vi fat i energien i hele kroppen, eller vi har kontakt med den.

Når vi begynder at kaste skygge, har vi ikke længere fat i os selv, og heller ikke i vores egen energi.

Så taler vi om livet som noget, andre har gjort. Vi har ikke selv fat i det. Vi kan ovenikøbet talte ondt om andre. Nogle bruger det som en måde at stive sig selv af på. Jo værre, jo mere sladderagtigt.

Det er altid ret afgørende, hvordan man forholder sig til sig selv, når man bliver provokeret.

Hvis jeg tager det ind, kan jeg blive klogere.

Alternativt kastes der skygger, der skaber afstand.

Det rum, som man ikke vil kigge på, vil altid, i sagens natur, være mørkt.

Man kan aktivt påvirke mørket ved at fodre en fordom.

Man kan også aktivt påvirke mørket ved at udsprede en fordom.

Disse mørke former er aldrig sympatiske, men de skal nævnes for at fortælle, at man som menneske aktivt kan gøre noget for ikke at være ordentlig.  Og nogle holder sig ikke tilbage.

Hvordan får man krammet på andre?

Ved at udnytte et fortrin, som de ikke har.

Jeg kan se, at den anden er svag, eller har et svagt øjeblik, og så hugger jeg til!

Ovenstående handler om at bruge den lave bevidsthed til at sætte sig på andre, at passivisere dem, og at gå derfra med en sejr. Hvor jeg sikrer mig, at den anden bliver liggende.

Er det sympatisk? Bruges det? Ja i udlandet. I hvert fald ikke herhjemme. Og i hvert fald ikke i de kredse, hvor jeg færdes i. Nej vel?

Der er meget af den slags viden, som går i arv. Men også som videregives i sociale sammenhænge.

Det er i øvrigt et godt eksempel på, hvordan en handling kan blive metaforisk.

Vi kender det i dagspressen som unge, hvor det sidste nye er unge kvinder, går amok over for en anden, og overdænger vedkommende med slag og især spark.

På det indre plan kan man gøre noget, der er mindst lige så voldsomt og skadeligt, og man gør det!

Når det bliver så voldsomt, skyldes det, at man bliver udspekuleret og er i stand til at læse andre, mens man skader dem. Man bliver opstemt af skrig og smerte. Man bliver høj og bliver endnu vildere. Det hele foregår inde i den eller dem, som lader sig forføre af det.

På overfladen behøver man ikke at lade sig mærke af det, og kan ovenikøbet tale ondt om den anden. Sådan er kriminalitet. Det er sjældent, at udøver står ved sine handlinger.

Det skyldes, at vi har fået en sjæl, men at instinktet altid vil have det sidste ord, i hvert fald så længe man siger ja til at lade sig styre af det lave i sig selv.

Sjælen er slaven, der, uden selv at ville det, bliver brugt til noget, der aldrig er kønt, og aldrig er i orden.

Instinktet gør brug af en viden, som det fik, da sjælen i anden sammenhæng åbnede ind til noget smukt.

Sådan noget kan man kun standse i sig selv ved ubetinget at sige ja til kun at ville det gode i livet, og helt igennem at leve efter det.

I den forbindelse skal man også kigge baglæns.

Det er helt sikkert, at man forarmer sig selv ved at bruge sin sjæl på den måde.

Der er altid noget, der ikke bliver sagt.

Dette noget kan man lige så godt få fat i med det samme. For det er det, der er afgørende, når der skal tages beslutninger.

Det ufortalte er det, som jeg hænger fast i verden med.

Jeg siger noget, men mener noget andet. Sådan vil det ofte være.

Det ville være meget bedre, hvis vores udtryk var noget, man kunne regne med.

Det skyldes, at sjæl og instinkt ikke hænger sammen. og at man derfor altid vil være lidt utilregnelig.

Pludselige skifter man standpunkt, og vil i øvrigt ikke forholde sig til det.

Det er ikke mennesket værdigt at gøre det, men jeg har oplevet det rigtigt mange gange.

At have en skjult dagsorden er et andet udtryk for det samme.

At have en delt attitude, hvor jeg spiller på andres følelser.

Jeg vil gerne have andre til at gøre noget for mig, men jeg vil ikke selv gøre noget for dem.

Jeg vil kun noget på betingelser, som jeg alene sætter. Jeg skal ikke selv overholde dem, for der gælder særlige regler for mig.

Det fysiske og det mentale spiller sammen. Jo mere jeg kan holde det adskilt, jo mere fri kan jeg være i min attitude og min måde at være i verden på. Det hænger formodentlig sammen med min helt generelle måde at være i verden, altså hvad jeg tror på, hvem jeg relaterer til, og så videre.

Mit spontane udtryk har meget at gøre med min guddommelige forankring. Som ikke er noget fiktivt, men noget meget faktuelt.

Hvor meget jeg evner at give slip ind i livet.