Det sande indhold

Det, som jeg gør med mine bøger, er at præsentere en sammenhæng i livet, der ikke er religiøs, ikke er spirituel, men som alligevel rummer det hele.

En sådan sammenhæng vil betyde, at livet ikke længere er et trosspørgsmål, men nogle kendsgerninger, som vi kan stykke sammen til et forståeligt hele.

Jeg skal ikke tjene penge på at præsentere denne sammenhæng. Det betyder ikke, at mine bøger ikke koster penge. Men jeg gør det ikke for pengenes skyld. Jeg gør det for at præsentere en ny måde at forstå det hele på, så der både er plads til Gud og menneske, til dyr og plante, hvor intet af det er en kosmologi eller en videnskab.

Mine tanker vil være et nybrud i forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske. Og i sin konsekvens vil det revolutionere alt, men på en måde, hvor alle kan følge med, bare de har en positiv vilje.

Det helt specifikke, som er særdeles væsentligt, er en forståelse af, hvad sjælen er for noget, i forhold til instinktet.

Det er sjælen, der bliver toneangivende i Ny Tid, hvor instinktet hidtil har været den væsentligste drivkraft her på planeten, på godt og ondt.

Jeg oplever selv i skriveprocessen, at alting bliver mere og mere forståeligt ved hver bog. Og stadigvæk kan jeg sagtens føle mig totalt forvirret ind imellem. Men da jeg kender lidt til processen, har jeg efterhånden lært at slappe mere af, når jeg oplever sådan noget.

For livet vil altid finde tilbage til en sand form, hvis vi vel at mærke lader det ske.

Livet tager altid udgangspunkt i mig selv. Og vi skal lære, altid at lyse os selv op først og fremmest.

Det er mit udgangspunkt, som simpelt hen ikke kan være anderledes.

Sådan tænker og oplever jeg altid.

Det sande indhold er de møbler, vi stiller ind i vores nye hus.

Her er der ikke nogen, der lader som om.

Her er der ikke nogle fingerede følelser eller tanker, der får lov til at fylde.

Potteplanterne bliver vandet med ægte kærlighed.

Alt, hvad der bliver sagt og skrevet, får en tur igennem sandhedsfilteret.

Ingen får lov til at fylde, hvis ikke der er et sandt belæg for det.

Vi hører altid efter, hvad der bliver sagt, for der skjuler sig altid en mening bag ved enhver ytring, i hvert fald hvis den kommer fra et barn.

Det er slut med at ville bestemme alt, at ville kontrollere alt, at sætte sig på alt, altid at få det sidste ord, altid at overhøre den anden.

Vi sorterer selv vores affald. Vi har en spand til sladder. En anden til løgnehistorier. Så der der en til floskler. Og klicheerne putter vi i en fjerde.

Instinktmennesket farer straks sammen: “Jamen, hvad er der så tilbage?”

Der har han jo faktisk en pointe.

Der er ikke noget til ham. For han har ikke valgt sandheden som ledesnor.