Det positive grundlag for at være menneske

Det positive grundlag for at være menneske er at udfolde vores menneskevæsen, præcis som det er, men før det på nogen måde bliver forurenet. Herefter skal vi lære at manøvrere tilbage igennem forureningen for at få fat i det gode, det smukke og det sande.

Denne lektie er kort fortalt, hvad det vil sige at bevæge sig fra en magtfuld voksen til et uskyldigt barn, altså baglæns.

Vi kan også handle forlæns, når vi møder børn, og lade være med at tvinge dem til at skulle igennem den samme lidelse, det samme mørke.

Det handler om, at vi lærer at opføre os ordentligt.

Metoden, den naturlige og positive, er den, jeg skriver bøger om.

Den naturlige glæde ved at være.

At tage livet ind, præcis som det er.

Ikke at ville eller skulle kontrollere noget som helst.

Bare at være med det, der er.

Dette udgangspunkt går forud for alt andet i livet.

At livet i sig selv er smukt og fuld af muligheder.

At vi ikke skal gøre andet end at tage imod og sige tak.

At sige ja er i den forbindelse af have naturligt hul igennem.

At vide, at der altid er nogen eller nogle, der er der for os.

At vide, at livet har en naturlig fylde i sig selv.

Succeskriteriet for mit projekt i livet er, at mennesker i forhold til ondskab, kynisme, negativitet og ligegyldighed evner at frigøre en væsentlig del i sig selv, så der i stedet bliver plads til og positivt valg af ærlighed, livsglæde, oprigtighed og kærlighed.

At lade sjælen få plads er overhovedet ikke at være udspekuleret.

De fleste voksne er meget udspekulerede og meget lidt tillidsfulde.

Nogle gange kan mønstret næsten være mejslet ind i murstenene.

Hvis kærligheden til andre er betinget af, at jeg får noget igen, er jeg ikke noget ordentligt menneske. Det gælder, uanset om det er penge eller berøring eller tryghed. Så er hjertet lukket, og livet betinget.

Det hele handler om min måde at være i livet på.

Om det er høj eller lav bevidsthed, der styrer mig.

Om mit aktive udtryk. Om hvordan min person manifesterer sig. Om hvor jeg selv er i forhold til det, som jeg er. Om jeg er udspekuleret eller ærlig i mit væsen.

Vi kan altid mærke på energien i benene, om vi er luskede eller ærlige. Det hænger sammen med, at benene energetisk er et skelet eller et stillads, som vores ordentlighed er bygget på.

Barnagtig og infantil og uærlig adfærd er sådan noget, der kommer ud mellem sidebenene. At gøre noget i det skjulte. Ikke at være helt fine i kanten.

Når vi ikke opfører os ordentligt, vil man altid kunne se på et menneske, at det ikke er på plads i sig selv, eller har styr på sig selv.

Det sidste kan godt skyldes, at andre ikke har behandlet mig ordentligt.

Vi kan af forskellige grunde være usikre. Vi kan være i proces. Vi kan være børn. Vi kan være på vej. Når så et uvejr rammer os, kan det gøre rigtigt ondt. Det kan være i form af vrede, af hårdhed, af had, af bagtalelse. Alt sammen et udtryk for mennesker, der ikke opfører sig ordentligt.

Stilladset er et værn mod alt det fine og alt det skrøbelige i os. Og alt kan ødelægges.

Jeg kan godt være i mig selv, selv om jeg ikke er helt på plads i mig selv. Det er et særligt privilegium, vi har som mennesker, at vi godt på samme tid kan kigge og mærke og føle og tænke.

Jeg har tankens og handlingens frihed, uden at jeg behøver derigennem at give udtryk for mit indre, og også uden derved at splitte mig selv op.

Alt handler om, hvor jeg selv er, i forhold til det, som jeg siger og gør.

Hvis noget bøvler i mig, lader jeg det være, indtil det ændrer sig. Det vil altid ændre sig, så jeg igen vender rigtigt.

Målet i livet er at lære at stå selv.

At være positivt til stede med alt, hvad jeg har.

At sige ja til det, som jeg er i.

At lade det komme til mig.

Selv at deltage helt og fuldt.

Det er at være i livet.

Uden at stille nogle betingelser overhovedet.

At sige ubetinget ja.

At gå ind i enhver situation.

At møde det, der kommer.

Ikke på forhånd at afvise noget.

At sige ja.

At sige tak.

Livet handler om altid at være i positiv kontakt med mig selv. Det er grundlaget for altid at kunne møde det på en måde, så jeg selv og andre er glade, og at vi altid kan være os selv bekendt.

Hver gang jeg er oprigtigt glad, og lader denne glæde virke i mig, får sjælen lidt bedre fat.

Tænk engang, hvad det kan blive til, hvis vi gentager det hver dag og hele tiden!

Min måde at være i verden på er altid at være helt til stede, også når jeg overhovedet ikke forstår noget som helst af det hele.

Svarene kommer altid, når vi tillader os selv at være i det, som vi ikke ved, hvad er.

Det er både sjovt og magisk.

Det er ikke en del af et rollespil. Det er min umiddelbare måde at være i verden på.

Det er en meget vigtig pointe i livet, at man forsøger at finde en lethed, og at blive i denne lethed. Det kan simpelt hen ikke betones tydeligt nok, hvor vigtigt det er.

Hårdhed, kynisme, kulde, hjerteløshed kan ikke bruges til noget. Skaber kun mørke, tristhed, og andre bliver kede af det.

Det er for livets egen skyld. Det er for din skyld. Det er vor min skyld. Vi skal holde op med at være hårde og ondskabsfulde. Det tjener ikke noget formål overhovedet.

Vi skal holde op med at være udspekulerede. Vi skal holde op med altid at ville have vores del af kagen før de andre. Det er en uskik, og egentlig kun en rigtigt dårlig vane. Der er kun os selv til at aflægge den.

Det er den muld, vi træder på, der er i spil. Det er vores egen tilstedeværelse i verden.

Et barn har tillid til verden. En sur voksen har mistillid til verden. Det er en verden til forskel.

Når man ikke blander sig i noget, man ikke skal blande sig i, vil man opleve, hvordan livet i sig selv finder sine svar, finder en gennemført lykke, finder glæden, også sammen med andre, der har det på samme måde, hvor vores eneste intention er bare at være i det, der er. Det er overhovedet ikke kompliceret.

Det bedste udgangspunkt for at være i live er hver morgen at åbne øjnene og sige til sig selv: Hvor er det herligt! I dag skal jeg leve livet!

Når det langt fra hver morgen er muligt, skyldes det måske først og fremmest en selv. Men andre mennesker kan bestemt også finde på at blande sig. Meget uhensigtsmæssigt endda. De kan endda forhindre, at jeg i mig selv har og får denne oplevelse. Det er ikke særligt pænt, at det sker, men det sker!

Den gode oplevelse er den, der har fået mig til at skrive en bog om Livets Suverænitet. Andre ville måske hellere skrive en bog om Livets Surhed. Det er lidt trist, når det nu er helt unødvendigt at have en sådan attitude spændt fast på ansigtet, og inde i sig selv.

For nogle er det negative livets udgangspunkt. Det kan man da kalde lav bevidsthed, der har sat sig fast!

Uanset hvad vi udsættes for, har vi altid mulighed for at møde det positivt, om ikke andet så trække sig, og vente, indtil det er til at have med at gøre. Vi gør os selv en tjeneste ved ikke at spille med, når noget ikke er godt.

Det kan godt være, det på kort sigt er kedeligere og mindre dramatisk, men på lang sigt hjælper vi os selv og andre.

Hvis man altid har positiv front imod livet, kommer man længst. Og kan altid kigge sig selv i øjnene.

Det kan ikke altid lade sig gøre, må så må man vente, til det kan. Hvis man er indstillet på det, får man muligheden igen.

At lukke op for lystpotentialet i livet er selv at træde derind helt på egne præmisser.

At tillade mig at føle præcis det, jeg føler, og ikke at være styret eller ledet af nogen som helst andre, heller ikke min far eller min mor.

Det er sandt lederskab.

Det er i enhver henseende at kunne stå inde for sig selv.

Ægte lederskab er at kunne være i og med sine ægte følelser, sådan som de oprindeligt er og udfolder sig. Uden på nogen måde at blande sig eller at manipulere.

Det er instinktet, der opfører sig som et forurettet barn, eller det der er værre. Men også som en forsmået eller sur voksen. Eller det der er værre.

Når man skaber mørke i sit sind, skaber man afstand. Mørke er sådan noget som mistro, mistillid, vrede, surhed, aggression, løgn, manipulation af enhver art, obstruktion, men også tøven og usand tilbageholdenhed. Det er selvvalgt og selvgjort.

Når man gør det over for børn, blive de bange, kede af det, trækker sig ind i sig selv, tør ikke vise følelser, bliver måske også mistroiske.

Sådan virker det også over for voksne, hvad der vel egentlig ikke kan undre.

Alt handler om at finde en balance i mig selv, hvor jeg har direkte adgang til livsglæden, og så livsglæden i de mennesker, som jeg dybest set er forbundet med.

En sådan måde kan aldrig være krukket, aldrig været forligende. Den er bare, som den er. Og vi er bare, som vi er.

Det er bare så vigtigt, at vi altid har positiv front imod livet og os selv. Og hvis ikke det er muligt, så venter på, at det bliver det.

At være og blive i sin egen energi. Uden at ville noget. Uden at gøre noget. Og på den måde finde ro i sig selv.

At være med sig selv i en dyb, dyb kærlighed. Bare være. Det er hvad livet handler om.

Men også anerkende, at der ingenting sker. Selv om det er mærkeligt.

Jeg har oplevet det allertydeligst i Assisi. Tredje gang i påsken 2019.

Bare være, ligesom et lille barn. Og ikke skulle noget. Ikke gøre noget.

Positivt og ansvarligt at være til stede i livet. Det er hvad livet handler om.

At falde til ro i sig selv. I bevidstheden om, at jeg er god nok.

Det er lidt ligesom at lande et månefartøj på Jorden, og så stige ud af den: One big step for mankind! Og så sprede og leve det gode budskab.

Instinktet er rumdragten, som beskytter. Sjælen er det glade menneske, der spreder budskabet.

At møde livet med oprejst pande. At være i det med bevidsthed. At glæde sig over det sammen. Det er den vigtigste begrundelse for at være her og at udfolde os. Det er et mål, vi altid skal holde os for øje.

Uanset hvad man har i sin varetægt, så har man mulighed for at møde det ordentligt.

Uanset hvilken energi man har fat i, så har man mulighed for at møde den positivt, og at lade den transformere sig, så den bliver til noget positivt. Altså ved at holde sig på behørig afstand eller bare at være med den, indtil den ændrer sig.

På den måde har vi selv dyb indflydelse på alt, hvad vi har med at gøre.

At have sin egen platform er et godt grundlag for altid at kunne møde verden på sine helt egne præmisser.

Sådan noget får man ved at have en indiskutabel moral og altid at have styr på sig selv.

En af øvelserne er at lære at være alene. Ikke fordi det er et mål i sig selv. Slet ikke. Men det vil opstå undervejs i livet. Og da er det godt nok at vide lidt om, hvad det handler om.

At være alene er at være i sit instinkt. Det er uomgængeligt. Og da handler det om at møde det og sig selv i kærlighed. Jeg er et væsen, og jeg skal kunne rumme mig selv. Det kan være svært ikke at have nogen at læne sig op ad. Til gengæld er det en god øvelse, da det ikke er sundt at læne sig op ad andre. Det er sundt at kunne stå selv.

Men det hører med til en ny verdensorden, at vi af og til skal stille spørgsmålene helt forfra, eller helt på vores egen måde.

Hvordan man behandler tanker og følelser i sig selv, er helt afgørende for, hvordan man har det, også hvordan man behandler andre.

Ubearbejdet er det forestillinger, der styrer sindet, og som har magt. De bliver først til tanker og følelser, som vi mere detaljeret kan forholde os til, når vi formår at komme tættere på.

Forestillinger kan være alt fortærende, især hvis de er helt ubearbejdede. Så har de det med at stikke af, ledsaget af både følelser og tanker, der heller ikke er skilt ad.

Vi kalder det mønstre. Jo lavere bevidsthed, jo voldsommere kan de være i deres facon.

Dårlige tanker har meget længere eftervirkninger, end man regner med. De sætter sig i sindet, både hos afsender og hos modtager.

Jo højere bevidsthed, jo mere vil man være i stand til at skille det hele ad, hvor målet jo må være at finde sandheden bag ved det hele, og selvfølgelig også at lade kærligheden få lov til at være medspiller, så tanker og følelser ikke får lov til at leve deres eget instinktbårne og ødelæggende liv.

Det er nok at tage fat på, men der er også en enkel logik bagved, når vi kommer så langt, at vi begynder at interessere os for, at tilfældet ikke altid skal have lov til at råde.

En måde at være i livet på er at beslutte med sig selv, at man altid vil lade det gode få lov til at bestemme, at man vil lade sig styre af kærlighed og sandhed i forening. En sådan position vil man kunne slappe af i og have det godt med.

Det må ikke være noget forkromet noget. Det er vigtigt, at det er enkelt og altid realistisk.

At være med mig selv er altid at have fat i min egen energi. På den måde bidrager jeg til, at vi er i stand til at blive hele mennesker, med alt hvad jeg indeholder, og alt, hvad der kommer.

At anerkende hinanden som hele mennesker er nok den bedste måde at forstå, hvad hele mennesker er for noget.

Normalt oplever vi andre som roller i forhold til nogle behov, som vi har, og dermed også nogle egenskaber, der skal opfylde vores krav til dem.

Det er en anden måde at sige, at vi er i vores ego, og at den anden skal respektere mig, som jeg vil have vedkommende til at være.

Vi har ikke lært at møde den anden som den anden. Det er ægte ligeværd. Hvor jeg også bliver mødt, sådan som jeg er. Det er i virkeligheden det, som vi allerhelst vil. Det gør os virkelige.

I vores jomfruelige væsen har vi alt, hvad vi behøver. Så længe vi anerkender det og er i det. Det svarer til at lade barnet udvikle sig på sine egne præmisser, og ikke gribe ind i dets måde at opleve verden på, og at være i verden på.

Jomfrueligt opbygger vi styrke, modstandskraft, intuition, kærlighedsevne, livsglæde. Og vi får værktøjer i hænde, som betyder, at vi ikke behøver eksperter til at løse vores problemer med. Det kan vi selv.

Hvis vi bruger disse evner og disse kræfter negativt, vil vi opleve, at vi begrænser os selv og andre.

Når vi blander os uhensigtsmæssigt, det kaldes også at bruge magt, så skaber vi forvirring, falske tilstand og forklaringer, som alt sammen er med til at fastholde magt og kontrol. Og så ødelægger vi muligheden for umiddelbar erkendelse ved brug af egne ressourcer.

Hvor barnet i virkeligheden i sit væsen har de elementer, der skal til, for at også vi kan lære noget sandt om vores væsen.

Barnet er, så længe det får lov til at udvikle sig på sine egne præmisser, i sin egen energi og sin egen form. Denne form bevirker, hvis den forbliver intakt, at barnet selv finder svarene, og udvikler sig af sig selv. Det er den guddommelige mening med livet, som er mulig.

Det er det, som jeg er her for at formidle.

Hvor enhver udveksling er positiv og konstruktiv og voksent ansvarlig.

Den høje bevidsthed er at være og blive i denne tilstand. Hvor instinktet er vores forbundsfælle, og sjælen er det højere perspektiv, som evner at transformere alt.

Hvor vi positivt kan spejle os i hinanden, hvis vi begge bliver ved med at være sande i vores væsen. Vi kan også opleve det som sand glæde, som vi har sammen.

Fysisk kan vi sammenligne det med sublime sportsresultater, hvor enhver yder det optimale, og hvor udførelsen er smuk at iagttage.

Sand menneskelighed er at lade livet udfolde sig på disse vilkår, gennem sand kommunikation og glæde, gennem ærlighed og respekt.

Sand spiritualitet er at blive i denne tilstand. Hvor man i øvrigt kan mærke sig selv ud i alle dele af kroppen.

Det er sjælen, der giver styrken, eller som bidrager med den ind i vores fysiske system. Sjælen kan kun trives i sandhed.

At have al energi samlet i sig selv er noget, der kræver stort mod, ærlighed, ophør af krukkeri, men samtidig en stilfærdig måde at være i livet på. Der er ikke noget mærkeligt ved det, bort set fra, at det nok er svært at finde forbundsfæller. For de fleste bryder sig ikke om at være i tilstanden, og skøjter derfor hurtigt væk. Det er det, vi har huse og fjernsyn og mad og hinanden til. Til gengæld vil man også opleve, at det usandt, hvis man er ærlig.

Fordi man bruger hinanden til at undgå at opleve sig selv. Og man søger med sine handlinger, som også kan være tobak, at undgå at opleve sig selv. Eller man går på Facebook, hvor der er noget, man kan like.

Politisk kendes det også som kollektive skygger, som kan være flygtninge, mexicanere, hvad som helst som ukompliceret kan behæftes med en skygge. Det kan også være en bestemt person.

I en sand erkendelse vil alle opleve, at de kommer længere ud i periferien af sig selv. Men mange undgår at komme derud. Finder påskud, gode argumenter, og kommer dermed tilbage i de kendte rammer. Det er en anden måde at udtrykke tryghed og sikkerhed, også selv om man ikke længere har brug for nogle af delene. Dem har man jo i forvejen.

Det er en mærkelig tendens, som nok især voksne mennesker har. Jo mere frihed, jo mere vælger man mørket som den direkte løsning på det.

En anden version er, at frihed og positivitet modsvares af behovet for tryghed og sikkerhed, i stedet for bare at være med det gode og det positive.

Det gode og det positive er ikke at være forudfattet og ikke at vælge en bestemt løsning. På den måde vil man kunne opleve livet åbne sig og blive smukt.

Børn ved godt, hvad det handler om. Voksne bliver vel nærmest paniske ved tanken om, at der ikke altid er faste rammer.

Jeg har det godt med, at der ikke er faste rammer, og ikke er faste svar. Så bliver der plads til os selv. Plads til det gode. Plads til glæde. Plads til nydelse. Men også plads til, at der ikke er nogle svar. De kommer, bare vi er i tilstanden. Og der er ikke noget farligt ved det overhovedet. Tværtimod.

Men det er for de fleste så angstprovokerende, at man hellere vil lukke det ned og gå ind i mønstre, der skaber mørke, såsom frygt, aggression og vrede. Surhed og mistillid bruges også.

Det er lidt sølle, at der ikke er mere åbenhed over for livet i sig selv.

Hvis noget er blevet alt for sandt, kan man kvæle det ved at sende en voldsom vrede efter det. Det er noget af det mærkeligste, som jeg har oplevet.

Jo mere ærligt og ægte vi formår at være i os selv, jo mere rigt vil livet kunne blive, efterhånden som sjælen får indpas i livet.

Men det sker kun, hvis vi gør det helt oprigtigt, og gerne, allerhelst, sammen. Så vil vi også kunne få erkendelser sammen, der sjældent vil være enslydende, men det gør ikke det hele mindre interessant og spændende. Tværtimod. Det fortæller bare om sjælens mangfoldighed.

Al erkendelse har behov for at blive forankret. Vi kan godt kalde det jordforbindelse. Vi kan også udtrykke det sådan, at den har brug for, ligesom i et barn, at få lov til at opstå og udvikle sig stille og roligt. At få sit eget liv. Uden at vi sætter sprog på den, før den selv er helt klar til det.

Sådan er det med alt i menneskelivet. Og alt det nye fra sjælen. Som grundlæggende ikke er andet end at lukke op for noget dybt i os selv. Fordi sjælen vil have os til at kigge på os selv og at lukke op for alle ressourcer. Men på en kærlig og konstruktiv måde. Vi skal neden under enhver form for undertrykkelse og underkendelse, som begge ofte lever en skyggetilværelse uudfoldet.

En sand relation vil af sig selv bevæge sig både ud og ind i de områder, som den støder på. Formålet er at forstå og integrere, og at blive stadig mere hel. Samtidig vil vi også opleve, at livet og glæden vil tage til i omfang, efterhånden som vi møder alt, også det svære. Men intet er i den sammenhæng for svært til at møde på en god måde.

Det er, når vi stritter imod, at noget bliver svært og utilgængeligt, ikke når vi møder det stille og roligt.

Livet er enkelt, når vi lader det være det. Det er så banalt, at det næsten burde være overflødigt at nævne det. Og så dejligt at være i det.

Alligevel har jeg oplevet i flere omgange, hvordan jeg på det nærmeste står alene med denne erkendelse. Den primære begrundelse er, at voksne kan have ualmindeligt vanskeligt ved at opføre sig ordentligt. Også dem, som man troede, formåede det.

At stå ved sig selv er at være i sit instinkt. At være herre i eget hus. Selv at være den, der siger ja, og følger sin skæbne.

Alt er muligt, hvis vi møder det stille og roligt, og i kærlighed, og altid er ordentlige. Det er ikke mere kompliceret.

Alle svar findes også på den måde.

Livets kontinuitet er kun muligt at opleve, hvis vi er i livet på livets egne præmisser, som er positivt, konstruktivt, dynamisk og forstående. Det vil sige, at vi altid skal være i den energi, der er omkring os, aldrig slippe den, heller ikke ved at gå ud af os selv af raseri eller af andre årsager.

Og selvfølgelig heller ikke gå ud af vores gode skind, synonymt med altid at opføre os ordentligt.

Vi har altid fortiden med os, og måske også nogle lig i lasten. Det skal vi lære at håndtere på en god måde. Men det betyder jo ikke, at vi skal blive ved med at fylde lasten op med lig. Det er vores eget valg, og det er muligt at undgå dette havnearbejde.

Vi er summen af vore handlinger. Derfor er det en rigtigt god idé at kunne se sig selv i øjnene og vide, at jeg er god nok! Jeg kan godt være mig selv bekendt! Jeg kan gå fremtiden i møde med åben pande!

At vi er summen af vore handlinger, påvirker helt klart vores balancepunkt i livet lige nu. Er vi tynget, eller er vi fri i vores felt?

Det handler også om, hvor meget vi af os selv bevæger os ud i livet. Har vi en fodlænke på, eller kan vi svinge benet frit?

Hvis jeg har skabt et felt omkring mig at ufrihed, vil jeg ikke uden videre kunne slippe det.

Det er noget helt andet, hvis jeg i stedet for har arbejdet på at komme fri, at jeg altså ikke har bundet mig selv.

Det svarer til at være alkoholiker eller på anden måde være afhængig. Jeg vil ikke uden videre bare kunne kalde mig en fri mand. jeg er bundet af, hvad jeg har gjort.

Noget andet er, hvordan jeg lige nu er placeret i mit eget liv. Har jeg besluttet med mig selv, at jeg vil være styrmand, giver det mig en helt anden position, end hvis jeg ikke har taget et sådant valg.

Det er altid en fordel at ligge nummer et, også i sit eget liv. At have førertrøjen på. Så får man også respekt udefra.

Jeg kan kun tage ansvar for mig selv, men jeg har altid også et ansvar for dem, jeg er sammen med.

Og så har jeg selvfølgelig altid et ansvar for mine handlinger, alle uden undtagelse.

Livet handler altid om at møde det positivt, fordi livet er positivt af væsen.

Livet er noget, vi har fået for hensynsfuldt at være i det og at bruge det til det gode.

At løse et problem konstruktivt er at have en positiv front imod det.

At sætte sin intention på at løse det og gøre det.

Så enkelt er det at være menneske.

Livet er i sit væsen positivt.

Opgaven er at udfolde det, så det bliver positivt.

Når det ikke er udfoldet, er det fyldt med mørke. Det kan være i form af modstand, dårlige tanker, men det kan også være i form at bundethed i en hvilken som helst form, så lyset ikke kan få plads.

Det kræver en høj bevidsthed altid at blive på sporet, en der har gået vejen.

Alt lader sig opløse på den måde, når viljen og ønsket er til stede.

Alt lader sig vende til sin positive form, hvor vi ser muligheder og ikke begrænsninger.

Intentionen er nødvendig, hvis det skal lykkes.

Den direkte vej ind i livet er at være og at blive i sin egen energi.

På den vej får man automatisk kontakt til sjælen, og sjælen skal vi bruge til at udfylde os selv positivt med.

Det er lige så nemt, som jeg skriver det her, hvis man gør det. Glæden er en umiddelbar konsekvens af på den måde at være og blive i sig selv. Vi får alle svarene, og vi kan være to sammen, der begge deler glæden. Og vi kan udfolde det længere ud, til dem vi møder.

Jeg har selv prøvet det, og ved, at det er muligt.

Jeg har også oplevet mennesker opføre sig tumpet, hvor de selv ødelægger det hele. Ikke fordi det er nødvendigt, men fordi de ikke har taget sig selv i ed, og måske tager livet og glæden alt for selvfølgeligt.

At være ydmygt og positivt til stede i livet indeholder en indbygget taknemmelighed. Intet kommer af sig selv. Selv om noget kan føles og opleves enkelt og nemt, har vejen dertil ikke nødvendigvis været det. Det glemmer man bare, hvis man i sit væsen er forkælet, som vil sige, at man er vant til, at andre løser problemerne for en, og at man ikke selv skal gøre noget aktivt for at være i det og vedligeholde det.

Livet i sig selv er smukt. Men det er der ikke ret mange mennesker, som forstår budskabet i, nemlig at vi kan tage imod det og være i det i dyb taknemmelighed.

Når vi positivt og uforbeholdent møder hinanden, bestråler vi hinanden, gør hinanden glade.

Når vi er der for hinanden, bestråler vi hinanden.

Det er noget med at tage livet ind, og lade det skinne i relationen.

Det er at lade glæden få lov til at være der.

Det er, når sjælen får lov til at spille med.

At møde hinanden som du og jeg er at anerkende hinanden som levende væsener, med hver vore unikke egenskaber. På den måde kan vi berige hinanden, smile til hinanden, snakke sammen, være sammen.

Af en eller anden mærkelig grund forsvinder denne fine måde at være menneske på meget nemt, og bliver erstattet af rollespil og selvfølgeligheder. Måske fordi vi glemmer at vedligeholde det smukke, som vi skaber og har skabt sammen.

Tilsvarende om måden, hvorpå vi møder hinanden, uden at vi er i en relation. At du møder mig, og jeg møder dig, er i virkeligheden meget sjældent. Vi har altid parader oppe, er fulde af forbehold, afventer, står bag ved gardinet.

Når der er penge i spil, kan vi godt lukke op, men det er et forkert udgangspunkt. Det er ikke sandt. Det er ikke med hjertet. Det er ikke dig og mig, der mødes. Det er en rolle, der møder en anden rolle.

Når vi er alene med os selv, kan vi godt få kontakt med os selv. Nogle gange skal vi arbejde længe på at finde derind, hvor vi positivt ved med os selv, at det her er mig, som jeg virkelig er.

Når to skal igennem samme proces, er der måske her en forklaring på, hvorfor det kan være svært at fange det sande i os selv.

Vi har alle en balance i os selv, eller har mulighed for at finde den.

Det er slet ikke sikkert, at vi er opmærksom på det. Måske er den bare i den kontekst, vi lever i.

Hvis vi ikke har balancen, gør det ondt. Vi lever i smerte, på en eller anden måde.

Når vi finder den, oplever vi også, hvad meningen med livet er.

At være i livet er at være vågen, men alt hvad jeg har. At lade alting komme til mig, for så kan jeg også slippe det igen, eller vælge at blive i det.

At gøre kærligheden fysisk. Med fuld bevidsthed. Åbent, ærligt, kærligt, stilfærdigt.

Positiv viden opstår og er mulig at få og forstå ved at være positivt i livet.

At møde livet positivt er noget helt andet end at møde det i frygt.

I det første tilfælde har man sig selv med. Det har man ikke i det andet.

Det menneske, der formår at blive på stien, lader sig ikke styre af frygt eller vrede, hvorved man skaber afstand, både til sig selv og til andre. Og bliver stående i en negativ tilstand. I sit instinkt og uden kontakt til sin sjæl.

Når vi sender noget dårligt imod andre, skaber vi afstand, og det kan være meget ødelæggende, især hvis vi gør det hensynsløst og kynisk.

At være oprigtigt og umiddelbart i livet er det, det hele handler om.

Hvis alle var det, ville vi få alle de svar, vi havde brug for.

Der ville ikke være ufred.

Der ville ikke være livsstilssygdomme.

Der ville ikke være stress.

På den baggrund er det jo lidt mærkeligt, at vi ikke bare alle har det godt.

Hvad er årsagen? Det er, at mennesker er bøvlede, og selvoptagede, og vil have ret, og vil have deres del af kagen før alle andre. Det er sådan noget, der gør forskellen. Og så er det, at man ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Hvis vi har eller får friheden til at gøre præcis, hvad vi har lyst til, vil de fleste uden videre vælge noget, der giver lidelse og smerte. Hvorfor?

Det handler i hvert fald om mønster. Det handler også om at komme først i køen, og ikke unde andre noget, som man selv kan få fat i.

Det er nogle mærkelige handlinger, som man roder sig ud i.

Mit privilegium er, at jeg ikke har lyst til bare at gøre disse mærkelige elastikbevægelser, hvor man tyr til ufrihed, før man overhovedet får tænkt sig om.

Det er vigtigt for mig ikke at udfylde tiden med noget, der er ligegyldigt. Og heller ikke gribe de hurtige løsninger, der melder sig, fordi jeg ikke lige tænker mig om.

Jeg har det godt med ikke at vide noget, ikke nødvendigvis at skulle noget, ikke at lade mig gribe af nogen form for panik. Og så holder jeg sindet åbent, og ser, hvad der sker.

Jeg har flere gange oplevet, at nogle gør sig kloge på mine vegne, men uden at interessere sig for, hvad jeg tænker på, eller at jeg egentlig bare tager den med ro, og undlader at gå ind i de hurtige svar.

På den måde kan man jo godt leve livet, hvor man bare lader være med at lytte og mærke. På den måde kan man også ødelægge kloden, hvis det er det, man pønser på.

Man kan også drive virksomhed. Men det er helt sikkert med lig i lasten, hvis man kun tænker på sig selv.

Det, der interesserer mig, er det positive grundlag for at være menneske.

Det er kun muligt ved ubetinget at sige ja til det og leve efter det, uden tøven af noget art.

Automatreaktioner bryder den kontinuitet, som er mulig ved at være positiv og åben i livet.

Fordi mennesker har så lidt kontakt til deres følelser, som de har, aktiverer de, fordi de ofte ikke kan lade være, automatreaktioner, der hver gang fjerner dem fra sig selv.

Det er energien i benene, som man afskærer sig fra. Derfor er der mange, der oplever en stor forløsning ved at gå Camino og andre tilsvarende lange ture,  hvor man får jordforbindelse og kontakt med sig, mens man bevæger sig langsomt fremad. Caminar betyder at gå, at vandre.

Vi kan lære altid at være i denne tilstand, men det kræver stor øvelse og meget stor besindelse. Vi kalder det også medfølelse eller venlighed, som er nogle undervurderede følelser i vores samfund.

At være i denne tilstand vil aldrig kunne blive genstand for hverken sladder eller for videnskab. Fordi livsimpulser på dette niveau ikke engang er genstand for sproget.

Det, der bare for lov til at opstå, skal ikke sprogliggøres. Men det er med til at gøre livet stærkt og levedygtigt.

Barnets harmonisk udvikling er hele tiden at være positivt i kontakt med sig selv. Det handler om hele tiden at mærke sig selv og derved også vide, hvad der er rigtigt og forkert, uden at behøve at spørge andre.

Det betyder ikke, at man ikke kan og må spørge andre. Men ikke, fordi man ikke kan mærke sig selv, hvilket også nemt vil kunne betyde, at man får et svar, der ikke er i overensstemmelse med sig selv. For hvad nu hvis den anden også er uden kontakt med sig selv. Så bliver det jo normer, der træder i stedet, noget som andre bestemmer. På den måde opstår kultur.

Hvis man får brug for det, kan man trække sig, og vente på, at energien igen åbner sig på en positiv måde.

Det handler også om altid at kunne tage hånd omkring sig selv, når livet går op og ned.

Det er nyt at møde og håndtere livet ud fra en oplevelse af livets sammenhængskraft.

Det er ikke interessant for sladderpressen, fordi alt løser sig af sig selv.

Det er heller ikke interessant for videnskaben, af samme grund.

Det er, når man bryder det naturlige flow i livet, at der opstår sygdomme.

Men jo også, at man udelukker sig selv fra at forstå den naturlige sammenhæng.

Det har mange konsekvenser at blive i denne tilstand.

Det er først og fremmest et nyt menneskesyn. Hvad er muligt, hvis vi altid er ordentlige?

Grundlæggende betyder det, at livet i sig selv er godt, og at vi altid har mulighed for at møde det på den måde.

Det forudsætter selvfølgelig, at vi lever efter det, og i det. Det kan ikke være teori, som skal bevises. Det kan kun ske gennem selvoplevelse, hvor vi er og gør alt i et fællesskab, fordi livet er opstået i et fællesskab, hvor alt virker sammen. Vi skal bare lære at anerkende det, ud i alle aspekter og detaljer.

Det betyder også, at videnskab som disciplin fremover vil skulle etableres på et helt andet grundlag end i dag.

De vanskeligste følelser i et menneskeliv handler om seksualitet, fordi hele vores væsen er spil, når seksualiteten er i spil.

Det er der ikke ret mange mennesker, der er i stand til at håndtere. Derfor forfalder man meget nemt til rollespil og mønstre.

Det er også derfor, den narcissistisk fase i barndommen kan ende med at blive til selvspejlinger, i stedet for en gedigen selvoplevelse. Og i tiden efter er det spejlet, der dikterer, hvordan jeg skal se ud. Jeg skal og må ikke se ud, som jeg gør. Senere har jeg brug for kosmetiske operationer, fordi jeg i forhold til mit spejlbillede ikke længere slår til.

Jeg er ikke god nok, som jeg er. Jeg har brug for andres anerkendelse af, at jeg er god nok. Det er jo i sig godt og fint at få anerkendelse, også om, at jeg er god nok. Men til syvende og sidst er det ikke andre, men mig selv, der skal have denne oplevelse af mig selv. Det er i øvrigt også betingelsen for at kunne se og anerkende den anden som den anden, at kunne bestråle hinanden ubetinget med kærlighed.

Men i en kærlighedsrelation er meningen fra skabelsens side, at vi skal møde hinandens stærke og svage sider, og favne dem alle i kærlighed. Vi har brug for hinanden. Vi har brug for at elske hinanden, også for at kunne elske os selv. For at kunne slippe os selv og hinanden i kærlighed.

Når jeg bliver seksuelt aktiv, uden at have den naturlige kontakt med mig selv, er min identitet måske den, jeg ser i spejlet. Derfor bliver det at røre ved et andet menneske noget, der kun kan foregå, hvis jeg spiller en rolle, og den anden spiller en rolle.

Det er alt sammen unaturligt, fordi vi ikke formåede at blive i os selv, men en kontakt til vores egen krop, som er forudsætningen for, at berøringen også er en berøring af den anden, ikke som rolle, men som menneske. Hvor jeg rører dig, og du rører mig. Det er det, der gør os levende, samtidig med at vi begge formår at blive i vores autensitet, eller at udfolde vores autensitet.

Det er ikke teori. Det er virkelighed, altså når vi gør det, og lever det.

De sande følelser er i øvrigt de dybeste i os. Det er dem, der giver livet mening, og som vi lever af, helt fra barnsben, når det foregår naturligt.

At mærke sig selv er at mærke sine følelser. Det er i den sammenhæng vigtigt at lære at skelne mellem følelser og smerte.

Det er typisk smerte, der forårsager automatreaktioner, hvor man mister sig selv, som jo er det samme som ikke at have eller få kontakt til sine sande følelser.

Livets sande begyndelse er altid noget sandt i en selv.

Hvis jeg ikke er her, kan livet godt fortsætte uden mig. Men sandheden er noget, jeg kan finde i mig selv. Det er relevant, lige så længe jeg er levende.

Sandheden er noget, der foregår imellem levende, som måske også får tid og plads. Det er meget op til os selv. At være et sandt menneske er altid at være positivt til stede i livet.

Sandhed kan også være relationer, hvor nogle er åbenlyse, mens andre kan være skjulte. Vi kan være forbundet på mange niveauer, også selv om vi måske benægter det, eller kæmper imod det.