Det positive grundlag for at være menneske

I vores jomfruelige væsen har vi alt, hvad vi behøver. Så længe vi anerkender det og er i det. Det svarer til at lade barnet udvikle sig på sine egne præmisser, og ikke gribe ind i det måde at opleve verden på, og at være i verden på.

Jomfrueligt opbygger vi styrke, modstandskraft, intuition, kærlighedsevne, livsglæde. Og vi får værktøjer i hænde, som betyder, at vi ikke behøver eksperter til at løse vores problemer med. Det kan vi selv.

Hvis vi bruger disse evner og disse kræfter negativt, vil vi opleve, at vi begrænser os selv og andre.

Når vi blander os uhensigtsmæssigt, det kaldes også at bruge magt, så skaber vi forvirring, falske tilstand og forklaringer, som alt sammen er med til at fastholde magt og kontrol. Og så ødelægger vi muligheden for umiddelbar erkendelse ved brug af egne ressourcer.

Hvor barnet i virkeligheden i sit væsen har de elementer, der skal til, for at også vi kan lære noget sandt om vores væsen.

Hvor vi positivt kan spejle os i hinanden, hvis vi begge bliver ved med at være sande i vores væsen. Vi kan også opleve det som sand glæde, som vi har sammen.

Sand spiritualitet er at blive i denne tilstand. Hvor man i øvrigt kan mærke sig selv ud i alle dele af kroppen.

Det er sjælen, der giver styrken, eller som bidrager med den ind i vores fysiske system. Sjælen kan kun trives i sandhed.

At have al energi samlet i sig selv er noget, der kræver stort mod, ærlighed, ophør af krukkeri, men samtidig en stilfærdig måde at være i livet på. Der er ikke noget mærkeligt ved det, bort set fra, at det nok er svært at finde forbundsfæller. For de fleste bryder sig ikke om at være i tilstanden, og skøjter derfor hurtigt væk. Det er det, vi har huse og fjernsyn og mad og hinanden til. Til gengæld vil man også opleve, at det usandt, hvis man er ærlig.

Fordi man bruger hinanden til at undgå at opleve sig selv. Og man søger med sine handlinger, som også kan være tobak, at undgå at opleve sig selv. Eller man går på Facebook, hvor der er noget, man kan like.

Politisk kendes det også som kollektive skygger, som kan være flygtninge, mexicanere, hvad som helst som ukompliceret kan behæftes med en skygge. Det kan også være en bestemt person.

I en sand erkendelse vil alle opleve, at de kommer længere ud i periferien af sig selv. Men mange undgår at komme derud. Finder påskud, gode argumenter, og kommer dermed tilbage i de kendte rammer. Det er en anden måde at udtrykke tryghed og sikkerhed, også selv om man ikke længere har brug for nogle af delene. Dem har man jo i forvejen.

Det er en mærkelig tendens, som nok især voksne mennesker har. Jo mere frihed, jo mere vælger man mørket som den direkte løsning på det.

En anden version er, at frihed og positivitet modsvares af behovet for tryghed og sikkerhed, i stedet for bare at være med det gode og det positive.

Det gode og det positive er ikke at være forudfattet og ikke vælge en bestemt løsning. På den måde vil man kunne opleve livet åbne sig og blive smukt.

Børn ved godt, hvad det handler om. Voksne bliver vel nærmest paniske ved tanken om, at der ikke altid er faste rammer.

Jeg har det godt med, at der ikke er faste rammer, og ikke er faste svar. Så bliver der plads til os selv. Plads til det gode. Plads til glæde. Plads til nydelse. Men også plads til, at der ikke er nogle svar. De kommer, bare vi er i tilstanden. Og der er ikke noget farligt ved det overhovedet. Tværtimod.

Men det er for de fleste så angstprovokerende, at man hellere vil lukke det ned og gå ind i mønstre, der skaber mørke, såsom frygt, aggression og vrede. Surhed og mistillid bruges også.

Det er lidt sølle, at der ikke er mere åbenhed over for livet i sig selv.

Hvis noget er blevet alt for sandt, kan man kvæle det ved at sende en voldsom vrede efter det. Det er noget af det mærkeligste, som jeg har oplevet.

Jo mere ærligt og ægte vi formår at være i os selv, jo mere rigt vil livet kunne blive, efterhånden som sjælen får indpas i livet.

Men det sker kun, hvis vi gør det helt oprigtigt, og gerne, allerhelst, sammen. Så vil vi også kunne få erkendelser sammen, der sjældent vil være enslydende, men det gør ikke det hele mindre interessant og spændende. Tværtimod. Det fortæller bare om sjælens mangfoldighed.

Al erkendelse har behov for at blive forankret. Vi kan godt kalde det jordforbindelse. Vi kan også udtrykke det sådan, at den har brug for, ligesom i et barn, at få lov til at opstå og udvikle sig stille og roligt. At få sit eget liv. Uden at vi sætter sprog på den, før den selv er helt klar til det.

Sådan er det med alt i menneskelivet. Og alt det nye fra sjælen. Som grundlæggende ikke er andet end at lukke op for noget dybt i os selv. Fordi sjælen vil have os til at kigge på os selv og at lukke op for alle ressourcer. Men på en kærlig og konstruktiv måde. Vi skal neden under enhver form for undertrykkelse og underkendelse, som begge ofte lever en skyggetilværelse uudfoldet.

En sand relation vil at sig selv bevæge sig både ud og ind i de områder, som den støder på. Formålet er at forstå og integrere, og at blive stadig mere hel. Samtidig vil vi også opleve, at livet og glæden vil tage til i omfang, efterhånden som vi møder alt, også det svære. Men intet er i den sammenhæng for svært til at møde på en god måde.

Det er, når vi stritter imod, at noget bliver svært og utilgængeligt, ikke når vi møder det stille og roligt.

Livet er enkelt, når vi lader det være det. Det er så banalt, at det næsten burde være overflødigt at nævne det. Og så dejligt at være i det.

Alligevel har jeg oplevet i flere omgange, hvordan jeg på det nærmeste står alene med denne erkendelse. Den primære begrundelse er, at voksne kan have ualmindeligt vanskeligt ved at opføre sig ordentligt. Også dem, som man troede, formåede det.

At stå ved sig selv er at være i sit instinkt. At være herre i eget hus. Selv at være den, der siger ja, og følger sin skæbne.

Alt er muligt, hvis vi møder det stille og roligt, og i kærlighed, og altid er ordentlige. Det er ikke mere kompliceret.

Alle svar findes også på den måde.

Livets kontinuitet er kun muligt at opleve, hvis vi er i livet på livets egne præmisser, som er positivt, konstruktivt, dynamisk og forstående. Det vil sige, at vi altid skal være i den energi, der er omkring os, aldrig slippe den, heller ikke ved at gå ud af os selv af raseri eller af andre årsager.

Og selvfølgelig heller ikke gå ud af vores gode skind, synonymt med altid at opføre os ordentligt.

Vi har altid fortiden med os, og måske også nogle lig i lasten. Det skal vi lære at håndtere på en god måde. Men det betyder jo ikke, at vi skal bliver ved med at fylde lasten op med lig. Det er vores eget valg, og det er muligt at undgå dette havnearbejde.

Vi er summen af vore handlinger. Derfor er det en rigtigt god idé at kunne se sig selv i øjnene og vide, at jeg er god nok! Jeg kan godt være mig selv bekendt! Jeg kan gå fremtiden i møde med åben pande!

At vi er summen er vore handlinger, påvirker helt klart vores balancepunkt i livet lige nu. Er vi tynget, eller er vi fri i vores felt?

Det handler også om, hvor meget vi af os selv bevæger os ud i livet. Har vi en fodlænke på, eller kan vi svinge benet frit?

Hvis jeg har skabt et felt omkring mig at ufrihed, vil jeg ikke uden videre kunne slippe det.

Det er noget helt andet, hvis jeg i stedet for har arbejdet på at komme fri, at jeg altså ikke har bundet mig selv.

Det svarer til at være alkoholiker eller på anden måde være afhængig. Jeg vil ikke uden videre bare kunne kalde mig en fri mand. jeg er bundet af, hvad jeg har gjort.

Noget andet er, hvordan jeg lige nu er placeret i mit eget liv. Har jeg besluttet med mig selv, at jeg vil være styrmand, giver det mig en helt anden position, end hvis jeg ikke har taget et sådant valg.

Det er altid en fordel at ligge nummer et, også i sit eget liv. At have førertrøjen på. Så får man også respekt udefra.

Jeg kan kun tage ansvar for mig selv, men jeg har altid også et ansvar for dem, jeg er sammen med.

Og så har jeg selvfølgelig altid et ansvar for mine handlinger, alle uden undtagelse.

Livet handler altid om at møde det positivt, fordi livet er positivt af væsen.

Livet er noget, vi har fået for hensynsfuldt at være i det og at bruge det til det gode.

At løse et problem konstruktivt er at have en positiv front imod det.

At sætte sin intention på at løse det og gøre det.

Så enkelt er det at være menneske.

Livet er i sit væsen positivt.

Opgaven er at udfolde det, så det bliver positivt.

Når det ikke er udfoldet, er det fyldt med mørke. Det kan være i form af modstand, dårlige tanker, men det kan også være i form at bundethed i en hvilken som helst form, så lyset ikke kan få plads.

Det kræver en høj bevidsthed altid at blive på sporet, en der har gået vejen.

Alt lader sig opløse på den måde, når viljen og ønsket er til stede.

Alt lader sig vende til sin positive form, hvor vi ser muligheder og ikke begrænsninger.

Intentionen er nødvendig, hvis det skal lykkes.

Den direkte vej ind i livet er at være og at blive i sin egen energi.

På den vej får man automatisk kontakt til sjælen, og sjælen skal vi bruge til at udfylde os selv positivt med.

Det er lige så nemt, som jeg skriver det her, hvis man gør det. Glæden er en umiddelbar konsekvens af på den måde at være og blive i sig selv. Vi får alle svarene, og vi kan være to sammen, der begge deler glæden. Og vi kan udfolde det længere ud, til dem vi møder.

Jeg har selv prøvet det, og ved, at det er muligt.

Jeg har også oplevet mennesker opføre sig tumpet, hvor de selv ødelægger det hele. Ikke fordi det er nødvendigt, men fordi de ikke har taget sig selv i ed, og måske tager livet og glæden alt for selvfølgeligt.

At være ydmygt og positivt til stede i livet indeholder en indbygget taknemmelighed. Intet kommer sig selv. Selv om noget kan føles og opleves enkelt og nemt, har vejen dertil ikke nødvendigvis været det. Det glemmer man bare, hvis man i sit væsen er forkælet, som vil sige, at man er vant til, at andre løser problemerne for en, og at man ikke selv skal gøre noget aktivt for at være i det og vedligeholde det.

Livet i sig selv er smukt. Men det er der ikke ret mange mennesker, som forstår budskabet i, nemlig at vi kan tage imod det og være i det i dyb taknemmelighed.

Når vi positivt og uforbeholdent møder hinanden, bestråler vi hinanden, gør hinanden glade.

Når vi er der for hinanden, bestråler vi hinanden.

Det er noget med at tage livet ind, og lade det skinne i relationen.

Det er at lade glæden få lov til at være der.

Det er, når sjælen får lov til at spille med.

At møde hinanden som du og jeg er at anerkende hinanden som levende væsener, med hver vore unikke egenskaber. På den måde kan vi berige hinanden, smile til hinanden, snakke sammen, være sammen.

Af en eller anden mærkelig grund forsvinder denne fine måde at være menneske på meget nemt, og bliver erstattet af rollespil og selvfølgeligheder. Måske fordi vi glemmer at vedligeholde det smukke, som vi skaber og har skabt sammen.

Tilsvarende om måden, hvorpå vi møder hinanden, uden at vi er i en relation. At du møder mig, og jeg møder dig, er i virkeligheden meget sjældent. Vi har altid parader oppe, er fulde af forbehold, afventer, står bag ved gardinet.

Når der er penge i spil, kan vi godt lukke op, men det er et forkert udgangspunkt. Det er ikke sandt. Det er ikke med hjertet. Det er ikke dig og mig, der mødes. Det er en rolle, der møder en anden rolle.

Når vi er alene med os selv, kan vi godt få kontakt med os selv. Nogle gange skal vi arbejde længe på at finde derind, hvor vi positivt ved med os selv, at det her er mig, som jeg virkelig er.

Når to skal igennem samme proces, er der måske her en forklaring på, hvorfor det kan være svært at fange det sande i os selv.

Vi har alle en balance i os selv, eller har mulighed for at finde den.

Det er slet ikke sikkert, at vi er opmærksom på det. Måske er den bare i den kontekst, vi lever i.

Hvis vi ikke har balancen, gør det ondt. Vi lever i smerte, på en eller anden måde.

Når vi finder den, oplever vi også, hvad meningen med livet er.

At være i livet er at være vågen, men alt hvad jeg har. At lade alting komme til mig, for så kan jeg også slippe det igen, eller vælge at blive i det.

At gøre kærligheden fysisk. Med fuld bevidsthed. Åbent, ærligt, kærligt, stilfærdigt.

Positiv viden opstår og er mulig at få og forstå ved at være positivt i livet.

At møde livet positivt er noget helt andet end at møde det i frygt.

I det første tilfælde har man sig selv med. Det har man ikke i det andet.

Det menneske, der formår at blive på stien, lader sig ikke styre af frygt eller vrede, hvorved man skaber afstand, både til sig selv og til andre. Og bliver stående i en negativ tilstand. I sit instinkt og uden kontakt til sin sjæl.

Når vi sender noget dårligt imod andre, skaber vi afstand, og det kan være meget ødelæggende, især hvis vi gør det hensynsløst og kynisk.

At være oprigtigt og umiddelbart i livet er det, det hele handler om.

Hvis alle var det, ville vi få alle de svar, vi havde brug for.

Der ville ikke være ufred.

Der ville ikke være livsstilssygdomme.

Der ville ikke være stress.

På den baggrund er det jo lidt mærkeligt, at vi ikke bare alle har det godt.

Hvad er årsagen? Det er, at mennesker er bøvlede, og selvoptagede, og vil have ret, og vil have deres del af kagen før alle andre. Det er sådan noget, der gør forskellen. Og så er det, at man ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Hvis vi har eller får friheden til at gøre præcis, hvad vi har lyst til, vil de fleste uden videre vælge noget, der giver lidelse og smerte. Hvorfor?

Det handler i hvert fald om mønster. Det handler også om at komme først i køen, og ikke unde andre noget, som man selv kan få fat i.

Det er nogle mærkelige handlinger, som man roder sig ud i.

Mit privilegium er, at jeg ikke har lyst til bare at gøre disse mærkelige elastikbevægelser, hvor man tyr til ufrihed, før man overhovedet får tænkt sig om.

Det er vigtigt for mig ikke at udfylde tiden med noget, der er ligegyldigt. Og heller ikke gribe de hurtige løsninger, der melder sig, fordi jeg ikke lige tænker mig om.

Jeg har det godt med ikke at vide noget, ikke nødvendigvis at skulle noget, ikke at lade mig gribe af nogen form for panik. Og så holder jeg sindet åbent, og ser, hvad der sker.

Jeg har flere gange oplevet, at nogle gør sig kloge på mine vegne, men uden at interessere sig for, hvad jeg tænker på, eller at jeg egentlig bare tager den med ro, og undlader at gå ind i de hurtige svar.

På den måde kan man jo godt leve livet, hvor man bare lader være med at lytte og mærke. På den måde kan man også ødelægge kloden, hvis det er det, man pønser på.

Man kan også drive virksomhed. Men det er helt sikkert med lig i lasten, hvis man kun tænker på sig selv.

Det, der interesserer mig, er det positive grundlag for at være menneske.

Det er kun muligt ved ubetinget at sige ja til det og leve efter det, uden tøven af noget art.

Automatreaktioner bryder den kontinuitet, som er mulig ved at være positiv og åben i livet.

Fordi mennesker har så lidt kontakt til deres følelser, som de har, aktiverer de, fordi de ofte ikke kan lade være, automatreaktioner, der hver gang fjerner dem fra sig selv.

Det er energien i benene, som man afskærer sig fra. Derfor er der mange, der oplever en stor forløsning ved at gå Camino og andre tilsvarende lange ture,  hvor man får jordforbindelse og kontakt med sig, mens man bevæger sig langsomt fremad. Caminar betyder at gå, at vandre.

Vi kan lære altid at være i denne tilstand, men det kræver stor øvelse og meget stor besindelse. Vi kalder det også medfølelse eller venlighed, som er nogle undervurderede følelser i vores samfund.

At være i denne tilstand vil aldrig kunne blive genstand for hverken sladder eller for videnskab. Fordi livsimpulser på dette niveau ikke engang er genstand for sproget.

Det, der bare for lov til at opstå, skal ikke sprogliggøres. Men det er med til at gøre livet stærkt og levedygtigt.

Barnets harmonisk udvikling er hele tiden at være positivt i kontakt med sig selv. Det handler om hele tiden at mærke sig selv og derved også vide, hvad der er rigtigt og forkert, uden at behøve at spørge andre.

Det betyder ikke, at man ikke kan og må spørge andre. Men ikke, fordi man ikke kan mærke sig selv, hvilket også nemt vil kunne betyde, at man får et svar, der ikke er i overensstemmelse med sig selv. For hvad nu hvis den anden også er uden kontakt med sig selv. Så bliver det jo normer, der træder i stedet, noget som andre bestemmer. På den måde opstår kultur.

Hvis man får brug for det, kan man trække sig, og vente på, at energien igen åbner sig på en positiv måde.

Det handler også om altid at kunne tage hånd omkring sig selv, når livet går op og ned.

Det er nyt at møde og håndtere livet ud fra en oplevelse af livets sammenhængskraft.

Det er ikke interessant for sladderpressen, fordi alt løser sig af sig selv.

Det er heller ikke interessant for videnskaben, af samme grund.

Det er, når man bryder det naturlige flow i livet, at der opstår sygdomme.

Men jo også, at man udelukker sig selv fra at forstå den naturlige sammenhæng.

Det har mange konsekvenser at blive i denne tilstand.

Det er først og fremmest et nyt menneskesyn. Hvad er muligt, hvis vi altid er ordentlige?

Grundlæggende betyder det, at livet i sig selv er godt, og at vi altid har mulighed for at møde det på den måde.

Det forudsætter selvfølgelig, at vi lever efter det, og i det. Det kan ikke være teori, som skal bevises. Det kan kun ske gennem selvoplevelse, hvor vi er og gør alt i et fællesskab, fordi livet er opstået i et fællesskab, hvor alt virker sammen. Vi skal bare lære at anerkende det, ud i alle aspekter og detaljer.

Det betyder også, at videnskab som disciplin fremover vil skulle etableres på et helt andet grundlag end i dag.

De vanskeligste følelser i et menneskeliv handler om seksualitet, fordi hele vores væsen er spil, når seksualiteten er i spil.

Det er der ikke ret mange mennesker, der er i stand til at håndtere. Derfor forfalder man meget nemt til rollespil og mønstre.

Det er også derfor, den narcissistisk fase i barndommen kan ende med at blive til selvspejlinger, i stedet for en gedigen selvoplevelse. Og i tiden efter er det spejlet, der dikterer, hvordan jeg skal se ud. Jeg skal og må ikke se ud, som jeg gør. Senere har jeg brug for kosmetiske operationer, fordi jeg i forhold til mit spejlbillede ikke længere slår til.

Jeg er ikke god nok, som jeg er. Jeg har brug for andres anerkendelse af, at jeg er god nok. Det er jo i sig godt og fint at få anerkendelse, også om, at jeg er god nok. Men til syvende og sidst er det ikke andre, men mig selv, der skal have denne oplevelse af mig selv. Det er i øvrigt også betingelsen for at kunne se og anerkende den anden som den anden, at kunne bestråle hinanden ubetinget med kærlighed.

Men i en kærlighedsrelation er meningen fra skabelsens side, at vi skal møde hinandens stærke og svage sider, og favne dem alle i kærlighed. Vi har brug for hinanden. Vi har brug for at elske hinanden, også for at kunne elske os selv. For at kunne slippe os selv og hinanden i kærlighed.

Når jeg bliver seksuelt aktiv, uden at have den naturlige kontakt med mig selv, er min identitet måske den, jeg ser i spejlet. Derfor bliver det at røre ved et andet menneske noget, der kun kan foregå, hvis jeg spiller en rolle, og den anden spiller en rolle.

Det er alt sammen unaturligt, fordi vi ikke formåede at blive i os selv, men en kontakt til vores egen krop, som er forudsætningen for, at berøringen også er en berøring af den anden, ikke som rolle, men som menneske. Hvor jeg rører dig, og du rører mig. Det er det, der gør os levende, samtidig med at vi begge formår at blive i vores autensitet, eller at udfolde vores autensitet.

Det er ikke teori. Det er virkelighed, altså når vi gør det, og lever det.

De sande følelser er i øvrigt de dybeste i os. Det er dem, der giver livet mening, og som vi lever af, helt fra barnsben, når det foregår naturligt.

At mærke sig selv er at mærke sine følelser. Det er i den sammenhæng vigtigt at lære at skelne mellem følelser og smerte.

Det er typisk smerte, der forårsager automatreaktioner, hvor man mister sig selv, som jo er det samme som ikke at have eller få kontakt til sine sande følelser.

Livets sande begyndelse er altid noget sandt i en selv.

Hvis jeg ikke er her, kan livet godt fortsætte uden mig. Men sandheden er noget, jeg kan finde i mig selv. Det er relevant, lige så længe jeg er levende.

Sandheden er noget, der foregår imellem levende, som måske også får tid og plads. Det er meget op til os selv. At være et sandt menneske er altid at være positivt til stede i livet.

Sandhed kan også være relationer, hvor nogle er åbenlyse, mens andre kan være skjulte. Vi kan være forbundet på mange niveauer, også selv om vi måske benægter det, eller kæmper imod det.