At opføre sig ordentligt indefra

Når man ikke opfører sig ordentligt, pådrager man sig skyld. Den slipper man ikke af med, før man har lært at opføre sig ordentligt.

Alt, hvad jeg står for, kan kun forstås i dybden, hvis man er gennemført ordentlig.

Hvis man altid bliver i sin egen energi. Hvis man altid har hjertet med i alt, hvad man gør.

Til gengæld vil man så altid kunne kigge sig selv i øjnene. Og behøver ikke at ligge søvnløs.

At være ordentig er at være der for hinanden. Ikke bare at være der for sig selv. Det sidste er misforstået selvkærlighed, som skyldes at egoet har taget over og tror sig selv som den vigtigste i hele verden.

Det er et tomt hus, som før eller siden vil falde fra hinanden, fordi det er bygget på noget, der ikke er sandt.

Ordenlighed er først og fremmest at have orden i sit eget hus. At have orden i sig selv.

Der vil være passager i alle menneskers liv, hvor det er særligt vigtigt, hvilke valg vi tager. Hvis vi i disse kritiske situationer tager de forkerte valg, ødelægger vi muligheder, ikke bare for os selv, men også for andre.

I andre tilfældes er konsekvenserne knap så omfattende, og omvejen efterfølgende ikke så stor. Men det er en god idé at få så meget kontakt med sig selv, at man er i stand til at mærke, hvornår noget er rigtigt, og hvornår noget er forkert.

Så kan der være særlige situationer, hvor vi ikke kender svaret. Men vi har altid lov til at spørge om hjælp. Og vi har altid lov til at tænke os om, og ikke bare springe på en vilkårlig løsning, der viser sig ikke at være heldig.

Nogle gange kommer vi så dybt, at vi tydeligt kan mærke, at vi skal være meget årvågne, og meget omhyggelige. Det kan være i forhold til os selv. Men det kan også være i forhold til andre.

Forskellen på at opføre sig godt og opføre sig skidt er uendelig stor i frihedsfeltet.

Når vi er ordentlige, vil vi opleve, at verden åbner sig. Modsat, når vi gør noget skidt.

Virkningen er overhovedet ikke til at tage fejl af. Alligevel vælger mange begrænsningen. Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Der er en indbygget logik, som handler om, at når vi er i sandhed, så åbner verden sig.

Det er mennesket selv, der eliminerer den. Det er måske alfahannen, der historisk set har sat en kæp i hjulet for, at andre kan få adgang til denne viden og oplevelse. Herefter har det kun været de særligt privilegerede, der har haft adgang til oplevelsen. Og erkendelsen har skullet holdes skjult.

Det er instinktet, der på den måde har manifesteret sig i menneskelivet, vedligeholdt i alle former for loger og magtsystemer, der har tilgodeset  de særligt udvalgte. Kejseren har haft konkubiner. De kongelige er begunstiget ved aldrig at skulle tænke på at få smør på brødet. Guruen har sine disciple omkring sig. Og sådan kan man blive ved.

Når man ikke er ordentlig, ved man det godt. Og man vil kunne mærke det efterfølgende. Det bliver ved med at manifestere sig i systemet, indtil man aktivt gør noget for at møde det. Og man ved som regel godt hvordan, og hvad det handler om.

Så længe man undlader det, vil det selvfølgelig blive ved med at give sig til kende.

Ethvert menneske har muligheden for at få adgang til alt det smukke og alt det sande i livet, er min fortælling. Men vi skal selv gøre noget for det.

Det uendelige rum er i øvrigt sjælen, der forbinder os alle, forudsat vi evner at blive i energien og i os selv. Det har formodentlig ikke tidligere været muligt i almindelige menneskers liv. Det er tydeligt for mig, når jeg ser udsendelser om monarkier i tiden før de to verdenskrige, at der her var plads til den ro og omsorg, som er nødvendig, for at sjælen kan få plads.

Det forudsætter selvfølgelig, at de involverede evner at være ordentlige. Miljøet har i hvert fald muliggjort det, hvad der ikke altid har været tilfældet uden for murene.

Jeg ved, hvad der skal til for at leve et ordentligt liv.

Jeg ved det, fordi det altid har været vigtigt for mig at praktisere det, og fordi jeg lever det, jeg skriver.

Jeg har også gjort det over for andre. Jeg har erfaret, at mange har svært ved at finde ud af, hvad det betyder.

Det er vigtigt, at vi altid er ordentlige, når vi møder hinanden.

Hvis ikke man helt grundlæggende i sit væsen og i sin optræden opfører sig ordentligt i enhver henseende, er man ikke et troværdigt menneske. 

Det er fuldstændigt ligegyldigt, hvad man kalder sig, og hvad man laver. Hvis ikke man som menneske er en, som man kan stole på og kigge ind i øjnene, så er alt andet ligegyldigt. Og der er ingen grund til at bruge mere tid på dette menneske. I hvert fald, hvis man leder efter et menneske, der lever i sandhed, og som interesserer sig for sandheden og det sande i livet.

Hvis man lever et ordentligt liv, så bevarer man kontakten til sit hjerte og sin sjæl. Så enkelt er det.

Livet handler om, hvordan vi opfører os. Hvis vi formår at være og blive på den rigtige side af os selv, har vi i udgangspunktet al den frihed, vi behøver.

Sådan er det også fra et højere perspektiv. Jeg har det godt med at vide, at alt, hvad jeg laver, bliver registreret, og at jeg altid skal kunne stå inde for mig selv, i alt hvad jeg gør.

Når jeg gør noget godt, gør jeg alting nemmere for mig selv.

Når jeg gør noget skidt, får jeg det tilbage i hovedet, på den ene eller på den anden måde. Så hvorfor bøvle med det?

Nøglen til en bedre verden er, at vi alle sammen, hver især, går ind og får ryddet op i os selv, sådan at vi i vores udtryk ud i verden har orden inde i os selv. De to følges nemlig ad og er dybt afhængige af hinanden.

Vi skal og kan altid behandle hinanden ordentligt. Det lige så nemt, som jeg skriver det her. I den forbindelse skal vi have orden i eget hus, også i alle vores energier, hvor seksualiteten er den mest omfattende, og i vores egen oplevelse af egen krop. På den måde kan vi stille og roligt og altid navigere i livet.

At elske sig selv og at elske andre er kun muligt, hvis der er plads til det, hvis vi med andre ord har styr på os selv.

Den bevægelse, som vi er på vej ind i, kan kun udfolde sig, trives og vokse, hvis der er nogle, der af et dybt oprigtigt ønske går ind i den, og er villige til at sætte alt på højkant, først og fremmest deres egen ordentlighed. Intet mindre kan gøre det. Og der skal være flere til at bære det og den.

Hvad er det, der skaber den positive fremdrift i livet, i vores forvirrede tidsalder?

Det er, at vi altid er ordentlige, hverken mere eller mindre. Og at vi er det gennemført.

Vi kalder det Ny Tid.

I virkeligheden er det et spørgsmål om, hvem der kan opføre sig ordentligt, og hvem der ikke kan.

Hvem der i alt kan se sig selv i øjnene, og hvem der ikke kan.

Hvem der i alt kan stå ved sig selv, og hvem der ikke kan.

Hvem der er, hvad de giver udtryk for, og lever det.

De, der sætter et positivt aftryk, er dem, vi kan stole på.

De, der gør noget uegennyttigt, er dem, der giver verden et ryk i den rigtige retning.

At opbygge og at nedbryde er noget meget faktuelt. Hvis man er med til at bygge op, er man med til at gøre verden til et bedre sted at være.

Hvis man ødelægger eller bryder ned, skaber man smerte og bidrager til lidelsen i verden. Det er indiskutabelt. Og hvis man ødelægger noget, skal man selv bygge det op igen.

Vi kan selv gøre noget, og vi skal selv gøre noget. Det er forudsætningen, den ultimative, for at blive virkelighed, for at være i livet.

Når vi ikke selv gør noget, kan vi ikke tage noget til os.

Hvis kun vi lever på og af og gennem andres energi, kan vi gøre ved den, som det passer os.

Hvis vi kun lever i og på vores eget spejlbillede, bliver vi aldrig virkelige.

Det er nærliggende her at nævne masturbationsvaner, fordi vi aldrig må misbruge hverken vores billede af os selv eller andres sande billede af sig selv.

Måske er denne problematik den væsentligste årsag til tidens forfald, hvor vi hver især bliver mere og mere isolerede.

Måske er det her, vi skal sætte ind, i stedet for at kræve troskab af andre.

Det er den aktive del, hvor vi selv med vore handlinger og vores attitude kan gøre en reel forskel.

Nogle gange undrer jeg mig over, hvordan de små, tilsyneladende ubetydelige handlinger, faktisk gør en forskel. At vi altid, i enhver situation, kan stå inde for os selv, og forfølger energien ud i alle detaljer, i alle afkroge. På den måde kan vi altid være og blive virkelige og blive i os selv.

Jeg har oplevet at være nærmest tilintetgjort og at gå ind i denne oplevelse og blive i den, indtil den åbnede sig. Da vi altid sender hinanden energi, kan tilintetgørelsen foregå ved, at andre standser energitilførslen. Sådan er det sket for mig, og det har i perioder været så hårdt, at jeg skulle have stød i hjertet. Ikke som en direkte konsekvens, men som en afledt.

Det er derfor, det er vigtigt altid at være der for hinanden, fordi det kan være afgørende for en begivenhedsrække. Svarende til at sende et smil til en anden, og hvad det kan føre med sig.

Så surhed og glæde betyder nok mere, end de fleste forestiller sig.

Seksualiteten er i øvrigt vores grundenergi. Hvis vi manipulerer med den, kan få vi andre til at danse efter vores ønsker, at dreje dem om en lillefinger. Det er også en måde at være aktiv på, som praktiseres, nok mere end man regner med. Er det sympatisk? Nej vel!

Den passive del, som jeg ikke selv praktiserer, handler om, at vi vil overbevises af andre for at tro på noget, for at flytte os.

Jeg har altid forsøgt at være positivt aktiv, når det overhovedet har kunnet lade sig gøre.

Logikken er i øvrigt også, at jo svagere et instinkt, jo svagere er muligheden for at lade sjælen komme til. Vi skal udfolde os som mennesker for at få støtte fra de fine energier. Vi skal udfolde os fysisk og eksistentielt for at få støtte fra sjælen. Det kan vi i øvrigt også læse om i nogle af lignelserne i Ny Testamente.

Når man reagerer negativt fra den passive side af sig selv, flytter man sig selv endnu længere væk fra virkeligheden, end man var før.

Når noget ikke er virkeligt, tror vi ikke på det.

Når man ikke har oplevet livsglæden, tror man ikke på den, i hvert fald ikke nok til at ville gøre noget for at mærke og møde den igen.

Når man ikke har oplevet, hvad seksualiteten kan, tror man ikke på det.

Man tror på det, der virker.

Og det er det, man handler efter.

Man tror ikke på det, man ikke ved noget om.

Men det betyder jo ikke nødvendigvis, at det ikke er der.

Nogle har oplevelser i glimt, som de enten forfølger eller benægter.

At benægte noget er ikke at ville kendes ved det, ikke at ville give det en chance.

På den måde kan benægtelse være løgn, fordi man godt ved, det har været der, måske stadig er der, men ikke vil kendes ved det.

Tænk som eksempel på et barn, som vi har fået i vores varetægt, og hvad forskel det gør, om vi tager det til os, eller støder det fra os.

Løgnen og mørket og tilintetgørelsen følges ad.

Vi kan godt i den sammenhæng tage berøringen med, idet det jo dybest sat handler om at berøre hinanden eller ikke.

Det behøver ikke at være fysisk. Det kan godt være følelsesmæssigt. Det kan være et spørgsmål om ærlighed eller løgn inde i mig selv.

Hvis man altid har den positive side vendt ud mod verden og mod andre mennesker, vil man også opleve at få noget positivt igen.

Livet kan faktisk blive fyldt op af positive oplevelser og følelser, hvis man gør det konsekvent.

Jeg ved noget om, hvad det vil sige positivt at få sjælen ind i livet, at lade den være styrende i de valg, som vi tager.

At lade den fylde inde bag instinktet, som stadig tjener os som mennesker.

Instinktet virker i alle levende væsener, herunder mennesket, hele tiden, men det er sjælen, der giver os alle de rigtige svar, som kommer fra det sted i universet, hvor det gode opstår.

Det er nyt at se det så nøgent. Hidtil har det været pakket ind i forskellige begrebsapparater, som ofte er skabt med et mere eller mindre skjult kommercielt sigte, og derfor også styret af en bestemt metode eller et sæt teknikker.

Mit projekt er at vise det uden en skjult bagtanke, som en mulighed for ethvert menneske, at vi altid har mulighed for at navigere i positive muligheder. Men at vi selvfølgelig ikke skal negligere, når livet af og til viser sig fra sine negative eller mere problematiske sider.

Kristendommen har kun været et skridt på vejen til at mestre denne livsmulighed.

Den var den tids måde at introducere næstekærligheden over for en meget hård verden, der i det ydre var mere barsk, med reminiscenser fra den dyriske verden.

At administrere med sit talent var temaet i mange lignelser, at handle på en måde, der er Guds vej, hvad det så end vil sige. Men det ved vi godt, når vi gør det. Vi kan mærke, hvad det handler om, når vi er gennemført ordentlige.

Men vor tid har stadig meget at lære. De fleste er stadig meget mere i deres instinkt end i sjælens dimension eller væremåde.

Det følgende er eksempler på denne påstand, idet mennesket altid udtrykker sig i en helhed, hvor enten instinktet eller sjælen er dominerende i udtrykket.

Her tænkes der især på de valg, som vi tager, når vi er presset, men også når vi handler ud fra egne impulser. Ikke at man ikke ved noget om, hvad sjælen kan og vil, men det er ikke det, der har magten i ens liv.

Nogle forholder sig til sjælen i deres professionelle virke, med dette virke er stadig styret af instinktet. Og dermed vil viden om sjælen ikke være sand viden eller fri viden, men betinget af, at det handler om at tjene penge, eller at få anerkendelse.

Der er ikke noget galt med at få anerkendelse eller at tjene penge, men der er noget galt med vægtningen, altså hvad der er motivationen bag ved det hele.

Man kan vende det hele om og spørge, hvor mange der ville gøre, som de gør, hvis ikke det var for at tjene penge.

Verden ville se meget anderledes ud, hvis den var styret af sjælens ønsker.

Svarende til at børn og ikke voksne satte dagsordenen, vel at mærke uspolerede børn, som ikke var styret af de voksne prioriteringer, og heller ikke af trodsreaktioner som følge heraf.

Voksne mennesker tror, at de ved at aktivere panderynker og være mørke i stemmen skaber autoritet, at andre lytter.

Tidligere var der straf knyttet til denne attitude. Derfor blev man bange, da det aldrig har været sjovt at blive straffet.

Straf har altid et element af frihedsberøvelse. Derfor er det ikke rart.

Også i dag tror man, at alvor og panderynker skaber respekt, måske frygt. I virkeligheden underminerer man sig selv ved ikke at være positivt til stede.

Man undlader at møde sig selv og at møde andre. Man tilintetgør livsmuligheder. Det vil enhver kunne overbevise sig om ved at have været positivt i livet, at være glad som en grundstemning, som er forbudt i den voksne verden.

På et tidspunkt dør man som voksen, længe før den fysiske død. Det manifesterer sig som sygdomme i mange varianter, men også i en voksende ligegyldighed over for sig selv. Man er sine vaner og sine ritualer.

Mennesket er positivt skabende, hvis det selv vil. Det har muligheden for at skabe sin egen tilværelse.

Positivt bygger vi op og skaber liv. Det er meget i vore egne hænder, hvad vi vil og gør med os selv og hinanden.

Det positive er venligt og kærligt, forstående og åbent.

Det negative er kantet og hårdt. Det kan være kynisk og ekskluderende. Det kan være mistroisk og forsætligt vredt. Det bryder ned, hvor det andet bygger op.

Når engang vi lærer at forstå og indser denne sammenhæng, vil mange skamme sig, og andre vil glæde sig over, hvordan de var med til at gøre livet godt og indholdsrigt.

Der er en klar logik i, hvordan vores opførsel er med til at gøre os selv og hinanden til dem, vi er.

Det, som vi gør og har gjort mod andre, vil sidde i os, og vi kommer ikke afgørende videre i livet, før vi har håndteret det, og omformet det til noget, der er godt og rigtigt.

Vi forstår det godt, når vi gør det.

Når vi bliver mere sensitive, vil vi lære og forstå, hvor vigtig vores adfærd er helt ind i de små detaljer.

Hvert lille øjeblik påvirker vi verdens gang. Nogle gange kan vi mærke, hvordan vi i et enkelt øjeblik selv har indflydelse på, hvad der sker, ikke bare omkring mig selv, men også i relation til et andet menneske, der befinder sig et helt andet sted.

Det er begyndelsen på at forstå, at og hvordan vi spiller en stor rolle i universet, men at vi også er i stand til at elske hinanden på en meget dyb måde, bare ved at tænke på den anden.

Når livet får lov til at brænde igennem, så er vi aldrig i tvivl om det. Vi oplever begge stor glæde, alene, sammen og i selskab med andre. Vi har ikke engang lyst til at anfægte, at det er sådan.

At være i livet er noget meget enkelt, men aldrig forskudt. At være i livet forskudt er noget, som tanken og fantasien kan finde på. Men så er det ikke med min deltagelse.

Man kan ikke gøre noget aktivt forskudt, hvis man kun er tilskuer, og hvis man ikke handler, når muligheden er der.

Det er der mange, der ikke forstår. De tror, at deres forestilling er virkeligheden, og at de gjorde noget, som de ikke gjorde.

Men forestillingen er ikke virkeligheden.

Virkeligheden er det, der skete, uanset om jeg var med eller ej. Om jeg vidste, hvad jeg gjorde eller ej.

Livet er altid det, der udspiller sig her og nu, og det er godt for mig, hvis jeg er til stede, når det sker.

Det er her, jeg kan gøre en forskel. Hvis man forskyder sig selv, eller gjorde det, fratager eller har man frataget sig selv muligheden for aktivt at deltage i sin egen og i verdenshistorien.

Så ryger man over på tilskuerpladserne.

Det er jo et aktivt valg Det aktivt positive skaber indhold i livet.

Det aktivt mørke og negative begrænser og formindsker.

Det lyse og positive åbner og udvider.

Det er en universel sandhed, som ikke er svær at opleve på egen krop.

Det, som vi positivt går ind i, møder vi med lys. Det er vores intention og vores ønske og vilje, der på den måde bliver manifesteret. Det er vores aktive væren.

Meget mørke er selvvalgt, fordi man ikke ønsker, at noget skal være anderledes, ikke ønsker, at livsglæden får plads, måske fordi der er en umiddelbar gevinst ved at lade være.

En måde at vedligeholde mørke på er at sikre sig, at der altid aktiveres et spil, en attitude, ballade, lidt skænderi. Er det usympatisk? I hvert fald hvis det er en højere bevidsthed, der står bag.

Når man lader noget højere overtage af noget lavere, ryger man ned i mørket. En meget brugt metode, mest velkendt blandt forældre, er vrede. Den bruges også mellem voksne, når man vil holde noget på afstand. Det er en meget primitiv metode, men den virker!

Opgaven for den ansvarlige er at gennemlyse sig selv i alt, hvad man gør.

Den største bevidsthed har altid et særligt ansvar, idet den lave bevidsthed meget nemt går i selvsving og opfører sig utilregneligt på alle måder.

Hvis man vil undgå eller forebygge det, skal man lære som den klogeste altid først at tage hensyn til sig selv, så man ikke bliver fanget i et voldsomt spil.

Hvis instinktet får magt, kan det være ødelæggende.

Ny Tid er udfoldelse af det positive i livet. Så kan vi ikke længere definere os i forhold til det negative. Det omfatter kunsten at slippe.

Når vi går ind i det positive, kan vi ikke klamre os til noget. Til gengæld anerkender vi i enhver sammenhæng vores usikkerhed. Ikke for at reklamere med den. Men for at være med den.

Når vi holder op med at være sure, og bedrevidende, og ville bestemme alt, og ikke ville lytte, og ikke ville åbne os over for livet, så vil vi kunne mærke, hvordan det at være positiv og glad, uden videre, skaber en positiv stemning og en god følelse.

Det er ikke populært, og det er ikke in.

Børn har det i sig, bare vi lytter efter.

Vi selv har det i os, hvis vi giver det plads.

Men det passer ikke med vores selvhøjtidelige og nøjeregnende og mistænkelige attitude.

Og vi tjener ingen penge ved bare at være i godt humør.

Men hvis vi gerne vil ned eller ind til os selv, der hvor de virkelige kvaliteter er, skal vi slippe alt det, der binder os, det der ikke er sandt. Der er ikke plads til begge dele.

Det er en proces, og den tager tid. Vi skal også lære ikke at ville bestemme. Vi skal lære at lytte, at mærke, at tage ind, at give slip. Alt imens den positive erkendelse strømmer ind og langsomt vil få overtaget.

Men det sker ikke af sig selv. Vejen går gennem gedigen selvoplevelse og ikke gennem frygt.

Ikke at sige noget og ikke at gøre noget er også en handling. Det er måske det, der kendetegner de fleste mennesker. For så bliver man ikke stillet til regnskab for noget. Så hænger man ikke på noget. Så har man ikke sagt ja til noget.

På den måde kan man blive i frygt og uvilje hele livet, hvis man vil. Men på den måde bliver man aldrig virkelig. Og man har ikke noget og får ikke noget begreb om, hvad sjælen er og kan. Hvad man selv er og kan. Hvad andre er og kan. Man lever af og i et billede, og en dag dør man.