Det mindste har altid betydning

Evnen til at være rummelig er at kunne være med alt, også det mest ubetydelige.

Hvis ikke man er tro mod det mindste, er man ikke tro overhovedet.

At mestre er at kunne noget, ikke bare når andre lyser på mig. Men at have det liggende i min værktøjskasse, og at tage det frem, når der er brug for det. Ikke når jeg skal tjene penge på det, eller vise mig frem. Men når det gælder.

Så længe normer og fordomme virker i os, er de et udtryk for, at vi er mere dyr end mennesker i vores attitude. At vi er umodne af væsen, og lader os styre af noget, der ikke er os, men som er skabt af noget indifferent, i et rum af magt og tåge og ikke selv at tage stilling, på baggrund af mit dybe og sande sted.

Vi skal selv aktivt og åbent gå ind og lade disse attituder transformere, hver på vores egen måde. Det er vejen til modenhed og vejen til at kunne stå frit i livet.

Jeg har aldrig været ligeglad med noget i mit liv.

Man regner ikke hinanden for noget, fordi man ikke regner livet for noget. Man tager det bare for givet.

Hvad man er, og hvad man ejer, i den ydre verden, betyder ingenting i sjælens verden.

Men det betyder alt i instinktets verden.

Sjælen og alt, hvad der kommer fra den er undseelig.

Det samme gælder guddommelighed.

Undseelig betyder ydmyg, beskeden.

Livet er undseeligt i sit væsen, og vi skal lære at møde det på den måde.

Det er ikke særligt alment menneskeligt, kan man vel godt tillade sig at sige.

Altid og i alt at være sig selv bekendt. Det er godt at kunne.

Vi ved godt, instinktivt, hvad der er godt og rigtigt.

Det, der sker lige nu, er altid vigtigt.

At tage livet ind, sådan som det er. Det er meningen med det.

Ukrukket. Usnobbet.

Mennesker, der lever i sjælen, definerer verden ud fra sandhed og kærlighed.

Afgørende er, om vi er der for hinanden, ikke hvordan vi præsterer, om jeg er bedre eller dårligere end dig, om noget i mig er større eller mindre end andres tilsvarende.

Når kærligheden er den vigtigste, handler det også om at give plads til hinanden, også på områder, hvor vi er skrøbelige og sårbare.

Det vigtige er, at vi er åbne for hinanden i tillid, så vi er i stand til at udvikle livet fra sin smukke side. Intet er i den sammenhæng ligegyldigt eller uden mening.

I sjælens verden er intentionen alt afgørende. Hvorfor jeg gør noget.

Instinktets verden måler alt i forhold til det sociale hierarki, og hvordan det handler om at underordne sig.

Hvis ikke man overholder eller opfylder de krav, som instinktet stiller, er man ingenting.

Sjælens energi og mening betyder ingenting i forhold til den sociale rangorden.

Hvis man kun spiller roller, ser man alt i verden gennem disse roller. Så ser man ikke verden, som den er.

Hvis man er en egoist, ser man verden fra sit ego, og ser ikke andet og andre som andet end noget eller nogle, der skal give mig tilfredsstillelse.

Hvis man lever gennem normer og fordomme, ser man kun verden gennem disse stramme former. Så har man ikke blik for, at andre i virkeligheden kan være noget andet end disse skyggeformer, hvad de jo i virkeligheden er.

Et menneske er altid noget andet og mere end den skygge, vi måtte kaste imod vedkommende.

Hvis vi holder op med at kaste skygger, som modsvares af at være i vores eget mørke, vil vi kunne se både os selv og den anden, de andre, sådan som de er.

Det er ikke muligt, så længe vi bevidstløst er i vores instinkt, sådan som langt de fleste mennesker er.

Dybest set er vi alle sammen forbundet.

Vi er fra skabelsens side puttet ind i et felt, hvor god opførsel er en god måde at holde sig oprejst og orienteret på, i forhold til sandheden.

Dårlig opførsel sender de agerende ud på et sidespor, med krav om, at de gør det onde forfra igen, indtil de lærer det.

Vi kan ikke bare gøre, som det passer os.

Nogle tror sig undtaget fra disse betingelser. De tror, de er noget særligt. De slipper de heldigvis ikke godt fra at tro.

Hvis man opfatter sig selv som Guds særligt udsendte her på Jorden, med ret til at gøre, som det passer en, må man tro om igen. Sådan spiller klaveret ikke.

Hvis vi vil, kan vi leve et fantastisk smukt og fint liv sammen. Det forudsætter vores ubetingede deltagelse, og at vi holder os på stien.

Det er ikke svært, hvis vi siger ja til det, og lever efter det.

Hvis man helt naturligt er i livet, kan man mærke sig selv på en god måde, og har stor frihed til at handle, som man gerne vil. Når man er i sig selv, møder man andre på de samme vilkår, og det hele foregår stilfærdigt og ordentligt.

Der er stor frihed ved at være i livet på den måde.

Når man ikke behandler hinanden ordentligt, mister man kontakten med sig selv. Det virker begge veje.

Det er det, der sker, når man som voksen bevidstløs glider ind i materielle rammer. Når man som barn mister sin uskyldighed. Når man som ung spilder sin seksualitet i druk og larm.

Det kan altid suppleres med vrede, med skygger, med mistro, med tvangsspisning og mange andre usande og sunde former.

Det kan i et sådant miljø være vanskeligt at komme tilbage til sig selv, på en måde, så jeg altid kan kigge mig selv i øjnene.

Den positive intention styrer vore handlinger. Hvordan vi vågner om morgenen. Med hvilken indstilling vi åbner øjnene. Hvordan vi er inkluderende i vores væsen og vores attitude. Ikke bare når vi spiller en rolle. Men når vi er.

Intet er ligegyldigt, når det handler om det vigtige i livet.

De, der kun tænker kommercielt, har på forhånd ekskluderet alt, der ikke kan måles og vejes i penge.

Det svarer helt til en fisker, der har et net, med alt for store masker, så det væsentlige forsvinder ud i horisonten, selv om det egentlig var i nettet.

Når man skal indfange det vigtige i livet, skal man altid være åben og tålmodig, og anerkende, at svarene kan komme nogle steder fra, hvor man ikke regnede med det.

Hvis man kun bruger et forældet begrebsapparat, har man på forhånd diskvalificeret sig selv. For så fanger man kun det, som man vil se, som man ønsker at se.

Det svarer til, at rollen kun ser det, der falder inden for rollens univers. Resten af verden er ligegyldig i den forbindelse.

Jeg har oplevet mennesker opfatte rollen som hele verden. Alt, hvad der var uden for rollen, eksisterede ikke, fandtes ikke. Det er en ufatteligt ekskluderende oplevelse at være udenfor og være helt i live, men ikke at blive inkluderet.

Det er fuldstændigt usandt. Det virker på samme måde som en fordom, hvor verden også er afgrænset eller opdelt ifølge den meget begrænsede og bundne bevidsthed, som fordommen repræsenterer. Problemet er, når denne fordom sanktioneres af den, der har magten.

Den sande virkelighed kan ikke beskrives reduktivt, i forhold til, hvad vi gerne vil se, og hvad vi ikke vil slippe. Men det er den bundne bevidsthed fuldstændigt ligeglad med.

Vi ved aldrig, hvad der sker om fem minutter. Hvis vi er helt åbne, vil der med garanti ske noget, som kommer bag på os, og som ikke kan rummes i kendte måder at forstå virkeligheden på.

Det svarer til at have to slags byggeklodser, den ene til biler, den anden til huse. Og så dukker der en båd eller en flyvemaskine op. Da ingen af dem kan rummes i de kendte klodser, må vi måske kassere erkendelserne., fordi de ikke falder ind under de kendte kategorier. Både og flyvemaskiner findes ikke i vores univers, selv om de findes i virkeligheden.

Instinktets lukkede og bundne former ser alt i sort og hvidt, har ikke sjælens smukke nuancer. Det forekommer også spirituelt, skal jeg hilse at sige.