Det mindste har altid betydning

Dybest set er vi alle sammen forbundet.

Vi er fra skabelsens side puttet ind i et felt, hvor god opførsel er en god måde at holde sig oprejst og orienteret på, i forhold til sandheden.

Dårlig opførsel sender de agerende ud på et sidespor, med krav om, at de gør det onde forfra igen, indtil de lærer det.

Vi kan ikke bare gøre, som det passer os.

Nogle tror sig undtaget fra disse betingelser. De tror, de er noget særligt. De slipper de heldigvis ikke godt fra at tro.

Hvis man opfatter sig selv som Guds særligt udsendte her på Jorden, med ret til at gøre, som det passer en, må man tro om igen. Sådan spiller klaveret ikke.

Hvis vi vil, kan vi leve et fantastisk smukt og fint liv sammen. Det forudsætter vores ubetingede deltagelse, og at vi holder os på stien.

Det er ikke svært, hvis vi siger ja til det, og lever efter det.

Hvis man helt naturligt er i livet, kan man mærke sig selv på en god måde, og har stor frihed til at handle, som man gerne vil. Når man er i sig selv, møder man andre på de samme vilkår, og det hele foregår stilfærdigt og ordentligt.

Der er stor frihed ved at være i livet på den måde.

Når man ikke behandler hinanden ordentligt, mister man kontakten med sig selv. Det virker begge veje.

Det er det, der sker, når man som voksen bevidstløs glider ind i materielle rammer. Når man som barn mister sin uskyldighed. Når man som ung spilder sin seksualitet i druk og larm.

Det kan altid suppleres med vrede, med skygger, med mistro, med tvangsspisning og mange andre usande og sunde former.

Det kan i et sådant miljø være vanskeligt at komme tilbage til sig selv, på en måde, så jeg altid kan kigge mig selv i øjnene.

Den positive intention styrer vore handlinger. Hvordan vi vågner om morgenen. Med hvilken indstilling vi åbner øjnene. Hvordan vi er inkluderende i vores væsen og vores attitude. Ikke bare når vi spiller en rolle. Men når vi er.

Intet er ligegyldigt, når det handler om det vigtige i livet.

De, der kun tænker kommercielt, har på forhånd ekskluderet alt, der ikke kan måles og vejes i penge.

Det svarer helt til en fisker, der har et net, med alt for store masker, så det væsentlige forsvinder ud i horisonten, selv om det egentlig var i nettet.

Når man skal indfange det vigtige i livet, skal man altid være åben og tålmodig, og anerkende, at svarene kan komme nogle steder fra, hvor man ikke regnede med det.

Hvis man kun bruger et forældet begrebsapparat, har man på forhånd diskvalificeret sig selv. For så fanger man kun det, som man vil se, som man ønsker at se.

Det svarer til, at rollen kun ser det, der falder inden for rollens univers. Resten af verden er ligegyldig i den forbindelse.

Jeg har oplevet mennesker opfatte rollen som hele verden. Alt, hvad der var uden for rollen, eksisterede ikke, fandtes ikke. Det er en ufatteligt ekskluderende oplevelse at være udenfor og være helt i live, men ikke at blive inkluderet.

Det er fuldstændigt usandt. Det virker på samme måde som en fordom, hvor verden også er afgrænset eller opdelt ifølge den meget begrænsede og bundne bevidsthed, som fordommen repræsenterer. Problemet er, når denne fordom sanktioneres af den, der har magten.

Den sande virkelighed kan ikke beskrives reduktivt, i forhold til, hvad vi gerne vil se, og hvad vi ikke vil slippe. Men det er den bundne bevidsthed fuldstændigt ligeglad med.

Vi ved aldrig, hvad der sker om fem minutter. Hvis vi er helt åbne, vil der med garanti ske noget, som kommer bag på os, og som ikke kan rummes i kendte måder at forstå virkeligheden på.

Det svarer til at have to slags byggeklodser, den ene til biler, den anden til huse. Og så dukker der en båd eller en flyvemaskine op. Da ingen af dem kan rummes i de kendte klodser, må vi måske kassere erkendelserne., fordi de ikke falder ind under de kendte kategorier. Både og flyvemaskiner findes ikke i vores univers, selv om de findes i virkeligheden.

Instinktets lukkede og bundne former ser alt i sort og hvidt, har ikke sjælens smukke nuancer. Det forekommer også spirituelt, skal jeg hilse at sige.