Det guddommelige univers

Vi er alle sammen del af en guddommelig energi.

Når vi hengiver os, kan vi blive fri på en helt ny måde.

Den kan vi gå ind og blive i. Det fordrer meget stor oprigtighed. Ydmyghed. Hengivenhed. Glæde. Ærlighed. Mod. Vilje. Til gengæld får vi del i det hele.

Jeg vil citere, hvad der kom til mig Skærtorsdag 2019 i krypten ved Frans af Assisis jordiske rester: Guddommelighed er være med sig selv og i sig selv.

Min første tanke var: Det kan jeg ikke skrive! Men det skulle jeg. Og det er efterfølgende ved at gå op for mig, hvad det handler om.

Helt at stole på sig selv. Helt at stole på Gud.

Altid. I ethvert sekund. Stilfærdigt og sandt og udramatisk.

Man kan kun stole på og elske sig selv, hvis man elsker sin næste. Og hvis man elsker Gud De tre første bud giver så stor mening, efter Frans’ ord.

Opgaven er at få Himlen ned på Jorden.

Helt og hel at være i sin sjæl.

Helt og hel at være i sin guddommelighed.

Helt og hel at have sluppet sit ego, som er alt det, der binder mig til mit instinkt.

Helt og hel at være ydmyg, glad, åben, at stå i mig selv, hengiven, taknemmelig, positiv, ærlig, sand og kærlig.

At have passeret nåleøjet og helt at være i livet.

Det er opgaven.

Guddommelighed er at være i livet.

Vi skal altid møde livet i ærbødighed, i glæde, i øjenhøjde.

Vi skal lære at slippe vores egen tyngde, vore bekymringer, vore sorger, vores ego.

Vi skal lade være med at tro, vi er noget. Det kan vi ikke bruge til noget, når det kommer til stykket.

Vi skal dæmpe betydningen af vores instinkt, når det støjer, lære at være naturligt med det naturlige.

Det, det gør og giver mening at leve, er, at vi er mere end dyr.

Hvis vi formår positivt at være i vores instinkt, og at gennemlyse det i kærlighed, og med kærlighed, vil vi kunne mærke sjælen som et samspil. Den lægger sig vel egentlig rundt uden omkring. Længst ude omkring os er det guddommelige, som er ren kærlighed og rent lys.

Det er magisk og smukt at opleve det på den måde.

Alt hænger sammen, fra det mindste til det største.

Hinsides enhver menneskelig tanke og handling.

At stole på alt i livet som noget, der er dybere og større end en selv.

Men også at anerkende, at jeg selv er den del af skaberværket, med alt hvad det indeholder og indebærer.

Guddommelighed er at være med sig selv og i sig selv.

At være i sin guddommelighed er gøre præcis det, man skal, at være præcis den, man er, bare være, bare gøre. Ikke kigge sig tilbage. Det er at følge sit kald i livet, når vi gør det ubetinget.

Det er helt at være i sin bevidsthed, i sin sjæl, i sin fysiske krop. Flydende, ubetinget, ærlig.

Det fordrer utvivlsomt, at jeg i forvejen har indstillet mig på at være et redskab, som vil sige at gå ind i noget med alt, hvad jeg har. Jeg skal ikke lægge beslag på noget i mig selv. Jeg skal ikke på nogen måde gøre noget kunstigt. Men jeg skal evne at give slip og lade ske, med alt i mig selv aktivt og åbent.

Og så fordrer det, selvfølgelig, at jeg evner at være i livet i fuld ydmyghed, fuld oprigtighed og fuld hengivelse og fuld barnlig glæde og tillid.

Mange tror, at fordi man kan alt, kan man også lege Gud. Det kan man også, men det har overhovedet ikke noget konstruktivt perspektiv. Det er nærmere rent krukkeri.

Man skal naturligvis, det giver vel sig selv, være fuldt årvågen og åben over for de muligheder, der opstår, for at udfylde sin rolle som et sandt og godt menneske, også slå til, når andre muligheder opstår for at gøre sig positivt gældende.

At være i sin guddommelighed er at være i sin barnlighed.

Det er dermed også at glide ind igennem og ned igennem alle de lag og oplevelser, hvor jeg i mit eget liv oplevede noget, som ikke blev håndteret rigtigt. Typisk noget med overgreb og eller at lege med følelser. Når jeg møder dem i min nye tilstand, er det vigtigt, at jeg positivt åbent møder dem i sandhed og i kærlighed.

Jeg tager for givet, at jeg i forvejen er fuldstændigt fortrolig med, hvad det vil sige at være ordentlig.

Ordentlighed er i sidste ende et påbud fra Gud.

Som handler om at gøre det, som vi godt ved, vi skal. Og at undlade at gøre det, som vi godt ved, vi ikke skal eller må.

Det ideelle er selvfølgelig, at vi tager sådan nogle beslutninger på egen hånd.

Kort fortalt handler det om at løfte os fra et dyrisk niveau til at være mennesker af kød og blod, at være det, som vi godt ved, hvad er.

At stikke af fra sig selv er ikke mennesket værdigt.

Heller ikke at undlade at gøre mod andre, hvad vi udmærket ved. er det rigtige.

Jo større bevidsthed, jo større ansvar har man naturligvis.

Jo mere guddommeligt, jo finere bliver energien.

For 2000 år siden var svaret korsfæstelse. Fordi man ikke havde forståelse for og adgang til energien.

I dag foregår ødelæggelsen på de indre baner af dem, der ikke ved bedre. Og nogle ved godt bedre.

Som dengang har vi brug for at bevæge os uden for den normale kontekst for at forstå, hvad det handler om. Det gælder også ægteskabet som institution, som i høj grad begrænser energiens muligheder.

Det vidste de for 2000 år siden.

Det vidste de også i Assisi for 800 år siden.

Mange i dag er faldet, fordi de tror, de kan udfolde guddommelighed uden at skulle kigge på sig selv og den begrænsning, som egen kontekst udgør. Det kan man ikke. Det giver et meget betinget svar, eller en fastholdelse af magt i nogle usande sammenhænge.

Der er en klar sammenhæng og en klar logik.

Det forudsætter, at man altid er én. At man evner at blive i sig selv.

Hvis man holder noget væk fra sig, og ikke vil kigge på det, danner man skygger. Det kan være vrede, eksklusion, trods, bevidst afvisning. Det er et liv i mørke.

I stedet for modstand kan man jo også vælge at være positivt til stede i forhold til det, der er meningen med livet.

Vælger man den løsning, får man gaver og erkendelser og forståelse.

Vælger vi sandhedens og kærlighedens vej, vil vi erfare, at sjælen er forbindelsen mellem Gud og menneske. Det er et liv i lys.

Vi kan være heldige at mærke det guddommelige som en meget fin energi, der hele tiden er der, omslutter os i hvert fald hvis vi er åbne for den og åbner os for den.

Energien går helt ned igennem storetæerne.

Min egen guddommelighed kan måske illustreres med Migelangelos maleri i Det Sixtinske Kapel af Gud, der skaber Adam. De to rækker ud mod hinanden, vil gerne møde hinanden, vil gerne forstå hinanden, men begge i dyb ærbødighed.

Vi er nysgerrige, undersøgende, smilende, forstående, også i forhold til noget, der er anderledes.

Det svarer til et ømt forhold mellem et far og et barn eller et mor og et barn, hvor vi gerne vil give hinanden kærlighed og glæde. Glædens øjeblik er ligeværdigt. Og intet er hårdt eller ufølsomt.

Det guddommelige i sig selv er ren energi og ren form, ren glæde og ren taknemmelighed.

Den fysiske manifestation er at lade livet opstå i sandhed og kærlighed.

Hvis vi gør det og er det, kan vi blive fyldt op, svarende til at give sjælen plads, og endda ind i alle celler.

Det er kun muligt ved gennemført ordentlighed, og når og hvis vi formår at slippe alt det, der binder os.

Det er også derfor, det er nødvendigt med en potentielt streng Gud og en ansvarlig voksen, da man aldrig må gå på kompromis med det væsentlige i tilværelsen. Sådan som det meget nemt sker, når vi bliver for magelige og lidt ligeglade. Alternativt lidt for selvglade. Hvor man glemmer taknemmeligheden og ydmygheden.

Lige så lidt som man må gøre overgreb, må man heller ikke lege med eller ignorere andres følelser. Der er nogle helt ubetingede krav, som altid skal være på plads.

Det kærlige møde er diametralt modsat et spejlbillede, hvor vi måler os med modparten, og reagerer på den mindste afvigelse. Her har skyggerne frit spil.

Hvis man forstår værdien af et ja, og at blive i dette ja, så forstår man noget om, hvad guddommelighed er. Og hvad kærlighed er. Og hvad sandhed er.

Hvis man siger ja til sig selv, ja til at være på Jorden, og ja til sin egen skæbne, siger man også ja til sin egen guddommelighed. Det er vigtigt at forstå dette rigtigt.

Det svarer til at sige ja til en kæreste, hvor det jo kun for alvor virker, når vi begge siger ja, og vender dette ja ind mod hinanden. At vi bliver bløde sammen, kan man også udtrykke det.

I forhold til os selv er det nok noget, vi skal øve os i, før vi bliver gode til det.

For det første er det en proces, som vi kun langsomt vil kunne forstå os selv i. Hvor vi har brug for at gå afsides. For at slippe alt, hvad der binder os.

Nogle bruger hele livet på at komme hen til et sådant ja. Bare lige for at fortælle, at det måske ikke er det nemmeste i verden.

På den anden side og for det andet er det kun muligt at fange sandheden ved samtidig at være helt til stede i livet, som vi har foran os.

At slippe bindinger er at lade være med at skabe identitet mellem oplevelser og konklusioner, i hvert fald altid at se det som to forskellige måder at møde livet på.

At vi har ansvaret for de mennesker, som vi positivt er sammen med, måske har i vores varetægt. Som vi indgår i relation med. Eller som vi på anden måde har sagt ja til.

At sige ja er også at have tillid. At sige ja er også at kunne hengive sig. At sige ja er også at kunne slippe. Ellers siger vi ikke ja tydeligt og klart nok.

At sige ja er at relatere til mindst et menneske, der er ordentligt. Ellers har det ikke mulighed for at virke. Men ikke dermed at ekskludere andre overhovedet. Vi er alle forbundet i det guddommelige, og skal lære at udfolde det.

At sige ja og at være i dette ja er også at kende og at være meget opmærksom på sin begrænsning. Ellers er det utroværdigt. Det gælder også, hvis der kommer ord ud af munden, som der ikke er et sandt belæg for. Hvis med andre ord vi gør os til guder.

Ligeværd er en ubetinget nødvendighed for at kunne være i sin guddommelighed. Vi må aldrig gøre os bedre end andre, og må aldrig optræde bedrevidende. Så mister vi muligheden for at blive i denne tilstand.

Og vi må aldrig forfalde til at tro, at vi er Gud, eller noget, der minder om det. Men vi har pligt til at være i livet. Være med os selv. Være med andre. Denne pligt er uomgængelig. Aldrig at slippe os selv. Aldrig at gøre noget, som vi ikke har det godt med. Altid lade tvivlen komme enhver til gode, inden vi fælder dom. Og aldrig fælder dom, uden at gøre det kærligt.

Hvis vi evner alt dette, så bliver vi smukke, og et eksempel til efterfølgelse.

I det guddommelige univers har det gode forkørselsret, og den dårlige opførsel vigepligt, modsat trykket fra det sjælløse instinkt, der ikke går af vejen for at skade modparten.

Det guddommelige får vi allerbedst fat i ved at se livet inde fra os selv, men uden på noget tidspunkt at tro, at synsfeltet er vore eget. Det er der, de fleste falder, og egoerne herefter står i kø for hver især at give sig ud for at være det, som ingen af dem er.

Den energi, der åbner sig, har fat i overalt i kroppen, og vi skal lade være med at tro, at vi bare kan gøre ved den, som det passer os. Vi skal gøre os tilgængelige for den, men ikke forfalde til at gøre den privat eller egocentrisk, sådan som det alt for ofte sker, hvorefter vi hver især bliver meget ordinære, grænsende til det helt ligegyldige.

Der er mange måder at misbruge den på. Den mest normale er den seksuelle. Og det er vigtigt at forstå, at man selv i enhver henseende er styrmanden i eget hus.

At blive i energien er at gøre sig tilgængelig for alt det smukke i livet.

Det er helt afgørende at forstå denne sammenhæng.

Det hele handler egentlig om bare at være i livet. Det er ikke mere kompliceret.

Man skal ikke være spirituel. Man skal ikke være religiøs. Men skal bare tage sig selv og andre alvorligt, men aldrig højtideligt.

At være i sin egen guddommelighed er at mærke glæden ved livet, og at glæde sig over lyset.

Guddommelighed er lethed. Guddommelighed er at stå inde i sig selv, og kigge ud.

I samme øjeblik vi selv tror, vi er Gud, har vi misforstået det hele. I samme øjeblik, vi gør os klogere end andre. Og om andre. Så indfinder tyngden sig, og dermed egoet, som er et forvansket jeg.

Ego er at tro, at guddommelighed er til ejendom. At fordi jeg oplever noget sandt og smukt og godt, at så er det kun mit. Og så vil jeg ikke slippe det igen. Jeg vil eje det, helt alene.

Og er man et superego, er det mig, der har skabt det, og som vil tjene penge på det.

Der er mange, der er faldet i tidens løb. Alle dem, der gør sig bedrevidende på vegne af andre. Alle, der udtaler en sandhed, som de ikke har belæg for. Alle dem, der misbruger energien. Det kan man også gøre seksuelt.

At fastholde det lette perspektiv er at kigge ud, bare være, have opmærksomhed på, hvad der sker, men uden at tro, at det er mig, der er Gud. Slippe det, når jeg ikke længere har brug for det. Glæde sig over, at jeg har oplevet det. Glæde sig over, at jeg også har forstået noget om, hvad sjælen er for noget. Men aldrig tro, at det er ejendom. Vi får lov til at se og mærke den, og være i den.

Når vi dømmer andre, så falder vi. Så gør vi os til Gud. Vi skal være os selv bekendt. Vi skal ikke vade ind i andre, eller tro, at vi ved bedre end dem.

Jordforbindelse er noget, vi skal give os selv. Det er vores egen forståelse af verden. Vores egen tyngde som inkarnerede menneskevæsener. I instinktet. Med sjælen. Vi har mulighed for at bede om hjælp.

Livet i sig selv er smukt og fint. Vi ved alle, hvis vi er helt ærlige med os selv, præcis hvad vi skal gøre i hvert enkelt øjeblik. Hvis ikke vi ved det, kan vi bede om at få svaret.

At gøre det hele kompliceret og besværligt er noget, som mennesker finder på, fordi de tror, de vinder noget ved det. Det er den korte og enkle historie og sandhed, som alle har adgang til.

Den fineste energi i livet er den guddommelige. Den kan vi kun forstå, hvis vi slipper alt det andet, som vi fylder os med. Til gengæld vil vi så opleve at få gaver og at få livsglæde i et omfang, som vi ikke troede muligt. Vi kan opleve det i et barn, og vi kan opleve det med en kæreste, der bare stråler. Det er muligt, så længe vi lader det være muligt.

Vi kan lære at give slip hvert øjeblik, og at blive i denne tilstand, men det kræver stor ydmyghed. Og det kræver, at man evner at slippe alt det, der binder. Det er formodentlig en livslang lektie, men den er mulig. Men det fordrer, at vi evner at gå ind i alt, der er svært, og at opløse det indefra.

Det er den energi, vi alle er skabt af. Det betyder, at vi ved at være i den har mulighed for at forstå skabelsens gåde.

For at forstå det skal vi lære at kigge på os selv indefra, vores sande jeg vel at mærke.

Det er det, som mange salmer handler om: “Giv mig Gud en salmetunge!” men også sange som “Du kom med alt det der var dig!” Det er sandhed og liv og eksistens, der går hånd i hånd.

Alle vågner hver morgen med et guddommeligt perspektiv. Det er åbent, lige indtil vi lukker det, og glider over i hverdagsmode og selvkontrol, det som de fleste kalder virkeligheden.

Det, der vejer tungest i livet, er det, der styrer os. For nogle er det guddommelighed. For andre er det mammon. For nogle er det et selvbillede. For andre er det noget socialt. Vi ser kun noget, hvis vi er klar til det, og hvis vi gerne vil det. Ellers bliver vi måske trukket imod former, som vi ikke selv har valgt. Eller også har vi selv valgt dem, hvor de fylder alt.

Jeg er så privilegeret, at jeg har fået mulighed for at kigge på livet, på eksistensen, fra et sjælsperspektiv, som ikke er belastet af det låste menneskevæsen.

For mange er modstand en tilstand, som de ikke kan eller vil slippe. Den er så massiv, at de kun kan se verden og andre ud fra en sådan låst position.

Det handler i hvert fald om evnen og lysten og viljen til at give slip, at hengive sig, hvor den direkte modsætning er kontrol.

At åbne bevidstheden ind i det guddommelige univers er kun muligt, hvis jeg samtidig evner at slippe alt det, der binder mig.

Man skulle tro, at det tungeste i livet var mursten og den slags ejendom. Men min erfaring siger mig, at egoet med alle dets forestillinger om sig selv er langt tungere. Det hænger formodentlig sammen med målestokken. Vi ved jo godt, at mennesker med stor karisma tiltrækker sig store folkemængder. De evner at have publikum i deres hule hånd, og dermed også publikums penge. Jo, der er en klar sammenhæng mellem penge og energi som sådan, men også mellem størrelsen på et ego og på ulysten til at slippe.

Egoet er, når et individ lukker sig omkring sig selv og søger sin egen fordel i alt, om nødvendigt på bekostning af andre. Måske kan man noget helt specielt, som ingen andre kan, og profiterer af det. Her der det en selvvalgt og selvforstærkende binding.

Superegoet er, når alle, der ikke bakker op omkring guruen, er ubegavede, og har misforstået det hele.

Supersuperegoet er, at alt, hvad jeg ser inde i spejlet, inklusive Gud, skal tilpasses dette billede.

Det guddommelige bliver kun tydeligt, hvis vi giver slip på det, der binder, herunder det, som vi selv har skabt og måske trives med. I så fald trækker de to bevægelser jo i diametralt modsatte retninger.

Det guddommelige er, at livet har en kvalitet i sig selv.

En lethed. En enkelthed. En åbenhed. En ærlighed.

I sjælens og det guddommelige univers hersker enkelthed.

Denne enkelthed har det bøvlede menneskevæsen ikke forstand på og ikke ønske om at forstå. Der er ingen samtale mulig, så længe egoet fylder og regerer. Så ser det kun sig selv.

Det guddommelige univers er kærlighed. Potentiel og gennemført kærlighed.

Det, som jeg kalder det guddommelige, er ikke bare et begreb. Det manifesterer sig som væsener derudefra. Det kan være ærkeengle. Det kan også være personer, der har været jordiske, som nu virker derudefra.

Jeg har lært, at de altid vil være for os, når vi oprigtigt ønsker det. Men at de også er der, når vi måske ikke regner med det. Men vigtigst er måske at nævne den frie vilje og vores egne handlemuligheder. Det er os, der tager beslutningerne i livet. Det er os, der skal handle. Det er os, der har mulighed for at forstå, at korrigere, at blive klogere. Det er os, der skal være i livet. Det er os, der skal tage ansvar. Men vi har muligheden for hjælp, når vi oprigtigt ønsker det. Det er da smukt!

Jeg har oplevet flere gange at få direkte beskeder, henvendt til mig. Det er for mig et stort privilegium at mærke og at vide noget om denne nærhed, og om vore muligheder for korrespondance med dem derude.

Gud skabte mennesket i sit billede. Meningen var på den måde, at mennesket skulle lære at udfolde sin guddommelighed, som er ubetinget kærlighed.

At mærke Guds kærlighed er at mærke sig selv i hele sit væsen. Mærke sig selv som et helt væsen. Mærke livsglæden ud i alle led, ude i alle celler. Det er meningen med livet. Vi skal lære at være sande mennesker, i kød og blod. Vi skal lære selv at være gennemført kærlige.

Det guddommelige er den ypperste udfoldelse af vores menneskevæsen. Det er, at vi bare får lov til at være os selv, og er det i stor taknemmelighed.

Begrebet sand identitet handler om at udfolde sig selv, præcis som man er, i sin oprindelse. Hvem er du i virkeligheden? Jeg kender dig godt! Vi kan genkende hinanden! Det er det dybeste af os, der mødes.

Det guddommelige er det sande og det smukke, som har en kvalitet og en værdi i sig selv. Kunsten er som mennesker at møde det som sådant, og ikke tro, at det er noget til ejendom eller personlig vinding.

Alt i mennesket lader sig udfolde positivt, er min fortælling. Jeg har fået lov til at opleve det selv. Men det fordrer, at vi i alt siger ja og lukker op. Og giver mig selv den fornødne tid.

Jeg har i øvrigt også altid haft den nødvendige ydmyghed, som jeg har erfaret, mange andre ikke har.

At glæde sig over glæden i sig selv er noget af det smukkeste, jeg har oplevet, og det har jeg gjort i mange sammenhænge.

At være sammen med den elskede. At glæde sig over den elskede. Hendes smil og glimt i øjnene. Hendes smukke krop og former. At elske den elskede. På alle måder. At røre hende alle steder, med alle sanser åbne. At mærke lidenskaben og kærligheden. På dyb tantrisk manér. At gå helt ind i kærligheden og nydelsen sammen. Hjerte mod hjerte.

At gå på kunstudstilling og møde værkerne sammen. Altid at være i dyb hengivenhed og intensitet.

At være sammen med børn og børnebørn. At glæde sig over deres ligefremme måde at være i livet på. At høre dem have det sjovt med hinanden.

Der er så meget at være taknemmelig for hele tiden, hvis vi lader det og nyder det og glæder os over det.

At udfylde og udfolde sig selv som menneske kan kun lade sig gøre, hvis jeg samtidig også giver tid og plads til andre. Det er ikke mit eget spejlbillede, men mit sande væsen.

Det er lige præcis denne forskel, der afgør, om vi forbliver kærlige væsener, som lader det guddommelige lys skinne gennem os. Sådan noget kan man altid se som et smil og et glimt i øjnene.

I processen skal vi  i alt lære at tage hensyn til hinanden. Vi kan og må aldrig springe over, hvor gærdet er lavest. Vi må aldrig kynisk kun tage hensyn til os selv.

Jeg skriver det, fordi jeg har oplevet det muligt.

Meningen med livet er, at vi skal have glæden ind i livet, i alle aspekter, men aldrig på bekostning af andre. Aldrig for at hævde os selv i forhold til andre, aldrig for at snyde os til vores egen del af kagen, der på den måde går ud over eller rammer andre.

Det må og kan aldrig gå ud over andre, at jeg oplever sand glæde i livet.

Livet er til, for at det skal være godt. Og for at vi skal gøre det gode.

Jeg har oplevet det i alle facetter, og oplevet, at det er muligt. Det er min fortælling.

At kaste skygger er det første skridt til at give dyret plads og slippe vores positive spejling af hinanden. Vi kan altid mærke, om vi er der for hinanden, eller om skyggerne er i spil.

Man kan ikke snyde sig til sjælen, til ærlighed, til oprigtighed, til sand livsglæde. Adgangsbilletten er autensitet.

De regler, som vi benytter os af som mennesker, som vi finder meget fornuftige, har alle deres udspring i noget sandt. Men det er ikke givet, at de i menneskeverdenen håndteres sådan. Her bruger man dem ofte adskilt fra deres oprindelige sande kontekst.

Det svarer til den dårlige gentagelse, men også en situation, hvor egoet tager over, svarende til den første forkerte udgave af mig selv, hvor det kan være mit billede af mig selv og ikke længere mig selv fra mit sande sted, der taler.

Et godt eksempel på en dårlig gentagelse er indespærring som en tro på, at et menneske derved bliver godt igen. Det praktiseres i barndommen, også ofte uden det tilsigtede resultat. Fængsel som straf genererer mere kriminalitet, viser alle undersøgelser. Alligevel håndhæves den, fordi instinktet har mere magt end sjælen i menneskers verden.

En hvilken som helst problematik lader sig anskue fra en højere og fra en lavere bevidsthed.

Det vil normalt være menneskevæsenet, der er den begrænsende størrelse, som der skal tages et særligt hensyn til. Det gælder ikke mindst, hvordan man vender ordene, og i hvilken rækkefølge man skal præsentere et ømfindtligt problem.

Fra et guddommeligt perspektiv er der regler omkring kærligheden, der skal overholdes. Dem kan vi godt få adgang til, når vi bliver mere fintfølende og lærer at navigere i sjælen, og at sætte os selv til side.

Vi kan ofte mærke, om det er sundt og sandt, hvad vi har fat i, om det åbner og lukker i forhold til kærligheden.

Mange mennesker er meget bundet til deres instinkt. Det gør dem endimensionale og ofte også ufølsomme, måske kolde og kyniske.

Vi har mulighed for at møde de hårde sider i os selv og lade dem transformere ved hjælpe af sjælens lys. Det kræver øvelse. Det kræver et dybfølt ønske om at gøre det. Det fordrer også, at vi evner at give slip i forhold til sjælen. Så vil vi kunne få gaver og stor glæde.

Men hvis ikke vi ønsker at slippe, og det kan være hvad som helst, som vi hænger fast i, kan der være lang vej hjem, hvis hjem er at give plads til sjælen.

Set fra et højere perspektiv gælder præcis de samme regler om ordentlighed, om at kunne stå inde for sig selv.

Der er i udgangspunktet ikke noget, der er forkert, så længe vi gør det i kærlighed.

Tanken om, at vi aldrig må skade andre, er selvfølgelig rigtig, men ikke tilstrækkelig.

Vi har pligt til altid at behandle andre ordentligt. Dermed undergår man den udspekulerede passivitet, som nogle praktiserer over for andre.

Passivitet i adfærd sætter sig naturligvis i sindet, på samme måde som autentisk adfærd gør os glade og gennemsigtige.

Der er ingen, der er hævet over disse logiske regler om ordentlighed.

Når man gør nogen ondt med vilje, også uden det er fysisk, så sætter det sig i systemet, og kan kun fjernes igen, hvis de handlende meget specifikt handler ind idet, som de godt ved, hvad mere præcist går ud på.

Det guddommelige kommer ind i mennesket gennem hjertet og sjælen. Vi kan tage imod det og lade os opfylde af det. Vi kan blive et med vores kald og gå i frihed i livet.

Samtidig vil vi kunne opleve at få fat i selv livets nerve, hvor verden åbner sig i stor intensitet, hvor alt bare vibrerer, hvor fantasien brager løst, og vi føler, at vi nærmest kan alt. Men vi vil aldrig kunne gøre det på bekostning af andre.

Hvis vi modsat bryder med denne frihed, bliver vi grumsede og begynder at designe vores egen virkelighed. Vi mister også overskud og umiddelbar livsglæde. Verdenshistorien er rig på historier herom. Men den er også rig på historier om mennesker, der søger deres egen vej for at finde tilbage til sandheden igen.

Sandheden vil altid vende tilbage, fordi vi er skabt i sandhed og til sandhed. Når vi lever efter sandheden, kan vi altid kigge os selv i øjnene.

Nåden og tilgivelsen er, at uanset hvad vi har lavet i livet, og uanset hvem vi er, vil vi kunne giv slip ind i sjælens og det guddommelige perspektiv, og kunne blive mødt præcis som dem, vi er.

Det betyder jo ikke, at vi ikke er bundet af vore handlinger, men vi kan, hvis vi ønsker det, komme tilbage på sporet, tilbage til os selv. Hvis vi har gjort noget i forhold til et andet menneske, som ikke var i orden, fordrer det, at vi selv gør noget for at møde dette menneske igen, og at komme tilbage på sporet ad den vej.

Sandheden findes i øvrigt meget ofte ikke foran, ikke bag ved, ikke før og ikke efter, men midt i en problematik. Det betyder også, at man godt kan kæmpe imod noget, hvor sandheden i virkeligheden ligger midt i det hele, og kun kan nås, når man slipper sin modstand, og lærer at tage imod.

Jeg er så privilegeret, at jeg nogle gange mærker bunden af mig selv, og ved, at jeg ikke kan komme længere. Til gengæld ved jeg også, at alt lader sig udfolde, hvis vi stille og roligt møder det i positivitet og ærlighed.

Det er altid bedst af gøre sådan noget sammen med andre gode mennesker, der vil en det godt, ligesom jeg jo altid vil og altid har villet det bedste for dem, som jeg er sammen med.