Det guddommelige univers er lige så logisk som det menneskelige

At åbne bevidstheden ind i det guddommelige univers er kun muligt, hvis jeg samtidig evner at slippe alt det, der binder mig.

Man skulle tro, at det tungeste i livet var mursten og den slags ejendom. Men min erfaring siger mig, at egoet med alle dets forestillinger om sig selv er langt tungere. Det hænger formodentlig sammen med målestokken. Vi ved jo godt, at mennesker med stor karisma tiltrækker sig store folkemængder. De evner at have publikum i deres hule hånd, og dermed også publikums penge. Jo, der er en klar sammenhæng mellem penge og energi som sådan, men også mellem størrelsen på et ego og på ulysten til at slippe.

Det gælder i øvrigt også i en relation, at jo mere vi lukker hinanden ind i hinandens liv, jo smukkere kan det bliver, modsat at vi binder hinanden.

Jo, der er mange sjove paradokser, men i virkeligheden er de meget logiske.

Det guddommelige bliver kun tydeligt, hvis vi giver slip på det, der binder.

Det forstår vi, når vi lever det. Men det er vigtigt, at vi også giver os selv tid til at forstå det. At vi ikke bare tager det for givet.

Det guddommelige er, at livet har en kvalitet i sig selv.

En lethed. En enkelthed. En åbenhed. En ærlighed.

I sjælens og det guddommelige univers hersker enkelthed.

Denne enkelthed har det bøvlede menneskevæsen ikke forstand på og ikke ønske om at forstå. Der er ingen samtale mulig, så længe egoet fylder og regerer. Så ser det kun sig selv.

Det guddommelige univers er kærlighed. Potentiel og gennemført kærlighed.

Gud skabte mennesket i sit billede. Meningen var på den måde, at mennesket skulle lære at udfolde sin guddommelighed, som er ubetinget kærlighed.

At mærke Guds kærlighed er at mærke sig selv i hele sit væsen. Mærke sig selv som et helt væsen. Mærke livsglæden ud i alle led, ude i alle celler. Det er meningen med livet. Vi skal lære at være sande mennesker, i kød og blod. Vi skal lære selv at være gennemført kærlige.

Det guddommelige er den ypperste udfoldelse af vores menneskevæsen. Det er, at vi bare får lov til at være os selv, og er det i stor taknemmelighed.

Det guddommelige er det sande og det smukke, som har en kvalitet og en værdi i sig selv. Kunsten er som mennesker at møde det som sådant, og ikke tro, at det er noget til ejendom eller personlig vinding.

Alt i mennesket lader sig udfolde positivt, er min fortælling. Jeg har fået lov til at opleve det selv. Men det fordrer, at vi i alt siger ja og lukker op. Og giver mig selv den fornødne tid.

Jeg har i øvrigt også altid haft den nødvendige ydmyghed, som jeg har erfaret, mange andre ikke har.

At glæde sig over glæden i sig selv er noget af det smukkeste, jeg har oplevet, og det har jeg gjort i mange sammenhænge.

At udfylde og udfolde sig selv som menneske kan kun lade sig gøre, hvis jeg samtidig også giver tid og plads til andre. Det er ikke mit eget spejlbillede, men mit sande væsen.

Det er lige præcis denne forskel, der afgør, om vi forbliver kærlige væsener, som lader det guddommelige lys skinne gennem os. Sådan noget kan man altid se som et smil og et glimt i øjnene.

I processen skal vi  i alt lære at tage hensyn til hinanden. Vi kan og må aldrig springe over, hvor gærdet er lavest. Vi må aldrig kynisk kun tage hensyn til os selv.

Jeg skriver det, fordi jeg har oplevet det muligt. Og fordi jeg har oplevet det voldsomt misbrugt. I egoets dybe forsøg på selvhævdelse.

Meningen med livet er, at vi skal have glæden ind i livet, i alle aspekter, men aldrig på bekostning af andre. Aldrig for at hævde os selv i forhold til andre, aldrig for at snyde os til vores egen del af kagen, der på den måde går ud over eller rammer andre.

Det må og kan aldrig gå ud over andre, at jeg oplever sand glæde i livet.

Livet er til, for at det skal være godt. Og for at vi skal gøre det gode.

Jeg har oplevet det i alle facetter, og oplevet, at det er muligt. Det er min fortælling.

At kaste skygger er det første skridt til at give dyret plads og slippe vores positive spejling af hinanden. Vi kan altid mærke, om vi er der for hinanden, eller om skyggerne er i spil.

Man kan ikke snyde sig til sjælen, til ærlighed, til oprigtighed, til sand livsglæde. Adgangsbilletten er autensitet.

De regler, som vi benytter os af som mennesker, som vi finder meget fornuftige, har alle deres udspring i noget sandt. Men det er ikke givet, at de i menneskeverdenen håndteres sådan. Her bruger man dem ofte adskilt fra deres oprindelige sande kontekst.

Det svarer til den dårlige gentagelse, men også en situation, hvor egoet tager over, svarende til den første forkerte udgave af mig selv, hvor det kan være mit billede af mig selv og ikke længere mig selv fra mit sande sted, der taler.

En hvilken som helst problematik lader sig anskue fra en højere og fra en lavere bevidsthed.

Det vil normalt være menneskevæsenet, der er den begrænsende størrelse, som der skal tages et særligt hensyn til. Det gælder ikke mindst, hvordan man vender ordene, og i hvilken rækkefølge man skal præsentere et ømfindigt problem.

Fra et guddommeligt perspektiv er der regler omkring kærligheden, der skal overholdes. Dem kan vi godt få adgang til, når vi bliver mere fintfølende og lærer at navigere i sjælen, og at sætte os selv til side.

Vi kan ofte mærke, om det er sundt og sandt, hvad vi har fat i, om det åbner og lukker i forhold til kærligheden.

Mange mennesker er meget bundet til deres instinkt. Det gør dem endimensionale og ofte også ufølsomme, måske kolde og kyniske.

Vi har mulighed for at møde de hårde sider i os selv og lade dem transformere ved hjælpe af sjælens lys. Det kræver øvelse. Det kræver et dybfølt ønske om at gøre det. Det fordrer også, at vi evner at give slip i forhold til sjælen. Så vil vi kunne få gaver og stor glæde.

Men hvis ikke vi ønsker at slippe, og det kan være hvad som helst, som vi hænger fast i, kan der være lang vej hjem, hvis hjem er at give plads til sjælen.

Set fra et højere perspektiv gælder præcis de samme regler om ordenlighed, om at kunne stå inde for sig selv.

Der er i udgangspunktet ikke noget, der er forkert, så længe vi gør det i kærlighed.

Tanken om, at vi aldrig må skade andre, er selvfølgelig rigtig, men ikke tilstrækkelig.

Vi har pligt til altid at behandle andre ordentligt.

Dermed undergår man den udspekulerede passivitet, som nogle praktiserer over for andre.

Jeg har oplevet det besynderlige, at andre prøver forsætligt ikke at være gode, men uden at være onde. En meget besynderlig adfærd.

Passivitet i adfærd sætter sig naturligvis i sindet, på samme måde som autentisk adfærd gør os glade og gennemsigtige.

Der er ingen, der er hævet over disse logiske regler om ordentlighed.

Når man gør nogen ondt med vilje, også uden det er fysisk, så sætter det sig i systemet, og kan kun fjernes igen, hvis de handlende meget specifikt handler ind idet, som de godt ved, hvad mere præcist går ud på.

Det guddommelige kommer ind i mennesket gennem hjertet og sjælen. Vi kan tage imod det og lade os opfylde af det. Vi kan blive et med vores kald og gå i frihed i livet.

Samtidig vil vi kunne opleve at få fat i selv livets nerve, hvor verden åbner sig i stor intensitet, hvor alt bare vibrerer, hvor fantasien brager løst, og vi føler, at vi nærmest kan alt. Men vi vil aldrig kunne gøre det på bekostning af andre.

Hvis vi modsat bryder med denne frihed, bliver vi grumsede og begynder at designe vores egen virkelighed. Vi mister også overskud og umiddelbar livsglæde. Verdenshistorien er rig på historier herom. Men den er også rig på historier om mennesker, der søger deres egen vej for at finde tilbage til sandheden igen.

Sandheden vil altid vende tilbage, fordi vi er skabt i sandhed og til sandhed. Når vi lever efter sandheden, kan vi altid kigge os selv i øjnene.

Nåden og tilgivelsen er, at uanset hvad vi har lavet i livet, og uanset hvem vi er, vil vi kunne giv slip ind i sjælens og det guddommelige perspektiv og kunne blive mødt præcis som dem, vi er.

Det betyder jo ikke, at vi ikke er bundet af vore handlinger, men vi kan, hvis vi ønsker det, komme tilbage på sporet, tilbage til os selv. Hvis vi har gjort noget i forhold til et andet menneske, fordrer det, at vi selv gør noget for at møde dette menneske igen, og at komme tilbage på sporet ad den vej.

Sandheden findes i øvrigt meget ofte ikke foran, ikke bag ved, ikke før og ikke efter, men midt i en problematik. Det betyder også, at man godt kan kæmpe imod noget, hvor sandheden i virkeligheden ligger midt i det hele, og kun kan nås, når man slipper sin modstand, og lærer at tage imod.

Jeg er så privilegeret, at jeg nogle gange mærker bunden af mig selv, og ved, at jeg ikke kan komme længere. Til gengæld ved jeg også, at alt lader sig udfolde, hvis vi stille og roligt møder det i positivitet og ærlighed. Det er altid bedst af gøre sådan noget sammen med andre gode mennesker, der vil en det godt, ligesom jeg jo altid vil det bedste for dem, som jeg er sammen med.