Det absolut nødvendige

Uanset hvem man er, eller har været, har man bare at opføre sig ordentligt. Det kan på ingen måde fraviges.

Intet mennesker har retten til eller over et andet menneske.

Intet menneske behøver at underlægge sig et andet menneske.

Vi har suverænt retten til alt i vores eget liv. Det er et ubetinget udgangspunkt for ethvert menneske.

Disse vilkår gælder, inden andre overhovedet kommer i spil. Og de kan ikke fraviges, uanset hvad man måtte have af mærkelige undskyldninger.

At opføre sig ordentligt er det, der gør mig til et godt menneske. Det sker ikke af sig selv.

Vi kan kun være ordentlige mennesker, hvis vi også positivt formår at gå ind i mørket, og at opløse, hvad der måtte være derinde, for at frigøre os selv.

Vi skal forpligte os til, også at være villige til at gå ind i vores eget mørke, når det forhindrer os i at se klart.

Den gode har altid retten på sin side. Hvem den gode er, kan man ikke skændes om. Det ved man godt, hvis man er ærlige.

Det absolut nødvendige er der, hvor jeg kan mærke min egen energi, der vil føre mig et bestemt sted hen.

Et sådant træk er i virkelighed en velsignelse. Sjælen vil vise mig, hvilken vej jeg skal gå. Og min opgave er at følge denne bevægelse, positivt at være i min skæbnes energi.

Når munke i Himalayabjergene går afsides for at meditere i månedsvis, er det for at gøre sig klar til mødet med Gud.

De gør det med et absolut minimum af bekvemmeligheder. Nogle gange kun med en klædedragt.

Da Frans i Assisi forlod sin far og dermed sin udsigt til at blive som faderen, afklædte han sig alt sig tøj på byens torv, og fik en enkel klædning over sig. Derpå gik han op i skovene i nærheden, sammen med sine munkevenner.

De søgte hver for sig et sted i skoven, hvor de også satte sig, i dagevis, uden andet formål end at være med det, der var.

Det var i den forbindelse, at den simple sandhed kunne manifestere sig, kontakten med noget større.

Det er, som Frans sagde til mig, Skærtorsdag 2019, at være i sig selv og med sig selv, meget selvdisciplineret.

Det var på tilsvarende måde, at Clare kom ind i ordene, hvor kun mænd måtte komme, og hvor Frans derfor klippede håret af hende.

Det hele handler om at være nøgen for Gud, at være sand i sit væsen. Kun derved vil sandheden kunne komme igennem. Ved at slippe alt, hvad vi ikke har brug for. Og ved at være, præcis, hvad vi er, hvor vi er, uden distraktioner.

Hvis noget skal have status i mit liv, så skal jeg sætter handling bag ved ord, eller lade ord efterfølge af handling.

Jeg skal gøre alvor af, hvad jeg godt kunne tænke mig, hvis jeg ønsker det udført i virkeligheden.

Som en skygge vil der aldrig kunne udfolde sig en realitet.

Sandhed er noget, vi gør i virkeligheden.

Formålet med livet i enhver form, er, at vi lander et sted, hvor vi kan slappe af og have det godt.

Vi skal ikke være i lommen på nogen. Der har vi ikke noget at gøre. Der har de ikke noget at gøre, altså i form af at have andre i deres emotionelle magt.

Mennesket er skabt til at være frit, og det er dermed målet med livet.

Vejen derhen kan være snørklet. Man skal altid passe på sig selv undervejs.

Vi har kun en krop, den skal vi altid tager vare på.

Det samme kan vi jo sige om vores mentale velbefindende.

Når uvejret er omme, så sidder vi tilbage i solen igen. Det er godt, ikke at have fået for mange skrammer på vejen.

Hvad skal der til, for at jeg kan blive i lyset?

For at jeg ikke begynder at miste min vitalitet og min livskraft?

For at jeg bliver ved med at være glad, og livet ikke lukker sig for mig?

Vi kan jo godt sænke overliggeren og spørge mere lavpraktisk, hvad jeg kan nøjes med af penge, for at kunne blive ved med at gøre det, jeg har lyst til.

Jeg oplever mig selv lidt højere oppe i Maslow’s behovspyramide, og er mere interesseret i mit kald i livet.

Hvad skal der til, for at jeg kan komme til at udbrede det budskab, som jeg kommer her for?

Selvfølgelig har jeg også fysiske behov, men jeg oplever at få meget hjælp og støtte, og ved, at det andet hænger meget fornuftigt sammen.

Men derfor er spørgsmålet alligevel interessant, for at afklare, hvor afbenede vi kan være, og alligevel evner at mødet livet i sin smukke og åbne form.

Vi var i Indien i 2003, min første rejse uden for Europa. Vi oplevede en verden, der på alle måder var radikalt forskellig fra den, vi kom fra.

Vi oplevede, at mennesker, der levede af næsten ingenting, altid havde et smil og et glimt i øjnene. Det gjorde et dybt indtryk på mig.

Så derfor er spørgsmålet om det absolut nødvendige alligevel interessant. Hvad kan vi nøjes med? Hvad er det vigtigste i livet, når det strammer til, og vi tvinges til at skulle reducere os selv mest muligt?

Det svarer vel til at blive efterladt på en øde ø.

At vide alt om civilisationen, men ikke umiddelbart at have adgang til noget af det.

Heller ikke relationelt.

Hvor lidt kan jeg klare mig med?

Hvad er minimum for at kunne overleve?

Hvad kan jeg ikke leve uden`

Hvad ønsker jeg ikke at leve uden?

Det sidste handler om nødvendig selvrespekt. Det handler ikke om binding, selv om det jo kan være meget relevant som spørgsmål.

Mine behov, der vedrører evolutionen, handler om, hvad min krop har brug for, men også om den sociale kontekst. Om at kunne beskytte sig mod dårligt vejr, men også mod fjender i enhver forstand.

I Maslow’s behovspyramide er det det nederste område.

Sjælens område er, i denne pyramide, det øverste område.

Det handler om kontakten ind i evigheden, som jeg kan få ved mødet med sande mennesker.

Dette behov er lige så reelt som de fysiske.

Behovet for at blive rørt af et levende menneske.

Behovet for at udveksle ærligt og ubetinget.

Et menneske er både dyr og sjæl, og derfor har det fra begge disse former behov, der skal opfyldes eller tilfredsstilles.

Kernen er der, hvor jeg bliver virkelig.

Hvis vi er presset i bund, rammer vi på et tidspunkt et eksistensminimum. Og hvordan håndterer vi det? Hvor lidt kan vi nøjes med?

Spørgsmålet stilles for at afklare, hvordan det hele virker i os.

I en sådan situation vil jeg, tydeligere end i andre, mærke mig selv som én. Men jeg vil også opleve, hvordan alle dele i mig hænger sammen og virker sammen.

Jo mere minimalt jeg lever, jo tydeligere vil det blive, hvad jeg savner mest i livet, hvad der betyder allermest for mig, og måske også, hvad jeg værdsætter mest, når alt andet er skrællet af.

Fysiologisk vil kroppen søge mod sit eget minimum, hvis jeg bringes i en mangelsituation.

Men sjælen vil også manifestere sig med et overlevelsespotentiale, hvor sandhed og kærlighed nu står meget stærkere end i situationer, hvor vi har alt det, vi peger på.

Det er en god anledning til at forstå, hvad disse dele hver især består af.

Og hvem jeg allerhelst vil være sammen med. Det ved jeg godt.