Den kyniske voksenattitude

Den kyniske voksenattitude, der findes i alle miljøer, siger:

Jeg skal ikke tage hensyn til andet end mig selv og måske min egen familie.

I det omfang jeg er i en arbejdsmæssig kontekst, er der selvfølgelig nogle professionelle hensyn, jeg skal tage.

Jeg forhandler løn regelmæssigt, og det skal selvfølgelig vigtigt.

Hvad jeg har forhandlet mig til, er mit, og ingen andens.

Voksne gør typisk noget, som de kan tjene penge på, herunder vidensformulering, og så er de ligeglad med resten.

Jeg betaler den skat, som jeg er blevet pålagt, men vil selvfølgelig gerne betale mindre.

Mine begreber er defineret af den arbejdsmæssige kontekst og af min familiemæssige status. De rækker ikke længere end at tilfredsstille, at de berørte har det godt.

Vi svarer hver for sig. Det er vigtigt, at vi har de ting, vi skal bruge.

Vi sørger for at have alt det nyeste inden for elektronik, så vi aldrig keder os, og altid har en oplevelse af, at vi ikke er dårligere stillet end naboen, eller hvem vi nu socialiserer med, og sammenligner os med.

Hvad der er mit, er mit, og resten er jeg ligeglad med.

Hvis jeg har min familie, tager jeg hensyn til den.

Så længe de altså hver især overholder husreglerne.

Det handler hele tiden om at rette ind i forhold til det, der nu gælder i dette hus.

Reglerne er defineret af den økonomiske og materielle standard.

Og den eller dem, der i øvrigt har magten i huset, med sine særlige indfald og ideer.

Inden for denne materielle standart gør vi det, som passer os.

Hvis jeg er enlig, definerer jeg reglerne på samme måde.

Hvis det passer mig, tager jeg en partner ind og kasserer vedkommende, når jeg ikke gider have ham eller hende mere.

Seksualitet i alle disse miljøer klarer vi med en hånd, i hvert sit rum.

Alternativt laver vi regler, hvis vi er to.

Utroskab er vel ok, bare der ikke bliver snakket om det.

Alt bliver kedeligt med tiden. Så er det vil, for husfredens skyld, og fordi seksualiteten går i stå, i orden at bolle uden om.

Hvad jeg gør, rager kun mig selv. Jeg må selv finde ud af at holde mig slank.

Jeg finder min egen identitet i spejlet.

Jeg har vel en vennekreds, der opfører sig nogenlunde ligesom mig.

Vi går i teatret, på kunstudstilling, i biografen. Der er også andre underholdningstilbud.

Der er yoga og clairvoyante til at styre det, som handler om livet sådan mere spirituelt.

Der er i øvrigt ingen sammenhæng mellem mennesker.

Politikerne tager sig af resten.

Der er ingen religion, eller kun hvad folk selv kunne finde på.

Der er ikke nogen dybere sammenhæng at tage hensyn til.

Væggene i mit hus definerer, hvad jeg gider at forholde mig til..

Jeg er ikke noget i mig selv.

Jeg skal ikke tage hensyn til andet end mit eget udseende, mit eget spejlbillede, min egen fysiske form, min egen pengepung, min egen indtægt, min egen pension, mit eget budget. Der er ikke andet, der afgørende betyder noget i livet.