Den karmiske ballast

Vi kan forfine evnen til at forstå vores kald.

Så slipper man for en masse omveje.

Så længe man gør det, man skal, har man en bred landevej at bevæge sig på.

Der er selvfølgelige indsnævringer undervejs.

Men hvor der er vilje, er der altid vej.

Vejen er brolagt med sandhed. Vi skal bare vende rigtigt.

Ærlighed er at tillade mig selv at være sand, uanset hvad.

Vi har alle sammen noget med os fra tidligere liv.

Når vi inkarnerer, kommer dette noget ind gennem vores sjæl, i form af et meget lille jeg og en meget lille bevidsthed.

Hvordan det virker, ved jeg endnu for lidt om.

Men det er oppe imod det instinkt, som vi har inkarneret i, altså den fysiske krop, kombineret med det sociale og egoistiske træk, som vi selv er medskabere af.

Et svagt jeg vil være tilbøjelig til at underordne sig et socialt hierarki, som historisk altid har faderen og moderen som de første magtudøvere.

Et stærkt jeg vil være tilbøjeligt til at lade andre underordne sig, med anvendelse af de straffeforanstaltninger, som det sociale hierarki tilbyder. Det kan være både retfærdigt og ondskabsfuldt.

Jo mere instinktet fylder, jo mere ondskabsfuldt vil det være.

Jo mere sjæl, jo mere medmenneskeligt og retfærdigt vil det være.

Jeg forholder mig i denne udredning alene til, hvad jeg logisk kan slutte mig til, og hvad jeg selv oplever.

Når og hvis vi selv har indflydelse på det, er det jo vigtigt at finde miljøer og mennesker, der støtte op om en optimal udfoldelse af sjælskvaliteter.

Nogle inkarnerer i et hårdt miljø, fordi de har brug for at lære livet på den hårde måde.

Det kan hænge sammen med, at et menneske nemt bliver lidt for mageligt, og glemmer de dybe og egentlige pligter og aftaler i livet. At man altså, inden man inkarnerer, så at sige tvinger sig selv til at gå i lidelse, hvor sjælens indflydelse er den eneste måde at frigøre sig selv på.

Mens vi lever, udfoldes både sjælen og instinktet i os. Hvilken styrke de forskellige dele har, tror jeg, afhænger af den styrke, som ligger gemt i sjælen, kombineret med det tryk, man som menneske oplever udefra, i sin barndom først og fremmest.

Mennesket har hidtil ikke være særligt god til på en harmonisk måde at udfolde sig selv i puberteten, som er det tidspunkt, hvor de individuelle færdigheder for alvor skal stå sin prøve. Altså hvorvidt og hvor meget jeg evner at stå i mig selv og min egen seksualitet.

I denne fase af livet har instinktet haft så meget fat, at mennesket hidtil ikke er lykkedes med at forstå, at seksualitet er hellig, og skal bruges til en positiv udfoldelse af de individuelle færdigheder i livet.

Positiv seksualitet lukker op for selvtillid, livsglæde, fantasi, at turde noget, at ville noget, sammen at skabe noget, Sidst, men ikke mindst: muligheden for ligeværdig udveksling, og ærligt at give og at modtage, ikke bare for at få noget igen.

At lukke op for sig selv og hinanden på den måde er at lukke op for kærlighedsevnen på et mere dybt plan, fordomsfrit at lære i sandhed at kigge på sig selv og hinanden. At være med sig selv og sine positive muligheder.

Hvis seksualitet alene bruges til at give sig selv og hinanden en hurtig udløsning, mister man de positive muligheder, som ovenfor er skitseret. Og så bliver man socialt og menneskeligt afstumpet. Det kan ikke undgås.

I barndommen dannes primære overbevisninger, som er sjælens måde at overleve på. En primær overbevisning er en skævvridning i forhold til en sund og sand selvopfattelse, hvor sjælen har mulighed for at manifestere sig.

Jeget er udtrykt i hver enkelt af de primære overbevisninger som en overlevelsesstrategi.

Det er afgørende for det videre forløb, at dette jeg ikke tager og får magten i livet, hvor mennesket stiller sin egen kraft bagved.

Det er vigtigt, at det sande jeg, der kommer fra sjælen, og den sande bevidsthed, der også er dybt forankret, får lov til at gøre sig gældende.

På et tidspunkt må ethvert menneske vælge mellem de to former, egoet og det jeg, der opstår ved at gå vejen, at gøre det, som man inkarnerede for.

Mange mennesker forfalder til at lade sig styre af det falske jeg og lader dermed den fysisk inkarnation være magnet i forhold til alle væsentlige beslutninger.

Det sidste kan også udtrykkes ved, at instinktet får magten, og dermed nogle ydre omstændigheder, der kan handle om materielle ting, familiære bindinger, karrierenæssige træk, der bliver vigtigere end den dybe sandhed, prestige i forhold til uddannelse og job. Der er mange fælder, hvis vi skal holde dette træk op mod den dybe sandhed, som potentielt kan blive et alternativ.

Det sidste er samtidig kontakten til sjæl, evighed, sand glæde, dybde i livet, ægte kærlighed, og mange andre former, der udspringer af sjælen og det guddommelige univers, som vi er skabt af.

Når vi lader os styre af sandheden, siger vi ja til at lade den få et afgørende ord. Så kan vi også nemmere mærke, hvad den vil os.

Den dybe sandhed vil altid trække i os, især når vi i vore handlinger er på vej mod noget usandt. Vi mærker det i form af dårlig samvittighed. Jo mere vi lader os orientere mod den dybe sandhed, jo mere kan vi mærke, hvad vi i hvert nyt øjeblik skal og bør, men på den gode måde.

Sjælens dybe indflydelse er ordløs og kærlig og udramatisk i sin form. Det vil os det kun godt.

Og den vil selvfølgelig, at vi giver slip i alt, så vi kan lære, hvad livet indeholder af noget fantastisk mirakuløst, når vi lader det.

Det vil det stædige instinkt selvfølgelig ikke høre tale om. For mage til nonsens!

Det hårde instinkt vil ikke vide af, at verden kan være andet end hård og kynisk.

Selv om nogle kan finde på at hævde noget andet, er deres virkelighed en illusion, altså i følge den kyniske voksen, der vil forsvare sin base med næb og kløer.

Man kan altid se på mennesker, om de går i modstand, eller om de har ladet det gode liv få den afgørende plads i livet.