Den indre dialog

Der foregår i alle mennesker en indre dialog, hvor forskellige positioner giver sig til kende.

Det afhænger af min egen frigjorthed, hvilke elementer der deltager i denne dialog.

Jo mere låst jeg er, jo mere bastante vil positionerne være.

Jo mere fri jeg er, jo mere vil jeg kunne få kontakt med det sande i mig, og dermed min fleksibilitet, min sjæl.

Voksenlivet kan sagtens være en bastion, hvor forskellige elementer supplerer hinanden, så man aldrig kommer i nærheden af sin egen sande virkelighed.

Andre mennesker indgår ofte og gerne i et rollespil, så man på den måde bekræfter hinanden, og kan koncentrere kræfterne om, hvem der scorer det næste mål, og hvordan det sker, altså i et forum, hvor jeg ikke selv kan gøre en forskel.

Rollespil findes i alle genrer af menneskeligt samvær, og gør os ufleksible og forudsigelige, men bestemt også kedelige, i hvert fald når tæppet går ned.

Dårlig og tom underholdning er der rigeligt af. Også mange andre måder at stive sig selv af på.

Alt imens man på den måde skaber en verden omkring sig, dør man indvendigt.

Med mindre man afgørende ønsker det anderledes.

Så længe der er hul igennem til sjælen, er der håb.

Men jeg skal selv ville noget andet, og selv aktivt gøre noget andet, hvis jeg ønsker, at noget andet skal fylde og virke i mit liv.

Hvilken stemme får det sidste ord i den indre dialog?

Svaret på dette spørgsmål er helt afgørende for, hvilken vej jeg vælger i livet.

Så enkelt er det, og så vigtigt er det, at jeg altid er ærlig over for mig selv.

Jeg er mere tilbøjelig til ikke at ville være ærlig over for andre end over for mig selv. Her er der som regel flere niveauer i spil, og jeg har aldrig lyst til at tabe ansigt.

Men derfor kan jeg jo godt være ærlig.

At tabe ansigt kan være forbundet med det, som med en fællesbetegnelse kan kaldes mit ego.

Det er en sjov kombination af selvopfattelse, det udtryk jeg giver, når jeg møder andre, ønsket om ikke at lave fejl eller træde ved siden af, frygten for at blive kasseret, og mange andre begrundelser.

Høj bevidsthed kan få mig til at skille alle disse begrundelser ad, så jeg ikke konstant går i forsvarsmode. Men jeg skal ville det selv.

Der er altid flere niveauer på spil i mig selv, hvis jeg er åben over for det.

Hvor jeg selv placerer mig i forhold til disse niveauer, handler meget om selvbevidsthed, om ordentlighed, om ærlighed, og om at turde kigge på det. At være villig til på den måde at kigge på mig selv.

Jo mere lukket, jo mere kaster jeg skygger, og jo mere ser jeg mig selv som noget entydigt positivt, eller noget entydigt negativt.

Helt ubevidst er jeg måske bare en sladderspalte, der kun fortæller om noget, som jeg overhovedet ikke kan lave om på. En tom skal.