Den indre dialog

At noget kan gøres anderledes, kommer fra sjælen, når vi giver slip.

Hvorfor skal vi give slip? Svar er enkelt: for stilfærdigt at kunne kigge på alt, hvad der dukker op, også i os selv.

Instinktet ønsker ikke under nogen omstændigheder, at der skal laves om på noget, uanset at det er til det bedre.

Instinktet er konservativt, konformt, restriktivt, deklasserende, ekskluderende, bedrevidende. Det gælder også, når det udtrykker sig i form af et kæmpestort ego.

Den indre dialog som en konstruktiv og åbne ledsager er mulig, når vi lader sjælen komme i spil, og slipper instinktets dybe konformitet.

At være i sig selv, uden at kaste skygger, er noget, som kun ganske få mennesker mestrer.

Men det er temaet for Ny Tid. At lære at møde os selv og andre, præcis sådan som vi er, og ikke sådan som vi gerne vil se og selv og hinanden.

Sandhed og kærlighed går forud for forventninger og forestillinger, som man gerne vil have til at passe med sit eget billede.

At være sig selv, også selvfølgelig at anerkende, at jeg ikke har svar på alt, og at jeg evner at være i min usikkerhed, i stedet for i automatadfærd bare at projicere den belejligt ud i omverdenen.

At mærke sig selv indefra er at mærke sit instinkt indefra.

Hvis jeg kan undgå at kaste skygger, svarer det til at få lyset ind i mig selv.

Når jeg ikke kaster skygger, så er jeg ikke hård i min attitude.

Vi kan godt kalde det at elske sig selv, men det er måske lige så rigtigt at kalde det at have et stilfærdigt og realistisk forhold til sig selv.

At mærke sig selv stilfærdigt og positivt er muligt alene, men også i en ærlig relation, hvor vi endnu ikke er begyndt for alvor at kaste skygger og spille roller.

Rollespil er et dårligt udgangspunkt for selverkendelse.

Jo mere hjertet er i spil i kærlighed og ærlighed, jo større chancer er der for at forstå både mig selv og den anden.

Vi skal begge have en reel vilje, hvis vi sammen ønsker at gennemtrænge misforståelser og konflikter.

At kunne være inde i sig selv. At mærke sig selv i hele sin form, hele sin udstrækning.

At mærke sig selv som en fleksibel form. Og at vide, at denne form i en relation er noget, jeg skal vide at have fat i i mig selv. At det ideelle i en relation er, at begge parter kan være i deres egen form, og dermed ikke lægger beslag på noget i hinanden eller i sig selv.

En sand relation er, at vi fra denne suveræne position i os begge kan formidle, kommunikere, udveksle, på alle måder, og frem for alt begge være i vores hjerteenergi, som er kærlighedens forudsætning.

Det er den sande måde, ikke at kaste skygger, og at begge har kapaciteten og viljen til altid at mærke sig selv og hinanden. Og at give sig den tid, det er nødvendigt, for at finde ud af, hvad det betyder i praksis.

Det kræver stor selvbevidsthed, stor frihed, og at man ikke negativt er bundet, hverken til hinanden, eller til nogle ydre former, heller ikke materielt.

Man vil altid, i et udviklingsforløb, oprigtigt skulle forholde sig til noget inde i sig selv. Intet er givet på forhånd, og vi skal anerkende, at der er meget, som vi ikke har svar på.

Hvis vi er vant til at have svar på alt, så er vi galt på den. For livet er også usikkerhed. Den skal vi først og fremmest give plads til i os selv.

Vi har alle indre processer, også tankeprocesser. Og vi skal alle lære at være med usikkerhed. Så længe man ikke har lært det, vil man være tilbøjelig til at kaste skygger, for på den måde at fjerne sin egen usikkerhed.

Så længe et andet menneske ikke er gennemført ordentligt, gør man klogt i at føre dialogen på de indre baner.

Det handler ikke om ikke at have tillid, men at lade tanker og følelser udfolde sig inde i mig selv, inden jeg sender dem udenfor, med risiko for, at der sker noget ubehageligt.

Når der er tillid, er der jo ikke noget at være bekymret for. Og vi skal selvfølgelig gøre alt for at skabe tillid og respekt.

Man bliver ikke fri i sit udtryk uden aktivt at gøre noget for det.

At komme ind bag sig selv. At kigge på det, man gør, og det, man er, på en måde, hvor man ikke dømmer, men lader det opstå og være, som kommer.

At undlade at kaste skygger er at se alt, som det er, både i mig selv og i andre.

Der foregår i alle mennesker en indre dialog, hvor forskellige positioner giver sig til kende.

Det afhænger af min egen frigjorthed, hvilke elementer der deltager i denne dialog.

Jo mere låst jeg er, jo mere bastante vil positionerne være.

Jo mere fri jeg er, jo mere vil jeg kunne få kontakt med det sande i mig, og dermed min fleksibilitet, min sjæl.

Voksenlivet kan sagtens være en bastion, hvor forskellige elementer supplerer hinanden, så man aldrig kommer i nærheden af sin egen sande virkelighed.

Andre mennesker indgår ofte og gerne i et rollespil, så man på den måde bekræfter hinanden, og kan koncentrere kræfterne om, hvem der scorer det næste mål, og hvordan det sker, altså i et forum, hvor jeg ikke selv kan gøre en forskel.

Rollespil findes i alle genrer af menneskeligt samvær, og gør os ufleksible og forudsigelige, men bestemt også kedelige, i hvert fald når tæppet går ned.

Dårlig og tom underholdning er der rigeligt af. Også mange andre måder at stive sig selv af på.

Alt imens man på den måde skaber en verden omkring sig, dør man indvendigt.

Medmindre man afgørende ønsker det anderledes.

Så længe der er hul igennem til sjælen, er der håb.

Men jeg skal selv ville noget andet, og selv aktivt gøre noget andet, hvis jeg ønsker, at noget andet skal fylde og virke i mit liv.

Hvilken stemme får det sidste ord i den indre dialog?

Svaret på dette spørgsmål er helt afgørende for, hvilken vej jeg vælger i livet.

Så enkelt er det, og så vigtigt er det, at jeg altid er ærlig over for mig selv.

Jeg er mere tilbøjelig til ikke at ville være ærlig over for andre end over for mig selv. Her er der som regel flere niveauer i spil, og jeg har aldrig lyst til at tabe ansigt.

Men derfor kan jeg jo godt være ærlig.

At tabe ansigt kan være forbundet med det, som med en fællesbetegnelse kan kaldes mit ego.

Det er en sjov kombination af selvopfattelse, det udtryk jeg giver, når jeg møder andre, ønsket om ikke at lave fejl eller træde ved siden af, frygten for at blive kasseret, og mange andre begrundelser.

Høj bevidsthed kan få mig til at skille alle disse begrundelser ad, så jeg ikke konstant går i forsvarsmode. Men jeg skal ville det selv.

Der er altid flere niveauer på spil i mig selv, hvis jeg er åben over for det.

Hvor jeg selv placerer mig i forhold til disse niveauer, handler meget om selvbevidsthed, om ordentlighed, om ærlighed, og om at turde kigge på det. At være villig til på den måde at kigge på mig selv.

Jo mere lukket, jo mere kaster jeg skygger, og jo mere ser jeg mig selv som noget entydigt positivt, eller noget entydigt negativt.

Helt ubevidst er jeg måske bare en sladderspalte, der kun fortæller om noget, som jeg overhovedet ikke kan lave om på. En tom skal.