Bindinger

En binding er først og fremmest en binding til og i mig selv, som jeg ikke vil slippe.

Alt andet bliver forvrænget af denne tilstand, og forvrængningen virker, lige så længe jeg krampagtigt holder fast.

For et bundet menneske er verden alt det, der sker uden for bindingen. Det, der foregår indenfor, er ikke til diskussion.

Og enhver form for verdensforståelse inkluderer under ingen omstændigheder mig selv, med mindre det positivt kommer mig selv til gode.

En binding virker først og fremmest ved at være selvforstærkende. At man selv bidrager til sin egen binding, både indadtil og udadtil.

At man bevidsthedsmæssigt gør alt for at overbevise sig selv og omverdenen om, at det er de andre, der er noget galt med, eller at jeg er et offer for noget, jeg ikke kan gøre noget ved.

Endelig kan jeg jo også vælge, som mange gør, at lade den del af verden, som jeg ikke har indflydelse på, være den objektive verden.

På den måde vedligeholder jeg mit eget mørke, og holder måske også andre i en skruestik.

Bindinger kan kun løsnes ved oprigtigt at ville det anderledes, ikke nødvendigvis som en programerklæring over for andre, men først og fremmest noget, jeg selv ønsker og aktivt gør noget for.

Bundetheden er alt det irrationelle ved et menneske.

Der hvor det krøller. Der hvor det ikke giver mening.

Der hvor man modsiger sig selv, ofte uden at vide det, eller at ville vide af det.

Måske også uden at ville erkende det.

Modsat det enkle og det ukomplicerede.

Som også kan findes i rollen. Og dermed snyde gevaldigt.

Fordi man tror på og regner med, at et menneske er frigjort.

Men bliver snydt noget så grusomt.

Fordi handling er styret af skygger og af bundet instinkt.

Mennesker, der er og står i sig selv, kan noget, som det bundne menneske ikke kan.

Og de er ikke styret af et ego, der drejer alt i en bestemt retning.

Enhver form for sandhed i instinktets verden er betinget.

I den betydning har sandheden kun relevans, for så vidt den understøtter en magtbase.

Magtbasen er blevet skabt af et menneske, der ikke vil slippe den.

Det er ikke svært at finde en gyldig argumentation i fortiden, da fortiden er historien om egoets vækst gennem magtudøvelse.

Det er kun ganske få historiske personer, der afgørende har levet et liv, hvor sandhed var vigtigere end at have magt.

Egoet er fantastisk stærkt og bombastisk.

Enhver, der har fået en fordel, vil gøre meget, måske alt, for at bevare og beholde denne fordel.

Det er det helt afgørende klimaproblem, vi står overfor, og det virker overalt, hvor nogen har skaffet sig et fortrin over for en anden.

Det er det stik modsatte af positivt at være der for hinanden, men det forhindrer ikke, at egoets kraft er den stærkeste overalt, hvor instinktet har mere magt end sjælen.

Denne magtkamp udspiller sig i mennesket selv.

Kristendommen har næstekærlighedsbudet, der taler ind i det samme. 2000 år har ikke, på det personlige plan, gjort en afgørende forskel. Ikke når det virkeligt gælder.

Enhver, der har en fordel, vil gøre meget for at fastholde denne fordel. Nogle griber til de mest horrible og ondskabsfulde løsninger, man kan forestille sig.

Det afgørende er, med hvilken intention man gør det.

Ikke at ville give slip på det, man har. Og også gerne bruge de forklaringer, der dukker op, bare for at slippe for at kigge dybere ind i noget.

Jeg får ikke fat i mig selv og min egen virkelighed, så længer jeg hænger fast i noget, jeg ikke vil slippe.

Når jeg giver slip ind i noget, vil jeg kunne opleve magi. Det fordrer, at jeg gør det ubetinget og af et rent hjerte.

Det rene hjerte er min passage ind i sjælen.

Instinktet vil gerne benægte, at noget er sandt, at det gode overhovedet findes.

Det bundne instinkt finder undskyldninger, og pakker sig selv ind i nye måder og nye former, hvormed det kan fortsætte benægtelsen af, at noget er, og at noget nogensinde har været sandt.

Instinktet i denne form er sin egen negation, sin egen negativitet, sit eget antiliv.

Voksenliv er stagnation, at energi sætter sig fast i bestemte former, der er styret af karriere, familieliv og sædvane.

Samtidig forsvinder spontanitet, umiddelbarhed og autensitet i udtryk.

Alt bliver kalkuleret, styret, kontrolleret, og den umiddelbare livsenergi bliver kvalt.

Det hele bliver vedligeholdt af rutiner, materielle og teknologiske rammer og former, der sikrer, at der ikke bliver plads til et reelt alternativ.

Det er det samme som at gøre instinktet til den del af et menneske, der har magten i livet.

Et farvel til sandhed og kærlighed i deres umiddelbare former.

At legitimere bindinger og autoritær styring af alt det væsentlige i livet.

I sjælens perspektiv går menneskets egen sandhed forud for dets bindinger.

Problemet er, hvis man ikke ønsker at give slip på sine bindinger. For så bliver sandheden ikke tydelig.

Sandheden er den form, vi kommer med, som ofte vil være skjult bag ved miljøpåvirkninger, der begynder i barndommen.

Sandheden er vores virkelige væsen, der i mange menneskers liv ikke får meget plads og bevågenhed.

Forklaringen på, hvorfor mennesker ikke vil forstå, ud over deres egen næsetip, er, at instinktet har sat sig fast som et panser, der blokerer alt i livet, der vil kunne give anledning til forståelse. Det handler om vilje, om intention, om åbenhed, om ærlighed. Hvis bare en af disse faktorer var indstillet på det, ville forståelse være muligt. Så det er en meget massiv fortrængning, der er på tale.

Forklaringen kan kun være, at der er noget i en selv, som man absolut ikke ønsker at kigge på og møde. At dette noget har antaget en defensiv form, der vækker stort ubehag og modvilje.

Jo mere man er bundet i sine lave aspekter, jo mindre formår man at se andre mennesker, som de er.

Hvis man er bundet af sit eget behov for tryghed og sikkerhed, er man ikke i stand til at anerkende et andet menneske, som det er.

Det er Maslows behovspyramide, hvor man ikke engang lykkes med at komme fri af de allerlaveste niveauer. Hvor man som menneske forbliver i dyb umodenhed.

Det er på dette lave niveau, vi finder Janteloven og andre former for infantil eksklusion.

Jo mere bundet man er, jo mindre disponibel energi har man i sig. Jo mere lever man gennem normer og fordomme.

Jo mere bundet man er, jo mindre kan man mærke og udfolde sin egen kærlighed, i alle tænkelige former.

Bindinger i denne forstand er psykisk energi, fastgjort til et andet menneske eller til ting i omgivelserne. Noget som jeg ikke vil slippe.

En binding skaber ufri former ved hjælp af hæmning, blokering, underkendelse eller undertrykkelse. Den virker ved at være selvforstærkende, Det er ligeson Berlinmuren.

En binding er en bastion, et fæstningsværk.

Hvis du nærmer dig, bliver du skudt!

En binding kan være som en betonklods eller en mur, hvor der overhovedet ikke er hul igennem.

Hvis en person stiller sig bag en binding, kan vedkommende blive ond eller hjerteløst kynisk.

Bindinger bruges både udadtil, som hårdhed, og indadtil, i al sin uforløsthed, til at skabe former af afhængighed.

Bindinger er altid instinkt, der er blevet gjort usmidigt og ufleksibelt. Det sker gennem attitude, intention, nødvendig tilpasning i kritiske faser af livet. Og det sker også bevidst, hvis man ikke er et ordentligt menneske, nogle gange ovenikøbet kalkuleret og ondskabsfuldt.

Man kan ikke altid selv løsne en binding, men man skal altid selv ville det eller ønske det, for at det kan ske.

Frigørelse ved egen kraft handler om, at man giver plads til et liv ved siden af, der måske ovenikøbet vil kunne løsne og frigøre den del af sig selv, der ligger i mørke, som er en anden måde at udtrykke en binding på.

Den frie vilje, så længe man er bundet, handler ikke mindst om, hvad man stiller op med de måder, som man er bundet på.

En binding kan være potentiel eller latent, hvor den næste handling kan være afgørende for, at vedkommende låser sig fast, og bliver urokkelig i sin måde at være på. Stiv eller stædig kan man også kalde vedkommende.

Man kan vælge at være usikker, skrøbelig, og så være med det. Men gør man det som skuespil, handler man igennem en binding. Så er det ikke sandt, og så virker det selvfølgelig ikke.

Oprigtighed er altid godt, især når man evner at adskille skidt og kanel, så man ikke handler oprigtigt gennem sin bundne form. Det kan ske, når man over for en anden udtaler eller udtrykker en sandhed meget ukærligt.

Man skal have så meget frihed i sig selv, at man er i stand til at gå bag om sig selv, så at sige. Kigge på et mønster i stedet for at udleve det.

Det sidste kan være meget skadeligt, og sætte både en selv og andre tilbage i udvikling.

Udvikling handler om, hvordan vi udfolder og udvikler energi, og hvordan vi udvikler og udfolder os selv. Kærlighed og sandhed er de bedste ingredienser til formålet, det bedste værktøj

Vi er altid ansvarlige for, hvad vi gør. Og i det øjeblik andre rækker ud efter os, og vi ved det og kan mærke, er vi i særligt grad ansvarlige.

Vi ved godt, hvad det handler om, hvis altså vi ved noget om, hvad ordentlighed er for noget.