Bevidsthed og sandhed

De fleste mennesker har en afstand til sig selv og det liv, som de lever. Det univers, de udtaler sig om, har ikke noget med dem selv at gøre. Det er måske sådan, de helst ser andre. Men en sådan måde at se verden på er uforenelig med den verden, som jeg beskriver. Jeg har altid mig selv med i min bevidsthed. Dermed får jeg også et mere sandt billede, hvor jeg ikke i udgangspunktet ekskluderer nogen eller noget.

Sandheden har brug for hele menneskevæsenet. Det har bevidstheden også.

Bevidsthed er den form, som sandheden skal opstå i.

Bevidstheden er vores opmærksomhedsfelt.

Bevidsthed er den måde, vi møder verden på.

Sjælen er den måde, kærligheden kommer ind i mennesket på.

Mennesket er den form, som sandheden og kærligheden skal opstå og udfolde sig i.

Det giver ikke nogen mening at forstå noget uden for sig selv, altså uden for det vækstlag, hvor bevidstheden skal opstå og udfolde, udvikle sig i.

Dette vækstlag har DNA som sin betingelse. Men også ro. Kærlighed. Omtanke. Omsorg.

Hvis man ryger ud af sig selv, mister besindelsen, får et hysterisk anfald, bliver bedrevidende, hård, kynisk, jaloux, så forstå man ingenting. Man forstår kun ved at være i sig selv. Punktum!

Vækstlaget handler grundlæggende om alt liv på Jorden, det som vi alle sammen er forbundet til og afhængige af.

Sjælen og bevidstheden er de former, der ved inkarnationen kommer ind i mennesket, så det ikke længere alene er styret af sin dyriske natur.

Sjælen kommer ind igennem jeget, hvis den får lov.

Sjælen og bevidstheden er de former, der gør, at mennesket kan kigge på sig selv, og at vi selv kan styre vore handlinger. Uden denne evne udlever det en automatadfærd, der baserer sig på erindring, hukommelse, simpel problemløsning, altid med overlevelse som det primære formål.

Bevidstheden er i sin grundsubstans lys. At kaste lys på noget er at aktivere bevidstheden.

Kærligheden er den form, som sandheden skal opstå i. At tage hånden omkring er at vække noget og lade det blive levende og dermed sandt.

Noget dødt kan ikke være sandt. Vi har ansvaret for at vække livet til live.

Bevidsthed, lys, kærlighed og sandhed. På mange måder sider af samme sag, men jo ikke det samme, fordi det handler om den form, som vi møder livet og os selv og hinanden på.

Livet umiddelbart er den form, hvor alt er til stede.

Fra den position kan man frit bevæge sig mellem niveauerne. Være i bevidsthed. Være med instinktet. Være med sig selv. At kigge på og at møde alt, hvad der er. Alt hvad der kommer.

Som voksen at kigge på sig selv giver nemt og ofte et forvrænget billede, fordi jeget næsten pr. automatik ser sig selv i en stivnet position. Sjælen tilbyder at kigge i stedet for at udleve.

At være i og med sig selv.

At være i sin guddommelighed er at have lys i øjnene og et smil på læben.

Når et menneske identificerer sig med en position, får det et udtryk i verden. Denne identifikation kan være sand og give et ukompliceret udtryk.

Hvis man identificerer sig med noget falsk, er det måske et ego, som man går ud i verden med. Ego betyder egentlig jeg, men bruges til en beskrivelse af et fordrejet jeg, eller et jeg, der fordrejer sig selv. Det giver god mening at skelne på den måde, fordi det falske jeg spiller en stor rolle blandt mennesker.

Et ego favoriserer sig selv. Hvis det er falsk, skaber jeg et falsk selvbillede, hvor jeg sætter skel mellem mig selv og min omverden.

Sandheden er det enkleste af alt. Det er usandheden, der komplicerer.

At elske hinanden betingelsesløst er at bestråle hinanden med kærlighed.

At elske og at blive elsket er det, der gør os levende.

Når jeg bliver elsket, kan jeg se mig selv, og se den anden.

Når jeg elsker eller bliver elsket, er det jo afgørende, hvad jeg stiller op med det, om jeg bliver i kærligheden og i sandheden.

At handle i kærlighed og handle i sandhed et at gøre det, der ligger lige for. Det komplicerede er, at når man i stedet gør noget andet, og skal korrigere efter det.

Konstrueret virkelighed er kunstig virkelighed.

Egoet er det, der vil styre, kontrollere, der selv vil have alt til at gå igennem sig selv.

Når egoet styrer, har vi sluppet vores umiddelbare forbindelse til Gud, som ethvert barn, ethvert individ kan have.

Måske skal der en højere bevidsthed blandt de voksne til at vise vejen.

Den lave bevidsthed vil næsten pr. automatik se sin egen fordel i alt. Det er selvfølgelig ikke meningen, hverken med kærligheden eller med sandheden.

Den tidligste bevidsthed i et barn tager form af, hvad man kan kalde primære overbevisninger. De opstår, når barnet ikke bliver mødt i sine naturlige behov. Når det ikke bliver rørt. Når det ikke bliver set. Når det ikke bliver hørt. Så vender energien sig i individet, og det skaber sin første falske bevidsthed. Den kan hedde; “Jeg kan ikke stole på nogen!” og have mange andre former.

Fælles for disse former er en generalisering, der gælder, uanset hvem man møder. Det er en reaktion på barnet helt naturlige behov for omsorg og kærlighed, der ikke bliver mødt. Hvis ikke man som individ finder en naturlig løsning op igennem livet, vil man blive ved med at reproducere disse første forestillinger om sig selv og om andre mennesker. Altså en bevidsthed, der holder andre på afstand og skaber, hvad vi godt kan kalde et ego, et unaturligt udgangspunkt for at være i verden.