Bevidsthed er lys

At være og stå i sit eget lys er det, der gør os fri.

At stå i sit eget lys. Det er da vist noget af det smukkeste, der kan overgå et menneske.

At være sig selv bekendt. At kunne kigge sig selv i øjnene. At smile ud i verden og melde et klart ja.

Det er den jomfruelige mulighed, vi alle har, når vi inkarnerer her på Jorden.

Siger vi ja til det, får vi et liv i lethed. Bevidsthedsmæssigt har vi ikke noget at skamme os over. Derfor kan vi altid kigge på os selv, og altid mærke os selv ud i alle hjørner og kanter.

Lyset har ingen tyngde. Det er derfor helt afgørende, hvordan jeg vælger at møde det i forhold den tyngde, som jeg som jordbo har i livet.

At gå i lyset er at gå i lethed. Jeg kan ikke samtidig gå i tyngde.

Forskellen på lys og mørke findes i høj grad i vores bevidsthed. Hvad lader vi fylde? Hvad har førsteret? Lyset eller mørket. Det skal forstås meget bogstaveligt.

Og er man lidt mere sensitiv, kan man sagtens mærke forskellen. Lys skaber liv. Mørke, især hvis den aktiveres negativt, ødelægger.

Det er helt afgørende, hvor og hvordan min egen forankring er i livet.

Vi kan lade tanker formørke vores sind. Og hvis vi så identificerer os med tankerne, så er vi selv i mørket. Og jo også, hvis vi efterfølgende udtrykker dem som vore egne.

Omvendt har vi også muligheden for at opleve vores eget lys. Det er det, som nogle konverterer til et ego, hvad der aldrig har været meningen med det.

Begrundelsen for alt, hvad jeg skriver, er, at vi har muligheden for at finde balancen i det guddommelige lys.

Det er nogle gange svært, også for mig selv, at forstå, hvordan det kan hænge sammen, og selvfølgelig også, hvordan man kan slippe sin tyngde, og sin selvoptagethed. Tror også, at det kræver meget øvelse at finde balancen. Især for voksne.

Oplevede det stærkt for ganske nylig ved en begravelse, hvor jeg i øvrigt blev meget rørt i kirken, også fordi jeg oplever selv at have kontakt, men også selv at være et fuldstændigt normalt jordisk menneske.

Den døde i kisten, som jeg kendte godt, og som selv har været et gennemført ordentligt menneske, med et stort hjerte, havde sluppet sit jordiske legeme. Jeg var i mit jordiske legeme, men mærkede samtidig tydeligt min egen sjæl og min egen kontakt til det guddommelige. Oplevede desuden den massive modstand, jeg har været oppe imod, og vel stadig er det. Og oplevede samtidigt evnen til at kunne slippe. Meget smukt og meget rigtigt og meget mærkeligt.

Samtidig oplevede jeg, at alle salmer og alle bibeltekster gik rent ind. Det har jeg aldrig oplevet før.

Mit projekt i livet er at møde, hvad der kommer, kigge på det, slippe det, når jeg er færdig med det. Jeg er altid nærværende og interesseret. Det er ikke vanskeligt. Jeg er altid på den rigtige side af mig selv, og jeg har det godt.

På den måde har jeg levet mit liv, og med særligt skærpet interesse, når jeg har oplevet, at væsener udefra har manifesteret sig i forhold til mig. Det er altid glædeligt og en dejligt bekræftelse på, at jeg er på rette vej.

Det er vigtigt for mig at have fuld kontakt til mig selv ud i alle kroge. Jo mindre der ligger i mørke, jo mere klarhed oplever jeg.

Vi har som mennesker mulighed for at gå ind i os selv, ned i os selv, og der finde alle de svar, som vi har brug for, uden at læne os op ad nogen overhovedet. Det er en meget vigtig del af det, jeg skal formidle.

Det betyder ikke, at andre er ligegyldige, og jo heller ikke, at vi ikke kan hente hjælp. Vi skal bare vide, at andre mennesker kun er i stand til at hjælpe i forhold til, hvor meget de har givet slip i sig selv. Det er simpelt hen en sandhed, som man ikke kan komme uden om.

Jeg elsker at være positivt til stede, elsker at møde mennesker kærligt og åbent. Kort fortalt er det en måde at være i livet på, som jeg altid praktiserer, og som altid er mulig. Fordi jeg har sagt ja til det. Fordi jeg hver dag får positive erkendelser. Det kan kun anbefales.

Jeg ved noget om, hvordan voksenlivets hårdhed og kynisme kan ødelægge det fine og det smukke i livet. Jeg har selv oplevet det på egen krop og i eget system i flere omgange. Og jeg ved også, at de, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, skal lære det på egen krop, før det virker.

Det svarer i øvrigt fuldstændigt til, hvad voksne gør ved børn, og også ved sig selv, når de ikke formår at blive i deres egen energi. Det er noget, vi skal lære. Vi skal lære, hvad kærlighed er, ikke bare som ord, der kommer ud af munden. For der har de ingen virkning.

Mit privilegium er at kunne opleve energien igennem hele kroppen, som jo er et andet udtryk for, at sjælen får lov til at virke, med støtte udefra. Men jeg er, som alle andre mennesker, afhængig af, at andre mennesker ved, hvad det vil sige, ikke bare at være ordentlige, men også, som er en udvidet form, er positive og åbne.

Når vi vælger en attitude som min, får man ufatteligt meget forærende. Også erkendelser omkring, hvad frihed er. Og at mange mennesker, der lever i ufrihed, undertiden også gør andre ufri.

Vi skal lære at forstå os selv på mange niveauer, hvor det dybeste altid er, hvordan vi har taget os selv i ed. Uden en sådan handling er vi bare som et siv, der svinger i vinden, i sine stemningers vold.

Et menneske, der har taget sjælen i ed, og lever sit kald, har lys og luft omkring sig, modsat den, der er mere eller mindre bundet af sit instinkt og et liv, der er styret af tilfældighed.

Alt i livet handler om, hvor vi selv er, i forhold til det, der sker.

Hvor er vores opmærksomhed? Hvor er vores bevidsthed?

Bevidstheden er muligheden for at kigge på mig selv, og at følge med i mine handlinger, og mine tilløb til handlinger.

Hvem står bag mine handlinger? Hvem styrer min motivation?

Hvad er drivkraften? Er jeg selv med i definitionen af den?

Bevidstheden kan, når den er fri, spænde vidt, også videre end sin direkte partner, som vi kan kalde Midgårdsormen. Vi kan også kalde partneren i det inkarnerede menneskevæsen for instinktet.

Når bevidstheden har muligheden for at favne instinktet, er der grund til at tale om en høj bevidsthed.

Hvis bevidstheden er fanget inde i instinktet, vil den også altid være styret af instinktet, eller Midgårdsormen, og er dermed lav.

Midgårdsormens positive modsætning er mennesket, der kan være i alt, som selv evner at være sit instinkt i kærlighed, uanset hvad der sker, uanset hvordan modparten snor sig.

Det afhænger af, hvordan jeg har mulighed for at være med mig selv. Om jeg kan favne mig selv, eller om jeg er fanget i mig selv. I det sidste tilfælde er det rimeligt at tale om et ego eller et falsk selvbillede. Fordi jeg ikke er i stand til at nå uden for mig selv, eller ønsker det, hvor jeg også gør det i ærlighed og sårbarhed.

Hvis jeg er mere i mit instinkt end i min bevidsthed, bruger jeg bevidstheden til at skabe et billede af mig selv, baseret på det, som mit instinkt vil have mig til at tro om mig selv. Lyder det kringlet? Så skulle man måske lade være med det.

Udenfor tør jeg slippe mig selv, og møde, hvad der kommer. Uden at ville bestemme noget. Det er der ikke ret mange, der er i stand til. Til gengæld er det rart at være sammen med sådan nogle mennesker.

Vejen ud af instinktet er at blive bevidst om sine mønstre, som alle er forbundet med bevægelser, ofte hurtige, som kan være reflekser, der virker, næsten før vi er klar over det. Indtil vi begynder at kunne se og mærke og forstå, hvad de gør, og hvordan de gør det.

Alt afhænger af, hvor vi er i os selv.

Alt afhænger af, hvor meget vi har lukket op for i os selv.

Det handler også om, om jeg overhovedet har lyst til at lukke op, og at se mit liv fra et andet sted, et andet perspektiv.

Hvor meget er dyr? Hvor meget er menneske? Hvor meget er noget, som jeg ser fra et højere perspektiv?

Når jeg handler som et dyr, formørker jeg mit eget sind.

Når jeg lader lyset komme ind, lukker jeg op for kærlighed, forståelse, medfølelse, og en dybere sandhed.

Med mindre jeg på en eller anden måde er i trance, eller i en drøm, vil jeg ikke være i stand til at forstå, og i hvert fald ikke at praktisere noget, som jeg ikke positivt har bearbejdet i mig selv.

Og hvis jeg har lavet noget skidt, slipper jeg ikke af med følgerne, før de er fuldstændigt bearbejdede. At jeg med andre ord selv skal løse det, som jeg har forvoldt, mig selv eller andre, af skade.

Det onde er en negation af det gode. Og da det er det gode, der skaber livet, er opgaven for skadevolderen aktivt at søge og gøre det gode, som er betingelsen for positivt og ukompliceret igen at kunne være i livet.

Jeg repræsenterer en ny virkelighed, som der ikke tidligere har været lukket op for på planeten Jorden.

Den forudsætter, for at vi kan forstå den, at vi siger ja og træder ind i den.

De fleste mennesker i dag er bundet til deres instinkt, og har derved svært ved at frigøre sig i forhold til de nye muligheder, vi har som mennesker. De kan kun opdages, hvis vi slipper vores bundethed. Det er der ikke ret mange der har lyst til. Til gengæld er der ingen bivirkninger, med mindre man synes, at navlepilleri er sjovt.

Det er sjælen, der kan komme i spil, hvis vi siger ja til det. Hvis man gerne vil vide noget om, hvad det vil sige, kan man bare betragte et uspoleret barn. Så får man en god fornemmelse for det.

Alt afhænger af, at vi selv lærer at se og forstå.

Bevidstheden er, at vi er i stand til noget, som dyrene ikke kan. De er i deres instinkt. Vi har mulighed for at kigge på os selv, mens vi er i vores instinkt. Dermed behøver vi ikke at udleve det, der kommer til os.

Med bevidstheden har vi også fået kærligheden, som kort fortalt er muligheden for at møde alt i livet på en positiv og god måde.

Bevidstheden og kærligheden er overbygninger til kun at være bundet af vores krop. Det er muligheden for at lade nye ideer komme til. Det er muligheden for at vælge løsninger, der er bedre end dem, som naturen umiddelbart byder os.

Vi kan samle forråd. Vi kan være sociale på en måde, så vi ikke bare ekskluderer hinanden. Vi kan møde alt i livet på en positiv måde, hvis vi altså ønsker det.

Bevidstløst at udleve sit instinkt er noget, som kun meget ubetænksomme mennesker finder på.

Vi har muligheden for at gøre livet godt for os selv og for hinanden. Men det sker ikke af sig selv. Det sker kun, hvis vi aktivt gør noget for det.

Vi har et fortrin frem for dyrene. Vi har fået en sjæl, og vi har fået kærlighedens gave, som, hvis vi vælger at bruge den kan berige livet på kloden i alle aspekter. Men det sker ikke af sig selv.

At lade lyset komme ind i livet. At blæse liv i mennesket. Efterfølgende at mærke sig selv, føle sig selv, kigge ud af øjnene og se på verden. Men vide, at det er mig, der ser. Men jeg er ikke min krop. Jeg er ikke mine øjne. Jeg ser gennem mine øjne, og jeg er i min krop.

Denne tilstand er at have fået en sjæl som menneske, givet af Gud, for at vi skal udfylde den, men i stor taknemmelighed for at få lov til at opleve os selv og verden på den måde.

Som menneske er vi en form. Denne form kan fyldes op med positiv energi, med bevidsthed. Det er, når vi tager livet ind i form af lys og glæde.

Vi kan også fylde formen med mørke og surhed og vrede og skygger. Vi har i meget høj grad frihed til at bestemme, hvad vi fylder os med, og hvad vi dermed er i stand til at sende ud og sende videre.

At være og blive i sin egen energi er nøglen til altid at have det godt med sig selv.

Det forudsætter, at vi ønsker, at livet skal være godt, og at energien skal være lys. Ellers giver det ikke nogen mening. Så kan vi lige så godt blive ved med at være sure, hvis det er vores mode.

Det er også lys og positiv energi, der skal til for at få en gedigen selvbevidsthed. På den måde får man nemlig vished og er ikke længere bundet til eller afhængig af, hvad andre synes, i væsentlige spørgsmål.

At være og blive i sin egen energi er nøglen til at løse de globale problemer på Jorden.

Min egen energi er alt, hvad jeg indeholder, fra top til tå, og kan række meget længere, både ud i universet og ind på celleplan. Det er op til mig selv at få en sådan erkendelse. Jeg skal bare vide altid at være i mig selv. Det omfatter også seksualitet i enhver form, er det vigtigt at tilføje.

Så på afgørende områder handler det også om vaner, ritualer, og den måde, hvorpå vi agerer og reagerer i enhver tænkelig situation. Når vi bliver udfordret. Når vi kører i bil. Når vi står i supermarkedet. Når vi snakker med naboen. Når vi er sammen med familiemedlemmer. Intet er undtaget i den sammenhæng.

Og der er i øvrigt også en forudsætning for at kunne give slip, at vi kan holde fast. Ellers giver det nemlig ikke nogen mening. Så er det bare nogle tomme ord.

At holde fast er ikke det samme som at være bundet.

At holde fast er at kunne give slip.

At være bundet er ikke at have bevidsthed om at være det, eller i hvert fald ikke tilstrækkelig bevidsthed.

At frigøre sig med ufine metoder gør ikke fri.

Sandheden kommer man ikke i nærheden af, så længe man er bundet.

Det er i hvert fald en betinget sandhed, som gælder, når jeg er inde i min trygge hule.

Hvis vi vender udsagnet om, er det jo logisk, at vi inde fra hulen ser verden på en bestemt måde. Fra hulens perspektiv.

Man tænker uvægerligt på Platons fortælling om dem, der sidder og kun kigger på skyggerne af virkeligheden udenfor. Sandheden er for dem skyggerne. De er ikke i stand til at se andet og mere.

Sådan er det også med synsfeltet. Vi ser det, vi vil se, og som vi kan se. Mange gange er det faktisk begrænset af ønsket om at se, eller ikke at se. Det har jeg oplevet mange gange.

At se noget er at forstå noget, at kaste lys på noget, at få lyset ind omkring. Vi kan mærke det,  når nogen tager os alvorligt. Når vi bliver lyttet til, er der noget, der åbner sig i os.

Hvis altså vi ønsker, at det skal åbne sig.

Mennesker, der ikke lever, som ikke positivt udfolder sig selv, er en slags død materie. Det er mærkeligt at skrive det. Men når vi ikke positivt siger ja til at leve, og i den forbindelse tager livet til os og på os, bliver vi energetisk lidt ligegyldige. Det er noget, vi selv bestemmer. Det svarer til at blive ren brugsværdi og ren bytteværdi i en mekanisk verden, eller kun at være arbejdskraft og købekraft i en kapitalistisk verden.

Det handler også om at være et stykke kød med nogle attributter, på datingmarkedet, for nu at skære det ud i pap. Hvor vi bliver målt og vejen, udelukkende på nogle ydre omstændigheder. Og hvor man kan kassere efter forgodtbefindende, hvis der er en fregne placeret det forkerte sted.

Hvis vi ønsker at være levende og at stå fast i os selv, skal vi have lyset og bevidstheden i spil i os selv. Det gælder også sjælen, at få den ind i menneskelivet, så det ikke bare er tomme ord, vi sender ud, men et sandt udtryk for os selv. Ikke bare skygge, men sandhed, fordi vi ønsker at være os selv.

Jo mere man trækker i nødbremsen, og ikke selv aktivt går ind i livet, jo mere udsætter man sig selv for noget fuldstændigt tilfældigt.