Hvad er oprigtighed

Man kan ikke både være dybt oprigtig og til fup og svindel. Det modsiger hinanden. Men det gør attituden også. Enten lader vi stilfærdigt sandheden bryde igennem, uden at kæmpe imod den, eller også gør man aktivt noget for at ignorere den.

En anden variant er at give udtryk for noget, men uden at inkludere sig selv og sit eget liv. Altså at have en udvendig holdning, som bare ikke har noget med afsenderen at gøre.

Jeg har oplevet det flere mange. Man vil gerne tale spiritualitet, og man vil gerne tale selverkendelse, men det har ikke noget med mig at gøre. Det har ikke noget med min virkelighed at gøre. Den skal friholdes.

Det er en besynderlig måde at se virkeligheden på. At man kan friholde sig selv i en selverkendelse.

Jeg vil karakterisere det som blindhed. Omvendt vil man gerne noget, hvis det positivt lyser på mig.

Man kan kun oprigtigt udtrykke noget, hvis man selv har fat i det. I alle mulige afskygninger.

At vise følelser er at vise sig selv. Det er er der ikke ret mange, der har lyst til, end ikke i forhold til den nærmeste familie. Og gør man det, bliver man nemt misforstået. Derfor holder de fleste sig for sig selv og spiller hellere rollen, også selv om det er hele livet.

At vise følelser eller at være oprigtigt er to sider af samme sag.

Oprigtighed er vejen ind i sjælen.

Sand oprigtighed er noget, der gælder hele tiden.

Sjælen forlanger, at vi er gennemført ærlige, dog ikke nødvendigvis i menneskets endimensionale perspektiv. Ærlighed i sjælens perspektiv er i alt at kunne stå inde for sig selv og stå ved sig selv.

Det afgørende må i den situation være, hvor meget mennesket er i stand til at slippe sit eget perspektiv og gå ind i sjælens.

Alle mennesker kan lære at gøre, hvad der er rigtigt, i ethvert nyt øjeblik.

Hvis man har mistet evnen til at vide, hvad der er rigtigt, kan det læres, og alle kan blive gode til det.

Nogle voksne ved godt, hvad der er rigtigt, og hvad de skal, men gør det kun nødtvungent.

Men alle kan lære at leve efter sandheden. Den er indiskutabel, når vi mærker den, og vi er aldrig i tvivl om den, hvis vi øver os på at mærke den, og leve efter den.

Oprigtighed er formodentlig den allervigtigste kvalitet ved et godt venskab. Og ved en relation for den sags skyld.

Alt i livet handler om, hvordan vi vender i forhold til det.

Derfor er vores tilgang til fænomener, til livsytringer, til omstændigheder af enhver art, helt afgørende for det videre udfald.

Hvis vi ikke er der, vil livet stadig være i gang, i bevægelse.

Men når vi er der, vil vores måde at håndtere livet på, være afgørende for fortsættelsen.

Ved at være åbne for livet, for hvad der end sker, vil vi give os selv den bedst mulige position i forhold til alt,  hvad vi løber ind i, og hvad vi udsættes for, hvad der kommer til os.

Vores håndtering er vores attitude, vores tilgang, vores holdning, vores opførsel.

En måde at beskrive denne håndtering er at bruge begrebet oprigtighed.

Oprigtighed manifesterer sig ved vores måde at være i livet på.

Oprigtighed er at stå ved sig selv.

Oprigtighed er det enkleste af alt.

Det handler om bare at gøre det, som man ved, man skal.

Oprigtighed bygger ligesom begrebet autensitet på et sandhedsbegreb.

Man kan ikke være delvist oprigtig, ligesom det vel heller ikke giver mening at sige den halve sandhed. Enten er man oprigtig, eller også er man dette ikke.

At være oprigtig er at være et sandt udtryk for sig selv, ikke på en gennemtrængende eller insisterende måde, meget mere på en stilfærdig måde, som man aldrig skal bevise for andre end sig selv.

Oprigtighed er på den måde et stilfærdigt udtryk for sig selv. Man vil aldrig kunne få noget ud af at diskutere, om en anden er oprigtig, og slet ikke at skændes om det. Det hører slet ikke et sådant forum til.

At være oprigtig er i sig selv noget af det enkleste af alt.

Man kan formodentlig godt blive i tvivl, for hvad nu hvis man tager fejl?

Hvad nu hvis den anden har ret?

Det er nok en god idé altid at have et vågent øje på den mulighed, at den anden kunne have ret.

Vi bliver normalt klogere ved at nærme os sandheden. Og det gør vi ved at leve livet. At lukke op for nærvær og bevidsthed.

Det er vigtigt for mig, at alle disse øvelser ikke er noget, der slider på en. Livet er til for at blive levet på dets egne præmisser. Vi skal ikke præstere noget. Vi skal ikke gøre noget, fordi andre siger, at vi skal.

Så nærvær og bevidsthed er bare noget, vi skal være i, holde øje med, have det godt med.

Det er ikke en straf. Det er ikke et must. Det er bare noget, som det vil være fint at holde sig åben overfor.

På den anden side skal vi altid være åben for ikke at gøre noget ondt ved hverken os selv eller ved andre.

Spiritualitet er at kunne kigge  på sig selv, stille og altid kærligt at møde sine mønstre, for at jeg i mødet med dem kan lade dem transformere sig, aldrig ved hensynsløst at udfolde dem, men netop ved kærligt at tage dem i hånden og give dem en bedre afvikling.

Bag ved det hele lukker sandheden sig op, når vi lader den. Og den er smuk, skulle jeg hilse at sige.