Hvad er oprigtighed

Der er det specielle ved tillid og tro, at man altid skal sørge for at have det på plads i sig selv, inden man fordrer det af andre. For ellers bliver det bare til skyggespil.

Jeg skal have et tyngdepunkt i mig selv, og det skal være mit anker, når jeg bevæger mig ud i verden. På den måde vil andre altid kunne stole på mig, og så har jeg ikke brug for at forlange det af andre. Men derfor kan jeg jo godt ønske det af andre, og lade det være afgørende for, om en relation skal bestå. Jeg skal bare huske først og fremmest at gøre det gældende for mig selv.

Ligesom jeg skal lade alle krav gælde mig selv, før jeg lader dem gælde andre. Det gælder i øvrigt også, hvad jeg positivt forventer af andre, hvad de skal gøre for mig. Det vil aldrig være troværdigt gyldigt, hvis ikke jeg selv er det i mig selv.

Jeg kan jo godt forlange noget ubetinget af mig selv. Men jeg vil jo altid være åben for, at der kan være en årsag til at fravige hvad som helst, når det f.eks. gælder et højere eller dybere perspektiv. Nok ikke den anden vej.

Men på samme måde skal jeg være åben over for noget tilsvarende hos en anden. Jeg kan ikke være ultimativ den ene vej, og så ikke den anden vej. Sådan spiller klaveret ikke!

Hvor er min egen tyngde?

Svaret på dette spørgsmål er afgørende for alt andet i mit liv.

Min tyngde er afgørende for mine prioriteringer, hvad jeg lægger vægt på, hvilken betydning specifikke andre har i mit liv.

Hvad vejer tungest i mine beslutninger? Hvor er mit ja?

Hvorfor er det ubetinget? Det skyldes, at det er mig eller ingenting, der står på spil.

Hvad står bag mine handlinger? Hvad står bag mine tanker? Hvad står bag min seksualitet? Hvad står bag min tro? Er det én og samme person?

Det specielle ved min menneskesyn, som i grunden er fuldstændigt logisk, er, at vi altid er én person. Som person har jeg min egen energi, min egen identitet, min egen seksualitet, min egen sjæl. Alle disse fænomener er i grunden synonyme.

Det betyder i praksis, at det altid er afgørende, hvilken position vi antager. Vores intention, vores attitude, vores ansvar, vores nærvær. Det er helt afgørende, hvordan vi selv er i livet, hvordan vi håndterer vores energi, hvilken moral vi har, hvordan vi selv er. Vi er altid ét stykke. Vi er ikke delt. Det er noget, samfundet gør os til. Sådan er vi ikke i virkeligheden. Det er en meget vigtigt detalje. Det er også der, begrebet oprigtighed er vigtig. Er jeg et sandt billede af mig selv? Altid og i enhver situation? Og ikke til lejligheden. Fordi jeg skal fotograferes.

Voksenattitude er delt og har 117 undskyldninger i ærmet. Men det ændrer ikke ved, at den stadig er delt, og dermed har et menneskesyn, der ikke giver plads til sjælen som en permanent tilstand.

Vi kan ikke gemme os bag os selv, når og hvis vi er ét stykke.

Betingelsen for at få fred med sig selv er, som jeg ser det, at der på en måde er hul igennem. Jeg har brug for at forstå mig selv i en dybere sammenhæng, og at hvile i denne forståelse.

Hvis ikke jeg har en sådan forståelse, hviler jeg alene i et skyggeperspektiv. Hvis man har et stort hjerte og en stor bevidsthed, kan det ikke være tilfredsstillende. Jeg ville i hvert fald blive ved med at søge og spørge, indtil jeg fik et mere gyldigt svar.

Det andet er bare defensivt og så noget med at få midlertidig ro. Men det giver ikke noget svar i dybden, hvis ikke jeg rammer en guddommelig klangbund.

Jo mere virkelig man er, jo mere har man sin sjæl integreret i livet.

Man kan selv gøre meget for, at det sker. Først og fremmest altid at være sig selv, altid at kunne stå ved sig selv, altid at have et afslappet forhold til det, som man laver. Det fremmer nærvær.

Oprigtighed er at være med det, der er, uden at ville forskønne det, uden at ville gøre det til noget andet, end der er.

Det gælder også, når jeg har det mærkeligt, når følelser er mørke, når jeg har det svært. Jeg har lært, at alt vil ændre sig, hvis vi formår at blive i det på en god måde. Også selv om det føles næsten uigennemtrængeligt.

Jeg har lært, at alt lader sig transformere, hvis vi bliver i det, og ikke er bundet til andet end vores egen samvittighed og vores almindelige nysgerrighed.

Jeg ved, at der er nogle derude. Og jeg ved, at jeg er i stand til at blive i enhver følelse. De to kendsgerninger betyder, at jeg godt kan holde ud at være i noget, der er svært.

Jeg anerkender, at alting kan være helt uden form, og at jeg ikke kan klamre til noget. Det kan jeg godt leve med, fordi det altid vil ændre sig, bare jeg giver plads til et andet perspektiv og nye erkendelser. Jeg lukker ikke af for noget eller nogen, da jeg anerkender usikkerhed som en tilstand, som vi vil være i engang imellem.

Oprigtighed er at være åben over for det, der melder sig lige foran mig og lige nu. Ikke at ignorere noget. Ikke at fortrænge noget. Ikke at bilde sig noget ind.

Oprigtighed er noget, der udgår fra det dybe i mig selv.

Noget af det har større betydning end andet.

Hvis vi har positiv selvbevidsthed, har vi også et særligt ansvar, og er dermed mere forpligtede af vore valg og vore handlinger, end hvis vi handler i god tro.

Der er en dybere logik i denne retfærdighed, der betyder, at vi ikke bare kan gøre, som det passer os.

Har vi gjort noget skidt, påhviler det os selv at komme tilbage på sporet.

Nogle handlinger har større konsekvens end andre, især hvor vi gør noget, som vi godt ved, vi ikke skulle have gjort.

Eller i fuld bevidsthed undlader at gøre noget, som vi godt ved, vi skulle have gjort.

Alle mennesker, der handler ud fra hjertet, som handler oprigtigt, bidrager til verdensfreden, bidrager til at gøre Jorden til et bedre sted at være.

At gøre det gode vil altid være det rigtige at gøre. Det kan i øvrigt aldrig være egoistisk, da det egoistiske kun søger mit eget, ikke det gode. Derfor kan man godt gøre noget godt for sig selv, men det er noget helt andet.

At sætte intentionen er en mental akt. Det er en måde at fortælle, hvad der skal være gyldigt i livet.

Det er noget, vi gør oppe i hovedet. Noget som herefter gennemtrænger alt, hvad vi gør i livet.

Det er at tage os selv i ed fra et dybere sted, som samtidig er forbundet til et højere perspektiv.

Det er at lade noget få plads som det, der herefter styrer mit liv.

Hvis jeg ikke er ordentlig, virker det ikke. Så er det bare noget, jeg siger, men alligevel ikke tror på.

Vi kan altid bilde os selv noget ind. Og vi kan også bilde os ind, at vi tror på det.

Men det vil altid afsløre sig selv. Uanset hvor krukket vi opfører os.

Egoet holder til oppe i hovedet, på samme måde som en sund og sand selvopfattelse gør det.

Det er vores eget valg, hvad der skal være gyldigt i livet.

Sandheden vil altid afsløre sig selv og komme frem i lyset.

Sandheden i sig selv er altid enkel og verificerbar.

Det er sandheden, der er grundlag for, at man kan være oprigtig.

Sandhed, virkelighed, oprigtighed, kærlighed kommer alle det samme sted fra, og de virker samtidigt.

Den halve sandhed findes ikke, ligesom de andre elementer heller ikke findes, uden at de har en ubetinget kvalitet i sig selv.

Det hele handler om, hvorvidt vi, hver især, har lyst til og ønsker at gøre dem til en indiskutabel del af vores liv.

At gøre noget helhjertet kan i sagens natur ikke gøres med det halve af min opmærksomhed eller på betingelse af et eller andet. Så er det jo ikke med hele mit hjerte.

Udgangspunktet for oprigtighed er jeg i verden, altid der hvor jeg er lige nu, med alt hvad det indebærer.

Hvis ikke jeg har mig på plads i forhold til denne virkelighed, er jeg ikke oprigtig.

Oprigtighed er, at de ord, som jeg siger, og de handlinger, som udgår fra mig, er et sandt udtryk for den, som jeg er.

Livet handler om, hvordan vi er i livet, hvordan vi responderer på det. Hvad vi i hvert enkelt øjeblik  gør ved det og os selv og hinanden. Intet er i den forbindelse ligegyldigt. Intet er uvæsentligt eller for småt. Alt har betydning. For vores velbefindende. For sandheden. Det er sandheden og kærligheden, der bærer det helt. Om vi i ethvert øjeblik er ordentlige.

Man kan ikke både være dybt oprigtig og til fup og svindel. Det modsiger hinanden. Men det gør attituden også. Enten lader vi stilfærdigt sandheden bryde igennem, uden at kæmpe imod den, eller også gør man aktivt noget for at ignorere den.

En anden variant er at give udtryk for noget, men uden at inkludere sig selv og sit eget liv. Altså at have en udvendig holdning, som bare ikke har noget med afsenderen at gøre.

Jeg har oplevet det flere mange. Man vil gerne tale spiritualitet, og man vil gerne tale selverkendelse, men det har ikke noget med mig at gøre. Det har ikke noget med min virkelighed at gøre. Den skal friholdes.

Det er en besynderlig måde at se virkeligheden på. At man kan friholde sig selv i en selverkendelse.

Jeg vil karakterisere det som blindhed. Omvendt vil man gerne noget, hvis det positivt lyser på mig.

Man kan kun oprigtigt udtrykke noget, hvis man selv har fat i det. I alle mulige afskygninger.

At vise følelser er at vise sig selv. Det er er der ikke ret mange, der har lyst til, end ikke i forhold til den nærmeste familie. Og gør man det, bliver man nemt misforstået. Derfor holder de fleste sig for sig selv og spiller hellere rollen, også selv om det er hele livet.

At vise følelser eller at være oprigtigt er to sider af samme sag.

Oprigtighed er vejen ind i sjælen.

Sand oprigtighed er noget, der gælder hele tiden.

Sjælen forlanger, at vi er gennemført ærlige, dog ikke nødvendigvis i menneskets endimensionale perspektiv. Ærlighed i sjælens perspektiv er i alt at kunne stå inde for sig selv og stå ved sig selv.

Det afgørende må i den situation være, hvor meget mennesket er i stand til at slippe sit eget perspektiv og gå ind i sjælens.

Alle mennesker kan lære at gøre, hvad der er rigtigt, i ethvert nyt øjeblik.

Hvis man har mistet evnen til at vide, hvad der er rigtigt, kan det læres, og alle kan blive gode til det.

Nogle voksne ved godt, hvad der er rigtigt, og hvad de skal, men gør det kun nødtvungent.

Men alle kan lære at leve efter sandheden. Den er indiskutabel, når vi mærker den, og vi er aldrig i tvivl om den, hvis vi øver os på at mærke den, og leve efter den.

Oprigtighed er formodentlig den allervigtigste kvalitet ved et godt venskab. Og ved en relation for den sags skyld.

Alt i livet handler om, hvordan vi vender i forhold til det.

Derfor er vores tilgang til fænomener, til livsytringer, til omstændigheder af enhver art, helt afgørende for det videre udfald.

Hvis vi ikke er der, vil livet stadig være i gang, i bevægelse.

Men når vi er der, vil vores måde at håndtere livet på, være afgørende for fortsættelsen.

Ved at være åbne for livet, for hvad der end sker, vil vi give os selv den bedst mulige position i forhold til alt,  hvad vi løber ind i, og hvad vi udsættes for, hvad der kommer til os.

Vores håndtering er vores attitude, vores tilgang, vores holdning, vores opførsel.

En måde at beskrive denne håndtering er at bruge begrebet oprigtighed.

Oprigtighed manifesterer sig ved vores måde at være i livet på.

Oprigtighed er at stå ved sig selv.

Oprigtighed er det enkleste af alt.

Det handler om bare at gøre det, som man ved, man skal.

Oprigtighed bygger ligesom begrebet autensitet på et sandhedsbegreb.

Man kan ikke være delvist oprigtig, ligesom det vel heller ikke giver mening at sige den halve sandhed. Enten er man oprigtig, eller også er man dette ikke.

At være oprigtig er at være et sandt udtryk for sig selv, ikke på en gennemtrængende eller insisterende måde, meget mere på en stilfærdig måde, som man aldrig skal bevise for andre end sig selv.

Oprigtighed er på den måde et stilfærdigt udtryk for sig selv. Man vil aldrig kunne få noget ud af at diskutere, om en anden er oprigtig, og slet ikke at skændes om det. Det hører slet ikke et sådant forum til.

At være oprigtig er i sig selv noget af det enkleste af alt.

Man kan formodentlig godt blive i tvivl, for hvad nu hvis man tager fejl?

Hvad nu hvis den anden har ret?

Det er nok en god idé altid at have et vågent øje på den mulighed, at den anden kunne have ret.

Vi bliver normalt klogere ved at nærme os sandheden. Og det gør vi ved at leve livet. At lukke op for nærvær og bevidsthed.

Det er vigtigt for mig, at alle disse øvelser ikke er noget, der slider på en. Livet er til for at blive levet på dets egne præmisser. Vi skal ikke præstere noget. Vi skal ikke gøre noget, fordi andre siger, at vi skal.

Så nærvær og bevidsthed er bare noget, vi skal være i, holde øje med, have det godt med.

Det er ikke en straf. Det er ikke et must. Det er bare noget, som det vil være fint at holde sig åben overfor.

På den anden side skal vi altid være åben for ikke at gøre noget ondt ved hverken os selv eller ved andre.

Spiritualitet er at kunne kigge  på sig selv, stille og altid kærligt at møde sine mønstre, for at jeg i mødet med dem kan lade dem transformere sig, aldrig ved hensynsløst at udfolde dem, men netop ved kærligt at tage dem i hånden og give dem en bedre afvikling.

Bag ved det hele lukker sandheden sig op, når vi lader den. Og den er smuk, skulle jeg hilse at sige.