Hvad er kærlighed

Kærlighedsevnen er noget, vi har inde i os selv.

Det er vigtigt, at vi lærer at elske og selv, inden vi elsker andre.

Ikke for at give os selv fortrinsret, men for at sikre, at der er overensstemmelse mellem sandhed og kærlighed. Det er vi altid de bedste til selv at mærke.

Og vi skal ikke overlade til andre at afgøre, hvad der er sandheden for os. Det er der ingen andre, der er kompetente til.

Jeg har brug for at fylde i mig selv. Det har alle mennesker, når de åbner hjertet. Herefter er vi nødt til at lytte til hinanden, og være der for hinanden. Det er noget helt andet end betinget at være der for hinanden. For så skal vi hele tiden leve op til noget.

Det skal vi ikke, når vi elsker hinanden. Altså når kærligheden får fat.

At afprøve kærligheden, som vi gør, når vi dater, er at lukke op ind til sjælen, og så mærke, om det holder. Det finder vi normalt hurtigt ud af.

Hvis vi er to, der oprigtigt elsker hinanden, kan vi gå dybt i kærligheden. Men vi skal begge evne at give slip. Vi skal begge evne at røre. Vi skal begge evne at åbne os for kærligheden, der altid i sjælens univers vil være forbundet med kærligheden.

I sjælens verden har sandheden og kærligheden førsteret.

Hvis ikke man respekterer det, ryger man tilbage i instinktets kalkulerende verden.

Kærligheden er den mest transformerende kraft i livet.

Kærligheden er, at jeg siger ja til den, og at du siger ja til den.

Når vi gør det begge to, vil vi kunne mærke mirakler ske.

Mennesker bliver ordinære, når de tror, kærligheden er til ejendom.

At udfolde os som mennesker er at udfolde kærligheden, som også betyder, at vi altid er der for hinanden.

Kærligheden findes.

Den er også fraværende.

Jeg har oplevet den i begge former. Og ingen af dem er til at tage fejl af. Heller ikke deres virkning. Eller mangel på virkning.

At få kærlighed ind i livet betyder, at livet åbner sig.

Kærlighed og sandhed følges ad. Det betyder også, at vi med kærlighed oplever og kan mærke, hvad der er sandt.

Kærlighed er at give plads i sig selv til andet end sit hårde væsen.

Dermed kan vi elske både os selv og en anden, og lukke op for noget, som vi måske ikke har prøvet før.

Kærlighed er at ville noget andet end mig selv og mit eget spejlbillede.

Det sidste er ikke engang selvkærlighed, heller ikke når det praktiseres over for den nærmeste familie. Det er alene at pleje mit eget billede af mig selv.

Betingelsen for kærlighed er sandhed.

Betingelsen for sandhed er kærlighed.

En anden måde at udtrykke det samme på, er, at når vi kan lide hinanden, eller når vi har kunnet lide hinanden, så er der hul igennem til en forståelse af os selv og hinanden, også selv om vi er sure på hinanden. Det er en dybt fascinerende logik.

Kærligheden er som et ottetal, der omslutter dig og mig. Hvor vi jo er forbundet.

Sidespring bryder denne forbindelse. Hvis vi ikke længere er ærlige, lever vi ikke længere i sandhed.

Ligeledes: når vi ikke længere er der for hinanden, når vi ikke rører hinanden, så er vi heller ikke sammen i sandhed.

I begge tilfælde vil løgnen og skyggerne tage over. Det er noget meget konkret, der sker, meget mere konkret, end vi normalt går og regner med.

At blive ét kød er noget meget mere konkret, end vi normalt går og forestiller os, hvor sjæl og instinkt mødes i stor nydelse og glæde. Vi er ikke i tvivl om det, når det sker. Vi er heller ikke i tvivl om det, når kærligheden er fraværende.

Når forestillingen afløser eller erstatter virkeligheden, forsvinder også både kærligheden og sandheden, som begge har brug vor virkeligheden.

Når vi indser denne logik, får vi en helt ny forståelse af, hvad der er vigtigt, og verden vil aldrig mere være den samme. Fordi vi ikke kunne have lyst til andet end at være sande, og at være kærlige.

Et kærlighedsmøde kan have mange andre former end det seksuelle. Lige så snart det handler om sandhed, handler det også om kærlighed.

Jo mere plads der er i os selv, jo mere kærlige og åbne og ærlige kan vi være.

Jo mindre kærlige og ærlige og åbne vi er, jo mindre plads er der i os selv.

På den måde er vi jo afhængige af kærligheden fra andre, men bestemt også af vores egen evne og vilje til at lukke op.

Vi har alle brug for kærligheden i form at andre mennesker, der rører os.

Vi er født med kærlighedsevnen, men uudfoldet. At udfolde den er det, der sker, når vi møder os selv og hinanden. Det er i mødet, møderne, at forandringerne sker. Hvis vi opfatter os selv som cirkler, er det ude i periferien, at vi møder hinanden og udveksler. Det kan godt være kærligheden, men det kan selvfølgelig også være alt muligt andet. Men kærligheden er det, der forløser, som løfter, som beriger, som giver styrke og glæde, når vi lader den virke på den måde.

Vejen ind i sjælen er at (begynde at) tage sig selv og andre alvorligt.

Når vi er oprigtige og ordentlige, leger vi ikke mere med følelser. Vi lytter til os selv, og vi lytter til andre.

Vi lader ikke som om. Vi faker ikke. Vi er ikke ligeglade. Vi tager hinanden alvorligt som levende mennesker.

At lade sig gennemtrænge af kærligheden er kun muligt, hvis vi begge vil det og oprigtigt ønsker det af hjertet. Men så kan det også transformere alt.

Så længe den ene hænger sammen i hvad som helst, vil det begrænse muligheden.

Jesus sagde: hvad I gør mod en af disse små, det gør I mod mig. Det betyder i praksis, at intet er for småt til  kærligheden. Og at intet må eller kan overses. Men at kærligheden til gengæld formår at favne alt, hvis den får lov.

Kærligheden har mange niveauer. Det skulle man ellers ikke tro i vores kærlighedsløse eller kærlighedsfattige tid. Men det skyldes, at vi ikke har kontakt til sjælen. Hvis vi har det, kunne vi aldrig finde på at behandle et andet menneske dårligt. Så enkelt er det.

Sjælen er vores mulige kontakt med den uselviske del af os selv, og i øvrigt vejen ind mod det guddommelige, som er kærlighedens kilde.

Kærlighed er omsorg. Kærlighed er hensyn. Kærlighed er tillid. Kærlighed er at være der for hinanden. For den anden.

Kærlighedens modsætning er ligegyldighed, i hvert fald betragtet i forhold til den positive interesse. Kærlighed er at møde i hengivenhed.

At vise kærlighed er at kaste lys.

At være to er at kaste lys på hinanden.

Hvad kaster vi lys på? Det gør vi på identitet, på selvfølelse, på selvværd, på integritet, på energi, på seksualitet. Husk at seksualiteten er hellig.

Det er det, som vi er sammensat af som mennesker, som vi slipper i mødet, som bliver genopbygget om natten, når vi sover, men også i samværet med den elskede. Derfor skylder vi hinanden stor ydmyghed og stor taknemmelighed, i hvert fald når vi ubetinget er der for hinanden.

Selv om vi godt kan tale om min kærlighed og din kærlighed, er kærlighed altid noget, vi skal omfatte med dyb ydmyghed, og dyb ærbødighed. Den smukke side af den kommer nemlig ikke fra os selv.

Mange er faldet i tidens løb, fordi de har identificeret sig med noget, som ikke var dem selv, og som ikke var deres.

Det er en kunst at mærke kærligheden, og samtidig vide med sig selv, at vi kun kan være i den i dyb taknemmelighed. I samme øjeblik vi vil gøre den til vores, bliver både vi og den ordinære.

Kærlighed er noget, vi kan være i, og det er utroligt smukt og dejligt. Men vi kan ikke eje den, lige så lidt som vi kan og skal eje hinanden.

Det er virkelig en kunst at indse denne fine sammenhæng.

Kærlighedens løsning er dyb tålmodighed.

Kærlighed er i sit væsen guddommelig. Men det betyder ikke, at den ikke kan mærkes og virker langt ind i vores liv. Og slet ikke, når vi lader den virke, uden at ville gøre krav på den. Uden at ville andet end at tage imod og glæde os over den.

Der er en realitet bag ved det hele, som kan måles og vejes.

Kærlighed er varme. Kærlighed er fylde. Kærlighed er substans.

Kærlighed er værn om livet i alle dets bevægelser og tilskikkelser.

Når vi ikke regner den for noget, skyldes det nok først og fremmest, at vi alt for nemt tager den for givet, som om den bare er der for os.

Kærligheden er det, der rører os.

I sin form af kærlighed kan den utvetydigt mærkes, som noget, der er, eller som noget, der ikke er. Vi er ikke i tvivl om virkningen, når vi mærker den. Det kan godt være, at vi er ufølsomme over for den. Men hvis vi lever i et univers af kærlighed, er vi aldrig i tvivl om, hvornår den er der, og hvornår den ikke er der.

Hvis vi tager livet for givet, vil vi i afgørende situationer alligevel aldrig være i tvivl om kærlighedens kraft, når den er der, og om dens fravær, når den ikke er der.

Kærligheden er noget, som vi altid kan have foran os. I hvert fald så længe vi ikke bliver klemt.

Kærligheden er noget, vi kan vælge. Vi kan ikke kontrollere den. Men vi kan vælge den. Sige ja til den. Ja til at den altid skal virke og være der, så vidt det overhovedet er muligt.

At elske er at heale.

At elske er at gøre det og at være i det.

Kærligheden vil det hele af os. Derfor viger mange tilbage for den.

Kærligheden bevæger sig igennem hver en celle i kroppen.

Neden under alt det, vi tror, vi er, er vi.

Jeg har altid været fascineret af Paulus’ måde at beskrive kærligheden på, hvor tro, håb og kærlighed følges ad.

Kærligheden er mild. Den misunder ikke. Den bærer ikke nag. Den vil ikke sit eget.

Det er også her, hvor smerte og hjerte følges ad.

Kærlighed er alene eller sammen at bevæge sig ned eller ind i områder, hvor det gør ondt, at være i smerten, indtil den fortoner sig. Det vil den gøre, hvis vi er med den. Så vil den ændre form, finde et andet udtryk, opløse sig.

Kærligheden er også nutidig og kan bruges, også uden at den behøver at være iklædt noget religiøst overhovedet.

Kærlighed er åbenhed. Kærlighed er interesse. Kærlighed er imødekommenhed. Kærlighed er villighed.

Kærligheden er for alle

Kærligheden tager fat overalt i kroppen, hvor vi giver den lov.

Kærligheden er blid.

Kærligheden er hensynsfuld.

Kærligheden er stille.

Kærlighed kan også være bare at blive nusset.

Stille og roligt, lidt ømt, blide berøringer, små kys eller kærtegn. Eller begge dele.

Kærligheden er åben på sin egen måde, men aldrig voldsom, aldrig vild.

Kærligheden lader lyset komme med indenfor, og stille lyse op i de rum, hvor det måske hidtil har været mørkt.

Når et menneske giver et andet menneske kærlighed, er kærligheden til stede i begges energisystemer, der i kærlighedsakten smelter sammen, hvis vi giver den lov.

Husk at trække vejret.

Det kan sagtens sammenlignes med to celler, der smelter sammen til en, som mødes, når begge de to involverede siger ja.

Sammen kan vi skabe noget, vi kalder synergi, hvor virkningen er meget kraftigere, end hvis vi praktiserer det hver for sig.

Men det forudsætter oprigtighed. Det forudsætter intention, som vil sige ubetinget af sige ja. Det forudsætter, at begge giver slip, og lader kærligheden flyde ud i hver enkelt celle.

Et ægte kærlighedsmøde er, hvor to mennesker nærmest smelter sammen, fordi de bare passer utroligt godt sammen.

Jeg har været i et sådant forhold, som ophørte på en meget mærkelig møde. Jeg bilder mig ind, at det var et nødvendigt brud, for at vi hver især kunne blive klogere på et eller andet omkring os selv. Det er ikke sikkert, at jeg har ret.

Nogle gange har vi brug for at blive hele hver især, for at vi igen kan mødes som mere autentiske udgaver af os selv.

Kærlighedsevnen er lidt sjovt skruet sammen. For vi er nødt til at elske flere. Kærligheden kan ikke være privat, og den kan ikke være egoistisk. At mennesker har tolket den sådan op igennem tiden, hænger sammen med behovet for at styre og kontrollere, ikke at lade andre eller andet komme indenfor, end lige præcis hvad jeg selv bestemmer.

Denne dybe egoisme bliver vi nødt til at forholde alvorligt til, inden vi bliver i stand til at forstå, hvad der venter os af smukke ting fra sjælen. Der er ikke plads til begge dele.