At vaske tavlen ren

Når vi er fuldstændigt ærlige over for os selv, vil vi opleve at komme ned i en tilstand, hvor den eneste vej op er sandheden.

Vi kan lyve, så længe vi kan larme og støje og flygte, og hvad mennesker ellers får tiden til at gå med.

Men på et tidspunkt når man bunden, hvor der kun er en sandhed, som ingen kan undslå sig.

Det er sandheden om den, som jeg i virkeligheden er.

Skyld er noget, vi skal indrømme og stå ved for at kunne komme videre.

Vi kan ikke vide, hvordan den, som vi har gjort os skyldig imod, vil håndtere det. Men vi kommer ikke videre uden at ville konfrontere os selv med det, og den, som vi har gjort os skyldig imod.

Mentalhygiejne er noget, vi foretager os inde i os selv. Det handler om, i dette meget præcise øjeblik, og ikke i noget som helst andet øjeblik, at rense mit sind, og at gøre mig klar til en ny dag, eller et nyt øjeblik.

Det kan jeg gøre ved at viske tavlen ren. Hvis jeg nu har rent mel i posen, er der måske ikke så meget at vaske rent.

Men uanset hvad er det en god idé at få gjort op med, hvad der måtte spøge i fortiden. For det vil det blive ved med, indtil vi har fået gjort noget ved det.

Når vi bevæger os ind i en ny måde at møde verden på, som ikke har været formuleret før, og betrådt før, er det vigtigt, at vi lærer at give slip på de gamle måder. Det kan ikke betones kraftigt nok.

Jeg har oplevet, meget ubehageligt på min egen krop, hvordan gamle måder at arte og udtrykke sig på, bliver brugt, selv om det ikke længere giver mening at bruge dem sådan.

Det skal vi simpelt hen lære. Det er umodent bare at repetere, fordi man gjorde og tænkte sådan for år tilbage.

I nogle situationer må vi simpelt forlange, at det ikke sker eller gentager sig, fordi det kan have meget negative konsekvenser, hvis ikke man tænker sig godt om, og bare udlever gamle mønstre.

Ethvert menneske har muligheden for lige her og nu at beslutte, at fra nu af vil jeg kun være gennemført ordentlig, med alt hvad det indebærer, og så leve efter det.

Ethvert menneske har hver dag muligheden for at begynde livet helt forfra, og sige til sig selv: Fra nu af vil jeg kun være sand og kærlig.

Man kan kun sige det til sig selv. At begynde at fortælle det til andre vil meget nemt blive noget med: Se mig! og uden en reel effekt. Det virker kun indad.

Sjælen muliggør, at vi kan blive fyldt op indefra. At vi kan blive de mennesker, som vi i virkeligheden er.

Det virker kun, hvis vi gør det, sådan som det var meningen helt fra begyndelsen, og i overensstemmelse med livets lov, som handler om at være i livet positivt, ærligt, kærligt, troværdig, åbent. Når vi vælger negative og hårde former, fjerner vi os fra livet.

Sjælens og instinktets verden er to fuldstændigt forskellige verdener.

Det er ligesom Himmel og Helvede.

Det er også derfra, begreberne stammer.

Tidligere har verden været for hård til, at man kunne være i sin sjæl, og er det stadig mange steder i verden. Derfor fylder forestillingen om et liv hinsides meget mere end på vore breddegrader.

Vi kan vælge at være i vores sjæl, men de fleste flygter fra sig selv og lever i tomme materielle skaller i stedet.

Vi kan vælge at viske tavlen ren.

Vi kan vælge at begynde forfra.

Det fjerner ikke det, som vi har gjort.

Men det giver et nyt, et renset udgangspunkt, hvor vi siger: ok! Lad os tage den herfra!

Det er ikke det samme som at ignorere noget. Det vil vi aldrig slippe godt fra.

Men det er at nulstille uret. Det er en positiv intention. Det er et ja. Også et ja til, hvad der måtte komme.

Men et ja til at rumme det, der så kommer.

At lade være med at blande mig i en andens energi. Der har jeg ikke noget at gøre. Det gælder, uanset om den anden er et barn eller en kæreste.

Jeg har kun ret til at blande mig, hvis den anden gør noget, der absolut ikke er i orden.

Der knytter sig nogle umiddelbare forudsætninger for igen at skabe en sand kontakt mellem sjæl og instinkt. Vi må ikke i mellemtiden have ødelagt noget, i hvert fald ikke definitivt. Og vi skal respektere, at alt tager tid, og at vi kommer i, hvad jeg vil kalde nulpunktsoplevelser, hvor ingenting sker. Hvor vi bare skal have tålmodighed til at vente på, at tingene får lov til at opstå igen. Vi skal ikke blande os, for så enten ødelægger eller forsinker vi mulighederne.

Og så skal vi være meget opmærksomme på ikke at repetere gamle mønstre. Det er dem, der skaber splittelsen og lader de falske former få lov til at udvikle og at udfolde sig, dog altid med jeget og bevidstheden som medskabere og medredaktører.

Jeg har oplevet mennesker, der var så langt fra deres oprindelige jeg, at jeg havde meget svært ved at se, hvordan de skulle kunne komme tilbage på sporet igen. Jeg må aldrig blande mig i sådan noget, men derfor kan jeg godt undre mig i mit stille sind.

Gennemført ordentlighed kommer her med sikkerhed på prøve, fordi udgangspunktet ofte vil være en ruinbunke.