At være ukompliceret

Vi har alle en direkte vej inde i os, hvor vi kan komme i kontakt med det laveste og det højeste. Der er mange andre måder at beskrive det samme på.

Denne passage kan vi lukke, og vi kan holde den åben. Det sidste sker, hvis vi altid møder alt i øjenhøjde. Og selvom vi ikke kan forstå det, så gør vi heller ikke noget overilet, og slet ikke noget ondskabsfuldt.

Livet er noget, der åbner sig, når vi går ind i det. Sjælens ønsker alt inkluderet, ikke mindst fordi det fraværende ellers vil spøge og skygge. Derfor skal der lukkes op for alt.

Processen er, alene eller sammen, at møde, hvad der kommer, og forholde sig til det. Hvis vi evner altid at være på den rigtige side af os selv, i kærlighed, kan vi lukke op for alt, både hos os selv og hos hinanden. Samtidig bevarer vi den vertikale forbindelse, ned i jorden og op i himlen.

Høj bevidsthed holder altid stien åben og ønsker, at vi skal betræde den.  Det er også her, vi møder alt, når vi er sammen i kærlighed og i sandhed.

Det er, når vi ikke kan finde ud af, eller ønsker at opføre os ordentligt, at der afgørende kan gå grus i maskineriet.

Vi er udstyret med en fri vilje, ikke mindst fordi det er vigtigt, at vi selv lærer kunsten altid at være på den gode side af os selv.

Der er stier, vi skal lære at betræde, og der er andre, vi ikke må betræde. Det er simpel lærdom, som ikke er vanskelig at tilegne sig, så længe vi forbliver ordentlige i alt.

I min verden er livet grundlæggende fuldstændigt enkelt.

Det gælder også, når vi lader livet omfatte et større perspektiv, med DNA i den ene ende, og livet som skabt af Gud i den anden ende.

Alt kan udfoldes stille og roligt, hvis vi ønsker det.

Det er der nogle mennesker, der ikke gør. Det er først og fremmest nogle med en kommerciel dagsorden eller tilsvarende, der ikke ønsker sandheden om livets enkelthed tydeliggjort.

Hvis man følger sin skæbne, så er livet nemt og ukompliceret.

Når andre hævder noget andet, er det, fordi de har en skjult dagsorden.

Ude fra universet er der ikke noget, der er specielt kompliceret.

Det er først og fremmest mennesker, der ønsker det sådan.

Vi har pligt til som mennesker altid at behandle hinanden ordentligt, og i den forbindelse at håndtere alt så enkelt som overhovedet muligt.

Det skriver og siger jeg, fordi jeg ved, det er muligt.

Når jeg vågner om morgenen, så giver jeg mig selv lov til at være i tilstanden.

At lade livet udfolde sig på sine egne præmisser.

At anerkende, at jeg er, som jeg er.

Mærke glæden i brystet. Mærke livet opstå. Mærke mig selv i livet.

At være i sig selv i sandhed. Det er det, det drejer sig om.

Forskellen mellem det sande og det falske kan i udgangspunktet være papirtyndt, men aldrig i fortsættelsen.

Det sande kan vi bygge på. Det kan vi ikke på det falske.

Sådan er det også med det enkle og det fine.

Når det bliver håndteres i sin enkelthed, får det lov til at være, hvad det er.

Det er på den måde, at det bliver muligt at få det guddommelige lys ind på Jorden.

Ved kontinuerligt og stille og roligt at lade lyset virke og transformere, så jeg derved bliver et mere og mere sandt udtryk for mig selv. Meget gerne sammen med en anden eller andre.

Når man bryder med enkelthed eller jomfruelighed, bliver det hele grumset.

Og så kan det ene være lige så godt som det andet.

Så er ingen sand kommunikation mulig.

Hvis man har oplevet det, er man ikke i tvivl om, hvad det er for noget.

Hvis man er kompliceret, forstår man det ikke.

Så vil enhver myg kunne gøres til en elefant.

Den rigtige måde at være i verden på er, at jeg stiller dig et spørgsmål, og du svarer. Ingen bagtanker.

På den måde vil alt forløbe ukompliceret og enkelt.