At være ukompliceret

I 1979 havde jeg en oplevelse af Gud, der var helt afgørende for min måde at være i livet på.

Jeg fik på kort tid en fantastisk viden, der kan sammenlignes med den viden, som et barn for, der bare nysgerrigt er i verden og følger sin inspiration.

Jeg lærte også, hvor nemt det er at tilegne sig viden, når det sker med lyst som motivation.

Jeg forsøgte at udgive en bog, men der var ingen, der ville udgive den. Det var dybt frustrerende.

I mange år lå mine tanker opmagasineret i en kommodeskuffe. Tiden bruge jeg til at hente viden andre steder fra, så den var ikke spildt.

Først i 2014 lykkedes det at få fat i min spiritualitet igen på en måde, så jeg igen kunne begynde at udfolde den i bogform.

Noget af det, som virkeligt har overrasket mig, er den modstand, som især voksne mennesker har i sig selv, mod at møde livet stilfærdigt, naturligt, enkelt. Der er kun lydhørhed for noget, hvis man kan se en gevinst i form af en gulerod. Ellers har viden ingen interesse overhovedet.

Det har taget mig nogle år at forstå, hvordan denne modstand er bygget op af en usædvanligt kynisk voksenverden, som findes i alle miljøer, uden undtagelse.

At opfordre til, at man gør, hvad man har lyst til, er i virkeligheden vejen frem, men ikke i forhold til den mentalitet, som de voksne manifesterer. Det er de da fuldstændigt ligeglad med. For der er ingen penge i det. Det er den korte og enkle version og sandhed.

Jeg fortsætter ufortrødent med at skrive, fordi jeg har fået kanaliseret, at jeg skal det.

På et eller andet tidspunkt regner jeg med, at det vil lykkes at få formuleret så meget, at et voksent menneske med en ærlig interesse for sandhed og kærlighed vil sætte sig ned og seriøst vil prøve at forstå, hvordan logikken i mit univers hænger sammen.

At gøre noget, der er sandt og kærligt, er lige så nemt som at klø sig hvor som helst.

Det er så enkelt og ligger åbent som en mulighed for alle.

Alligevel, og det har dybt seriøst undret mig mange gange, vælger man i stedet kynismen og egoismen, og selv at ville have forret og at skumme fløden. Selv om det er fuldstændigt unødvendigt. Der er nok til alle, og alle kan blive glade.

Jeg har oplevet det mange gange, og har også oplevet det helt ude af proportioner, hvor det var fuldstændigt unødvendigt. Den eneste grund var, at jeg skulle ligge ned, og elimineres, og den anden eller de andre skulle gå sejrrigt derfra.

Vi taler ikke bare intentionelt. Vi taler ødelæggelse. Destruktion. Tilintetgørelse.

Der er ingen gode grunde til at handle, som nogle har gjort. Det er lav bevidsthed langt nede under, hvad der har været menneskeligt rimeligt. Fuldstændigt uanstændigt.

Det sande alternativ er tilgængeligt for alle og altid. Og det er simpelt hen løgn og latin, at man holder sig tilbage med dårlige begrundelser. Det er menneskelighed helt ude af proportioner.

Sandheden er at gøre det, man skal. Bare gøre det.

Altid og ubetinget at stå ved mig selv, og fra den position gøre, præcis hvad jeg skal.

Og aldrig overskride den grænse, hvor jeg gør noget ved andre, som ikke er i orden, og som jeg ikke under nogen omstændigheder kunne ønske mig, de gjorde ved mig.

Altid at være det rigtige billede af sig selv, på den rigtige side af sig selv.

Høj og lav bevidsthed handler ikke om, hvordan jeg spiller roller, efter at have kigget mig selv i spejlet.

Det handler om, hvordan jeg vågner.

Dømmer jeg, før jeg ser.

Eller ser jeg, før jeg dømmer.

Møder jeg et spejlbillede, som skal tilfredsstille mig.

Eller møder jeg et menneske, med alt hvad det indeholder.

Det sidste er sand næstekærlighed.

Det andet er betinget egenkærlighed.

Som vi også kan kalde murstenskærlighed.

Hvor det hele kun lyser én vej, eller under dynen.

Under dynen foregår alt i forestillingen. Vi ser ikke hinanden. Vi ser kun et spejlbillede. Det gælder også, når det foregår med én hånd. Det er dybt usandfærdigt og uværdigt.

At lade bevidsthed, tanker, ord, handlinger, udfoldes sig på samme tid og i samklang med hinanden.

Det er udfoldelse ud i verden, ud fra mig selv.

Jeg kan også bevæge mig den modsatte vej, ind i mig selv. Denne vej har mulighed for at være lige så enkel og ukompliceret. Normalt bevæger vi os begge veje på samme tid, uanset retning.

Vi har alle en direkte vej inde i os, hvor vi kan komme i kontakt med det laveste og det højeste. Der er mange andre måder at beskrive det samme på.

Denne passage kan vi lukke, og vi kan holde den åben. Det sidste sker, hvis vi altid møder alt i øjenhøjde. Og selvom vi ikke kan forstå det, så gør vi heller ikke noget overilet, og slet ikke noget ondskabsfuldt.

Livet er noget, der åbner sig, når vi går ind i det. Sjælen ønsker eller forudsætter alt inkluderet, ikke mindst fordi det fraværende ellers vil spøge og skygge. Derfor skal der lukkes op for alt.

Processen er, alene eller sammen, at møde, hvad der kommer, og forholde sig til det. Hvis vi evner altid at være på den rigtige side af os selv, i kærlighed, kan vi lukke op for alt, både hos os selv og hos hinanden. Samtidig bevarer vi den vertikale forbindelse, ned i jorden og op i himlen.

Høj bevidsthed holder altid stien åben og ønsker, at vi skal betræde den.  Det er også her, vi møder alt, når vi er sammen i kærlighed og i sandhed.

Det er, når vi ikke kan finde ud af, eller ønsker at opføre os ordentligt, at der afgørende kan gå grus i maskineriet.

Vi er udstyret med en fri vilje, ikke mindst fordi det er vigtigt, at vi selv lærer kunsten altid at være på den gode side af os selv.

Der er stier, vi skal lære at betræde, og der er andre, vi ikke må betræde. Det er simpel lærdom, som ikke er vanskelig at tilegne sig, så længe vi forbliver ordentlige i alt.

I min verden er livet grundlæggende fuldstændigt enkelt.

Det gælder også, når vi lader livet omfatte et større perspektiv, med DNA i den ene ende, og livet som skabt af Gud i den anden ende.

Alt kan udfoldes stille og roligt, hvis vi ønsker det.

Det er der nogle mennesker, der ikke gør. Det er først og fremmest nogle med en kommerciel dagsorden eller tilsvarende, der ikke ønsker sandheden om livets enkelthed tydeliggjort.

Hvis man følger sin skæbne, så er livet nemt og ukompliceret.

Når andre hævder noget andet, er det, fordi de har en skjult dagsorden.

Ude fra universet er der ikke noget, der er specielt kompliceret.

Det er først og fremmest mennesker, der ønsker det sådan.

Vi har pligt til som mennesker altid at behandle hinanden ordentligt, og i den forbindelse at håndtere alt så enkelt som overhovedet muligt.

Det skriver og siger jeg, fordi jeg ved, det er muligt.

Når jeg vågner om morgenen, så giver jeg mig selv lov til at være i tilstanden.

At lade livet udfolde sig på sine egne præmisser.

At anerkende, at jeg er, som jeg er.

Mærke glæden i brystet. Mærke livet opstå. Mærke mig selv i livet.

At være i sig selv i sandhed. Det er det, det drejer sig om.

Forskellen mellem det sande og det falske kan i udgangspunktet være papirtyndt, men aldrig i fortsættelsen.

Det sande kan vi bygge på. Det kan vi ikke på det falske.

Sådan er det også med det enkle og det fine.

Når det bliver håndteres i sin enkelthed, får det lov til at være, hvad det er.

Det er på den måde, at det bliver muligt at få det guddommelige lys ind på Jorden.

Ved kontinuerligt og stille og roligt at lade lyset virke og transformere, så jeg derved bliver et mere og mere sandt udtryk for mig selv. Meget gerne sammen med en anden eller andre.

Når man bryder med enkelthed eller jomfruelighed, bliver det hele grumset.

Og så kan det ene være lige så godt som det andet.

Så er ingen sand kommunikation mulig.

Hvis man har oplevet det, er man ikke i tvivl om, hvad det er for noget.

Hvis man er kompliceret, forstår man det ikke.

Så vil enhver myg kunne gøres til en elefant.

Den rigtige måde at være i verden på er, at jeg stiller dig et spørgsmål, og du svarer. Ingen bagtanker.

På den måde vil alt forløbe ukompliceret og enkelt.