At træde i karakter

At træde i karakter er, helt at være til stede i sig selv, med alt, hvad jeg er.

At manifestere sig som præcis den, jeg er, er at have alt i mig selv på plads, at være i min egen energi, at være i min egen intention, at være i mit eget væsen.

Det er en meget fin måde at være i verden på, hvor jeg kan flytte mig, hvorhen jeg vil, og altid have mig selv med i alt.

Det giver mig også mulighed for at møde et menneske som et helt menneske, at møde vedkommende med, hvad han eller hun kommer med, og om nødvendigt at heale ind i denne tilstand.

For jeg selv møder op med hele mit væsen, hele min integritet, og dermed altid vil kunne hente svar og løsninger i min egen person eller personlighed.

Et menneske skal ikke ligge under for noget som helst andet menneske.

Livet er et valg, ubetinget. At sige ja til det gode, og at fravælge det onde i enhver form, også potentielt.

Det er noget, jeg suverænt beslutter med mig selv.

At træde i karakter er at blive den, jeg er.

At mit sande væsen får lov til at lege med.

Vi er forbundet i energi fra sjælen, der, hvis vi vender os imod den, sagtens kan mærke, hvad vi skal, og hvad vi ikke skal.

Denne energi har fat i os på en måde, så vi altid kan mærke, hvornår noget er rigtigt, og hvornår det ikke er.

Det forudsætter bare, at vi lytter til den, og handler efter den. Bare stille og roligt.

På samme måde kan vi får svar på det, som vi er i tvivl om. Igen skal vi bare være lydhøre, og handle på det.

Ingen forlanger, at nogen gør noget over evne.

Men der er naturligt at forvente, at man er ærlig.

At lade glæden fylde mig er den allerbedste måde at finde ud af, hvad mit formål er i livet.

Med oplevelse af glæde oplever jeg allertydeligst mig selv.

Jeg bliver fyldt op og fyldt ud, på en meget smuk måde.

Det er den allerbedstemåde at mærke alt i mig selv. Jeg skal naturligvis give slip og lade alt komme, som det kommer. Så kan jeg kun blive glad.

At træde karakter er at være og blive den, jeg er.

Denne person kan vi altid være, hvis vi ønsker det.

Det er den helt umiddelbare måde at være menneske på.

Tolkninger af enhver art er først relevante, når vi udfolder livet.

For hvis bare vi er dem, vi er, er vi i sandhed.

At vågne op neden under det hele.

At komme ud af busken.

At mærke sjælens sande kontinuitet, der trækker os mod hinanden.

Sjælen er det virkelige i os. De sande følelser.

Her er det slut med at stikke af. Her presser virkeligheden sig på, og det er min opgave, langt om længe, at udfolde mig som den, jeg er. At træde i karakter. At gøre det, som jeg godt ved, jeg skal. Som jeg også gerne vil.

Jeg går tit rundt i et kaos, hvor opvasken får lov til at stå nogle dage. Den løber jo ingen steder.

Men jeg gør det også, fordi jeg oplever en underliggende strøm, som jeg skal tage hensyn til, eller tage alvorligt.

Jeg ved, at der altid på et tidspunkt vil udkrystalisere sig et svar, eller en løsning på det, jeg tumler med.

Det er sjælen, der kommer med løsningen, når jeg bare er i denne mærkelige tilstand.

Det er sjælens energi, der holder mig sammen.

Jeg vil ikke kunne leve mit liv uden at have bevidsthed om denne sammenhæng.

Det spændende er, at sjælen vil have os til at fylde os ud indefra, så vi bliver sande mennesker.

En anden måde at udtrykke denne bevægelse på, er, at vi kommer sandt til syne i vores instinkt.

Vi bliver levende indefra, og pludselig er vi virkelige!

Jeg ser dig, som du er. Og du ser mig, som jeg er.

Vi er begge i vores krop. Det, der er sket, er det modsatte af overgreb og at lege med hinandens følelser.

Nu er vi virkelige begge to, i hver sin krop, og vi er forbundet i sjælens energi.

Dejlig erkendelse af kunne formulere. Tak Metatron!

Når jeg forstår en sammenhæng på den netop beskrevne måde, er der virkelig noget, der falder på plads på en god måde. Især hvordan sjælen virker som en samlet energi under instinktet. Men også hvordan instinktet her formår at samarbejde med sjælen.

En sådan forståelse og viden vil ikke på samme fine måde kunne etableres imellem mennesker.

Og generelt gælder det, at mennesker meget hurtigt går i forsvarsmode, eller er skeptiske på en måde, så det er vanskeligt at forklare og formidler noget til bunds.

Det er en menneskeret at være helt til stede i livet, med alt, hvad jeg er, og alt, hvad jeg indeholder.

Ingen overhovedet skal blande sig i denne min ret til at udfolde alt i mig selv.

Det er den guddommelige mening med livet, at vi skal have fat i alt i os selv. Og at vi i denne tilstand af at være fyldt op har de bedste forudsætning for at vide, hvad et menneske er, og hvad det kan.

Det kan vi ikke vide, hvis ikke vi har prøvet det, og oplevet det selv.

Vi kan ikke sandt forholde os til noget, vi ikke ved noget om.

Det gælder også den menneskelige kapacitet og livsglæde, og måder at udfolde den på.

Alle de former, som til dato har være under instinktets restriktive domæne, er alle sammen en skyggeform af, hvad der i sandhed og kærlighed er muligt.

Instinktets dommere forholder sig til, hvad vi ikke kan og må, og hvordan vi tjener penge og bliver berømte.

Sjælens repræsentanter er interesseret i, hvad der positivt er muligt, når mennesket selv bliver i stand til at tage hånd omkring sit eget liv, og på den baggrund er i stand til at se løsninger, som det bundne instinkt er fuldstændigt lukket over for.

Det er et mærkeligt paradoks, at det hidtil har været voksenlivets meget indskrænkede måde at leve på, der har fungeret som rettesnor for, hvad et menneske kan og må.

Når vi får lyset helt ind i os selv, vil det være ulogisk at sige noget, og at gøre noget andet.

Det er vigtigt, at jeg gør noget helt af mig selv.

For ellers kan jeg jo altid springe fra igen.

Uanset hvad vi foretager os, skal vi sørge for at have front imod det, når det overhovedet er muligt.

Vore muligheder vil være større, jo mere åbent vi møder det, som nu dukker op.

At være den, jeg er, hverken mere eller mindre.

Ikke at gøre noget vigtigt på betingelse af noget andet.

At gøre, hvad jeg skal.

At være og udtrykke den, jeg er.

Ikke at lade sig løbe om hjørner med.

At få sandheden ind i mit væsen, og på den baggrund at være den, jeg er.

At stå fast i mig selv.

At intet kommer at sig selv.

At jeg skal vide at tage imod i taknemmelighed.