At tage livet alvorligt

At lade livet komme ind i livet er en handling, hvor jeg aktivt gør noget for at gøre en forskel, for mig selv og for andre.

Det er ikke bare en bevidstløs gentagelse af noget, som jeg har gjort 100 gange før, som jeg gør, fordi jeg plejer at gøre det.

Hvis man beslutter sig for, at man gerne vil være sand, altså ikke Gertrud Sand eller Anders And, så skal man begynde at tage sig selv alvorligt i alle aspekter.

Hvis man har børn, skal man lægge mærke til alt det, man ikke vil høre på, alt det, de ikke må sige.

Det er i alle tilfælde mine egne skygger, som jeg håndterer på den måde.

Hver gang jeg gør mig bedrevidende om andre, ved jeg i virkeligheden ikke noget om andre.

Hver gang kloge Åge stikker snotten frem, så er det ikke sandt.

Man skal bare huske, at alle disse måder at være i verden på gælder mig selv, og aldrig andre. Jeg skal ikke blande mig i, hvad andre gør, som er det samme som at gøre mig klog på andres vegne. Det tilkommer aldrig mig!

Og at andre gør det, og at nogle lever af at gøre det, er deres, og ikke mit problem! Lige så snart jeg selv hopper med på vognen, har jeg diskvalificeret mig selv, i forhold til muligheden for at forstå, hvad det hele handler om.

Imens jeg skriver dette, bliver det lige pludseligt meget tydeligt, hvad det vil sige, at vi, fordi vi har en sjæl, kan kigge på os selv. Det giver simpelt hen et frihedsrum, som vi kan udfolde os i. Først i tanker og følelser. Men på sigt, når vi er helt fortrolige med, hvad god opførsel er for noget, også i handling og attitude.

Det er at være i sin egen sandhed, med kontakt ind i evigheden.

Vi skal vænne os at bruge tid på os selv, forstået som at lade alt få lov til lige at vende i tankerne, i følelserne, måske også i seksualiteten.

Der er ikke noget, der er forbudt.

Paulus sagde: “Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt!”

Det kan vi sagtens mærke, hvad handler om, også når vi står i situationen.

Vi skal blive bedre til at opfatte og opleve os selv sammen med den verden, vi agerer i. Vi er ikke adskilte, og energi går altid også ind igennem mig.

Vi skal have rodet det hele sammen, for på den måde at komme mere hele og sande ud af rodebunken igen.

Vi skal tage os selv alvorligt, men aldrig højtideligt. Vi skal holde op med at tro, at vi er et af verdens syv vidundere.

Vi er noget særligt, men det er noget, vi skal manifestere i vores menneskevæsen og i vores hverdag.

Jeg må ikke nægte mig selv at kigge på noget i mig selv.

Hvis jeg vil undgå egofælden, som mange falder i, skal jeg sørge for at gå nogle lange ture, og måske tvinge mig selv til at kigge på det i mig selv, som jeg hidtil ikke har haft lyst til at kigge på.

Egoet er at kaste lys ud af sig selv, i forblændelse. Mange popmusikere er faldet i fælden. Nogle kendte personer har begået selvmord, fordi rampelyset pludselig var væk.

Det kan vi forebygge ved at sørge for at tilvejebringe noget sand selverkendelse, være sammen med et menneske, jeg godt kan lide. Finde ud af, hvad jeg allerhelst vil. Hvem jeg allerhelst vil være sammen med. Og så gå ind i forestillingen, måske også at aktivere den i livet.

Lade være med at lave afledemanøvrer, og at gøre noget, der ikke er sandt, herunder at drikke alkohol, og at ryge tobak.

Forestillinger i sig selv må ikke få lov til at fylde for meget, for så kan det gå galt.

Når man ikke vil kendes ved sig selv, ryger man ned i mørket. Det samme sker ufravigeligt, når man kaster skygger. De to handlinger følges meget tit ad. Og de efterlader lige så tit et individ i vrede eller frygt, som jo ikke ligefrem kan siges at være befordrende for sand erkendelse.

Det er mærkeligt at tænke på, hvad nogle mennesker holder sig selv oppe ved.

Hvad skal du lave i aften? Jeg skal være vred! Nej, hvor hyggeligt, skal vi så ikke mødes til en gang popcorn?