Et menneskeliv støder hele tiden imod sig selv

Hvad gør vi ved os selv? Det er der ikke ret meget litteratur, der handler om.

De fleste tager fat der, hvor det vel nærmest er for sent, eller hvor man ikke længere selv aktivt kan gøre noget.

Det er nok der, jeg afgørende adskiller mig fra de fleste andre. Jeg begynder ved nul.

De fleste tager fat der, hvor de kan se en fordel, en gevinst, en mulighed for at blive set eller hørt.

Jeg tager fat i, hvad jeg gør ved mig selv, inden alt dette bliver bragt i spil. Her er jeg vist ret alene på markedet.

Jeg tager også fat, inden traumer og de primære overbevisninger i et menneske bliver skabt. Altså inden vi bliver skadet.

Mit fokus er meget mere direkte: min sjæl, mit instinkt, mig selv, og så dem derude, hvor jeg efterhånden kender nogle af dem.

I mit univers er der ikke noget, der er hvirvlet ind i hinanden. Alt har sit eget fokus eller perspektiv, Eller også kan det få det, når jeg først møder det som et vanskeligt problem, som jeg ikke lige kender svaret på.

Sådan holder jeg også af at møde andre mennesker.

Vi siger, at vi gerne vil mærke os selv. Når vi møder andre, gør vi det også, for at vi sammen kan mærke os selv. Det er simpelt hen vitalt at kunne mærke sig selv, men også fantastisk dejligt at kunne mærke den anden, og at vi kan mærke hinanden.

At mærke sig selv, og en anden, er at mærke noget sandt, noget ægte, noget smukt, noget dejligt. Vi kan ikke leve uden.

Når vi lever i vores kald, når vi gør det, vi skal, vil vi opleve, at de former, vi agerer i, er skabt til os, og at vi kan være i dem i stor glæde. Jeg har oplevet det i flere omgange.

Den største smerte, jeg har oplevet i mit liv, var, da disse smukke former blev brudt eller ødelagt, ikke af mig selv.

Når vi lyser som mennesker, kommer lyset fra disse former, får jeg at vide, så det vil jeg skynde mig at skrive. Det virker simpelt hen så rigtigt.

En relation kan være skabt i et guddommeligt perspektiv og dermed rumme formen eller gralen som noget fælles.

Da jeg oplevede et voldsomt brud, oplevede jeg samtidig en masse lys forsvinde, på en fuldstændigt unaturlig og kunstig måde, husker jeg. Det var simpelt hen forkert, husker jeg.

Vi bliver stolte, når vi lever vores kald, husker jeg også. Vores liv bliver let, og det forhold, at vi skinner, betyder også, at vi positivt bliver bemærket af andre.

Vi kan godt kalde det aura, men da begrebet i dag mest bruges kommercielt, har det ikke på et dybt plan fat i sammenhængen.

Jo mere rent og ærligt og ægte man er til stede i sig selv, jo mere lyser man.

Når man ikke hviler i sig selv, søger man identitet i former uden for sig selv. Det kan være fysiske former, men det kan også være roller, som andre mennesker i ens nærhed. Når formerne er identitetsskabende, mærker jeg mig selv i andre i en slags afhængighed.

Mit privilegium er, at jeg hele tiden har nogen tæt på mig, der giver mig oplevelser, som ikke er et menneske. Jeg ville ikke ret gerne undvære det, men oplever det heller ikke som en afhængighed. Det får jeg helt sikkert heller ikke lov til, hvis jeg skulle få ønsket.

Og det, som jeg beskriver, er jeg ikke bekendt med, tidligere har fået en så specifik sproglig form. I dette tilfælde handler det om selvoplevelse.

Nogle af problematikkerne er jeg stødt på i meget forskellig litteratur, dog uden at have forstået den præcise kobling til kroppen, og slet ikke til noget spirituelt. Det gælder i denne sammenhæng ikke mindst noget omkring metaforer i sproget, der afslører, at vi er en beholder på en eller anden måde. Den tanke har inspireret mig meget i en årrække.

En lav bevidsthed vil være hurtig til at tolke og at panikke. Den høje møder fænomenerne, undrer sig over dem, også selv om de kan være mærkelige, men venter med at sætte dem i bås. På den måde vil vi møde kanter og forme i os, der bare er sådan.

Den lave bevidsthed har det i øvrigt med at stikke af, og gå ud af sig selv. Erkendelse på den måde vil aldrig være valid erkendelse. Den er bundet i følelser og forestillinger, og har slet ikke den høje bevidstheds evne til fintføling. Den er også meget mere ukropslig og tilfældig i sit udtryk.

Den høje bevidsthed følger med i udvidelserne, hvor formålet er at blive ved med at udvide, indtil vi rammer en sand form, på samme måde som vi rammer noget, vi kan beskrive, i den ydre verden. Det kunne for så vidt også være et organ i den indre verden. Men her er der tale om noget energetisk, der på en sjov måde knytter an til noget guddommeligt. På en måde hænger de to aspekter sammen, som jeg oplever det, dog uden at det guddommelige lader sig beskrive kvantitativt. Så vidt jeg ved!

Det guddommelige handler om lys, om intention, altså hvorfor og hvordan vi gør noget, om vi handler oprigtigt og sandt og kærligt. Det handler også meget om kontinuitet, at vi aldrig giver slip, at vi som mennesker står ved os selv. Det er på en måde vores kontakt til Gud. I denne tilstand eller position kan vi rumme hvad som helst, fordi vi giver slip i os selv, giver slip på vores egen tyngde.

Denne viden er først for alvor ved at få form efter mit tredje besøg i Assisi i påsken 2019.

Mit erfaringsgrundlag går tilbage til 1979, hvor jeg meget tydeligt lærte, at der ikke er noget at være bange for, i forbindelse med at bevæge sig ind i sig selv. Man rammer på et tidspunkt en kant eller en form, dog ikke noget hårdt, hvor man så ryger tilbage igen. Det er alt sammen inden for kategorien positiv. Så derfor vil man aldrig opleve mig flygte fra mig selv.

Min erfaring fra 1979 er også, at vi har mulighed for at gå dybt i os selv, så længe vi altid gør det positivt og kærligt. Det gælder også, når vi følger vores lyst. Muligheden for at få positiv bevidsthed om krop og nydelse på den måde er fænomenal. Men man kan kun opleve det selv.

Vi kan selvfølgelig også opleve det sammen. Det er, hvad tantra, som jo bare er et begreb, handler om. Det er, når vi er sammen i stor nydelse. Det kan også forekomme ukropsligt, som stor glæde.

En yderst vigtig detalje, som i hvert fald ikke efter 2014 har været noget problem for mig, er, at man ikke må sammenblande sjæl og instinkt. Men sjælen kan vi gå positivt ind i alle livsformer. Instinktet, derimod, når det håndteres uforsvarligt, kan ødelægge hvad som helst.

En anden, meget vigtig detalje er, at man ikke kan overbevise den lave bevidsthed. Det er dømt til at mislykkes. Man kan kun blive overbevist ved selv at gå vejen. Det er et dilemma, som jeg meget ofte er stødt på, ikke mindst når andre reagerer i form af automatreaktioner. Dybt ubehageligt og irrationelt på samme tid.

De fænomener, som jeg nu vil beskrive, er også aktive mellemmenneskeligt, altså når vi møder hinanden. Men da møder meget ofte implicerer skygger, er det nok nemmere at forstå noget, der foregår inde i os selv. Her kan vi ikke på samme måde kaste skygger, når vi rammer en kant eller en form.

Faktisk handler mine erkendelser om at mærke og forstå, hvor skyggerne kommer fra, og hvordan de opstår. Hvis vi forstår det, vil det hjælpe med til ikke længere at sende dem af sted, og dermed at lære at forstå verden, sådan som den er, og ikke et produkt af vore forestillinger.

At blive i sin egen energi er det, som barnet kan, når det bare ligger og fabulerer.

Det kan den voksne også gøre, når vi bare lader alt udvikle sig, som det selv vil.

Der er ikke noget i vejen for, at andre kommer ind over. Vi kan alle sammen blive i vores egen energi. På den måde kan vi også alle sammen have det godt. Og alt i livet lader sig udfolde på den måde.

Vi støder mod kanter i os selv, men det er helt naturligt. Dem skal vi bare lade være, og så komme videre. Så længe vi er udramatisk i os selv, har vi adgang til alt i os selv.

Det er naturligt for barnet. Det er naturligt for alle.

På den måde er vi også i vores egen guddommelighed, uanset hvor kedelig den måtte være.

Jeg har oplevet, at vi var to, der begge var i vores sjæl. Vi var begge i dyb kærlighed og i dyb sandhed. Det skete ingenting. Det var på en måde dybt fascinerende.

Vi er i en form. Vi er en slags beholder.

Så længe vi altid gør det gode, bliver vi i os selv, og kan efterfølgende få kontakt til alt i os selv.

Glæde er at blive fyldt ud i min form.

Vi kan i øvrigt være i god form, som både er noget mentalt og noget fysisk, der først og fremmest handler om velbefindende.

Man kan også være veltrimmet sportsligt.

Når vi gør det onde eller ondskabsfulde, har vi ikke denne mulighed, da vi i så fald gør noget dårligt ved en andens beholder og en andens energi.

Formen udtrykker sig sprogligt gennem mange metaforer. Vi kan være fyldt op. Vi kan være ude af os selv. Vi kan have fat i os selv. Vi kan være bundet. Vi kan være ved at koge over.

Hvis vi går ud af os selv, må vi vente på, at vi igen positivt er i stand til at være i os selv.

Denne øvelse kan vi ikke gøre uendeligt mange gange. Livet i sit væsen er skrøbeligt, og vi skal lære altid at have respekt og at tage hensyn. Ellers bliver vi til tomme og følelseskolde skaller.

Det er altid det, der støjer mest, der fylder mest. Det kan være smerte. Men det kan også være dårligt opførsel. Så længe det støjer, er der ikke plads til stilhed.

At se mig selv i en beholder, skabt af det gode, er at se mit liv som guddommeligt, en gave, som jeg skal vide at udfolde, til glæde for mig selv og for alle andre.

Det fortæller alt sammen, at vores til rådighed værende energi er i denne beholder. Med andre ord vores frie vilje.

At stå i sig selv. At stå ved sig selv. Det er også en måde at mærke den fysiske forbindelse, som her først og fremmest har med fødderne at gøre, men jo også rummer en beholder.

Det er afgørende, hvad der sker med os, hvad vi kaster os ud i, om vi er styret af vore sjæl eller vores instinkt.

Formen skal vi selv lære at åbne indefra, hvis det er os selv, der ikke har formået at opføre os ordentligt.

Vi har et valg. Vi har frihed, hvor vi altid kan vi forholde os til os selv, og hvad vi gør.

Vi kan også altid forholde os til vore følelser. Vi behøver ikke at lade dem styre os. Vi kan anerkende dem, også når det gør ondt, men vi behøver ikke at miste os selv i processen.

Måske kan man mærke, hvor vigtigt det er altid at opføre sig ordentligt. Når vi gør noget dårligt, dropper vi beholderen, som også er vores gode moral. På den måde skabes former af afhængighed, hvor vi gør os selv uansvarlige og utilregnelige.

Vi skal aktivt gøre noget for at have det gode inden for rækkevidde, og dermed også vores positive frie vilje til at gøre det sande og det smukke. Når vi gør noget dårligt, fratager vi os selv muligheden for at gøre det gode helt umiddelbart.

Og dermed fratager vi også os selv muligheden for at opleve sammenhængen med et højere perspektiv.

At mærke dette perspektiv er en gave, en slags beskyttelse. Vi kan måske godt forsvare at kalde det englestøtte. Det er noget, vi kan mærke rundt om kroppen, hvis vi er åbne for det.

Når vi møder et andet menneske i kærlighed, kan vi fylde hinanden op, hvis vi sammen bliver i det gode.

En anden måde at se det samme på, som kom til mig en tidlig morgen:

Gud er formen. Det er os, der skal fylde den ud. Giver vi plads til det gode i livet? Det er et dybt interessant og dybt relevant spørgsmål, der måske bedre end noget andet spørger: Giver vi plads til Gud i vores liv. Gud og det gode er afledt af hinanden.

Et andet ord for denne form er den hellige gral, er jeg ret sikker på. Jeg har bare fået lov til at opleve det på min egen måde og med mine egne ord, som jeg også er sikker på, er den rigtige måde at opleve livet, sig selv og sin guddommelighed på.

At hengive sig til sin egen guddommelighed er at finde sin egen form. Inde i formen er vi helt umiddelbart til stede, som den størrelse, der er inkarneret. Det er kernen, der har brug for formen. Som også har brug for instinktets form for at kunne være menneske af kød og blod.

Hvis vi er helt igennem ordentlige, kan vi slappe af i alle disse lag, og få kontakt til dem alle sammen. Kernen og sjælen har helt sikkert noget med hinanden at gøre.

Får man en sådan oplevelse, giver det ikke nogen mening efterfølgende at være delt eller splittet. Det modsiger simpelt hen hinanden.

Man har brug for at gå afsides for at opleve det. Når man er sammen med andre, vil lagene som regel være presset sammen, uden at kunne opleves hver for sig. Fordi vi er oppe imod den attitude, som ethvert menneske har. Som i bedste fald kan være meget tillidsfuld og dermed åbnende. Men som sjældent vil kunne forstå det samme.

Man skal i øvrigt også være kommet forbi det stadie, hvor man kaster skygger. For skygger er en slags fraspaltning af noget i mig selv, placeret på en anden eller på andre.

Den guddommelige forankring i et menneske går i hvert fald igennem hjertet. Men den findes også nede i benene. Disse punkter hænger i hvert fald sammen  med vores urvæsen, hvor vi har skullet flygte hurtigt, og vi har skullet forholde os til frygt. Frygten i brystet modsvares af benenes parathed til flugt. Sådan oplever jeg sammenhængen. De samme steder udløser i dag automatreaktioner, hvor mennesket mangler det kølige overblik og i stedet reagerer dybt irrationelt.

Positivt svarer punkterne til den gode mor, der støtter følelsesmæssigt, og den gode far, der opmuntrer med mod.

Over for hinanden kan vi underkende den anden, svarende til ikke at ville møde vedkommende, hverken foroven eller forneden. Det er det, der sker ved mobning. Det kan foregå ved at tale ondt om en anden, som ikke er der. Vores intention betyder meget mere, end vi regner med, også i et tidsperspektiv.

Mobning på voksenniveau er lige så effektfuldt som hos børn og kan have lige så mange negative eftervirkninger.

Formen i os selv bliver på den måde til skygger, hvor vi mister kontakten, både til den sande del af os selv og tilsvarende hos andre.

Da det meste foregår under overfladen, har det sjældent noget sprog, men derfor virker det stadig ind i de pågældende personers systemer, og vil kunne gøre det livslangt. Kun hvis skadevolderen gør noget aktivt over for den berørte, vil der kunne ske en væsentlig ændring. Vigtigt at supplere med, at i sjælens verden virker kun sand kommunikation.

Et vigtigt punkt i forlængelse af ovenstående er vore fødder. Her bliver livet virkeligt. Her er det os selv, der går ud i verden. Vi har sagt ja, og vi gør det på vegne af os selv, på samme måde som vi får den guddommelige sandhed ind gennem kronechakret. Det forudsætter, selvfølgelig, gennemført ordentlighed, at mestre denne handling.

Ren livsglæde er, at vi er frie i vores væsen. Men gør vi noget dårligt ved et andet menneske, griber vi også ind i dette menneskes energi. Gør vi omvendt noget godt, lukker vi op for hinandens frihed og glæde.

Vi har evnen til som mennesker selv at navigere i sjælens univers ved at manøvrere omkring hjertet, følelsesmæssigt, og at manøvrere omkring fysik, ved hjælp af benene. I sjælens univers kan vi kun agere i kærlighed og sandhed.

Vi har brug for hinanden i positive relationer og har her muligheden for at flytte os i forhold til hinanden.

Det svarer helt til, at vi altid behandler et barn i fuld respekt og kærlighed.

Man glemmer meget nemt, at voksne har den samme skrøbelighed i sig, og har et lige så stort behov for hensyn og ordentlighed.

Normalt er vi i vores følelsers vold.

Vi har evnen til i stedet for at blive i os selv.

Altid at gøre det gode er et valg.

Her er opskriften på, hvordan man altid kan være et ordentligt menneske.

Vi kan også kalde det evnen til altid at, ikke bare at kunne skelne mellem skidt og kanel, men også at gøre det.

Hvis jeg har ret, har jeg dermed løst den psykiske smertes gåde.

Jeg har ikke fjernet den  psykiske smerte, men jeg har introduceret evnen til seriøst og ubetinget at forholde os til den, så den dermed efterhånden vil kunne fjernes. Som i øvrigt ledsager og også forstærker meget fysisk smerte.

Menneske er sjæl og instinkt.

Hvis vi anerkender de to som et makkerpar, har vi forstået, hvad det handler om.

Hvis vi i denne dualitet placerer jeget og bevidstheden, har vi dermed udstyret os selv med evnen til at gå dybt.

Og med evnen til at bearbejde alt.

Jeget er den til enhver tid handlende. Bevidstheden er den til enhver tid observerende.

De to er også dem, der gør eller kan gøre os til voksne og ansvarlige mennesker, som omvendt kan gøre os til de værste kryb.

Med de to gør vi en forskel i verden. Opfører os ordentligt. Eller opfører os utilstedeligt. Valget er vores eget.

Det er kort sagt vores evne til at manøvrere i livet. Og altid at kunne stå ved os selv.

At støde mod sig selv kan give anledning til alle former for følelser. Selvbebrejdelse. Bebrejdelse af andre. Vi er hele tiden oppe imod os selv. Eller oppe mod andre.

Skygger opstår, når der er noget, vi ikke selv vil være ved. Så støder vi det uden for os selv.

Kunsten er at holde det inden for sig selv, som hører til indenfor.

Kunsten er også ligeværd, der nok er allervanskeligst i de intime relationer. For her kan vi vel nærmest ikke finde ud af at være sammen uden at støde sammen.

Det er her, murstenslogikken kommer ind. At være henvist til at være i de samme rum betyder, at mennesker bliver nødt til at indgå kompromisser. Det kaldes at slibe kanter af. Man gør det i familien mod børn. Men man gør det også mellem voksne. Det meste sker umærkeligt.

Som jeg oplever det, er et af de kardinale punkter i et parforhold energiens stagnation i forbindelse med seksualiteten. Det gælder også måske især kvinder, der bor alene. Man tror, at orgasmen er noget privat, til ejendom, i stedet for bare at give slip ind i evigheden. Det er meget usundt at tro, at det ikke kommer andre ved. Det er med til at få vores samfund til at stagnere, og at standse den vitale energi, i et i forvejen meget stift og murstensagtigt menneskeliv.

Det betyder også, at man ikke i tilstrækkelig grad kommer ud i periferien af sig selv. Som er nødvendigt, hvis vi ønsker en dybere og mere sand erkendelse. Meget bliver tidsfordriv, uden stort engagement. Og det er ikke godt for et menneske, at det ikke i højere grad mærker sig selv.

I praksis betyder det en ensretning, og at man bruger meget ligegyldig tid. Man mister også den umiddelbare oplevelse af sig selv og kontinuiteten i livet. Tilværelsen bliver delt op i rum, som ikke har noget med hinanden at gøre. Og mennesket bliver fremmedgjort.

Det sker med så stor en automatik, at ingen stiller spørgsmål ved rigtigheden af det. Og det er ikke sundt.

I slipstrømmen opstår klicheer. Mennesket udtrykker ikke sig selv, men bruger ord, som er tillært, men ikke følt.

Vi skal uden for dette område for at forstå, hvad det vil sige at blive i vores egen energi, og få adgang til sjælen. Og vi skal lære hver især, hvad det handler om.

Hvis vi altid formår at blive i os selv, i vores egen energi, har vi forstået, hvad livet handler om.

Jeg har i mit liv været udsat for de mest ekstreme projektioner, hvor jeg entydigt er blevet gjort til noget ondt eller noget dårligt, stik imod hvad der var sandt, fordi modparten dermed har kunnet skubbe det væk fra sig selv. Det har altid undret mig, at det var muligt, men det forstår jeg nu.

Det er i øvrigt på samme måde, man kan have kontakt til noget guddommeligt. Men så skal man først have fuldstændigt styr på sig selv. Og sin, sine relationer. Så kan vi bevæge os ud og ind i alle lag.

Også ned i barndommen, hvor betingelsen er, at vi formår at være med barnet, også de store følelser og dets skrøbelighed.

Men her er nøglen til, hvad Ny Tid handler om. At vi som mennesker formår at blive i os selv. Og dermed også at være det sande billede af os selv, når vi møder andre.

Det udslagsgivende var, da jeg skrev noget om min egen guddommelighed. At vi evner at møde det bløde ind mod hinanden. I stedet for at aktivere noget hårdt i hinanden. Det er altafgørende. Men det fordrer, for at blive forstået, at man evner øvelsen inde i sig selv. At man med andre ord har fuldstændigt styr på sig selv, og sine egne følelser.

Det er der ikke ret mange, der har, vel at mærke hele tiden. Vi kan måske godt have det eller få det momentvis. Og denne øvelse kan så være den, der betyder, at man vælger at integrere det i sit liv. Det vil afgørende kunne afslutte fejludvikling af mennesket og af mange sygdomme. Og det vil betyde et reelt fokus på verden udenfor, herunder klimaet, naturen i det hele taget, og vores måde at påvirke det, positivt og negativt.

Integration er altid at møde det bløde i sig selv og altid at møde det bløde i andre. Alternativt, hvis det ikke er blødt, at transformere det, i hvert fald i det omfang jeg selv har adgang til det.

Jeg har ikke adgang til andres energi, men jeg har mulighed for at gå ind i og være i min egen. Hvis en anden har gjort noget ondt imod mig, har jeg muligheden for at gå bagvejen ind og fylde mig selv op med god energi.

Jeg kan aldrig og skal aldrig gøre noget ved den anden. Det er simpelt hen ikke mit gebet. Men jeg har altid lov til at fylde mig selv op. Men altid positivt og kærligt. Aldrig med skjulte bagtanker. Derfor har jeg jo alligevel ret til at have håbet, troen, kærligheden og viden, så længe jeg forbliver et godt menneske.

Vil godt supplere med, at jeg alene forholder mig til de positive og kærlige former ved at være menneske. Sort magi er på ingen måder mit gebet.

Den frie vilje er givet af Gud, for at vi skal lære, hvad forskel der er på godt og ondt. Og at vi selv kan og skal gøre en forskel.

Helgenæs 16. marts 2019

Seneste korrektion den 14. maj