At sige ja

Tro er det, man er bundet til, det man lever efter.

Vi kan vælge at sige ja til noget, som vi er på et dybere plan, og dermed slippe vores bundethed til det, som vi ubevidst og dermed umiddelbart tror på. Det kan sagtens være en proces. Det kan sagtens være, at vi i lang tid stadig vil være bundet til det, som vi omgiver os med, eller som omgiver os med, afhængigt af om vi er aktive eller passive i forhold til denne bundethed.

Det kan være en overbevisning, der stammer fra barndommen, men det kan lige så stærkt være en overbevisning af nyere dato. Det afgørende er vores egen placering i forhold til denne overbevisning, som jo også kan være sladder, bagtalelse, eller bare en tom gentagelse, der har virket længe nok.

Mennesker har et særligt privilegium, som ingen andre jordiske væsener har. Vi kan sige ja og leve efter dette ja. Det er ikke svært, men alligevel er der ikke ret mange, der gør det.

At sige ja af hele sit hjerte er at være helt til stede i sine valg.

Når vi siger ja, er det en klar beslutning med os selv, som vi tager, og som vi herefter lader alt andet underordne sig.

Hvad er pointen i at give slip? Det er at invitere guddommelighed ind på Jorden. At vi siger ja til at være et klart lys for andre. Ved at være det, der var meningen lige fra begyndelsen. Det er alt sammen fuldstændigt enkelt. Vi kan bare kigge på et barn, der stadig har livsmod og livsglæde i sit væsen. Sådan kan vi også bliver, hvis vi ønsker det.

Det kan ikke lade sig gøre, hvis jeg friholder noget i mig selv. Det kan kun lade sig gøre, hvis jeg gør det ubetinget. Det er noget, jeg beslutter med mig selv, og som jeg herefter lader virke i alt.

Når vi siger ja, og lever i dette ja, så vil vi opleve, at alt det andet kommer af sig selv. Og uden at vi mister noget. Men hvis ikke vi giver slip, får vi ikke denne oplevelse. Det er et sjovt paradoks.

Det er i øvrigt derfor, at kristendom har brug for at blive nyformuleret. For det giver ikke nogen mening for velbjergede og velnærede at gå i kirken og høre en professionel præst, der har alt på det tørre, prædike over ordene: Søg først Guds rige, så skal alt det andet gives jer i tilgift! Det er i den kontekst tomme ord.

Det var en helt anden kontekst, det oprindeligt blev formuleret i. Dilemmaet er det samme, som mange i dag vil opleve. Har jeg mod til at sætte alt på spil i mit liv for noget, der mere sandt end det, jeg klynger mig til?

De fleste mennesker hænger fast i deres betingethed. De vil gerne kigge ud i verden og gøre sig kloge på alt muligt. Men de vil ikke kigge på sig selv. Derfor bliver ord også utroværdige, selv om de fylder rummet og giver sig ud for at være sandheden.

Denne dobbelthed er nok noget af det vanskeligste at have med at gøre. Fordi man har brug for at kigge på sin egen skygge. Men det er der praktisk taget ingen, der vil.

Det kan gøres med et klart ja. Men det er i så fald et ja, som man kun kan finde i og med sig selv.

Når jeg lever ud igennem en skygge, og samtidig har ærlighed i behold, vil jeg opleve efterhånden at blive mere og mere tom indvendig.

Mit frihedsfelt er min ærlighed. Når jeg lader noget usandt få lov til at styre, bliver jeg også ufri.

Ikke at sige ja, eller ikke at sige klart ja, vil invitere frygt og andre følelser indenfor, og man bliver grundlæggende upålidelig ved det, fordi der stadig er en del, som man ikke helt kan stole på.

Ikke at sige klart ja er ikke at ville slippe og dermed gøre sit ja betinget. Og så er det ikke sandt.

At sige ja er at gøre det med al min energi, helt ned i fødderne. Dermed vil andre også kunne stole på mig, men ikke, når jeg vakler, og ikke, når jeg ikke har sagt klart ja.

At sige ja og at blive i det jomfruelige ja er at gå vejen, og positivt at møde, hvad der kommer. At blive på stien. At blive i sin energi. At bevare sit fokus. Aldrig at være middelmådig. Altid at kunne stå inde for sig selv.

Det er alt sammen muligt.

Det handler også om altid at være ærlig. Altid at være hensynsfuld. Altid at vise respekt. Og erkendelserne får man undervejs ved at blive i denne tilstand.

Tilstanden er det samme som positivt at være og at blive i sit instinkt, og at gå ind i de oplevelser, der opstår, men altid uden at miste sig selv, eller at gå ud af sig selv. På den måde har man altid kontakt, både med sit instinkt og sin sjæl.

Og man vil være med til at vise en ny vej, som ikke tidligere har kunnet gennemføres på denne planet. Den er i øjeblikket ved at blive betrådt.

Hvis mennesker havde kontakt med deres sjæl, ville det være nemt at sige ja. For kommer man ind på den rigtige side af sig selv, er der slet ikke noget at betænke sig på.

Problemet er, at de fleste, og vi taler en så stor procentdel, at vi skal ud i decimalerne af 99,99, har mere fat i deres instinkt end i deres sjæl, og derfor kan man simpelt hen ikke se logikken i at give slip, at hengive sig, at lade sjælen få lov til at give sig til kende.

Og så ser vi i denne sammenhæng bort fra dem, der forsætligt nægter at kigge på sig selv i dette lys. Dem er der også mange af. Og dem, der profiterer af, at andre ikke er i stand til at få sig den samme indsigt.

Det er et besynderligt paradoks, som jeg har levet med i efterhånden mange år. Og også måttet lide meget under. Fordi det betyder, at mange handler ud fra instinktets hårde og også ulogiske og til tider ubarmhjertige måde at se verden på.

Selv om man siger ja, mener mange det ikke alligevel, og bruger den mindste anledning til at trække sig igen.

Hvis børn blev hørt, ville de uden videre kunne overbevise den voksne om sin irrationelle måde at møde livet på.

Men man lytter ikke til børn. Og man lytter ikke til de dybe sider i sig selv.

Da jeg har mere kontakt med min sjæl end med mit instinkt, kan jeg tillade mig at udtrykke følgende:

Det er nødvendigt altid at være med sig selv i hele sit væsen. Ellers er vi grundlæggende ikke pålidelige. Så kan vi jo bare sige noget og gøre noget helt andet.

Så udgangspunktet er, at den, der taler og siger ja, er mig. Så vil andre også kunne stole på, hvad jeg siger.

Når jeg gør noget til mit, så får det kvalitet.

Så giver det mening, både for mig og for den eller dem, som jeg gør det sammen med.

Når man ikke har sagt ja, så er noget ikke rigtigt sandt.

At sige ja er at stå inde for mit valg.

Når man lover noget, så skal man holde det.

Når man siger noget, så skal man gøre det.

Man skal ikke gøre noget, og så komme bagefter at sige, at det skulle man ikke have gjort.

Det er en uskik, måske især over for den, som man har gjort noget sammen med eller overfor.

Man skal ikke gå med en halv vind. Det er simpelt hen dårlig skik.

Det gælder selvfølgelig også i en større sammenhæng. Men det gælder også i det små.

Når man siger ja, så siger man ja. Færdigt arbejde! Man må lære at stå ved sig selv!

Dette skal ikke bruges over for børn, der ofte bliver presset til at sige ja! Det er noget helt andet. Vi taler voksen til voksen.

Der er nogle valg på nogle afgørende tidspunkter i livet, som man skal tage.

Jeg tror ikke, at man tager det en gang for alle. Og selv om man siger ja, skal man alligevel gentage dette ja flere gange.

Der er nogle afgørende valg, der handler om at give slip. De er forskellige fra person til person, da det er forskelligt, hvad vi er bundet til, og hvornår vi blev det.

Men man kan ikke springe over. Og nogle valgt er helt sikkert vigtigere og mere betydningsfulde end andre.

Vi ved godt, hvad det handler om, og hvornår de er på spil.

Jeg har hørt mennesker fortælle om, at de har gået i modstand, så længe, at der efterhånden bare en kliché, som de fyrer af.

Enten siger vi ja, eller også siger vi ikke ja. Og når vi siger ja, så mener vi det, og så gør vi det.

Det handler om, om vi ønsker at være virkelige eller ikke. Det er det enkle svar.

Livet er et valg.

Vil vi det med hele vores hjerte? Eller vil vi det ikke?

Hvis vi siger ja, skal vi sætte vores vilje ind på at gennemføre det og overholde det?

Ellers er der jo ingen grund til at sige ja. Så svarer det jo bare til at tage en kop kaffe.

Hvad vi gør, i form af fjernsyn, Facebook, mobiltelefoner, er ofte bare afvigemanøvrer. Nogle gange er de sikkert bare en dårlig undskyldning for ikke selv at foretage sig noget.

Så længe vi har en valgmulighed, er den frie vilje i spil.

Det er ikke svært at finde 117 undskyldninger eller flere. Dem er der nok af, og hele tiden.

Så længe der ikke er et ja, der rækker hele vejen ned, hele vejen ind, hele vejen ud, er der ikke et ja. Eller så er det bare ord.

Ord kan godt blive til virkelighed. Men det er i sig selv to forskellige verdener.

Vi kan selv gøre en indsats for en bedre verden.

Vejen går igennem os selv.

Metoderne er enkle og skal bare føres ud i livet.

For det første skal man altid tage sit hjerte i ed.

For det andet skal man altid gøre, hvad hjertet ved og vil.

Det ved man udmærket godt, hvis man er åben over for svaret.

For det tredje skal man gøre det, fysisk, kærligt, ærligt.

Og sådan kan vi fortsætte. Hvis vi lader være med at sætte vores egen magelighed, vores egen gevinst, vores eget ego i forgrunden, vil vi kunne få alle de svar, som vi har brug for. For at komme i gang. For at komme videre.

Aldrig spejle sig i lyset fra spejlet. For det er blændværk. Aldrig lade sit ego få magt, som det sker i rigtigt mange menneskers liv, og som virker momentant, som at tisse i bukserne.

Vi er det lys, vi udsender. Men vi skal ikke lede i spejlet efter vores eget lys.

At tøve er at lade instinktet få magt. Og så har vi allerede taget det første skridt væk fra kærlighedens sti og livsglædens mulighed.

Det er vigtigt, at vi lærer at skelne. Jeg har altid ønsket anerkendelse. Men jeg identificerer mig ikke med mit behov. På den måde skal vi lære at skelne mellem, hvad det er sandt og befordrende, og hvad der er instinkt og vel nærmest et krav om, at andre kan lide mig. Man vender der på hovedet i sig selv, i stedet for altid at give plads til sandheden og kærligheden. Give kejseren, hvad der kejserens, og Gud, hvad der er Guds.

Hvad er i forgrunden i vores liv?

Hvad får det første og det sidste ord?

Hvad er dermed den stærkeste drivkraft i livet?

Det har vi muligheden for at lave om på, hvis det nu viser dig, at det ikke er mig, der er styrmanden.

Betingelsen for alt, hvad jeg skriver, er at være til stede midt i virkeligheden, og ikke at stå på afstand. For så kan alt grundlæggende være fuldstændigt ligegyldigt.

Så er ord bare ord, uden indhold.

Livet er her og nu, og ingen andre steder. Ikke i fantasien. Ikke ovre hos naboen. Men lige her, hvor jeg er og læser dette.

Det er seriøsiteten, oprigtigheden og dybden bag et ja, der er afgørende for, hvor meget det flytter i et menneske. Det kan være en lang proces, men den begynder altid med et ja, hvis jeg ønsker at have front imod problemerne og udfordringerne i mit liv. Det kan sågar blive positivt spændende, hvis jeg tager det dybt alvorligt.

Udgangspunktet er jo også, at jeg skal sige ja til noget, som jeg, forhåbentlig, dybest set gerne vil. Ellers giver det jo ikke rigtigt nogen mening.

At sige ja, og at lade dette ja gennemtrænge sig, er noget, der kan tage tid, fordi der vil blive ved med at dukke reminiscenser op fra den gamle måde at gøre tingene på.

Hvis ikke vi siger ja, kan vi stå på afstand og tage bestik, kassere, hvis vi har lyst til det. Vi kommer til gengæld ikke ind i de følelser, hvor vi virkeligt kan mærke meningen med livet.

At sige ja er at gøre noget til mit eget.

At sige ja er at gøre noget på egen hånd.

At sige ja er at få så god kontakt med mine egne følelser, at jeg holder positivt fast i dem. At jeg ved, det er mig, og ikke bare en forbigående stemning.

Når jeg ikke siger ja, kan det være min mor eller min far, der siger ja.

Eller nogle stemmer, der bliver hvisket mig i ørerne.

Eller min psykolog eller en anden person, som jeg stoler på.

Når jeg siger ja, så træder jeg selv i karakter.

Hvis vi bevæger os ind i sjælens univers, kan vi ikke gøre noget halvhjertet.