At sige ja

At sige ja er af hele sit hjerte af sige ja. Vi skal altså være i hjertet. Sådan noget bestemmer man selv.

At sige ja er at lade sjælen få lov til at komme ind i livet. Det sker også med hjertet som deltager.

Så længe sjælen ikke afgørende har fået fat, vil betydningen af et definitivt ja være helt afgørende.

Også selv om vi sekundet efter falder i igen.

Så længe sjælen ikke er blevet styrmand i mit liv, er det instinktet, der altid får det sidste ord.

Og vi falder pladask hver gang.

Det varer lige så længe, som vores tyngde er knyttet til vores selvbestaltede ego.

At sige ja er en handling. En entydig handling.

At sige ja er også en proces.

Jeg siger ja med hele mit væsen.

Men samtidig er det ikke alt i mig, der er omfattet af dette ja.

Sådan er det at være voksen.

Jeg er styret af noget, der ikke siger ja, når jeg alligevel ikke mener det.

Jeg er også styret af noget andet, når jeg stikker af.

Det er jo logisk nok, men nok ikke logisk fra udøver, når det sker.

Når noget siger ja, og noget ikke gør det, måske ligefrem siger nej, så har jeg ikke fuldstændigt styr på mig selv.

Der er noget, der trækker i mig.

Der er noget, der vil have mig til at gøre noget anderledes.

Vi er på samme tid plante, dyr, menneske og Gud.

Sådan ser det udefra.

Indefra er vi univers, sjæl, instinkt og jordforbindelse. Her kan vi gøre en forskel.

Vi vælger selv, hvor vi placerer os.

Med mindre altså vi lader os styre af noget udefra.

Så kan det hele måske være lige meget.

Når jeg er bundet af mit instinkt, vil jeg opleve mig selv indespærret bag nogle mure. Det vil være en tilbagevendende oplevelse, også når og hvis jeg ikke vil kende ved den.

At give slip vil give en helt anden oplevelse af livet, hvor jeg ikke lyver for mig selv.

Alt i mit liv hænger sammen, også hvis jeg er delt.

Jeg er omgivet af en kokon, ligesom en silkeorm. Det er mit væsen. Det indeholder alle mine tanke, alle mine følelser, alle mine handlinger, min seksualitet, mine fornemmelser, mine historier, alt hvad jeg har gjort ved andre, alt hvad jeg har undladt at gøre, alt hvad jeg har tænkt mig at gøre, som ikke er det samme, som hvad jeg gør.

Det, som jeg får ud af at sige ja, er, at jeg dermed rummer alt i mig selv i mine beslutninger og handlinger.

Fordi vi er skabt i guddommelighed, er vi også forbundet i en kontinuitet. Det svarer måske meget godt kokonens tråde, der også er skabt i tid, på en lang linje.

Vi kan vælge at være i den på en god måde. Det er pærelet, og utroligt dejligt. Det er det, som et barn gør i sig selv.

Vi kan også vælge en form, som de fleste mennesker gør, hvor de for det meste er ude af sig selv, og måske har nogle lig i lasten. Det er alt sammen meget mere bøvlet, besværligt, grumset. Og man skal hele tiden argumentere med sig selv for at overbevise sig selv om, at det er andre, det er noget galt med, for at man kan blive ved med at leve med sin tilstand.

Stikker jeg af?

Er jeg der, når det virkelig gælder?

At sige ja er at have en substans i mig selv, som jeg er villig til at holde fast ved.

At sige ja er et voksent menneskes måde at sige, at jeg vil aldrig stikke af fra dig.

Et ja gør mig til et troværdigt menneske.

Er det, jeg gør med mine hænder, sammenhængende med det, der komme ud af min mund, hvor hjertet er det sted, hvor det hele kommer fra?

At røre mig viser, at du vil mig.

Jeg skal vise, først og fremmest over for mig selv, mens selvfølgelig også den anden, at jeg tager mig selv alvorligt.

At det, jeg siger, er det jeg gør.

At sprog ikke er adskilt fra krop. At jeg er mig.

Det handler om altid at tage sig selv og andre dybt alvorligt.

Vi skal stå ved os selv. Det er det vigtigste i livet. Vi skal tåle at kunne blive gennemlyst fra et sandt perspektiv.

Det er, hvad der kommer helt indefra, der betyder noget.

Vi har altid mulighed for at vende alt til et ja, og så vel at mærke leve vores liv efter det, helt og holdent, og ubetinget.

Det, der for alvor betyder noget, er, at jeg helt af mig selv gør noget i verden.

Det betyder også, at jeg ikke stiller betingelser for, hvad jeg gør, og hvad jeg gerne vil.

At jeg gør det helt af mig selv. Helt ud fra mit eget ønske. Fra mit eget hjerte. Min egen vilje. Min egen lyst. Ikke for at få noget igen. Så er jeg ikke reel.

Mit ja er, hvad der står bag mit hjerte.

Eller hvem der står bag mit hjerte. For hvem gør det? Hvem styrer mig?

Der er altid noget eller nogen, der styrer mig?

Det kan godt være mit eget hjerte, hvis jeg er ren og sand i mit væsen.

Hvis man er bundet af noget ydre, kan man ikke samtidig være styret af noget indre.

Vi tager et grundlæggende valg i tilværelsen. Det er det, der styrer os. Det er suverænt vores eget valg.

Det er det, der afgør, hvad vi roder os ud i, eller positivt, hvad vi vælger at gøre. I det sidste tilfælde er det altid nemt at stå inde for det.

Når man definitivt har taget det valg med sig selv, at sandhed og kærlighed altid skal være ledetråden, vil man oplevet at jonglere rundt i alle mulige sjove niveauer, som dog altid falder på plads.

Inden man har taget valget, vil disse niveauer styre mig, og lede mig forvirret rundt i alle mulige tilstande, med risiko for, at en af dem lige pludselig overtager dagsordenen. Det kan være direkte rædselsfuldt, hvis man lader det ske.

Selvudvikling er noget, vi vælger, og siger ja til.

Det betyder, at vi kommer tættere på os selv, får mere indsigt, og selvfølgelig også mere ansvar.

Det handler om at udvide sig selv, og i den forbindelse møde og ramme de steder, hvor det hidtil ikke har været noget fokus. Det skal jeg være villig til at møde og at kigge på. Og jeg skal være villig til positivt og konstruktivt, hvis det er nødvendigt at lave om på det.

Alt sammen er det nødvendigt for, den dag jeg så mere specifikt møder min sjæl, kan gøre det sandt fra mit eget synspunkt. At sige ja til mig selv på et dybere sted. At sige ja direkte til mig selv.

At gøre ordene til mine.

Uden kontakt med min sjæl er jeg ikke troværdig.

Med spinket kontakt er jeg nem at slå af pinden.

Men et dybt ja har jeg mulighed for altid at være troværdig.

At stå i sig selv er at have alt i sit væsen inkluderet.

Hvis man gerne vil undgå at flygte fra sig selv, vil det være en god øvelse ikke at have noget skjult for sig selv. På den måde vil det jo være ulogisk at stikke af. For hvorfor skulle man stikke af fra noget, som man godt kan lide?

Det svarer til at have sjælen integreret i sit menneskevæsen.

At have sin disponible energi i spil på en måde, så intet ligger skjult og pludselig stikker sit grimme hoved frem.

Det svarer til at have gennemlyst sig selv.

Hvis alt det er på plads, er det helt ukompliceret af sige ja.

Det er det jo så ikke, ligesom det for de fleste er noget bøvlet at sige ja.

Altså må det være noget i vores historie hver især.

At udfylde sig selv er at opfylde sin mening i livet.

Et klart og indiskutabelt ja er ikke forurenet på nogen måde. Det er man ikke i tvivl om, heller ikke om kvaliteten af det.

Selv at være den, der aktivt går forrest i mit eget liv, og står inde for og bag mine egne beslutninger, har så stor en kvalitet, fordi det er mig selv, der suverænt og entydigt tager beslutningen, og lever efter den. Jeg er ikke i lommen på nogen. Alle andre er i situationen sat ud af spillet. Det er ikke et kynisk, men et kærligt valg.

Det jomfruelige ja er det stærkeste af alt, og kan udtales, udtrykkes og handles af et menneske i frihed og med en positiv vilje. Hvor vi ubetinget siger ja fra et meget dybt sted, uden først at bøvle med det i bevidstheden og i selvforståelsen. Det gør os grumsede.

Når jeg siger ja, giver jeg plads inde i mig selv.

Hvorfor skal jeg sige ja?

Det skal jeg, fordi alt i mig skal være deltager i den beslutning, som jeg tager lige nu.

At sige ja er at stå bag mig selv. At der ikke er noget, der kommer bag på mig, fordi jeg ikke ville vide af det.

Uanset et ja eller ej er jeg et energibundt, en samling af tråde, som er bundet sammen og udgør min identitet, i hvert fald min adfærd.

Hvis jeg siger ja, siger jeg ja til mit energibundt. Det vil jeg gerne møde, siger jeg med mit ja, og er villig til at møde alt, hvad der dukker op, for at kigge på det. Ikke nødvendigvis for at acceptere det her og nu, men at møde det, stilfærdigt og ærligt.

Hvis jeg formår at stå helt i mig selv, vil intet være ekskluderet. Og jeg vil altid kunne kigge mig tilbage og vide, at hvad jeg gjorde, var helt i overensstemmelse med mig selv.

Det er ufatteligt vigtigt, at hver en fiber er med i mit ja og min måde at møde verden på.

Til gengæld vil jeg efter mit ja opleve en ubetinget forløsning, fordi jeg for første gang i mit liv var ordentlig, ubetinget ordentlig.

Jeg skal ikke forlange noget af andre. Jeg skal forlange noget af mig selv.

Hvis jeg gør det, vil alt i verden ændre sig fra det øjeblik.

At sige ja er at være villig til at give slip, at lade være med at ville bestemme, at ville styre.

Hengivelse er at være villig til at give slip helt ind i sig selv.

Det fordrer, at jeg, som Abraham, da han svingede øksen over sønnen Isak, er villig til at slippe alt.

Det handler om at slippe vores bundethed til alt. Så længe der stadig er en flig, som vi ikke vil slippe, har vi ikke sluppet. Så hænger vi fast i lænken, og vores bundethed til instinktet.

En bundethed kan være fysisk reel, men ikke reel i sjælens perspektiv. Her er det en forestilling, der har magt. I den tilstand kan den i øvrigt forvolde ganske meget skade. hvis den får lov til fysisk at manifestere sig.

Hvis jeg ikke siger ja til alt, kan jeg altid søge tilbage, og jeg kan dele mig. Det har jeg oplevet masser af eksempler på. Og det er altid utroværdigt.

Hvis man siger ja, for at få noget igen, er det betinget, og så siger man ikke klart og ubetinget ja.

At give slip er at give slip ind i noget, der er sandt. Det sande er ikke bundet til andet end det sande. Sandhed kan ikke være betinget.

Vi giver ikke afkald på reel tryghed og sikkerhed. Vi giver afkald på den usunde og den usande del af os selv.

Overført til Abraham og Isak bevarer vi den sande relation og de sande følelser, men giver slip på alt andet.

Det fortæller tydeligt, hvor stor en magt forestillinger har i menneskers liv. Forestillinger der overtrumfer realiteten. Det kan være dybt smertefuldt.

Jeg kan ikke på samme tid være bundet til et andet menneske og give dette menneske sin fulde frihed. Kunsten er at lære at give slip.

Når vi bliver i sandhed, så vil vi komme stadig tættere på os selv, og herunder de knuder og forestillinger, der energetisk har sat sig fast, og blokeret vejen ind til det og den, som vi oprindeligt er. Det handler om gennem et ja og et slip at få fat i den dybe sandhed.

En anden måde at udtrykke det samme på er at lade den høje bevidsthed gennemtrænge den lave.

Det sande er reelt, for så vidt som sandheden er inkarneret. Og nogle dermed lever i sandhed.

Utroligt mange mennesker siger ja, men springer fra alligevel.

Dermed får de med garanti ikke sjælen i spil, men kan alligevel leve i dette mønster, også i årevis.

Den, som ikke ubetinget har sagt ja til sig selv, har ikke direkte adgang til sjælen.

De fleste oplever den måske tydeligst ved en forelskelse, som jo i udgangspunktet er en projektion, men i den indledende fase i hvert fald også et spejl fra sjælen.

Vi kan få adgang til det gode, det sande og det smukke i os selv. Men det kræver, at vi evner at være helt til stede i os selv.

Livet handler om at være i livet. Så enkelt er det.

Livet handler om at være  i livet. Hele tiden. Med alt hvad man indeholder. Helt til stede. Det er temaet for alt, hvad jeg skriver.

Vi skal sige ja hver især. Til alt hvad vi gør, og alt hvad vi har gjort. Ellers får vi ikke fat i det.

Mennesker har et særligt privilegium, som ingen andre jordiske væsener har. Vi kan sige ja og leve efter dette ja. Det er ikke svært, men alligevel er der ikke ret mange, der gør det.

At sige ja af hele sit hjerte er at være helt til stede i sine valg.

Når vi siger ja, er det en klar beslutning med os selv, som vi tager, og som vi herefter lader alt andet underordne sig.

Hvad er pointen i at give slip? Det er at invitere guddommelighed ind på Jorden. At vi siger ja til at være et klart lys for andre. Ved at være det, der var meningen lige fra begyndelsen. Det er alt sammen fuldstændigt enkelt. Vi kan bare kigge på et barn, der stadig har livsmod og livsglæde i sit væsen. Sådan kan vi også bliver, hvis vi ønsker det.

Det kan ikke lade sig gøre, hvis jeg friholder noget i mig selv. Det kan kun lade sig gøre, hvis jeg gør det ubetinget. Det er noget, jeg beslutter med mig selv, og som jeg herefter lader virke i alt.

Når vi siger ja, og lever i dette ja, så vil vi opleve, at alt det andet kommer af sig selv. Og uden at vi mister noget. Men hvis ikke vi giver slip, får vi ikke denne oplevelse. Det er et sjovt paradoks.

Det er i øvrigt derfor, at kristendom har brug for at blive nyformuleret. For det giver ikke nogen mening for velbjergede og velnærede at gå i kirken og høre en professionel præst, der har alt på det tørre, prædike over ordene: Søg først Guds rige, så skal alt det andet gives jer i tilgift! Det er i den kontekst tomme ord.

Det var en helt anden kontekst, det oprindeligt blev formuleret i. Dilemmaet er det samme, som mange i dag vil opleve. Har jeg mod til at sætte alt på spil i mit liv for noget, der mere sandt end det, jeg klynger mig til?

De fleste mennesker hænger fast i deres betingethed. De vil gerne kigge ud i verden og gøre sig kloge på alt muligt. Men de vil ikke kigge på sig selv. Derfor bliver ord også utroværdige, selv om de fylder rummet og giver sig ud for at være sandheden.

Denne dobbelthed er nok noget af det vanskeligste at have med at gøre. Fordi man har brug for at kigge på sin egen skygge. Men det er der praktisk taget ingen, der vil.

Det kan gøres med et klart ja. Men det er i så fald et ja, som man kun kan finde i og med sig selv.

Når jeg lever ud igennem en skygge, og samtidig har ærlighed i behold, vil jeg opleve efterhånden at blive mere og mere tom indvendig.

Mit frihedsfelt er min ærlighed. Når jeg lader noget usandt få lov til at styre, bliver jeg også ufri.

Ikke at sige ja, eller ikke at sige klart ja, vil invitere frygt og andre følelser indenfor, og man bliver grundlæggende upålidelig ved det, fordi der stadig er en del, som man ikke helt kan stole på.

Ikke at sige klart ja er ikke at ville slippe og dermed gøre sit ja betinget. Og så er det ikke sandt.

At sige ja er at gøre det med al min energi, helt ned i fødderne. Dermed vil andre også kunne stole på mig, men ikke, når jeg vakler, og ikke, når jeg ikke har sagt klart ja.

At sige ja og at blive i det jomfruelige ja er at gå vejen, og positivt at møde, hvad der kommer. At blive på stien. At blive i sin energi. At bevare sit fokus. Aldrig at være middelmådig. Altid at kunne stå inde for sig selv.

Det er alt sammen muligt.

Det handler også om altid at være ærlig. Altid at være hensynsfuld. Altid at vise respekt. Og erkendelserne får man undervejs ved at blive i denne tilstand.

Tilstanden er det samme som positivt at være og at blive i sit instinkt, og at gå ind i de oplevelser, der opstår, men altid uden at miste sig selv, eller at gå ud af sig selv. På den måde har man altid kontakt, både med sit instinkt og sin sjæl.

Og man vil være med til at vise en ny vej, som ikke tidligere har kunnet gennemføres på denne planet. Den er i øjeblikket ved at blive betrådt.

Hvis mennesker havde kontakt med deres sjæl, ville det være nemt at sige ja. For kommer man ind på den rigtige side af sig selv, er der slet ikke noget at betænke sig på.

Problemet er, at de fleste, og vi taler en så stor procentdel, at vi skal ud i decimalerne af 99,99, har mere fat i deres instinkt end i deres sjæl, og derfor kan man simpelt hen ikke se logikken i at give slip, at hengive sig, at lade sjælen få lov til at give sig til kende.

Og så ser vi i denne sammenhæng bort fra dem, der forsætligt nægter at kigge på sig selv i dette lys. Dem er der også mange af. Og dem, der profiterer af, at andre ikke er i stand til at få sig den samme indsigt.

Det er et besynderligt paradoks, som jeg har levet med i efterhånden mange år. Og også måttet lide meget under. Fordi det betyder, at mange handler ud fra instinktets hårde og også ulogiske og til tider ubarmhjertige måde at se verden på.

Selv om man siger ja, mener mange det ikke alligevel, og bruger den mindste anledning til at trække sig igen.

Hvis børn blev hørt, ville de uden videre kunne overbevise den voksne om sin irrationelle måde at møde livet på.

Men man lytter ikke til børn. Og man lytter ikke til de dybe sider i sig selv.

Da jeg har mere kontakt med min sjæl end med mit instinkt, kan jeg tillade mig at udtrykke følgende:

Det er nødvendigt altid at være med sig selv i hele sit væsen. Ellers er vi grundlæggende ikke pålidelige. Så kan vi jo bare sige noget og gøre noget helt andet.

Så udgangspunktet er, at den, der taler og siger ja, er mig. Så vil andre også kunne stole på, hvad jeg siger.

Når jeg gør noget til mit, så får det kvalitet.

Så giver det mening, både for mig og for den eller dem, som jeg gør det sammen med.

Når man ikke har sagt ja, så er noget ikke rigtigt sandt.

At sige ja er at stå inde for mit valg.

Når man lover noget, så skal man holde det.

Når man siger noget, så skal man gøre det.

Man skal ikke gøre noget, og så komme bagefter at sige, at det skulle man ikke have gjort.

Det er en uskik, måske især over for den, som man har gjort noget sammen med eller overfor.

Man skal ikke gå med en halv vind. Det er simpelt hen dårlig skik.

Det gælder selvfølgelig også i en større sammenhæng. Men det gælder også i det små.

Når man siger ja, så siger man ja. Færdigt arbejde! Man må lære at stå ved sig selv!

Dette skal ikke bruges over for børn, der ofte bliver presset til at sige ja! Det er noget helt andet. Vi taler voksen til voksen.

Der er nogle valg på nogle afgørende tidspunkter i livet, som man skal tage.

Jeg tror ikke, at man tager det en gang for alle. Og selv om man siger ja, skal man alligevel gentage dette ja flere gange.

Der er nogle afgørende valg, der handler om at give slip. De er forskellige fra person til person, da det er forskelligt, hvad vi er bundet til, og hvornår og hvordan vi blev det.

Men man kan ikke springe over. Og nogle valgt er helt sikkert vigtigere og mere betydningsfulde end andre.

Vi ved godt, hvad det handler om, og hvornår de er på spil.

Jeg har hørt mennesker fortælle om, at de har gået i modstand, så længe, at der efterhånden bare en kliché, som de fyrer af.

Enten siger vi ja, eller også siger vi ikke ja. Og når vi siger ja, så mener vi det, og så gør vi det.

Det handler om, om vi ønsker at være virkelige eller ikke. Det er det enkle svar.

Livet er et valg.

Vil vi det med hele vores hjerte? Eller vil vi det ikke?

Hvis vi siger ja, skal vi sætte vores vilje ind på at gennemføre det og overholde det?

Ellers er der jo ingen grund til at sige ja. Så svarer det jo bare til at tage en kop kaffe.

Hvad vi gør, i form af fjernsyn, Facebook, mobiltelefoner, er ofte bare afvigemanøvrer. Nogle gange er de sikkert bare en dårlig undskyldning for ikke selv at foretage sig noget.

Så længe vi har en valgmulighed, er den frie vilje i spil.

Det er ikke svært at finde 117 undskyldninger eller flere. Dem er der nok af, og hele tiden.

Så længe der ikke er et ja, der rækker hele vejen ned, hele vejen ind, hele vejen ud, er der ikke et ja. Eller så er det bare ord.

Ord kan godt blive til virkelighed. Men det er i sig selv to forskellige verdener.

Vi kan selv gøre en indsats for en bedre verden.

Vejen går igennem os selv.

Metoderne er enkle og skal bare føres ud i livet.

For det første skal man altid tage sit hjerte i ed.

For det andet skal man altid gøre, hvad hjertet ved og vil.

Det ved man udmærket godt, hvis man er åben over for svaret.

For det tredje skal man gøre det, fysisk, kærligt, ærligt.

Og sådan kan vi fortsætte. Hvis vi lader være med at sætte vores egen magelighed, vores egen gevinst, vores eget ego i forgrunden, vil vi kunne få alle de svar, som vi har brug for. For at komme i gang. For at komme videre.

Aldrig spejle sig i lyset fra spejlet. For det er blændværk. Aldrig lade sit ego få magt, som det sker i rigtigt mange menneskers liv, og som virker momentant, som at tisse i bukserne.

Vi er det lys, vi udsender. Men vi skal ikke lede i spejlet efter vores eget lys.

At tøve er at lade instinktet få magt. Og så har vi allerede taget det første skridt væk fra kærlighedens sti og livsglædens mulighed.

Det er vigtigt, at vi lærer at skelne. Jeg har altid ønsket anerkendelse. Men jeg identificerer mig ikke med mit behov. På den måde skal vi lære at skelne mellem, hvad det er sandt og befordrende, og hvad der er instinkt og vel nærmest et krav om, at andre kan lide mig. Man vender der på hovedet i sig selv, i stedet for altid at give plads til sandheden og kærligheden. Give kejseren, hvad der kejserens, og Gud, hvad der er Guds.

Hvad er i forgrunden i vores liv?

Hvad får det første og det sidste ord?

Hvad er dermed den stærkeste drivkraft i livet?

Det har vi muligheden for at lave om på, hvis det nu viser dig, at det ikke er mig, der er styrmanden.

Betingelsen for alt, hvad jeg skriver, er at være til stede midt i virkeligheden, og ikke at stå på afstand. For så kan alt grundlæggende være fuldstændigt ligegyldigt.

Så er ord bare ord, uden indhold.

Livet er her og nu, og ingen andre steder. Ikke i fantasien. Ikke ovre hos naboen. Men lige her, hvor jeg er og læser dette.

Det er seriøsiteten, oprigtigheden og dybden bag et ja, der er afgørende for, hvor meget det flytter i et menneske. Det kan være en lang proces, men den begynder altid med et ja, hvis jeg ønsker at have front imod problemerne og udfordringerne i mit liv. Det kan sågar blive positivt spændende, hvis jeg tager det dybt alvorligt.

Udgangspunktet er jo også, at jeg skal sige ja til noget, som jeg, forhåbentlig, dybest set gerne vil. Ellers giver det jo ikke rigtigt nogen mening.

At sige ja, og at lade dette ja gennemtrænge sig, er noget, der kan tage tid, fordi der vil blive ved med at dukke reminiscenser op fra den gamle måde at gøre tingene på.

Hvis ikke vi siger ja, kan vi stå på afstand og tage bestik, kassere, hvis vi har lyst til det. Vi kommer til gengæld ikke ind i de følelser, hvor vi virkeligt kan mærke meningen med livet.

At sige ja er at gøre noget til mit eget.

At sige ja er at gøre noget på egen hånd.

At sige ja er at få så god kontakt med mine egne følelser, at jeg holder positivt fast i dem. At jeg ved, det er mig, og ikke bare en forbigående stemning.

Når jeg ikke siger ja, kan det være min mor eller min far, der siger ja.

Eller nogle stemmer, der bliver hvisket mig i ørerne.

Eller min psykolog eller en anden person, som jeg stoler på.

Når jeg siger ja, så træder jeg selv i karakter.

Hvis vi bevæger os ind i sjælens univers, kan vi ikke gøre noget halvhjertet.