At sige ja med hele sit væsen

Jeg har oplevet nogle agere ud fra en rolle, som om den var mere virkelig og sand end virkeligheden nedenunder.

En rolle er altid en begrænsning, en delmængde af hele virkeligheden, men det vil rollehaveren ikke nødvendigvis give mig ret i.

Rollens vægge er normer og fordomme. Uanset hvor kyniske og hjerteløse de kan være, praktiseres de af nogle med et smil.

“Only business my friend!” som lejemorderen siger det, inden han skyder.

Muligheden for at være god er altid nærværende.

Uanset om vi handler som gode eller onde, vil det sætte sig i os.

Det er altid nemmest at være god, men det fordrer, at vi ubetinget siger ja til at være det, og er det.

Når vi er onde, gør vi noget dårligt, både ved os selv og ved andre.

Det onde kan skabe et skel, som det kan være meget vanskeligt at hele.

Vi kan være onde og gode på mange planer, i intention, i tanke, i ord i handling.

Der er i udgangspunktet frit valg.

Vælger vi det gode, gør vi livet lettere, både for os selv og for andre.

Det gode bygger op, skaber sammenhæng, bånd, fysisk kærlighed, sandhed i det konkrete liv, glæde, lyst, nydelse.

At vi er der for hinanden og kan mærke det. At vi har lyst til at holde i hånd, kysse og så videre, når vi er kærester.

Det onde ødelægger, ikke bare det, som vi sammen har skabt hos den anden, men også hos os selv. Det kan vi sagtens mærke på sigt.

Heldigvis er det sådan skruet sammen fra et højere sted, at den med den gode intention og handling har mulighed for at forbinde sig med det gode igen.

Uanet om vi er en eller to eller flere: at vi går ind i kærligheden sammen.

At vi, når vi går ind, også er villige til at møde andet, der kommer til os.

At vi ikke kun går ind i en forestilling, men anerkender den realitet, som vi møder.

At vi er med det, der sker, i os selv, også i hinanden.

At vi lader livet komme os i møde, som det er, og er villige til at lade det transformere sig, som det kommer.

At vi ikke på forhånd udelukker noget. At vi anerkender, at det kan være nyt land.

At sige ja er at ville være den, jeg er.

Ikke den, jeg er blevet gjort til, eller som jeg identificerer mig med.

Men den, som jeg i virkeligheden er.

Den, der altid vil kunne kigge sig selv i øjnene.

Den, der er og forbliver tro mod sig selv, og dermed mod livets bestemmelse.

Et ja til mig selv er også et ja til andre, der vil sig selv, altså på et oprindeligt plan.

At sige ja er at lade enhver form for binding transformere.

At lade enhver delmængde af mit instinkt give sjælen lov til at bevæge sig rundt om fænomenet, og transformere det, så det i stedet bliver en form i kærlighedens tjeneste.

Det fordrer, at der ikke er noget, som jeg ikke vil give slip på, at jeg er villig til at ville lade alt gennemlyse, og om nødvendigt transformere.

Jeg kan ikke være bundet, og samtidig fri. Og fri skal jeg være for at gå ind i sjælen ubetinget.

Jeg vil ikke afgørende miste noget ved det, men jeg kan ikke bevare mit selvproducerede og hierarkiske ego.

Vi skal sige ja til os selv og hinanden på et dybt plan, hvis det skal have den ønskede virkning.

Jo dybere, jo mere sandt, vil vi kunne mødes og være sammen.

Vi møder altid hinanden med periferien af os selv. Derfor er det godt ikke at have nogle skjulte dagsordener i spil. Det vil man altid kunne mærke i mødet. Det umiddelbare møde afslører meget præcist, hvad og hvem vi er.

Når man siger ja og handler gennem sit hjerte, vil man aldrig kunne gøre et andet menneske ondt.

Forklaringen er, at man handler som en hel person, der lader sjælen komme til orde, og dermed ikke reagerer ud igennem en norm eller en fordom, som er instinktstyrede former, reageret ud gennem et mørkt og lukket sind.

At være i sig selv betyder, at jeg altid lader enhver beslutning cirkulere hele vejen inde i mit sind, og lader energien transformere sig, hvis ikke jeg forstår, hvad det hele handler om.

Jeg reagerer ikke bare bevidstløst ud gennem en ubearbejdet holdning.

At sige ja til livet er at sige ja i den form, det kommer, den måde, som det viser sig på eller dukker op.

Det kan vi jo aldrig vide på forhånd, og det skal vi heller ikke.

At sige ja er ikke en skrivebordsbeslutning, som jeg skriver under på.

At sige ja er en måde at tage mig selv i ed på, hvor alt er inkluderet.

At sige ja med hele sit væsen er noget, jeg skal gøre i enhver ny inkarnation.

Jeg skal også sige det hver morgen, og hvert nyt øjeblik.

Vi kan udtrykke det sådan, at vi ikke kan og må hvile på laurbærbladene.

Det er vigtigt, at vi ikke hænger fast, men giver slip, af hele vores hjerte, når vi afgørende går ind i livet.

Tidligere gik man ind i døden sammen. I dag skal vi sammen gå ind i livet, men hver for sig i udgangspunktet, og uden slinger i valsen.

Når man hænger fast, så er der altid betingelser knyttet til et ja, og så er det ikke sandt og ægte.

Jeg har en mulighed for at blive sand i mig selv.

Det forudsætter, at jeg ønsker det dybt, og at jeg i øvrigt er sand i alt, hvad jeg foretager mig.

Det er det bedste udgangspunkt for altid at finde den sande inspiration til mine handlinger og vurderinger.

Det er det samme som altid at være i kontakt med sin sjæl, eller i hvert fald at kunne skabe denne kontakt.

Så længe et menneske, helt eller delvist, er bundet til sit instinkt, er det i et vist omfang utilregneligt, og man skal vide at holde sig på tilbørlig afstand, hvis bomben skulle blive udløst.

Automatreaktioner udløses af bundet instinkt, som kan antage rigtigt mange forskellige former.

De er alle sammen ledsaget af dårlige bortforklaringer, hvor mørket vender væk fra sig selv.

Og vil man ikke kigge på skygger, bliver det ved med at være mørkt.

Skygger har i øvrigt den egenskab, at de er selvforstærkende.

Sandhed, som er lys, kan ikke leve side om side med skygger, som jo altid indeholder mørke.

At være i overensstemmelse med sig selv er at få sjæl og instinkt til at spille sammen.

At få det ydre og det indre til at virke sammen er at undgå splittelse i sig selv.

At have det godt med sig selv er at være i harmoni.

Betingelsen for det hele er jo, at vi siger ja til det hele.

Når vi går ind i noget sammen, så handler det først og fremmest om, hvad vi gerne vil.

Hvis vi indleder noget med, hvad vi ikke må, så har vi på forhånd begrænset mulighederne.

Man kan ikke indholdsbestemme noget ved at gøre det negativt.

Hvis man går ind i et forhold med betingelser om, at man ikke vil have løgn, utroskab og alkohol, så fortæller man meget mere om sine egne skavanker og begrænsninger end om sine reelle og positive ønsker for forholdet. Og det har vist ikke mange chancer, uanset hvem der er i den anden ende. Jeg ville med garanti ikke være der. Ikke fordi jeg synes om nogen af delene, men fordi det negative på forhånd fylder det hele.

Det er nødvendigt at sige ja, hvis vi ønsker at tage noget til os.

Hvis ikke vi gør det, lader vi en tilfældigt forbipasserende fordom, eller en, der styrer os selv, få magten.

Vi skal ind i os selv og ned i os selv for at mærke, hvad det drejer sig om. Mærke essensen og den sande kvalitet. Ikke bare det, som andre synes, og som jeg måske hidtil har ladet mig styre af.

Det er ikke nok at sige ja til livet, fordi vi mærker det gennem andre.

Vi skal selv sige ja med hele vores væsen. Ellers kan vi bare stikke af igen.

Vi skal også vise, at vi oprigtigt vil det.

Af hele vores væsen. Ellers virker det ikke.

Vores sande identitet er sjælsbåren.

Det er dog de færreste, der stoler så meget på sig selv og på andre, at de giver slip ind i sjælens perspektiv.

Usikkerheden bruger man til at miste sig selv i materielle rammer.

Det lyder jo ganske ubekvemt, og er det også for sjælen.

For at kunne overleve skaber mennesket tidligt i livet nogle primære overbevisninger, som er usande og skæve måder at være i livet på.

At få fat i sin sjæl er at kunne slippe de primære overbevisninger.

Men det fordrer en hel indsats for den enkelte at overgive sig til sjælens virkelighed.

Sjælens verden fordrer dyb oprigtighed.

At vi siger ja med hele vores væsen.

At vi slipper alt, hvad der er instinktbåret.

At vi derfra lader sjælen virke tilbage i vores eget liv, og lade den få magten.

Det er ulogisk at tale om sjælens magt, men det handler om at give slip, så sjælen kan få lov til i alt at gøre sig gældende.

Så længe det ikke sker, vil vi, mere eller mindre, være båret af instinktets lune og foranderlighed.

Vi ved aldrig helt, hvor vi har et menneske, der er styret af sit instinkt.

Et menneske, der lader sjælen gennemstrømme sig, kan vi derimod altid og ubetinget stole på.

Hvis to mennesker ubetinget siger ja med hele deres væsen, hver for sig, så er alt muligt.

Men det kan kun lade sig gøre, hvis de begge gør det af hele deres hjerte.

Livet ude fra Universet har alle adgang til.

Det er ikke forbeholdt de få. Det er ikke forbeholdt snobber.

At få adgang til det er at sige ja med hele sit væsen. Med alt hvad jeg er. Alt hvad jeg indeholder.

At nogle kan mene eller påstå noget andet er ikke i overensstemmelse med sandheden.

Troværdighed er at gøre det, jeg er. At være det, jeg gør.

Ikke som et negativt statement, for det kan alle gøre. Det er er der ingen kunst eller kvalitet i.

Kvaliteten er positivt at være det, jeg siger, positivt at gøre det, jeg udtrykker.

At være et sandt billede af mig selv.

Ikke at have nogen distance i mit væsen.

Jeg definerer mig ikke ved noget negativt, men ved noget positivt, enkelt og entydigt.

Vejen ind i Ny Tid er at sige ja med hele sit væsen.

Ikke når det passer mig.

Ikke når jeg kan tjene penge på det.

Ikke når det styrker mit ego.

Men at sige ja, fordi jeg mener det.

Fordi jeg udtrykker mit inderste.

Fordi jeg er det, jeg siger.

Fordi jeg gør det, jeg tænker.

Fordi jeg ikke er en vatpik eller en vatnisse.

Fordi andre kan regne med mig.

Fordi jeg ikke stikker af, når det ikke lige passer mig.

Fordi jeg ikke bare tager det, når det er godt og dejligt. Men fordi jeg har rygrad.