At lyse den indre abekat op

Instinktmennesket ser ud som om. Resultatet kan ses i spejlet.

Mennesket, der står ved sin sjæl, kigger sig selv i øjnene, og ved, at det kan være sig selv bekendt.

Man må gerne se godt ud, men det er ikke målet, hvad andre kan se. Det er målet, hvad jeg selv er. Og hvordan jeg er. Om jeg er ordentlig. Om jeg har styr på mig selv.

Lidt misvisende kan man godt tale om mennesket bag instinktet, hvor barnet og livsglæden findes inde bagved.

Det uheldige ved en sådan måde at betragte det på er, at instinktet nemt kommer i vejen, i form af fængselsceller, eller et ægteskab, hvor alt er låst i rollespil.

Det illustrative ved denne synsvinkel er, at instinktet kan være et fængsel, og på samme måde med et ægteskab eller en relation. Hvor det, som vi lever på, er minderne fra dengang, alt var godt, i forholdets start. At der altså findes noget godt omme bagved, som vi kan forbinde os med. Det er ikke godt og gavnligt, hvis det kun er noget fortidigt.

Øvelsen er her at komme fri af denne bundne tilstand, så der bliver lukket op til det, der er bagved.

Reel frigørelse er kun mulig ved at gennemtrænge instinktet, så at sige.

Traditionelt kan man gøre sådan noget med alkohol, stoffer, men, som vel enhver kan se, fører det kun til mere indespærring.

Der er ellers mange, der forsøger sådan noget. Men de burer kun sig selv inde ved det.

Vi skal lære at være hele. Vi skal lære at være sande. Vi skal lære at kommunikere. Vi skal lære at leve ud fra hjertet. Så kan vi blive fri.

Vi skal lære at gøre os fri af løgne. Hvis vi selv har produceret dem, skal vi også selv afmontere dem, og snyd er her ikke muligt eller gangbart.

Det er alt sammen nemmere sagt end gjort.

Vi skal lære at elske hinanden, vil jeg gerne tilføje. Vi skal i den forbindelse ikke springe over, hvor gærdet er lavest, og vi skal være indstillet på at lyse alt op i os selv og i hinanden. Det er vejen frem. Og så tålmodighed, fælles vilje, ærlighed. Der er nogle områder, hvor man bare ikke må gå på kompromis. Det ved vi godt, hvad er hvis vi tænker os godt om.

Sand menneskelig udvikling er at få alt i sig selv til at hænge naturligt sammen.

At forstå sig selv i alle aspekter.

At lære at elske alt, hvad jeg indeholder.

Som alt andet gælder og virker det ikke, når det kun bliver formuleret som ord.

At lyse den indre abekat op er nøglen til Ny Tid.

Det fordrer, at vi får fat i den indre abekat, ikke bare som et statement, et udsagn.

Det fordrer, at vi får armene hele vejen rundt om ham eller hende.

Det fordrer, at der ikke bagefter kommer noget ud mellem sidebenene.

At der ikke er fejet noget ind under gulvtæppet.

At vi ikke lader os overmande af følelser.

At vi i stedet lader følelser få sit eget sande udtryk.

At tanker får lov til at blive luftet.

At seksualitet ikke undertrykt kommer ud som jalousi eller i form af ejerskab.

Undertrykte og undertrykte og blokerede og hæmmede former kan alle være et dæksel over et vulkanudbrud.

Men det kan de ikke, hvis vi har besluttet, at de altid skal have lov til at komme til udtryk, og at blive hørt.

Og at vi ikke vil bestemme og være bedrevidende om dem.

At vi lader Janteloven makulere, og erstatte af åbenhed, tolerance, ærlighed, kærlighed.