At leve gennem sit instinkt

Magtmennesket, der for ingen pris vil slippe magten, lever i deres instinkt, uden tanke på, at der findes et reelt alternativ i verden. Han eller hun er kun optaget af sin egen magt, sine egne privilegier.

Der findes i dette univers ikke noget alternativ, kun hårdhed, kulde, ligegyldighed og egoisme.

Instinktet i en sådan form er lige så hårdt som granit, kynisk og hjerteløst.

Og er man i livet på den måde, giver det ingen mening at forholde sig til sig selv som noget fleksibelt.

Denne fleksibilitet er mit anliggende.

Spændstighed er en meget vigtig ingrediens eller egenskab ved et instinkt. Det handler om fleksibilitet i bevægelse, i udtryk, i tanke, i reaktion, i alle livets former.

Selv om instinktet som udgangspunkt er koblet til kroppen, virker det ind i alt, hvad der har med bevægelse at gøre, også i sind og tanke.

Vores intention er det dybeste i vores sind. Den er i høj grad forbundet til smidighed i tanke og handling.

Også at vi evner at have ro i os selv. Og ikke lader os styre af noget tilfældigt forbipassende, der tricker os.

At være i sit instinkt er, altid positivt, at være i livet, og det har vi alle muligheder for at smidiggøre i os selv.

Altid at kunne trække vejret ned gennem sig selv, stille og roligt.

Et bundet instinkt kan være så massivt og uigennemtrængeligt, at vejen ind til sjælen er helt umulig. Der er tale om to fuldstændigt adskilte verdener, der på ingen måde kan kommunikere. Sjælen kan, i en sådan tilstand, kun nås gennem kanaliseringer og clairvoyance.

Instinktet i denne formation er helt usmidigt, fungerer som et panser, en skal, som mennesket er sunket ned i, dybt forbundet med sin materielle ramme.

Hovedparten af alle mennesker lever på den måde meget ubevidst, uden at have begreb om, at de to verdener i virkeligheden formår at interagere i et smukt samspil.

Hos mange er seksualiteten helt forsvundet og resterer kun som noget, der allerhøjst foregår under dynen, og ofte alene. Enhver form for rytme i livet er elimineret. Vaner og ritualer bruges til at finde en tålelig vej igennem helvede, som det reelt kan udvikle sig til.

Instinktet er den form, vi som jordboer inkarnerer i, som er vores primære udfordring her i livet.

Det er gennem instinktet, vi er gode eller onde.

Det er gennem instinktet, vi kan smidiggøre vores væsen og os selv, så vi lærer kærligheden i alle dens aspekter.

Det er på grund af instinktet, vi går i modstand, og skaber mønstre, som er det samme som irrationel eller bundet adfærd.

Et mønster virker, så længe det får næring.

Næring kan det få både udefra og indefra.

Jeg kan selv være offer eller bøddel, både i forhold til mig selv og til andre.

Jeg kan også vælge en anden position, hvor jeg kigger på det, der sker, uden at være aktiv deltager.

Det sidste giver plads til sjælen og transformation, hvis jeg er oprigtig og ordentlig.

Det er faktisk opskriften på at kunne slippe mønstre, i stedet for selv at være en del af noget voldsomt og vildt, som mønstre kan være, måske især når vi selv står bag.

Vi lever alle gennem vores instinkt. Spørgsmålet er bare, om sjælen også er medspiller. Hvis ikke det er tilfældet, er man selv det, som instinktet udtrykker.

Instinktstyrede mennesker kan have mange former. En af de mest almindelige er vrede, der har sat sig som en generel attitude.

Vrede er en så massiv del af mange menneskers liv, at fænomenet simpelt hen har sat sig som et værn omkring den enkelte.

Det ligger altid som en latent mulighed, at vreden kan komme i udbrud, når man nærmer sig.

Derfor skal man måske ikke nærme sig, hvis man vil undgå af få fingrene i maskinen.

Det er en besynderlig måde at være i verden på, men meget brugt.

Et bundet instinkt handler om, hvor meget hårdhed man har i sit væsen.

Hårdhed er noget meget faktuelt.

Det handler om vrede.

Det handler om, hvorvidt jeg overhovedet lytter til andre.

Det handler om, om jeg vil bestemme alt.

Så længe jeg er hård, er jeg ikke noget rart bekendtskab.

Nogle lever af at vedligeholde en skal af hårdhed og vrede.

Graden af hårdhed er et andet udtryk for evnen til at lytte, bare med modsat fortegn.

Hvor meget lader jeg et andet menneske komme ind i mit liv?

At være menneske er at leve gennem et instinkt. Men ikke derfor at være hård.

Vi er produkter af evolutionen og har dyrets egenskaber i os selv.

At leve som mennesker er at udfolde de dele, hvor vi har arvet anatomi og fysiologi fra dyreriget.

Det skal vi jo bare være glade for, og prøve at forstå og udleve, vel at mærke med den overbygning, som sjælen tilbyder.

Det betyder, at vi kan kigge på os selv, og at vi kan udfolde vores væsen i kærlighed og i sandhed.

Vores instinkt kan på den måde udfoldes i kærlighed og i sandhed.

Det er instinktet i sin kyniske og hjerteløse form, der skaber lidelserne her på planeten.

Instinktet uden sjæl sætter skel mellem mennesker, og lader beslutninger tage på dyrets hierarkiske præmisser.

Instinktet tager kun egoistiske hensyn, så det handler om at være på god fod med magthaveren. Ellers risikerer man eksklusion.

Hjerteløs kynisme er ligeglad med konsekvenserne, også for fremtidige generationer.

Instinktet er et magtcentrum for den, der styrer det, især når det er et magtmenneske, der ikke viger en tomme, eller som vil bestemme alt.

Hvor der er mulighed for magt, vil magtmennesker manifestere sig.

Det sker, overalt hvor mennesker indgår i grupper. I familier. På virksomheder. I andre sociale sammenhænge.

Når man samles, viser det sig hurtigt, hvem der har magten. Det kan også, og vil måske ofte være et rollespil, hvor magten er uddelegeret, så bestemte personer har vetoret. Eller hvor enhver har sit område, hvor magten er indiskutabel.

Alle retter ind, for sådan har det udviklet sig, og sådan fungerer det. Alle ved, hvem man skal passe på, og alle spiller spillet. Spiller man ikke spillet, får man det hurtigt at mærke. Man er aldrig i tvivl.

Instinktet er som en elastik, der strammer, og om nødvendigt kvæler. Det er på den måde, Janteloven virker. Det er derfor, den i situationen svage retter ind.

Det kunne lige så godt foregå fysisk, som en kvælningsakt, men det er internaliseret, så intentionen og et løftet øjenlåg er nok. Men ofte er det bygget op over tid, med fysiske handlinger, måske råb, hvor magten på den måde effektueres, indtil man ikke længere behøver at sige noget.

Når instinktet tager over, så har sjælen ikke en chance.

Når instinktet styrer et menneske, så kommer det lave før det høje.

Man kan også udtrykke det sådan, at hovedparten af den energi, som man indeholder, trækkes nedad som med en magnet.

Den normale måde at leve på er at leve gennem sit instinkt.

Det handler om at være bundet til ting og mennesker, hvor der er skabt en identitet, som er en ureflekteret måde at agere på.

Den udtrykker sig gennem normer, fordomme, sladder, og kan i et vist omfang have antaget en ligevægtstilstand, hvor verden bare er på den måde. Manden ser fodbold og går på arbejde. Konen laver mad og vasker tøj.

Når der er noget, vi ikke forstår, kunne vi i gamle dage gå i kirke. I dag kan man opsøge en clairvoyant, som kigger ind i sjælen, og får impulser, måske i form af kanaliseringer.

I tilfælde af skilsmisse eller dødsfald krakelerer det hele, men ellers lever man med tingenes tilstand, stiller ikke spørgsmål.

En anden måde at være i verden på er i større eller mindre grad at have kontakt til sin sjæl. Det fordrer normalt, at man ønsker at give slip på tryghed og sikkerhed, måske at man føler et behov eller en tilskyndelse til at leve livet på en anden måde.

Man kan sagtens være clairvoyant og leve gennem sit instinkt. Så lever man bare i en stor grad af ubevidsthed og har et skilt på gadedøren, hvor der står, at man kan noget i forhold til noget, der findes på den anden side.

Man kan også være i sin sjæl, hvor instinktet ikke længere fylder så meget. Instinktet vil altid være der, men nu ikke i et stagneret form. Bevidstheden har givet slip, som er det samme som at have fået lys ind i sig selv, og kigge på sine egne mønstre og adfærdsformer.

Disse to fænomener er det panser eller de traumer, som i det ubevidste menneske har sat sig fast som et gitter eller en mur, der forhindrer, at noget andet griber forstyrrende ind i den pågældendes område. “Privat område!” “Hvis I kommer for tæt på, skyder vi uden varsel!” Sådan kan det tage sig ud. Der findes også meget mildere former.

Instinktmennesker ved altid bedre om andre. De lytter ikke, har i stedet hurtige svar på, hvad der er rigtigt og forkert. De kan godt lide at blive bekræftet og søger helst andre, der mener det samme. Hvis de afviger for meget, vil de ret hurtigt blive sorteret fra. De passer simpelt hen ikke ind i billedet af, hvordan man skal være.

Normer er ikke til diskussion. Det handler bare om at rette ind. På samme måder er fordomme et udtryk for, hvordan virkeligheden er, og det skal man ikke blande sig i.

Selv om nogle giver udtryk for, at noget kan være anderledes, preller det fuldstændigt af. Virkeligheden er den, som den, der har magten i gruppen, sanktionerer. Og det bliver ikke anderledes!

Tilsvarende har alle fået et klistermærke eller en etiket, som fortæller, hvad og hvem de er. Og det kan man ikke lave om på.

Hvis nogle anderledes tænkende bliver for nærgående, er der bestemte teknikker til at holde dem på afstand med. En af dem er vrede. En anden er hårdnakket benægtelse. En tredje er, hvis man i fællesskab kan blive enige om at personen er mærkelig eller sær, eller kan finde noget kompromitterende på vedkommende. Jo mere massivt og bastant, jo bedre.

Hårdhed og kynisme er altid godt som et værn mod, at vedkommende skulle kunne få en fod indenfor.

Vrede er en mærkelig, mørk form, som bruges til at sikre, at et menneskes særlige kvalitet ikke bliver synlig. Personen, som den rettes imod, forbliver mørk, fordi energien er mørk.

Et liv, der er skabt i vrede, har næsten ingen, eller ingen plads. Derfor vil et sådant menneske sjældent udstråle stor selvtillid.

At bruge energi anderledes vil kunne kaste lys på den anden, som bliver synlig i al sin skønhed, men det har intinktmennesket ikke noget ønske om. Den anden er jo en skurk og en bandit, og skal forblive i denne tilstand, hvis det står til den, der sender vreden. Det er naturligvis yderst primitivt, men det virker.

At se verden hel er at leve et liv uden skygger, hvor jeg altid har energien i mig selv. Hvor jeg indretter mit liv efter, hvad der er sandt, og slipper bindinger.

Det er ikke det samme som at slippe det sande. På ingen måde. Men det er at holde op med at sammenblande løgn og sandhed, hvorved sandheden reelt ikke har en chance, fordi sammenblandingen er at vælge løgnen.

At vælge sandheden er at indrette sin hverdag, og i øvrigt sig selv, efter, hvad der er sandt. Det gør noget ved mig selv, at jeg konsekvent gør det. Bevidst at fravælge usandhed. Det gør mig sand i min måde at være på.

Altid at kunne være i sin egen energi er et godt pejlemærke, hvis jeg ønsker at leve efter sandheden. Kun derved vil jeg altid kunne mærke mig selv, og hvad der er rigtigt for mig. Hvis jeg mister mig selv, mister jeg også mine pejlemærker. Og så er der kun den virkelighed, som andre har defineret, som altid er usand på en eller anden måde. Fordi jeg ikke selv har valgt og sagt ja til den.

Det er vigtigt i processen, at jeg ikke reproducerer det, som jeg tager afstand fra. Så flytter nissen bare med. Skyggen er der stadig. Det er i øvrigt vigtigt, at jeg giver mig tid til at skelne mellem skidt og kanel, hvor kanel i denne forståelse er et sandt liv i mig egen energi.

Jeg ekskluderer ikke i denne proces. Det er meget vigtigt at fortælle. Jeg lærer at forstå mig selv, og dermed også andre. Men ikke på andres præmisser.