At lade opstå

Livet skal altid have lov til at opstå af sig selv, stilfærdigt, roligt, positivt. Det er den rigtige måde.

Det gælder også, hvis man, af den ene eller den anden grund, er blevet ødelagt. Der er kun én rigtig vej fremad. Det er stille og roligt. Man kan ikke forcere noget.

Det svarer helt til et barns naturlige udvikling, hvor forudsætningerne for succes er, at det får lov til at være sig selv, at det bliver støttet i sin udvikling.

Jo mere man er i overensstemmelse med naturlighed, jo mere sandt får det hele lov til at vokse. Det gælder også i menneskelivet, uanset civilisationstrin.

Når mange mennesker er sammen, er det ikke usædvanligt, at man råber i munden på hinanden.

Det kan også udtrykkes både mere og mindre civiliseret.

Det er smukt illustreret af det klip med Flemming Madsen, der i 1966 taler til kalkuner.

Der er en mærkelig automatik, knyttet til menneskeligt samvær, der handler om, at den, der råber højest, bliver hørt. Medmindre man er meget autoritetstro, og det så er den med hatten, der bliver hørt. Uden at det borger for nogen form for kvalitet.

Det sidste er så smukt beskrevet i fortællingen om, at ”Hvad fatter gør, er altid det rigtige!”

Kendsgerningen er, at det kan være svært at høre, hvad man selv tænker. På almindeligt dansk kan sandhed være hvad som helst. Det er i hvert fald ikke stedet at søge de dybe svar.

Når autoriteten bestemmer, er det langt fra altid sandheden og det rigtige for mennesket, der bliver udslagsgivende, hvad Hosekræmmeren af St. St. Blicher er et godt eksempel på.

Jeg forstår godt, at alle store mester er gået afsides. De sande svar findes ikke der, hvor useriøse mennesker er samlet. Sådan er det bare. Det er vilkårene.

Søger men dybden, findes den ikke der, hvor energien bare flyver til højre og venstre.

Sådan havde jeg det også som barn, hvor jeg lagde mærke til, at voksne, der snakkede sammen, nærmest gjorde det for at sikre et vist støjniveau, at der ikke blev alt for stille.

Sandheden er kun mulig, hvis vi anerkender, at der også godt må være stille, og at vi ikke skal styre alt muligt.

Livet er et puslespil, hvor vi skal samle brikkerne. Vi skal sørge for, at de vender rigtigt, men farvesiden opad. Ellers kan vi ikke se, hvor de skal være.

Men livet har også sin dynamik, som betyder, at vi ikke skal blande os i den proces, hvor brikkerne hældes ud af kassen, så at sige. For så kommer de måske ikke ud på gulvet eller på bordet alle sammen. Og så bliver billedet ufuldstændigt.

Så vil der mangel brikker, når vi nærmer os afslutningen. Og bare en brik, der mangler, kan ødelægge hele billedet, forstået som helhedsindtrykket.

Så opgaven er også at sikre, at alt får lov til at komme frem i lyset, inden vi begynder at lægge brikkerne på plads.

Ethvert menneske har og sætter sine egne begrænsninger. Nogle af dem er styret af frygt og angst, hvor begrundelsen ofte er mere irrationel end rationel.

Og leder man efter årsager til, at mennesker ikke kommer ud af deres egen skal, at de bliver i mørket, skal forklaringen i hvert fald også søges her.

Man kan gøre meget for at konfrontere sig med sin irrationelle frygt og angst. For den er jo netop ikke velbegrundet. Eller man kan jo også bare anerkende den, når den opstår, og så lade den transformere sig.

Problemet er, hvis man lader den irrationelle del styre sig, på en måde, så man aldrig kommer i nærheden af at møde den.

Når jeg gør noget, der er sandt og rigtigt og godt, gør jeg noget, der ikke har været virkeligt før. Så bidrager jeg til livets sande udfoldelse. Og det gode, jeg har gjort, vil jeg altid kunne vende tilbage til.

Når vi sammen gør noget godt og rigtigt, virker det på samme måde. Vi kan umiddelbart tænke på at få børn sammen, at skabe et hjem sammen, at tage en uddannelse, at få sig et job, at skabe sig en karriere.

Ingen af delene ville kunne lade sig gøre, hvis ikke de implicerede havde sagt ja til det, og gjort en indsats hver især, for, kunne blive til virkelighed.

Når noget godt og sandt og rigtigt har fået virkelighedsstatus, kan vi falde til ro i det, og falde tilbage på det. Hvis det skal blive ved med at være godt, skal vi gøre os umage. Vi skal puste lys ind i det, som er det samme som at være virkelige og troværdige.

Det sande i livet opstår, når vi lader det opstå af sig selv. Uden at blande os. Uden at gøre os bedrevidende. Uden at gøre os kloge på noget, som vi ikke ved noget om.

Sandt at være i en tilstand lukker op for en ny eller noget mere.

Det er modsætningen til ikke at komme ud at starthullerne, og at blive hængende i en forestilling, der kan vokse sig uendeligt stor.

At være i livet giver mig altid en umiddelbar fordel, og frihed i forhold til det næste træk.

Forskellen på en forestilling og en handling er, at den sidste har noget at vokse op af, og en mulighed for at udfolde sig yderligere.

En forestilling kan kun leve videre inde i fantasien, hvor den kan blive til det værste misfoster.

Så betingelsen for, at noget bliver virkeligt, er, at jeg giver det en hjælpende hånd ud i virkeligheden.

Og at jeg i den proces ikke gør noget andet samtidig med. Altså at jeg er helt til stede i min handling. Og at jeg gør det, jeg skal, helt af mig selv.

Hvis vi tænker energi, har energien ingen vækstbetingelser, hvis den alene er som en mulighed inde i mit eget rum.

Mine hænder, og mine fødder, og mine ord, skal hjælpe virkeligheden og sandheden på vej. Det er derfor, jeg selv står bag, eller skulle have stået bag.

Et misfoster blev det til, fordi jeg ikke lod det få lov til at komme ud i virkeligheden, hvor det kunne lege, og slå sine folder. Sammen med andre legekammerater.

Det hele blev kvalt af mine forkvaklede fordomme og forestillinger.

Alt i livet skal have lov til at opstå på helt sin egen måde. Det er den guddommelige vilje med det.

Det sande opstår altid af det sande, og det kan blive en utroligt smuk bygning.

Der er noget dybt fascinerende ved at lade livet opstå af sig selv.

Da jeg læste HF, skrev jeg speciale om Løgneren af Martin A. Hansen. Det rørte mig dybt at skrive mig ind i historien. Det var i 1975.

Jeg har ikke bogen i nærheden, men husker, hvordan den i slutningen agerer i et ingenmandsland.

Den er skrevet i efterkrigstiden og har krigens gru i baghovedet. Det relevante i denne sammenhæng er oplevelsen af, at alt opløser sig i tåger og i et intet. Og at der op af dette intet eller denne tåge opstår en bevidsthed om, altid at være i ansvarlighed. Det er meget smukt beskrevet.

Op af intet, eller ud af intet, opstår en ny verden, en ny måde at være til på.

På den måde kan vi opleve alt i livet desintegreret, uden sammenhæng overhovedet, og så i kaos opleve lyset og glæden. Det er sjælen, der bryder igennem.

Høj bevidsthed fordrer, at jeg i frihed kommer oven vande.

Jeg kan ikke se noget klart, så længe jeg er bundet og ufri.

Så frihed hænger sammen med et ønske om og et arbejde på at skabe denne frihed.

At jeg har gjort noget på egen hånd, og derved skabt et felt.

Når livet opstår på ny, kan vi ikke beskrive det på den gamle måde.

Så må vi også forny sproget, på samme måde som livet selv skal opstå i sandhed og kærlighed.

Den gamle verden var bundet i tryghed og sikkerhed.

Det er to meget forskellige begrebspar.

Positiv tilblivelse og tilværelse er at være i sig selv.

Livet opstår energetisk, ved at vi lader det få lov til at opstå.,

Det gælder både i det ydre og i det indre.

På grund af menneskets meget lave modenhed ønsker man ikke, hverken for sig selv eller for andre, at det rigtig få lov til at udfolde sig. Det er noget mærkeligt noget.

Det hænger sammen med at være bundet i sit instinkt.

Man lægger simpelt hen en dæmper på sig selv og på andre.

Der er ikke noget, der for alvor må være godt.

Eller også vælger man egoets position, hvor noget godt må være godt for mig, men ikke for andre.

Det er en mærkelig skævvridning.

Sjælen får lov til at komme ind i beskyttede miljøer, men kun betinget, og lige pludselig bliver man vred eller sur, og så er der ikke plads mere.

Jeg har flere gange i mit liv, sammen med en anden, eller sammen med andre, være med til at bygge noget smukt og fint op, og næste fra det ene øjeblik til det andet kan det hele blive tilintetgjort. Det er ikke fra min side overhovedet, men det kan kun hænge sammen med, at instinktet i den anden pludselig får magt.

Fordi noget helt åbenlyst ikke er blevet integreret.

Retfærdigvis skal det siges, at der også har været ondskab inde over, som er kommet udefra, fra et andet menneske.

I Ny Tid skal vi lære noget om, hvad instinkt er for noget, og dermed, hvad energi i benene er.

De begreber, vi kan bruge til noget, lægger sig uden om det, der opstår, når vi lader det opstå.

Begreber kan også bruges defensivt, men så er det ikke vore egne begreber.

Det er under udfoldelse af den frie vilje, at jeg bliver klog på noget, som jeg ikke havde helt styr på inden.

Det er i mit arbejde på at komme til at stå sandt og rigtigt i mig selv, at jeg bliver klogere på den gode måde.

Ethvert menneske har ret til og krav på sin egen integritet.

At blive sig selv, med alt hvad der er.

At finde sin egen form.

At finde sit eget liv.

Ingen andre skal blande sig i, hvad der er rigtigt for mig.

Hvad er det, der gør forskellen på, om noget bare er mekanisk, og så at det bliver levende, og at jeg har lyst til at være sammen med det og pleje det?

Det er kærlighed. Det er interesse.

At vi gerne vil have noget, men at vi også gerne vil give noget.

At vi er interesseret i sløjfen. En oprigtig interesse.

Lysten til rotation, At energien får lov til at bevæge sig.

Så jeg ikke bare skal have. Men også gerne vil give dig.

Det er kærligheden i rotationen. At noget ikke bare handler om at få. Men at jeg også skal have lyst til at give igen.

Det er livet som noget kærligt, ikke som noget kynisk og egoistisk. Hvor det kun er mig, der skal have. Eller at alt sker på mine betingelser.

Det er at give slip, så jeg ikke kun skal have, men at jeg også har lyst til at give dig igen.

Det er motivation generelt, som det handler om.

Bevægelsen fra instinkt til sjæl er kærlighed, at vi oprigtigt bliver bløde, og gerne vil være der for hinanden.

Sjælen er, at alt skal leve videre, i kærlighed.

Instinkt er, at alt er til for mig.

Ligesom i forhold at give slip på noget kan det at lade noget opstå kun foregå i en tilstand at dyb selvdisciplin.

Det giver ingen mening at lade alt flyde og så lade noget andet opstå. Så er alt jo bare hulter til bulter.

Selvdisciplin er en mental akt, som skærpes, jo mere vi bevæger os ind i sjælens univers. Ingen får fat i sjælen, uden af man i sit menneskevæsen har lært sig selv, hvad det vil sige, altid at være ordentlig.

Man kan jo heller ikke køre med en damptromle ind i himlen, vel? Eller med en tank. I den forbindelse handler det bestemt også om intention og attitude.

Jeg tager for givet, at et menneske er dybt fokuseret og med en meget stor grad af selvdisciplin, i forhold til at handle spirituelt. Det er den eneste måde, man kan møde noget afslappet og ærligt på.

Den lave bevidsthed tror, at alt handler om at se ud som om. Her er spirituel adfærd noget med at se from ud, at være klædt i hvidt, og sådan noget. Men det er kun overflade.

Når Frans, ham fra Assisi, fortæller mig, at ”Guddommelighed er at være i sig selv og med sig selv”, så ved han godt, at jeg, ligesom han, i min form er og altid har været dybt disciplineret, også selv om jeg ikke går rundt med store armbevægelser og lige så store panderynker.

Når han fortæller mig, at jeg er gået en vej, som ingen før er gået, ved han godt, hvad det handler om. Det handler ikke om at dandere dagen lang, eller at se from ud som en helgen.

Det handler ikke om at se ud som noget. Jeg foretrækker i øvrigt, altid at være så afslappet som muligt.

Når jeg evner at være i kaos i lang tid, hænger det sammen med, at jeg har fat i mit væsen, og dermed kan rumme kaos.

Man kan godt lægge en dobbeltbetydning ind i udtrykket at opstå. Eller også overser man vel normalt det metaforiske indhold, hvor man næsten kan se Dirch Passer for sig: ”Op å då!” Altså at bevæge sig op i oprejst stilling

Normalt tænker vi vist ikke begrebet som noget, der handler om en person, men snarere noget med at lade noget ske af sig selv.

Når det kan være relevant at putte en person ind i billedet, er det for at illustrere noget af det dilemma, som jeg nogle gange står overfor. Jeg kan være i totalt kaos, hvor der slet ingen struktur er i noget af det, jeg foretager mig.

Det er ikke usædvanligt at opleve sådan noget. Min erfaring fortæller mig, at alt kaos på et tidspunkt vil finde en form, forudsat vi tillader os selv at blive inde i os selv. Og på et tidspunkt kan vi så rejse os op, når det begynder at lysne. Giver det ikke god mening?

Det gode ved mit kaos er, at jeg holder det inde i mig selv, og bare er med det, også selv om det næsten bliver ved i det uendelige. Men jeg ved bare, at vi har en form og en sjæl, hvor det på et tidspunkt vil opstå på en måde, hvor alt bliver godt igen. Det vil ikke altid kunne lade sig gøre, hvis en anden person deltager. For så er vi begge afhængig af, hvad den anden finder på.

Mit liv er mit liv. Jeg skal bare give det tid.

Jeg skal ikke spille bold op ad noget, der så udnytter, at jeg ikke er helt udfoldet i mit væsen.

Jeg skal vide ikke at involvere mennesker med lav moral og lav bevidsthed, da de kan være utilregnelige, og bagefter ikke tøver med at spille uskyldige, med et smil bedyre deres uskyld.

Være ond med den ene hånd, og smile uskyldigt samtidig.

Andre skal ikke kunne spille på, at jeg i situationen er den svage, bare fordi jeg er ærlig.

At have positiv front imod det, jeg står overfor, vil altid give mig en fordel.

At være kalkuleret er at skabe mørke i sit eget felt.

At møde det, jeg har foran mig, på en god måde, giver mig en fordel i det videre forløb.

Når instinktet vil bestemme, er det måske ikke ligefrem lys og bevidsthed, der bagefter står tilbage.

I den fysiske verden har jeg måske tjent flere penge og skabt prestige.

I sjælens verden står jeg mig ved at være i sandhed. Det giver mig frihed, også på sigt.

Egoet vil kun sit eget lys, og efterlader ellers mørke.

Når jeg sandt er mig selv og i mig selv, så lyser jeg.

Lys er at være i sin egen energi, uden at blande sig.

At være i det, der sker, men selvfølgelig positivt og åbent.

At være i sin sjæls energi kan ikke være mørkt. Hvis det er mørkt, handler et om at blive i sit instinkt og at lade noget dårligt være styrende.

At være i sin sjæls energi er kun muligt, når jeg sig ja, og når jeg vælger at være i denne positive attitude.

Når jeg gør det, vil jeg kunne mærke, at det ikke kun er mig, der styrer.

Hvis jeg samtidig vælger at være i sandhed, vil jeg kunne mærke, hvad det betyder.

Sandhed kan man ikke manipulere med. Den har helt sin egen stille måde at dukke op på.

Hvis ikke man har prøvet det før, skal man øve sig i at mærke, hvad der sker, når man ikke blander sig. Skal man sammenligne det med noget, er det den følelse, man vågner med, inden man lader noget blande sig, også inde i sig selv.

Der sker noget fantastisk ved at lære at give slip.

Livet opstår på en ny måde, og noget nyt kommer ind i livet.

Det meget specielle er, at noget af det, der sker, bliver af nogle opfattet som noget, der ikke kan lade sig gøre.

Man skal prøve det selv for at forstå det.

Og samtidig fortæller det jo også historien om, hvad normer og fordomme og sædvaner gøre ved livet.

Fænomenet at gå vejen, bruges til at vise verden, at der findes andre og bedre måder at være på, end dem, der har været de autoriserede lige siden Ruder Konge.

At man med andre ord selv står i vejen for sig selv.

Livet i sin sande form kan kun opstå stille og roligt.

Den bedste måde at finde ud af, hvad Ny Tid handler om, er at tillade sig selv at være i energi, og så se, hvad der sker.

Det er, hvad et barn gør, når det er i sig selv, og går på opdagelse ude i verden.

Det er, hvad den unge gør, der er åben for sin seksualitet, og forfølger den i kærlighed, altid med sig selv i opdagerens rolle. Og altid positivt på plads i sig selv.

Det er, hvad ethvert menneske kan gøre, når det giver slip, og bare er åben for, hvad der sker.

Det er alt sammen muligt, så længe vi tager udgangspunkt i vores egen autonomi.

Altså forudsat et godt miljø.

Man kan ikke bygge på ruiner.

Man har brug for at lade noget nyt opstå helt af sig selv, på sin egen kærlige og sande måde.

Jeg ved, fra min første oplevelse af noget guddommeligt, i 1979, at et menneske i sit væsen indeholder en autonomi, så det er muligt at gå dybt, hvor organismen selv vil finde en form på en ny måde.

Denne oplevelse var, at vi har en integritet i os selv, der betyder, at vi kan gå dybt, uden at være bange for det. For vi regenerer på en god måde.

Hvad jeg tog for givet dengang, var, at mennesket er godt og altid opfører sig ordentligt. Det har jeg lært sidenhen, langt fra altid er tilfældet.

Og når man ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, så gælder ovenstående ikke.

Jeg vil så indsnævre feltet og udtrykke, at logikken gælder for normalt begavede, der ikke har problemer med ordentlighed.

Det er altafgørende for vores måde at være i livet på, at vi er på den rigtige side af os selv, at vi derfra møder alt, hvad der kommer, som det kommer.

At anerkende alt, hvad der er, som det er, uden at putte det ind i en ramme, som vil sige at lægge en fortolkning ind over.

At være med det, der er, som det er, uden at sende skygger af sted ud af sig selv.

Det er kun muligt, hvis jeg altid er villig til at kigge på alt i mig selv.

Man skal være villig til at kigge på alt i sig selv, hvis man gerne vil være sand og virkelig.

Også uhensigtsmæssig adfærd, hvor man er vant til at få sig eller at skabe sig en fordel.

At lade opstå er at anerkende, at noget kommer mig i møde.

Hvis jeg oplever noget godt, er det en anden måde at udtrykke, at god energi kommer mig i møde.

Når vi gør det onde ved hinanden, så oplever vi stor smerte, fordi den gode energi derved bliver brudt.

Vi oplever som et savn, en mangel, en tomhed.

At lade opstå er at lade noget komme til mig, og at værne om den gode oplevelse. Og så vide med mig selv, at jeg skal være i denne tilstand i respekt.

Respektløshed er at være ligeglad med god energi. Hvis man gør det samme over for et barn, bliver dette barn efterladt i smerte. Det er helt sikkert.

Energi er alt, hvad der sker i mig, hvad der kommer til mig, hvad jeg oplever.

Jeg skal anerkende mig selv som kedelig, hvis jeg gerne vil kende mig selv som levende.

At udfolde sig selv er at finde ud af, hvem jeg er.

Det kan kun lade sig gøre, hvis min omgivelser spiller med. Eller i hvert fald også flytter sig.

Jeg skal ikke gøre noget, for at de flytter sig, i den forbindelse. Jeg skal selv flytte mig, i forhold til det sande i mig selv.

Så vil de måske synes, jeg er mærkelig, og på den måde også gøre sig selv de tanker, der skal til, for at noget kan blive anderledes.

At lade alt opstå helt på sin egen måde.

At lade noget få helt eget liv.

At lade noget udvikle det, som det selv vil. Vi skal bare støtte op omkring det.

At vide, at vi altid kan gå dybt i os selv. Der er ikke noget at være bange for i vores væsen, bare vi har ryddet op.

Det sidste er vores eget ansvar. Men det dybe i os selv har vi ingen grund til at frygte. Det skal vi bare være med.

På den måde får vi også sjælen positivt i spil.

Positiv udfoldelse af liv er at møde noget, hvad som helst, stilfærdigt og åbent. Uden dagsorden. Uden at ville andet end at møde det, der kommer, stille og roligt.

Det er den rigtige måde at være i verden på.

Hvis alle gjorde det, ville der ikke være væsentlige problemer i verden, eller i hvert fald ikke nogle, som ikke ville kunne løses.

Ethvert menneskeligt udtryk kan opstå af det gode.

Enhver form for adfærd kan praktiseres med udgangspunkt i det gode.

Alt kan i udgangspunktet gøres med det gode som den bagved liggende intention.

Det handler bare om, at vi gør det, ubetinget, altid og hver gang.

Når man møder livet positivt, kan alt forstås positivt, helt ind i skabelsens kerne.

Det er instinktets uformåenhed, der ikke har noget ønske om at lytte og være, som forhindrer den positive udfoldelse.

Det er også instinktet, der i dyrisk form manifesterer sig som et kæmpeego i mennesket, der vil bestemme alt, og som ikke ønsker at lytte til andet end sig selv. Vel at mærke i sit udvendige lys.

Egoet forvrænger gerne alt, bare for at beholde magten.

Sand erkendelse opstår inde i mig selv, ud af min sande energi, i mit sande rum.

Alt dette bliver kun for alvor synligt, når jeg kan mærke lys og mørke i mig selv.

At jeg altså har kontakt med mig selv.

At jeg kan mærke energiens kontinuitet i mig selv.

At jeg har så meget lys i mig selv, at der er plads til at lade sand erkendelse opstå.

At denne erkendelse efterfølgende positivt kan blive bearbejdet og forstået.

Det fordrer alt sammen, at jeg giver mig selv lov til at tænke, føle og sanse alt dette. At jeg har frihed i mig selv.

At jeg har en vilje i mig selv.

At jeg selvfølgelig altid er ordentlig.

Instinktet har ikke tålmodighed til dette pindearbejde. Der er jo ikke nogen umiddelbar gevinst.

Til gengæld er der masser af gevinst, hvis man har tålmodigheden.

Det handler om at nærme sig forståelsen af selve livets væsen.

Det kaldes også at være i høj bevidsthed, og at lade være med at blande sig i en erkendelse, før den finder sin egen form.

Instinktet er nævenyttigt, bedrevidende, uden ønske om at forstå andet end det, der allerede er kendt.

Det kaldes også at være fordomsfuld.