At lade livet være uden form

Intet i sig selv er dramatisk i livet.

Alt i livet i sig selv opstår stille og roligt.

Vi kan bare kigge på et barn, der er i sig selv.

Vi kan bare kigge på os selv, når vi ligger og dagdrømmer.

Men de, der har magt, kan ikke lide, at livet bare opstår på den måde.

For der er ingen penge i det. Der er ingen prestige.

Der kan ikke opstå et ego. For et barn vil bare kigge væk: Hvad du for en underlig krukket én?

Der er ingen, der får en masse opmærksomhed.

For sådan er livet slet ikke i sit væsen.

Det er voksne med magtbegær, der vil have det til at være noget, som det ikke er sig selv.

Når livet i sig selv får lov til at udfolde sig på den måde, indeholder det alle de svar, vi har brug for.

Der er bare ingen, der gider høre efter.

Fordi voksne er så hårde, som de er, er der ingen, der overhovedet gider at høre efter.

Derfor farer børn forskræmt sammen, og får overhovedet ikke lov til at udvikle sig sådan, som de i virkeligheden er, med alle de naturlige impulser, som de har, i form af lyst og leg og kærlighed og sjov i sig selv. Det bliver bremset af andre, der beder dem om at tage sig sammen og af sted i skole eller børnehave eller vuggestue, selv om de ikke har lyst.

Og børnene har ikke andre muligheder end at følge trop.

Børns fantasi indeholder alle svar, også nogle som de voksne overhovedet ikke vil høre på, og slet ikke lytte til.

Det handler også om samværsformer, om hvad det vil sige at være der for hinanden altid, også når man har brug for det.

Det er alt det, der sker inde i os, der ikke får plads. Vores lyst til at have det sjovt. Vores behov for at græde. At blive hørt. At blive rørt.

Voksne generelt er ufatteligt ligeglade. Det er ikke godt for menneskeheden, fordi det er de samme kyniske voksne, der har magten.

Ufatteligt meget voksenadfærd ville falde fra hinanden, hvis det blev kendt, hvor enkelt det hele er i sig selv.

Det er vigtigt, at energien får lov til at falde til ro, og opstå igen på sin egen måde.

Det er måden at sikre sig, at vi bliver ved med at fat i det sande i os selv.

Det vil ikke kunne ske, hvis der altid er et vist støjniveau.

For så mærker vi ikke os selv, og hvad det hele egentlig handler om.

Man kan ikke forcere det sande, men man kan forhindre det sande i at blive til.

Det sker hele tiden i den verden, vi lever i, fordi vi ikke tillader os selv at blive det, som vi er fra et dybt sted.

Sjælen er den form, vi i virkeligheden er, vores sande jeg.

Denne form bliver kun tydelig, hvis vi formår helt at være i os selv.

Instinktet støjer og larmer.

Sjælen viser, hvem vi i virkeligheden er.

Men vi finder kun ud af det ved at blive i vores egen sandhed, at være dem, vi er.

Ikke dem, vi gør os selv til. Ikke dem, vi ser i spejlet.

Vores sande jeg bliver kun tydeligt ved at være og blive i os selv, som vil sige at lade vores egen form opstå helt af sig selv.

Vi kan ikke støje og larme os til os selv.

Vi er ikke en illusion.

Vi er ikke en forestilling.

Vi er dem, vi er, som vi er.

Jeg er mig, og du er dig.

Der er ikke noget fiktivt overhovedet ved denne realitet.

Man forstår kun livet, som det er, ved at lade det være og opstå, som det er.

Og den måde, det er fra naturens side, er enkel, stilfærdig, ukompliceret.

Jeg har oplevet det i Assisi ved Frans´s krypt.

For mig var det en oplevelse af livet før skabelsen. Det var bare stilfærdigt mørkt, uden kvalitet i sig selv, men også uden dramatik af nogen art. Det var en oplevelse af væren, men også dynamik i en eller anden form, men formløs dynamik.

Når vi lader livet være uden form, vil det selv finde sin form.

Vi gør ikke noget som helst for at blande os eller interagere. Vi lader bare det ske, som sker. Alene eller sammen.

Denne form, den sande form, er vores instinkt, som virker sammen med vores sjæl. Det sker ukompliceret i ethvert barn, og det sker i ethvert voksent menneske, der også er ansvarligt i alt, hvad han eller hun gør.

Vi kender alle svar, hvis vi er ærlige. Eller vi får alle svar, hvis vi bare anerkende stilheden og er med det, der er. Det er overhovedet ikke kompliceret.

At mennesker ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, ændrer ikke ved, at sandheden altid er enkel, og at kærligheden altid er ved hånden.

Formen er instinktet, når det ikke på nogen måde er forvredet eller forskruet, som det er i de fleste mennesker.

Formen er samtidig den, der holder sjælen, når vi siger ja til ubetinget at være i livet, og altid lever efter det, og er i det. Det forudsætter, at vi evner at give slip på trangen til altid at ville bestemme og kontrollere.

Når vi positivt er i livet, vil det langsomt udfolde sig fra ingenting til noget.

Det hænger sammen med, at der er en form, som alt bygges op omkring, når vi lader være med at blande os.

Denne form bliver aldrig tydelig for den, der ikke kan lade være med at blande sig.

Og den bliver det heller ikke for den, der altid vil bestemme og kontrollere.

Voksenattitude er blandt andet at have magt, fordi andre bliver bange for det, jeg udstråler. Det behøver ikke at være sandt, men de ryster i bukserne ved min tilstedeværelse. Det er aldrig godt.

At voksenattituden fylder så meget, som den gør, skyldes i hvert fald, at den indeholder magt over så vitale områder som seksualitet, tryghed, at være elsket eller ude i kulden, at kunne få mad hver dag, at have trygge rammer, at have råd, at have penge, at få vasket tøj og så videre. Hvis man som voksen spiller på alt dette, bruger man sin magt til at skabe et afhængighedsforhold.

Vi kan godt kalde det hele for følelsesmæssig magt eller betinget hjerteenergi.

Livet uden form, i modsætning hertil, er en stilfærdig tilstand, hvor vi lader alt opstå af sig selv, med hjertet åbent.

Det åbne hjerte giver af sig selv, og stiller ikke betingelser.

Måske er vi tilbage i stenalderen, hvor mennesket det meste af tiden var meget henvist til naturen.

Der var ikke en hverdag, som skulle passes. Ingen unger, der skulle i børnehave eller i skole.

Men derfor kunne alt i livet jo sagtens være værdifuldt og meningsfuldt.

Der var ingen stress. Der var ingen hårde kategorier.

Men mennesket ligner eller lignede vel egentlig det væsen, som vi kender godt i dag.

Det har bare tid til sig selv. Tid til at lade alt opstå på sin egen måde.

Men også tid til at nyde og glæde sig.

Dengang forbød omgivelser, at man vedvarende kunne blive i den stille opbyggelse.

Det er nogle andre omgivelser, der i dag forhindrer os i at vokse naturligt.

I dag har vi alskens hjælpemidler. Hvis ikke vi lader dem styre os, er de gode at have ved hånden.

Vi har også et indendørs miljø og er ikke henvist til dårlige boligforhold, dårlig hygiejne.

Vi har en masse viden om, hvad der er godt og sundt og rigtigt, som man nok ikke havde i samme grad dengang.

Og vi er ikke mere styret af en ydre magt i dag, end vi formår selv at disponere over vores egen tid.

Vi ved mere om, hvad det vil sige at være menneske. Hvis vi også er lidt fortrolige med begreber om instinkt og om sjæl, har vi alle muligheder for at få et godt liv. Hvis bare vi ønsker det.