At kigge os selv i øjnene

Altid at kunne kigge på sig selv fordrer mindst to positioner: jeg og det, jeg kigger på eller iagttager.

Det er de samme to positioner, der er i spil, når jeg møder dig.

Vi kan uden problemer have flere positioner i spil, hvor vi også kigger på det, vi oplever sammen.

Og måde, vi kigger på, eller måske ikke kigger på, kan også være forskellig.

Vi kan være nærværende, hvilket jo nok er en forudsætning for sandt at kunne være i noget og med noget.

Vi kan rumme os selv  eller hinanden, og dermed kaste lys på noget.

Vi kan også frastøde os selv og hinanden, og dermed kaste skygge på noget, altså ikke ville være ved det.

Det er en interessant problematik, der genfindes i begreber som næstekærlighed og ordentlighed. Eller de er måder at håndtere positonerne på. Vi kan gør det kærligt. Vi kan gøre det ukærligt. Vi kan lyse hinanden op i form af interesse og engagement. Vi kan stemme fødderne imod hinanden i afvisning, vrede, had, ondskab.

Du og jeg er som udgangspunkt positionerne, der kan udvides til at omfatte mange flere niveauer, og dermed også nuancer.

Kunsten at slippe er at kunne holde disse positioner adskilt, uden at der er bindinger imellem, for dermed er der i realiteten ikke flere niveauer, men kun en for- og en bagside af den samme position.

Så udgangspunktet er frihed i sig selv i et eller andet omfang, som en betingelse.

Sandhed får mig til at vende rigtigt inde i mig selv.

Det er noget med at blive gennemsigtig.

At have kontakten i alle dele af mig selv.

At mærke, at jeg har fat i noget sandt og rigtigt.

At jeg kan være mig selv bekendt.

Det er noget, som alle kan opleve.

Hvis vi er ordentlige, lyser vi os selv op indefra. Gør vi det, vil vi altid have det godt med os selv, og altid kunne kigge os selv i øjnene.

Vi vil ikke have lyst til at kaste skygger. Til gengæld vil vi altid have lyst til livet, og være givende i vores væsen.

At lyse sig selv op indefra har en helt anden kvalitet end at blive lyst op udefra, hvor vi måske glemmer at få alle hjørner i os selv med.

Lyset udefra gør os nemt til forkælede egoister, hvor andre skal fylde os op. Her skal man hele tiden leve op til noget, hvor sammenligningen spiller en stor rolle. Det handler her om noget ydre, først og fremmest.

Når jeg lyser mig selv op indefra, har jeg altid fat i mig selv, altid positiv kontakt med mig selv. Så det er vejen frem. Positiv selverkendelse.

Hos nogle er uviljen mod at kigge på sig selv så stor, at de gerne slår ihjel for at undgå det. Det var ikke bare i Romerriget, og det er ikke bare i mindre bemidlede miljøer i nutiden, at det foregår.

Det foregår steder, hvor man ikke skulle tro det, og langt nede under bæltestedet. Det sker ikke bare fysisk. Det sker også intentionelt.

Det er så lavt menneskeligt, at det overgår enhver beskrivelse, også af noget, der har været.

Mennesket kan opføre sig meget lavere end dyr, bare for at beholde et privilegium, en fordel.

Ondskab, i den sammenhæng, består i, for enhver pris, ikke at ville kigge sig selv i øjnene.

Jeg har aldrig forstået det. Jeg har ofte mødt menneske, der overhovedet ikke ville lytte, eller tage noget til sig.

Men så massivt ikke at ville kigge på sig selv, at man gerne lader det gå ud over andre, virker fuldstændigt uforståeligt for mig.

At tage sig selv i ed er at have sit hjerte bag sig som den sande motivator og drivkraft i livet, inden jeg overhovedet overvejer andre motiver.

Jeg skal bringe mig selv i position til at kunne rumme og forstå sandheden, og leve sandheden, før jeg gør mig klog på den, især på andres vegne.

Det er jo strengt taget det, som enhver form for sand disciplinering har handlet om, i hvert fald når den har vendt sig mod det største og mest betydningsfulde i livet.

Det nye er, at vi kan gøre det af os selv og i os selv, uden at behøve et autoritært mellemled, og jo heller ikke et kommercielt mellemled, som det ofte vil være i dag, når vi tænker på spirituelle kredse.

De kirkelige er ikke på samme måde kommercielle, da de henter deres indtægtsgrundlag fra det offentlige, fra staten, men så er de måske autoritære.

Sandheden fordrer ikke i sig selv et kommercielt eller autoritært input.

At tage mig selv i ed er at vide med mig selv, at jeg altid vil være ordentlig.

At jeg, i det omfang, det er muligt, altid vil møde alt i en positiv ånd.

At jeg altid er dybt realistisk, men også altid er stilfærdig og afslappet i min attitude.

At jeg ikke gør noget for at udstille mig selv, men til gengæld altid evner at stå i mig selv.

Når vi altid er ordentlige, kan vi altid kigge os selv i øjnene.

Og vi kan altid kigge hinanden i øjnene.

Vi ved godt, hvornår vi ikke har været det.

Det kan vi tydeligt mærke.

Vi ved også, meget præcist, hvad det handler om, når vi ikke har været det.

Og vi får ikke fred, før vi på sand måde gør noget ved det.