At inkarnere

For 40.000 år siden fik mennesket en sjæl. Læs mere i Kærligheden er ledetråden (2016).

Inden dette tidspunkt var mennesket kun i sit instinkt, uden mulighed for at være andet end et højt udviklet dyr.

Nu fik det muligheden for at kigge på sig selv, og dermed påbegynde en transformation hen imod en tilstand, hvor det ville blive i stand til selv at tage ansvaret for sit liv her på kloden.

De fleste mennesker i dag er mere i deres instinkt end i deres sjæl. Det viser sig ved instinktadfærd, som er karakteriseret ved lav bevidsthed og en udpræget umodenhed.

Mennesket i sin sjæl har høj bevidsthed og er i stand til at rumme det gode, som sjælen bringer med sig.

Mennesket i sin sjæl ved, hvordan lyset virker i et menneske, svarende til at få selvbevidshed og at fylde sig selv op med energi og glæde, som er betingelsen for positivt at være i livet, og positivt at være der for andre, der siger ja til det gode.

Den lave bevidsthed har travlt med at inddrage det gode, tage det i besiddelse, bestemme over det, eje det, og om nødvendigt fordømme de udtryk, som den lave bevidsthed ikke forstår.

Det gode fordrer, at vi lader det virke ind i vores system, uden at vi altid blander os.

Det svarer til at lade et barn udvikle sig på sine egne præmisser, og det svarer til at lade seksualiteten i puberteten udfolde sig stilfærdigt i kærlighed. Instinktet ønsker ikke nogle af delene.

Sjælen medbringer bevidsthed om tidligere inkarnationer, i en stadig læreproces, hvor målet er høj bevidsthed og stor modenhed.

Det er instinktet meget imod at lukke noget ind, som det ikke forstår, og i hvert fald vil det have fuld kontrol over det.

Sjælen ønsker det anderledes.

At inkarnere er at lande med min kraft, næsten ligesom et månelandingsfartøj.

Metaforisk fortæller jeg dermed, at jeg kommer et andet sted fra, og nu lander på Jorden.

At give mig selv eller at få en jordisk form er betingelsen for, at jeg kan gøre mig selv forståelig.

Det svarer helt til at skulle formidle noget så svært som næstekærlighed til nogle væsener, der stadigvæk er meget animalske i deres adfærd og fælles forståelse.

Noget kan være så anderledes, at man vælger at korsfæste den, der udtrykker det som et bud.

De første missionærer i junglen blev spist af de kannibaler, som de mødte for at kristne.

At inkarnere er at blive kød.

At inkarnere er, at en sjæl bliver puttet ind i et fysisk legeme.

At inkarnere er som sjæl at blive placeret i en krop.

At udfolde sig som sjæl er at blive virkelig i denne krop.

Virkelig i en krop kan jeg blive gennem tanker, følelser og seksualitet. Eller det er de former, som livet antager, under forskellige vilkår. Men de er alle sammen med til at udfolde mig i sandhed og kærlighed. Det er min opgave i livet.

At blive menneske er lavteknologisk er blive som en plante. Jeg er underlagt DNA’ets lovmæssighed om fotosyntese og jordforbindelse.

At blive menneske er at være i en dyrekrop med en højt udviklet hjerne. At udfolde mit instinkt ved at spille fodbold og løbe en tur, men jo også på mange andre sjove måder, gennem leg og spontanitet, og seksuelt. Men også årvågenhed og opmærksomhed omkring, hvad, hvornår og hvordan vi spiser, sover, og bevæger os.

Dyrekroppen giver os, i forhold til planten, bevægelsesfrihed, ikke at være fikseret eller bundet til en geografisk lokalitet.

At blive menneske er i tillæg at være udstyret med en bevidsthed og et jeg, der giver mig mulighed for at håndtere alt på et højere niveau. Jeg kan betragte alt, mig selv inklusiv, på afstand, jo afhængigt af, hvor bundet jeg er til mine omgivelser, og om jeg overhovedet ønsker at kigge på disse bindinger.

Den frie vilje er noget, jeg har i dette felt, hvor jeg har mulighed for at slippe min bundethed til instinktet, altså min dyriske tilstand.

I det ubevidste menneske er der identitet mellem slægt og animalsk hierarki, hvor bevidstheden udtrykkes gennem kulturelle og religiøse ritualer, og i det mere sekulariserede menneske i materielt funderede normer og fordomme. Mursten udfylder hulrummet eller tomrummet imellem moral og religiøsitet.

I det mere bevidste menneske kan jeg begynde at skille disse former ad, og lade dem erstatte, med sjælens hjælp, af mere kærlige former, hvor jeg ikke bare handler irrationelt, fordi jeg altid har gjort sådan.

Evolution er at tilpasse sig skiftende vilkår og omstændigheder. Det er fra naturens side en meget langsom proces, undertiden også meget kynisk.

Med menneskets særlige muligheder har vi fået muligheden for at fremme processen, men har til dato ikke været særligt heldige med at gøre det på kærlighedens præmisser. I den ydre verden er der nærmest ingen grænser for den teknologiske udvikling, mens den indre i ekstrem grad halter bagefter.

Jo højere bevidsthed, jo mere kan jeg opdage og leve efter sandheden i forhold til den reelle sammenhæng, hvor delene ikke er sammenfiltret inde i tanker og følelser og seksualitet, i et kaotisk og ofte kynisk virvar.

Jeg kan kontakte min egen guddommelighed og udfolde livet, sammen med andre mennesker, i dyb kærlighed, sådan som det var ment fra begyndelsen af. Det hedder også at blive det sande udtryk for mig selv.

Mit sande jeg må jeg selv finde ud af, hvad er for noget. Det kommer et andet sted fra.

Som udgangspunkt er vi alle placeret i en slags skal, som er summe af alle menneskers instinkt, der, uanset om vi vil det eller ej, øver et tryk på os udefra. Dette tryk mærkes også som noget uomgængeligt, vores skæbne.

Kunsten er at blive sig selv i sin skæbne, som vi ikke kan løbe fra.

Dårlig opførsel er sådan noget som Jantelov, ondskab, at spænde ben for hinanden.

God opførsel, i modsætning hertil, er at hjælpe hinanden på vej, at ville det gode for os selv og hinanden, men aldrig på andres bekostning.

Kærlighedens væsen er at forstå, at vi er der for hinanden, og at vi på præcis den måde kan finde glæden, også i vores eget liv.

Det kan ikke vende modsat, altså at tage hensyn til sig selv, uden at jeg tager hensyn til andre. Det er egoets position, som er at være mere dyr end menneske. Dem er der uhyggeligt mange af. De tænker altid på sig selv, før andre overhovedet kommer på tale.

Hvis vi positivt evner at være i os selv, kan vi udfolde alt positivt. Vi kan selv være og blive glade, samtidig med at vi gør andre glade.

Dødssynder er at overtræde disse enkle og naturlige måder at være i livet på, hvor hensyn og respekt altid kommer før alt andet.

Når vi positivt lukker op for livet, åbner en verden sig. Det modsatte sker, når vi ikke er ordentlige.