At have retten over mit eget liv

Den primære forudsætning for, at mine perspektiver giver mening, er, at vi lærer at styre og håndtere vores egen energi, herunder den seksuelle. På den måde vil vi kunne udvikle en ny måde at være menneske på, hvor sandhed og kærlighed bliver de faktorer, som vi lader vores liv styre af.

Så længe vi er splittede og delte som mennesker, giver det hele ikke noget mening.

En væsentlig begrundelse for at blive hel, er, at vi dermed bliver i stand til at rumme os selv, med et energifelt ude omkring os selv. Vi kan mærke indad, og vi kan også mærke andre, men kun hvis vi lærer kunsten at være og blive i vores egen energi.

Som udelte er vi grundlæggende bare dyr, som er reguleret  af nogle love og regler, og indadtil nogle normer, fordomme og tabuer. Det er ikke særligt interessant i et højere perspektiv, og giver heller ikke grundlag for et højere perspektiv.

Når vi får så meget samling på os selv og vores egen energi, som jeg forudsætter, begynder vi også for alvor at mærke, hvad menneskelighed er for noget.

Det fordrer selvlæring, og det kan have lange udsigter. Alt skal dog starte et sted.

At forstå overgreb, og hvorfor det er nødvendigt aldrig at lege med andres følelser, er at nærme sig en forståelse af, hvad guddommelighed er for noget, svarende til et indbygget hensyn, der skal være på plads i et menneske.

At forstå guddommelighed er at få et mærkbart begreb om, hvad anstændighed er, og i det hele tiden, hvad det vil sige at leve et liv i sandhed.

Vi har lært fra tidligere, at man skulle udføre bestemte ritualer eller øvelser, for på den måde at nærme sig noget mere sublimt.

Hemmeligheder er at lære at være i sin egen energi. Det kan man ikke lære kommercielt, som er noget rolleopdelt, og sjælendt indeholder den nødvendige grad af sandhed og ærlighed.

At ville gøre sig bedrevidende om et andet menneske ved at bevæge sig ind i dette menneske og tolke på dets følelser og intentioner er noget af det mest usympatiske, der findes i universet.

Vi har ingen som helst ret til på den måde at gøre os til guder over andre. Det er krukkeri og hovmod ud over alle grænser.

At have magt er ikke at have ret. I hvert fald ikke over et andet menneske.

Hvis nogen hengiver sig til mig, betyder det ikke, at jeg bare kan gøre, hvad det passer mig.

Vi har magt over et barn. Men vi har ikke ret til et barn.

Vi har magt over en kæreste. Men vi har ikke ret til vedkommende.

Vi skal lære at møde hinanden i kærlighed og frihed, som er to sider af samme sag.

Jeg har retten over mit eget liv. Men jeg har ikke retten over nogen som helst andres liv. Ingens!

Ethvert menneske har suverænt retten til alt i sit eget liv, så længe man altid er helt til stede i sig selv, og aldrig gør noget, for at det på nogen måde skal favorisere sig selv eller en anden, på bekostning af en anden eller en tredje.

Det handler om min måde at tage verden ind på. Det handler om mit møde med et hvilket som helst fænomen. Jeg er altid dybt forpligtet af mig selv og mine handlinger. Men jeg skal ikke bede andre om lov til det, jeg gør.

Til gengæld skal jeg altid kunne se mig selv i øjnene i alt, hvad jeg gør.

Jeg har valgt livet, fordi det er det, jeg er skabt til.

Livet i sig selv er positivt, enkelt, smukt. Jeg skal bare sige ja til alt, hvad jeg gør.

Når vi altid møder livet positivt, gør vi ikke hinanden ondt, og vi ødelægger ikke noget, hverken for os selv eller for andre. Det er halvhjertede mennesker, der er et problem. Det er dem, der ødelægger.

Det er mennesker, der ikke i alt står ved sig selv. Som bruger andre til at fylde sig selv op, i stedet for at være ærlige over sig selv først. Som sender uklare signaler. Som har et stort mørkt hul midt i sig selv, og alligevel gerne gør sig bedrevidende om andre om alt forefaldende.

Den ærlige ville erkende sit eget mørke hul, anerkende det, og fra den position undlade at sende det af sted som en bedrevidende skygge, for derved at give sig selv en fordel. Det er på ingen måde sympatisk, og man skaber kun afstand på den måde.

Mennesker med høj bevidsthed vil altid prioritere sjælen og den erkendte sandhed først. Dem kan man stole på.

Den høje bevidsthed møder det, der kommer, stille og roligt, søger gerne ud til kanterne, for at få møde, hvad der kommer, men gør aldrig noget halvhjertet, og har altid sig selv på plads i sig selv i handlingen. Gør heller ikke noget overilet.

Står man i en krisesituation, skal man, ligesom man ved en flyulykke først giver iltmasken på sig selv, også sørge for, at sjælen er på plads i mig selv, inden jeg agerer ud i verden.

Det er modsat instinktet, der automatisk vil sætte sig selv først, men lige så hurtigt vil slippe andre.

Sjælen slipper ikke andre, men den har brug for først at forbinde sig til sit eget menneskevæsen, for at det kan virke ud i verden i sandhed og i kærlighed.

Det sidste afhænger jo af, om andre giver plads til sandhed og kærlighed. Det er ikke givet, men vi skal give det en oprigtig chance.

Mit problem er ikke, hvad andre gør.

Mit problem er, hvad jeg selv gør. Om jeg kan stå inde for mig selv. Om jeg altid er ordentlig.

Jeg har retten over mit eget liv, men jeg kan ikke stille betingelser. Jeg kan gøre noget for altid at møde alt i øjenhøjde. Ligeværdigt.

I den sammenhæng er det jo vigtigt, at jeg behandler andre lige så respektfuldt og ordentligt.

Jeg har retten til mit eget liv. Men jeg skal ikke honoreres for mit eget liv.

At have retten over mit eget liv er det samme som ikke at være i lommen på nogen.

Ikke at være henvist til eller afhængig af, hvad andre synes og mener.

Ikke at skulle vente på, at andre kan lide mig.

Selv at bestemme over min hverdag og mit liv.

At lade livet opstå, sådan som det er, og at være en del af det i taknemmelighed og naturlig glæde.

Det svarer til ikke at skulle stå til rådighed for andre. Hvorfor skulle man dog det?

At vi gør det i arbejdsmæssig sammenhæng er vel naturligt, men her behøver vi ikke at miste os selv.

Vi kan godt være os selv, samtidig med at vi stiller os til rådighed for andre. Men det klinger ikke ind i en kærlighedsrelation.

Vi skal hver især være dem, vi er, og elske os selv og hinanden for dem, vi er.

Vi skal glæde os sammen, og hvis vi har lyst til det, udfolde os sammen.

Men vi har ikke ret til hinanden. Vi har ikke krav på hinanden. Det er simpelt hen en uskik at se hinanden på den måde.

Ingen har krav på et andet menneske. Ingen har ret til et andet menneske.

Vi har derimod ret til vores eget liv, og vi har krav på at blive taget alvorligt, ligesom vi også har pligt til at tage andre alvorligt, men ikke fordi de kræver det af os.

Vi skal lære at holde tingene adskilt, og at adressere dem der, hvor de hører hjemme.

Vi kan elske hinanden, røre ved hinanden, gøre hinanden bløde. Men det forudsætter, at vi anerkender hinanden, at vi evner at kigge os selv og hinanden dybt i øjnene, at vi respekterer hinanden, at vi mødes i ligeværd, som ikke indeholder krav overhovedet, men snarere evnen til at give slip og evnen til hengivenhed. Som er uforeneligt med at ville forlange noget som helst af hinanden.

Det svarer til kun at få orgasmen for min egen skyld. Hvor den anden er mit serviceorgan. Det er jo ikke i orden, og det giver heller ikke nogen dyb forløsning. Det gør det kun, hvis vi slipper sammen i kærlighed og i sandhed.

Ligeværd kan ikke være en del af et rollespil. Ligeværd er en anden måde at være i livet på end rollespil.