At handle ud fra et rent hjerte

Altid at være den, man giver sig ud for.

At være naturligt og enkelt til stede i sig selv er det, som det hele handler om.

Det er ikke mere kompliceret.

Og det indeholder svaret på alt.

Der er kun én vej ind i Ny Tid.

Ordentlighed i alt.

Anstændighed i alt.

Ærlighed i alt.

At jeg gør præcis det, jeg ved, jeg skal.

At jeg fra dette øjeblik holder op med at være bedrevidende om andre.

Om nogen som helst anden.

At jeg tager mit ansvar på mig, og gør det, som jeg godt ved, hvad er.

Der er ingen undskyldning for ikke at gøre det.

Hvordan placerer jeg mig i forhold til mig selv?

Nogle gange skal jeg være ydmyg. Nogle gange skal jeg være vågen og handlekraftig. Men det er ikke lige meget, hvornår jeg vælger hvilken attitude. Jeg ved godt selv, hvornår jeg skal gøre hvad. Det kan jeg som regel tydeligt mærke.

Hvis jeg ønsker det, kan jeg altid være styrmand i mit eget liv. Men det kræver stor oprigtighed og meget stor vågenhed. Selvfølgelig kan jeg ikke bare gøre, som det passer mig. For så har jeg ikke forstået noget som helst af det hele.

Vi bestemmer selv , hvordan vi vil opføre os. Vi har magten til at gøre alt i livet godt for os selv, og for alle dem, vi omgås. Valget er vores. Det handler bare om at gøre præcis det, der er nødvendigt, for altid at gøre det gode, det sande og det smukke.

Meningen med Ungdomsoprøret og den energi, der har været i gang her på kloden siden 22.11.63, forstod jeg her i formiddags, den 28.06.19.

Meningen er at lukke op for sammenhængen mellem sjæl og instinkt, med henblik på, at sjælen herefter vil kunne integreres på Jorden.

Vi handler alle sammen ud fra fire punkter i kroppen.

Det er de samme fire punkter, som er sjælens kobling ind i vores instinkt.

Disse fire punkter udgør hver især en identitet, som i hjertet kan samles til én.

Instinktet er vores sande menneskevæsen. Der er herigennem, vi mærker os selv.

Sjælen koblet på vores instinkt lader os mærke os selv som virile, kærlige, tænksomme, følsomme.

Hvis vi altså ønsker at være alt dette. Det skal vi sige ja til, og derefter ubetinget være det.

Sjælen møder virkeligheden uden for hjernehinden, og kan dermed håndtere og møde alt kvalitativt, i naturligt overskud, og i høj bevidsthed.

Den lave bevidsthed, svarende til det instinktstyrede menneske, møder virkeligheden inde under hjernehinden, i underskud og afhængighed, og kvantitativt. Fordi den ikke har fat i det hele menneske, vil delene inde i mennesket ikke hænge sammen.

Bevidsthedsmæssigt ser den lave bevidsthed kun det, den vil se. Hjertemæssigt favner den kun det, den egoistisk ønsker at favne, og seksuelt, ikke overraskende, møder den kun det, der kan og vil tilfredsstille sig selv, herunder andre eller et andet menneske dybt kalkuleret. Du er kun interessant, hvis du altid er der for mig, præcis sådan som jeg vil have det! Tilsvarende er kærligheden dybt betinget og fordringsfuldt skruet sammen, måske bundet op på et forretningsimperium.

Nu vender vi os i stedet hen imod et menneske, der har sagt ja til ubetinget og altid at ville være i sig selv, som et godt og sandt menneske, med hjertet kærligt ud mod verden.

Så længe vi som mennesker bevæger os i jomfruelighed, hvor vi altid moralske er på den rigtige side af os selv, er vi i høj bevidsthed.

Hvis man umoralsk griber ind i andre mennesker, eller helt unødvendigt bliver vred eller hård, bringer man sig selv i lav bevidsthed.

Det følgende forudsætter, at man er i høj bevidsthed, og er i stand til at møde sig selv udefra, og samtidig positivt at være i sig selv.

Øvelsen kan over for sig selv og over for andre være at sige: “Jeg er viril!” “Jeg er kærlig!” “Jeg er tænksom!” “Jeg er følsom!” og så tillade sig selv at være det alt sammen. Ikke bare den ene del, for det kan nemt være både kynisk og hensynsløst. Og det hele i samspil er i uoverensstemmelse med vores sande væsen som mennesker.

Hvis vi oplever os selv i underskud, vil vi ikke kunne aktivere nogen af delene, men vil snarere trække os sammen, indtil vi igen oplever overskud, og langsomt vil kunne udfolde os, men ikke hurtigere, end at vi selv har det godt med det.

I underskud kan vi ikke tænke klart, have specifikke følelser. Og andre funktioner vil også være lukket ned.

Vi er født til både kærlighed og sandhed. At vi gør os selv og andre til noget andet, er ikke i overensstemmelse med vores sande væsen.

Det er den guddommelige vilje med livet, som her kommer til udtryk. Jeg er selv overrasket over præcisionen og erkendelsen.

Det er kun muligt at opleve dette dybe perspektiv, hvis jeg er helt til stede i mig selv, og hvis jeg altid er én.

I sine umiddelbare former er der ingen konflikt og ingen blokeringer imellem nogle af dem.

Der må ikke være slinger i valsen, hvis vi på den måde ubetinget ønsker at være os selv i alt.

Når vi ikke er os selv, kan vi altid stikke af, og ovenikøbet med stor smerte til følge hos den eller dem, det rammer.

Alle barndomstraumer, men også meget smerte senere i livet, handler om disse fire punkter, eller rettere, om manglende respekt og manglende hensyn i forhold til forbindelsen imellem dem. Med andre ord: respekten for eller hensynet til integriteten og sammenhængskraften i et andet menneske.

Når vi er ordentlige, er vi altid respektfulde og hensynsfulde.

Hvis vi tegner et kors, er det armene, der udgør den vandrette del. Kærligheden kommer ud denne vej, gennem hænderne, men kan jo også komme du både foroven og forneden. Det samme kan jo i og for sig også viriliteten og tænksomheden, hvis vi kender os selv rigtigt godt.

Traditionelt er de fire punkter lokaliseret på meget fysisk afgrænsede steder af kroppen. Men med kærligheden i spil kan vi nemt få det hele til at virke sammen, ovenikøbet i ekstatisk lykke og i stor nydelse. Det vil ikke kunne ske under dynen kl. 23.35-23-37.

Når vi ikke er ordentlige, udnytter vi, at vi har et fortrin frem for en anden, og så kan vi efterlade den anden i rendestenen.

Det er vores privilegium som menneske, dels at vi har den frie vilje i spil, dels at vi kan kigge på det, som vi gør.

Det, der gør forskellen på gode og onde mennesker, er, hvor de placerer sig selv i forhold til denne frihed.

Den gode er altid på plads i sit hjerte og har ikke noget ønske om at være andre steder.

Den onde jonglerer rundt i en delt bevidsthed og leder efter styrker og svagheder i andre, for derefter dyrisk at hugge til, og efterlade blødende og i dyb smerte.

Ethvert menneske har mulighed for i enhver situation at handle ud fra et rent hjerte.

Det er ikke svært overhovedet.

Den vertikale passage ned gennem mig selv er den, der afgør, om jeg altid kan kigge mig selv i øjnene.

Forbindelsen går ned i jorden og op i himlen, og gennem mit hjerte, mine tanker og min seksualitet.

Når der er passage, er der åbenhed, og vi kan udveksle på alle niveauer.

Lig i lasten forhindrer denne umiddelbare kontakt med mig selv, uanset hvad jeg er involveret i.

Jeg kan ikke kaste skygger, og samtidig have det godt med mig selv.

Mennesker, der gør noget godt, handler ud fra et rent hjerte.

Mennesker, der vil have sig selv tilgodeset før alle andre, og før alt andet, har ikke forstået noget som helst af det hele, og placerer sig selv så lavt i hierarkiet, som det vel er muligt, og vil kun samle sig selv sammen bag ved alle dem, som de har efterladt blødende og lidende.

Det er logisk, at det må være sådan, i et højere perspektiv.

Hvis man ovenikøbet ødelægger andre, for at tilgodese sig selv. Jamen, det er der da ingen, der gør, vel?

Det, der er afgørende i livet, er, hvad vi gør og ønsker af et rent hjerte.

Alt andet er sekundavarer.

Når to mennesker viser, at de ultimativt vil det smukke i livet, sker det helt uventede.

Når vi åbner vore hjerter, sker der magiske ting.

Spiritualitet er altid at følge det smukke, det fine, det enkle, men også det snoede, det skrøbelige, det sarte, det nøgne, det kærlige, det inciterende, det dejlige, det skønne, skødet, kærligheden, kvinden, pigen, elskeren. Hele tiden dukker der nye muligheder. Kunsten at være med dem i sandhed, kærlighed, åbenhed, ærlighed.

Min måde at møde livet på er altid at være én person.

Dermed vil jeg kunne møde alt, præcis som jeg er, og tage mig selv i ed, uden at skjule noget som helst for nogen som helst.

Det gør mig til en troværdig person i verden.

Jeg har ikke fejet noget ned under gulvtæppet.

Jeg kan altid se mig selv i øjnene.

Hvad er det vigtigste i livet?

Det er altid at være der for hinanden.

Vi skal helt igennem og utvetydigt kunne se os selv i øjnene på vej ind i sjælen.

Her gælder ingen snydeparagraffer, som menneskelivet er fuldt af.

Vi skal sige ja og gå derind med åben pande.

Kun på den måde får vi andel i sjælens velsignelser.

Man skal være ærlige omkring intentioner.

Det er fair nok ikke altid at kunne sige ja, og så skal man heller ikke.

Men vi må aldrig, så meget som at komme i nærheden af at gøre andre ondt.

Og så skal vi gøre det gode.

Alt for mange mennesker er alt for tilbageholdende med at gøre noget, som de godt ved, de skal.

Vejen ind i Ny Tid er positiv kontinuitet i alt.

Man kan ikke springe over dette ultimative krav, og vejen gennem dårlig opførsel er ikke farbar.

Konstant nærvær er den bedste måde altid at vide og mærke, hvad der rigtigt at gøre.

Vi skal være os selv i alt det, vi gør.

Vi skal altid i alt kunne stå inde for os selv.

Det er en universel lov.

Et delt menneske kan man ikke stole på.

Selv om det siger ja, vil den fraværende del kunne finde på hvad som helst.

Et delt menneske kan ikke være medfølende. Den fraværende del vil altid tænke noget andet.

Hvis et menneske har svært ved at sige ja, skal man sætte det stolen for døren, eller simpelt hen gå sin vej.

Et ja skal være ubetinget for at være gyldigt.

Mit projekt i livet handler om, at vi skal blive levende og selvberoende som mennesker.

Vi skal ikke hænge på hinanden, men være fri i vores væsen.

Vi skal selv kunne tage beslutninger ud fra modne overvejelser.

Vi skal lære altid at kunne være glade.

Det handler om at lære at ånde frit.

Vi skal lære at slippe egen tyngde ved at tillade os at være i tyngde.

Det er et af livets sjove paradokser, at vi kan slippe noget ved helt at gå ind i det.

Vi skal have hjertet med i alt, hvad vi gør.

Det er måden at blive sand og virkelig på.

Og vi skal aktivt gøre noget, for at det sker.

Vi skal investere os selv i livet, og ikke bare stå bag ved et gardin og være bedrevidende på vegne af alle andre.

For så ved vi i realiteten ikke noget, og så lærer vi i realiteten ikke noget, og så vil vi aldrig positivt kunne være noget for andre.

De mest destruktive former i verden i dag er dem, der i form at social kontrol forhindrer, at noget nyt får lov til at udfolde sig.

Vi kan også kalde det stillestående luft, eller stagnation bag ved mursten.

At tage springet eller at lave bevægelsen ud i verden er nødvendigt for dermed at kunne handle af et rent hjerte.

Det er med hjertet, vi forpligter os til at være i verden og i livet.

Og holder op med at stå udenfor, og bare vide bedre om alle mulige andre.

Kun ved selv at engagere os i livet med vores eget liv får vi adgang til det.

Vi skylder livet og verden at vise, at vi har tillid til dem begge to.

Og fra det øjeblik, vi gør det, holder vi op med at se spøgelser alle steder.

Fra det øjeblik begynder vi hver især at få en stille og positiv viden om os selv, vores egen energi.

Vi har altid et grundlæggende valg i livet, som handler om, at vi fra nu af altid bevæger os ud i verden med en åben attitude, et rent hjerte, uden at ville andet en positivt at møde det, der kommer.

Vi kan ikke gøre det halvhjertet, for så virker det ikke.

Vi kan heller ikke gøre det med det ene ben eller den anden arm, af samme grund.

Vi skal anerkende, at alt skal i spil i os, og at vi træder ud, uden at vi lynhurtigt bare kan trække følehornene til os igen.

Så længe vi bliver inde i vores pubbe, sker der intet afgørende i vores eget liv.

Det halvhjertede kan være noget af det mest ødelæggende i menneskeligt samvær, fordi jeg derved simpelt hen gør mig selv utilregnelig og utroværdig.

Vi gør altid noget af en årsag. Det er den, der i et højere perspektiv afslører, hvem vi dybest set er.

Når årsagen er sand og dyb, bliver resultatet også dybt og sandt. Vi vil kunne mærke alting udvide sig, at vi bliver lette og glade og fri og åbne.

Når årsagen er kalkuleret, bliver resultatet også kalkuleret og kynisk. Nu skal vi pludselig passe på os selv, fordi vi er i skyggeland, hvor alt bliver målt og overvåget.

Forskellen er som himmel og helvede. Den er meget konkret. Ingen er i tvivl om, hvor vi er.

Guruen kan så noget med at manipulere med energi, så det er til at holde ud at være i feltet, bare jeg retter ind og gør, som der bliver sagt. Men det er ikke sandt!

Det gode får noget til at vokse.

Det onde får noget til at skrumpe ind, for til slut helt at forsvinde. Måske mister man sin formue ovenikøbet.

Min aktuelle måde at være i livet på er altafgørende for, hvad jeg får igen, og hvad jeg selv skaber.

Kig på et dyr, og se, hvor hengivent det kan være. Det er bare i sin hengivenhed.

Hvis mennesker var lige så hengivne, ville der være mange former for sygdomme, der ikke fandtes.

Mennesker er dybt egoistiske i deres væsen. De vil altid have noget igen. De giver ikke noget, hvis ikke der kommer noget tilbage. Det er betinget. Det er halvhjertet. Det er egentligt hjerteløst. For det påvirker i høj grad giver.

Vi kan så meget mere end dyrene, men vi bruger det kalkuleret, og nogle gange ondskabsfuldt. Hvis du giver mig noget, så får du måske noget igen! Det er meget usympatisk.

Hvis vi bare tillod os selv at være som dyrene, i vores energi, ville vi også være i det flow, som livet naturligt tilbyder os. Vi kan også kalde det at være i guddommelighed.

Forskellen fra planter og dyr til mennesker er, at vi har muligheden for at møde det i bevidsthed og agere i forhold til det.

Og langt de fleste mennesker bruger denne viden til selv at få noget, og at være mere eller mindre ligeglade med andre. Det er en kendsgerning, at samfund fungerer på den måde.

Årsagen er ikke vores natur som planter og dyr, og heller ikke vores guddommelighed. Årsagen er simpel egoisme.

Den integritet, vi har i vores energisystem. er noget, vi har fået fra guddommeligt hold, til at styre vores opgave i livet med.

Opgaven ligger helt åben i ethvert individ og handler, kort fortalt. om at transformere alt fra lav til høj bevidsthed, hvorefter vi kan slippe det, og selv lærer kunsten at være kærlige og kompetente i alt.

Så enkelt kan det beskrives. Det handler om altid at være i sig selv. Altid at møde det, der kommer. Altid kigge på det først, så lade det glide gennem vores system, for til slut at kunne slippe det.

Det kan kun gøres, hvis vi handler, møder, agerer, kommunikerer som hele mennesker, hvor intet i os er ekskluderet eller reserveret til noget andet. Vi skal altid være villig til at møde alt i os selv. Kun må den måde vil vi kunne blive virkelige og anstændige i alt.

Og vi skal ikke være bange for at møde noget. Dem, der går i angst eller frygt, er det først og fremmest for noget i sig selv. Og dette noget skulle man i virkeligheden møde først, og så vente med det andet til senere.

Det, der fylder, det, der kommer, det, der er der, er det vigtige. Alt andet kommer, når det kommer.

Der er ingen gyldig grund til ikke altid og i enhver situation at behandle et andet menneske eller andre mennesker ordentligt. Det er altid muligt. Og undskyldninger af enhver art hører overhovedet ikke hjemme i det forum!

Sandhed og kærlighed skal kunne tåle at blive udfordret, for at lyse gennem skygger, der jo aldrig er sandhed, og for at styrke den ægte kærlighed.

Hvis man viger tilbage for at efterprøve sandheden og at udfordre kærligheden, er det ikke sandhed og kærlighed, som man bygger sit liv på.

Hvis jeg altid gør noget, som jeg positivt ved, er i orden, vil jeg altid, i ethvert nyt øjeblik, stille og roligt kunne kigge mig selv i øjnene, også selv om jeg har været ude i et uvejr. Det afgørende er, hvordan min egen position har været under skibsfarten hvis vi nu forestiller os, at det var sådan en.

Hvis jeg har været ordentlig, selv om jeg har været presset i bund, vil jeg have plads i mig selv til at lukke op for de muligheder, som byder sig, når stormvejret lægger sig.

Positivt at være, og at have været i mig selv, seksuelt, følelsesmæssigt og begrebsligt, betyder, at jeg vil være i stand til at begynde fra et nulpunkt.

Hvis ikke jeg har været ordentlig, vil det uordentlige før eller siden manifestere sig.

Der er en guddommelig logik, der fanger de helt konkrete omstændigheder omkring en begivenhed. Hvad er påført? Hvad er selvforskyldt? Hvad er god moral? Hvad er dårligt opførsel.

Det er den samme logik, der er afgørende for, om vi kan kigge os selv og hinanden i øjnene, eller ikke. Og den lyver ikke!

Vi kan altid mærke, om eller når vi sender skygger af sted. Kunsten er selvfølgelig ikke at gøre det.

Hver gang vi har fat i en tanke, kan vi mærke, hvad vi gør ved den. Og vi har altid mulighed for at transformere den, så den bliver kærlig og brugt til noget sandt og godt.

Vi har altid muligheden for i vores eget liv at navigere hen i retning af sandhed og kærlighed.

Min aktuelle måde at være i verden på er det, der tæller. Altid og i enhver situation. Der kan aldrig dispenseres herfra.

Hvis man gerne vil noget seriøst i livet, skal man lære at stå i sig selv.

Man kan ikke stå i sig selv om eftermiddagen, eller når man får 100 kr. for det.

Med andre ord kan man ikke gøre det som en fritidsbeskæftigelse, og heller ikke som professionel.

Begge dele er dybt useriøse, og jeg vil aldrig anbefale nogen at opsøge en person, som ikke hele vejen igennem sig selv er det, som han eller hun giver sig ud for.

Et menneske kan kun hvile i sig selv, hvis det har fred med sig selv.

Det kan ikke være lig i lasten. Så er det ikke muligt.

Sand frihed er, at alt i dig møder alt i mig.

Det forudsætter selvfølgelig, at vi sætter alt i spil over for hinanden.

Ellers er det bare betinget, og også lidt ligegyldigt efter min smag.

Hvis ikke vi ønsker at lukke alt op over for hinanden, er det ikke sandt og ærligt.

Hvis jeg gør mig tilgængelig for dig, er det, fordi jeg gerne vil dig af hele mit hjerte.

Når vi går i relation med hinanden, ønsker vi alt af hinanden, og det er jo fair nok.

Vi skal bare begge to gå ind i det med alt, hvad vi har.

Når jeg er delt i flere personer, behøver jeg aldrig at tage noget helt alvorligt.

Til gengæld vil jeg heller aldrig være helt pålidelig.

Instinktbundne mennesker har mørke i hjertet.

De kan ikke se det gode i hjertet.

De kan kun se det gode i sig selv.

De ser det gode i sig selv i spejlet.

De ser ikke livet som godt.

De ser ikke det gode i livet.

Alt bliver bedømt på en mørk skala.

Når sjælen er i spil, er hjertet også positivt i spil.

Instinktbundne mennesker kan kun elske betinget.

Kærlighed bliver bedømt på en skala.

Sande mennesker, i modsætning hertil, er ordentlige mennesker.

Mennesker som kan kigge hinanden i øjnene.

Som ikke har noget at skjule, fordi de altid har handlet oprigtigt.

Som ikke har gjort noget ondt, hvorved de forårsaget, at andre mennesker kom til skade.

Hvad kan man måle det på?

Svaret er enkelt.

Livet er en linje, hvor jeg befinder mig i energien omkring linjen.

Når jeg har kontakt til mig selv, er jeg positivt på linjen.

Så har jeg også kontakt til min sjæl.

Og så har jeg også positiv kontakt til andre, der ligesom jeg bliver på linjen.

Det svarer helt til at blive på stien.

At blive i sig selv.

At blive ved sig selv.

Vi kan altid kigge os selv i øjnene, når vi gør det.

Vi har altid kontakt til vore sande følelser, når vi gør det.

Vi har intet at være flove over. Der er sammenhæng frem og tilbage i tiden. I øvrigt også til siderne.

Hvis jeg lukker op ind til mig selv, hvad er det så, der betyder noget?

Hvad er det, der styrer mine handlinger?

Hvor er min selvbevidsthed henne?

Hvad lytter jeg til? Og hvad giver jeg plads til?

Lader jeg mig styre af andre? Eller lytter jeg til det sande i mig selv?

Jeg kender godt svaret, hvis jeg giver mig selv tid til at lade det komme frem.

Hvis jeg lever på en løgn, har jeg ikke adgang til sjælen og det rene hjerte.

Der er vel ingen, der vil indrømme, at de lever på en løgn, for så gjorde de det jo ikke, med mindre de er utilregnelige og kun tænker på egne fordele i alt.

Hvis jeg altid handler ud fra et rent hjerte, er jeg altid tilregnelig.

At have valgt sjælens perspektiv giver mig helt umiddelbart nogle fordele ved altid at kunne være i mig selv, altid at have adgang til livsglæde og sandhed.

Og det giver en klar fordel i forhold til alle dem, der reaktivt kæmper med en løgn på en eller anden måde.

At leve i sandhed er altid at være villig til at kigge på alt i mig selv, og at anerkende, at jeg ikke altid har svarene. At leve med den usikkerhed, der altid vil være der i et eller andet omfang.

Og lade være med at lade et hurtigt svar afslutte en usikkerhed. Vente til jeg ved noget, og stadigvæk være åben.

Det er altid nemmere at leve i sandhed end i løgn.

Vi har alle sammen friheden til at åbne og lukke hjertet.

Som jeg oplever det, er det i puberteten, at vi som individer opdager og udfolder muligheden.

Succeskriteriet afhænger af, hvor meget kærlighed der har været i barndomsmiljøet.

Hvis forældrene har været meget påholdende med kærlighed, som ikke er det sammen som at være økonomisk påholdende, vil denne adfærd normalt blive gentaget i den unges liv.

Men det er i ungdommen, at vi har muligheden for at finde vores egen måde at åbne og lukke for kærligheden, når vi begynder at møde partnere.

Vi har meget mere frihed end tidligere. Denne frihed bruges af nogle til uhæmmet at slå sig løs, hvilket jo ikke kan siges at være en særligt moden måde at håndtere kærlighed på.

Hvis kærlighed og kynisme ledsager hinanden, er det ikke noget godt udgangspunkt for at blive voksen. For så kasserer jeg bare efter forgodtbefindende, og bruger partnere, som det passer mig.

Hvis jeg derimod lærer at bruge hjertet kærligt, er det noget helt andet, og så vil vi kunne udvikle og udfolde kærlighed sammen, hvor vi begge får stor glæde af det.

Det er vist meget normalt, at man bruger den samme hjerteenergi bevidst i voksenlivet i forbindelse med karriere. Den kan bruges til at tjene penge med, at vinde fordele og privilegier med. En måde at føre sig frem på, hvor kærlighed og magt følges ad som et makkerpar.

Hvis kærligheden og dermed hjerteenergien administreres på den måde, har dyret i os mere magt end et højere perspektiv.

Det er paradoksalt, at vi bruger sjælens frihed til at kigge på alt i instinktets tjeneste. Og det har aldrig været meningen.

At det kun er mennesker med en dårlig moral, der gør det, er selvfølgelig en forklaring, som jo så skal suppleres med, at der blandt de voksne, der har magten, ikke findes ret mange med en gennemført god moral.

Moral forudsætter, at man har modet til at stå alene med sit synspunkt, og ikke altid søger andres bekræftelse, og andre til at læne sig op ad. Det handler ikke om at være hård, for det er der ingen ben i.

Magt udspiller sig alle steder, hvor voksne gør deres indflydelse gældende. Her skal vi ikke glemme hjemmet som arnested for livet. Alle børn er i deres opvækst oppe imod voksne, og det er bestemt ikke altid godt for muligheden for at lade sjælen få plads.

Jeg repræsenterer en ny måde at betragte livet på, der ikke tidligere har haft nogen reel bevågenhed. Og mange vil også stritte imod med arme og ben, fordi det berører deres privilegier som voksne, men ikke deres evne til at være i livet i sandhed og kærlighed.

I det følgende forudsætter jeg, at der er plads til sjælen i en relation.

At sige ja til hinanden er positivt at bestråle hinanden, at lukke op for hinandens muligheder.

Hvis vi oprigtigt interesserer os for sandheden, skal vi handle af et rent hjerte.

Hvis man siger, man gerne vil tage ansvar for sit eget liv, skal det ikke være, bare når det passer mig.

Ny Tid er, at der er noget i os, som vi kan regne med. Noget vi kan stole på.

Hjertet er det, der gør os bløde og kærlige. Som betyder, at vi er noget for hinanden.

Men hjertet er også fasthed, at vi er, hvad vi giver os ud for at være.

Hjerteløshed, i modsætning hertil, er det, der skaber smerte, afstand, kulde, ligegyldighed.

Mit lys er den måde, jeg udtrykker verden på.

Mit lys er den måde, jeg udtrykker mig i verden på.

Det er mit umiddelbare udtryk i verden.

Det er det, der kommer ud af mig, når jeg bare er.

At have adgang til et hjerte er at lade lyset komme med indenfor.

Det gælder, uanset om det er mit eget hjerte eller en andens, måske andres.

Lyset er vores forbindelse til noget større og mere sandt. Det er at hengive os i oprigtighed.

At gøre noget fra hjertet er at gøre noget umiddelbart, fordi det kommer til mig, og fordi jeg har lyst til det. Der er i udgangspunktet intet så enkelt og så smukt.

Hvad lader vi styre vores liv? Er det en forestilling, eller er det realiteten?

Hvis det er en forestilling, kan hjertet ikke være med. Så lever vi i drømmeland på en eller anden måde.

Hvis vi er forankret i os selv, har vi også fat i os selv, og så stikker forestillingen ikke af med os. Så har vi mulighed for at være i hjertet.

Det vigtigste i livet er altid at være i nærheden af sig selv, at være tro mod alt, hvad der kommer. Aldrig at slippe sig selv og sin naturlighed og sin anstændighed i livet.

Jeg ville ikke kunne skrive det, jeg skriver, hvis jeg ikke altid, i ethvert sekund, stod inde for det, som jeg gør, og det, som jeg skriver om.

Jeg kan ikke altid mærke forbindelsen, men den vender altid tilbage, når jeg er i en tilstand eller situation, hvor den ikke er tydelig.

Men jeg kunne heller ikke ønske mig ikke altid og ubetinget at have denne kontakt eller forbindelse.

Jeg kan være lige så forvirret som alle mulige andre. Men jeg tillader mig selv at være i forvirringen. Og jeg ved, at den altid vil ændre sig.

Forbindelsen, som jeg skriver om, er det sande i mig selv, som også er min sande forbindelse med andre. Vi er aldrig i tvivl, når den er der, selv om jeg har oplevet andre benægte den, måske sekundet efter. Men det ændrer ikke på, at den var der.

Det er altid lige nu, en mulighed står åben.

Sandhed bliver kun tydelig, når vi åbner os for den.

Langmodighed er kun mulig ved selv at være det.

Viden er den sandhed, der kommer os i møde, når vi lukker op for den.

Kærlighed er den følelse eller tilstand, der bliver tydelig, når vi lader sandheden komme indenfor.

På den måde er der rigtigt meget i livet, hvor det er os selv, der skaber rummet og muligheden.

Især hvis vi gerne vil være proaktive, og ikke bare reaktive, at vi selv går først og måske gør det, som ingen andre har gjort før os. Det lønner sig meget ofte at være first mover.

Man kan også rende ind i nogle gevaldige øretæver. Men hvis man har rent mel i posen, kan man også kigge sig selv i øjnene og vide med sig selv, at det, som jeg gjorde, var i orden.

Vi skal være fortrolige med kunsten at give slip for at forstå, hvad overskriften handler om.

Så længe instinktet har fat i bevidstheden, vil der lynhurtigt kunne indsnige sig både mistro og mistillid, som kan formørke og forvrænge feltet.

At handle ud fra et rent hjerte er at følge min sjæls mening med og ret til at være her.

Når vi gør det, forurener vi ikke noget, gør ikke noget grumset.

Vi vinder ikke noget ved at forsøge at skjule noget. Det vil ikke lykkes i den store sammenhæng.

At tage beslutninger på egen hånd er vigtigt at lære.

Hvor jeg ikke læner mig op ad andre, men selv finder svarene, der ledsager handlingerne.

Vi kan også kalde det at frigøre os fra mønstre, hvad enten disse mønstre gør os til ofre, eller til bødler. Begge varianter findes, logisk set i lige stor mængde.

Vi har været vant til kun at kigge på dem, der gør os til ofre. Men hvis ikke der var bødler, var der heller ingen ofre. Så fordelingen må være hen i retning af fifty-fifty.

Og bødlerne er ikke bare de andre, som min skygge gerne vil have mig til at tro og udtrykke.