At handle med fuldt overlæg

Ethvert menneske har evnen til at åbne og lukke.

Primære overbevisninger er kun relevante, hvis jeg positivt ønsker at kigge  på og forstå mig selv.

Mine aktive handlinger er i sig selv uafhængige af de skader, som jeg måtte have.

Min frie vilje tager udgangspunkt i et frihedsfelt, min mulighed for selv at være den, der bestemmer, hvad jeg gør, og hvad jeg undlader at gøre.

At være skadet undskylder ikke det, jeg gør i mit frihedsfelt.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at fri vilje ikke nødvendigvis har noget som helst at gøre med, hvad jeg blev udsat for som barn.

Voksenlivet har en sådan kraft i sig selv, at det også er i stand til at tænke selv, og handle på egen hånd.

At det et eller andet sted kan forklares med, at jeg ikke fik kærlighed nok som barn, undskylder ikke, at jeg her og nu handler, som jeg gør.

Det vil ofte bare være en dårlig undskyldning, en bortforklaring af, at jeg i situationen helt suverænt havde min frie vilje i spil.

Det kunne jo også være sådan, at jeg blev overforkælet som barn, at jeg dengang kunne gøre, som det passede mig, og fortsætter den samme, utålelige adfærd, nu bare over for andre voksne.

Det er er alt for nemt og alt for ofte, at man finder forklaringen i sig selv som offer. Måske er og var man i virkeligheden bøddelen, når det kommer til stykket.

At jeg i min bestræbelse på at være et godt menneske gerne vil give mig selv mulighed for ikke at være bundet af primære overbevisninger, er kun prisværdigt, men har ikke i sig selv noget at gøre med den frie vilje, og mit ubetingede ansvar for det, som jeg gør, og som jeg har gjort.