At håndtere en skygge

Når jeg kaster skygger, så ser jeg det hele som noget, der sker uden for mig selv, typisk på en anden person.

Den anden gør noget ved mig, som jeg ikke kan lide, eller som gør noget dårligt ved mig.

Øvelsen kan godt være, i stedet for at vide med sig selv, hvad noget gør ved mig, i stedet for, hvad en anden gør ved mig.

Altså at få det hele ind i et område, hvor jeg selv afgørende kan gøre en forskel.

Det ændrer jo ikke ved, hvad jeg oplever, en anden har gjort eller gør.

Eller hvad vedkommende har gjort eller gør.

Men det gør mig fri til at mærke mig selv.

Nogle undergår egen smerte ved at kaste skygger.

Ondskab kan være organiseret skyggearbejde.

Der er masser af grufulde eksempler, både i fortiden og i dag.

Det er en måde at holde sin egen smerte på afstand, men den går ud over andre, og den er ikke stabil på nogen måde.

At kaste skygge er at forårsage mørke, både i sig selv og i den eller, det går ud over.

Man kan skabe sig en ny virkelighedsforståelse ved at kaste skygger af sted.

Man kan også tro, at man derved holder noget på afstand, og sætter sig selv fri.

Men på et eller andet tidspunkt krakelerer alt, der ikke er sandt, undertiden først efter et rædselsregime. Som også kan være på de indre baner, altså i intimsfæren.

Sandheden findes ikke i skyggen, eller ved at kaste skygger.

Den umodne vil gerne tro, at det forholder sig sådan. Og det giver da også mening at kaste en skygge, for derved aktiveres energi.

På sigt forsvinder energien, og man sidder tom tilbage, for det var ikke sandt.

Det sande findes på den anden side skyggen.

Jeg er mig, og du er dig. Med alt, hvad vi hver især indeholder. Vi er begge dynamisk i bevægelse.

Det er sandhed. Sådan tænker skyggen ikke. Den ser kun sort og hvidt.

Når man ubevidst lever i en bestemt kontekst, kan eller vil man ikke se, at noget kan være anderledes.

Det svarer til at leve i en rolle, og at tro, bilde sig selv ind, at det er et sandt aftryk af verden.

Jo mere ureflekteret man er i rollen, jo mere er den et udtryk for virkeligheden, der bare er sådan.

En rolle er altid en delmængde. Tilværelsen er altid meget mere.

Kunsten er at se det. At ville se det. At være villig til at de det som en rolle.

En rolle som identitet er et bundet instinkt.

Et bundet instinkt er en rodebunke.

Ofte har det allieret sig med materielle omstændigheder, som man kan gemme sig i.

Det kan også være indlejret i en kulturel sammenhæng, hvor begrundelsen for at handle er, at sådan har vi altid gjort.

Over tid kan det hele godt have sat sig som et panser, som en person eller en gruppe lever i. Det kan blive en så massiv størrelse, at den repræsenterer virkeligheden, uanset om den er sand eller måske nærmere det modsatte.

Når det er en mere personlig skygge, vil man kunne opleve bortforklaringer og flugtforsøg, der skal sikre, at sandheden ikke bliver åbenbar.

Da skyggen hører til det lave i et menneske, vil man godt kunne opleve, at flere er sammen om at skabe en fælles skygge mod en tredje person. Vi kan kalde det sladder. Vi kan også kalde det “gode grunde”, også selv om det måske ikke er det.

Det er altid godt i argumentationen at finde noget, som man er enige om, som også gerne kan kaldes sandhed, uden at det behøver at være det.

Skygger er en del af et menneskes psykolog.

Skygger er et mørke, der opstår, når vi mentalt kaster noget af os selv ud på en anden eller ud på andre.

Når det sker, mister vi handlefrihed. Vi binder os til den omstændighed, at vi ikke længere er hele i os selv.

Når man deler sig, så bringer man sig selv i et afhængighedsforhold, som konstant skal bekræftes eller afkræftes.

Man kan gøre det gruppevist eller kollektivt, hvor der så er flere om at bære og bekræfte skyggen som en realitet.

Når den får realitetsstatus, er den mere stabil, end hvis man alene skal gå rundt og bekræfte sig selv. Men det bliver den ikke mere sand af.

Den modsatte bevægelse, at befri sig fra skygger, implicerer for de fleste, at man går afsides, og lader virkeligheden komme i en mere sand form, der ikke at styret af andres tryk og undertiden ubehagelige måde at være på.

Man kan jo nærmest blive betragtet som unormal, når man gerne vil være normal, i betydningen at forstå verden, præcis sådan som den er.

Det svarer helt til at blive betragtet som unormal, hvis man køber økologi, som grundlæggende ikke er andet end fødevarer og andre varer, der ikke er sprøjtet, og ikke er tilsat kunstig kemi. Altså produkter fra naturen, der har bevaret deres naturlighed.

Eller hvad med sygdomme, der i den offentlige kategorisering diagnosticeres i en objektiv terminologi, der sikrer, at producenterne kan masseproducere medicin. De såkaldt syge bliver holdt fast i deres diagnose, og forbliver også syge, fordi sand helbredelse ofte handler om noget helt andet end at tage piller og anden form for medicin.

At arbejde med skygger er at finde ud af, hvad der er sandt i livet, hvordan det hele vender, uden at blive infiltreret af magt og andre former for styring.

At arbejde med skygger er at gøre op med dårlige vaner, der ofte er forbundet med en materiel og bevidstløs dagligdag.

Det er at fokusere på, hvad der er sundt og sandt, hvad der virker rigtigt og overbevisende, ud fra et dybere perspektiv.

Undertiden at gå dybt sammen, som når vi kan være og blive i en seksuel form, eller på anden måde bliver i vores egen sandhed på en kærlig måde.

Det handler også om nærvær, om oprigtig interesse for hinanden, om at gå ture, om at lade det smukke i livet opstå af sig selv. Det gælder i øvrigt også ordene, som vi deler, eller som kommer til os. Lade være med at ville kontrollere og styre. Og i stedet lade det hele opstå af sig selv, på sin egen måde.

Den sande virkelighed kan vi også være flere om at bære. Det handler bl.a. om at være mange til at gøre noget aktivt ved klimaproblemerne. At vende udviklingen til noget, der er sandt for os alle, i stedet for bare at blive ved med bevidstløst at ødelægge og forbruge, og smide plastic i verdenshavene.

På den måde er skyggearbejde at få sandheden ind i livet, så vi fremadrettet vil kunne lade hjertet være det sande udgangpunkt i vore beslutninger, af enhver art.

Instinktet i sin bundne form er den bastante del af et menneske.

Den frie sjæl, i modsætning hertil, er en meget mere løs form, der lader livet komme ind i sin mere oprindelige tilstand.

Man kan ikke på samme tid være begge steder. Der er tale om et valg, hvor man ønsker at være.

At være i sin sjæl er en mere permanent tilstand, der forudsætter et klart ja, og et ja til at leve igennem sit hjerte. Man skal også lære at passe på sig selv i denne proces, men den er mulig.

Man skal holde sig på afstand af mennesker, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Og har man brug for at opsøge eller at være sammen med sådan nogle, skal man vide at holde energien inde i sig selv. Der er ingen grund til på nogen måde at fodre et instinkt, der kun vil, og kun ser sig selv, og sit eget.