At håndtere en skygge

Skyggen er at blive fanget i sit eget fængsel. I sit eget instinkt.

Hvis jeg er ond, lukker jeg mig selv inde i mørket.

Hvis jeg søger sandheden, søger jeg også lyset og de rigtige svar. Men det fordrer, at jeg oprigtigt ønsker at kigge på mig selv.

Skyggen er noget af det mest durkdrevne i et menneske.

Skyggen søger og finder altid en forklaring i den anden, der er så langt væk fra min mulighed for selv aktivt at kunne gøre en forskel.

Skyggen ønsker under ingen omstændigheder at aktivere noget i sig selv, der gør det muligt at kigge indad.

At kaste skygger er at holde noget væk fra sig selv.

Det medfører en umiddelbar klarhed i mig selv, men den er ikke sand, selv om jeg ofte vil bruge en masse energi på at holde fast i denne forklaring.

Når man er styret af skygger, så ved man ikke, hvad der sker inde i en selv, og heller ikke, hvad der sker inde i en anden person.

Skyggen er ikke reel viden. Den er kun og ønsker kun selvforsvar. At kunne leve uforstyrret videre i sin uvidenhed.

Skygger manifesterer sig også som normer, fordomme, hvor man tror, man ved bedre, eller bare gør sig til bedre eller bedrevidende.

Det er et liv i mørke, der udtrykker sig på den måde.

Man vil aldrig kunne være et lys for andre, når man lever og agerer i mørke.

At kaste skygger er at tømme mig selv for indhold.

Herefter tror jeg mig selv renset.

Men det er et falsk lys, og mørket vender altid tilbage.

Mørket er det, jeg under ingen omstændigheder vil kigge på.

Det kan meget nemt være pakket ind i en rolle, hvormed jeg forhindrer mig selv adgangen fremadrettet.

Hvis det er tilfældet, kapsler jeg mig selv inde i denne rolle eller selvforståelse.

Skygger er, når mørket overtager lyset.

Når noget sandt bliver usandt.

Det kan være meget smertefuldt at opleve.

Det er meget brugt, og har været det igennem tiden, at kaste skygger i forhold til noget, man ikke kunne forstå, eller ikke ville vide af.

På den måde sender man mørket ud af sig selv, og over på nogle andre, der bliver de forkerte, de mærkelige, dem vi ikke kan lide, dem der forhindrer os i at være ariske, eller på andre måde de rigtige.

Det er naturligvis usandt at opdele verden på den måde. De andre bliver skyggebærere, og vi ved ikke noget om dem. Og vi har ingen mulighed for at lære noget om dem, eller af dem. Fordi de har modtaget det mørke, som vi ikke under nogen omstændigheder selv vil have noget med at gøre.

Det er den gængse måde, og den bliver ikke kun brugt i den mørke middelalder. Den er højaktuel. Jo mere ubevidste vi er som mennesker, jo mere vil vi kaste skygger. At være bevidst betyder ikke nødvendigvis, at vi kaster færre skygger.

Men der er ingen tvivl om, at umodenhed og at kaste skygger er dybt forbundne, og at vejen til sjælen ikke er gangbar, så længe skyggerne råder og bestemmer.

Instinktverdenen i sig selv er uendelig tom og indholdsløs, og fordrer konstant at blive underholdt. Den kan fylde, fordi den støjer og larmer. Den kan også være ond og ubarmhjertig, og i øvrigt ligeglad, også med de konsekvenser, som den selv skaber.

Når en skygge får lov til at vokse, kan den blive uendeligt stor.

Skygger opstår i et lukket instinkt, hvor lys bliver til mørke, nogle gange til totalt mørke.

Skyggedannelse kan kun undgås, hvis begge parter seriøst arbejder på at undgå, at de opstår, og især at de udvikler sig, at de får lov til at styre.

Når jeg kaster skygger, så ser jeg det hele som noget, der sker uden for mig selv, typisk på eller i en anden person. Det er den anden, der er noget galt med.

Den anden gør noget ved mig, som jeg ikke kan lide, eller som gør noget dårligt ved mig.

Øvelsen kan godt være, i stedet for at vide med sig selv, hvad noget gør ved mig, i stedet for, hvad en anden gør ved mig.

Især vil det være godt at mærke mig selv, så jeg derved ikke selv bidrager i skyggespillet.

Altså at få det hele ind i et område, hvor jeg selv afgørende kan gøre en forskel.

Det ændrer jo ikke ved, hvad jeg oplever, en anden har gjort eller gør.

Eller hvad vedkommende har gjort eller gør.

Men det gør mig fri til at mærke mig selv.

Nogle undgår egen smerte ved at kaste skygger.

Ondskab kan være organiseret skyggearbejde.

Der er masser af grufulde eksempler, både i fortiden og i dag.

Det er en måde at holde sin egen smerte på afstand, men den går ud over andre, og den er ikke stabil på nogen måde.

At kaste skygge er at forårsage mørke, både i sig selv og i den eller, det går ud over.

Man kan skabe sig en ny virkelighedsforståelse ved at kaste skygger af sted.

Man kan også tro, at man derved holder noget på afstand, og sætter sig selv fri.

Men på et eller andet tidspunkt krakelerer alt, der ikke er sandt, undertiden først efter et rædselsregime. Som også kan være på de indre baner, altså i intimsfæren.

Sandheden findes ikke i skyggen, eller ved at kaste skygger.

Den umodne vil gerne tro, at det forholder sig sådan. Og det giver da også mening at kaste en skygge, for derved aktiveres energi.

På sigt forsvinder energien, og man sidder tom tilbage, for det var ikke sandt.

Det sande findes på den anden side skyggen.

Jeg er mig, og du er dig. Med alt, hvad vi hver især indeholder. Vi er begge dynamisk i bevægelse.

Det er sandhed. Sådan tænker skyggen ikke. Den ser kun sort og hvidt.

Når man ubevidst lever i en bestemt kontekst, kan eller vil man ikke se, at noget kan være anderledes.

Det svarer til at leve i en rolle, og at tro, bilde sig selv ind, at det er et sandt aftryk af verden.

Jo mere ureflekteret man er i rollen, jo mere er den et udtryk for virkeligheden, der bare er sådan.

En rolle er altid en delmængde. Tilværelsen er altid meget mere.

Kunsten er at se det. At ville se det. At være villig til at de det som en rolle.

En rolle som identitet er et bundet instinkt.

Et bundet instinkt er en rodebunke.

Ofte har det allieret sig med materielle omstændigheder, som man kan gemme sig i.

Det kan også være indlejret i en kulturel sammenhæng, hvor begrundelsen for at handle er, at sådan har vi altid gjort.

Over tid kan det hele godt have sat sig som et panser, som en person eller en gruppe lever i. Det kan blive en så massiv størrelse, at den repræsenterer virkeligheden, uanset om den er sand eller måske nærmere det modsatte.

Når det er en mere personlig skygge, vil man kunne opleve bortforklaringer og flugtforsøg, der skal sikre, at sandheden ikke bliver åbenbar.

Da skyggen hører til det lave i et menneske, vil man godt kunne opleve, at flere er sammen om at skabe en fælles skygge mod en tredje person. Vi kan kalde det sladder. Vi kan også kalde det “gode grunde”, også selv om det måske ikke er det.

Det er altid godt i argumentationen at finde noget, som man er enige om, som også gerne kan kaldes sandhed, uden at det behøver at være det.

Skygger er en del af et menneskes psykolog.

Skygger er et mørke, der opstår, når vi mentalt kaster noget af os selv ud på en anden eller ud på andre.

Når det sker, mister vi handlefrihed. Vi binder os til den omstændighed, at vi ikke længere er hele i os selv.

Når man deler sig, så bringer man sig selv i et afhængighedsforhold, som konstant skal bekræftes eller afkræftes.

Man kan gøre det gruppevist eller kollektivt, hvor der så er flere om at bære og bekræfte skyggen som en realitet.

Når den får realitetsstatus, er den mere stabil, end hvis man alene skal gå rundt og bekræfte sig selv. Men det bliver den ikke mere sand af.

Den modsatte bevægelse, at befri sig fra skygger, implicerer for de fleste, at man går afsides, og lader virkeligheden komme i en mere sand form, der ikke at styret af andres tryk og undertiden ubehagelige måde at være på.

Man kan jo nærmest blive betragtet som unormal, når man gerne vil være normal, i betydningen at forstå verden, præcis sådan som den er.

Det svarer helt til at blive betragtet som unormal, hvis man køber økologi, som grundlæggende ikke er andet end fødevarer og andre varer, der ikke er sprøjtet, og ikke er tilsat kunstig kemi. Altså produkter fra naturen, der har bevaret deres naturlighed.

Eller hvad med sygdomme, der i den offentlige kategorisering diagnosticeres i en objektiv terminologi, der sikrer, at producenterne kan masseproducere medicin. De såkaldt syge bliver holdt fast i deres diagnose, og forbliver også syge, fordi sand helbredelse ofte handler om noget helt andet end at tage piller og anden form for medicin.

At arbejde med skygger er at finde ud af, hvad der er sandt i livet, hvordan det hele vender, uden at blive infiltreret af magt og andre former for styring.

At arbejde med skygger er at gøre op med dårlige vaner, der ofte er forbundet med en materiel og bevidstløs dagligdag.

Det er at fokusere på, hvad der er sundt og sandt, hvad der virker rigtigt og overbevisende, ud fra et dybere perspektiv.

Undertiden at gå dybt sammen, som når vi kan være og blive i en seksuel form, eller på anden måde bliver i vores egen sandhed på en kærlig måde.

Det handler også om nærvær, om oprigtig interesse for hinanden, om at gå ture, om at lade det smukke i livet opstå af sig selv. Det gælder i øvrigt også ordene, som vi deler, eller som kommer til os. Lade være med at ville kontrollere og styre. Og i stedet lade det hele opstå af sig selv, på sin egen måde.

Den sande virkelighed kan vi også være flere om at bære. Det handler bl.a. om at være mange til at gøre noget aktivt ved klimaproblemerne. At vende udviklingen til noget, der er sandt for os alle, i stedet for bare at blive ved med bevidstløst at ødelægge og forbruge, og smide plastic i verdenshavene.

På den måde er skyggearbejde at få sandheden ind i livet, så vi fremadrettet vil kunne lade hjertet være det sande udgangpunkt i vore beslutninger, af enhver art.

Instinktet i sin bundne form er den bastante del af et menneske.

Den frie sjæl, i modsætning hertil, er en meget mere løs form, der lader livet komme ind i sin mere oprindelige tilstand.

Man kan ikke på samme tid være begge steder. Der er tale om et valg, hvor man ønsker at være.

At være i sin sjæl er en mere permanent tilstand, der forudsætter et klart ja, og et ja til at leve igennem sit hjerte. Man skal også lære at passe på sig selv i denne proces, men den er mulig.

Man skal holde sig på afstand af mennesker, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Og har man brug for at opsøge eller at være sammen med sådan nogle, skal man vide at holde energien inde i sig selv. Der er ingen grund til på nogen måde at fodre et instinkt, der kun vil, og kun ser sig selv, og sit eget.