At give slip

At give slip er at anerkende.

Når jeg giver slip på noget, anerkender jeg noget andet.

At slippe noget har en fascinerende sideeffekt.

Jeg føler en tyngde, som er forbundet med en identifikation.

Når jeg giver slip på denne identifikation, ikke som en fiktiv handling, men noget, jeg gør, med hele mit væsen, så kan jeg opleve, at det, som jeg giver slip på, vender tilbage, men nu i en mere fri form. Det er magisk at opleve.

Når vi ikke giver slip, vil vi altid klamre os til noget, og så er virkningen stik modsat.

Forskellen er så stor, at den kan sammenlignes med forskellen på et jalousidrab, og at sætte hinanden fri, i ubetinget kærlighed.

Jeg har oplevet mennesker sige, at de evner at give slip, for så kort tid efter at demonstrere, at det overhovedet ikke var tilfældet.

At give slip er en handling, en meget faktuel handling, som man aldrig kan fake. Enten gør man det, eller også gør man det ikke. Enten har man gjort det, eller også har man overhovedet ikke gjort det.

De bedste og rigtige svar i livet dukker op, når vi helt giver slip, og ikke vil noget bestemt. Det er sand viden.

Hvis man gerne vil forstå noget til bunds, skal man slippe det helt, og så vente på, at det dukker op af sig selv, helt på sin egen måde. Så vil det på et tidspunkt komme til at stå lysende klart.

Det sker ikke, når man klamrer sig til noget, heller ikke til en forståelse af noget.

Hvad sker der, når jeg giver slip?

Det ved jeg aldrig noget om.

For mange standser frygten dem, og så sker det aldrig.

Men når man først har prøvet det, er det det letteste af alt.

Men det ændrer ikke på, at der er en verden til forskel for den, der har sluppet, og den, der ikke har.

Det er i virkeligheden, jeg skal give slip. Det er ikke i fantasien. I tegnefilm kan man alt, men der er man heller ikke bundet til nogen anden virkelighed end den, som manuskriptforfatteren har defineret.

Virkeligheden er den sande virkelighed. Det er her, det gælder. Det er her, alt skal stå sin prøve, og skal vise, hvem jeg er, og hvad jeg kan. Om der er bund i mig, eller om jeg kun er et siv, der blæser for vinden.

Det er her, drenge bliver til mænd, og helte fødes.

Papnisser og vatpikke bliver inde bag gardinet.

At give slip er at gøre lige præcis det jeg skal.

At være i mig selv kan ingen andre end jeg selv give mig selv lov til og mulighed for. Det er da frihed, så det vil noget!

At give slip er egentlig, på den måde, at få fat i mig selv.

Ikke som den, jeg er i det ydre, men som den, jeg i virkeligheden er.

Det er ikke sikkert, at jeg møder mig selv i første hug.

Men jeg har dog indledt samarbejdet.

Det er et godt første skridt at havet taget.

Det er vejen frem.

Det er måden at finde ud af, hvordan jeg er energi, og hvordan det virker, både i mig og udenfor, i en større sammenhæng.

Det vil aldrig ske, hvis jeg stikker af fra mig selv.

Det er vigtigt, at noget bliver afsluttet ordentligt, for at noget nyt kan få lov til at begynde.

At vi får bundet en ordentlig sløjfe, og får sagt farvel.

Det er selvfølgelig metaforisk, og handler om, at vi skal finde en måde at give slip på det, der ikke længere er relevant, for at noget nyt kan få lov til at finde sin egen form.

Her er det vigtigt, at der er mig selv, der finder ud af hvordan.

Andre har det med at vide bedre end mig om hvad der er rigtigt for mig. Og det er der ingen, der kvalificeret er i stand til.

Jeg skal selv finde mit eget aftryk, min egen bevægelse.

Hver gang vi positivt giver slip, giver vi plads til sjælen.

Det sker, når et godt menneske, uden bagtanker af noget art, siger til sig selv: Jeg vil gerne!

Det er det samme som at være i høj bevidsthed.

Den lave bevidsthed gør kun noget på betingelser.

At give slip er ikke at efterlade.

Der er mange måder at give slip på. Man kan gøre det ligesom ude i naturen og efterlade.

Når det sker ude i naturen, er der ikke tale om intentionel ondskab, men om nødvendighed, i kampen for naturlig overlevelse.

Blandt mennesker, med en sjæl, er intentionel ondskab, og at efterlade en anden, noget helt andet.

Sandt at give slip gør vi kun, når vi er gået ned igennem os selv, og har ladet alt gennemlyse.

Her efterlader vi aldrig en anden i smerte. Det er dyrisk og ondt.

Hvor meget vi ønsker at forstå af universets logik, afhænger af vores vilje til at give slip.

Den lave bevidsthed vil ikke give slip.

Det vil den høje gerne.

Her er det vigtigt at tilføje, at det ikke friholder os fra aktivt at være i livet, og at gøre det, vi skal.

Så det handler ikke om, i dovenskab at give slip, men i sandhed, at give slip.

Det handler netop ikke om at lade stå til.

Det giver ingen mening at give slip, hvis man lader stå til. Det fordrer stor selvdisciplin at give slip, selvfølgelig. Det er så vigtigt at lade noget opstå af sig selv, at lade det udfolde sig af sig selv, og at give slip, når jeg skal give slip.

Det er da vist en god pointe omkring den begivenhed, hvor Adam og Eva blev smidt ud af haven.

Man skal trimme sit instinkt for at kunne give slip på det. Man skal gøre det, der er meningen med livet, som er at være aktiv i livet. Og i den forbindelse, når instinktet er spændt op, som er dets naturlige form, da at give slip.

Man kan ikke slippe et slapt instinkt.

Udgangspunktet er, at man tager sit liv alvorligt.

Man kan ikke være ligeglad og giver slip. Det giver ingen mening.

Det er vist meget præcist det, som det handler om, i forbindelse med at blive smidt ud af Paradiset, at man lære at tage livet og sig selv alvorligt. Også for at kunne forstå meningen med Skabelsen.

At man selv og aktivt skal gøre en indsats, også forud for enhver valid forståelse.

Denne pointe er simpelt hen vigtig.

Det er betydningen i forbindelse med uddrivelse af Paradiset.

Det er betydningen af opstandelsen. At vi skal tage kærligheden og sandheden på os, og leve den.

Det er betydningen af Ny Tid. Samme begrundelse, men nu i et helt frit begrebssystem, og kontekstuafhængigt.

Den vigtigste forskel på kristendommen og Ny Tid er, at vi, hver især, som mennesker, nu skal tage vores eget liv alvorligt, og derigennem praktisere kærlighed og sandhed.

Jeg har altid været et menneske, der lod øjeblikket afgøre, hvad der nu skulle ske. Jeg har aldrig været ligeglad.

Det kan godt være en mærkelig måde at være i livet på, men det lukker op for en masse, som nogle gange også kommer bag på mig.

Jeg kan konstatere, at min måde at være i verden på måske ikke er helt normal.

Ikke fordi jeg har noget ønske om ikke at være helt normal. Men det sker bare en masse, når jeg ikke selv vil blande mig.

Der kommer noget til syne i og omkring mig selv, som på en måde er noget helt nyt, men dog velbekendt.

Mennesker generelt ønsker ikke, at sandheden kommer frem hvis det ændrer eller berører deres egen platform!

Derfor sker der ikke noget afgørende nyt i verden, medmindre det er noget, som andre skal gøre. Eller at jeg måske kan gøre det omkostningsfrit.

Jeg vil ikke noget, hvis det bevirker, at jeg selv skal gøre noget. Jeg vil gerne tage imod! Jeg vil gerne have!

Jo mere lys og bevidsthed jeg får ind i mig selv, jeg større et rum får jeg adgang til. Jo mere forstår jeg, både af mig selv, og af, hvad der sker i universet.

Jeg kan kun sandt forstå noget inde fra mig selv. Hvis det er mørkt derinde, forstår jeg heller ikke noget af det, der sker udenfor.

Hvis det er mørkt inde i mig selv, så kan jeg tiltrække andres lys, og på den måde få en følelse af at være noget. Men den er ikke sand, og jeg er ikke sand.

Jo mere lys jeg får ind, jo mere kan jeg se og forstå. Samtidig kigger jeg på mig selv. Det er to forskellige positioner, jeget og bevidstheden. Det er vigtigt, at mit jeg også bliver gennemlyst. For ellers bliver jeg ikke i stand til at give slip.

Det er ligesom det, ottetal, der introduceres sidst i denne bog. I dette tilfælde forbliver det ene rum mørkt, hvis ikke jeg giver slip. Så bliver jeg i min kontrol, mit ego.

Jeget er den del, der kan handle, og som også kan kontrollere. Bevidstheden er den del, der registrerer og tager viden ind.

At give slip er forudsætningen for at kunne se noget klart.

Ellers vil det blive farvet og grumset.

At give slip er at give afkald på sig selv som et dominerende pattedyr, der altid vil have ret, og som uden tøven kan finde på at angribe og aflive en modstander.

Så længe mit ottetal bliver holdt fast af det pattedyr, som jeg også er, så bevarer jeg kontrollen, men jeg risikerer også at reagere som et bæst.

Så længe jeg ikke kan mærke mig selv under bæltestedet, risikerer jeg at reagere fra et sted, langt nede under bæltestedet.

Så længe mit instinkt holder mig fast i en skruestik, eller jeg tillader mit eget indre dyr at være der, også at manifestere sig bestialsk, så er jeg ikke i nærheden af at give slip.

Så længe vi er i spænding, eller på anden måde mærker et indre tryk eller træk, vil vi ikke også kunne mærke fri energi.

Når man ikke evner kunsten at give slip, vil man aldrig sandt kunne være der for et andet menneske.

Så vil alt være betinget og instinktstyret.

Det er ligesom moderen, der bagefter fortryder, og spørger; Vil du have noget slik?

Eller: skal vi ikke være gode venner! Selv om man i timerne forinden har skabt masser af mørke i den anden ved at skælde ud, eller det, der er værre.

Det giver ingen mening at give slip, når man har været ond. Så er det jo bare noget fjant.

At give slip gør jeg, inden noget udvikler sig, for at kunne være med det i kærlighed og sandhed.

At mærke og forstå, hvad energi er, er kun muligt, når vi lærer kunsten at give slip.

Mennesket er bundet til sit instinkt, hele vejen rundt om Jorden.

Vi ligger under for det, fordi vi alle er født ind i et instinkt, eller er inkarneret i et instinkt.

Vi er alle pattedyr, ligesom vi er planter.

Det betyder, at vi skal lære, hvad det vil sige at være dyr og planter.

Det lærer man ikke ved at leve bevidstløst. Så er man kun i verden i et normsystem, det som generationer og kulturer har skabt, for at få styr på det bøvlede instinkt.

Vi kan lære frigørelsens kunst ved sandt at være i vores instinkt.

I stedet for at give efter for en seksuel impuls, og at voldtage den første, den bedste, kan vi lære at styre os selv.

Det er den normative del, der fungerer bedst, hvis vi forstå, hvorfor vi skal styre os selv.

Vi skal det, fordi vi ikke bare må handle i affekt og i drift, men fordi vi skal tænke os om.

Det er den restriktive måde at´se det på, som jo ikke er forkert.

Men at vi kan udfolde seksualiteten sandt i kærlighed og lyst, er der ikke nær så meget fokus på. Derfor går seksualiteten i stå. Og drift bliver til blokeret energi, eller spænding.

Alternativt bliver den smukke seksualitet udlevet i kærlighed, sammen med et andet menneske. Vi gør det, fordi vi begge gerne vil, fordi det er dejligt og smukt, fordi vi kan være i glæde og i nydelse sammen.

Det bundne instinkt ser kun seksualitet som ulækkert, klamt, noget man gør med den ene hånd.

Det samme fænomen bliver her håndteret som blokeret energi, en slags spænding, og alternativt som fri og smuk energi.

At give slip er at få livet ind under instinktet.

Det er kun muligt, hvis aktøren oprigtigt ønsker det.

Hvis sandhed har en højere prioritet end magt og kontrol.

Hvis kærlighed er vigtigere end dominans.

Mørket og tyngden kan være så massive i et menneske, at der ikke er noget hul igennem, og ikke noget ønske om det.

At opleve sjælens energi er kun muligt, hvis jeg har evnen og viljen til at give slip.

Jeg har oplevet andre, der siger, at de har givet slip, men ikke har gjort det alligevel.

Det kan ikke betones tydeligt nok, at denne handling er noget, jeg gør helt inde i mig selv, hvor jeg lader alt inkludere i denne beslutning.

Det er ikke noget, jeg siger, at jeg gør, eller har gjort. Det hjælper ikke noget.

Så længe der er noget, jeg ikke vil give slip på, vil denne binding give sig til kende, lige så snart det strammer til.

Det svarer til at sige ja, og ikke at mene det alligevel, når det gælder.

Ikke at give slip er at gøre noget på betingelser. At noget kun kan lade sig gøre, hvis jeg får noget igen. At jeg kun vil gøre noget, hvis jeg kan være sikker på, at du gør noget andet.

Det duer ikke i forhold til sjælens logik. Det er rent instinkt. Og vi kan ikke afgørende være noget for hinanden på den måde.

Man kan ikke være dybt selvoptaget, og så give slip.

Man kan ikke være bundet til materialitet og så give slip.

Man kan ikke være bundet til en kontekst, og så give slip.

Man kan ikke give slip, hvis man er et dårligt menneske.

Man kan ikke slippe ved at være i en løgn.

Det er måske derfor, mange parforhold dør eller går i stå eller i stykker.

Vi kan kun være noget for hinanden, hvis vi mener det, vi siger, og hvis vi gør noget helt af os selv.

Vi kan kun give slip, hvis vi er gennemført ordentlige.

Når vi giver slip, er det alt i mig, der giver slip.

Jeg oplever det som periferien i min energistruktur, nede omkring roden.

Det svarer i øvrigt til, hvad der sker i god sex.

Hvis ikke jeg har hjertet med, kan det ikke lade sig gøre.

Man skal fylde sig selv op med lys for at kunne give slip.

Der må ikke være skygger i spil.

Skygger forhindrer, at man kan give slip.

Når man giver slip, får man fat i sjælens energi.