At gå vejen

At gå vejen, er aktivt og positivt at gøre det, og så se, hvad der sker.

Men muligheden og erkendelsen er kun til stede, når jeg gør det. Det sker ikke ved at tænke, at det kunne være interessant.

At gå vejen er desuden at være helt åben for, hvad det sker, ikke på forhånd at nægte eller at fornægte noget.

At gå vejen er, stilfærdigt at hengive sig til sin skæbne. At gøre præcis det, jeg skal.

Den, der går vejen, viser vejen.

Hvis bevidstheden skal have ordentligt fat, skal den have jordforbindelse.

Hvis vi skal kunne tro på en, der står og hælder vand ud af ørerne, skal vi sikre os, at dette vand har været en tur igennem trædemøllen.

Grine og gøre nar kan man altid gøre, men det er nu alligevel rart at vide med sig selv, at det, som en anden fortæller mig, ikke er det rene luft.

Det er så smart med viden, at vi ikke afgørende forstår noget, før vi har prøvet og forstået det på vores egen krop.

Formålet med at gå vejen er at vise, at noget er muligt. Men også at finde ud af, om noget overhovedet er sandt.

For hvad nu hvis det falder fra hinanden, hvis jeg går med det længe nok? Det vil en løgn gøre.

Det, jeg selv har oplevet, kan ingen tage fra mig.

En norm og en fordom vil hver for sig falde fra hinanden som ufuldstændige, hvis jeg undersøger dem længe nok.

En norm og en fordom er lette løsninger, der måske kan have haft sin berettigelse på tidspunkter i historien, hvor der ikke var den samme frihed.

Men frihed er også noget, jeg selv skaber og udvirker.

Udover, at det er et grundvilkår ved livet som menneske.

Det betyder, at alt kan opleves i enkelte dele, der bagefter vil kunne falde på plads i sandheden.

At gøre guddommelighed synlig. At vise verden, at der er en anden mulighed.

Jeg skal altid gøre det selv, hvis jeg også gerne vil overbevises.

Og jeg skal indstille mig på, at alt tager tid, og at jeg derfor skal væbne mig med tålmodighed.

Alt begynder som et frø, en spire, et lille Guds barn.

Det er da et smukt billede.

Man vil aldrig kunne overtage en andens kompetencer.

Man lærer heller ikke noget ved, ved skoleårets begyndelse, at få udleveret en facitliste.

At nogle snyder ved eksamen, kan måske give en øjeblikkelig fordel. Og måske kan de endda nå at blive berømte.

Men i virkeligheden tissede de i bukserne. Og de selv er tomme indeni.

At gå vejen er at gøre noget, helt af sig selv, helt med udgangspunkt i sin egen lyst, sit eget ønske, sin egen vilje, sin egen intention. Intet mindre kan gøre det.

Lyst og mod hænger jo sammen. Så vi skal have et reelt ønske om at kaste os ud i det, og se, hvad der sker.

Høj bevidsthed opstår som følge af udfoldet kompetence. Her står jeg ikke på ryggen af mine forfædre, og heller ikke på ryggen af autoriteter. Her går jeg selv ud i verden.

Når man så, på den måde, har betrådt en sti, måske for første gang, vil andre kunne se, at den er mulig. Fordi jeg gjorde det. Fordi det var det, jeg gerne ville.

Når én går vejen, betyder det, at andre kan tro på den, og ikke længere i angst afvise, at det kan lade sig gøre.

At et menneske, gennem konstant kontakt med sin sjæl, kan få glæden ind i livet, som noget permanent.

At vi ikke længere behøver at være i lommen på instinktets lunefuldheder og upålidelighed.

At vi for alvor kan skabe sande kærlighedsrelationer.

At sandhed kan blive styrende for, hvilke valg vi tager i livet.

Når jeg går vejen, så bliver alt i mig integreret, mens jeg går.

Jeg lader aldrig en norm eller en fordom få lov til at bestemme, fordi en sådan vil skabe afstand i mig i min oplevelse af virkeligheden.

Når jeg møder livet, som det er, vil alt skulle mødes, sådan som det dukker op, uden at jeg tolker noget.

Jeg lader alt udvikle sig stille og roligt, og jeg er hele tiden tæt på mig selv.

Det er det samme som at lade lyset virke, mens jeg vandrer. Og dermed kaster jeg jo ikke skygger.

At gå vejen er på den måde at skabe en sand kontinuitet i min erkendelse, som ikke lader sig bremse af kunstige forhindringer.

Dem vil man opleve, hvis man bare bevidstløst er i livet. Her er den naturlige sammenhæng ikke vigtig på samme måde.

Det er alt i mig, der møder alt det, jeg støder på. Der er på den måde aldrig afstand imellem noget i mig og noget udenfor. Det kan godt være, det lyder banalt, men på den måde vil jeg aldrig opleve at springe over noget, eller ikke at ville kigge noget. Jeg anerkender alt, hvad der kommer, som det kommer.

At gå vejen er at blive fyldt op med energi, og at mærke denne energi flytte sig. Det giver erkendelser.

Det er en super måde at lære sig selv at kende på.

Når man går vejen, kommer man tæt på virkeligheden. På hvordan det er. Og på hvordan det var.

Det sker ikke ved at sidde fingrene på tasterne på en mobiltelefon.

De, der holder deres sti ren, har nemmest ved at gå ind i Ny Tid.

Når jeg går vejen, så er min egen energi altid i min egen krop.

Jeg gør ikke noget, fordi andre siger, jeg skal.

Der skal være en, der fortæller og viser, at noget kan være anderledes. Ellers fortsætter man jo bevidstløst med at gøre, som man altid har gjort, er i hver fald ikke særligt åbne for, at noget afgørende kan være anderledes.

At gå og at vise vejen, er, altid at gøre, hvad der er rigtigt, altid at være tæt på sig selv, altid at være åben for noget nyt, altid at mærke sig selv, altid at være ærlig og kærlig i sit væsen.

Det er en mulighed for alle. Når vi altid har fat i os selv, kan vi også altid afholde os fra at gøre noget, der ikke er i orden. Det er overhovedet ikke vanskeligt.

At gå vejen, er, nogle gange i dyb smerte, at bane vejen for en sandhed, selv om der ikke er andre, der tror på den.

Nogle vil slå ihjel for at forhindre, at andre går vejen. For det kan betyde, at grundlaget for en forretning forsvinder.

Når så en har gået vejen, vil alle de andre gerne samme vej. Så skifter alle holdning.

Det er lidt hårdt på den måde at blive ramt af fordomme og skygger. Min styrke er, at jeg ved, at der findes en farbar vej, en anden sandhed, også selv om jeg står helt alene med den, og kun er oppe mod dyb skepsis.

Det har jeg gjort i flere år.

Jeg ved, at jeg har fat i noget, der vil blive sand virkelighed for alle.

Det kan godt være, at det er vilkårene for alle sande mestre.

At gå vejen, i min version, er at være i sin sjæl, i stedet for at være i sit instinkt.

Frans af Assisi var også sådan en. Han oplevede ekstrem smerte fra alle dem, der ville forhindre ham i at blive munk, og at leve en anden sandhed.

Jesus fra Nazareth var en anden, af samme kaliber.

Fælles for os alle sammen er, at vi ved, der er en sandhed, der er vigtigere end den, som de andre fungerer i.

Sådan nogle som os kan man altid stole på.

Vi lever i og med sandheden som en realitet.

Frans sagde til mig Pinselørdag 2019, hvad der rørte mig meget dybt, at jeg er gået en vej, som ingen er gået før mig.

Når man har været udsat for voldsom modstand, kritik og andre negative former, kan man ikke beskrive lettelsen ved at få sådan en besked. Der jo samtidig er en opmuntring til at fortsætte på stien.

De, som har gjort en positiv forskel, skaber lys.

Der findes også nogle, der har gjort en negativ forskel, som skaber mørke. Den, som graver en grav for andre, falder selv i den. Man fanger sig selv i mørket.

Aktivt at gøre en forskel i verden begynder med at få lyset ind i mig eget liv. Ellers er jeg bare mørk, og forstår ingenting.

At være vedholdende er en vigtig del af energiarbejde, som for mig er en naturlig del af livet.

Man kan ikke være vedholdende om formiddagen, for så at være på en anden måde senere på dagen.

Det giver kun mening, hvis det er noget, jeg altid er, og ønsker at være.

På samme måde kan man jo heller ikke gå ud og ind af et forhold, som det passer en.

At være vejviser ind i Ny Tid er at gå vejen og bare at være i bevidsthed. Men være der. Og vide med sig selv, at man findes og så at sige holder pladsen, så der på den måde er en forbindelse i tid og en tilstedeværelse i rum.

At få lyset ind i mit eget liv.

Altid og ubetinget gøre det, jeg skal.

At være den, jeg er.

På den måde at finde de rigtige svar, både for mig selv og for andre.

Altid med mit dybe formål bevidst i min måde at være på.

Stilfærdig og ærligt, respektfuld og kærlig.

Det er vejen frem.

Et menneske er lys og kærlighed, når det tager sit ansvar alvorligt. Det er at få sjælen ind i livet.

Mennesker, der positivt formår at stå i sig selv, er vejvisere på vej ind i lyset.

Lyset er en måde at leve på, hvor vi i alt evner at stå inde for os selv.

Hvor intet er skjult eller betinget af noget andet.

Hvor intet er i en kommerciel ramme.

At gå vejen er at vise vejen.

At vise, hvad der er menneskeligt muligt, når vi gør det.

Når vi er det, vi siger.

Når vi står inde for os selv.

At gå vejen for mig er også at vise en ny måde at være menneske på.

Jeg har min viden fra selvoplevelse, fordi jeg selv har den dybe interesse, fordi jeg selv praktiserer det, som jeg skriver om, og fordi det er vigtigt at fortælle historien, for at den kan blive kendt.

Jo først og fremmest for dem, der har et oprigtigt ønske om selv at gøre en forskel.

At gå vejen er, altid at være et præcist udtryk for den, jeg er, hverken mere eller mindre.

I enhver henseende at kunne stå inde for mig selv.

At være den, jer er.

At lade det ske, som sker.

At være åben over for alt, og lydhør over for alt.

Hvis jeg evner at være i mit eget mørke, vil jeg altid kunne lyse det op.

Så holder jeg automatisk op med at tro, at jeg er noget særligt.

Jeg er et menneske, hvis fornemste pligt er at være dette menneske, med alt hvad det indeholder.

På den måde vil jeg også altid kunne være noget for andre, for en anden.

En anden skal ikke være noget for mig. Det er en helt forkert måde at anskue det på.

Vi skal være noget for hinanden, men det er noget helt andet.

På den måde lyser vi både på hinanden og langt ind i os selv.

Det er et handlingsforløb, der altid begynder ved og med mig selv.

Men derfor vil jeg selvfølgelig mærke og vide, at det er gensidigt, at den anden oprigtigt også er der for mig.

Vi skal udtrykke, hvad vi vil, og hvad vi er, og hvordan vi har det, og hvordan vi føler det.

Ellers kan vi jo ikke vide, hvor vi har hinanden.

At vi gerne vil hinandens lys og kærlighed.

At gå vejen er at møde alt, hvad der kommer, præcis sådan som det er.

At ville være det, jeg er, og det, der er meningen med, at jeg er her.

At kigge på det, og at slippe det.

Men at gøre det, jeg skal. Som jeg godt ved, jeg skal. Som ligger lige for.

At bevæge sig ind i noget eller ude i noget eller ud på noget, og så anerkende, hvad der kommer, uden at forvride, uden at forvrænge, bare kigge, og så slippe.

At møde det, der kommer. Det kan være i form af ord, at erkendelse, at forståelse, af fornemmelser.

At være i det, der er.

At være med det, der er.

At være åben over for alt, hvad der sker.