At følge sin sjæl

Sjælen er vores kontakt med evigheden.

Det sande i livet er der, hvor vi er levende, og forbundet i sjælen. Det er her, vi skaber noget sammen, som vi kan bygge på.

I det menneske, der altid opfører sig ordentligt, ligger sjælen lige bag ved instinktet, og kan altid påkaldes, hvis vi oprigtigt ønsker svar på noget.

Når man ikke opfører sig ordentligt, krøller instinktet sig sammen, og der er ikke  længere hul igennem.

Sjælens virkelighed bliver kun tydelig i sandhed.

Hvis man kun lever gennem sit instinkt, vil den ikke blive tydelig.

Sjælens virkelighed er den, vi lever af. Det er vores sande identitet. Uden den er vi ingenting. Livsglæden er væk. Vi er kun, hvad Paulus kalder ”et rungende malm, en klingende bjælde”.

I sjælen er vi fri i hjerterne. Der er ingen skjulte dagsordener. Der er ingen, der lader som om, og slipper godt omkring det.

Til gengæld skal vi være der for hinanden i dyb oprigtighed.

At være i sin sjæl er at være i sin sandhed.

Det er for de fleste en utopi, fordi de nærmest håbløst er i deres instinkt, og ikke afgørende kommer fri heraf.

Når instinktet har større magt end sjælen, vil det altid være normer og fordomme, som jeg møder et andet menneske med.

Altså mørke før lys.

Sjælen er det sande i os, som i et modent menneske kan være frigjort fra sit instinkt, med fuld frihed til at handle.

I sjælens verden er alt præcis, som det er, med helt sin egen kvalitet, sin eget udstråling, sin egen sandhed. Der er ingen, der blander sig. Det gode, det sande og det skønne trives side om side.

I sjælens verden har vi ikke færdige svar. Der lever vi med, at alt er, som det er.

Det betyder ikke, at noget ikke er virkeligt, håndgribeligt, utvetydigt. Men det handler ikke først og fremmest om at sprogliggøre noget, for at få det til at passe ind i forhold til noget andet.

I instinktets verden har man travlt med at kategorisere alt. Det er en fuldstændigt modsat position. Den kan aldrig blive sand, modsat sjælens naturlige fleksibilitet.

For at vi kan blive virkelige og sande, skal vi gøre noget for det. Det skal være plads til sjælen, kan man også udtrykke det.

Vi skal lære at give slip på mørket, og på de former i os, som mørket har skabt.

At sige ja i stedet for at sige nej til det gode i livet er en proces, hvor det handler om at nå hen til et sted i sig selv, hvor man lærer at give slip.

Det handler om at lære, at sjælen er noget naturligt, som vi kan være i, og på den måde få lyset ind i livet som noget mere permanent. At give sig selv lov til at være god.

Man kan med god ret kalde det en bagvendt måde at blive god på. For man kan jo bare blive ved med at være barn på sin egen måde. Eller man kan lade seksualiteten udfolde sig naturligt i puberteten. Så giver alt sig af sig selv.

Problemet er, at man har lært sig selv at se verden med de voksnes øje og perspektiv. Og derfor er opgaven nu at aflære, samtidig med at man giver slip, og åbner sig for det reelle alternativ, som aldrig kan være kunstigt.

Sjælen har en naturlig form inde i os, hvor vi kan mærke os selv.

Når jeg gør præcis det, jeg skal, så kan jeg slappe af, give mig hen, smile, være. Og vi kan have det godt sammen. Det er overhovedet ikke svært, når vi er det, og når vi gør det.

Men vi skal gøre det. Vi skal mestre kunsten at give slip.

Sjælen har altid er positivt udtryk i livet.

Det er jeget, der rummer sjælen, hvis vi lader det.

Hvis jeget ikke vil slippe instinktet, kalder jeg det et ego. Det puster sig selv op. Det tror sig selv som Vorherre. Det ved alt om alle. Og det vil ikke slippe magten.

Den sande måde at lade sjælen komme i spil er at lade den være toneangivende, så den altid er først og sidst i alt, hvad vi laver.

Jeg kan kun være i min sjæl, hvis jeg er i min sandhed.

At opleve sjælen er kun muligt, hvis man oprigtigt er åben for det og for den.

Vejen ind i sjælen er, at alt vender rigtigt.

Intet er besynderligt eller kompliceret, hvis vi møder det åbent og stilfærdigt.

Det gælder hele vejen ind i sjælen.

Der, hvor det går galt blandt mennesker, er, at de selv komplicerer det, at egoet kommer før den stilfærdige interesse for andre. At forfængelighed går forud for sandhed.

Det handler også om at være lydhør på de rigtige tidspunkter. Det er nok en større kunst, end man skulle regne med. For det er mennesker generelt meget afvisende overfor.

Fra et sjælsperspektiv er der ingen konflikter.

Der er mennesker i deres instinkt, der skaber konflikter, nogle gange fuldstændigt tåbelige og unødvendige.

Det er mennesker, der går i automatreaktioner, og fjerner sig fra alt det smukke og fine og afbalancerede i livet.

Intet fra naturens side eller fra sjælens side er voldsomt eller grotesk i sig selv. Det er noget, der opstår og udfoldes i det menneskelige sind.

Instinktadfærd er et andet udtryk for opførsel.

Vi er selvfølgelig selv ansvarlige for, hvordan vi opfører os.

Man kan ikke bare gøre som det passer en.

Det afholder dog ikke nogle fra at gøre det alligevel.

Der findes heldigvis mennesker, for hvem god opførsel er en selvfølgelighed, og af dem kan man lære, at det faktisk er muligt altid at være ordentlig.

At være fri i sit instinkt er at være fri i sin seksualitet.

Fri til at give. Fri til at modtage.

Fri til at være i sjælen.

Med hensyn til attitude er det også frihed til ikke at være et kæmpestort ego.

Fri til at stille sit jeg til rådighed for et liv i kærlighed, med direkte adgang til sjælen.

Det er en mulighed, som man skal sige ubetinget ja til, og selvfølgelig leve efter kontinuerligt.

Man skal give slip på enhver form for bundethed. Så er det muligt.

I sjælens verden mødes vi i sandhed og kærlighed.

I instinktets verden handler alt om præstationer, at være bedre end eller dårligere end.

Vi kan selv gå ind i sjælen, hvis vi vil det.

Betingelsen er ubetinget ærlighed og oprigtighed.

Lyset skal ind bag mørket for at kunne opløse det indefra.

Jeg skal som helt menneske ind bag mig selv for at kunne lade min sande intention transformere mig.

Det lyder teknisk, men det er det ikke.

Og det virker kun, hvis vi gør det med alt, hvad vi har.

Det var, hvad de første kristne gjorde.

De var helt til stede i deres sandhed.

Sandhed i dagligdagen var dengang fysisk forbundet med at tilbede kejseren.

Hierarkisk, uomgængelig social magt og kontrol.

Hård og ubarmhjertig fysisk magt, bundet til ritualer og truslen fra soldater, der når og hvor som helst kunne dukke op.

Den fysiske verden var en instinktverden, meget mere direkte end i dag.

Sjælens sandhed var at give slip i forhold til alt dette, fordi én person havde vist vejen.

Dengang var det i en religiøs terminologi, som var en nødvendig form, for at kunne styre instinktet, så at sige revse det, disciplinere det.

At lade sjælen gennemstrømme alt. Eller den tids bedst mulige frigørelse for at kunne forstå kærlighedens præmisser.

I dag har vi løsnet grebet om den religiøse terminlogi, som ikke længere ligger som en forståelsesramme omkring tilværelsen. Vi behøver ikke at gå rundt at frygte den evige fortabelse.

Vi har mulighed for at formulere det hele, frigjort fra en gammeldags, religiøs terminologi.

At være i sandhed er at være på sjælens præmisser.

Det er ikke noget, man bare gør. Det kræver års læring.

Men alligevel kan man godt gøre det, og lejlighedsvis have en fin oplevelse af, hvad det handler om.

Miljøet skal være på plads. Man skal have det godt med sig selv.

Man skal forstå, hvad instinktstyring er for noget, og hvordan man undgår, at den tager magten, måske igen.

Sjælens univers er at anerkende en ny måde at tænke på, som ikke er instinktstyret.

Alle vore kendte begrebsapparater tager udgangspunkt i et bundet instinkt og et betinget menneskevæsen.

Det gælder også videnskab, skolegang, social indlæring, opdragelse, for nu at tage dem i den bagvendte rækkefølge.

Det gælder familiebånd, normale sociale relationer, arbejdsvilkår og det kommercielle og politiske liv.

Det gælder fritidsbeskæftigelser, underholdning, elektronik og teknologi.

Alle disse former er dybt infiltreret af instinktets ønske om at være styrende, kontrollerende.

Vi har på mange måder distanceret os fra de former, der er ren ondskab, men de er ikke ret langt borte, hverken tidsmæssigt eller i måden at opføre sig på.

Og når det spidser til, kan ondskab bryde frem på en måde, der er meget destruktiv. Ingen miljøer er undtaget. Det er ikke kun de mindre bemidlede. Faktisk kan et fattigt menneske have en meget højere moral end en, der har skabt karriere.

At få sjælen i spil er at få hul igennem, og at tillade sig selv, at den skal virke i mit liv, helt konkret og bogstaveligt.

Jeg kan gøre det alene. Vi kan gøre det sammen.

Sjælen i sin rene form er det, der kan opleves sammen med et barn, i en smuk relation, men jo også i mange andre rene former, hvor vi lader livet opstå og få lov til at være præcis det, det er.

Kunsten er at lade den få lov til at udfolde sig i sin frie og naturlige form.

Hvor vi bare smiler, og vi bare udfolder os sammen.

Lige så snart der kommer krav og forventning ind over, forsvinder den frie og smukke form.

Bundet instinkt vil altid benægte, at noget kan være smukt og fint i sig selv, vil altid tage kontrol og ejerskab.

Sjælens virkelighed er muligheden for at være i sig selv, uden at instinktet støjer. Det vil for mange være en livslang øvelse.

Den forudsætter ubetinget ærlighed, tillid, åbenhed og villighed til altid at kigge på sig selv.

Vi bliver smukke ved at være i sjælens energi.

At handle gennem sjælen er at lade kærlighed og sandhed være forgrunden i mit liv.

Der findes en soleklar logik, som kun bliver tydelig for den, der ubetinget giver slip i forhold til livet.

Set fra instinktets synspunkt er alt kynisk og negativt i sit væsen.

Og hvis man lever gennem sit instinkt, er man ikke noget rart bekendtskab.

Instinktstyrede mennesker er dem, der står bag verdens ondskab, i alle dens former.

I sjælens perspektiv må de, der opfører sig dårligst, om bag i køen.

Det svarer helt til, at de store egoer i livets logik altid taber til sidst, og retfærdigheden sejrer.

Sådan som det sker i film, der kan manipulere med virkeligheden, så virkelighedens grimme instinkt ikke får det sidste ord.

Ingen er i stand til vedvarende at være til stede i falskhed. Når man rider på en falsk bølge, vil man blive undermineret af sin egen falskhed.

Alt bliver facade. Man bliver mere og mere hul. Man bliver syg i både sjæl og sind. Og til sidst visner man.

Det handler om, at det gode er den grundlæggende ingrediens i livet, og at det onde er en negation af det gode.

Det onde kan ikke overleve på sigt, i hvert fald så længe det gode har magt.

Det svarer fuldstændigt til, at lyset får det sidste ord over mørket. Måske ikke i det enkelte menneske, men i den store sammenhæng.

Livet er skabt af lys. Livets negation er mørke, herunder menneskeligt mørke, at nægte sig selv og andre den naturlige ret til at være her, som er formålet med at være menneske, den guddommelige vilje bag.

At være i mig selv er ikke et kompromis.

Det er ikke at gøre mig selv bedre eller mere kvalificeret end andre.

Det er at være i sin egen sandhed, at være i sin egen mening med livet.

Den mening, der er udstukket, inden jeg kom hertil.

Hvis jeg ønsker det, kan jeg altid få kontakt med denne dybe begrundelse for at være i livet og at være i livet.

Men det fordrer, at jeg er helt til stede i mig selv.

Det fordrer også, at jeg er ordentlig. Hvis ikke, kan jeg spærre min egen, og andres, adgang til det sande i livet.

Sjælen er en mulighed.

Sjælen er at kunne være i en smuk og fin og dejlig energi, alene eller sammen.

Og at møde livet positivt og enkelt. Sådan som det er, og sådan som det var meningen med det fra begyndelsen af.

Men sjælen opstår ikke bare af sig selv. Den ønsker, at vi skal åbne os for den, men ved gennem fri vilje at sige ja.

Ja til at give slip, og ja til at åbne sig for noget, der altid er tilgængeligt som en positiv mulighed.

Ubetinget adgang til sjælen fordrer ubetinget at give slip på sin bundethed.

Sjælen fordrer, at nogle vil investere sig selv.

Det er ikke anderledes, end da kristendommen skulle grundfæstes som en religion.

I praksis betyder det, at nogle lever det, som de tror på.

Lader troen blive levende. Gøre det, man siger. Involvere sig selv i kærlighed. Gøre noget for den gode sags tjeneste.

Vi ved vel alle sammen, hvad vi kan gøre, for at virkeliggøre det, der er sandt, på vores specielle måde.

Den direkte adgang til sjælen er dynamisk og fordrer et ubetinget godt menneske.

Det er en mulighed for alle.

Tidligere har adgangen været gennem regler, ritualer, praksisser, bud og formaninger.

Det skyldes, at instinktet har haft så massiv en magt, at der ikke var mulighed for direkte passage.

Det gælder stadigvæk for langt de fleste mennesker, at der ikke er mulighed for direkte kontakt.

Men det er vigtigt at fortælle, at muligheden er der, men fordrer en ubetinget intention og en lige så stærk vilje, når det hele skal stå sin prøve.

Sjælen er det lag i os, der åbner sig, når vi begynder at handle og være i sandhed og i kærlighed.

Det er en energi, der gør os fri, i forhold til instinktets bindinger, der i modsætning hertil hæmmer og blokerer livsytringer.

Vi kan godt mærke, når der er noget, vi gør, der er sandt.

Vi kan godt mærke, når der er noget, vi gør, der er rigtigt.

Sjælen søger sand intensitet, sand glæde, sandheden sammen, sandheden i fællesskabet, sand lykke.

Sandheden vil altid udfordres, altid presses til det optimale, der rigtige, det vigtige, det mulige.

Sjælen dukker op, hver gang vi gør noget, der helt af sig selv giver sig til kende.

Sjælen er det muliges kunst., med sandheden som bagtæppe.

Sjælen fordrer et ubetinget ja, hvis den skal have mulighed for varigt at manifestere sig.

Et ja er kun muligt, hvis vi helt slipper det, der ellers fyldte i bevidstheden, måske i form af tryghed og sikkerhed.

Når vi begge giver af et godt hjerte, kan der opstå noget, som vi sammen kan bygge på.