At få lyset ind i livet

Sandhed er at blive vågen i sig selv.

At blive til er at blive mig selv. Det er også noget fysisk.

Et frihedsrum opstår, hvor der er en reel vilje til forandring.

En sådan beslutning er kun mulig, hvis alt i mig har dette ønske.

At hele mit væsen står bag min beslutning.

At jeg ubetinget ønsker, at livet skal være anderledes.

En handling er et samspil af mange omstændigheder. Vi vil ofte være tilbøjelige til at se den i et forenklet lys. Men i virkeligheden vil den lige så ofte indholde tanker, følelser, fornemmelser, attituder, intentioner, som kan være sammensatte og komplekse.

Det betyder ikke, at de ikke hver især indeholder en sandhed og en oprindelse. Men det betyder, at min måde at se det på måske er ufuldstændig.

Men derfor kan jeg godt overvejende have ret. Det handler ikke om at ignorere det, jeg kan mærke en sandhed i eller ved.

At give plads til alle aspekter er at lade lyset komme indenfor.

At få lys ind i sit liv er at være villig til at lade lyset skinne på alt, hvad jeg har været involveret i. Men handlinger. Mine tanker. Mine følelser. Min seksualitet. Det, som jeg har gjort imod en anden.

Når noget ikke har været i orden, skaber jeg mørke, både i mig selv, og i den person, som jeg ikke har behandlet ordentligt.

Når jeg omvendt har været ordentlig, vil lyset uden problemer kunne nå rundt om mine handlinger, mine tanker, mine følelser og min seksualitet.

Lyset, når det får lov til at virke, frigør mig til at være og at handle frit i livet, uden at være bundet, hæmmet, blokeret, eller hvilken form det kan have, at lyset ikke har fået lov til eller mulighed for at skinne igennem.

Et lyst menneske har glimt i øjnene, og har ingen problemer med at kigge på sig selv i alt.

Et lyst menneske lyser ud i verden, og er til glæde for andre.

Det menneske, der formår at få lyset ind i sig selv, vil være et lys for andre, og er med til at vise vejen.

Hvad kan jeg, når jeg åbner mig? Når jeg bare lader det ske, som sker, uden at ville styre noget?

Hvad kunne jeg godt tænke mig? Og hvad er muligt, når jeg lader være med at lade fordomme styre mine muligheder eller begrænsninger?

Jeg lukker ikke op for mere i mig selv, end jeg har det godt med. Og jeg lukker ikke op for mere i andre, end de har det godt med. Men vi tør godt noget sammen.

At turde noget er at give lyset mulighed for at skinne.

At få lys ind i livet er at ønske at lære mig selv at kende.

På den måde vil jeg opleve at blive lyst op indefra. Og hvis ønsket er stort og oprigtigt, vil rummet kunne blive større og større, svarende til integration af alt i mig.

Det er på samme måde, et barn udvikler sig i frihed og sandhed, hvor smilet og glæden altid er nærværende, samtidig med at det vokser i lyset, og at det også fysisk vokser og udfolder sig.

Man kan sige, at DNA og selvbevidsthed følges af i god forening.

At udfolde sig i lys og sandhed forudsætter, at vi ønsker det, har lyst til det, og at vi også er villige til at gå afsides, så alt kan blive integreret på en god og ordentlig måde.

Der er ikke noget, vi ikke kan og vil og må og ønsker at kigge på. For så kan det ikke lade sig gøre.

Lys i livet får man kun, hvis man har et reelt ønske om det.

Det er den første og ultimative betingelse.

Jeg skal sige til mig selv, at jeg har så meget lyst til at leve, at jeg godt vil give livet en chance.

Så jeg ikke altid går rundt og er mørk og sur, og kedelig og træls.

Det er et mærkeligt paradoks: Mørket regner ikke lyset for noget.

En hanløve dræber pr. instinkt ungerne hos den hun, han vil have som mage.

En løve har ikke nogen sjæl. Den er altid i sit instinkt.

Vi har set i dyrefilm, at løver har medfølelse i et eller andet omfang. Således kan hunløven med list lykkes med at få hannen til at tro, at det er hans unger.

Men det er en meget begrænset adgang til bevidsthed, som jo på den anden side har været vigtig, da mennesket for 40.000 år siden blev udstyret med en sjæl.

Mennesket har en sjæl, men er også i sin dyrekrop.

Dyret i mennesket regner ikke sjælen for noget.

Sjælen betyder, at vi kan kigge på os selv, og at vi har et frit valg.

Dyret kan ikke kaste lys på sig selv.

Mennesket kan kaste lys på sig selv. Det betyder, blandt meget andet, at vi anerkender at have en dyrekrop, men ikke for at lade, som om den ikke er der.

Vi kan og skal lære at elske os selv, med alt hvad vi er, og alt hvad vi indeholder. Og ikke kun os selv!

Jeg kan ikke sandt lære mig selv at kende uden samtidig at lære mennesket at kende, og dermed en hvilken som helst anden på dennes egen præmisser.

Mennesket vil ikke kunne leve uden lys og kærlighed. Uden kærlighed er vi ingenting.

Vi kan ikke leve af, kun at være dyr.

Omsat til noget praktisk. Vi bliver nødt til, med os selv, at indse, at vi skal gøre noget aktivt for at blive gode, at ville livet, at gøre noget for hinanden. Ellers går det kun én vej.

Vi bliver nødt til at beslutte med os selv, at dødsdriften ikke skal have lov til at bestemme i livet. Vi bliver nødt til at grave dybt for at finde sandheden, der afgørende vil kunne lave om på det. Det er et valg, som hver enkelt skal tage med sig selv.

Vi skal med vores egen sjæl beslutte, at vi vil det anderledes.

Sand viden er kun mulig ved at komme helt til bunds i sig selv.

Vi skal lære at bære vores eget mørke. Kun på den måde, ved at gøre os fri, kan vi få lyset ind i livet. Det kan ikke lade sig gøre i afhængighed, lige så lidt som ved at kaste skygger.

Man skal ville noget anderledes, for at noget kan blive anderledes.

Når det lykkes, vil lys og viden kunne opstå af sig selv.

Vi skal fra den position ikke gøre andet, end stilfærdigt at være i os selv.

Så vil den dukke op.

Vi har altid et positivt liv foran som, som vi kan møde og tage udgangspunkt i. Gør man det, har man taget det første skridt til at møde alt positivt.

Det er sådan, jeg altid er i livet. Det er en mulighed for alle. Det er ikke svært overhovedet, når man gør det.

Det svære er, når man ikke gør noget. Så bliver der huller og bøvl. Aldrig når man møder det, der er, stille og roligt.

Mange menneskers liv begynder ved mursten.

Mit liv tager ikke udgangspunkt i, at der er mursten. Dermed kommer jeg automatisk tættere på det smukke, det fine og det gode i livet, fordi mit liv ikke er betinget af noget ydre.

Når livet begynder med normer og fordomme, så begynder det ikke med noget naturligt og enkelt. Så begynder et kunstigt sted.

I sin naturlige form har det ingen kunstige kanter, som det skal underlægge sig, eller rette ind efter. Kanterne er skabt af hårde mennesker. De kommer ikke ude fra naturen af, og heller ikke fra det sande i mennesket.

Alligevel er der nogle, der opfatter dem som virkeligheden, som alt andet skal rette sig ind efter.

Nogle begreber tager udgangspunkt i normer og fordomme som noget fuldstændigt selvfølgeligt. Det kan medføre nogle mærkelige konsekvenser.

Jeg har selv oplevet at være oppe imod voldsomme normer og fordomme. Det er jeg ikke den første i verdenshistorien, der har prøvet.

Men jeg vil gerne oplyse om, at de spiller en større rolle, også i dag, end man regner med. Min måde at møde noget på er, ikke at være fordomsfuld, og ikke at være normfyldt. Det betyder undertiden, at jeg træder ind i områder, der er stort set ubeskrevne.

Når jeg går vejen, så kaster jeg ikke skygger. For så har jeg energien og lyset og erkendelsen inde i mig selv.

Alle har mulighed for at få lys ind i sig selv og at lyse sig selv op. Men det er langt fra alle, der ønsker det.

Hvis alle gjorde det, ville krig fra i morgen være utænkeligt.

Et menneske med sjælen i sig spreder lys omkring sig.

Løsningen er: fuldstændigt tilstedevær. Jeg skal kunne være i mig egen smerte, i enhver form for smerte, og på den måde få lyset helt ind i mig liv.

Kun på den måde kan jeg undgå at kaste skygger, hvorved jeg bliver låst eller holdt fast i mit instinkt.

Det er egentlig noget, jeg gør selv, men kunsten er at give slip, og alt lade sjælen komme ind og være mig. På den måde kan jeg også være der for dig.

Det er på samme tid en helt realistisk måde at kigge på mig selv, hvor jeg også evner at se, hvad jeg ikke er.

Kun på den måde kan vi sandt interagere.

Jeg kan altid fylde mig med lys og blive det sande billede af mig selv. Dermed bibringer jeg, på den bedst mulige måde, til fred i verden, og til, at sandhed og kærlighed kan blive hvermandseje.

At lade lyset få lov til at komme indenfor, er det, der holder mig i livet, så jeg ikke visner, men i stedet bliver bedre til at forstå, hvad det er, jeg har gang i.

Jeg er på den måde ikke et vanemenneske, men en, der lader alt i livet opstå, som det selv vil, altid holder mig selv i form, og altid holder øjne og ører åbne for at blive klog, og for at blive glad.

At gå i stå er at blive mere og mere sammenbøjet, alt imens mørket trækker sig sammen omkring mig.

At have lyset i sig selv er at være glad og frimodig, alt imens øjnene stråler. Så det hele har en virkning.

Lys skal have lov til at virke i forhold til smerte, men jeg må ikke ignorere smerten og sige, at det må vente til senere, for så får jeg ikke sandt fat i, hvad det handler om.

Jeg skal altid være med det, der er.

Når lyset kommer ind i mig, så skal jeg lade det skinne, men ikke gøre noget for at holde fast i det.

Men det er ikke mere mit, end at jeg bare skal slippe det igen, og så glæde mig over, at det er der, og at det virker.

Lys gør mig levende. Og det skal jeg da bare være glad for.

Jeg skal ikke tage det til ejendom.

Når jeg oplever noget godt, er det især vigtigt, at jeg lader energi og lys få sit eget liv.

De 7 dødssynder er eksempler på, når jeg glemmer at være og at blive i min egen naturlighed.

Egoet opstår, når jeg ikke kan få nok.

Når jeg overeksponerer mig selv, og det lys, jeg modtager.

Hvis ikke jeg finder balancen, og hvis ikke jeg lader lyset transformere mig, bliver jeg mørk indvendigt.

Så lyset skal have lov til at virke, men jeg skal også vide at lade det gøre noget ved mig, herunder at kigge på mig selv, når det er nødvendigt.

Når man ikke har kontakt med sig selv, har man ikke adgang til sit eget lys.

At blive til som menneske er at få sin sjæl ind i virkeligheden.

At blive alt det, som jer.

At blive den, jeg er skabt til at være.

At kunne mærke livet i mig selv.

At få sit eget barn med ind i virkeligheden.

Retten til at være mig, som jeg er.

Min ubetingede ret til at være mig.

Virkeligheden er det, der indeholder liv. Som ikke bare er tanker og ord, men som vi kan mærke sandheden i.

At tage noget til sig, sandt at ville indrømme noget, men ikke for et syns skyld, er at få lyset ind i livet.

Mange snyder ved at give udtryk for noget, som de overhovedet ikke mener alligevel, og reelt ikke tager til sig.

Det virker kun, når jeg gør det, jeg siger, og følger det til dørs. At jeg overgiver mig til indholdet af mine ord.

Den snu vil tygge på ordene, og sige, at han eller hun har gjort det. Men det er bare ikke rigtigt. Og derfor virker det ikke.

Noget virker kun, hvis jeg gør det, fordi jeg dybt inde, og dybt nede i mig selv ved, jeg skal gøre det, og ikke springer fra igen.

Og man kan kun gøre det selv.

Jeg har oplevet så mange krukker i tidens løb, hvor det hele var en fis i en hornlygte, der måske ikke engang lugtede. Der var heller ikke nogen lyd.

Selvudvikling er en proces. Man begynder en udvikling fra et mørkt og uopdyrket sted, og bevæger sig herfra, gennem mange forviklinger, hen til et mere sandt sted.

Hvis ikke det er et livslangt projekt, er der nok ikke så meget alvor bag. Men hvis det er dybt seriøst, vil man kunne opleve at bevæge sig fra at være meget begrænset til at være meget rummelig og åben.

Uanset hvorfra og hvortil vil alle opleve mørke og lys i afvekslende forening, at mørket får magten, fordi der er  noget, der skal belyses.

Hvis jeg gerne vil mig selv og en dybere mening med det hele, er der jo tusind veje, der fører den vej. Vi må jo prøve os frem. For mig sker alt lige midt i virkeligheden. Jeg bruger ikke teknikker af nogen art. Jeg er bare det, jeg er.

Lyset lukker op. Mørke lukker.

Jeg kan være neutral, som ikke inkluderer at være god eller at være ond. Men så længe jeg afholder mig fra at være ond, bevarer jeg min frihed.

Dermed har jeg min frihed foran mig, som jeg bare skal være med.

Det svarer til at være i en tilstand af ingenting, som jeg godt kan finde ud af.

Jo mere jeg positivt at formår at være i mig selv, jo mere får jeg lyset ind i livet, og kan også oplyse de mørke punkter eller felter, som jeg mærker. Det er et stort privilegium på den måde at agere lysmand eller lysmester.

Lys er, at energien vender rigtigt, og at jeg altid vil kunne møde et andet menneske positivt.

Den, der er i lyset, handler i lyset.

At få lyset ind i sig selv er at være i lyset og at blive i lyset.

Et menneske, der er i lyset, vil aldrig kunne gøre et andet menneske ondt.

Ondskab er mørke, at være det mørke, at gøre det mørke.

Når vi gør det gode, så er vi selv med til at forme den sti, som vi skal gå på.

Jo mere sandt vi kan være i det gode, jo mere frihed giver vi os selv.

Jo mere vi arbejder på sandt at forstå os selv, jo mere lys får vi adgang til.

Ordentlighed skaber sin egen vej frem i livet.

Det er bare vigtigt at sige, at det aldrig må være kalkuleret, og at det aldrig må være med forventning om at få noget igen.

For så er det instinktbåret adfærd, der kun gør noget for sig selv.

Sådan som mange professionelle gør det.

Når vi handler i lyset, gør vi noget godt for os selv og for hinanden. Ikke i en hierarkisk orden. Men ligeværdigt. Jeg kommer ikke før dig, og du kommer ikke før mig. Vi går ind i lyset sammen.

Lys og mørke er noget meget faktuelt, som fylder i bevidstheden.

Når vi har lys i os selv, har vi rummelighed.

Når vi har mørke i os selv, ser vi kun skygger.

Skygger er egenskaber, som vi tillægger andre mennesker, men som ikke svarer til disse andre mennesker.

For med mørke i os selv har vi ikke lyst til at vide noget faktuelt om den anden. For det vil betyde, at vi skal fylde os selv med lys, altså kigge ind i os selv.

Hvis jeg gerne vil have lys ind i mit liv, skal jeg anerkende, at jeg ikke ved, hvad jeg møder. Det samme gælder, hvis jeg møder et andet menneske åbent. Jeg ved ikke, hvad jeg vil opleve fra vedkommende.

Men jeg kan jo vælge at møde vedkommende i tillid, som giver mulighed for, at vi begge ønsker at mødes i sandhed.

Ny Tid er at få lyset til at skinne inde i mig, og derefter at lade det skinne inde i dem, som jeg er sammen med.

Gammel Tid var og er at sende mørket ud af sig selv som skygger, og at fralægge sig ethvert ansvar.

Der er ikke ret mange, der til dato har taget skridtet ind i Ny Tid.

At blive fyldt op i vores væsen er en positiv handling.

Det er hvad der sker under leg og udfoldelse af fantasi.

Det er, hvad der sker under positiv og glad udfoldelse af seksualitet.

Det er, hvad der sker, når livet er godt.

Sandhed er at blive fyldt op indefra i kærlighed.

At mærke sig selv i sit væsen, uden at fornægte noget.

At være den, jeg er. At give mig selv lov til det.

Selvfølgelig at være der for andre på tilsvarende måde.

Man bliver tom, når man ikke har noget lys i sig. De materielle rammer bliver også tomme.

Man bliver også energiforladt. Man mister sandheden i livet og kontakten til sig selv. Den gode følelse.

At være i lys er at have alt i mig selv på plads, klar til at tage livet ind i den form som kommer til mig, uden at jeg forsøger at manipulere det.

Min opgave er at være til stede, at være i live, også gerne at være i lyst, men uden at lade nogle af impulserne styre mig. Jeg er min egen styrmand.

Selvfølgelig også at være opmærksom på, hvis der opstår noget, der er mørkt og mærkeligt. Så må jeg kigge på det, og være med det.

At åbne sig mod det, der er, og det, der opstår, ligegyldigt hvad.

Møde det stilfærdigt, åbent og ærligt.

Vi skal have lyset ind i vores eget liv. Det er det, det hele handler om.

Men det er ikke muligt, så længe det er mørkt, Derfor skal vi lære kunsten at slippe. Det er den eneste sande måde at få lyset til at skinne på.

Oprigtigt at kigge på sig selv er at få lyset ind i livet.

Det sker ikke ved at kigge på sig selv i spejlet.

Det sker heller ikke ved at lade andre fortælle, hvor dejlig jeg er.

Jeg skal stadigvæk selv erkende, hvad og hvem jeg er.

Det er den sidste handling, der er kvalitet i.

At gøre noget, og så lade erkendelsen opstå i forlængelse heraf, eller imens. På en god måde, vel at mærke.

Jeg vinder intet ved at skaber glamour omkring mig selv.

Heller ikke ved omvendt at hade eller undertrykke mig selv.

Jeg vinder kun noget ved oprigtigt at forstå med mig selv, hvordan jeg reagerer, hvordan livet opstår, når jeg er aktiv deltager.

Og hvordan jeg på den måde bliver sand, udfylder mig selv på en god måde.

Det er også sådan, vi sammen skaber glæde og forandring.

Det sker ikke ved kun at bekræfte eller afkræfte hinanden.

Det sker ved at være med det, der er, altid at kigge på det, der er, men opklarende, uden at kaste skygger. For så bliver der mørkt.