At få livet ind under huden

Den direkte vej ind i mig selv er gennem sjælen.

Den forudsætter, at jeg er et gennemført ordentligt menneske. At jeg ikke har lig i lasten.

Hvis jeg fraviger disse vilkår, har jeg ikke længere direkte adgang.

Der er ikke plads til både lys og mørke i mit sind.

Den positive logik er, at jo mere sand og åben jeg er, jo mere lukker jeg op for livsglæde og lyst, og jo mere inviterer jeg lyset indenfor, både i mit eget liv og i andres.

Jo mere jeg kan trække vejret, som præcis den, jeg er, jo mere kan jeg positivt mærke mig selv, og glæde mig over livet.

At vågne sammen med den elskede er et godt udgangspunkt.

Sanselighed er også et godt udgangspunkt.

De to situationer eller tilstande kan sagtens følges ad.

Jeg vil mærke hjerteenergi.

Der skal være intensitet.

Der skal være liv.

Der skal være vilje.

Der skal være et dybt ønske.

Jo mere vi evner at få livet ind under huden, jo bedre bliver vi i stand til at være egen styrmand og selv at bestemme hvad og hvornår. Jo mindre vil vi være i lommen på andre og deres beslutning.

Det gælder energiudfoldelse i enhver form. Leg, Styrke. Seksualitet. Kreativitet. Jo mere det kommer fra os selv, jo mere oprigtigt vil det også kunne være.

Før man får livet ind under huden, skal man jo gå ind i livet. Det siger vel sig selv.

Det er denne bevægelse, mange holder sig tilbage for at gøre.

At sige, jeg vil gerne, og så gøre det, med hele sit hjerte.

Når og hvis det sker, kan jeg begynde at integrere det, der kommer til mig, fordi jeg nu er et nyt sted.

Men det fordrer, at jeg aktivt bevæger mig ud i verden, med begge ben, og anerkender, at jeg også dermed mentalt giver slip på det gamle.

Før det sker, får jeg ikke noget nyt ind under huden. Og jeg skal gøre det selv.

Livet er det, der opstår, når jeg positivt er i det, og lader det virke i alt.

Når vi er i livet umiddelbart, kan vi være direkte, både i tanke, følelse og seksualitet. Så er alt ukompliceret og smukt i sig selv.

Det er, når vi gør det til noget andet, at der opstår forurening.

Hvis man selv forurener, svarer det til at prostituere sig selv. Så bliver man beregnende, kynisk, kalkulerende. Man udnytter andre og gør det måske bevidst.

Det svarer til bevidst at gå ind i de 7 dødssynder, eller nogle af dem, nu hvor de gamle moralbegreber ikke længere fylder i de flestes bevidsthed. Men det bliver ikke mere rigtigt af det, fordi man ikke automatisk længere føler dårlig samvittighed.

Skal vi sammenligne det med noget, der ligner, kan vi nævne helt unge krigere i andre dele af verden, der lærer at dræbe helt tilfældigt, endnu mens de er børn.

Man kan i øvrigt ikke være delvist sand eller sand på deltid.

Her taler vi om et ubetinget valg, der gælder hele tiden.

Det er dette udgangspunkt, som jeg normalt forholder mig til, fordi det er mit. Selv om jeg har oplevet det andet i mange varianter, opfatter jeg det som noget usandt og kunstigt. Og jeg er sikker på, at det forarmer.

Man kan ikke være et dårligt menneske og have et godt liv.

Når man positivt kigger hinanden og sig selv dybt i øjnene, uden at blande sig overhovedet, bliver man fyldt op indefra.

Ikke at blande sig er at lade sjælen få sit eget sprog, og at holde instinktet i ro.

Når man igen får sprog, vil instinktet normalt hurtigt tage over, og vil også lige så hurtigt kunne fortrænge alt, hvad sjælen lod skinne igennem.

Instinktet har i den voksne så hårdt fat i de fleste mennesker, at sjælen automatisk bliver fortrængt.

Sjælen ser alt som sandhed og kærlighed, et helt andet perspektiv end instinktet, der ser det hele som overlevelse og bekæmpelse.

Når jeg inkarnerer som menneske, er jeg som sjæl inde i min krop.

Det er min opgave som menneske at udfolde min sjæl, som er meningen med mit liv.

Min krop er mit fysiske hylster, så at sige. Det er min fysiske form. Det er min anatomi og fysiologi.

Jeg som sjæl skal udfolde mig i denne krop.

Først er jeg barn sammen med mine forældre.

Senere bliver jeg teenager og møder andre af det modsatte køn.

Sjælen er i spil mange gange. Dybden afhænger af vores engagement og lyst til hinanden.

Når engang vi får børn, har disse børn valgt os, fordi vi skal mødes og interagere som sjæle.

Det er faktisk sjovt at se det på den måde. Også alt det bøvl, vi går rundt og laver, inden vi for alvor finder ud af, hvad det hele drejer sig om.

Som sjæl i forhold til en kynisk omverden er jeg altid lidt sart og skrøbelig. Hvis den bliver for voldsom, trækker jeg mig, nogle gange i stor smerte.

Som barn er der ikke altid plads til mig. Jeg udvikler ofte primære overbevisninger for at kunne holde ud at være her. Det kan være: “Jeg er forkert!”, hvor jeg så i mange år går rundt og spiller fransk klovn, bare for at få interesse.

Min oprindelse er min sjæl. Det er vigtigt, at jeg lærer at finde ind til den, eller til mig selv, i sandhed og kærlighed. Det er den eneste farbare vej. Samtidig lærer jeg også andre at kende. I sjælens univers er kun ligeværd muligt.

I instinktets univers slår vi gerne hinanden ihjel, hvis vi kan få en fordel ved det. Det kan være ualmindeligt kynisk, måske især hvordan man slår hinanden ihjel, uden at man fysisk dør af det.

I instinktets verden skal vi lære at opføre os ordentligt, hvis vi vil have adgang til sjælen. Det er det, som inkarnationen handler om. Hvordan synes I selv, det går?

Vi har som mennesker haft en sjæl i 40.000 år.

Individuelt bliver sjælen puttet ind i mennesket ca. 4 måneder fremme i graviditeten.

Mennesket har endnu ikke lært for alvor at forstå, hvilket enormt privilegium det er at være udstyret med en sjæl.

At kunne kigge på sig selv i stedet for bare bevidstløst at udleve sit instinkt betyder, at vi kan forholde os til vores status som dyr. Vi kan udfolde det dyriske på en god og kærlig måde.

Samtidig kan vi, fordi vi hver især har en bevidsthed og en fri del fra sjælen, som vi godt kan kalde jeget, positivt møde alt i livet. Vi kan blive klogere på os selv, og klogere på verden.

Individuelt kan vi få et fantastisk liv, også med hinanden, bare vi indstiller os på altid at vende rigtigt.

Det er altid øjeblikket, som vi har til at gøre en forskel i. Ingen andre steder kan vi gøre en reel forskel.

Det sjovt, at øjeblikket kan være et sted. Men på en måde er det rigtigt. Øjeblikket er mere end et tidspunkt. Det er nærmere en platform, og dermed et sted. I hvert fald metaforisk.

I ethvert øjeblik står jeg med nye muligheder. Jeg kan gøre noget, som jeg aldrig nogensinde har gjort.

Jeg kan også blive i min frygt, og aldrig komme ud af stedet. Læg igen mærke til rummetaforen.

Positivt at gå ind i øjeblikket giver mig en ny mulighed. Vi bevæger os altid ind igennem instinktet. Men er vi åbne for det, vil sjælen også være i spil. Og uden om det hele, og i ethvert øjeblik, er også vores guddommelighed, vores evne til at se alt i et højere perspektiv. Det er lidt fascinerende, at et lille sekund kan være så indholdsrigt, ikke?

Et normfyldt menneske vil altid se det hele lidt på afstand, og vil ikke have den samme mulighed for at gå ind under huden, og ind i øjeblikket, og opleve den glæde, som altid er til stede som et potentiale. Sure og negative mennesker diskriminerer sig selv.

Så er der dem, der kun lever gennem andre. De begrænser jo også sig selv. I øvrigt også en lidt grov måde at udnytte andre på, i hvert fald hvis man gør det bevidst.